Efter længere Tids Ophold er de af Dr. M. Cornicelius 1912 og 1913 udgivne 2 første Bind af Heinrich v. Treitschkes Briefe (omtalt Hist. Tidsskr. VIII R. 6. Bd. S. 162 f.) blevet efterfulgte af et tredje og sidste, bestaaende af to Halvbind (udk. 1917 og 1920). Første Halvbind omfatter Tidsrummet 1866-71 — Højdepunktet for Tr.'s publicistiske Virksomhed —, medens andet Halvbind gaar til hans Død (1896). Hermed er saaledes et Værk afsluttet, der baade i biografisk og tidshistorisk Henseende maa siges at være af mere end almindelig Interesse.

Særlig Opmærksomhed er der for en dansk Historiker Anledningtil at fæste ved den Omtale, Tr., som efter den preussiskøstrigskeKrig var bleven Professor i Kiel — som han dog allerede det følgende Aar forlod — giver af Folk og Forhold i Holsten, en for disse alt andet end smigrende Omtale. »Normallandet«og »Normalmenneskene« er de Udtryk, han ynder at anvendeom Holsten og dets Befolkning grundet paa dennes Væren sig selv nok. Vor Provins, skriver han (Briefe 111, 135), bliver mig for hver Dag, der gaar, mere og mere afskyelig, og i stærke Udtryk fordømmer han Vedhængningen ved Augustenborgerne og den raadende Partikularisme. — Ogsaa om det nordslesvigske Spørgsmaal findes fra denne Tid nogle enkelte Udtalelser af ham. Som Følge af den herværende Befolknings Selvbehagelighed og Uretfærdighed er det, skriver han 21. Nov. 1866 (111, 115), en meget ondartet Sag. »Folkene dér vil utvivlsomt tilbage til Danmark; men Afstaaelsen vilde her hos alle tyske Partier sætte meget ondt Blod og i væsentlig Grad vanskeliggøre Anneksionen. Det kommer an paa, om denne skadelige Virkning er større end den, som ved Ikke-Opfyldelse af Prag-Freden vilde opstaa i den europæiske Politik, og dette kan jeg ikke afgøre, da jeg ikke sidder i Gudernes Raad.« Og noget senere (111, 125) udtaler han: »Om Nordslesvig er her alle Tyske, uden nogensomhelst Undtagelse, enige indtil Fanatisme. Afstaaelsen vilde for Preussen være i høj Grad betænkelig,men

tænkelig,menat bryde den Forpligtelse, som er paalagt ved Freden, lader sig dog ikke uden videre gøre,« og naar hertil kom, at der i Nordslesvig ogsaa fandtes talrige Tyskere, hvis Nationalitetredningsløst vilde gaa til Grunde under Danmarks Styre, mener han, at det at indskrænke Afstemningen til et lille Distrikt — Tørninglen til Eks. — vilde være den taaleligste Udvej.

En betydelig Del af Samlingen optages og sikkert med god Grund af de Breve, Treitschke fra sine talrige Rejser i Tyskland og i Udlandet sendte sin Hustru; impulsive og levende Skildringer, der taler højt om Tr.'s Evne til, trods sin efterhaanden fuldkomne Døvhed, at opfange det karakteristiske ved Lande og Folk. Disse Rejser tjente ikke blot til Rekreation fra en anstrengende publicistisk og videnskabelig Virksomhed, men var ham tillige en nødvendig Forudsætning for denne: Som han et Sted (111, 585) bemærker, var det, at skrive om Lande, man aldrig havde set, og hvis Sprog man ikke kendte, ham »for abstrakt«, og i hans Deutsche Geschichte støder man ogsaa jævnlig paa Islæt, der stammer fra hans Rejseindtryk, se f. Eks. Omtalen af København (Deutsche Geschichte V, 569, Briefe 111, 172 f), som han besøgte Efteraaret 1867 fra Kiel.

Om Deutsche Geschichte, Arbejdet paa den, Modtagelsen i Publikum o. 1. indeholder Brevene selvfølgelig ikke saa lidt. Fra den første beskedne Plan i Aaret 1860, da Preussens Historie slet ikke var bestemt til at medtages i den, og Tr. anslog Varigheden for dens Udarbejdelse til omkring 2 Aar (Briefe 11, 121), voksede den efterhaanden under Udformningen til noget væsentlig andet og monumentalt. Det første Bind kunde først i 1879 se Lyset, og med de følgende kom Tr. til at fortsætte lige til sin Død og endda uden at se Værket fuldendt. De Angreb — navnlig H. Baumgartens —, der blev rettet mod Fremstillingens Objektivitet, tog Tr. sig meget nær. Da han begyndte paa Bogen, skriver han et Sted (111, 551), havde han været saa naiv at tro, at det maatte være muligt at berede Tyskerne en Glæde; for denne Illusion var han nu helbredet. Og tillige følte han, hvad der for en saa rig Personlighed som hans maatte ligge særlig nær, Utilfredsstillelsen ved, at under Arbejdet ikke alle Sjælens Evner blev tagne i Brug, ligesom Tankerne drog forud og tumlede med nye og lokkende Planer — saaledes navnlig en Bog om Politik — der skulde virkeliggøres, naar Deutsche Geschichte blev færdig.

Naar alt kommer til alt, er Historikeren dog Slave af sit Stof, udtaler han saaledes 19. Juli 1884 (111, 564), og han glæder sig alleredetil den Tid, da han vil kunne skabe et Værk mere frit ud af sit eget Hoved. Ved Omtalen af en Gennemlæsning af Dunckers

Geschichte des Alterthums udtrykker han sin Længsel efter et omfattende universalhistorisk Arbejde (111, 585): »Denne Mangesidighedsvarer egentlig til min Natur, og jeg føler det ofte som en Tvang, at jeg nu maa bruge saa mange Aar paa et Aarhundredes,ganske vist et meget rigt Aarhundredes Historie ...« At Arbejdet med Deutsche Geschichte dog var ham en dyb Lykke, derom vidner mange Ytringer i Brevene, og under en langvarig, smertelig Øjenlidelse i sine senere Aar og med Henblik paa de Sorger — Sønnens Død, Hustruens Sygdom — der havde ramt ham, udbryder han (111, 623): »Jeg har nu givet Afkald paa alt, hvad man kalder Lykke, og nærer blot det ene, brændende Ønske: igen at kunne arbejde. Livet er saa kort, og saa mange Aar er for mig gaaede hen med politiske Kampe ...«