23. apr. 1917 var det hundrede aar siden udstedelsen af den kgl. anordning, hvorved Grosserersocietetets komité oprettedes;det var da naturligt, at komitéen kunde ønske at fejre denne dag ved udgivelsen af et skrift, der skildrede dens virksomhed og

historie i de forløbne hundrede aar. Ligesaa naturligt var det, at udarbejdelsen heraf overdroges Jul. S ch o v e 1 i n, ikke blot fordi han gennem mange aar har været komitéens meget kyndige sekretær(1888—1910) og konsulent (1910—1918), men ogsaa fordi han ved sit i mange maader interessante og fortjenstfulde værk .„Fra den danske Handels Empire" (1897^—1900) viste sig som en historiker af virkelig betydning. Det skrift, han 1917 har udsendt under titlen Fra Kongegunst til Selvstyre, er imidlertid ikke blevet, en skildring af komitéens hundrede aar; først paa s. 349 faar forf. den første Grosserersocietetskomité valgt, og skriftet standser i virkeligheden med aaret 1842 — i stedet for 1917!

Forskellige indflydelser har derved gjort sig gældende. Forf. siger noget naivt i sin fortale, at læseren af et saadant værk „maa have lejlighed til at se begivenhedernes historiske baggrund — først derved faar billedet den rette dybde, kolorit og hvad kunstnere vilde kalde: enhed i kompositionen". En saadan enhed har forf. saa langt fra naaet, at tværtimod hans „kunstneriske" fremstilling af, hvad han anser for „begivenhedernes historiske baggrund", i dette tilfælde har ført til en fuldstændig sprængning af enhver komposition. Kortelig sagt er af skriftets henved 600 sider more end 200 ganske overflødige. De bestaar af allehaande anekdotmæssige æstetiske og politiske betragtninger og meddelelser, der, med nu og da gode bemærkninger isprængte, falder ganske udenfor, hvad den, der ønsker oplysning om Grosserersocietetets historie, vil vente at finde i et værk netop derom. Forf. fornærmer sin læser ved at behandle ham som en almuesmand, der skal belæres snart sagt i begyndelsesgrundene af dansk literrer og politisk historie for at faa „historisk baggrund". Han tager ganske fejl; hans læser er en mand, der vil vide besked om Grosserersocietetets historie, og som derfor føler det som en grov tidsspilde, at han skal tvinges til at gennemlæse 200 sider betragtninger, som han kan finde bedre andetsteds, for at faa 400 sider viden om det, som han ønsker viden om.

Skriftets kompositionelle opløsthed skriver sig dernæst fra, at forf., øjensynligt under udarbejdelsen, har faaet den i sig selv naturlige tanke, at dette skrift burde være en fortsættelse af hans tidligere arbejde „Fra den danske Handels Empire". Som en naturligafslutning har han da først tænkt sig 1857, aaret for næringsfrihedslovensgennemførelse og 40aaret for komitéens oprettelse,og derfor har han paa smudsbladet sat undertitlen: Grosserersocietetetog dets komité 1797_—1857. Selv dette maal har forf. imidlertid ikke naaet; tiden 1842^—1857 er blevet til 2 — to — sider ved skriftets afslutning, saa at næste bind, naar det engang kommer,maa tage fat 1842; derfor sættes afslutningen 1842 da ogsaa

i fortalen i forhold til selve Societetets oprettelse 1742, hvorlil „Fra den danske Handels Empire" gaar tilbage. Til sammenknytningaf de to værker havde imidlertid et kortfattet indledningskapitelværet tilstrækkeligt. Thi Grosserersocietetets historie i snævreste forstand er for de tyve aar 1797^—1817 temmelig mager, væsentlig samlende sig om de „komitéer til handelens tarv", dor paa regeringens opfordring nedsattes 1797, 1806 og 1814 som forløberefor den staaende komité, og om pi. af 22. decbr. 1808 og 1. oktbr. 1810. Yderligere er herved at bemærke, at der saavcl herom, som om Danmarks hele økonomiske, kommercielle og almindelig politiske historie i hele den tid, skriftet spænder over, har foreligget for forf. to saa fortrinlige og udtømmende forarbejdersom Edv. Holms og Rubins værker. Til disses store skildringer har Schovelin i virkeligheden kun haft meget lidet, om noget, at tilføje; og ganske særlig gælder dette om Rubins værk. Den opgave, der forelaa for forf., naar han først havde begrænsetsit arbejde til 1842, var i virkeligheden kun at detaillore, fuldstændiggøre og uddybe Rubins skildring — og saa, om han formaaede det, og hans materiale tillod ham det, at se hele udviklingenindefra, fra Grosserersocietetets og dets komités mødesale.Side efter side har han da ogsaa maattet benytte Rubinsarbejde— des mere forbløffet maa enhver retsindig læser blive over den grovhed, hvormed forf. kvitterer herfor og bringer Rubin sin tak.

Skriftets hovedlinje er naturligt skildringen af selve „grossererbegrebets"udvikling. Efter forordningen 4. aug. 1742 var groshandelen i virkeligheden fri næring; enhver kunde frit lade hvilke varer han vilde hidbringe „direkte fra førstehaand" for at sælge og forhandle disse saavelsom Danmarks og Norges egne produkter i de to riger, men vel at mærke „ikkun i partier paa een gang", i hele og uadskilte bundter, tønder og deslige emballager,saaledes som ethvert slags af samme varer „almindelig findes afdelte, fyldte, pakkede og emballerede paa de steder, hvor de faldes og købes af første haand". (§ 10). Hvis man derimod, i stedet for at drive saadan fri handel, lod sig „virkeligen" for groshandler„indskrive" og tog formeligt borgerskab som. grosserer, vandt man ret til paa de steder, hvor man havde bopæl eller holdt kontor, at udsælge varer i kvantiteter, der grænsede meget nær op til detailhandelen (§ 11). Naar den „uindskrevne" grosserer f. e. ikke maatte sælge flæsk eller smør i mindre kvantitet end 5 skpd., maatte den „indskrevne" sælge det i partier paa 100 pd., for hør var mindstekvantiteten henholdsvis 3 og 1 skpd., for rødvinfad og anker, for krydderier lispund og halvt lispund. PI. af 22. dcbr. 1808 — der var en af krigstilstanden og den derved

skabte vareaager fremkaldt nødlov — bestemte, at der til at drive handel skulde kræves enten borgerskab eller bevilling og paalagdederfor den uindskrevne grosserer at skaffe sig hjemmel for sin handelsvirksomhed i en attest fra øvrigheden, hvorefter han ansattes til næringsskat ligesom andre næringsberettigede. Den kgl. anordn, af 23. apr. 1817 om hand eisberettigelse m. v., der skulde tilbageføre regelmæssige fredstilstande, gik videre til at kræve borgerskab af alle grosserere, saa at begrebet „uindskreven grosserer" ophævedes; derimod fastsattes, at grosserere herefter ikke maatte sælge i mindre kvantiteter, end commerceforordningenaf 1742 havde fastsat i sin § 10 for de uindskrevne grosserere. Plakaten af 19. oktbr. 1836, der havde været ogsaa stænderne forelagt, udvidede grosserernes ret saaledes, at de maatte sælge ..varer i saadanne partier, som commerceforordningen af 1742 § 11 omhandler", altsaa i samme kvantiteter, som dengang de indskrevne grosserere havde ret til at sælge i, og ydermere ..enhvervaresort, hvad enten den hører til de deri udtrykkelig nævnte eller ikke, i kvantiteter ikke ringere end 20 rbdlr. sølv".

Forf. gør sig ved referatet af denne plakat og dens forhistorie skyldig i en meningsforstyrrende trykfejl og en alvorlig misforstaaelse. Trykfejlen er, at han i de netop citerede ord af plakaten glemmer ordet „ikke" og trykker (527) „kvantiteter ringere end 20 rbdlr. sølv". Misforstaaelsen er, at han tror (526), at naar commercekollegiet tilraader at tillade grossererne at sælge „ethvert parti", der naaede on værdi af 20 rbdlr. sølv, mener det dermed ethvert vareparti, uanset om det bestod af forskellige varesorter, medens det naturligvis mener ethvert parti i den forstand, hvori commerceforordningen af 1742 tager dette ord, nemlig som parti af en bestemt varesort. Derom kunde han have overbevist sig ved en omhyggeligere gennemlæsning af den for grossererne gunstige betænkning af Østifternes stænderudvalg af 16. novbr. 1835, som han selv refererer (539); den gaar nemlig ikke videre end til at anbefale, at det tillades grossererne „til udenbys købmænd at sælge flere til et enkelt handelslaug henla'gte varesorter, naar disses samlede værdi udgjorde 20 rbdlr. sølv". Efter forf. s fortolkning skulde commercekollegiet ifølge sit oprindelige standpunkt, som det dog efter hans formening under udformningen — ved en skrivefejl? — atter forlod, have gaaet langt videre end det af grossererne selv beherskede stænderudvalg.

Sidelinier til denne hovedudvikling er grosserernes forhold til dem, de ansaa for deres konkurrenter: detailhandlerne og de fremmede.Den store forskel mellem grossererne og detailhandlerne var efter datidens lovgivning den, at detailhandlerne fremfor grosserernehavde ret til at holde aaben bod, til at sælge over disken

direkte til forbrugerne. Men kun i bestemte varer efter det lav, de tilhører; deraf var der efter 1807 fem: silke-, uld- og lærredskræmmerne;urtekræmmerne og sukkerbagerne, der tillige havde ret til glashandel; vinhandlerne; hørkræmmerne og isenkræmnierne;med strænge regler, læretid og svendetid, for opnaaelse af borgerskab; iøvrigt dreves detailhandlernæringen efter borgerskabeller særlig bevilling. Detailhandleren købte sine varer af grossereren, men han var ikke indskrænket dertil, thi saalænge groshandelen var delvis fri næring, ansaa detailhandleren sig for berettiget til ogsaa at indkøbe en gros „fra første haand" de varer, som han solgte en detail. PL af 22. decbr. 1808 bibragte ham et alvorligt stød: havde han nu ikke længere ret dertil? skulde han søge en attest hos øvrigheden? Resultatet blev raadstueplakatenaf 1. oktbr. 1810, der tillod interessenterne i Københavnshandelslaug paa derom indgiven ansøgning hos magistraten at løse bevilling til at handle en gros med de samme vareartikler, hvormed de var berettigede til at handle en detail — mod forhøjet næringsskat. Denne plakat, der dog blot lovfæstede det tidligere bestaaende forhold, var grossererne en slem torn i øjet, og atter og atter gjorde de forslag til dens ophævelse eller krævede sig selv til gengæld tillagt ret til at handle en detail uden at ville opfyldede strænge betingelser for indtrædelse i et lav. Paa intet af disse krav vilde dog regeringen indlade sig, og først ved pi. af 13. decbr. 1837 fik en grosserer, der i 8 aar havde haft borgerskab, ret til at indtræde i et detailhandlerlav, naar han iøvrigt opfyldte betingelserne herfor.

Saa var der de fremmede. De havde ret til at komme her og sælge deres oftest bedre og billigere varer til landets detailhandlereog forbrugere; først krigsplakaten 22. decbr. 1808 forbød dem det. Fredsanordningen 23. apr. 1817 gav dem ganske naturligt denne ret tilbage. Men fra da af var det et maal for Grosserersocietetetog dets komité at faa de fremmedes handelstilladelse ophævet eller saa højt beskattet, at den ikke kunde betale sig for dem. Man fastholdt herved den, som jeg har paavist i mine „Studier i engelsk og tysk Handels Historie", flere aarhundreder gamle tanke, at hvad det gjaldt om, var at tvinge fremmede groshandleretil at bruge landets egne indfødte købmænd som kommissionærerfor sig. Regeringen stred det længste imod: den modsatte sig alle prohibitive afgiftssatser: og først da uviljen hos hertugdømmernes købmandsstand mod tyske handelsrejsende fremkaldte forordningen af 24. oktbr. 1837 om prøvehandelen i hertugdømmerne, lod den sig bevæge til at gaa med til den endnu gældende forordning om fremmedes handelsberettigelse i kongerigetaf

rigetaf8. juni 1839, hvorved afgiften sattes overkommeligt til
80 rdlr. for eet handelshus, 40 rdlr. for hvert følgende.

Det er interessant at se, at paa begge disse hovedpunkter møder grossererne den mest bestemte modstand hos regeringen og særlig, at det i 1828 endog er Stemann, der i sit votum bestemt gaar imod grossererne og hverken vil tillade dem at overvælde detailhandlerne eller at udjage de fremmede (479^—81). Thi nu kan man jo nok, som forf. gør det, i den anledning gøre bemærkningerom, at „collegiernes gnavne uvilje og sejge modstand maatte brydes" og „at det var lige to maaneder før juli-revolutionen, at den danske collegiestyrelse mente saaledes at kunne feje den københavnskehandelsstand (d. v. dog s. detailhandlerne exclusive) til side" — men naar vi skal være retfærdige, hvem var saa paa handelsfrihedens side: grossererne eller regeringen? I disse hovedspørgsmaal,som de i 1830 forelaa, utvivlsomt regeringen. Men det samme gælder saa mange andre spørgsmaal, at man uden betænkning kan udvide dette til en almindelig karakteristik af Frederik 6. s regeringer i forhold til Grosserersocietetet. Naar den kommission af 1812, der gjorde udkast til anordn, af 23. apr. 1817, sikkert efter grosserernes ønske, stærkt vilde skærpe betingelsernefor at erhverve grossererborgerskab ved at stille krav om ejendom af 60 kmc-læster og en særlig eksamen, strøg regeringen det sidste krav og forandrede det første til 30 kmc-læster eller en tilsvarende formue, ligesom den hurtigt forstod at stoppe societetets komité i dens forsøg paa at bruge den værdighedsattest,som en ansøger om borgerskab skulde kunne fremlægge fra komitéen, til at holde folk ude (Schovelin 366^—70, anderledes ganske vist Rubin 11, 153). Medens komitéen kæmpede for at fastholde Københavns d. v s. de københavnske grossereres monopolpaa handelen med St. Croix-sukker, gjorde den som stokkonservativsaa udskregne Stemannske regering 6. juni 1833 St. Croix-handel ganske fri. Ved Siden heraf maa det ikke glemmes,at Frederik 6.s ministerier, saavel det Kaas-Møstingsko som Stemanns, jo saa langt fra stillede sig afvisende overfor groshandelens ønsker, at de tværtimod paa alle andre punkter imødekom dem. Der blev, ialtfald siden 1817, næppe udsendt nogen forordning, der vedrørte groshandlerne, uden at komitéen derom blev hørt — som undtagelse kan vistnok alene nævnes forordning af 6. juni 1833 —; netop fordi regeringen ønskede at forhandle om alle saadanne love med grossererne selv, blev komitéen oprettetog af regeringen paa alle maader styrket som fuldgyldig repræsentant for groshandelens interesser, særlig ved pi. af 10. febr. 1818, der gjorde det til en pligt for alle københavnske grosserere at indtræde i societetet og yde bidrag til det. Regeringenfulgt

ringenfulgto dens anvisninger overalt, hvor disse anvisninger ikke kom i strid med andre samfundsinteresser, som det ogsaa var dens pligt som regering at beskytte. Det forekommer mig derfor, at den dom, der almindeligvis fældes over disse regeringersadministration — ogsaa af forf. saavelsom tildels af Rubin — ikke yder dem retfærdighed, ialtfald ikke i forhold til de kendsgerninger,der lader sig hente fra studiet af deres lovgivende og administrerende virksomhed paa det her behandlede nmraade. I 20erne og begyndelsen af 30erne havde handelsfriheden, saa meget der var tale derom, sin talsmand i disse regeringer fremfori komitéen, hvor ofte denne end tog ordet i sin mund. Komitéenvar, som kun rimeligt, i denne tid først og fremmest en talsmand for opretholdelsen og udvidelsen af de københavnske grossereres privilegier; den næringsfrihed, som den kæmpede for, var, som forf. en enkelt gang (267) rigtigt siger, en „næringsfrihedfor grosserernes vedkommende".

Netop stænderforhandlingerne viser da ogsaa, at regeringens politik paa dette omraade billigedes af den offentlige mening. Hvor regeringen selv kunde frygte indsigelse, udeblev den ganske (508), og naar det førnævnte udvalg af Østifternes stænder paa 5 medlemmer, af hvilke de tre var københavnske grosserere og 2 af disse endog medlemmer af komitéen '528) anbefalede en udvidelse af grosserernes ret til detailhandel, tiltraadtes dets betænkning vel af den jydske stænderforsamling, men til gengæld forlangte denne tilføjet, at denne udvidelse „hverken skal forandre den rettighed, der er tilstaaet fremmede handlende ved anord. af 23. apr. 1817 eller den skipperne ved fdg. 4. aug. 1742 tilstaaede handelsret" (541). Det er, for at citere en af forf.s yndlingsvendinger, „tonen, der gør musiken", og regeringen forstod saa vel tonen i stænderne, at den ganske rolig lagde udvalgsbetænkningen ad acta og heller ikke nogensinde hørte ondt derfor. Ligeledes fandt regeringens afvisende holdning overfor komitéens krav om en tillægsafgift til indførselstolden for varer, der ikke passerede Sundet, kraftig støtte hos den jydske stænderforsamling

Om nu dette forhold forandrede sig i 40erne, vil det blive forf. s opgave i næste bind at redegøre for. Som indledning hertil kunde man have ønsket, at forf. allerede i dette havde bestemtere angivet, fra hvornaar det maa antages, at principet om en fuldstændighandelsfrihed har vundet flertal indenfor komitéen. Dette princip udtales vel, saavidt man af forf.s skrift kan se, første gang i komitéens henvendelse til stænderforsamlingen i Roskilde 5. oktb. 1835 (524^—25), men da paa en saa flygtig og indledende maade, at det vistnok ikke kan antages, at komitéen

allerede da helt har bestemt sig for at antage det; man faar snarere det indtryk, at omtalen af det er en indrømmelse til et mindretal. Men komitéens erklæring af 3. maj 1838 om fdg. af 24. oktbr. 1837 viser os tydeligt, hvor langt tanken nu havde vundet frem; der var da sket det store omslag, at den afgift af fremmede handelsrejsende, som komitéen saa længe havde kæmpetsaa ivrig for, kun fik en meget kølig anbefaling, da regeringenendelig vilde gennemføre den i en meget moderat form. Et mindretal var ganske derimod, et andet vilde højst have afgiften sat til 50 å 60 rdlr., flertallet fandt, at fremmede rejsendevel ikke kunde besvære sig over, at der paalagdes dem en moderat afgift, men „det havde aldrig været komitéens mening at foranledige unødvendige indskrænkninger i den frie handel eller bevirke, at fremmede sattes ude af stand til at drive handelsforretningerher i landet" (567). Det var unægtelig en temmelig hasarderet paastand, men den markerer omslaget. Naar, hvorledesog af hvem var det fremkaldt?

Og her maa jeg da til slut fremhæve nogle, som det forekommermig, meget væsentlige mangler ved det foreliggende arbejde. I hele dette skrift, der skal handle om Grosserersocietetetskomité, hører vi vel om dets virksomhed udadtil, men saa godt som intet om det selv. Vi faar (350) at vide netop navnene paa medlemmerne af den første komité og spredt om meddelelser om dens formænd (Saaby 1817, Erichsen 1817—1833, Fr. Tutein 1833—1842, derefter L. N." Hvidt) — men kun s. 429 gives der oplysninger om valgene til komitéen i de to aar 1818 og 1819; iøvrigt faar vi blot at vide, hvem der sad i komitéen 1842 (590), da komitéen 6. apr. fik ret til frit at vælge medlemmer og formand uden som hidtil at skulle indhente commercekollegiets approbation paa valgene. Men dette er virkelig ikke tilstrækkeligt.Efter valget 1842 var med undtagelse af L. N. Hvidt komitéenhelt fornyet siden 1817 — og i disse fornyelser ligger jo svaret paa det spørgsmaal, jeg ovenfor stillede. I nyvalgene til komitéen er dens indre historie gemt; forf. oplyser selv lejlighedsvis(420), at grosserer Schartau ikke blev genvalgt 1819, fordi man var misfornøjet med anordn, af 23. apr. 1817, som han havde været med til at gøre udkast til som medlem af kommissionenaf 1812. Det er forunderligt, at det ikke er gaaet op for forf., at udredningen af komitéens sammensætning og modsætningernei opfattelse indenfor den maatte være tyngdepunktet i hans arbejde; hvor oplysende vilde det ikke være, om vi vidste eller kunde gætte os til, af hvem de to mindretal og flertallet i erklæringen af 3. maj 1838 bestod! Hvor længe skal det vare, inden økonomiske historikere forstaar, at ligesom i den politiske

historie er det partimodsætningerne og de handlende personers optræden paa baggrund deraf, der giver ogsaa den økonomiskhistoriskeskildring sin dramatik og kraft — og at denne ikke lader sig erstatte med brugte kulisser og bagtæppe fra æstetikens theater.

Forf. vil indvende, at han dog giver nogle portræter af de niere fremtrædende mænd indenfor komitéen. Jeg skal — da forf.s foragt for læseren gaar saa vidt, at han ond ikke giver ham et navneregister — nævne dem: L. X. Hvidt (256^—57, 476, 528—29, 592—93), Fr. Tutein (189—90, 476, 508—22), P. C. Knudtzon (529-^32), A. N. Hansen (535—38), H. P. Hansen (533—34), Gerson (345—46), Meinert (534) — der er næppe mange flere, som er omtale værd. Endskønt forf. her har haft interessant utrykt materiale, nemlig Tuteins breve til hans søn 1834- 45 og optegnelser om familien Knudtzon, er alle disse skildringer dog kun blevet silhonettcr; der er ikke en af dem, vi ser levende der, hvor vi skulde se ham — i komitéens mødesal. Tuteins breve er klistret paa som et afsnit for sig; bedst husker man hans engelskvenlighed i 1807 efter overfaldet. Var P. C. Knudtzon i komitéen en varm tilhænger af handelsfriheden, samtidig med at han i Østifternes stænderforsamling blev angrebet for at have monopoliseret Islandshandelen? (Rubin 11, 119, anm. 1). Forf. skylder os her svar paa saa mange spørgsmaal, at vi ikke vil fordybe os videre deri. E. A.