Paa Historikercongressen i Bruxelles forelagde Bémont Gabriel Monods sidste Arbejde: La vie el la pensée de Jules Michelet (1923). Bogen var ufuldendt ved Forfatterens Død — Fremstillingen standsede omkring 1852 — og Manuscriptets Udgivelse blev lagt i Bémonts Hænder.

Monod havde særlige Forudsætninger for at skrive denne Bog. Det var Læsningen af Michelets Skrifter, som havde vakt hans Beslutning at blive Historiker; han lærte Michelet personlig at kende og har Forstaaelse af hans intensive Væsen og Kunstnertemperament;Michelets Papirer — Dagbøger, Noter, Arbejdsmateriale—

materiale—har været ham overdragne, og han har i Bøger og Tidsskrifter givet mange Skitser og Analyser, der forbereder denne sidste Bog. Monod øver Kritik over for det autobiografiskeMateriale, der har staaet ham til Raadighed. Idet han har gjort sine Erfaringer med Hensyn til Erindringens Dichtung und Wahrheit, prøver han nøje Michelets egne Udtalelser, og Madame Michelets behændige Compilationer levner han ringe Ære. Trods pietetsfuld Sympati kan han godt se Svagheder i Michelets Personlighed;han har den skolede Historikers Blik for Faren ved den intuitive Arbejdsmaade, men gør iøvrigt oftere opmærksom paa, hvorledes Michelet genialt har foregrebet, hvad Forskningen senere møjsommeligt har indvundet.

Bogens Hovedthesis er, at der ikke har været noget Brud i Michelets Udvikling, at Varsler om den Radikalisme, der kommer til Orde i hans senere Skrifter, findes i de tidligere, at alt naturligt fremgaar af hans ildfulde, sensible, selvconcentrerede Personlighed uden synderlig Paavirkning udefra. I nogen Grad svækkes denne Thesis af Monod selv ved hans ærlige, omskuende Skildring, bl. a. ved den Fremstilling, han giver af den polske Digter Mickiewic's og Quinets Lærervirksomhed i College de France, der sætter Ild i Ungdommen — og i Michelet.

Vicos Indflydelse, som Michelet selv har erkendt (»Je n'eus de maitre que Vico«), paaviser Monod i Enkeltheder i Skrifterne, ligesom hanger opmserksom paa den centrale Stilling, som Bogen »Le peuple« (1846) indtagef i hans Production. Rundt om findes gode Vurderinger af Michelets historiske Arbejder, hvoriblandt sserligt skal fremhfleves den indgaaende Analyse af »Histoire de la Revolution*, og stadig har Bogen vid Horizont, saaledes at Redegerelsen for Michelets Udvikling bliver til et Stykke fransk Aandshistorie.