Norvegia sacra. Aarbok til kunnskap om den norske kirke i fortid og samtid er navnet pa en ejendommelig, ret storstilet publikation, udgivet af den norske kirkes biskopper under ledelse af prof. Oluf Kolsrud, som i nyere tid har indlagt sig sa stor fortjeneste af studiet af den norske kirkes historie. Der er allerede udkommet tre argange af »Norvegia sacra« (1921^—23), som har sat sig til mal at vsere »et organ for norsk kirkeforskning«, at vsere et samlingssted for arbejder omhandlende den norske kirkes historie, minder, arbejde, opgaver og omgivelser. Derfor bringer arsskriftet dels studier og kildestof til kirkens historie, dels skildringer og beskrivelser af kirkens nuvaerende tilstand og endelig undersegelser til belysning af nutidens kirkelige spergsmal. Selve tanken om pa samme sted at forene kirkehistoriske afhandlinger og indlaeg vedrerende nutidens arbejde er ikke ukendt i Danmark (jfr. f. eks. Im. Barfod og H. F. Rerdam: Kirke-Kalender for Slesvig Stift 1—2.1861^—2.1862^—64), men deter dog tvivlsomt, om den i det lange lob vil vise sig at vsere absolut heldig, i hvert tilfselde set fra den kirkehistoriske forsknings standpunkt. Tanken rummer den fare, at det praktiske hensyn tilsidst skal vinde overhand over det videnskabelige, og mange vil sikkert — ogsa af metodiske grunde — foretraekke en sondring mellem det egentlig historiske arbejde og dreftelsen af dagens spergsmal. — De foreliggende argange af »Norvegia sacra« rummer imidlertid et stort og vserdifuldt stof til den norske kirkes historie, selvom vel ikke alle bidrag er af samme ledighed. Det skal ikke forseges pa dette sted at opregne alle bidragene, men €n del bor nsevnes for derigennem at give et indtryk af den rigdom af emner fra de seldste tider i den norske kirke op til vore dage, som her har fundet deres behandling. Man trseffer saledes en oversigt over den norrene kristendoms seldste historie af Fr. Paasche (I, 10), og en laerd og indtrsengende afhandling af Absalon Taranger, hvori han underkaster kong Magnus Erlingssons privilegium for den norske kirke en undersogelse (11, 16) og kommer til det resultat, at privilegiet ma vsere yngre end 1171. Af bidrag til nyere tiders kirkehistorie kan fremhseves en posthum afhandling af J. Jorgensen om folkeundervisningentilstand paa landet i Norge omkring 1739 (111,52) samt R. Slaattelids oplysninger om ophsevelsen af konventikelplakaten af 1741 (I, 87) og om forhandlingerne om en norsk kirkeforfatning i 1840erne (11, 182). Vigtige oplysninger vedrerende den almindelige norske kirkehistorie vil man ogsa finde i forskellige offentliggerelser af hidtil utrykt kildestof, fremfor alt i Oluf Kolsruds store aktstykkesamling vedrerende Hans Nielsen Hauges fangen-

skab 1804^—1814 (111, 90) samt i selvbiografierne af M. B. Landstad, den bekendte salmedigter, (I, 117) og af stiftsprovst J. B. Flottmann (11, 139). I nær forbindelse med denne gruppe står den i øvrigt noget kortfattede skildring af indremissionæren Jacob Traasdahl (| 1903) af H. G. Heggtveit (11, 203) og af haugianeren Mikkel Grendahl af Anders Gimse (111, 145). Ejendommelig virker skildringen af Lars Skrefsrud i bodsfængselet af O. C. Breda (111, 190).

Også Norges kirkelige topografi har fundet fremstillere. Det er klart, at landets almindelige kirkehistorie bygger på en fast grund, når den støtter sig til arbejder, der nøje gør rede for enkelte egnes kirkelige forhold. Derfor læser man med særlig interesse udgiverens redegørelse for Stavanger bispestols historie (11, 62). Overvejende opbygget på statistisk materiale er Jørgen E. Sivertsens meget omfangsrige skildring af det religiøse og kirkelige liv i Troms fylke (I, 127). Finmarkens kirkehistorie er behandlet af Kristian Nissen (11, 113) og af Lars Jakobsen Hætta (111, 68).

Heller ikke kirkearkæologien og liturgiens historie er blevet forsømte. Ledsaget af mange ypperlige billeder skildres Hellig Olavs skrins historie af Thor Kielland (11, 1), medens Anders Bugge giver en interessant oversigt over den genrejsning og nyskabning, der har fundet sted i den nyere norske kirkekunst efter år 1900 (111, 350). Som bidrag til liturgiens historie bør fremhæves H. Wierss-Jenssens artikel om de liturgiske skuespil, især det mærkelige stjernespil (I, 21) og O. M. Sandviks gennemgang af nogle gammelkirkelige melodier i Hans Thomissøns salmebog (111, 30).

På grund af det nære forhold, hvori den danske og den norske kirke i svunden tid stod til hinanden, vil man også i »Norvegia sacra« træffe på mange oplysninger, der er af betydning for dansk kirkehistorie, således især i den ovenfor nævnte selvbiografi af stiftsprovst Flottmann. Oluf Kolsrud har i en tale (I, 76) søgt at skildre det moderne Grønlands ældste kirkehistorie udfra synspunktet: Hvad betød Hans Egede på baggrund af sin egen tid? Kolsrud hævder til sidst med styrke det norske folks ret til en andel i den berømmelse, Hans Egede vandt sig og Danmark. Biskop Jon Helgason giver (111, 6) en udsigt over den islandske kirkes kår under katolicismen.

En ikke ringe del af de enkelte årgange af »Norvegia sacra« optages af et afsnit, betitlet »In memoriam«, som bringer nekrologeraf nylig afdøde, mer eller mindre fremragende norske kirkemænd,af hvem der også findes portrætter. Der er her samlet en

del faktiske oplysninger, men iøvrigt er den historiske kildeværdiaf nekrologer som bekendt ikke den største. Større betydninghar derimod de selvbiografiske oplysninger, som de nye norske biskopper har meddelt. Hver årgang af »Norvegia sacra« afsluttes med offentliggørelsen af de indberetninger, som biskoppernei den norske kirke hvert år indgiver om de kirkelige forholdi deres stifter til det kgl. kirke- og undervisningsdepartement.De er interessante for nutidslæsere, og vil sikkert blive værdifulde kilder for fremtidens kirkehistorikere. Årgangen 1923 er endvidere blevet forøget med en kirkelig litteraturfortegnelse for det foregående år. Bjørn Kornerup.