Klaus Berntsens to Bind Livserindringer, Erindringer fra Barndom og Ungdom og Erindringer fra Manddommens Aar, er straks ved deres Fremkomst blevet sande Folkebøger, der har vundet en ualmindelig Udbredelse, hvad der er et Vidnesbyrd om Forfatterens virkelige Popularitet som Politiker, men naturligvis ogsaa om Bøgernes Egenskaber. De er velskrevne og letflydende, affattede i et behageligt og jævnt Sprog og med megen Sans for det underholdende. Her skal fremhæves, at de heller ingenlunde er uden historisk Værdi. I første Bind berettes Træk fra gammeldags Bondeliv jævnsides med Træk fra den grundtvigske Bevægelse, der saa væsentlig skulde komme til at bidrage

til Bondelivets radikale Omformning. Klaus Berntsen kom selv tidlig ind i denne Bevægelse, hvis største folkelige Kraft, Kristen Kold, blev hans Læremester. Virksomhed fra purung Alder som ueksamineret Friskolelærer under haarde Rivninger med et ildesindet gejstligt Tilsyn blev Forspillet til hans hele senere Virksomhed i Venstrebevægelsen. Første Bind slutter med hans Indtræden i det politiske Liv, der markerede en videre Udvikling af Bondesønnens Trods mod de lokale Embedsautoriteter. Andet Bind behandler særlig den fortsatte Vækst af Berntsens Indflydelse paa alle Omraader af Fynboernes offentlige Liv. Det er den politiske Del af Erindringerne og er, forekommer det mig, af størst Interesse. Det drejer sig om Tiden fra 1873 til 1886, og vi faar en Del Træk til Belysning af, hvad der her er foregaaet paa forskellige Felter: det kommunale Liv, hvor den folkelige Selvbevidsthed paa denne Tid gør stærke Fremstød, og hvor Kl. Berntsen har gjort en meget betydelig Indsats, Landbefolkningens økonomiske Selvstyre, Skyttebevægelsen etc. Rigsdagslivet berøres ogsaa ligesom adskillige andre Ting, der er foregaaet udenfor Fyns Omraade, men i det hele har man et stærkt Indtryk af, at Kl. Berntsen indtil det Tidspunkt, hvorved Erindringerne slutter, væsentlig har staaet som den lokale Fører, der lagde sine Kræfter mere i Hjemstavnens Gerning end i Landspolitiken.

Kl. Berntsen kan siges at have været »Grundtvigianer« i meget bred Forstand. Han har, og altid paa førende Plads, fulgt den folkelige Vækkelse paa Landet i saa at sige alle dens Forgreninger,i baade aandelig, politisk og økonomisk Retning. Han har aldrig selv glemt, at hans egentlige Udgangspunkt var Kr. Kolds barnlige Tale om Guds Herlighed og Danmarks Lykke, og der laa et stort Symbol i, at en Mand med disse Forudsætninger blev Danmarks Konseilspræsident. Men iøvrigt at tage selvstændigStilling til Grundtvigianismens kirkelig-teologiske Opfattelsehar næppe nogensinde været Kl. Berntsen magtpaaliggende.Det gælder derimod i høj Grad en grundtvigsk Præst som Morten Pontoppidan, hvis Minder og Oplevelser berørerden samme Udvikling som Kl. Berntsens Erindringer, men ud fra andre Synspunkter og Forudsætninger. Vi læser om Pontoppidans Hjem og Uddannelse, hans Virksomhed som Højskoleforstanderog Præst, om hans Deltagelse i Provisorietidens Politik og om hans ærlige og bestandige Kampe for at skaffe »moderne« Meninger Indpas i grundtvigske Krese. Den unge Pontoppidan stred bravt for at faa de ældre landlige og teologiske Højskolemænd som Ludv. Schrøder til at forstaa de ny Forfattere,

der var »Fritænkere«. Indenfor Kirkelæren vilde Pontoppidan bryde Bane for en nyrationalistisk Opfattelse helt paa Trods af Grundtvigianismens oprindelige dogmatiske Syn. Om alt dette berettes meget kortfattet og noget brudstykkeagtigt og uden noget egentlig historisk Perspektiv. Det er dog historisk mærkeligt,at en Præst omkring 1900 skulde kæmpe under saa voldsom Modstand og i det hele saa forgæves for at faa genskabt en TolerancensTilstand indenfor den danske Kirke som den, der raadede gennem hele første Halvdel af det 19. Aarhundrede lige til den Tid, da Præsteskabet maatte gribe tilbage til den konsekventgennemførte Orthodoksi som det eneste, der kunde give Sammenholdskraft og en fast Stilling overfor det frembrydende kirkelige Demokrati, hele den »Vækkelsen«s Retning, som ogsaa Morten Pontoppidan har tilhørt, samtidig med at han satte saa meget ind paa at bekæmpe en af »Vækkelsen«s vigtigste Frugter.