Pastor H. N. A. Jensens flittige Samlerværk fra 1844, Angeln, zunftchst fur die Angler, historisch beschrieben, er samtidig blevet genudgivet af Svend Aakjær for Slesvigsk Forlag, og af de slesvigske Præster W. Martensen og J. Henningsen for to stedlige Hjemstavnsforeninger. Aakjær giver et uændret Optryk, men de to Præsters Udgave er snarere et helt nyt Værk. Stoffet er øget til ikke langtfra det dobbelte, og ndringen Ordning og Indhold er saa radikal, at den oprindelige Bog ofte rent drukner i det nye.

At Jensens hist og her uoverskuelige Stofordmng ændres, er sikkert nok en Forbedring. Men at Aanden i Værket skiftes om til en helt anden, vil den med Jensens Fremstilling fortrolige Læser næppe finde heldigt. Det saa meget mindre, som den radikale Omkalfatring af Stofordningen gør det yderst svært at foretage en gennemført Sammenligning med Originalen, eftersom der ikke ydes noget Fingerpeg til at adskille det oprindelige Stof fra Tilføjelserne.

Om Retningen af Udgivernes Kompas faar vi et Vink i den indledende Levnedstegning. Forfatteren, Pastor Fiirsen, nævner (3), at Jensens dansksindede Efterfølger, Pastor Clausen, skildrede sin Forgænger som en inderlig troende, men noget tilbageholdende

Natur, der fulgte »dem Impulse der ihn umgebenden Bewegung, wo nicht aus Furchtsamkeit, so doch in steter Furcht und Unruhe«.Herimod tager Fursen til Genmæle. »Wie seine Gemeinde ihn kannte, war Pastor Jensen vielmehr ein freimiitiger Mann, dessen Zeugenmut nicht versagte, wo es galt .... einzutreten .... fur das gebeugte Recht seines Heimatlandes, an dessen Wohl und Wehe er den regsten Anteil nahm.« Om dette Pastor Jensens slesvig-holstenske Sindelag vilde Læseren gærne høre noget mere, men i den Retning skuffes han af Udgaven, trods dens Vidtløftighed.Ogsaa Allg. deutsche Biographie lader os i Stikken.

Til nojere Optysning vil jeg her citere noget af et utrykt Brev fra Jensen til Prof. Rafn i Kjobenhavn, dat. Borne, 17. Dec. 1849. (Uet kgl. Bifol.). Ferst siger Jensen, der var fodt i Flensborg 1802, at han stammer fra Nordslesvigere, Angler, Friser og Saxer og knap selv ved, hvorhen han skal regne sig. Hans Germania omfatter alle Stammer fra Irland til Hojnorden. »Die Germania aber, fiir welche die [deutschen] Studenten zu meiner Zeit schwarmten, .... ist mir immer engherzig vorgekommen. Man sollte .... sich briiderlicli an einander schliessen ...., aber ... hier (ist) bei sehr vielen eine sehr grosse Unkenntniss iiber Danemark.«Efter videre at have fremhsevet Slesvigernes rethaveriske Sind ytrer Forf. en levende .ZEngstelse over Udviklingen siden Rejsningen i 1848. »Da (ist) nun .... seit Abschluss des Waffenstillstandesbei den Niedersachsen, Angl. u. Friesen die allerempfindlichste Seite beruhrt worden Es ist, — dass ich es gelinde ausdriicke —, ein unpadagogisches Verfahren eingeschlagen—, gerade in dem Augenblicke, wo vielleicht erfolgreicheSchritte zu einer wahrhaftigen Versohnung hatten geschehenkonnen .... Es ist die Idee vorherrschend geworden ...., es solle nicht das Recht gelten, sondern irgend eine Willkuhr.« »Selbst die Leute in den Armenhausern sprechen von ihren RechtenNur daraus begreift es sich, wie z. B. das Wort, man konne sich nicht auf rechtliche Erorterungen einlassen, (^— es war iibrigens von staatsrechtlichen die Rede, aber das ward ganz allgemein genomnen —), es stehe nur zur Frage: gehorchen oder nicht gehorchen, — wie ein solches Wort wie ein electrischerSchlag hindurchfuhr.« .... »Soll ich dennoch schliesslich ein trostliches Wort hinzufiigen, so ware es, dass bei allem dem immer noch unerschuttert im Volk das monarchische Princip feststeht; vom Landesherrn will keineswegs das Volk sich lossagen;es hat wunderbar fest gestanden bei alien Verlockungen dazu —; aber es kann durchaus nicht davon los kommen, auch

dies Verhåltniss unter dem Gesichtspunct eines Pacts und Contractszu

Man vil heraf se, at Pastor Fursen kan have Ret i, at Jensen traadte oprigtig i Skranken for sit Hjemlands Ret. Men iøvrigt viser Brevet ham ingenlunde som en dadelløs Slesvigholstener. Han stempler det skarpt tysknationale Standpunkt som snæver - hjærtet; han glæder sig over, at Folket trods alt ikke vil sige sig løs fra Landsherren; han stempler den slesvig-holstenske Separatisme udtrykkelig som Forlokkelser. Kort sagt, til sin Død 1850 forblev Jensen en fuldtud loyal Tjener af det danske Monarki.

Og netop det samme læser vi ud af hans Bog i Originaludgaven. Mærk f. Ex. følgende Sætninger (123): ((Frederik VI bestieg den Thron, als das Land in der bedrångtesten Lage war; aber welche Unfålle auch das Land betrafen, so ist doch seine Regierung eine heilsame gewesen in vielen Beziehungen. Was getragen werden musste, ist iiberwunden. Unser Angeln war in mancher Hinsicht noeh glucklicher als andere Gegenden

Vielleicht ist Angeln auf seiner grossten Hohe gewesen; aber was auch die Zukunft bringen moge, wir wollen ihr getrost entgegengehen, und fur viele unserer Uebelstånde hoflen wir unter unseres Christian VIII. Regierung Abhulfe und Besserung.«

Særlig ænseværdig er Stavemaaden Frederik, der udtrykkelig understreger den danskloyale Statsfølelse. Lad os nu se, hvad der er blevet af disse Ytringer i de to slesvigske Præsters Udgiverværk. Saavidt jeg kan skønne, er der ikke andet tilbage end Sætningen «Vielleicht ist Angeln auf seiner hochsten Hohe gewesen«, som jeg har opsporet i en Afhandling af Udgiveren Martensen (433). Resten er sporløst forsvunden. Til Gengæld byder Martensen sammen med Pastor Thomsen et historisk Afsnit om 19. Aarh. (271-324) i rent slesvig-holstensk Aand. Der findes deri nok visse Stænk af uhildet Synsmaade; f. Ex. hedder det (274), at de si. holst. Smædeviser mod Danskheden gik for vidt. Men det forhindrer ikke, at saadanne Smædeviser citeres med umiskendelig Sympati. «Der Erregung iiber die Hetze der Eiderdånen gab Probst Jakobsen in Grundhof in einem offentlichen Trinkspruch Ausdruck.

O armes Land, von Gott veracht't,
Wo man aus Holz die Schuhe macht,
Wo man aus Lehm die Topfe brennt,
Wo man die Butter Schmiere nennt!
Gott wolle uns behiitcn,
Dass wir nicht werden Jiiten!

Vgl. den flammenden Protest in Gelbels Lied: » wir wollen keine Dånen sein, wir wollen Deutsche bleiben!«« (274). »In Neukirchen stand der dånish gesinnte Pastor Martens, der trotz der Angriffe, die man gegen seinen Gharakter richtete, sogar zum Propsten ernannt wurde. Das Volk gab ilim den Spottnamen »Swinemartens«. 1864 wurde er entlassen.« (285). Sangen »Mochte niminer dich vertauschen, Schleswig-Holstein, Vaterland«, digtet af Pastor Aschenfeldt, der forresten døde som dansksindet, citeres 286. Pastor Martensens Tillæg om Verdenskrigen etc., 325-336, fortæller om en slesvig-holstensk Protestadresse fra Sorup under Afetemningstiden, hvori der tales om Angels gamle Danskerhad; en Afbildning af Bismarcktaarnet paa Scheersberg bringes 573. Jurgen Brix skriver (405-417) om Skikke og Sæder. Heri bl. a. en Fortælling om en Angelbos Svar til en dansk Præst: »Herr Pastor, Se kon mi so min gern mirrn dorsniden, denn schrieen beide Ennen noeh Slesvig-Holsteen!« Samme Ord kunde bruges om Pastor Jensens Værk Angeln i dets nymodens Tilrettelægning. Unægtelig en mærkelig Metamorfose, eftersom Originaludgaven tonede den udtrykkeligste danske Statsloyalitet.

Lad os herefter kaste et Blik paa Jensens Virksomhed for Hjemstavnslæren. En tysk Biograf siger, at han »viele Verdienste um die schleswig-holsteinische Ges£hichte erworben hat«. Det passer ogsaa ialfald udvendig seet, idet en hel Del af Jensens utrykte Arbejder i Kiels Universitetsbibliotek har Schleswig-Holstein i Titlen. Men saavidt det kan skønnes af Fortegnelsen, er det kun yderst faa, der har særlig Tilknytning til Holsten, f. Ex. »Nordalbingia, Vorarbeit zur Holsteinischen Kirchengeschichte«, »Skizze einer geschichtl. Darstellung der Holstein. Kirchenverfassung«, »Nachrichten iiber die Probsteien Kiel, Piendsburg etc.«. I Reglen ligger Eftertrykket paa Slesvig, og det store Flertal af Jensens Arbejder drejer sig om hans snævrere Hjemstavns Forhold; et Udvalg af saadanne har Aakjær sammenstillet i Tillægget til sin Udgave.

Hermed stemmer yderligere det udtrykkelige Skel, som Jensen(303) gør mellem Angelboer og Holstenere. »Auswårtige haben immer etwas schwer gehabt, sich in den Angelschen Charakter zu finden, und namentlich ist dies der Fall gewesen mit den Holsteinern,Mecklenburgern oder anderen vom Niedersåchsischen Stamm Der Angler war ihnen nicht offen genug, zu sehr zuriickhaltend, zogernd; er kam ihnen misstrauisch vor, wenn sie nicht gar noch schlimmer urtheilten.« Her har Jensen, som Aakjær paapeger (Till. 7), taget Nationalmodsætningen paa Kornet

og fuldkommen rigtig afmalet det typisk jyske Karakterpræg. Os er det fuldt fortroligt; nylig hørte jeg gengivet en Jydes Udtalelseefter et Ophold paa Fyn: »a kan it lide dem Fynboer; de fortæller strax hver Krumme, som de veed.« Mærkeligt nok har de ovenfor citerede Sætninger af Jensen faaet Lov at komme med i den forbedrede Udgave (391). Yderligere bliver det samme nærmere udviklet af en plattysk Meddeler (404). Her fortælles, at Angelboen ikke siger sin Mening saa groft lige ud som Holsteneren,men søger at aflure den Fremmede alle mulige Oplysninger, inden han indlader sig med ham. Angelboerne er »op so'n Manner vel kloker as de Holsteener ungans ehr Nachbarn naht Norden to åhnlich.« Ganske lig deres nordlige Naboer, altsaa ægte Jyder! Ovenikøbet fremhæves saa Forskellen i Folkeskik: Angelboen har samme Husbygningsmaade og Træsko som Nørrejyden: »just as de Jutlånder«. Holsteneren gør Nar ad disse Træskojyder. Jeg kan her tilføje, at Slesvigholsteneren Clement regnede det for en national Forsmædelse, naar en ægte Frisér nedværdigede sig til at gaa i Træsko.

Jensen nøjes nu ikke med i Almindelighed at skildre Holstenerne
som væsensfremmede Udlændinge; han gennemfører ogsaa
denne Synsmaade i sin historiske Fremstilling.

»(Dem) Holst. Grafen .. .r. gelang es, sich des Landes zu bemåchtigen.« Adelen, især Familien Lembek, drev tildels Røverier. Der har næppe skortet paa »Gewaltthaten«. Maarkjær var en »Raubnest«. Otto Lembek til Roest var en »gewaltthåtiger Mann«. Schinkels Familie stod i Rygte som Sørøvere (89). »Der Holsteinische Adel setzte sich hier zu Lande fest und erlangte neben der hohen katholischen Geistlichkeit, die wiederum grossen Theils aus Edelleuten bestand, einen Einfluss, durch den die alte Freiheit des Bauernstandes immer mehr geschmålert wurde.« (99). Hvor det gælder om at gengive saadanne Ytringer, gaar den forbedrede Udgave ikke helt konsekvent til Værks. Af holstenske Overgreb og Voldsgærninger tilføjes ikke mindre end to Sider fulde. Men hvor Jensen lader Holstenerne »sich des Landes bemåchtigen«, hedder det, at Landet »dauernd von ihnen in Besitz genommen wurde«, og Bondefrihedens Forringelse er sporløst forsvunden.

Vi vender os derefter til det sproglige Nationalitetsspørgsmaal.Jensen siger (53): »Von den alten Anglern ist es nicht recht klar, ob sie mehr dem Deutschen oder Dånischen Hauptstammangehorten. Jedenfalls bildeten sie, zwischen den Sachsen und Dånen wohnend, den Uebergang zwischen beiden. Fiir die nåhere Verwandtschaft mit den Dånen spricht die alte Sage, wo es heisst, Dan und Angel waren Briider Fiir die nåhere Ver-

Wandtschaft mit den Sachsen konnte man anfiihren die oft vorlcommendeBenennung Angelsachsen In welcher Bedeutung aber dieser Name zu fassen sey, das ist die Frage, ob etwa eine besondere Art von Sachsen, oder eine Vereinigung von Anglern und Sachsen, wie wir etwa jetzt sagen Schleswig-Holsteiner, wåkrend doch die Bewohner beider Herzogthumer verschiedener Abstammung sind.« En mere uhildet og ægte kritisk Synsmaade kunde næppe ønskes. Jeg tilføjer, at Jensen (41) taler om »unsern Vorfahren Germanischen oder Gothischen Stammes.« Han er altsaa rummelig nok til ikke at deltage i Fortielsen af det gamle nordiskeSynonym for Germaner, — et karakteristisk Vidnesbyrd om lians Uhildethed.

Men netop disse Egenskaber har gjort Jensens Fremstilling
übrugelig for Ophavsmsendene til den forbedrede Udgave. Det
citerede Stykke erstattes derfor af Pastor Martensen med et helt
nyt (35 ff.)- Hengist og Horsa, fortselles her, var Euter eller Viter
og horte til »dem grossen, weitverzweigten Stamm der Frieseno.
og stod Angler og Saxer sproglig meget nser. »Dagegen waren die
Unterschiede zwischen diesen Volksstammen und ihren nordlichen
und ostlichen Nachbaren in Jutland und auf den danischen Inseln
weit bedeutendcr.« Sagnet om Dan og Angel affserdiges som blot
almindeligt Vidnesbyrd om germansk Oprindelse. Tilslut indskserpesatter
Sprogforskellen »zwischen den Nordgermanen, zu denen
die Danen gehoren, und den Sudgermanen, zu welchen die Angeln
und die Friesen zu rechnen sind.« At denne »Forbedring« af Fremstillingencrt
af gjort Tilbageskridt, turde vsere indlysende. JensensFormulering
er saa forsigtig, at den maa kaldes videnskabelig
ulastelig; Martensens kan kun kaldes dilettantisk. Hvad der siges
om en frisisk Stamme Euter eller Viter, er fri Fantasi uden svagesteKildehjemmel.
Og ligesaa uholdbar er den skarpe Sprogbarrikade,der
i Urtiden skal have skilt Nordboer og Angelsaxer.
Selv om den hsevdes af visse tyske Sprogmsend, bliver den dog
derfor ikke mere videnskabelig: den ci" simpelthen en Opdigtning,
dikteret af onsket om for enhver Pris at faa Anglerne stillet paa
den angelsaxiske eller saakaldt tyske Side af Skellet. Sin Dilettantismeraber
Pastor Martensen yderligere ved (37) at tale om AnglernesGudinde
Nerthus »richtiger Aertha«, en forlsengst afsleret
Vrangform. Naturligvis forties det, at Nerthus lydlig svarer til
det nordiske Gudenavn Njor3r, og at der savnes ethvert Spor hos
Saxer, Frisef og Tyskere.
Naar Pastor Martensen hist og her kan bruge noget af Jensens
Fremstilling, er det mest lagttagelser som denne, at angelske Stednavnegentager
sig i England, f. Ex. Ulceby, Grumby, Kattleby,

Scalby, Skulthorpe, Sandwich, Langtoft, Thwaith, Holm (50 = Jensen55). Hertil føjer Martensen nogle selvstændige Ytringer i det sproglige Afsnit (469). Han siger, at Navne med Endelsen by næsten ikke findes syd for Eideren. »Doch ist sie keineswegs eigentiimlich dånisch oder skandinavisch, sondern findet sich auch in unzåhligenOrtsnamen in England, und zwar schon in friihster Zeit,. ehe noch die Dånen dorthin ihre Raubziige unternahmen Wir haben also diese in England sich findende Namenbildung als noch der alten anglischen Heimat angehorig und von dorl mitgebracht aufzufassen.« Den jensenske Opfattelse, som her har fundet Naade hos Udgiverne, hører til de urigtige, men hos Jensen fremtræder den endnu uden national Tilspidsning, medens derimod Martensen skyder den frem som en Hovedbastion, hvorpaa han bygger den Paastand, at Angels Stednavne ikke er nordiske. Paa Jensens Tid kunde man endnu undskylde Fejltagelsen med Forskningens lidet fremskredne Stade; nu gælder en saadan Undskyldning ikke mere, og Vranglærens Fortsættelse og Tilspidselse kan derfor ikke kaldes andet end aabenlys Tendens eller Uvidenhed. Samme Dom rammerFortsættelsen af saadanne jensenske Vildfarelser, som at den angelske Udtale Bruar, stuer for »Broder«, »stor« skulde have noget med Angelsaxisk at gøre (55).

Tilslut skal tilføjes, at Pastor Martensen (50) henviser til Clements Bog: »Schleswig, das urheimische Land der Angeln und Friesen«. Hans Valg af Hjemmelsmand er her meget uheldigt. Clement har som kgl. dansk Stipendiat i Aaret 1839 forherliget Danskheden paa den mest overspændte Vis, som »næst Kris tus Guds Redskab til Verdens Frelse.« Da han kort før 1848 blev Slesvi g_-Holstener, vidste han ikke skarpt nok at angribe samme Danskhed. Hans Bog Schleswig er et elendigt Makværk, fuld af Uvidenhed og fanatisk Had. I 1870 tilintetgjorde Vilh. Thomsen et lignende Makværk af Clement, og Udgiveren af Literarisches Centralblatt, Prof. Zarncke, optog denne Dommedagsartikel med fuld Tilslutning.

Hermed forlader vi Urtiden og vender os til den nyere Tid. Det første, der slaar os, er, at Jensen uden Indskrænkning regner Angelborriaalet for dansk, og at han ærlig stræber at stave Navnenerigtig. Hans sproglige Interesse for¹ Danskheden røber sig ogsaa i hans Skrifter »Kappel-Sammlungen betreffend den dånischen Dialekt im Schleswigschen« og »Notizen zur dånisch en Sprache im Amte Flensburg,« samt i følgende Ytringer. Det hedder ved Skildringen af Flensborg: »Angelbo-Strasse, unrichtig Angelburger-Strasse,«og Afledningen fra Angelboer meddeles (1). »Mordkjårist der richtige alte Name, nicht Morkirchen Ebenso ist

aus Ravnkjar falschlich Rabenkirchen, aus Koldkjar Kaltenkirchengeworden« (188). »Dazu kommt noch, dass man oft ungliicklichund unsinnig die Namen, die alle urspriinglich Danisch sind, verdeutscht hat, "wie Ohrfeld fur Udmark, Rundhof und Grundhof fur Runtoft und Grumtoft. So wie aber das Danische allmahligausstirbt, wird man nachgerade die Redeutung der Ortsnamen,auch wo sie Mar vorliegt, gar nicht mehr verstehen, und daher habe ich hier wenigstens Etwas dariiber beibringen wollen« (315). Paa forskellige Steder udtaler Jensen sig opi Sprogskiftet i Angel. Han mener (144), at der trods dansk Folkesprog ikke findes Spor af dansk Prsedkesprog. Skiftet i Kirken foregik fra Plattysk til Hojtysk. »Es war damit vor der Hand fur die Erbauung nichts gewonnen, denn die Sprache war dem Volke fremd.« Derefter citeres Pontoppidans Paatale af den hojtyske Sprogtvang, der voiderOpbyggelsen en »unuberwindliche Hindernis». »Die Alten waren sehr zufrieden mit Pastor Kiesbuy ...., weil er .... auch danische Antworten annahm Dassum jene Zeit Prediger und Schullehrer sich bemiihten, die Kinder zum Deutschsprechen zu bringen, ja, dass es solche gab, welche die Kinder straften, wenn sie unter sich Danisch sprachen, ist in unsern Tagen bei dten Streitigkeiten xiber Danisch und Deutsch sehr getadelt worden; aber man muss bedenken, dass dies notwending war, wenn man über ein blosses gedankenloses Auswendiglernen hinwegwollte.Verstandnis der Sprache, die nun einmal Kirchen- und Schulsprache geworden war (warum? und wie sie es ward? und ob dies heilsam gewesen? das sind Fragen fur sich), war unumganglicheRedingung des Fortschritts. Und doch that man nicht den vollen Schritt, nur zum Plattdeutschen kam man, u. zw. zu einem Plattdeutsch voll danischer Wortfiigungen und Ausdriicke, in welchem man nun etwa sich ausdrucken konnte: »Wi hem sonst Dansk wesen, men nu siin wi Diidsk blawen«« (147). Udtalen var mse.rkvserdig, f. Ex. led ferste Ssetning i Landskatekismen saaledes: »Wir Mensken wonsken alle vergniigt ond froh su sajn.« Man vil se, at Jensen trods yderst forsigtig Udtryksmaade stadig lader sin Interesse for Modersmaalet skinne igennem. Mserk isoer hans Ord om den tvungne Indforelse af hojtysk Kirkesprog.

Saa meget om den originale Jensen. Vi vender os nu til den omarbejdede. Den gentagne Kritik mod de urigtige, uheldige eller meningsløse Navne-Fortyskninger er sporløst forsvunden. Saaledes f. Ex. ved Mohrkirchen (145—146). Medens Jensen tager AngelbomaaletsDanskhed som en Selvfølge, nærmer Omarbejderne sig noget til Sach og Reimer Hansen, der vil udskille Vest- og Sønderjysksom ikke-dansk; det er næppe heller tilfældigt, at Reimer

Hansen har medvirket ved Værkets Revision (se Fortalen X). Der
gøres saaledes (400) ligesom en Slags Undskyldning for, at »der
angeldånische Mischdialekt .... wird einfach als Dånisch bezeichnet.«Og
med synlig Fornøjelse citeres (260) en ældre Tids dilettantiskeog
fordomsfulde Syn paa Folkemaalet: »kein Dåne (wird)
darin seine Sprache erkennen. Die Eltern sind nach und nach zu
der Erkenntnis gekommen, dass durch die verdorbene dånische
Sprache der Erfolg des Schulunterrichts, die Verstandes- und
Herzensbildung der Kinder gar sehr erschwert werde.« Medens
der saaledes rives ned paa det danske »Mismasksprog«, er de
citerede Prøver af det plattyske Erstatningssprog propfulde af
danske Ord og Vendinger. F. Ex. (402 og 417) »so minn« = »saamænd«;(422)
»Backlei« = »Baglade«; (426, 428) »Syssel«; (428)
»Gruttquern« = »Gruttekværn«; (433) »Dor is nix un bruken for«
= »Der er ingenting å bruge for«. — Mon ikke ogsaa dette er et
Miskmask, der hindrer Børnenes Forstands- og Hjærtensdannelse?
Det er derfor lidt løjerligt, at medens Udgiverne græder med tørre
Taarer over den danske Jargons Uddøen, er de meget kede af, at
samme Skæbne truer den plattyske. Jfr. (438) om Indførelsen af
højtysk Hjemmesprog: »Doch ist im allgemeinen nicht zu wiinschen,das
dies weiter um sich greift, da damit der Gefahr Vorschubgeleistet
wird, dass die schone, anheimelnde und traulicheVolksmundart
allmåhlich ganz ausstirbt, was nur aufs tiefste
zu bedauern wåre.« Der er unægtelig Forskel paa Kong Salomon
og Jørgen Hattemager.

Jensens Fremstilling af det kirkelige Sprogskifte citeres ret udførlig(175 og 259), og der tilføjes en Del nyt Stof. Men Nødvendighedenaf den tyske Sprogundervisnings Indskærpelse er nu bleven til et kategorisk Imperativ: »Dies war einfache Notwendigkeit,um die Kinder allmåhlich zum vollen Verståndnis der Sprache zu bringen, die einmal Kirchen- und Schulsprache geworden war.« Man mærker sig her den velvise Udeladelse af Jensenskritiske Parentes »warum?« o. s. v. Der leveres derefter et veltalende Forsvar for Indførelsen af tysk Kirkesprog. »Der in Angeln gesprochene Volksdialekt, der nie Schrift- und Literatursprachegeworden ist, eignete s-ich dårum auch nicht fiir den amtlichen Gebrauch und konnte somit auch fur den offentlichen Gottesdienst nicht in Betracht kommen. Ebensowenig taugte dazu das Hoch- oder Schriftdånische, das von jenem wesentlich verschiedenist und der hiesigen Bevolkerung weniger verståndlich war als das Plattdeutsche, das als eigentliche Amtssprache jedermannbekannt war.« Her jongleres der meget snildt med Sprogene for at komme udenom den Kendsgærning, at de tilstødende nordslesvigskeEgne

slesvigskeEgneuden mindste Ulæmpe vænnede sig til dansk Kirke- og Retssprog, som naturligvis ikke var kjøbenhavnsk, men groet paa den hjemlige Bund i Fortsættelse af de middelalderlige Lovtexter. At et saadant Sprog skulde have været Angelboerne mere fremmed end Plattysk, er det vanskeligt at fatte.

Der kunde forresten nok være Grund til at spørge, om Plattyskens Herredømme som officielt Sprog virkelig har været gennemført saa tidlig, som det sidst citerede Stykke lader skønne. Naar Konger skriver paa Dansk til Maarkær Kloster 1466 og 1487, (jfr. Allen: »Det Danske Sprogs Hist. i Sdj.« I, 47), og naar Rydklosters Aarbøger og dets Vidneforklaringer om Sønderjyllands Nationalitet 1424 aander den mest levende Danskfølelse, seer det ud til, at der ialfald hos den katolske Gejstlighed var Spirer til en dansk Udvikling, som først blev afbrudt ved Reformationens Stormflod af indstrømmende tysk Væsen.

Læseren vil maaske spørge, hvoraf det kom, at Danskfølelsen ikke hos selve Folket rørte sig til lydelig Protest mod Fortyskningen. Dertil kan svares, at forsaavidt som det Kirke- og Dokumentsprog, der afløstes af Plattysk, havde været Latin, var det ialfald en Ændring til noget mindre fremmed, og man kunde derfor forlige sig dermed. Og hvis forhaandenværende Spirer til en dansk Udvikling kvaltes, var Folket for socialt bastet og bundet til at kny, — det havde det holstenske Adelsvælde sørget for, idet det, som Jensen siger, forringede Bondestandens Frihed.

At Folket iøvrigt ingenlunde var ufølsomt for Sprogtvangen, seer vi af et Tilfælde, der forefaldt umiddelbart vest for Angel. Hanved Sogns Indbyggere klager 1661 til Kongen, fordi Superint. Klotz har krænket deres Valgret og afskaffet det danske Kirkesprog.»Unsere Frauen, Kindef und Gesinde .... beschweren sich noch hoch über die deutsche Predigt, so vor dem in dånischer Sprache geschehen.« »Woriiber ein grosses Wehldagen und Beschwerenentstanden, dass man so gewaltsam mit uns verfåhrt, unsere Beichtende, Schwache und Trostrufende nicht mehr in dånischer Sprache konnen getrostet werden, sondern unsere Seele sich immer an unvernehmlichen iiberlåndischen Worten årgern soli.« En saa kraftig Sprogprotest kunde ganske vist ikke komme frem i det adelsregerede Angel; men selv dér kunde man dog drive det saa vidt, at man vakte Modstand, saaledessom Præsten Fischer, naar han fra Prædkestolen tordnede til Hyrup Menighed: »Håbe ich euch Teufels-Gesinde und Hollenbråndenicht teutsch reden lehren wollen? Was hilft es aber* dieses Teufelsgesinde bleibt immer bei ihrer dollen dånischen Sprache.« Sligt var dog Hyrupperne for meget af det gode, og

Fischer søgte og fik sin Afsked i 1750. Det maa erkendes, at denne
Episode hører med til de Enkeltheder, der ved Omarbejdelsen er
ble ven føjet til Jensens Text.

Hermed har jeg tilendebragt Gennemgangen af de Ting, der
er faldet mig i Øjnene ved det omkalfatrede jensenske Værk. Lad
os nu kortelig sammenfatte Hovedlinjerne.

Forfatteren Pastor Jensen er i første Linje slesvigsk Lokalpatriot. Som Statspatriot er han Dansker, loyal mod Frederik 6. og Kristian 8. Danmark nævnes altid venligt og højagtende; ikke een Linje aander Kulde eller Utilfredshed.

Et politisk Slesvig-Holsten har jeg ikke fundet i hans Bog, et enkelt Sted noterer vi Udtrykket Schleswig-Holsteiner, men det bruges kun rent geografisk, og med udtrykkelig Fremhævelse af Slesvigeres og Holsteneres forskellige Afstamning. Holstenerne gælder som Udlændinge med fremmed Nationaltype. Deres Grever og Adelsmænd har tilrevet sig det angelske Land med Vold og forringet den indfødte Bondestands Frihed. De gamle Angler er en germansk eller gotisk Folkestamme i nær Slægt med Danerne. Middelalderens og den nyere Tids Angelboer er Danske. Deres Maal interesserer Jensen levende, og han søger at redde dets svindende Rester. Stednavnenes Fortyskning stempler han oftere som uheldig og meningsløs. Det udefra indførte højtyske Kirkeog Skolesprog er og bliver efter Jensens Mening fremmed for Folket, og han udtaler en forsigtig Tvivl om, hvorvidt dets Indførelse har været til Gavn.

Saaledes er den ægte Jensen; lad os derefter se paa den forbedrede. Det er ikke frit for, at det nye Portræt virker overraskende. Vi skuer en stram Slesvig-Holstener, »en frimodig Mand, der træder i Skranken for sit Hjemlands bøjede Ret.« Den danske Statspatriot er sporløst forsvunden. Den danskvenlige Tone afløses af Smædeord. Undertrykkelsen af Angels Bondefrihed gennem Holstenervælden er bleven borte. Angelbomaalets Danskhed nægtes ikke med rene Ord, men det søges dog antydet, at der har foreligget en for Danske næsten uforstaaelig Dialekt, som burde udryddes, da den hindrede Børnenes Forstands- og Hjærtensdannelse. Kritiken mod de meningsløse Navnefortyskninger er bleven borte. Tilstedeværelse af oprindeligt dansk Kirkesprog nægtes kategorisk for alle Dele af Flensborg Amt. Det danske Sprogs Udelukkelse forsvares veltalende. Tvivlen om det tyske Kirke- og Skolesprogs Gavnlighed er bleven borte.

Selv om Omarbejderne paa et og andet Punkt har tilføjet JensensFremstilling
nye Træk i hans egen Aand, er dog Hovedresultatetaf

resultatetafderes Omarbejden blevet, at de har krænget hans
Værk om til dets egen Modsætning.