De to Bind Livserindringer, Teolog eller Digter, som afdøde
Prof. Henrik Scharling fik udgivet, rummer, i Blanding med
Rejsebilleder og højst private Skildringer, deres ejendommelige

Bidrag lil 19. Aarh.s danske Tidshistorie; særlig er der i sidste Bind en Del af Interesse. Man kan sige, at S. var den konsekvente Fjende af Nutiden, og han fortæller i disse Bøger om sit skarpe Modsætningsforhold til saa at sige alle de liberale og folkelige Retninger,sombrød frem i Danmark i Løbet af hans lange Levetid. Aandeligt ganske afhængig af den litterære Guldalder polemiserede han i sin Ungdom mod Romantikken, naar den fremtraadte i det politiske Liv som Nationalliberalisme, og naar den fremtraadte i det kirkelige Liv som Grundtvigianisme; hans egne Forestillinger om Stat og Kirke bundede helt i Tiden før 1848. Naturligvis modarbejdedehansenere den Aandsretning, der fulgte med KøbenhavnsUdviklingtil moderne Storstad og fik Navn efter Georg Brandes. Dog var det ikke i Kampen mod det radikale Fritænkeri, han saa sin Hovedopgave, naar han som summus theologus rykkedeudi offentlig Polemik. Fremfor alt vilde han bekæmpe Grundtvigianismen og den indre Mission, de to folkelige religiøse Retninger, som han i sin Sprogbrug samlede under Navnet »Opvækkelsen«,medgod historisk Ret, da de jo begge var udsprunget fra Tredivernes gudelige Bevægelse, der havde begyndt Revolutionenindenforden gamle Statskirke og forrykket Forholdet mellem Kleresi og Lægfolk. Ved sin Holdning overfor »Opvækkelsen« kommerS.til at betegne, hvorledes den højkirkelige Retning direkte fortsætter det gamle rationalistiske Statskirkeparti, uden at der paa noget Tidspunkt kan fastslaas en skarp Overgang. Selv udprægetorthodoksLutheraner følte han sig ikke af den Grund i særlig Modsætning til de foregaaende Generationer af mindre orthodokseKirkemænd.Han mente, at Vækkelsestiden havde flere gode kristelige Dyder at lære af den gamle Rationalisme, og bebrejdededevakte samme Udyder, som var blevet dem forekastet af den rationalistiske Gejstlighed i 3O.erne: Bogstavdyrkelse, Farisæisme,Foragtfor videnskabelig Tænkning, usundt Føleri. Da S. i Beg. af 9O.erne vilde slaa et stort polemisk Slag mod den hele »Opvækkelse«, maatte han staa lige saa ene som Biskop Balle hundredeAarfør under sin Kamp mod Rationalismen; de højkirkelige Præster, der var hans Meningsfæller, holdt sig forsigtigt tilbage fra Deltagelse i Striden. Der var jo heller ikke meget at naa; ingen Vej førte nu engang tilbage til den Magtstilling for kirkelig Autoritet og »videnskabelig« Theologi, som det var S.s Ønske at genskabe. I sin Alderdom maatte han se de demokratiske Retninger brede sig stadig stærkere, ødelæggende mere og mere af det, der var ham kært i Stat og Kirke. Øjensynlig er den gamle Professor dog ikke af den Grund blevet noget Offer for Bitterhed eller Surhed;baadesom Teolog og Digter tilhørte han en optimistisk

Aandsretning, der ikke havde saa svært ved at lade alle Livets
Modsætninger gaa op i en højere Enhed. Hans Jensen.