Som det maaske ikke staar alle klart, er der en lille Lakune i vor historiske Literatur, idet Fridericias Værk om „Danmarks ydre politiske Historie" afsluttedes med 1645, og sammes „Adelsvældenssidste Dage" først begynder 1648. Yngve Lorents Efter Bromsebrofreden; Svenska och danske forbindelser med Frankrike och Holland 1645_—49 udfylder netop dette Hul. Det er on meget kortvarig Periode, den spænder over, men betydningsløs

er den ikke; disse tre sidste Aar af Kristian 4.s Regering betød netop paa mange Omraader en Nyorientering for dansk Udenrigspolitik.Bogen bærer i visse Henseender Præg af at være et Debutarbejdemed en ikke helt fast Komposition; saaledes synes S. 25_— 37, der handler om de nyerobrede Landskabers Organisation, at staa i en løs Forbindelse med selve Emnet. Enkelte Udtalelser af Forfatteren kan desuden overraske, som naar det om Bromsebrofredenhedder, at Danmark var sluppet fra Spillet med betydelig mindre Tab, „an det fortjan at". Med Rette gør Forf. opmærksom paa det ejendommelige i, at der er foretaget en Radering i DronningKristinas Brev til Danmark, hvorved et Grænsemøde angaaendeSårna og Idre Sogne aftaltes. Mødedagen er nemlig forandretfra 3. Juli til 3. Juni. Derimod synes Dr. Lorents mig ikke at kunne føre noget Bevis for, at det herved maa dreje sig om en Forfalskning, endnu mindre om en Forfalskning af den danske Regering. Hvem af de to Regeringer havde Fordel af, at Mødet ikke fandt Sted? Non liquet. Hovedsagen er imidlertid, at man hurtigt bliver klar over, at Arbejdet er opbygget solidt og godt; det fornødne Arkivmateriale er benyttet grundigt og udtømmen do, saa at den lille Bog vil hævde en Plads i den nordiske historiske Literatur.

Ikke uden Grund er det om Nordens Forhold til Nederland og Frankrig, at Forf. koncentrerer sine Studier. Danmarks Fjernelsefra Forbundet med Kejseren, dets Løsgørelse fra tysk Indflydelse,og dets Overgang til vesteuropæisk Orientering er det, som indvarsles i disse Aar efter Bromsebrofreden, og skønt det varer meget længe, inden denne Overgang helt fuldbyrdes, er Strømkæntringen dog tydelig og betydningsfuld. Lettest og naturligstvar Overgangen fra det uvenlige Forhold til Holland, som havde karakteriseret den foregaaende Del af Kristian 4.s Regering,til den Politik, der sejrede med Ulfelds Gesandtskab til Nederlandunder den følgende Konge, og som satte sin Frugt i WassenaersSøkamp under Kronborg 29. Oktbr. 1658. Men heller ikke denne politiske Ændring gik glat fra Haanden. Den havde at overvinde en stærk Uvilje mod Hollands hidtidige Optræden i Danmark, den fandt maaske endda en alvorligere Hindring i den gamle Konges Tro paa, at det først og fremmest var Frankrig, vi havde Udsigt til at vinde til Yen. Men den mødte ogsaa Modstandhos Hollænderne, der var misfornøjede over, at Toldrullen fra 1628 ved Freden i Kristianopel var bleven bevaret for deres fremtidige Handel paa Norge. Paa den anden Side maatte de forandredeMagtforhold ved Østersøen staa dem klart; for Fremtiden var det Sverige, ikke Danmark, hvorfra Faren truede den nederlandskeHandel. Ogsaa Ulf el d saa dette og arbejdede ivrigt paa

en Tilnærmelse. Her er Grundlaget for hans første Hollandsrejse 1646, og han kom paa et heldigt Tidspunkt, da man i Nederland var urolig over Sveriges Krav paa Pommern. Det lykkedes ham hurtigt at komme til Overenskomst om den norske Told og om „Feilgeltet" (o: en hollandsk Afgift paa de Skibe, som sejlede fil Østersøen, altsaa en ny Øresundstold), hvoraf nu Hollænderne lovede at yde Erstatning for den Told, de saa længe ikke havde betalt i Helsingør. Videre naaede han imidlertid ikke denne Gang. Hans Allianceplaner modtoges paa Grund af Franskmændenes truende Fremgang i de spanske Nederlande med Kølighed, og hans Tanke om en Afløsning af Øresundstolden („Redemtionen") vakte denne Gang ikke ret Opmærksomhed. Men han efterlod ved yin Afrejse Gabriel Marselis til at arbejde videre herpaa, og medens Kristian 4. efter hans Hjemkomst havde stillet sig ret uvillig over for Tanken, forandrede det hurtigt paafølgende Kongeskifte Forholdene,og Ulfelds andet Gesandtskab 1649 førte virkelig til et Resultat, ikke blot til „Redemtionstraktaten", men ogsaa til et Defensivforbund, gældende tii 13. Aug. 1685. Korfits Ulfelds Fortjenesteaf denne Udvikling og dens Følger er hævet over enhver Tvivl og fortjener megen Lov.

Jevnsides med denne Linje løber imidlertid en anden: DanmarksTilnærmelse til Frankrig. Den var indledet ved den franske Gesandt Thuilleries venlige Holdning over for os under Fredsforhandlingerne,samtidig med at ogsaa Oxenstjerna erkendte, at han var „en blandt de klokeste och modestiste fransoser". Men de øvrige franske Statsmænd, med Mazarin i Spidsen, var ikke Beundrere af vort Fædreland og vilde ikke lægge sig ud med Sverige, der var Forbundsfælle i den tyske Politik. Kong KristiansForhaabninger var derfor foreløbig svagt underbyggede; en anden Sag var det, at Thuillerie gav os gode Haandsrækninger under Drøftelserne paa Bromsebro. Han haabede paa at kunne forsone de to nordiske Modstandere, og han byggede ydermere paa den Bitterhed, der herskede ved det danske Hof over den daarligeHjælp, som Kejseren havde ydet os. Det lykkedes ham virkeligi Novbr. 1645 at skabe en seksaarig Traktat mellem Danmark og Frankrig, men den var lidet vidtgaaende (Danmark skulde kun have Hjælp, hvis dets Modstander ikke var i Forbund med Frankrig)og betegnede altsaa kun det første Skridt til at skille Danmarkfra det kejserlige Parti. Ulfeld saa klart, at Frankrig ikke havde tilstrækkelig Interesse for Danmark til at .ville gaa saa vidt som til at støtte det mod Sverige; han haabede derimod at finde en saadan Ven i Nederland. At han havde Ret, fremgaar bl. a. af de meget senere Forhandlinger med Frankrig, som Griffenfeld indledede,og som jeg har skildret her i Tidsskriftet (8. R. 11, 11.ff.);

ved denne Lejlighed viste det sig atter, at vi kom i anden Række, efter Sverige. Først i 1680erne, efter Skaanske Krig, kronedes det Arbejde, som Thuillerie havde begyndt, med Held, men rigtignok saaledes, at Frankrig først søgte til Danmark, efter at Sverige havde vendt det Ryggen. Dette laa jo imidlertid ikke i Udgangspunktet,men stemmede paa den anden Side med Danmarks Ønsker.

Ind imellem disse to Traade i Bogen slynger sig endelig en tredje, Hertug (senere Kong) Frederiks Anstrængelser under Fredsforhandlingerne i Osnabriick og Miinster paa at genvinde sine tabte Fyrstendømmer Bremen og Verden, eller i hvert Fald en Erstatning i Penge derfor. Disse Forsøg blev som bekendt ganske frugtesløse, men de var ikke uden Betydning, da de kølnede Frederik 3. s Følelser over for Kejseren, der ikke havde villet støtte noget, protestantisk Forsøg paa at komme i Besiddelse af gamle katolske Stifter. For saa vidt har derfor ogsaa dette Spørgsmaal Interesse, da det bidrog til at virke til den fuldkomne Nyorientering i Danmarks ydre Politik efter Bromsebrofreden.