I En Gennembrudstid har fhv. trafikminister Th. Larsen paa 200 smaa sider givet intet mindre end den vendsysselske landbefolkningsaandshistorie i tiden 1850^—80. Hvad der gør deH<> lille skrift særlig værdifuldt er, at skildringen for en stor del hviler pfia selvoplevelser eller beretninger fra førstehaandsvidner, thi i egnens aandelige liv har saavel forf. som hans fader og hele slægt kraftfuldt medlevet. Omkring 1850 herskede i kirke, skole og hjem en vanekristendom, der havde karakter enten af en sløv rationalismeeller af en bibelfast pietisme. Det var i og omkring kirkebyerne;udenfor, i klitter og paa heder, levede en befolkning, l'nr fattig til at kunne møde passende klædt i guds hus, overtroisk og overspændt, fjendtlig mod den officielle kirke og dens repræsentanter,men som dog ikke vidste at vende sig andet steds hen end til religionen for at finde udtryk for sin dunkle udlængsel og aandeligudfrielse for det tryk, det trælsomme og barske liv holdt den ånder, som ogsaa for sit følelsesfulde sværmeri. Derfor blev denne del af Vendsyssel i høj grad — man har paastaaet i højere grad ond andre dele af landet — i 50erne og endnu i 60erne de religiøse særmeningers. sekternes, arbejdsmark. Der var fra gammel tid

Herrnhuterne, der var Baptister, Kvækere, Irvingianere, der var Adventister og Methodister — ja, der var lokale sekter som „Sommerianerne" og „Jensenianerne" lige ned til de sekter, der en kort tid opretholdtes af „Tornspræst", en forløben Mormon med grundtvigianske talemåder, eller Kristen Nielsen, der 1869 gav sig ud for Indre Missions udsending. Men stærkest virkede i 50erne Mormonerne, sikkert nok fordi de bød paa virkelig udfrielseog gav udlængslen vinger i form af rejsebilletter til Utah. Th. Larsen, hvis faders liv var optaget af kampen med Mormonerne,der havde røvet ham kære slægtninge, har ved breve fra 60erne vist, hvilke frygtelige skuffelser og lidelser der yenlededem, der udvandrede i begejstring over Joseph Smidts evangeliumog „det nye Zion" — og dog har efter forf.s angivelser Mormonerne siden 1850 i Danmark døbt c. 26000, af hvilke 14000 er udvandrede. Det var Vendsyssel, de første amerikanske apostle: Eras tus Snow og George P. Dykes, valgte til missionsmark, og der gjorde de straks en god høst, skønt den første slet ikke kunde tale dansk, den anden lidt norsk.

Hvad det gjaldt om i Vendsyssel i 50erne var da først at faa skabt et tillidsforhold mellem kirke og skole paa den ene side og befolkningen paa den anden, dernæst at give befolkningen i dens forhold til kirke og skole den frihed, som den hidtil kun havde vidst at søge hos sekterne. Det blev her som andensteds i Danmark Grundtvigianismens sag at løse denne opgave, og hvormegetend forf.s vurdering af Grundtvigianismen er paavirket af hans eget hjertelige personlige forhold dertil, maa man indrømme ham, at dette maal naaede den, saavidt det lod sig gøre. Der havde vel blandt lærerne været enkelte pionerer for den grundtvigskeretning i Vendsyssel allerede i 50erne, særlig de to brødre Grønborg, men endnu i begyndelsen af 60erne var de grundtvigskekredse „kun smaa og spredte, som oaser i ørkenen, og af et virkeligt menighedsliv var der kun svage spor". Da kom, i de første aar af 60erne, en række grundtvigske lærere og præster, først og fremmest Algreen, til Vendsyssel, og snart danner der sig om dem større kredse, der skabte den enhed, man havde savnet. I kirke og skole taltes nu ord, der var følelsesfulde og frie nok til, at ogsaa hede- og klitboerne kunde føle sig opbyggede derved; følelserne omstemtes, og det var og er det store ved Grundtvigianismen i dens første form, at for friheden var der plads. Den übestemte frihedstrang, der før havde søgt udenfor kirken, fik nu anvist faste maal indenfor den. 12. novbr. 1867 indbød 12 mænd til et møde i Vester Brønderslev til drøftelse af spørgsmaalene om frimenighed indenfor folkekirken, om en forfatningfor samme og om sognemenighedernes valgret. Saaled^s

førte Grundtvigianismen ganske jævnt befolkningen sammen og ind i det politiske liv, idet den gav folkekirken ny aand og viste folket, at kirken ikke var uforenelig med folkefrihed og særprægethed.Gennemførelsen af valgmenighedsloven af 15. maj 1868 var seglet paa en ny overenskomst mellem kirke og folk; 70erne ser, ogsaa i Vendsyssel, den sejrende Grundtvigianisme.

Men dermed standser i virkeligheden ogsaa forf.s fremstilling; den ender med stiftelsen af „Vendsyssel Tidende" 1872 og „Aalborg Dagblad" 1878. Det er dog nu 40 aar siden — det vilde have været meget interessant, om forf. havde ført sin skildring længere op mod nutiden og vist os, hvorledes den politiske interesse, som Grundtvigianismen førte Vendsyssels befolkning ind i, senere partidelte den. Imidlertid er det jo kim „gennembrudstiden", forf. her har villet skildre, og vi tør da kun haabe paa, at han ad aare vil føre sin skildring videre.

Det er i selve gennembrudstiden Grundtvigianismen, forf. har for øje og vil give et billede af; det synes mig dog, at derved skydes et og andet fænomen til side og faar ikke helt sin tilstrækkeligepaaagtning. Der er for det første den gamle rationalisme.Det er dog muligt, at den fortjener en lidt bedre medfart, end den faar i forf.s fremstilling; dens ægtefødte, ovenikøbet ægte vendsysselsk fødte sønner var dog Lars og Thomas Bjørnbak, og maaske havde den ogsaa i den tidligere generation, repræsenteretaf brødrenes fader, Niels Thomsen Bjørnbak (d. 1862) som lærer i Lendum, noget større indflydelse paa befolkningen, end forf. vil tilskrive den. Dernæst er der Indre Mission. Forf. giver ef og andet træk til dens historie i Vendsyssel, men næppe pok til vurdering af dens betydning. Den har sikkert nok ogsaa haft sin folkelige mission, den nemlig at opsamle alle de kredse, -oille de hjem, der heller ikke i den sejrende Grundtvigianisme fandt udtryk for sin særlige følelsesbestemthed. Der har Indre Mission nok bidraget til sekternes udryddelse ved at samle op i sig, hvad Grundtvigianismen ikke kunde faa med af gammeldags pietisme. Disse forhold forbigaas ikke i forf.s arbejde, selvom der efter min mening ikke tillægges dem tilstrækkelig vægt. Men paa den anden side er Th. Larsens arbejde tiltalende ved sin aandsfrihed og kritiske sans; det er ingenlunde saaledes, at forf. staar ukritisk overfor den store bevægelse, hvis arbejde det er hans hensigt at skildre, og som han selv er hjertelig grebet af. Han kan meget vel se dens angribelige sider og selv finde drastiske udtryk derfor, som naar han taler om den underlige ..kalveknæede folkelighed", som hindrede virksomhedens aande.ligeligevægt, og navnlig i lians psykologisk fine skildring af, hvad han kalder Grundtvigianismens „høvdingetrang"¹, trangen til

til enhver tid at sværge til en bestemt fører, en ejendommelighed, der fik udtryk i og styrkedes ved sognebaandsløsningen. Th. Larsennævner for Vendsyssel en række indbyrdes højst forskellige præster, der saaledes efter hinanden udpegedes af folkestemningen til førere, og her gaar hans skildring ned til 1900; men man formenige.Disse er kun faa punkter af de mange, der kunde nævnessom eksempel paa den frihed, hvormed Th. Larsen staar nævnes som eksempel paa den frihed, hvormed Th. Larsen staar ■overfor den bevægelse, hvori han dog selv har været en drivende kraft; desmere tak skylder enhver dansk historiker ham for det værdifulde bidrag til forstaaelsen af vort folks historie i 19. aarhnndrede,som han i sit fortrinlige lille skrift har ydet.