|
Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 1 (1918 - 1920) 1J. P. Jacobsen. Manes: De Døde og Menneskelivet. Anden Bog. Stormennesket. Genius og Manes. Kbh. og Krist. (G. B. N. F.) 1916.Ada Adler. En Hovedopgave
for Religionshistorien Det er i og for sig beundringsværdigt, at en Forsker, der ikke var klassisk Filolog, kunde samle et saa vældigt Materiale fra de antike Kilder; den moderne Litteratur er benyttet i et skønsomt Udvalg. Som Helhed har man det Indtryk, at Kilderne er benyttede paa første Haand; i modsat Fald angives Oversætteiser eller andenhaands Kilder. Fortolkningen af Kilderne er ofte subjektiv og noget skæv, men alle omdisputable Tilfælde skal jeg lade ligge. Der er ogsaa uomtvistelige Fejl, og de mest graverende findes mærkeligt nok, hvor man mindst vilde vente det hos en Historiker, i Behandlingen af de historiske Kilder. I det forunderlige Kapitel om Alexander, vel nok det uheldigste i Bogen, opstilles (p. 93) den Paastand, at alle Efterretninger om Apotheose af levende før Alexanders Tid er værdiløse, fordi de kun findes hos Diodor, om hvem det (p. 95) rigtigt siges, at han er rettroende Euhemerist. For den moderne Filologi, der kun betragter Diodor som en Samling af — for Størstedelen udmær- Side 312
kede — Kilder1, er dette Rsesonnement intetsigende, navnligt -da de 4 af dei anikrte Tilfselde vedrarer Sicilien, til hvis Historie Diodor efter den almindelige Antagelse benytter de bedste Kilder, der ikke alle kan mistoenkes for at vsere euhemeristiske. Forbavselsen stiger, naar man ser Stederne efter. I de 3, der drejer sig ora Theron, Diokles og Timoleon, er der kun Tale om /Eresbevisninger i levende Live, og hertil konimer for Theron og Diokles — i et nyt Saetningsled — Kult efter I)oden. Gaadens Oplesning findes, naar man slaar op i det middelmaadige Vaerk, der er J.'s Hovedkilde i dette Bind, Pfister: Der Reliquienkult im Altertum (= Religionsgeschichtliche Versuche und Vorarbeiten V). Her findes, p. 586 f, den samme gale Fortolkning af de 3 Steder, idet Ord, der blot betyder hsedrer, henholdsvis beundrer, aldeles überettiget tages som Bevis paa Kultus. Men denne kedelige Fejl hos Pfister er ikke tilstrsekkelig til at odelsegge hans Beviser finrr. at Ar-oiheos*? 1 Igvpnrtf> T.ivs forekommer for Euhemeros (c, 300), da de 2 resterende Diodorsteder er tilstrsekkelige; i hvert Fald 16,20 om Dio antages af alle at gaa tilbage paa en med Begivenhederne samtidig Kilde. Det vigtigste Bevis giver Pfister imidlertid ikke paa dette Sted, hvad der er en formel Fejl, men der henvises udtrykkeligt til p. 555 f. Her omtales ganske kort Lysander, der endnu for Aar 400 blev dyrket af samtidige som en Gud, bl. a. paa Samos; deter uheldigt,- at Pfister ikke udskriver Stederne: Plutarch, Lysander 18 og Athenaeus XV, 696 e, der citerer samme Kilde, Duris' samiske Kronik fra Beg. af 3dje Aarh. Duris kunde dog ikke fortselle, at hans Landsmsend, Samierne, omdobte deres Hovedfest Heraia til Lysandreia, hvis det ikke var sandt. Lysanders Apotheose er ogsaa omtalt af Rohde, Psyche II 356 f, det Vaerk, J. fremfor alle andre bygger paa. Altsaa paa et Punkt, der for J. spiller en stor Rolle, har han 1) vseret saa uheldig at faa nogle Steder gait oversat 2) ikke gjort sig Stedernes Kildevserdi klar 3) overset virkeligt bevisende Efterretninger. En lignende
forhastet Ytring om historiske Kendsgerninger 1 Jacobsen vil gerne nedssette Diodors Vserdi som historisk Beretter om Cultusforhold< ; den moderne Forskning er i en sjselden Grad enig om, at han gengiver sine Kilder tro. Til Alexanders Historie, Bog XVII, bruger Diodor en daarlig Kilde, der paa den ene eller den anden Maade gaar tilbage til den p. 85,3 lovpriste >folkelige» Kleitarchos. Selvfalgeligt ber Arrian foretraekkes for Diodor; Stedet om Hephaistions Apotheose, Diodor 17,115, er imidlertid ikke unajagtig Kildegerigivelse, men hviler paa en daarlig Kilde, hvorimod Arrian stiltiende polemiserer paa de p. 93.1 anforte Steder. Side 313
strækkeligViden.De fleste og værdifuldeste Vidnesbyrd gælder Overklassen.« Da J. ikke anvender Pluralis Majestatis, gør han sig igen skyldig i en überettiget Slutning e silentio. I Anmærkningen,et Sted, hvor der ellers ofte udfoldes en Æmnet ret uvedkommendeLærdom, citeres kun Friedlånders og Fahz's Fremstillinger;hele den øvrige omfangsrige og dybtgaaende moderne Litteratur om den antike Magi, der ganske vist nok saa meget behandler de talløse Fund af Trylledukker, Amuletter o. 1. som Litteraturen, synes J. ikke at kende. Jeg vil her blot henvise til to lettilgængelige og fortrinlige moderne Oversigter, Huberts Artikel»Magia« i Daremberg-Saglio, Dictionnaire des antiquités grecques et romaines, og Wiinschs og Deubners »Charms and Amulets« i Hastings Dictionary of Religion and Ethics. J's originalePaastand finder just ikke Støtte i Kendsgerningerne. Den meste Magi i Oldtiden — som ellers — trivedes i de lavere Klasser,mens pæne Folk holder sig derfra. Den orientalske Indflydelsebringer nye Former for Magi, og idet den opløser de gamle religiøse Dannelser, baner den Vej for Magien, som nu ogsaa breder sig i de Lag af Samfundet, som hidindtil var de kulturbærende. Saa fejlagtige er heldigvis ikke de fleste Ytringer af J.s bekendte socialhistoriske Grundanskuelse, men denne udøver dog overalt sin Magt og lader ham se Udviklingen i et skævt Lys. Denne Grundanskuelse, hvis Værdi for Historieforskningen i Almindelighed ikke her skal drøftes, har forhindret enhver dybere Indtrængen i den antike Storhedstid, der er uløseligt knyttet til aristokratisk organiserede Samfund. Billedet af denne Tid, der for den menneskelige Kultur har større Betydning end noget andet Tidsrum, er ganske fortegnet, medens den antike Kulturs Forfaldstid, som indledes med den stærke orientalske Paavirkning, der var en nødvendig Følge af det græske Herredømme over Orienten, er langt rigtigere opfattet. Endnu mere congenial var J. med romersk Aand; den forstaaende Skildring af Genius er det mest dybtgaaende i Bogen. For Hovedæmnet er imidlertid den skæve Opfattelse af Antikens Blomstringstid af mindre Betydning, fordi det er den senere Oldtids religiøse Liv, der danner Baggrunden for Kristendommen. Disse Indvendinger rammer ikke Hovedtanken, at Helgendyrkelsenhviler paa de samme Forudsætninger som Heroskulten og udøves ved samme Midler. Selv i den forsigtige Form, Hypothesenher fremtræder i, hvorved en historisk Forbindelse mellemde enkelte kristelige og hedenske Kulter ikke behøver at paavises,anser jeg den for forfejlet. Selve J.s Grundbetragtning, at jævne Folks religiøse Meninger og Skikke er saa nogenlunde ens til alle Tider, og at derfor et fieligionsskifte ikke betyder en aandelig Revolution, er jo den almindelige hos moderne Religionsforskereog Side 314
forskereoger
navnligt kraftigt hsevdet af Frazer, men i den
dogmatiskeForm, J. udtaler ofte den Anskuelse, at Guderne ikke betod saa meget for det jsevne Folk som Heroerne (p. 9, 110, 205, 238). En virkelig Gendrivelse maatte skildre hele den graeske Religion. Aarsagerne til Fejlsynet er, atJ. holder sig for meget til litteraere Kilder, naar Talen er om Guderne. Han har ikke Sogt at danne sig et Billede uloselig Opgave. Deter ihvertfald uheldigt, at Heroerne adskillige Steder faar mere, end der tilkommer dem, paa Gudernes Bekostning. Mest graverende er det p. 74; i Herodots Fortaelling om Helenes Helligdom i Therapne oversaettes »Heroinen«x), men der staar »Gudinden«, og Isokrates, som desvaerre ikke citeres, siger udtrykkeligt at Helene og Menelaos her blev dyrkede som Guder, ikke som Heroer. Deter virkeligt ikke nok i en Anmserkning at henvise til Bethes Artikel »om Helenes oprindelige Guddomsvaesen«; paa den Tid, da det af Herodot fortalte Mirakel skete, betragtedes Helene som en Gudinde; om hun senere i Oldtiden, vel under Indflydelse fra Homer, er sunket ned til Heroine, er i denne Sammenhaeng ligegyldigt. Omvendt staar Sagen med Asklepios. J. haevder, hvad ingen nogensinde vil falde paa at benaegte, at han oprindeligt er en Heros; og deter ogsaa rigtigt, at Laegevirksomhed mest bestrides af Heroer. Men Asklepios' store Betydning i den hellenistiske Tid og senere kommer forst, da han er blevet en Gud. Derfor er hele Afsnittet om Asklepios, der horer til Bogens bedste Partier og giver en Maengde vserdifuldt Stof, uden Beviskraft for Hovedthesis. Skont J. har maattet renoncere paa at finde Heroskult i Italien, vilde han gerne gore Divus Augustus' Kultus til noget lignende: »Hvad mangier der da i, at han er en Heros«? Det vilde dog paa den Tid have vaeret en blodig Fornaermelse at gore en Augustus til Heros; denne Vaerdighed var sunket meget i Kurs, efter at man mange Steder i Graekenland, tidligst i Bootien, heroiserede enhversomhelst Dod (Rohde, Psyche II 358 ff). 1 Fejlen findes allerede i Heros og Helgen, p. 27. Side 315
Der er Steder, hvor J. er klar over, at Forskellen mellem Gud og Heros (en Forskel, jeg slet ikke vil udslette) er mindre væsentlig, naar Blikket rettes paa, hvad Mennesket vil opnaa af de højere Magter. Denne rigtige Opfattelse overskygges imidlertid af den (for at bruge et af Bogens Yndlingsudtryk) theologiske Distinktion, at en Heros er død og d3^rkes ved sin Grav, en Gud er ikke død og har ingen Grav. En Gud, der dør, er ganske vist ikke nogen ægte græsk Forestilling, (Rohde, Psyche I 131), men den kan ikke have været revolterende for Grækerne. Guder, der dør, findes som Frazer har skildret, over hele Jorden, navnligt i primitiv Agerbrugskultus; i Ægypten og Forasien, de Lande, der laa Grækerne nærmest og gennem Aartusinder stod i Kulturudveksling med dem, spiller disse Gudeskikkelser en uhyre Rolle. Allerede i forhistorisk Tid accepterede Grækerne den thrakiske Dionysos; saaledes som hans Kultus formede sig i Hellas, blev Legenden om hans Sønderrivelse dog af mindre Betydning. Den lilleasiatiske Adonis, Typen paa en saadan Gud, dyrkedes ivrigt allerede i 6te Aarhundrede, og i Kultus var Gudens Død altid Hovedmomentet. I den hellenistiske Tid kommer flere til, navnligt Osiris, der dog altid betragtedes som en fremmed. For Spørgsmaalet, hvad Kristendommen kan have overtaget fra Hedenskabet, er det urgræske Standpunkt ganske ligegyldigt; i den senere Oldtid var Forestillinger om, at en Gud dør eller har en Grav, vidt udbredte i Grækenland og Italien. Selvfølgeligt er det en betydningsfuld Lighed mellem Helgen og Heros, at de begge i Fortiden har været Mennesker; derimod er Helgenkulten ikke udelukkende en Gravkult, som J. saa gerne vil gøre den til. Helgendyrkelsens Berøringspunkter med Gudekultuser imidlertid lige saa afgørende. Jeg kender kun levende Helgenkultus fra Italien, men efter alles Sigtende har den i Grækenlandsamme Karakter. For den, der kender antik Religion, er de mest slaaende Lighedspunkter Billeddyrkelsen og den rent lokale Betydning. J. omtaler selvfølgeligt BilleddyrkelsenJ); i Hovedstedetp. 58 ff. er de fleste og interessanteste Exemplarer hentedefra Gudekultus — af gode Grunde, thi Billeddyrkelsen er hos Grækerne et af de mægtigste Elementer i Gudekultus, men derimodikke i Heroskult. At Helgenerne har afløst de gamle Lokalguder,selv om en direkte Overgang sjældent kan paavises, er et af de sikreste Resultater af Useners Arbejde. Herimod kan ikke indvendes, at Lokalguderne netop er Heroerne; dels modbevises denne Paastand strax ved Forholdene i Italien, hvor der kun har 1 Historien p. 61,2 fra Gregor af Tours om Kobberslangen og Kobbermusen, der sikrede Paris mod Udyr, harer til et langt primitivere Stade end anthropomorf Billeddyrkelse. se Frazer. Golden Bough, 2 Ed. II 427 ff. Side 316
vieret Lokalguder, ikke Heroer, dels viser et nojere Studium af de graeske Lokalguddomme, der oftest bserer de store Guders Navn, hvortil fojes et betydningsfuldt Tilnavn, at de for Storstedeleaejr selvstaendige Ss&rguder,—der^kun—4yrikes-4-en -elier-fea Byer, uden at de derfor har det mindste Praeg af Heroer. Her blomstrer den Polis-Ethik, hvorom der desvserre kun findes 6—76—7 Sider, vaesentligt omhandlende det samme som i de foregaaende Skrifter — Sofokles' Oidipus. Men til at skildre denne Smaastadsreligionkraeves en Indleven i Sydens Nutidsliv, som synes at have ligget Dr. J. fjiernt. At Lokalgudernes Kultus fortssettes i Helgenkulten bekr^eftes, naar man ser paa den muhammedanske Helgenkultus i Vestasien og Nordafrika. Yed sin übegrundede Foragt for ethnologisk Sammenligning afskar J. sig fra det udmserkede Parallelstof, her gives. Oven i Kebet vilde han have fundet sin Hovedtheori bekraeftet; thi i Palaestina nyder endnu i vore Dage ganske nyligt afdode Dyrkelse og Helgengraven spiller den allerstorste Rolle. Mors (](\ firstr HolliffHr.rrirr!^ h6r er io rigtigQOk Fortssattglsfi ::T de urgamle Gudekulter paa »HoJene«. Denne Helgenkult, der i Palsestina er faslles for alle Religioners Bekendere, har i Hovedsagen samme Karakter som i de ovrige Middelhavslande, fraset den manglende Billeddyrkelse. Mine Indvendinger mod Bogen er da forst og fremmest principielle, bundende i en anden Grundopfattelse. Sikkert vil Vserket blive meget lsest og ssette mange Tanker i Bevsegelse, seggende og originalt, som deter. Dets formelle Fortrin, den klare, letlseselige og dog dybt personlige Fremstilling vil skafFe det Lsesere baade blandt Forskere og i videre Kredse. Ogsaa som Brudstykkc er »Manes« et betydeligt Vaerk, men sorgeligt er det, at kun de to Bind, der liar ligget Jacobsens egentlige Studier fjsernest, er blevet fuldendte. Den bebudede tredje Del om Helgendyrkelsen i Gallien skulde omhandle et Stof, hvori han var sserligt indlevet, og en Tidsalder, der stod hans Hjserte nasrmere end Oldtidens aristokratiske |