Da Stephanius grundlagde Saxostudiet gik hans Arbejde i to Retninger. Som Discipel af de nederlandske Filologer forskede han Saxos Stil og Sprog og viste, i hvor høj Grad denne danske Historiker var paavirket af de latinske Forfattere fra Sølvalderen, — og som Ven af Ole "Worm, dybt betaget af den ny Verden, der aabenbarede sig, da den islandske Litteratur kom til Danmark, satte han sig til Opgave at tolke Saxo ved Hjælp af de norrøne Kilder. De følgende Slægtled af Forskere fulgte ham paa denne Vej, sidst i Rækken Axel Olrik og i Olriks Fodspor Paul Herrmann med Erlåuterungen zu den ersten neun Buchern der dånischen Geschichte des Saxo Grammaticus. — Bind I, der kom 1901, indeholder Oversættelsen, Bind II fra 1922 giver Kommentaren, i hvilken Herrmann vil samle alt, hvad der hidtil er fremkommet til Belysning af Saxos Sagnhistorie. Meget er samlet sammen — alt for meget — saa at Bogen synes kaotisk for en læg Læser, og just for Lægmænd er den skreven. Forfatterentager i visse Maader Afstand fra Axel Olrik, under hvis stærke Paavirkning ban har begyndt sine Studier. Han betoner ligesom Steenstrup Saxos kunstneriske Indsats i Modsætning til Olrik, som i ham helst vil se den receptive, trofaste Bevarer af Traditionen. Han vender sig mod den Mening, at Saxos Kilder for en stor Del skulde være norske, og hævder mod Olrik den islandske Overleverings Betydning. Synderlig nyt Land er dog ikke vundet i de Problemer, der vender mod Nord, men indenfor Bogen rummes andre Undersøgelser, som vender mod Syd, mod »orbis Latinus«, og efter lange Tider fortsætter Stephanii Studier paa dette hans andet Arbejdsfelt. Det er Herrmanns Fælle, afdøde C. Knabe, som i Tillægget til Bd. I har analyseret Saxos Ordforraad,søgt efter hans Forbilleder og paapeget Laanene fra Oldtidsskribenterne,fremfor alle Valerius Maximus. Han har vist, hvorledes Stilen i de sidste Bøger af Saxos Værk meget afviger fra de første, som tynges af al den laante Pragt, og han grunder

herpaa sin Mening om Tidsfølgen i Udarbejdelsen af de forskelligeBøger, en Mening, som Herrmann har knæsat i Indledningen til Bind 11. De sidste Bøger, skrevne i et jævnere, naturligere Sprog, skulde være den unge Saxos Arbejde, de første Bøger med deres overdaadige Stilpryd skulde stamme fra hans ældre Aar. Almindeligvis gaar dog Udviklingen hos Skribenter den modsatteVej. Men selv om Conclusionen er at forkaste, er lagttagelsen og Undersøgelserne værdifulde. Det er endvidere af Betydning, at hele Materialet er lagt frem for os, idet Herrmann har skænket Rask-Ørsted Fondet den af Knabe og ham udarbejdede Ordbog over Saxos Værk og en Text, i hvilken alle La an er angivne. Rask-Ørsted Fondet har overdraget Hermanns Gave til det kgl. Bibliotek, hvor Text og Ordbog har Signaturen Ny kgl. Saml. 2959 4to.

Ved Knabes Undersøgelser er vor Kundskab om Saxos Forhold til Oldtiden bleven uddybet, men endnu er der ikke gjort Forsøg paa at finde hans Plads i 12. Aarh. Litteraturhistorie europæisk betragtet. Det vilde være en Opgave for de energiske Dyrkere af middelalderlig latinsk Filologi, den unge Videnskab, som for Tiden bæres frem baade i Tyskland, Italien og Frankrig.