Memoireskrivere har vanskelig ved at skelne mellem, hvad der har Interesse for deres Familiekreds, og hvad der fortjener at udgives til almindelig Læsning; Selvbiografier er let og yndet Læsning, og hvor det drejer sig om kendte Personligheder, om Hofliv og sligt, en god Salgsvare. Dette har ført til, at der i de senere Aar trykkes megen Memoirelitteratur, hvor det store Antal Bind eller Ark og Fremstillingens Bredde staar i Misforhold til Indholdets Værdi. Dette gælder de fire Bind, hvori Ingeniørofficeren,Oberst, Kammerherre C. H. Rørdam (1846—1916) har fortaltvidt og bredt og med megen Selvbehagelighed om sin Opvækst i et af de rørdamske Præstehjem, sin Skolegang og Officerskarriere. Hans Livsløb indeholder intet bemærkelsesværdigt, udover at han blev hjulpet frem af Kong Kristian 9., en Del Aar var Adjutant hos denne og siden paa forskellig Maade traadte i Kongefamiliens Tjeneste. Men heller ikke det Bind, der bringer Dagbogsoptegnelserfra Adjutanttiden 1891^—95, indeholder saa betydelige Meddelelser,at det retfærdiggør Skildringens Bredde. Forfatteren eller hans Efterladte burde have nøjedes med af det store Manuskript, der maaske kan fængsle en snæver Vennekreds, at uddrage en ringe Del, og f. Eks. i Personalhistorisk Tidsskrift have gjort det tilgængeligt for en større Læsekreds. Som Arbejdet nu foreligger, repræsenterer det en uheldig Art Memoirelitteratur. Mangelen af Personregister vanskeliggør at finde de enkelte Korn i den store Bunker Avner. I 2. Bind er, særdeles umotiveret, tildels i

Breve Ira Kristian 7., Juliane Marie og Arveprinsen til Ove Høegh
Guldberg fra Aarene omkring 1780. Ytringer af Kristian 9. og
Prins Hans om Aarene ca. 1864 indeholder intet nyt.