I Anledning af at 100 Aar i 1919 var forløbne, siden Gesellschaftfiir åltere deutsche Geschichtskunde blev stiftet, har ProfessorHarry Bresslau udarbejdet et indholdsrigt Skrift: Geschichte der Monumenta Germanise historica, der dog paa Grund af Tidens Forhold først kom frem i 1921. Bresslau, der har været knyttet til Monumenta-Arbejdet siden Halvfjerdserne, i 15 Aar redigerede Neues Archiv og nu er Medlem af Centraldirektionenog Leder af Scriptores-Afdelingen, har de bedste Forudsætningerfor at kunne gøre Rede for det store Foretagendes Skæbne gennem et Hundredeaar, rigt paa ydre og indre Omvexlinger.For den ældre Periodes Vedkommende har Selskabets Arkivog mange Privatarkiver staaet til hans Raadighed, gennem

den yngre Periode bygger han tillige paa sine egne Erindringer og Erfaringer, først og sidst har han Forstaaelse for Mennesker og véd at vurdere, hvad de administrativt og videnskabeligt har ydet.

Han giver en Fremstilling af Friherre v. Steins første Arbejde for sin store patriotiske Idé, den han har fattet, da han mismodig vendte hjem fra Wienercongressen, og som fra Begyndelsen mødte Vrangvilje, idet nogle tror at spore reaktionære Formaal, naar Talen er om at samle Kilder til Middelalderens Historie, mens andre frygter revolutionære Planer i et Foretagende, der skal omspænde hele Tyskland. Haardt maa Stein klage over »den erbårmlichen Philistersinn in der guten Germania«. Videre berettesom Selskabets ældste meget vage Forfatning¹, om Georg Heinrich Pertz' Tilknytning til Foretagendet, om hans lykkelige Forskerrejser rundt i Landene og Samlivet med Niebuhr i Rom. Det kritiske Arbejde, der ligger til Grund for de første Bind af Monumenta Germanise historica, vurderes, og Bresslau rejser Spørgsmaal, om Pertz skulde være Discipel af Niebuhr med Hensyntil metodisk Behandling af Kilderne; selv er han mest tilbøjeligtil at mene, at Pertz staar i Gæld til Gottingerprofessoren Heeren. — Med udpræget Sympati skildres Frankfurteren J. F. Bohmer, der efter Steins Død i 1831 staar ved Pertz' Side i SelskabetsStyrelse, men med sit vege og urolige Sind ikke ret formaarat gøre sig gældende overfor Pertz' maalbevidste Personlighed;af Temperament og Tradition er de to Mænd meget forskellige,og Modsætningerne uddybes end mere, da Pertz ved Rankes Indflydelse kaldes til Berlin som Overbibliotekar, og Hovedledelsen af Monumenta dermed drages til Preussens Hovedstad.Imidlertid er Aarene op til 1863 under Pertz' og Bohmers Regimente rige Aar; dygtige unge Folk vindes for Arbejdet, Lappenberg, Giesebrecht, Wattenbach, Ph. Jaffé, fremfor alle Georg Waitz; 18 Foliobind Scriptores og 3 Foliobind Leges fuldendes;dertil kom 12 Bind af Archiv der Gesellschaft fiir åltere deutsche Geschichtskunde med Rejseberetninger, Forstudier og Afhandlinger af betydeligt Værd; endelig Oversættelserne: Geschichtsschreiberder deutschen Vorzeit, som vel ikke formelt, men reelt stod i Sammenhæng med Monumenta. Men i det følgendeAarti

---

1 Et Selskab, hvis Medlemmer udnævntes af Centraldirektionen, men aldrig traadte sammen til noget Møde eller havde Indflydelse paa Styrelse og Arbejde. — Fr. Munter blev udnævnt til Medlem og sendte noget Materiale ind til Direktionen, saaledes som det var paalagt ved Lovene af 1819. (Archiv der Gesellschaft fur åltere deutsche Geschichtskunde I 70. — Ny kgl. Saml. 145 fol.).

gendeAartikommer Nedgangen. Bohmer dør i 1863, Pertz staar enevældig, og hans Herskesyge i Forbindelse med intellectuel Stivnen virker ødelæggende. Arbejdet gaar i Staa, Midlerne ophobes,Pertz ruger over det indsamlede Materiale og tillader ingen at faa Adgang dertil. En Mand som Th. Sickel, der vilde have været Diplomata-Afdelingen til uvurderlig Gavn, undlader han at knytte til sig, men holder Haanden over sin udygtige Søn. Jaffé forfølger han i sit Nid paa den laveste Maade.

Til sidst stod det klart, at Pertz maatte fjernes fra Ledelsen af Monumenta og den hele Styrelse af Monumenta undergaa en Reorganisation, men skønt der blev grebet kraftigt ind fra Regeringens Side, voldte det store Vanskeligheder at faa Pertz til at opgive den Arv, som Stein for saa mange Aar siden havde lagt i hans Hænder, og end større blev Vanskelighederne, da Grundlaget for den fremtidige Styrelse skulde drøftes, idet den Brydning, som allerede havde været til Stede i Bohmers og Pertz' Dage, nu gjorde sig gældende med Styrke, Brydningen mellem dem, der ønskede Berlins — Berlineracademiets — Supremati, og dem, der vilde bevare Monumenta som et almindeligt tysk Foretagende ved at sikre Academierne i Wien og Miinchen Indflydelse. Det lykkedes ikke Preusserne at føre deres Planer igennem, Monumenta Germaniæ historica blev ikke underlagt Academiet i Berlin, thi ved Ordningen af 1875, der staar ved Magt endnu, fik Videnskabernes Selskab i Wien og Miinchen Ret til hvert at vælge 2 Medlemmer af Centraldirektionen, mens Videnskabernes Selskab i Berlin skulde vælge 2 og Resten fremgik af Centraldirektionens Valg. Dog, den, der valgtes til at føre Forsædet, var pligtig at bo i Berlin.

Det blev Waitz, hvem alle havde set hen til under de brydsomme Forhandlinger i 1872—1875, der kom til at indtage Præsidiet, som han beklædte til sin Død i 1886. Han var særlig egnet til at tage Overledelsen i det store Arbejde ikke blot i Kraft af sin Indsigt, men ogsaa i Kraft af sin retsindige, taktfulde Personlighed. De forskellige Afdelinger fik deres specielle Ledere, og Arbejdet toges op med fuld Kraft paa gamle som nye Felter. I Spidsen for Afdelingen Auctores antiquissimi traadte Mommsen, der med Selvhersker-Energi kastede sig ind i denne Virksomhed og drev sine Medarbejdere fremad; 13 Quartbind af Skrifter fra Overgangsperioden mellem Oldtid og Middelalder var fuldendte ved Mommsens Død i 1902.

For de sidste Aartiers Vedkommende bliver Bresslaus Bog,
som rimeligt er, mere skematisk, mere forbeholden; Traubes og
Paul v. Winterfelds Profiler lige skimtes. — Værket er først og

fremmest Organisationens og Arbejdets Historie gennem de 100 Aar. Det fremgaar klart, hvorledes Monumenta Germanise historicaikke blot danner Grundlaget for Historieværkerne — kunde man tænke sig Haucks Kirchengeschichte Deutschlands skreven uden dem? — men stadig forbereder ny Undersøgelser, idet ny Problemer øjnes i Horizonten, naar det værste Vildnis er ryddet ved Udgiverens. Arbejde. Værdien af en stor Plan, fastholdt gennemskiftende Tider, Værdien af Continuitet i Uddannelse og Arbejde er Ledemotivet i Geschichte der Monumenta Germanise historica. Ellen Jørqensen.