Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 2 (1921 - 1923) 1

2. Biskop Livo af Odense.

Af Arthur Köcher.

Side 338

Alle vil sikkert være enige om, at det har sin store Interesse i saa stort Omfang som muligt at faa draget ledende Personligheder fra 12. Aarh. frem af den Slagskygge, som den mægtige Absalonsskikkelse kaster over den sidste Halvdel af Aarhundredet^ og at faa stillet dem i klarere Lys. Til saadanne Personligheder hører først og fremmest de skismatiske Bisper Okko af Slesvig og Livo af Odense. Det er om denne sidste, at det er lykkedes mig at fremdrage nogle Oplysninger, som jeg her meddeler i en sammenhængende Biografi.

Livo omtales allerede omkring 1138i som Provst ved St. Albans Kirke i Odense, og viser sig da som en nidkær Mand, der kraftigt værner om sin Kirkes Interesser. Hans Kirke havde hidtil,skønt oprettet af Kongen, staaet i et vist Afhængighedsforhold


1 S. R. D. I, 273.

Side 339

til Knudsklostret. At faa dette Forhold forandret og sin Kirke eximeret har været hans Formaal; han fører sin Strid igennem, og et Forlig kommer i Stand mellem de to Kirker. Erik 3. har maaske bidraget til at hidføre dette, men snart efter maa Kongen i et direkte Brev til Livo indtrængende anmode denne om ikke at bryde Forliget. Tonen i dette vort ældste Brev af privat Karakterer en saadan, at man maa formode, at Livo har været tilbøjeligtil at ville omstøde de trufne Bestemmelser, formentlig fordi St. Albans Kirke til Gengæld for Exemtionen maatte betale de 4 Mk. Midsommergæld (æstiualis census), den plejede at faa (eller faa eftergivet?) af Kongen, videre til Knudsklostret, hvis Velynder Erik 3. som bekendt var, uagtet det konkurrerede med hans egen Kirke. Ved at medføre et saa alvorligt økonomisk Tab blev Exemtionen vel ogsaa nok en tvivlsom Fordel. Allerede Kong Niels havde givet 20 Mk. til St. Knuds Munkene1; naar nu Brevet til Livo omtaler, at Knudsbrødrene foruden de 4 Mk. har andre 16 Mk. nostræ elemosinæ quæ simul sunt XX annuatim, kunde det tyde paa, at St. Albans Kirke kun kort Tid havde nydt Glæde af det aarlige Midsommergældstilskud, og at Knudsbrødrene ved Forliget fik tilbagegivet übeskaaret en Aarpenge, de i den samme Tid havde maattet lade sig afkorte.

Selve Privatbrevet til Livo er nu desværre kun bevaret i en
stærkt korrumperet Skikkelse:

Ericus rex Danorum Liuoni præposito et omnibus St. Albani parrochianis scribens ecclesiam Diui Albani liberam esse uult a monachorum St. Canuti dominio quam legitimo possessionis iure tenebant et pro ea iuris amissione accipiunt frates a rege iiij marcas aestiualis [pensionis overstreget] census [quam overstreget] quem conferre solebat [rex overstreget] rex ecclesiæ Albani ut sic tandem inter illos controuersia tolleretur præterea renouatas contentiones tolleret scribit. Audiuimus hine iterum intra uos contentiones oriri quod profecto dolemus quia in nullo fratrum quietem turbari uolumus vel patiemur. Quocirca tuæ (?) Liuo præposite per gratiam perque fidem quam mihi debes et intra nos (? uos) est rogo et incunctanter præcipio omnibus quod uobis amicitiae tenore denuntio ut pactum intra uos firmatum nullo modo irrumpetis sed ut dictum est Ecclesiam uestram [liberum overstreget] libere possideatis fratres autem præfatas 4 marcas cum alijs XVI nostræ elemosinæ quæ simul sunt XX annuatim accipiant. Quod si quis nostris præceptis contraire tentauerit Divinae ultioni et nostræ [subiacebit overstreget] subiacebit.

Som det heraf vil ses, begynder dette Udtog, der er taget af


1 Dipl. A. M. I, 243.

Side 340

Hamsfort1, ganske refererende og er rettet paa en saadan Maade, at man kan se, at Referatet er frit. Men efter det vel lange Referat følger en subjektiv Affattelse, der henvender sig direkte til Livo i andenPerson — hvilket ikke ellers forekommer i Kongediplomer — indledetmed Audivimus hine iterum. Først herfra kan der være Tale om en direkte Afskrift. Den Sanctio, Brevet slutter med, truer saavel med guddommelig Hævn som med Kongens. Dette stemmer godt med, at Erik 3. er den første Konge, der stiller en reel Straffeklausul op sammen med den guddommelige2. Paa den anden Side er Tilstedeværelsenaf en højtidelig Sanctio ejendommelig i et saadant Privatbrev, den har snarere haft Plads i selve Forligsaktstykket. Kun som en Sammensmeltning af Forligsaktstykket — hvad enten det er efter selve Aktstykket eller et Referat — med det private Brev kan jeg forklare mig det besynderlige Hamsfortske Udtog.

Livo støder vi derefter1 først paa 1147, 17. April, da han vidner i Bisp Riculfs Gavebrev til Odense3; derpaa møder vi ham som Vidne i et Brev udstedt af Valdemar 1. paa et Møde i Odense. Brevet er dateret 1152. Hamsfort retter Aaret til 1162 4, Vedel Simonse n6 til 1159; jeg tror, at det allerede er givet 1157 eller maaske før, da det er affattet i Singularis i Modsætning til de senere Valdemarsbreve6. 1157 ved vi i det mindste, at Valdemar var i Odense; det staar derimod hverken fast for Aaret 1159 eller 1162.

1159 dør Pave Hadrian 4. og Kardinalerne deler sig i to Partier,der kreerer hver sin Pave: Victor 4. og Alexander 3. Paa det Kirkemøde, Frederik 1. sammenkalder 1159 i Pavia, er Danmark repræsenteret bl. a. ved Radulf, Valdemar l.s Kansler. 1162 er Valdemar selv til Stede paa den af Frederik 1. sammenkaldte Synodeved Saonebroen og aflægger Lensed til Kejseren. Paa dette Tidspunkt har Valdemar helt sluttet sig til Victor1 4.s og Kejserens Parti. Forud herfor er da gaaet et definitivt Brud med Eskil, der maatte gaa i Landflygtighed 1161. Det store Skisma ude i Europa har foraarsaget et tilsvarende mindre i Danmark. Den foretagsommeOdenseprovst Livo har i Skismaet set et Middel til at


1 Kali. Bvo 668.

2 1140 Originalen Aarb. 1882, regie uindicte cum excommunicatione atque perpetua maledictione secundum canonica instituta subiåeeat. — 1145 Brevet til Bisp Herman Cod. Esrom. 91 omnipotentis dei iram et regalem experiatur vindictam.

3 Kun bevaret i Omtale af Hamsfort S. R. D. I, 274 = VII, 219.

4 S. R. D. I, 276.

5 Odense Bys Historie I, 107.

6 Jfr. H. T. 9 Rk. 11, 169, Anm. 1.

Side 341

komme frem, og da det træffer sig saa heldigt, at Riculf dør 1162, bliver Livo valgt i hans Sted1. Eskil er imidlertid i Landflygtighed,hvorfor Livo ikke kan blive viet, og da han i det hele taget ikke har Udsigter til at blive viet af Eskil, er det let forstaaeligt, at vi træffer ham som Valdemars Ledsager i 1162. Dertil har han rimeligvis som en af de ledende Skismatikere i Danmark og som den modne og erfarne Mand, han paa dette Tidspunkt maa være, eftersom han allerede er Provst i 1138, spillet en vis Rolle som Raadgiver for Valdemar; som det forekommer mig, sandsynligvis i langt højere Grad end Absalon, hvis noget vaklende Holdning næppe indtages af Valdemar. Allerede af den Omstændighed, at Sakse nævner Livo, kan man slutte, at han har haft en ikke ringe Indflydelse og Position, eftersom Sakse ellers ingen Odensebisp nævner. Herpaa tyder ogsaa, at Dagen efter Mødet ved Sa6nebroenvies Livo af selve Pave Victor 4. til Bisp i Odense; ifølge Sakse2 nedlagde Absalon Protest.

Allerede 1164 dør nu imidlertid Victor 4., og 1167 lider Frederik1. Nederlaget overfor de lombardiske Stæder, Alexander 3.s Parti styrkes stærkt herved, og Valdemar ser sin Fordel ved at svinge tilbage. Han søger Udsoning med Eskil, og da denne vender tilbage 1167—68, maa de skismatiske Bisper fortrække: Okko i Slesvig afløses af Frederik, og Livo finder det sikrest at drage bort. Man har hidtil været tilbøjelig til at tro, at han var død ved denne Tid3, ja, en sagnagtig Videreudvikling lader ham ehdogsaa dø en voldsom Død4. Men dette er ganske urigtigt. Han fortrækker ganske vist fra Danmark, men drager til Tyskland, hvor Skismaet endnu ikke er bilagt, og der derfor er Jordbund for ham. Han slaar sig ned i Køln, hvor han 1168, 22. Maj, optager Benene af den hellige Kunibert5. Dernæst (køber han sig et Landsted udenfor Køln. Købet er optaget i Kølner Stadsbogen: notum sit omnibus tam presentibus quam futuris quod episcopus de Dacia dominus Livo et nepos eius Achilius acquisiverunt domum sitam iuxta Renuma Ludewico de Stumbele et uxore eius et ab omnibus heredibuseius; quod confirmatum est vero testimonio iudicum, scabinorum,magistrorum


1 Eller ogsaa har han skubbet Riculf til Side; ifølge Hamsfort, hvis Oplysninger, især de kronologiske, dog ofte er ret tvivlsomme, dør Riculf først 1163 S. R. D. I, 277.

2 784.

3 Hans Olrik: Konge og Præstestand 61 og Riografisk Lexicon X, 346.

4 S. R. D. VII, 221 jfr. Helveg: Den danske Kirkes Historie I, 421.

5 v. Mering: Die hohen "Wurdentråger 24 og v. Mering u. Reichert: Die Bischofe und Erzbischofe von Koln I, 56.

Side 342

rum,magistrorumet civium1. Det er rimeligvis denne samme Gaard, Livo tildeler Kolner Domstiftet efter sin Død 24. April et af de nærmest følgende Aar, og hvorfor han faar en længere Omtaie i Domstiftets Necrologium fra 13. Aarh.: Obiit Lievo episcopus Pheonensis ecclesie in Dacia, qui contulit domum Kerpene in Vilzirgravemaiori ecclesie; que solvit singulis annis 9 marcas ad supplementum dominorum2. Medens den danske Bisp saaledes faar en hæderlig Omtale i et tysk Necrologium, fattes hans Dødsdagi de danske Dødebøger, og hans Efterfølger Simon sad maaske allerede før hans Død paa Bispestolen i Odense.


1 Publikationen der Gesellschaft fur Rheinische Geschichte I, 1893, Kolner Schreinsurkunden des 12. Jahrhunderts 11, 1, 88.

2 Lacomblet: Archiv f. die Geschichte des Niederrheins ill, 390, jfr. Bohmer: Fontes 111, 343.