Aage Friis: Den danske Regering og Nordslesvigs Genforening med Danmark. I. 1864_—68. Kbhvn. 1921. — Det nordslesvigske Spørgsmaal 1864^—1879. Aktstykker og Breve til Belysning af den danske Regerings Politik. I. 1864_—1868. Kbhvn. 1921. — Danmark ved Krigsudbrudet Juli_—August 1870. Kbhvn. 1923.

Professor Aage Friis har ved Udgivelsen af disse tre Bind ydet et særdeles værdifuldt Bidrag til dansk Historie i Tiden efter 1864, et Afsnit af vor Historieskrivning, der ellers har været i høj Grad forsømt.

De to første Værker hører sammen. Det ene Bind er Aktstykker, udgivne for Udenrigsministeriet. Hovedmængden deraf er officielle Dokumenter, men ind mellem disse har Forfatteren føj et talrige meget oplysende Breve, som det er lykkedes ham at fremdrage fra Privatarkiver; særlig Interesse knytter sig her til P. Vedels Privatpapirer, der ofte giver Besked om betydningsfulde Overvejelser, om hvilke de officielle Papirer saa nogenlunde tier. Det andet Bind er en Redegørelse for Begivenhederne fra 1864 til 1868. Den er i første Række bygget paa Aktstykkerne. Men ved Siden deraf er meget andet Stof inddraget. Forfatteren har gennemgaaet Dokumenter om disse Spørgsmaal i udenlandske Arkiver, i Stockholm, "Wien og Paris. Derimod har man i Berlin afslaaet at give Adgang til Arkiverne med den Begrundelse, at man selv agter at offentliggøre de paagældende Aktstykker. En betydningsfuld Kilde har desuden været Kriegers Dagbøger, og endelig har Uddrag af Statsraadsprotokollerne været til Raadighed for Forfatteren.

Værkets Emne er skarpt begrænset; det gælder Regeringens Behandling af Spørgsmaalet, ikke Stemningen i Befolkningen, ikke Begivenhederne i Nordslesvig. I Aktstykkerne er medtaget adskilligt, der giver Besked om indre Politik, navnlig om Grev Frijs' Syn paa denne; men dette er ikke draget ind i den historiske Redegørelse. Fremstillingen samler sig i høj Grad om de to Mænd, der det meste af Tiden, for den enes Vedkommende hele Tiden, havde Ledelsen i Udenrigsministeriet, P. Vedel og Grev Frijs; og den er præget af megen Beundring for dem begge.

Først fastslaar Forfatteren, at allerede fra Efteraaret 1864 gled for Udenrigsministeriet baade Ejderpolitiken og Helstatspolitiken bort. Maalet blev fra nu af det, som 56 Aar senere naaedes: Genforeningen med Nordslesvig i det Omfang, en Folkeafstemning

bestemte. Forfatteren hævder, at Grundlaget for den Politik, der tilsigtede dette, blev Neutraliteten. Men det kan dog ikke bestrides, at i alt Fald i de Aar, hvorom de hidtil udgivne Bind handler, var dette en betinget Neutralitet, som man var rede til at opgive, hvis man derved fik Udsigt til at naa Maalet: Nordslesvigs Generhvervelse. Det viste sig i 1866, da Grev Frijs tilbød Prøjsen Alliance mod Østrig i Haab om Løn i Nordslesvig. Og det viste sig i 1870; vel fastholdt man da Nevtraliteten; men i Virkeligheden var saa godt som alle, ogsaa Vedel og Frijs, villige til at opgive den, hvis Krigslykken blev en saadan, at Alliance med Frankrig gav Betingelse for Nordslesvigs Tilbagevenden.

Imidlertid, til daglig arbejdede man for at naa sit Maal gennem Forhandling med Prøjsen, i Haab om at russisk og fransk, og i nogen Grad engelsk, Indflydelse skulde gøre Bismarck tilbøjelig til at øve Ret mod Danmark. Haabet blev skuffet, og Fremstillingen giver Vidnesbyrd nok om, hvor skrøbeligt det hele Tiden var. De tre nævnte Stormagters Interesse for Sagen var og blev svag. Bismarck var vel ikke helt uvillig, men Sagen syntes ham for ringe, til at han skulde sætte noget ind paa at overvinde Modstanden hos Kong Vilhelm og i de nationalistiske Kredse, med hvilke han iøvrig søgte at arbejde.

Under Ministeriet Bluhme blev den mest opsigtvækkende Begivenhed den Hansen-Molzenske Affære, der medførte Justitsminister Heltzens Fald og højlig svækkede Ministeriets Stilling. Al denne besynderlige Sag gives en overmaade indgaaende Fremstilling. For Ministeriet Frijs blev den første betydningsfulde Indsats det mislykkede Tilbud i 1866 om Alliance med Prøjsen; der gives nøje Besked om, hvorledes Regeringen tog sin Beslutning derom i Overensstemmelse med den franske Udenrigsministers Raad. Som Følge af den stærke Begrænsning af Emnet rejses ikke det Spørgsmaal, hvilket Indtryk Tilbudet vilde have gjort paa det danske Folk, hvis det var blevet dette bekendt. Nu holdt Bismarck imidlertid først Sagen hen og afslog siden. Det højeste Tilbudet kan have betydet er, at det kan have lettet de følgende Aftaler om § 5, og selv derom foreligger der ikke Vidnesbyrd.

Den næste, meget mere følgerige Begivenhed blev Optagelsen af § 5 i Pragerfreden. Den fyldige Fremstilling heraf er af den største Interesse. Den bærer Vidnesbyrd om, hvor overmaade svært det var at opnaa dette Resultat. Og end vanskeligere blev de følgende Forhandlinger om Løftets Opfyldelse. I det hidtil offentliggjorte Bind skildres det første Afsnit af Forhandlingerne derom. Det er en samlet Beretning om Prøjsens uvillige Holdning, om hvorledes Bismarck trak Sagen i Langdrag, vanskeliggjorde den ved haabløseModkrav,

løseModkrav,ved Indskrænkning af det omhandlede Landomraade,alt uden at være tilbøjelig til at bryde helt af. Han selv interesserede sig jo kun lidt for Nordslesvig, og han vilde ikke ufornødent afskære sig al Mulighed for at vise de andre Stormagterlidt

Bogen om Danmarks Stilling overfor Krigsudbrudet i 1870 ■er af anden Art. Det er en enkelt afgørende Begivenhed, der her foreløbig er taget ud til særlig Behandling. Den er saa udtømmende behandlet, at der herefter ikke kan være Tvivl om Begivenhedernes Karakter. Og der er over hele Fremstillingen en dramatisk Spænding,der gør den let tilgængelig for mange, der vil have svært ved at følge den samlede Fremstilling i det paabegyndte Hovedværk. En enkelt Side bærer Overskriften: Stemningen i Danmark, men ellers er det ogsaa her kun Regeringens Politik og Regeringens Overvejelser, der skildres. Først berettes om Forvirringeni Ministeriet Holstein-Holsteinborg i Dagene indtil Vedels Hjemkomst fra en Ferierejse, og derpaa følger en meget oplysende Skildring af Frankrigs Planer overfor Danmark og Baggrunden for disse. Og derefter kommer saa Beretningen om Brydningen indenfor den i Forhandlingerne deltagende Kreds: Ministeriet, Vedel og Frijs. Modsætningen træder i den skarpe Fremstilling noget stærkere frem end den efter selve Aktstykkerne synes at have været. Læseren kan let faa det Indtryk, at der hele Tiden var en Art Krigsparti samlet om Hall overfor et Neutralitetsparti,baaret af Vedel og Frijs, omfattende Holstein-Holsteinborgog Rosenørn-Lehn, medens andre stod midt imellem. Men en omhyggelig Læsning vil vise, at Modsætningen ikke var saa skarp, og dette er da ogsaa det Resultat, ved hvilket Forfatteren standser i sine afsluttende Bemærkninger. Der var i Grunden Enighed om at afvente Begivenhedernes Gang; selv Hall vilde skimte Sejren, før han kastede sig ud i Alliancen; og der var egentlig ogsaa saa nogenlunde Enighed om, at blev der virkelig Mulighed for Sejr sammen med Frankrig, skulde man tage Chancen;selv Frijs og Vedel vilde det, naar de først øjnede Sejren. Dog stod Kongen vel nok hele Tiden imod, overbevist som han altid var om Prøjsens Overmagt. Men heller ikke hans Modstand kunde blevet afgørende, hvis Krigens første Afsnit havde bragt Sejr for de franske Vaaben, og Frankrig havde været i Stand til at sende Flaade- og Hærstyrker af Betydning herop. Men nu faldt jo Afgørelsen hurtig paa saadan Vis, at alle Allianceplaner i Danmark hurtig maatte svinde. Ejendommelig og meget oplysende-erBeretningen om de Forhandlinger, der fandt Sted om militære Foranstaltninger. Det er den vante Brydning vi her

møder; de militære Myndigheder drev frem til de størst mulige
Foranstaltninger, Udenrigsministeriet, i dette Tilfælde støttet af
Kongen, holdt igen. P. Munch.