A. Szeiagowski's lille Skrift Der Kampf um die Ostsee virker saare aktuelt, og det er vel ogsaa derfor, det midt under Krigen blev oversat fra Polsk (Forf. er Professor ved Universitetet i Lemberg), med et Forord af den bekendte Prof. S. Giinther i Miinchen. Det er en geografisk-historisk Skitse, der uddyber Problemet Havets Indflydelse paa Statsdannelserne og vil vise, at Østersøen fra 16. Aarh. spiller samme Rolle baade i skandinavisk og europæisk Politik som tidligere Middelhavet. Fra 17de Aarh., da det nordiske Spørgsmaal løstes, har Alliancen mellem Preussen og Rusland forlagt Europas Tyngdepunkt fra Madrid_—Paris til Spree_—Neva.

Det er dog ikke saa meget dette Resultat som den Udvikling,
der førte hertil, som interesserer Forf., og Grunden hertil er
aabenbart hans polske Nationalitet. Med dyb Sympati skildrer

han Kong Sigisrrmnd Augusts Forsøg i 1560erne paa at skabe en polsk Marine, thi før dette Tidspunkt havde Polen ingen Flaade, da dets Kræfter gik til Landudvidelser mod Øst og Vest. Men dets Floders Løb førte det mod Havet. Her var der kun eet Sted, Putzigerbugten, som kunde tjene som Tilflugt for større Krigsskibe,men denne Bugt beherskedes af Hansestaden Danzig. Handelenher laa i ikke-polske Hænder, og Byens Autonomi lod paa middelalderlig Vis private Købmandsinteresser besejre de statsligepolske Interesser. Den polske Regerings repræsentativ-stænderskeKarakter og Statens føderative Organisme virkede i samme Retning. Sigismund August slog ved sine Forsøg Hovedet i en Mur, tilmed da ogsaa Nabostaterne (Danmark) under Haanden modvirkede hans Planer. Her møder vi altsaa Danzigproblemet for første Gang. Men lykkedes det end ikke Kongen at vinde en virkelig Sejr over den stridige Stad (foreløbig Ophævelse af dens Selvstyre ved Karnkowskis Konstitutioner 1569), fik han til Gengæld samme Aar ved Opgivelse af sin Arveret skabt Unionen med Litaven, saa at Polen blev Kristendommens og MellemeuropasBolværk mod øst, og ved at lægge Haanden paa Livland blev han Herre over Diina med Riga, der lovede Polen lignende Udviklingsmuligheder som Danzig. Ogsaa med Kejseren stod Kongeni Forbindelse, og i det hele er det interessant at se, hvorledes der paa denne Tid i Vesteuropa (Filip 2.) begynder at vaagne en Forstaaelse for Østersøens Betydning. Ruslands eneste Aandehul var nu Narva, og Sigismund August søgte at stoppe dette ved, dog forgæves, at forbyde Danzig at handle paa Narva. Ikke uden Grund taler Forf. om „den Jagielloniske Idé". Danmarks Stilling til denne Udvikling var saaledes, at vi under Syvaarskrigen stod i Forbund med Polen, og da der 1570 fandt en Omgruppering Sted, saa at Sverige-Polen kom til at staa kontra Danmark-Moskva, begunstigede vi naturligvis Narvafarten og støttede Danzig. I mangt og meget minder forøvrigt Polens Forhold til denne Stad om vort til Hamburg; træffende siger Forf., at Danzig ved sine Monopoler virkede som „eine riesige Saug-Druckpumpe" paa Polen,og ligesom den danske Konge som Tegn paa sin Overhøjhed havde „Schauenburgischer Hof" i Hamburg, vilde den polske Konge ogsaa bygge sig et kongeligt Hus i Danzig.

Det vilde føre for vidt at følge Prof. Szelagowski i hans Paavisningaf, hvorledes de polske Planer efter Sigismund August strandede, da Vasadynastiet paa Polens Trone lod dynastiske Interesserbesejre de statslige. Den rent personlige Strid mellem det svenske og det polske Kongehus stækkede Polens Udvikling, paa Østersøen blev den nederlandske Handelsflaade Herre, og Preussenog Moskva stak Hovederne frem bag Polens Kappefolder.

Kun overfor den sidste Stat vandt Polen øjeblikkelige Fordele^ da man under Sigismund 3. erobrede Smolensk og besatte Moskva; forøvrigt havde Czarerne allerede forinden vist, hvilket Tømmer der var i deres Stat, i Modsætning til den polske, da de havde knust Republiken. Novgorod, thi „Nowgorod, das war Moskaus Danzig". Men ved, selv kun temporært, at standse Ruslands Frerntrængen mod Vest afværgede Polen en saa umaadelig Fare for Europa, at det indlagde sig en uforgængelig Fortjeneste i Historien.

Den lille Bog er ikke bygget paa selvstændige historiske Studier, Forf. er aabenbart mere Geograf end Historiker, og saa snart han kommer i Nærheden af skandinaviske Forhold, gør han sig skyldig i iøjnefaldende Fejl. Han taler om Freden i „Knørød", om Slaget ved „Stångebro" (hvor: han tror, at Sigismund faldt i Karl 9.s Hænder), om de danske Gesandter 1603 „Christian Baruchen und Georg Schomakow" (o: Christian Barnekov og Georg Schomaker); han anbringer Elfsborg „ved Indgangen til Sundet"; mener, at Danmark i 14. Aarh. foruden Estland besad Osel og Vik, og han opgiver Besætningen paa den nederlandske Handelsflaade til 168000 Mand (Walther Vogel: 60000). Værst er det vel næsten, naar han om Sverige paa Sigismunds Tid siger: „dessen Bewohner damals kultureli und sittlich sehr niedrig standen und bei denen alles, was sie an Kultur und Zivilisation nachweisen konnten, deutschen Ursprungs war." Det er da heller intet Under, at han er ukendt med den betydelige moderne Literatur i Sverige om Sigismunds polske Politik.

Bogen bør læses med Forsigtighed og sammenholdes med mere kritiske Specialværker. Det bør ogsaa huskes, at Forf. er tilbøjelig til at overvurdere Betydningen af sit Emne, som naar han mener, at Filips Kamp mod de oprørske Nederlændere egentlig galdt Østersøhandelen. Tankegangen er ofte springende og Sætningsforbindelsen løs, Stilen staccato, som man er vant til at møde den hos slaviske Forfattere. Men Bogen er livligt skrevet, der er nydelige poetiske Billeder i den, og hvad der er Hovedsagen: der er saa mange selvstændige Vuer, at den kan virke frugtbart, naar den læses paa rette Maade. x. F.