Som Led i Harvard Historical Studies har Joseph Vincent Fuller i 1922 udgivet et Værk om europæisk Storpolitik: Bismarck's Diplomacy at its Zenith. Titelen vil forekomme mange misvisende, idet Bogen egentlig kun behandler Aarene 1886 og 1887, men Forfatteren ser Tysklands Stilling i 1888 som ganske forskellig fra, hvad den var »tre Aar før, da det tyske Rige stod som Midtpunkt for et System af Alliancer og Forstaaelser, der omfattede hele det europæiske Fastland. I Aaret 1888 var dette System ved at synke i Ruiner«. Der er naturligvis noget rigtigt i dette. Bevægelsen hen mod det To-Forbund, som skulde genoprette Ligevægten i Europa, var bleven mere tydelig i de nævnte Aar, men Tendensen havde været der tidligere. 1886—87 som Zenith for den bismarckske Løbebane er noget vilkaarligt valgt.

Det betydningsfulde ved Fullers Bog er imidlertid, at han har gennemgaaet et mægtigt ganske vist kun trykt Stof; ikke blot samtidig og senere Literatur er draget med ind, men ogsaa Dagbladsartikler er i stor Udstrækning benyttet. Methodisk svækkes hans Undersøgelse ved, at han egentlig ingen Kritik anvender overfor disse Kilder, alt tages med, hvis det passer i Rammerne, men samtidig har han utvivlsomt ved dette Gravearbejde til Tider faaet fat paa noget, der kan minde om en Ariadnetraad. Han giver saaledes gode Grunde for, at »de bulgarske Breve« efter deres Indhold om end ikke i den overleverede Form er ægte nok.

Den væsentlig kronologiske Fremstillingsform giver desuden en vis Sammenhæng i Udviklingen, selv om den ikke letter Overblikket,og her og der fremsætter Forfatteren ogsaa træffende Bemærkninger. Ejendommeligt er det saaledes at se, hvorledes denne amerikanske Historikers Tro til Forsikringerne om det

tyske Riges Fredspolitik, trods alt det nye Bevismateriale, der er fremlagt, ikke er særlig rodfæstet. Han mener f. Eks. at Bismarckmed Schnåbele-Affæren i Foraaret 1887 vilde provocere Frankrig til Krig, og han giver sine Grunde herfor; de er ikke afgørende, men kan heller ikke fejes til Side. For disse SynspunktersSkyld læser man dog ikke Fullers Bog, og navnlig falder det svagt ud, naar han vil gøre gældende, at Forskellen mellem Bismarcks og hans Efterfølgeres Politik ikke er saa afgørende, som man har ment. Naturligvis var og blev de store Hovedlinjer i den tyske Statskunst de samme, men havde Forfatteren kendt mere end den første Serie af »Die grosse Politik der europåischen Kabinette«, kunde Forandringen, der indtraadte 1890, ikke andet end have slaaet ham. E. M.