M. Mackeprang: Vore Landsbykirker. En Oversigt. (Aage Marcus) Kbhvn. 1920.

I sin Oversigt over vore Landsbykirker
bruger Mackeprang et Sted 0. V.
Kochs Udtryk om de smukke og pyntelige
Kridtstenskirker i Grenaaegnen, at
deter vanskeligt at fore et Knivsblad
ind mellem Kvadrene, fordi de er saa omhyggelig sammenfajede.
I hvert Fald for en Ikke-Arkseolog er det vanskeligt at foretage
samme Operation over for Mackeprangs Bog, der netop er opfort
af mange ypperlig sammenfejede og nojagtig tilpassede Enkeltheder.
Den hviler pa a Slsegtleds lagttagelser over vore Landsbykirker,
indsamlede af dem, der gennem de sidste Menneskealdre
har vseret knyttede til Nationalmuseet, og nu bevarede i Museets
Arkiv, men desuden paa et Utal af Forf.s egne lagttagelser. Kun
den, der har gennemlsest saadanne »Indberetninger« i Museets
Arkiv, i Reglen snseversynede, nsesten aldrig alsidlge, kan vurdere
det Skarpblik, det Overblik, den historiske Viden og sikre
Kombinationsevne, som bserer Mackeprangs paa sit Omraade
forelebig afsluttende Vserk. Deter tilegnet Mindet om det seldre
Slsegtleds betydeligste og grundigste middelalderlige Arkseolog,
I. B. Loffler. Hans fortjenstfulde Hovedvserk er hans Udsigt over
vor romanske Kirkebygningskunst. Vserkets Svaghed beror paa
manglende kunsthistorisk Viden som Grundlag for sesthetisk Vurdering.
Mackeprangs Bog er ene og udelukkende arkseologisk,
o: den behandler kun Bygningernes materielle Grundlag, Materiale,
Konstruktion, Enkeltformer osv. Forud for tidligere danske
middelalderlig-arkseologiske Arbejder har det streng Systematik
og lysende klar Fremstilling. Der er Sider, hvor saa at sige hver
Ssetning indeholder nye positive Oplysninger. Ofte krydres Fremstillingen
af en sarkastisk eller munter Bemserkning, som altid
(maaske lidt overflodigt) fremhseves med et Udraabstegn. Forovrig
rober disse Bemaerkninger, at Forf. ikke er
Thi den forste Forudssetning for en sesthetisk Vurdering af et
Kunstvserk er den, at man glemmer sit eget Jeg for1 Kunstvaerkets.
Nyttigt, og betegnende for Mackeprangs Arbejdsmaade er
det statistiske Materiale, der offentliggores i Bogen. Og deter
karakteristisk, at tvivlsomme Besvarelser er udeladt. Hvor de
romanske Landsbykirkers yderlig smaa Vinduer og smalle Glas-

lysninger omtales (48), nævnes, at Vinduerne, for at bøde paa den ringe Lysmængdie de gav Adgang, altid anbragtes højt oppe paa Muren, og at de har skraa Karmsider for at samle og sprede Lyset. Men, spørger Læseren, hvorfor¹ er Vinduerne da ikke større? Forf. har vel ikke villet akceptere den Forklaring, at Glasset var kostbart.

Det første Afsnit har de bredeste Fuger. Ved Dateringen af Hørning-Planken i Nationalmuseet slutter Mackeprang sig til Henry Petersen. Men Ormeformen paa Plankens Yderside kendes fra bornholmske Runestene, der af Wimmer sættes til c. 1100 og c. 1150. Baluster formen er i oldromersk Kunst en Stenform. Den er brugt til Søjleskafter i angelsaksisk Stenarkitektur. Det ligger da nærmest, at den herfra er gaaet over til dansk Stenarkitektur, mens den i Norge er oversat fra Sten til Træ. Der kan ikke være Tvivl om, at Landsbykirkernes Vestgallerier under¹ eller i Taarnene har været Herskabsrum. Der kendes Analogier baade fra Nordtyskland, allerede fra karolingisk Tid at regne, og i det angelsaksiske England. Et Par skriftlige Vidnesbyrd vedrørende Roskilde og Lunds Domkirker (Saxo ed. Muller 564, og S. R. D. V, 595) kan kun hentyde til »Kongestole« mellem Taarnene. Thi under Katolicismen var den Plads jo fornemst, hvorfra man oversaa Kirken bedst. Efter Reformationen blev den Plads fornemst, hvorfra man hørte bedst. I Frederiksborg Slotskirke er begge Hensyn sket Fyldest, gennem Kongestolen foran Prækestolen og de to fyrstelige Rum paa Orgelgalleriet.

Det er ikke givet, at Koret af Murstenskirken i Ringsted har staaet færdigt, da Knud Lavard skrinlagdes 1170. Utvivlsomt er kun Aarstallet 1191 for Gumløse Kirke. Og hvis Korplanen af Vitskøl Kirke er oprindelig, kan Koret ikke være funderet tidligereend c. 1200. Naar Landsbykirkerne af Brudsten fik en arkitektonisk Inddeling, med Lisener, Blindinger, Rundbuefriser osv., nedstammer den, med Katedralerne som Mellemled, fra Rhinlandene. Ved Lunds Domkirke har lombardiske Stenhuggere udført dekorative og plastiske Enkeltheder; lærerigt er det at forfølgeEfterklangen af deres Virksomhed ud over Provinsen. Reminiscenserfra angelsaksisk Arkitektur er Anvendelsen af »opus spicatum« i Fraadstenskirker og vist ogsaa Kordøres portalagtige Udformning. Søjleportaler, der navnlig ved Nørrejyllands Granitkirkeranvendtes saa overordentlig hyppig, maa oprindelig gaa tilbage til italiensk Arkitektur. Dette er ogsaa hævdet af Johnny Roosval i hans noget paradoksale Bog »Studier i Danmark«, og heri har den udmærkede svenske Forsker for en Gangs Skyld uomtvistelig Ret. I det hele er det et paafaldende Faktum, at

arkitektoniske og dekorative Motiver ikke breder sig som Bølger i Vandet efter et Stenkast. De springer fra eet Land til et andet. Martin Nyrop fortalte engang, hvordan han i sin Ungdom en barsk Vinterdag fra Perpignan i Sydfrankrig, hvor han besøgte en bosiddende Akademikammerat, paa en Fodtur kom til en lille By Elne og her tegnede Kirken St. Gabriels Hovedportal. Den genopstod senere som Vinduesmotiv i Raadhushallen. Her er Kunstner, Forbillede og Anvendelse in confesso. Men hvorledes det har kunnet gaa til, at Sydvestfrankrigs bikubeformede Stenspir(St. Frent i Périgueux) er blevet fjærne Forbilleder for Tveje Merløse Kirkes Spir, vil vel aldrig blive oplyst. Men selve Sagen er evident.

Vor romanske Teglstensarkitektur falder i tre Hovedgrupper. Den ene, Gruppen i Børglum Stift, har Mackeprang behandlet udtømmende i Aarb. 1914. Den anden er den sjællandske Gruppe, der i øvrig sender* Forgreninger ud baade til Skaane, til Viborg, Aarhus og Ribe Stifter. Denne Gruppe er ikke for sine arkitektonisk-dekorative Motivers Vedkommende afhængig af nordtysk Teglstensarkitektur. Thi de Motiver, den sjællandske Gruppe har tilfælles med nordtysk Teglstensarkitektur, er alle optagne fra lombardisk Teglstensarkitektur, skyldes altsaa en fælles Kilde. Og de Motiver, som ikke er fælles for den sjællandske Gruppe og Nordtyskland, genfindes i Lombardiet. De to nordiske Grupper er altsaa to selvstændige, af hinanden uafhængige Skud fra den lombardiske Teglstensarkitekturs Stamme. Et enkelt Motiv, der er karakteristisk for¹ den sjællandske Gruppe, den indfældede Søjlestav, kendes dog ikke i Lombardiet. Vilh. Lorenzen har fundet det i Brudstensarkitektur, nemlig i Domkirken i Tournai. Om den tredie Gruppe danske romanske Teglstenskirkef, den lollandfalsterske, har Mackeprang i sin Bogs syvende Afsnit skrevet nogle oplysende Sider. Denne Gruppe er i det væsentligste afhængig af nordtysk Teglstensarkitektur. Dog er den dekorative Udsmykning rigere og fyldigere paa de to dlanske Øer end i Nordtyskland. Firkløver- og Trekløverornament er ikke det samme som Firpas og Trepas. De to sidstnævnte Ornamenter bestaar af Firkløver og Trekløver indskrevne henholdsvis i en Kvadrat og en ligebenet Trekant.

Mens de seks første Afsnit ogsaa nytter andres Undersøgelser, er det syvende Afsnit, »Gotiken«, i det væsentligste opført paa bar Bund. Forf. har dog ikke Ret i, at Afsnittet er en Skitse, hvis dermed skal forstaas et hurtig gjort, løst Udkast. Afsnittet er et solidt Grundlag, hvorpaa der kan arbejdes videre. Vore

gotiske Kirkers kamtakkede og blindingsprydede Gavle kendes
ganske vist ogsaa fra Nordtyskland, men Foreningen af Kamtakkermed
Blinding synes her kun brugt i Profanarkitektur.

Vi har herhjemme ikke noget middelalderlig-arkæologisk Værk, der i videnskabelig Værdi kan maale sig med Mackeprangs Bog. Man maa gaa til Udlandets ypperste, nogenledes ligeartede Værk, Heinrich Ottes Handbuch, for at finde noget tilsvarende. Ottes Værk sigter videre, er mere omfattende, idet det ogsaa omhandler den store Arkitektur, Kirkeinventar osv. Men sammenlignes Ottes Behandling af tyske Landsbykirker med den danske Forfatters, virker Mackeprangs alsidige Opmærksomhed, dybe Fortrolighed med og Oversigt over Emnet meget stærkt. En god Grund er der naturligvis lagt ved det Arbejde, der er udgaaet fra Nationalmuseet. Dog tilkommer den største Ære det lyse og klare Hoved, som har levendegjort det omfattende Materiale. Bogen burde oversættes til et Verdenssprog. Den rummer lagttagelser, der aabenbart har Betydning og faar den rette Belysning i almeneuropæisk Sammenhæng. Og dens Metode, med Udgangspunkt for det godt undersøgte Enkelttilfælde, vil med Udbytte kunne anvendes af Udlandets middelalderlige Arkæologi. Foreløbig kan man ikke komme videre her hjemme. Hvad der kan ske i Fremtiden er dette, at de enkelte Kunstner- eller Haandværkerindividualiteter omskrives med¹ deres Værker. Derved vil man kunne besvare Spørgsmaalene: hvorfra og hvordan. Fra det typiske kan man da naa til det individuelle, ud fra den Sandhed, at det ikke er Typer, men Individer, som har opført vore Landsbykirker. Mackeprang har selv med et Par jyske Granitkvaderkirker givet et vigtigt Fingerpeg i denne Retning, det samme har Otto Rydbeck gjort i Skaane. Og Vilh. Lorenzen har i sin Disputats været inde paa det samme for Renaissancens Vedkommende. Men for at Sagen kan føres videre med Landsbykirkerne, er en af Forudsætningerne, at Problemet: Døbefonte løses, og skal Sagen tages op for vor Arkitektur i dens Helhed, maa først det Inventar foreligge, som Nationalmuseet forbereder.

Der maa hertillands være ikke saa faa Mennesker, som følger deres eget Hoved i Valget af deres Læsning, thi skønt Mackeprangs Bog ikke er blevet synderlig omtalt offentlig, er den omtrent udsolgt. Med sine 104 Billeder', der udmærket støtter Teksten, er det forøvrig en meget smuk Bog. Til den eventuelle nye Udgavegives her sluttelig et Par Rettelser og Forslag. Underskriftenunder Fig. 57 skal være Jærnved. Tegningen af Tveje- Merløse Kirke paa Omslaget har misforstaaet Originalen. Et Registersavnes.

gistersavnes.Omtalen af Bjernede Kirke 135 kan let forlede til
den Antagelse, at Restaurationen af denne Kirke som Helhed
anses for efterlignelsesværdig.