J. Wilcke: Christian IV's Møntpolitik 1588-1625. Kbhvn. (Numism. Forening)

Arbejder over dansk Mønthistorie
er ret sjældne og er navnlig faldne
inden for Middelalderens Historie. Kr.
Erslevs Artikel om »Roskildes ældste
Mønter« var banebrydende paa dette
Omraade, som siden navnlig er blevet dyrket af P. Hauberg. Men
naar Talen er om Møntpolitiken, der behandler de forskellige
Tiders Grundsætninger for Møntfremstillingen, findes der egentlig
i dansk Literatur kun een Forløber for den foreliggende Disputats,
nemlig Axel Nielsens Doktorafhandling: »Specier, Kroner, Kurant
1671—1726«.

Dr. Wilckes Afhandling udfylder en Del af det Tomrum, som gaar forud herfor, men lader desværre endnu en Lakune paa 45 Aar mellem de to Værker staa übearbejdet. Den betegner utvivlsomten Vinding for Literaturen, thi den er et grundigt Arbejde;

navnlig i Beregningen af de mange Tabeller har Forfatteren nedlagtmeget Arbejde og en ikke ringe Skarpsindighed. Bogen er desuden velskreven, og Inddelingen af Stoffet er god. Dog maa der gøres en Undtagelse for Indledningens Vedkommende, der behandlerMøntvæsenets Udvikling i de større europæiske Lande: Spanien, Portugal, Frankrig, England, Nederlandene, Tyskland og Sverige; den gør Indtrykket af at være hverken hugget eller stukket, giver baade for meget og for lidt. Den er desuden lidet overskuelig; der gøres saaledes ikke Rede for de forskellige MarkersStørrelse; Kølnermarken omtales ofte, før den (21) bestemmes;"Wienermarken nævnes (30) uden Forklaring. Det vilde sikkerthave været formaalstjenligt, om Tabelsystemet ogsaa havde været anvendt her, og om Guldmønterne var blevet udregnet i Gram fint Guld. 81. a. vilde man saa have kunnet gøre den interessantelagttagelse, at de vesterlandske Staters Guldmønter nærmersig meget til hinanden i Vægt. Bemærkes maa det dog m. H. t. Indledningen, at naar den har faaet den nuværende lidet tilfredsstillende Skikkelse, skyldes det stærke Forkortelser i Manuskriptet.De fraskaarne Dele findes trykte som selvstændige Artikleri »Numismatisk Forenings Meddelelser« og indeholder adskilligtaf

Afhandlingens Hovedparti, der omhandler Danmark, er bygget paa et betydeligt Materiale. Af trykte Kilder har Forfatteren som Hovedpiller kunnet benytte og har omhyggelig udnyttet de kendte Publikationer af Erslev, Secher og Bricka-Fridericia; desværre er det samme ikke Tilfældet med den fjerde trykte Kilde, som stod til hans Raadighed: Laursens Danmark-Norges Traktater. Desuden har Forfatteren bragt en betydelig Høst i Lade fra Rigsarkivets forskellige Fonds, ikke blot fra de iøjnefaldende, som Møntmesterregnskaber, Rentemesterregnskaber og Rentekamrets forskellige Variapakker, men han har ogsaa søgt videre ud, som til de diplomatiske Akter angaaende Forbindelsen med Holland og Sverige, ligesom han systematisk har gennemgaaet de Samlinger, der oplyser Danmarks Forbindelse med Kejserriget samt Gottorparkivet.

Paa sine Steder kan man dog ikke andet end kritisere den Maade, hvorpaa Høsten er foretaget, og det indhøstede Materiale benyttet. Snart drejer det sig om meningsløse Fejllæsninger, som (134): »ohne gewisse confusion und ausregten [!] Schade« for »åusserstenSchade«; snart om manglende Forstaaelse, som naar Forf. (45) ikke fatter det plattyske Substantiv »gehelen«, Samstemning. En mærkelig Omtale har den danske Studehandel faaet (16), hvor

der tales om Udførsel over Rødvig i Stevns, der dog hverken i Toldforordninger eller Toldregnskaber fra Kristian 4. s Tid nævnes som Toldsted; Havnen er da ogsaa først anlagt i 19. Aarh. Navnet er aabenbart en Fejllæsning for det laalandske Rødby, der i 16. Aarh. var det almindelige Overfartssted fra Mecklenburg til Danmark,og hvis Regnskaber over Heste- og Øksnetold er bevarede fra 1640-erne. Samme Sted angives hele den danske Studeeksport i 17. Aarh. til op mod 100,000 Stk. aarlig; Fridericia fremsætter det mere nøgterne Tal 37—38,000. Forf. falder (34) i Forbavselse over, at Grev Adolf af Holstein-Schauenburg 1588 lod et Bud faa 1 Ortsdaler i Drikkepenge for hurtig Ekspedition: »Saa meget hastede Sagen!« Men er en kvart Daler virkelig saa mistænkeligt høje Drikkepenge for en Rejse fra Weserfloden til Altona? Allerededisse Eksempler, hvortil kommer hele Citeringsmaaden — afdøde J. A. Fridericia maa naturligvis finde sig i overalt at faa sit Navn stavet som den jydske Købstad — viser, selv om det vilde være urimeligt at hænge sig i de her anførte Enkeltheder, at det ikke alene drejer sig om et videnskabeligt Førstearbejde af Forfatteren, men at han overhovedet ikke har indlevet sig i den Periode, hvis Møntvæsen han skildrer, at det skorter ham i nogen Grad paa den almindelige historiske Viden, som er nødvendig, for at man kan være helt hjemme paa et saa specielt Omraade som Møntpolitikens.

Grundtanken i Dr. Wilckes Disputats er følgende: I Slutn. af 16. Aarh. indtræder der en almindelig Møntforværrelse i Tyskland, fordi Møntregalet er en saa væsentlig Indtægt for de smaa Fyrstehoffer; den kulminerer i »Kipper und Wipper«-Tidens Skillemønt; det os mest nærliggende Eksempel er Greverne af Holstein-Schauenburg. Sverige undgaar indtil 1604 at komme ind paa dette Skraaplan; ogsaa Danmark bukker først ved samme Tid under for Fristelsen, men først i 1618 er det gaaet op for det brede Folk, hvor daarlig den danske Mark er. Kongen og Landet har i denne Tid haft fremmede Dalere i tilstrækkelig Mængde, de ommøntes imidlertid til ringere Sorter, og Udbyttet deraf bruges til Slotsbygninger. I 1618 kan man ikke naa videre med at forringe Skillingen, saa følger da i dens Sted Kronen, hvis egentlige Sølvindhold med Kunst holdes hemmelig. Den er i Virkeligheden kun en Skillemønt. Til at udmønte den har Kristian 4. en Million af Elfsborg Løsen. Som »en Draabe i Havet« slaas til Gengæld samtidigt 8000 gode Dalere pr. Aar.

Dette Resultat giver Forf. Anledning til haarde moralske
Domme. Ligesom han (133) udtaler sig spydigt om den nedersachsiskeKreds'

sachsiskeKreds'Fyrster 1616, og (87) ved Omtalen af Hertug Johan Adolf af Gottorp 1605 »ikke véd, hvad man mest skal beundre: Frækheden eller Hykleriet«, saaledes vender han sit grovesteSkyts mod Kristian 4. selv. Allerede før 1618 bebrejder han ham »et ikke ringe Hykleri« (130), og taler om det »beskæmmende« ved, at den fine Mark fra 1604 ikke har den Sølvholdighed, som den »efter hele Læren« skulde rumme (71). Særlig galt bliver det imidlertid med Kronemønten af 1618. Dens Underhaltighed forklaresud fra en Underkendelse af Kongens moralske Karakter, hvorfor Fridericia og Yngvar Nielsen anføres som Støtte (142), og ydermere dadles den Hemmelighedsfuldhed, hvormed han søger at skjule Møntens sande Indhold, thi Aabenhed vilde have »røbet hele Sammenhængen« (159 og 167). Ansvaret hviler paa Kongens Person alene, Rigsraadets Delagtighed i Beslutningen »betvivles«(139).

Dette Hovedresultat er virkelig betydningsfuldt, da det — forudsat, at det er rigtigt — bliver et ikke uvæsentlig Bidrag til Kongens Bedømmelse og herigennem faar Interesse for den almindelige

Hertil er nu først at bemærke, at Møntforværrelsen i Tyskland i 16. Aarh. har en anden Hovedaarsag end de smaa Hoffer. Samtidig med Møntloven 1559 var Udnyttelsen af de lokale Bjergværker kulmineret, Landet selv frembragte ikke tilstrækkeligt ædelt Metal, og Markedsprisen paa Sølv overgik, hvad Møntherren havide Ret til at faa ud deraf i Stormønt. Man maatte følgelig slaa sig paa at udmønte Smaamønt. Men ved større Vareindkøb var Stormønten nødvendig, man maatte følgelig købe spanske Penge og ommønte dem til Stormønt, der p. G. a. Handelsbalancen stadig strømmede til Udlandet (Italien, Nederlandene, England o. s. v.). Følgen blev en stadig stigende Nødvendighed for Øvrighederne til at tage Tabet igen ved uslere og uslere Skillemønt, som Folket ikke kunde afvise p. G. a. den stigende Pengenød. Heraf »Kipperund "Wipper-Tiden¹.

Hvad Hertug Johan Adolf angaar, anfører Forf. i Virkeligheden intet Bevis paa hans »mala fides«; ingen Anordning mellem ham og hans Møntmester citeres. Forøvrigt tager han (109) til Dels Angrebet paa ham tilbage, da han viser, at Hertugen senere modarbejder den slette Skillemønt, og til Forklaring herfor har han kun, at det er »tænkeligt, at Følgerne af den tidligere uheldige Virksomhed har givet ham bedre Indsigt.«

---

1 Ritter: Deutsche Geschichte 11, 461.

Den fulde Forklaring for Datidens daarlige Mønt faas dog først ved at spørge om, hvorledes denne Tid saa paa Møntregalet. Her har vi i Virkeligheden en »Lære«, men en anden end den, som Dr. Wilcke omtaler (71).

Af Statsretslærerne siger den protestantiske og monarkiske Arnisæus 16101: »Tantum enim valet num-mus, quantum Maj-estas ipsum valere jubet, quippe quæ efficere posset, ut etiam papyraceus vel coriaceus (Læder) nummus in eodem haberetur precio quo aureus.« Og han tilføjer: »Non dependet igitur ex ipso metallo ejus pretium, sed ex dispositione Reipublicæ«. Den reformerte og republikanske Arumæus² erklærer 6 Aar senere: »Nummi essentia non aliunde quam ab Imperatoris auctbritate et arbitrio pendet. Lex tamen rationem non excludit. Ita nummus præter auctoritatem Principis materiæ bonitatem requirit.« Med Rette forklarer Prof. Axel Nielsen³ Datidens Opfattelse saaledes, at de ædle Metaller vel havde en naturlig Værdi, men at denne først blev fuldkommen, naar Øvrigheden satte en ny Værdi paa den. Da Pengene var skabte af Staten, kom Handelen til at høre under Politiken, ikke under Økonomien. Schmoller peger jo ogsaa paa, at Landsmønten var den Institution, som ved Siden af Landsfinanserne kraftigst bidrog til at afslutte den Ring, der forbandt Territoriet til et økonomisk Legeme⁴.

Hvad nu angaar Fyrsternes utilbørlige Fortjeneste paa dette Regale, er det dog værdt at lægge Mærke til, at medens Karl 9. af Sverige 1604 tjente 58 pCt. paa sin Udmøntning (hans Mønt indeholdt 16,2 Gram fint Sølv i Stedet for 25,5), var Kristian 4.s samtidige Fortjeneste kun 18 pCt. (den fine Mark, som gjaldt en kvart Daler, var 5,47 Gram i Stedet for 6,5). Paa Kronemønten 1618 regnedes først med en Avance paa 11 pCt, hvortil kom en Slagskat paa 6 pCt. og en Opgæld paa 5 pCt., ialt 22 pCt, altsaa atter en nogenlunde moderat Fortjeneste. De 8000 Dalere aarligt er forøvrigt heller ikke nogen »Draabe i Havet«. 1618_—19 blev det 16,000 mod de 48,000, som sloges til Kroner, altsaa et Forhold at 1_—3. Det er muligt, at Prof. Axel Nielsen har Ret i, at de var beregnede til Kiel-Omslaget, men ved disse store Sølvmønter kan man heller ikke lade være med at tænke paa den Motivering, som V^allenstein noget senere gav for aarligt at præge 12,000 Dukater i sit bøhmiske Fyrstendømme: »Selv om jeg skal lide Skade deraf,

---

1 De lib.7.

2 De jure publ. i Disc. acad. I, 881.

3 Den tvske Kameralvidensk. 115 f.

4 Umrisse u. Untersuchungen (1898) 28.

vil jeg ikke lade mig føre derfra; jeg gør det ikke for Nyttens,
men for Reputationens Skyld.«1

Men nu Hemmelighedsfuldheden ved Kronemønten? Navnet »Krone« peger mod Vesteuropa og tyder særlig paa en Tilnærmelse til Nederlandene, med hvem Forbindelsen i disse Aar var saa kraftig. Efterser man de samtidige Møntmesterinstrukser hernede, finder man t. Eks., at det 1619 paalægges Møntmesteren Johan Gerritszon i Haag²: »Førnævnte Møntmester skal være bunden til paa Anfordring af General-Mestrene at give dem al tilbørlig Underretning, paa hvad de vil spørge ham om angaaende Møntordonnanserne, holdende det iøvrigt sekret, saaledes som det sømmer sig« (houdende't selve secret als nae behooren). Hemmelighedsfuldheden var altsaa et almindeligt Træk i Datiden og skyldtes ikke Kristian 4.s daarlige Samvittighed; den var rettet mod Falskmøntnere, som vilde eftergøre Mønten selv med samme Lødighed, hvorfor det paabydes Møntmestrene i Danmark 5. April 1618, at »de dennom det icke bør at vide, ei aabenbare«. Kongen vilde ikke skjule noget for sine Undersaatter, men han vægrede sig ved at dele Fortjenesten ved Udmøntningen med uvedkommende. Møntanordningen var heller ikke mere hemmelig, end at den omtaltes 12. Juli i det aabne Brev (Wilcke 156) og indførtes i Sjællandske Registre, hvorom man kan overbevise sig gennem den trykte Udgave »Kancelliets Brevbøger«. Der er ikke Spor af Grund til at antage, at Rigsraadet skulde være bleven holdt uden for Sagen, og at »Ansvaret« skulde hvile paa Kongen.

Men hvad er nu endelig Grunden til den nye Kronemønts Indførelse?Først og fremmest maa der vel peges paa den Træthed, som kan have grebet Kristian 4. ved at følge det tyske Møntvæsen,der var kommet ud i et saadant Uføre gennem sin Skillemønt.Men der er fastere Holdepunkter end Formodninger. Det var i de Dage, det ostindiske Kompagni stiftedes i Danmark efter hollandsk Mønster. I den nederlandske Traktat med Ceylon 1612 hedder det: »Non Monetæ genus nisi reales afferet«3, d. v. s. Kronemøntenvar indarbejdet i Østen og maatte benyttes af enhver, som vilde handle herude. I den oprindelige Traktat 1618 mellem Danmarkog Kejseren af Ceylon, der dog ikke ratificeredes, bestemmes det i | 19, at Penge og Møntsorter skal være afgiftsfri, men af ikke-møntet Sølv skal der toldes⁴. I den virkelig afsluttede Traktat 1620 mellem Ove Gedde og Kongen af Tanjore hedder det i § 8:

---

1 Hans Schulz: Wallenstein 81.

2 Placcaten van Holland ende West-Vriesland (1644) 120.

3 Rigsarkivet: Holland A 1600—22.

4 L. Laursen: Danm-Ng.s Traktater 111, 333.

»Sollen die Dånischen allezeit muegen negotiiren in alle unsere
lander mit seiner Leibde -von Danmark muntze, genant Coronas
Danicas von silber ..., und dass jeder Corona soil gelten vierzehen
oder funfzehen Fanous von goldt nach seiner wiirde«1. Det var
netop Sagen: man vilde i alle europæiske Lande have Guld fra
Østen, saaledes som man ser t Eks. i Belgien 1618 og Frankrig
1602. Kristian 4. laante til Privatmænd Penge »udi den ostindianskeHandel
at indlægge«, andre Penge forstrakte han til selve
Kompagniet, det samlede Beløb var mindst 37,451 Rdlr.2, og da
Flaaden sejlede af, havde Ove Gedde 31,500 Rdlr. i Penge med,
altsaa over 20,000 af de nye Kloner3. Saaledes forstaar man, at
Kronerne kunde faa Ben at gaa paa. Der er ingen Anledning til
med Forf. at antage, at de danske Bønder skulde have maattet
bløde for at indveksle den nye Mønt til Skattebetaling. Gennemgaaendebetalte
de ikke Pengeskatter, og imellem Kalmarkrigen
og 1620 var det kun enkelte Gange, 24. Juni 1617 og 4. Juli 1618,
at der paalagdes en Afgift til Befæstninger (hver ti jordegne Bønder20
enkede Daler, og hver ti Fæstebønder ti Daler)4. Heller
ikke er der Anledning til som Forf. at tænke med Vemod paa de
Slotsbygninger, som har rejst sig for Kristian 4.s Udbytte af
Kroneudmøntningen, bl. a. af den Grund, at hans Slotsbygninger
væsentlig henhører til Tiden før 1611, ikke til Perioden mellem
Kalmar- og Kejserkrigen. Der kunde overhovedet nu være Grund
til at sige Stop til al den Følelsesudfoldelse over Slotsbyggeriet i
Kristian 4.s Dage. Ikke alle var de heller i sin Tid enige med den
Forf., som skrev: »Ingen kan beundre de herlige Mindesmærker,
uden tillige at tænke paa de Suk og de Klager, der er opstegne
fra Hundreder af trællende Landets Børn«5 ... Endelig maa det,
som Prof. Axel Nielsen siger i sin Anmeldelse af Disputatsen0,
erindres, at eet er den Værdi, som Regeringen satte for sin Mønt,
og noget andet den virkelige Værdi, hvorfor den circulerede, og at
det havde været nok saa interessant, om Forf. havde belyst dette
sidste Spørgsmaal noget nærmere7.

Thi naturligvis var ikke Kronemønten indført alene med den

---

1 Laursen 111, 363.

2 Se en Liste over Debitorerne i Indk. Breve t. danske Kane. 1619—23.

3 Laursen 111, 324.

4 Secher: Forordn, og Recesser 111, 501 og 546.

5 Danm. Riges Historie IV, 113.

6 Nationaløk. Tidsskr. 1919 S. 534 ff.

7 Uden Betydning er det heller ikke, at Regeringen samtidig med Møntens Forværrelse søgte at holde Tjenestefolkenes Løn nede paa det samme Niveau ved Forordn. 23. Juni 1608 og 16. Nvb. 1619 (Secher 111, 247 og 592).

østindiske Handel for Øje. Men helt uden Interesse er det heller ikke, at ligesom dens Opstaaen var forbundet dermed, kom det samme til at gælde om dens Ophør 1625, da vor Deltagelse i Trediveaarskrigen fik det østindiske Kompagni til at sygne hen. De Bemærkninger, jeg har knyttet til Dr. Wilckes fortjenstfulde Arbejde, er anlagte fra en Historikers Synspunkt og har haft til Opgave at vise, dels Datidens Syn paa Rettigheden til Møntudprægning, dels de virkelige Forhold ved Kronemøntens Udstedelse. Det forekommer mig, at hans Hovedresultat, den stærke Fordømmelse af Kristian 4.s Holdning i Møntspørgsmaalene, skyder langt over Maalet, og, der er maaske saa meget mere Grund til at holde fast herved, som den Vurdering af Kongens Personlighed, man møder i vor Tid, ved sin Reaktion mod tidligere Tiders Lobhudling synes at være kommet noget for langt til den anden Side. Knud Fabricius.