Den hollandske historiker Dr. Gerrit Das har i 1920 ved Rigs-Universitetet i Utrecht erhvervet doktorgraden ved en biografiaf Foppe van Aitzema. Denne, der var den første nederlandskeresident hos hansestæderne, er tidligere blevet behandlet i den historiske litteratur, af tyske forfattere saaledes af C. F. Wurm i hamburgske akademiske programmer fra 1854_—55 (Studienin

dieninden Archiven von Braunschweig, Bremen, Ilaag und Wolfenbiittel iiber die Lebensschicksale des Foppinus van Aitzema, og Urkundliche Mittheilungen iiber die letzen Schicksale des Foppius v. Aitzema.) Alene gennem Wurm og spredte beretninger i tyske arkiver har Droysen i sin bog om Gustav Adolf kendskab til Foppe v. Aitzemas papirer. Dietrich Schåfer: Geschichte von Danemark, benytter ligeledes kun Wurm; derimod har J. O. Opel især i 3. Bd. af: Der niedersåchsisch-dånische Krieg (1894) ret udførligtgjort brug af Aitzemas indberetninger. Af danske historikereer der endnu ingen, der har anvendt dem; J. A. Fridericia har end ikke kendt Wurms afhandlinger i sin bog om Danmarks ydre politiske Historie (1629^—1645). Fra nederlandsk side forelaa der tidligere P. L. Mullers studie over Foppe van Aitzemas virksomhedfra 1635_—37 (Leidsch Gymnasium-programma 1869). Dr. Gerrit Das har ved sin bog først foretaget en systematisk bearbejdelseaf den nederlandske residents papirer og paa grundlag af dem givet en beskrivelse af Foppe van Aitzemas interessante skikkelse og hans diplomatiske virksomhed under Trediveaarskrigen.I Generalstaternes instruks til Aitzema af 5. Aug. 1617 var det agenten paalagt at indsende ugentlige beretninger, hemmeligesager skulde han indberette ved cifre. Disse beretninger, der alle findes i Rigsarkivet i Haag, ef hovedmaterialet til det foreliggende arbejde, men desuden er der ogsaa benyttet breve af privat natur. Forf. har i sin afhandling opstillet en tabel over de i brevene forekommende cifre med deres opløsning og derved gjort dem lettere tilgængelige for læseren.

Indledningen handler om familien van Aitzema, der er frisisk. Mens navnet Aitzema forekommer tidligt i Frisernes historie, er familien, hvortil Foppe hører, først kendt fra 16. aarh. Hans fader, der hed Schelte, var gejstlig og døde 1540. Han havde flere sønner, den tredieældste var Foppe, der blev født 1580. Foppes brodersøn er historikeren Lieuwe van Aitzema, forfatteren af: Historie of Verhael van Saken van Stået en Orlogh (1621^— 1669), der tillige var Hansestædernes resident i Haag fra 1625. De to residenter har ført en livlig brevveksling med hinanden; men forf. burde sikkert nøjere have redegjort for, i hvor stor udstrækning Foppes papirer er blevet anvendt af Lieuwe, især da Saken van Stået en Orlogh er blevet benyttet saa meget.

Dr. Gerrit Das gør derefter i 1. kap. rede for Foppe van Aitzemas uddannelse og virksomhed hos hertug Henrik Julius af Braunschweig-Wolfenbiittel, der satte megen pris paa ham, saa at han tilsidst beklædte kanslerembedet i Halberstadt; men efter Henrik Julius' død i Prag 1613 lagde hans efterfølger, Frederik

Ulrik, beslag paa alle Aitzemas ejendomme og udviste ham fra Braunschweig og Halberstadt efter at have holdt ham fængslet i ni maaneder. Hertil har forf. kunnet benytte Wurms og Opels studier over Aitzema i tyske arkiver. Hvad Foppe van Aitzema har foretaget sig i de følgende aar 1614_—17 ved man ikke noget om. Men Frederik Ulriks voldsomhed har ikke gjort det svært for ham at træde over i en anden politisk lejr, og fra 1617 traadte han aktivt i Generalstaternes tjeneste som nederlandsk agent hos hansestæderne med bopæl i Liibeck, senere i Hamburg. 1619 blev han forfremmet til resident. I denne stilling fik han et nøje kendskab til forholdene ved Nord- og Østersøen, og her fandt han sit egentlige arbejdsfelt. Aarene i brunsvigsk statstjeneste har sikkert ogsaa gjort ham vel kvalificeret til stillingen. Hertug Henrik Julius laa nemlig dengang i strid med byen Braunschweig, og her fandt han som bekendt virksom støtte hos sin svoger Kristian 4. af Danmark, saa at Foppe van Aitzema da har haft ypperlig lejlighed til at leve sig ind i tidens store strid mellem fyrster og stæder.

Aitzemas udnævnelse til agent var sket i henhold til den liibsk-nederlandske alliance af 25. Maj 1613, der 1616 udvidedes til en hansisk-nederlandsk. Han blev herved sat til at varetage et forbund, som ikke fik den vidtrækkende betydning, man havde ventet, da det blev sluttet. Grunden hertil er Trediveaarskrigen i Tyskland og genudbruddet i 1621 af krigen mellem Spanien og Nederlandene. Indholdet af de følgende to kapitler bliver naturligtdet politiske forhold mellem Danmark, Generalstaterne, hansestæderneog den nedersachsische kreds 1617_—1629, og den nedersachsisch-danske krig 1625_—1629, idet forf. betragter begivenhedernefra et nederlandsk standpunkt, og saavidt de tjener til belysning af Foppe van Aitzemas virksomhed. Her burde nu forf. have trukket de politiske hovedlinjer klarere op, især for Danmarks og Nederlandenes vedkommende; maaske havde han da undladt at kritisere Schåfers fremstilling af de politiske forhold i 1620, hvilket synes mig mindre berettiget. Hovedstridspunkterne mellem de to lande var fra 1617: sundtolden, Danmarks forhold til Spanien samt Kristian 4.s stræben efter herredømmet over Weser og Elbmundingerne og i det hele taget efter hovedindflydelseni den nedersachsische kreds. Nederlandene vil hele tiden modarbejde, at Kristian 4. sætter sig fast ved Weser og Elben, og det er alene krigen med Spanien, der tvinger dem til at indtageen passiv holdning og til kun at besvare Hamburgs henvendelsermed tilbud om mægling mellem byen og den danske konge. Den omstændighed, at Vilhelm af Oraniens to sønner, Morits og

Frederik Henrik, ved Oldenbarnevelds fald i 1619 blev de ledende i Nederlandene, bevirkede vel, at en tilnærmelse til Danmark lettere kunde finde sted, men forbundet, der blev sluttet i 1625, var dog meget løst. Nederlandene var glad for i Kristian 4. at linde en støtte i kampen mod Habsburg, og derfor betaltes de lovede subsidier regelmæssigt; paa den anden side vaagede de strengt over opretholdelsen af neutraliteten i Tyskland, f. Eks. vilde Generalstaterne ikke give samtykke til, at Grev Ernst Kasimir af Nassau blev overanfører over Kristian 4.s hær i 1627. Kristian 4. paa sin side sluttede freden i Lvibeck uden Nederlandenesvidende, Aitzema blev holdt udenfor fredsforhandlingerne.I en skrivelse til Nederlandene fortæller han, hvorledes de kgl. kommissærer selv 27. maj havde meddelt ham, at freden var sluttet. Men under de ændrede forhold i norden blev Foppe van Aitzemas virksomhed og stilling ikke helt den samme, og det er mærkeligt, at fort kun anfører i en note til bilag IV, at Aitzema fra 1625 var Frederik Henriks befuldmægtigede hos Kristian 4. Forbundet mellem hansestæderne og Nederlandene vinder iøvrigtikke Aitzemas udelte bifald, idet det bevirker, at fyrsterne viser sig køligere mod Nederlandene, og desuden gør Liibeckernesstore handel paa Spanien, hvortil de frit kan sejle gennem Øresundet, Aitzema ængstelig.

Bogens tre sidste kapitler vedrører ikke saa meget Danmark. Foppe van Aitzemas mægling mellem Kristian 4. og Hamburg i 1630 fik intet resultat, og Nederlandene anvendte i de følgende aar residenten i Hamburg mest til at føre forhandlinger med Tilly, Wallenstein og kejseren angaaende krænkelser af den mellemNederlandene og det tyske rige bestaaende neutralitet, der i virkeligheden kun var en fiktion. Aitzemas sidste sendelse var i beg. af 1636, da han, af hensyn til Frankrig i al hemmelighed, blev sendt til Wien for at forsikre kejserhoffet om den nederlandskerepubliks venlige sindelag og for at afslutte en neutralitetstraktatmellem Nederlandene og det tyske rige. Han opholdt sig dels i Wien, dels i Regensburg til beg. af 1637 og førte hei et flot liv; over porten til sin bolig lod han opslaa sit navn og sin titel paa samme maade som ambassadører; tillige gik han over til katholicismen. Hans hverv lykkedes imidlertid ikke for ham, Spanien satte sig stærkt derimod. Heller ikke hans mæglingsforsøg mellem kejseren og Sverige fik noget resultat. Forf. mener, at Aitzema i den henseende skulde have handlet i overensstemmelse med Prins Frederik Henrik, der hørte til dem, der ønskede en almindelig fred. Hvorvidt dette fra Frederik Henriks side er et modtræk mod Kristian 4.s mæglingsbestræbelser

ses ikke. I Nederlandene verserede mange rygter om Aitzemas handlinger ved kejserhoffet. Generalstaterne besluttede derfor, at han skulde komme til Haag og aflægge beretning for sin sendelse. Paa vejen dertil blev residenten imidlertid i Oldenburg advaret mod at fortsætte sin rejse, da man i Haag mente, at han i 20_—30 punkter havde fortjent døden. Aitzema vender da tilbage til Hamburg, men derhen sender Generalstaterne nu en mand, Crosse, hvis vigtigste opgave synes at have været beslaglæggelse af Aitzemas papirer. For Frederik Henrik maatte det imidlertid ikke være behageligt at faa sagen diskuteret i Haag, og forf. mener, at han hemmeligt har befalet Crosse at lade residenten faa lejlighedtil at flygte saavidt muligt med papirer og det hele. Foppe van Aitzema fik ogsaa tid til at rejse bort, og om hele sagen blev der nu fuldstændig tavshed, endskønt staterne i Frisland gentagne gange anmodede om at faa den opklaret. Aitzema rejste først til Prag, og derefter til Wien, hvor han døde 28. oktbr. samme aar. I hvor nøje overensstemmelse med Prins Frederik Henrik han end maa have handlet, synes han, personlig ærgerrig som han var, i for høj grad at have tragtet efter kejserens gunst.

Det er til ære for forfatteren at have vist, at Foppe van Aitzemas papirer fortjener at læses af enhver, der studerer tiden. Sikkert vil de dog kunne yde endnu mere end det fremgaar¹ af foreliggende arbejde til forstaaelse af Kristian 4.s personlighed og ydre politik. Aktpakken i Rigsarkivet' i København, indeholdende breve fra Foppe van Aitzema til kongen af Danmark fra 1626_—1630 omtaler forf. ikke. Den nederlandske resident har haft gode betingelser for at have ret nøje kendskab til Kristian 4. Lige fra sin ansættelse til beg. af 1630erne rejste Foppe van Aitzema gang paa gang til kongen, han opholdt sig undertiden i hans følge, han var under krigen medlem af krigsraadet, og uden hans billigelse kunde subsidierne ikke anvendes til andre formaal end de, til hvilke de var bestemt. Kristian 4. synes især under krigen at have sat pris paa ham, men residentens modstand mod Elbtolden skilte dem fra hinanden. Da han i 1630 skal mægle mellem kongen og Hamburg, bryder Kristian 4. sig ikke om hans mægling, og siger, at han »kendte meget godt Foppium, han var Hamburg totaliter affectionerit.«

Man savner en samlet fortegnelse over den benyttede litteratur og kilder. Dr. Gerrit Das har vel kendt og brugt Fridericias fremstilling af Danmarks ydre politik paa den tid, men et værk som Laursen: Danmark-Norges Traktater er ham ukendt.