Spørgsmaalet om Vinlandsrejserne er i G. M. Gathorne- Hardys Bog fra 1921: The Norse Discoverers of America. The Wineland Sagas Translated and Discussed taget op til en grundig og alsidig Behandling. Forfatteren viser sig at være godt inde i Litteraturen, som han benytter selvstændigt og med Kritik. Han giver en fortræffelig Oversigt over de foreliggende Problemerog

merogyder sit eget Bidrag til deres Løsning. Hans Hovedstandpunkter, at man bliver nødt til at tage mere Hensyn til Flatøbogens Beretning om Vinlandsrejserne, end man siden Gustav Storm har gjort. Han kritiserer skarpt Steensbys Bog om Vinlandsrejserne, særlig hans Hovedresultat, at Vinlandskulde være at søge ved St. Lawrencefloden. De sidste DecenniersForskning har overvejende fulgt Storm i alt væsentligt, og man er for Tiden mest tilbøjelig til at identificere Vinland med Nova Scotia, medens Helluland skulde være det nordøstlige Labrador, Markland det sydøstlige Labrador (efter Storm Newfoundland),Fursustrandir Labradors Sydkyst, vest for Cape Whittle (Steensby), og Straumfjorden Chaleur Bay. Men ifølge Forf. maa man søge FurSustrandir paa Ny Englands Kyst, Kjalarnes skulde saa være Cape Cod, Straumey Fishers Island, Straumfjord Long Island Sound og Hop Hudsonflodens Munding, der noget ovenfor Udløbet udvider sig og bliver saa bred, at den af og til af de første Opdagere af disse Egne bliver omtalt som en Sø i Forbindelse med Havet (netop Betydningen af hop). Skildringen af denne Egn i de gamle islandske Beretninger stemmer forøvrigt paa den mærkeligste Maade med de første europæiske Skildringer fra disse Egne i det 16. Aarh., baade hvad Naturforhold og Klima angaar (den vilde Vin, det vildtvoksendeKorn osv.). Afgørende Bevis for sine Paastande kan Forf. if. Sagens Natur ikke give, men der er overordentlig meget, der taler for dem, og i og for sig er det mere sandsynligt at søge Vinland sydligere end Nova Scotia. Det maa beklages, at Forf. ikke har udstyret sin Bog rigeligere med Kort — hans Skitser er altfor summariske og skematiske. Hans Behandling af islandske Navne er ikke altid helt korrekt, saal. bruges Genitiven Glaumbæjar som Nominativ S. 72. Hans Oversættelser er i Reglen gode, der findes dog enkelte Misforstaaelser, men Forf.s kritiske Sands hjælper ham af og til til at finde det rigtige til Trods for, at han har misforstaaet Teksten. — I Bogens Fortale har Forf. en Del fortræffelige Bemærkninger om engelske Sagaoversættelser, og dadler skarpt det antikverede og svulstige Sprog, som ofte anvendesi disse, og som virker saa frastødende paa enhver, der kender Originalernes Enkelhed og Naturlighed. Alt i alt er Værket en fortræffelig Bog, præget af solid Lærdom og kritisk Sands, og uagtet man ikke kan vente, at Forf.s Teorier vil blive almindelig anerkendte førend maaske om lang Tid, saa er dog dette Værk af den Art, at ingen der skriver om dette Emne vil kunne undladeat tage Hensyn til dets Meninger.