|
Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 1 (1918 - 1920) 1De danske Folkevisers ældste Tid og Visernes Herkomst.AF JOHANNES STEENSTRUP. 1."^ man ønsker at komme paa Spor efter, hvorledes XNI vore danske Folkeviser er opstaaede — og de dragne Slutninger kan vel uden Fejltagelse gælde Nordens Folkeviser i det Hele —, naar man vil have Rede paa, med hvilke Kulturforhold de staar i Forbindelse og hvor den nærmeste Tilknytning til Digtningen i Udlandet kan være at søge, vil den første Opgave for en saadan Undersøgelse naturligen være at skaffe sig Vished om, hvor langt tilbage i Tiden man i det Hele kan paavise Folkeviser i Danmark. Her vil atter det første Punkt, som maa klares, være dette, hvor tidligt Strofer af Folkeviser er optegnede. I sin smukke Redegørelse for Folkeviserne i „Illustreret dansk Litteraturhistorie" (I, 135 ff.) har Carl S. Petersen holdt et Overskue over, hvad der er bevaret af Viser i Haandskrifter fra Middelalderen. Han kan paa vise en Del Strofer optegnede i det 15. Aarhundrede, men fra en tidligere Tid egentlig kun to. I Anledning af denne Udtalelse har Kr. Kaalund i „Danske Studier" (1917, 81 f.) givet nogle Oplysninger om „Gamle Folkevisevers"; han gør opmærksom paa, at der dog findes nogle flere og optrykker disse. Her tror jeg nu, at der maa gøres en Indvending, og at det bestemtere maa hævdes, hvad der er Folkevisers Egenart baade med Hensyn til deres ydre Skikkelse og deres Emner. Side 233
it_j : Ti 1.l A ,>n~..«,1~ o A.-.1.1-. Fn^orimßt ivicucus 1 ijamauu ancii,uu 1 QCI J. ASril. imilclllli"! var begyndt at aflese Stavrimet, gik der to Aarhundreder hen, forend det ret fik Fodfaeste i Danmark og i England. Det angelsaksiske Vers, der tillsegges Kong Knud den Store og som har fire Linier, der to og to rime indbyrdes, siges at have vseret en af Folket sunget Vise, men denne er ikke bevaret, og Verset er ikke bleven optegnet for hundrede Aar efter Kong Knuds Tid. Vi kan i den latinske Digtning fra Danmark og England spore, at der i disse Menneskealdre har vseret en Brydningstid med to Smagsretninger og Rimmaader. Et af vore seldste, rimede latinske Vers er vel Indskriften om Knud den Helliges Segl (Presenti regem signo cognosce Cnutonem, hie natum regis Magni sub nomine cernis), hvori der vel naeppe er Stavrim. Baade Bogstavrim og Enderim ses derimod hyppigt anvendte i Prosavaerker fra Kong Niels' Tid, der ofte er skrevne i halvrythmisk Form. Det seldste danske Vers, der har Enderim, foruden at det har Stavrim, er vistnok Indskriften med Runer fra osterßronderslev Kirke: kirkia er kriste kcent manom til misguntar. Suen sun germuntar. Den er fra o. 1200, og til dette Tidspunkt ssettes ogsaa en nylig lsest Runeindskrift paa en Kniv: Thuri mcerke skar a hceftce, Are tcelicethe skceftce1. Folkevisen bygger rent og helt paa Enderimet og kender ikke det mindste til Stavrimet. Men der er mange andre Forhold, som stempler dens Egenart. Uagtet Kunstløshed er Folkevisens store Princip, er den strængt bundet i mange Henseender og følger Regler, der aldrig overtrædes. Den stræber efter at komme det daglige Livs naturlige Tale ret nær, hvad der mærkes i Ordvalg og Ordenes Forbindelse, i Sætningernes Bygning, i Rythmens fri Bevægelse, i Arten af de anvendte Billeder; i meget afviges der dog fra denne Hovedregel, men da sker det altid ved Benyttelse af Ord og Vendinger, som nu engang er bleven Visestilens godkendte Samtidig
digtedes der imidlertid Vers af helt anden Art.
1 Steenstrup i Hist. Tidsskr. 7. R. IV, 121 ff.; J. Brandum-Nielsen i Aarb. f. nord. Oldk. 1917, 197 ff. Side 234
Tankesprog eller Ordsprog paa Rim, man skrev Mindevers eller Indskrifter, digtede satiriske eller berømmende Strofer, lyriske Flagrevers, Penneprøver og andre rimede Ting. Og det er til denne Art Digtning, at de fleste af de som „Folkevisevers"anførte Strofer og Linier maa henregnes, naar de da ikke hører til den lærde, den kirkelige eller den hofmandsagtige, mere kunstmæssige Digtning. Allerede i de i Runehaandskriftet- fra o. 1300 bevarede Verslinier: dromde mik en drem i nat um silki ok ccrlik peel moder os, som i flere andre af de opregnede Strofer, el jey eller udg, soiu egeullig fjerner uei fra Foikeviserne, der ikke udtaler sig i Jeg-Form, medmindre Versets jeg er det, som kan forekomme i den indledende saakaldte Omkvaedsstamme1, men som straks forsvinder, naar den egeiitligc Vise bcgynuei. Fulu'i saa niiieligl ci" uei, ai hine Linier kun var en yndet Indledning, hvortil der som Impromptu kunde knyttes Fortssettelser af allehaande Art2; vi ser det da i alt Fald parodieret i et Haandskrift fra 15. Aarh., hvor Drommen i Nat fortssettes med, at det var om en Kat, en Hund, en Tro (Trol? monet Rimord paa jdce/?) Endelig er jo Verset Probacio penne, gwd ware med megh ok henne, kun Eksempel paa en Skrivers Lyrik, og de tre andre Vers fra samme Haandskrift er gejstlig Poesi og har intet med Folkeviser at gore, til Eks.: Maria jak beder
tegh jomfrw ren Netop fordi det
er sikkert, at der digtedes lyriske Vers 1 Smlgn. Omkvsedet til Nr. 67: dremth haffuer mik om jomfrwer i alle naath. 2 Af de Musiknoder, der er tilfajet ved Verset, har hidtil intet kunnet udbringes, se Th. Laub i Dania 11, 149 ff. 3 Deter vist et almindeligere Forhold, som kommer igen til mange Tider, at man har staaende Emner eller Begyndelser, der kan indlede Pennepraver, Impromptuer, onskevers, Lejlighedsstrofer og lignende. Herhen harer egentlig ogsaa ,de to Roser", hvor individuelt et Prseg den anfarte Linie end kunde synes at have. Jfr. saaledes Omkvædene til Grundtvig Nr. 126 ABC: Under de Roser to, Nr. 201 B: De Roser to; Omkvædet til de svenske Former af Nr. 146 Marsk Stigs Døttre: två rosor och två dågeliga liljor (S. 387), Anders Arrebos Digt: Jeg saa to deilig Roser staa paa førstelige Rode (Levnet og Skrifter 11, 14). — Om Drøm som en motiverende Indledning for Visesangeren se foran 234, Anm., jfr. Child, English and Scottish Popular Ballads Nr. 48 Young Andrew: As I was cast in my first sleepe, a dreadfull draught in my mind I drew etc. Side 235
Jak war iOi"
siiiiiiaiii vvdiii cli dans Det bedste af
alle Versene er,det karakteristiske Vers haui that
Skanunga ærliki mææn Men atter her bestrider jeg, at det er et Folkevisevers. Axel Olrik, som dog ellers havde et saa fint Øre for Folkedigtningen,finder, at det er ganske i Visestil, og han anserdet for et Dansevers fra det 13. Aarh.2 Jeg har her den samme Indvending som ved de andre Vers, at Ordene rkke fuldt hører hjemme i Viser, at Sætningsbygningen er for tæt og prægnant, og at den metriske Form er altfor regelret; Verset har helt Ordsprogets og Sentensens Karakter.Hvorfor skulde en Skaaning, som ejede eller afskrev den skaanske Kirkelov og som læste om, hvordan tidligere Afskrifter var ble ven sendte rundt i Herrederne for at Bønderne ej skulde „tage mod Ulov", ikke kunne give sine Følelser Luft ved at danne disse to berømmende Linier, som jo har deres Baggrund i de gentagne skaanske Oprør? Fordi man har juridisk Interesse, kan man godt være poetisk stemt. Jeg behøver blot at erindre om, hvorledes Sodermannalagen (o. 1330) lader to af sine Balker ende i 1 Om dette Vers se Schlyter, Skåne-Lagen XVI; Kr. Kaalund i Arkiv f. n. Filol. XII, 371; A. Olrik i Danske Studier 1905, 169 f, J. Olrik ib. 1907, 140. 2 A. Olrik henfører ikke direkte Verset til en Folkevise, saaled-es som de andre Forfattere, selv om han ligestiller det med Viseyers. Naar han lader Verset have „en hørlig Forkærlighed for de gammeldags Stavrim", vilde dette netop føre os bort fra Folkeviserne. Side 236
Vers, hvis
regelrette Bygning saa klart viser os Forskellen nu er sagt um
drap oc sar Endelig er Indholdet af Skaaningeverset ganske afvigende fra hvad der ellers berøres i Viser, hvor den Slags lokalpatriotiske Udsagn med historisk Baggrund vist ingensinde ellers forekommer. Selv om et eller andet af de omhandlede Vers vilde kunne godkendes som tilhørende en Folkevise, vilde vi ikke ad denne Vej naa længere tilbage end til Tiden o. 1300. Imidlertid kan der ikke være Tvivl om, at der blev digtet Folkeviser allerede tidligt i det 13. Aarh. og særlig at historiske Begivenheder blev behandlede i Viser. Dette gælder Danmark og sikkert ogsaa de to andre nordiske Riger. Naar jeg i de følgende Undersøgelser udelukkende holder mig til de danske Viser, har Grunden været den, at allerede disse foreligger i et saa overvældende stort Antal, at de frembyder et rigt og tilstrækkeligt Materiale, hvorhos de gennemgaaende har det ved de her behandlede Emner vigtige Fortrin, at de er optegnede i langt tidligere Tid og foreligger i langt flere Afskrifter og Former end de svenske og norske Viser. Endelig vil jeg ved at beigrænse Henvisningerne til dette Omraade kunne give en større Sikkerhed for, at der ikke er sket et vilkaarligt Udvalg, ligesom vist heller ingen vil tvivle om, at Resultaterne vilde være blevne de samme, dersom de norske og svenske Viser var medtagne; de har ]o i Almindelighed fulgt de samme Veje som de danske. 2Den franske Lærde Paul Meyer offentliggjorde foren Del Aar tilbage en Række Optegnelser fra det 13. AarhundredesMidte af en ukendt Franciskanermunk, der var engelsk af Fødsel, men som synes at have virket i Cork i 1 Schlyter, Sodermannalagen 55, 161. Side 237
Irland1. Opiegiielseiiie findes iet Manuskript fra det 11. Aarh., der tilhører Domkirken i Durham. Indholdet er „Exempler", det vil sige Fortællinger, der kunde anvendes i Prædikener til Opbyggelse og Vejledning, mange af dem er tagne af Bøger, men andre stammer fra hvad der mundtlig,var berettet for ham af hans Ordensbrødre i England og Irland. En af disse Fortællinger angaar Danmark, og Brødrene Axel og Jørgen Olrik har henledet Opmærksomhedenpaa den og optrykt den i „Danske Studier" (1907, 175 f.); i deres Fortolkning af den er der et væsentligtPunkt, som formentlig hidtil ikke er bleven forstaaet. Naar Talen er om tøjlesløs Leg — fortæller Munken — vil jeg ikke undlade at berette, hvad Broder Peter, som for nogen Tid tilbage var i Følge med Visitator Concedus og som efter hans Død fulgte ham i denne Stilling, fortaltemig og andre Brødre i Dublin. Han sagde, at i hans Fædreland Danmark (Dada kan kun her have denne Betydning)var det Skik, at naar Kvinderne laa i Barselseng kom Nabokanerne sammen for at gaa hende til Haande og for at gøre sig lystige sammen med dem ved Dans og tøjlesløse Viser. Det hændte saa engang, da Kvinder var forsamlede ved en Kones Barsel og vilde holde deres Løjer efter Landets slette Skik, at de sankede Halm sammentil et Knippe og gav det Skikkelse af en Mand, der havde Arme af Straa, de gav ham Hat paa og Belte om og kaldte ham Boui. De opførte saa deres Kædedans; to Kvinder holdt ham mellem sig, de sprang om med ham, og mellem Versene vendte de sig efter Landets Skik imod ham med uhøviske Lader og sang: »Syng Boui, syng Boui, om hvad han gjorde?" Men i det samme gav Djævelen, som jo havde de elendige Kvinder i sin Vold, dem et Svar med en gruelig Røst: „Ja, jeg skal synge!" (naturligvis ikke selve Knippet, men Djævelen, der sad inde i det), og han udstødte et saa forfærdeligt Brøl, at nogle Kvinder 1 Notices et extraits des manuscripts de la bibliotheque nationale et autres bibliotheques XXXIV, 433. Forfatteren har lagt den sidste Haand paa dette Arbejde henimod 1279. Side 238
faldt døde om,
andre var i den Grad slagne af Skræk og Denne Begivenhed maa være forefaldet i Slutningen af Valdemar Sejrs eller i hans Sønners Tid. Brødrene Olrik har rigtig peget paa, hvor megen Lighed den skildrede Lystighed har med det „Konebarsel"' eller „Kvindegilde", der kendes som dansk Almueskik i nyere Tid og endnu i vore Dage, hvor de i Anledning af Barselet forsamlede Kvinder drikker sig lystige, danser og synger, tumler ud paa Gaden, tvinger Mænd til at danse, river Hatten af dem osv. Skikken forekommer mig nærmest at indeholde en overlegen Hoveren fra Kvindernes Side over det priviligerede Hverv, der fra Naturens Haand er tildelt dem, derfor gaar vel sæiligl ud over barnløse Ægtemænd, og saa stærkt er man endnu i det 19. Aarh. gaaet det sømmelige nær, at man trak Bukserne af Mænd, hvad der berettes baade fra Danmark og fra Holsten1. Imidlertid tror jeg, at man kan naa endnu nærmere ind paa Forstaaelsen og især faa Oplysning om hvad Kvinderne sang. Men her maa vi da gaa to hundrede Aar længere tilbage end Valdemar Sejrs Tid. Juleaften 1021 holdtes der i Kølbigk an der Wipper i Anhalt Ottesang i Landsbyens Kirke, der var viet til St. Magnus, og under den fik en ung Karl ved Hjælp af to Piger Præstens Datter Awa lokket ud fra Gudstjenesten til Dans i Kirkens Forhal og paa Kirkegaarden. En Tylvt unge Mænd tog Del i Runddansen og holdt ikke op, da Messen begyndte; de kaade Menneskers Syngen og Trampenvar ved at overdøve Messens Toner, hvorfor Præsten forlod Alteret, gik ud og formanede dem til at høre op. De blev desuagtet ved, og i sin Vrede raabte han da: „Saa give Gud og den hellige Magnus, at I maa blive ved at synge og danse det hele Aar rundt!" De ænsede imidlertid ikke Forbandelsen, men dansede ustanselig videre. Præstens 1 E. T. Kristensen, Det jydske Almueliv. Tillægsbind IV, 69. J. F. Schiitze, Holsteinischcs Idiotikon 11, 256. Side 239
Søn greb sin Søster i Armen og vilde rive hende ud af Rækken, men han beholdt kun den løsrevne Arm, uden at dog hendes Legeme blødte. De Dansende følte ikke Hunger eller Tørst, men trampede fort i Uger og Maaneder,de syntes intet at sanse uden deres fortvivlede Dans og Sang. Først da Aaret var omme og Juleaften oprandt paany, faldt de i Ro ved den samme Klokketime, da de var begyndt; de sov tre Dage i Rad og vendte derpaa tilbagetil Hjemmene. Men deres Opførsel havde bragt dem i saa ondt et Ry, at de maatte forlade Egnen og vandre viden om. Mange beholdt længe derefter rystende Lemmer som Mindelser om Dansen og fandt først Helbredelse paa fjerne Steder. Det vilde være ganske urigtigt at kalde den hele Historie for forbandet Digt, om end mange Overdrivelser og fabelagtige Træk er komne ind i den — flere er her blevne forbigaaede — ligesom det ogsaa er vist, at Fortællingen er i nogle Enkeltheder bleven paavirket af en Beretning hos Kirkefaderen Augustinus om, hvordan 7 Sønner og 3 Døttre, der havde behandlet deres Moder uærbødigt, fik til Straf skælvende Lemmer og vandrede viden om, inden de fandt Helbredelse. Et saadant Danseraseri som det, der hændte i Kolbigk, er velkendt fra andre Tider, der er fuldt belyste1, saaledes fra det 16. Aarh., og Lægekunstens Historie viser os, i hvilken Grad hysterisk Hengivelse af denne Art er smitsom. Nervelidende, aandssvage eller epileptiske Mennesker slutter sig uvilkaarlig til andre, der er grebne af saadan Lidelse, og tilsidst bliver det vanskeligt at skelne mellem dem, der virkelig er syge, og de simulerende. Man kan heller
ikke henvise til, at Kilderne er altfor 1 Se herom Hecker, Die groszen Volkskrankheiten des Mittelalters; H. Haser, Lehrbuch der Geschichtc der Medizin u. der epidemischen Krankheiten III; A. Martin, Geschichte der Tanzkrankheit in Deutschland, i Zeitschrift des Vereins fiir Volkskunde XXIV; P. Fredericq, De Secten der Geeselaars en der Dansers in de Nederlanden, i Me moires de l'Academie Royale de Belgique LIII. Side 240
Professor Edward Schroder i Gottingen har undersøgt grundigt og nøje det hele Kildestof1, og han har paavist, at der er to Hovedkilder. Den ene er en Selvberetning — „Jeg Synder ved Navn Othbertus, hvis urolige Blodomløb og skælvende Lemmer vilde aabenbare min Synd, selv om jeg vilde skjule den" — den er nedskreven for ham af en Præst i Sachsen, for at han og hans lidende Fæller kunde faa Understøttelse, og den er senere paategnet af Ærkebisp Peregrinus af Koln (1021 — 1036). Denne Beretning om Danserne i Kolbigk er indgaaet i mange Historiebøger fra den nærmest følgende Tid, den findes saaledes hos Vilhelm af Malmesbury, Matthæus af Paris og Vincents af Beauvais; gennem den sidste Forfatters Speculum historiale vandrede den ind i Middelalderens Fremstilling af Verdenshistorien som en fast Bestanddel af denne. I talrige Skrifter af anden Art blev Fortællingen anvendt som et lærerigt og advarende „Exemplum". Den anden Beretning2) interesserer os dog mere. Den skyldes Theodericus og er fortalt i Formen Vi; den er opbevaret bl. a. i et af Orderik Vitalis skrevet Haandskrift. Den er langt udførligere og rummer i højere Grad Enkeltheder, saaledes nævner den Navnet paa hver eneste Deltager i Dansen. Den ses at være skrevet paa Pave Leo 9.s Tid (1048-1054). I denne Beretning har især følgende Interesse. „Vi udsendteet Pigepar, Merswinde og Wibecina, der skulde lokke som det Bytte, vi eftertragtede, en af deres lige ud af Kirkentil vor skammelige Ringdans; og gik noget lettere for sig end i denne Fuglefangst?.. Awa førtes som Smaafuglen til Fælden, og Bovo [dette var Navnet paa den fjerde af de i Listen anførte tolv dansende Mænd], som baade i Alder og Daarskab var vor Førstemand, sammenkaldte de andre, 1 Edward Schroder, Die Tanzer von Kolbigk, i Zeitschrift f. Kirchengeschichte XVII (1897), 94 ff. 1 En tredie Beretning findes i et Haandskrift fra o. 1150. Der er kun faa Afvigelser i Enkelthederne af, hvad de tre Kilder fortseller. Om deres indbyrdes Forhold maa iovrigt henvises til Undersagelserne hos Schroder og hos Gaston Paris (se nedenfor 245). Side 241
vi tog hinanden i Haanden og ordnede den torrykte Kædedans.Gerlev, som førte an i vor Række, begyndte den usalige Vise, der hentydede til vor Gerning1: Bovo red gennem den løvrige Skov og førte med sig den skønne Merswinde. Hvorfor staar vi? hvorfor gaar vi ikke? Dette, der var begyndt som Spøg, blev os ved Guds retfærdige Dom til Kvide. Thi Nat og Dag et helt Aar igennem gentogvi denne Vise uden Ophør." — Senere i Beretningen hedder det: „Altid lød Spotten over vor Straf fra Visens Omkvæd: Hvorfor staar vi? hvorfor gaar vi ikke?*' Det vil ses, at vi i det anførte latinske Vers træffer Originalen til et ofte i nordisk Litteraturhistorie anført svensk Folkevisevers. Det findes i Codex Bildstenianus fra Tiden 1420—1450 i Upsala Universitetsbibliotek, hvis Legendesamling indeholder blandt meget andet en kort Levnedsskildring af den orknøiske Helgen Magnus og en Beretning om hans Mirakler; Forfatteren har udenvidere overført det Under, som skyldtes Helgenen Magnus, der æredes i Sachsen, til Jarlesønnen fra Orknø af samme Navn. Fortællingen om Dansen er bleven stærkt forkortet. Tolv Mænd, „sorne i Kompanaskap" vilde voldtage Præstens Datter Anna og lokkede hende ved tvende Møer ud af Kirken. Foran denne begyndte de deres Dans, hvorved de sang3: redhu kompana
redhobone Hvi standom vi, hvi
gangom vi ey? Hidtil er dette Vers bleven forstaaet som et Brudstykke af en svensk Folkevise, uden at man var bekendt med den udenlandske Kilde og den svenske Teksts Forhold til denne; heller ikke har de, der behandlede Visens latinske 2 Den latinske Tekst har: ductor furoris nostri alludens fatale carmen orditur Gerlevus, og den svenske Tekst oversaetter: Thera forman Gserlekir han burdhe oc sang thzta ordhstaff. Stephens, Fornsvenskt Legendarium 876 ff. Side 242
Form, kendt dens svenske l. I Virkeligheden foreligger der i Legendariet kun en svensk Mands forkortede Gengivelse af Theoderiks Beretning, han forsøger paa at oversætte Verset i rythmisk Form, om det end i Haandskriftet er skrevet i fortløbende Linier. Helt kan det dog ikke siges at være lykkedes for ham, det latinske Vers er vist toliniet, det svenske fireliniet og har tilsyneladende faaet et Par Tilføjelser, der ikke fandtes i Originalen. En Enkelthed er værd at betænke. Den svenske Beretning gør Indtryk af at være oversat direkte fra Latin (sænde prestin sin son Azonem, at han sculde in koma sina systir Annam; mittit filinm . . Azonem, ut . . adducat Avani). Imidlertid kunde ét Forhold synes at pege paa en mellemliggende svensk Behandling, ligesom man jo vel vanskeligt kan antage, at Skriveren af Haandskriftet skulde umiddelbart være den, der havde slaaet den sachsiske Helgen sammen med den orknøiske Magnus. I det svenske Vers studser man over Ordene mz (d. e. met) synd, der jo ikke findes i Latinen og ikke heller passer ret overfor Bovos kvindelige Ledsager under Ridtet, idet hun ikke var Genstand for Forførelse, men Lokkedue; man fristes derfor stærkt til at formode, at Merswind formosa ved Uforstand er bleven omdannet til met synd venisto jomfru?, uagtet hendes Navn ikke er nævnt i den svenske Tekst; tilmed kaldes hun i den anden latinske Kilde Mersint. Og er man først inde paa den Ve], holder man ikke igen; det er da ikke usandsynligt, at Bovos Navn dølger sig i redhobone, saaledes at den første Linie egentlig skulde hedde: redhu Bove oc kompana. Paa denne Tydning af Strofens første Linie skal jeg dog ikke lægge Vægt. Og nu vender
jeg tilbage til Dansen i Danmark paa 1 Efter at have læst Professor Schroders Afhandling gjorde jeg i Forelæsninger (1904) opmærksom paa den svenske Tekst — selv havde jeg tidligere, som andre Forskere, opfattet Strofen som et Vers af en svensk Folkevise (Vore Folkeviser fra Middelalderen 122, 316); saa vidt jeg har set, er den rette Sammenhæng hidtil ikke bleven fremdraget i noget litteraturhistorisk Arbejde. Side 243
mig ikke blol sandsynligt, men ret sikkert, at den Bgvg, som Dukken skulde forestille, er den samme Bovo, som Fortællingen om Dansen i Sachsen omhandler og som bliver nævnt i en Vise, der utvivlsomt har været landgængsi mere end eet Land. Paul Meyer har studset ved og har ikke kunnet forklare Dukkens Navn og Tilraabet til den. Efter Brødrene Olriks Formodning skal Bovo, der kendes som et gængs Personnavn og som tillige betyder Svend, betegne „det typiske Mandfolk"; de formoder, at der bagved Kvindernes Dans med ham mulig ligger gamle falliske Skikke fra den fjerne Oldtid. Dr. Marius Kristensenhenviser til Ordets middelalderlige, vistnok fra Tysk laante Betydning „letfærdig Person". Jeg tror dog ikke, at disse Forklaringer kan holde Stik. Jeg vender mig først mod den Opfattelse, at Bovi skulde være et Fællesnavn eller Ukvemsord. Dette er sikkert urigtigtfor denne Tids Vedkommende. Vi kan ikke paavise bovi brugt i Norden i Betydningen af en Slyngel eller letfærdigPerson tidligere end godt ind i det 14., snarere i det 15. Aarhundrede. I Eyrbyggjasaga nævnes en Freysteinn bofi; om hans Tilnavn udtaler Wimmer i sit Runeværk, at det har en „usikker, men i hvert Fald næppe slet Betydning".Fritzner gengiver hans Tilnavn med Gut, Dreng, og han henviser til oldhøjtysk buobo1. Jeg kan da heller ikke i vore Ordbøger over Sprogene i Danmark og i Sverige i Middelalderen finde Eksempler paa, at Ordet skulde være kendt, allermindst i en slet Betydning, før henimod 1300. Dertil kommer, at bubo (svarende til Bube i Nutidens Tysk) i dets eget Hjemland Tyskland nærmest tilhører Middelalderensmidterste Del; det anvendtes om Smaasvenden, den opvartende Dreng hos høje Herrer og dernæst ogsaa i Almindelighed om Dreng eller Gut, først i Middelalderens 1 Finnur Jonsson tolker hans Tilnavn som „Slyngel, Skurk" (Aarb f. n. Oldkynd. 1907, 296), men den Maade, hvorpaa Sagaen omtaler Freystein som en agtet og mandig Personlighed (drengiligr mabr ok mikill fyrir ser, c. 37 jfr. c. 43, 45, 46), forekommer mig at tale afgjoi't imod en saadan Forstaaelse. Ordets ovenfor paaviste Historie hindrer os ligeledes bestemt i at tillaegge hans Navn en slet Betydning. Side 244
sidste Aarhundreder fik det en ond Betydning1. Denne Skiften i Ordets Anseelse kan vi vist ogsaa forfølge paa svensk Omraade. I den gamle Rimkrønike hedder det om Kong Birgers Bryllup (1298): a gatonne slogho sik the bowa, d. e. Smaasvendene i Modsætning til de lige forud omtalte Riddere (I v. 1421, jfr. v. 1418—20), derimod læses i Rimkrønikenom Engelbrekt Engelbrektsens Tid (1433): argere boffwa war ey tha en prest (11, 566). Den Tanke, at Bovi skulde være et Ukvemsord, maa derfor opgives2. løvrigt nøder allerede Kilden os til en anden Opfattelse, thi den siger udtrykkeligt, at Bovi var et Navn, som de gav ham (vocaverunt eum Boui), og de tiltale ham dermed (canta, Boui!). Bovi er da ogsaa et i Danmark og Sverige velkendt Navn, det findes paa Runestene og i andre Kilder, en af Knud den Stores Mænd hed Bovi, ligeledes en Mand i Kong Valdemars Jordebog. Navnet forekommer ikke i Norge eller paa Island, hvorimod det er velkendt i England og Frankrig. Naar der endvidere tilraabes ham: „Syng om hvad han gjorde!" maa der være en Baggrund for denne Udtalelse, en Hændelse, der sigtes til og som var Kvinderne og vel ogsaa Meddeleren bekendt3. Opfordringen til at synge med og Dukkens Deltagelse i Dansen synes jo da ogsaa at bringe 1 Se Moriz Heyne, Deutsches Worterbuch, Bube; Schiller u. Liibben, Mittelniederdeutsch.es Worterbuch, Bove, og andre tyske Ordbager. — Jeg behovcr naeppe at tilfoje, at det af mange Grunde, foruden af lydlige og sproghistoriske, ikke er muligt at bringe Bove i For bindelse med de tyske Ord puppe eller baba (engelsk bab 3'). 2 Jeg bar tilfoje — for at ikke nogen skal ledes paa Vildspor — at den ovenangivne Beretning om Bovo ikke har den fjerneste Tilknytning til den i det 13. Aarh. i det sydlige England forfattede anglonormanniske Chanson de Geste om Boeve de Hamtone eller til alle de om Hamlet og Havelok handlende aeldre Fortaellinger, hvorpaa denne Chanson bygger. Smlgn. R. Zenker, Boeve-Amlethus. Das altfranzosische Epos von Boeve de Hamtone u. der Ursprung der Hamletsage. 1905. 3 Jeg behover ikke at foreslaa den ganske lille, iovrigt naerliggende Rettelse: canta Boui, canta Boui, quid faceres?, „syng om hvad Du gjorde." Baade P. Meyer og Br. Olrik har foreslaaet Rettelser (quid faciat?, quid taces?, quid factum est?). Side 245
uc ajngciiuc naiauanacic i jljjl ijlh.ii
lug, ug X' »Jl ictiiiiig^ii uoi Naar de nævnte Beretninger om Kolbigk-Dansen er bleven saa stærkt granskede i den senere Tid, har en af Grundene været det nævnte Vers, som har saa stor Betydning ogsaa for Kendskabet til Digtningen i Tyskland eller i Frankrig. Gaston Paris havde henledet Opmærksomheden paa Strofen, han havde peget paa dens Lighed i Indhold og Form med franske Danseviser med deres Omkvæd. Schroder hævder derimod, at Visen maa have været sachsisk og at den maa have været nævnt allerede i den Kilde, som ligger til Grund for baade Othberts og Theoderiks Beretning. De to Navne, som forekommer i Visen, svarer netop til to af de Navne, som den udførlige Kilde indeholder, og alle disse Navne har god tysk Form. Gaston Paris har dog ikke følt sig helt overbevist herom. Han finder det besynderligt, at ingen af de tidligere Kilder skulde have omtalt Visen, hvis de havde kendt den, han anser det for lige saa rimeligt, at Visen kan være tilføjet i de senere Kilder, og disse stammer vel at mærke fra romansk Omraade. Det er ogsaa til Vestens Lande, at Deltagerne især bliver spredte, og det er i dem, at de vinder Helbredelse, Othbert saaledes ved det berømte Kloster St. Michel ved Normandiets Kyst, Theoderik ved St. Ediths Grav i Wilton (ved Salisbury) i England. G. Paris vil være mest tilbøjelig til at søge Visens Hjemsted i Lothringen1. Efter min Opfattelse er det ikke sandsynligt, at en Vise som den angivne er bleven til umiddelbart ved Begivenhedeneller lige efter den. Det meddelte første Vers* maa efter al Rimelighed have indledet en omstændeligere Fortælling;Bovo og Merswind spiller jo kun en mindre Rolle i det hele Optrin og forsvinder strax af Syne for Beretteren.Mulig er Versets Omkvæd oprindeligt, men har vel saa været knyttet til et kortere lyrisk Udbrud, saaledes som det var almindeligt i Tyskland. De dansende er Almuesfolki en übetydelig Landsby; til intet af deres Navne 1 Gaston Paris i Journal des Savants 1892 413 f., 1899 743 ff. Side 246
bliver Faderens Navn eller en Gaards Navn knyttet, de lever senere som Vagabonder eller Tigere: det er io doe ikke blandt Folk af denne Art og Stand, at Viser bliver digtede, saaledes som G. Paris bemærker. Endelig bringer, som alt bemærket, Visens Indledning franske Viser fra en følgende Tid i Erindring. G. Paris havde sammenlignet Verset med Indledningsverset i en Vise fra det 12. Aarh., der er nævnt i den franske Roman om Vilhelm af Dole, som nedenfor skal omtales (v. 2380 f): Renaud et s'amie
chevauche par un pre. Denne Form for Indledning til en Sang er aldeles karakteristisk for franske Viser og findes i mangfoldige af disse. Alene i Bartschs „Altfranzosische Romanzen und Pastourellen" Vil man finde en Snes Viser, der begynder som l'ølgende (de er fra det 13. og det 14. Aarh.): Avant ier me chevauchoie; Lautrier par une anjornee chivachoie mon chamin; ler matin me chevaucoie de joste un vergier flori; Uautrier chivachoie leis un boix kl verdoie1. Hvis man betragter Sagen ud fra et almindeligere Standpunkt, ud fra et Syn paa Folkedigtningens Historie og < Omraader, vil man unægtelig ogsaa være lidet tilbøjelig til at tro paa en Visedigtning her i Sachsen, endda paa saa tidligt et Tidspunkt. Det nordtyske Lavland var i Middelalderen kun i ringe Grad sangdygtigt, hvad originale Frembringelser indenfor Folkepoesien angaar; man tog mod de Viser og Digte, der strømmede ind fra det rige Kildespring i det sydligere Tyskland, og saaledes som Forholdene var i Middelalderen, vedblev de at være i de følgende Aarhundreder, ligesom ogsaa i vor Tid2. Saafremt den fremsatte Forstaaelse af FranciskanermunkensBeretning er rigtig, træffer vi altsaa fra Midten af det 13. Aarh. Vidnesbyrd om, at Befolkningen i Danmarkikke blot vidste god Besked om det vidtberømte 1 Bartsch 1. c. I Nr. 40, 45, 54, II Nr. 46. 2 Paul Alpers, Untersuchungen iiber das alte niederdeutsche Volkslied, Gottingen 1911 (Disputats) (i Jahrbuch des Vereins f. niederdeutsche Sprachforschung XXXVIII) 12, 55 f. Side 247
Danseunder, men at ogsaa den Vise, som var lagt derom og i hvis første Vers Bove var nævnt, har været velkendt og, rimeligvis i dansk Form, var bleven landgængs, ligesomogsaa at den anvendtes ved Dans. Vi var vel ikke i Tvivl om, at Folkeviser med Omkvæd allerede paa den Tid benyttedes paa denne Maade; men Fortællingen indeholderi alt Fald det ældste direkte Vidnesbyrd derom. 3.Ingen Kilde fra Udlandet bringer os formentlig nærmere til vore egne Folkeviser og deres Anvendelse end en fransk Digtning, sorn er bleven udgivet af G. Servois 1893: Le roman de la Rose ou de Guillaume de Dole; denne sidste Titel efter Bogens Helt vil det være heldigt at benytte for ikke at forveksle Digtet med det mere bekendte, noget yngre allegoriske Ridderdigt Roman de la Rose. Romanen om Vilhelm, der er skrevet et Par Aar efter 1200, beretter om, hvordan den kraftige og retfærdige Kejser Corras (Konrad), der er ugift, hører en Spillemand fortælle om den fortræffelige, tapre, men fattige Vilhelm af Dole (Øst for Dijon) og om hans skønne Søster Liénor. Kejseren indbyderVilhelm til sit Hof; han drager med ham til en Turnering ved Saint-Trond (i det belgiske Luxembourg), hvor Vilhelm og de franske Riddere ikke mindre end de tyske vinder Ære; paa Hjemvejen til Koln anholder Kejserenom Liénors Haand. En Senechal (Hushovmester) bliver grebet af Skinsyge over Vilhelms Lykke, han drager afsted til den franske Ridders Gaard og forstaar at vinde hans Moders Fortrolighed, derved faar han at vide, at Liénor har et Mærke af en Rose paa Lænden. Efter sin Hjemkomst paastaar Senechalen med Støtte af denne Oplysning,at han har været Liénors Elsker — vi møder saaledesher den samme meget udbredte Fortælling, som Shakespeare har benyttet i „Gymbeline" og som han atter har fra Boccaccio. Den uskyldige og modige Liénor drager saa afsted til Kejserens Hof og anklager her Senechallen for at have overrumplet og krænket hende, han har fratagethende hendes Belte, Spænde og Pengepung. Ved et Side 248
Ordale, en Vandprøve, hvor Senechallen straks synker til Bunds, lykkes det ham at bevise sin Uskyld — ja saa er Liénor ogsaa uskyldig, og Kejser Konrad fejrer sit Bryllup med den franske Brud. Der lyser en frejdig og festlig Glæde ud af den hele Roman. Dens Handling foregaar i Tyskland, men Skildringen af Livet og af Skikkene har helt fransk Baggrund. Ejendommeligt for Forfatteren er det, at han i sin rimede Digtning indfletter en stor Mængde Viser, som han lader de optrædende Personer synge. Det er, som han selv siger, første Gang, at en Romanforfatter gør en saadan Brug af Tidens Viser, men hans Eksempel bliver senere fulgt af mange Digtere. Vi lærer paa denne Maade en stor Del Viser at kende, som i det 12. Aarh. var paa Folkemunde i alt Fald indenfor den ridderlige Verden, enkelte af dem kendes andetsteds fra. Vi erfarer endvidere, i hvilken Grad man ved hver en Lejlighed anvendte Visesang, og hvordan Viser ledsagede mangen huslig Gerning og mangen Hovmandssyssel. En Art af disse Viser var saaledes chansons de toile, det vil sigeViser, sungne under Kvindernes Haandarbejde,ved Væv, Broderiramme eller Sytøj; paa Grund af deres fortællende Indledning kalder Romanen dem ogsaa chansons d'histoire. Da Vilhelm saaledes forestiller Kejserens Sendebud for sin Moder og Søster, medens de sad og arbejdedepaa et Silkebaand med Guldkors til kirkeligt Brug, bad han Moderen om at synge, og hun synger en Vise: „Nem, Datterlil, at sy, filere og brodere de gyldne Kors i Guldbroderi. Den Kærlighed til Doon bør Du glemme!" Omkvædet efter Stroferne er: „Til Doon havde Skøn Aude god Villie". Kort efter synger Datteren en Vise om Skøn Aie. Den unge Pige, der syr smukt paa et Stykke Klæde (un paile d'Engleterre, engelsk Pel vilde det hedde i vore Visers Sprog), fælder Taarer ved Tanken om den Kval, der møder hende ved at have fattet Kærlighed til en udenlandsk Mand, og Omkvædet er: „Ak, Ak, en Udlændinghar lagt mit Hjerte i Tvang!" (v. 1158—1191). Saaledes skildrer disse Visers Indledning en fra de danske Side 249
Viser vei kendt Situation. I Visen hos (jrundtvig Nr. 286 „Hustrus og Moders Klage" hedder det: „Der sad to Kvinderog virkede Guld, den ene hun var saa sorrigfuld"; hun fortæller saa om sine to Sønners sørgelige Skæbne. I en anden Vise, Nr. 274 „Brud ikke Mø", ser vi Søstrene Vendelrodog Sølverlad sidde i Bure. „Stolt Sølverlad Guld hun gjorde, og Vendelrod græd saa saare", hun fortæller Sølverlad om en Ulykke, der er hændt hende, og vil have hende til at staa som Brud i hendes Sted. Om Sorgens Indvirkning paa Haandarbejdets Gang hører vi i Nr. 83, Hildebrand og Hilde: „Liden var hun Hilde, hun syede sin Søm saa vilde. Det syed hun med Silke, som hun med Guld skuld virke. Og det syede hun med Guld, som hun med Silke skulde. „Hør Du det, Hildelille, hvi syer Du Din Søm saa vilde?"" I den franske Vise om Skøn Aiglentinekommer denne til at stikke sig med sin Naal i Fingren, hvorfor Moderen spørger hende ud og faar da hendes Kærlighedtil Grev Henri at vide. Denne franske. Vise bliver sunget af en Ungersvend fra Normandie for Ridderne under Ridtet; ved en anden Lejlighed synger den gæve Neveu af Bispen af Liége for Ridderne, som er undervejs paa deres smukke Gangere. Sange under Ridtet omtaler Romanen oftere, og saare talrige er indenfor de danske Viser saadanne Omkvæd, hvor Sangeren opfatter sig eller den, for hvem han synger, som siddende til Hest, eller hvor Ridt af andre Personer omtale s1. 1 I hvilken Grad Forestillingen om, at Visesangeren eller den omgivende Kreds er til Hest, er indgaaet i Omkvsedene, vil fremgaa af felgende: Grundtvig Nr. 10 F: I ride med mig om en Aften! 22: Imeden jeg rider selv alene! 25: Vall-an, vel over at ride! 39: Mig tykkes deter tungt at ride! 84 FGH: I rider saa varligt gennem Lunden med hende! 123: Hvi gares min Sadel mig saa trang? 134: Rid til Jomfruens Bur, Ssellen min! 141, 392: I rider ei! 221: I rider over grenne Void! 270: Hvor lsenge vil I, min Herre, ud at ride? 314 C: I rider nu til Linden met! 346: Saa er mig lovet, at ride til min Jomfru! 368 A: Og rid Du ej did! 391: Jeg skal ride ud imod saa vaen en! 411: Min Ganger bser mig saa listelig til Hove! 461: Rider i mit Bur! 468: Mig lyster udi Lunden at ride! 474: Jeg sadler min Hest, idag jeg rider til Hove! — Ridt af de i Visen omhandlede Personer eller af andre — ofte bringes dog ogsaa her Tanken hen paa dem, der er samlede omkring om Sangeren og som medvirker ved Afsyngelsen af Omkvaedet — er nsevnt i Omkvaedene til Nr. 7 D-G, 27 A, 49 B, 82 C, 177, 182, 196, 222, 277 K, . 299, 314 A, 316, 360, 415, 418, 419, 478. — I en senere svensk Form af Visen om Kong Diderik og hans Ksemper hedder det: Vidrik rider at vagen fram, han yppa en visa och qvad, Grundtvig IV, 632 f. Side 250
Især hører vi dog i Romanen om, at Viserne anvendes ved Dans. Saaledes træder ved Kejserens Hof Møer og Svende i en Runddans (carole), en Dame er Forsanger ved den første Vise: C'est tot la
gieus enmi les prez „Dernede midt paa Engen (1. Omkvæd: I føler ej Elskovens Kvide!) træder Fruer i en Runddans (2. Omkv.: Tag vare paa Eders Arme! I føler ej Elskovens Kvide som jeg!). Derpaa synger en Svend en Vise, og efter at tre Ture var traadte, en gæv (irevesøn og en Hertuginde af østerig (V. 513—546). Ogsaa Herrer alene kunde træde i Dans1. Det var saaledesTilfældet ved den store Fest, som Vilhelm gjorde i St. Trond. Gennem Vinduerne skinnede Kærterne ud over Torv og Gade, saa at de var helt oplyste, og Kædedansen gik igennem alle Borgens Stuer. Hertugen af Limburgs Søn sang for: „Under Oliventræet dernede — Angrer det ej! — rinder den klare Kilde — Piger, danser! I angrer det ej høvisk at elske!" (V. 2350 ff.). Derpaa tog andre fat, saaledessang en Svend (jfr. foran 246): „Renaud og hans Mø rider over en Eng, de rider hele Natten til Dagen skinnerklar. Jeg vil aldrig faa Fryd af at elske Dig!" Hvordande 1 De danske Folkeviser omtale hyppigt Dans af Msend og Kvinder i Forening; Dans af Msend alene forekommer i Nr. 189 Me vaerger vEren, 220 Stolt Elselille, 465 Haagens Dans; Dans af Kvinder alene i Nr. 121 Valdemar og Tove, 240 Venderkongens Jomfrurov, 367 Hr. Lave af Lund og den spotske MO. Side 251
dandedanske Viser havde en særlig Tilknytning til Dansenog udgjorde en væsentlig Bestanddel af denne, er vel bekendt; ved Betragtningen af de franske Visers Omkvæd vil jeg komme til at dvæle derved. I Romanen om Vilhelm bliver der sunget ved hver en Lejlighed. En Morgen, da Kejseren vaagner, lader han et Vindue aabne, og da Solen skinner ind paa hans Seng, udbryder han i en Vise om Kærlighed; straks efter synger Hofmændene en Sommersang. Der synges i Slottets Sale, under Spadsereture, ved Festerne, ikke mindst ved den straalende Maifest. Foruden Viser bliver der sunget Sange af mere kunstfærdig Art, digtede af Troubadourer eller Trouverer; ogsaa af disse 16 Digte meddeles der Brudstykker, og ofte faar vi Digterens Navn at vide. Man vil lægge Mærke til, hvorledes der saa at sige til alle de meddelte Viser er knyttet et Omkvæd, saaledes at et saadant synes at være en lige saa uadskillelig Bestanddel af dem som Omkvædet for de danske Viser; blandt vort halve Tusind Viser findes kun en Snes, der ikke har Omkvæd eller hos hvem et saadant i alt Fald ikke er bevaret. Men det franske Omkvæd har dernæst et Indhold af lignende Art som de danske. I Danmark er vel nok de Omkvæd mest ejendommelige, som nævner Visens Personer eller hentyder til Hovedhandlingeni den, altsaa som Nr. 30: Holger Dansk han vandt Sejr af Burmand; 92: Død rider Hr. Morten af Fuglsang;132: Saa sejler Hr. Strange imod Dronning Dagmar; 312: Men Hr. Gøde har talet med Stolt Hellelille; 332: Hr. Nilus og Hr. Tidemand; 354: Fordi træder Ebbe Skammelsønsaa mangen Sti vild. Omkvæd af denne Art findes da ogsaa i Viserne i den franske Roman, saaledes: tant borCamor fist belende en Doon; Guis aime Aigline, Aigline aime Guion. Hyppigere ere dog de Omkvæd, der omtaler Elskovens Kval eller dens Lykke: Je n'avrai més joie de vos arner, som det kendes fra talrige danske Viser, Nr. 37: Eia, hvad Sorgen Du est tung! 83 C: Sorgen er tung, hvem hende skal ene bære! 85: Det volder min egen Rose, mit Hjerte haver ej Ro! 94: Mig tvinger Elskoven! 249 B,D-F: Side 252.
Den Sorrig
ganges mig let af! 303: Thi sørger hun for I mange franske Omkvæd lyder dernæst en Opfordring til at danse med Anstand og skønt, som til Eks.: „Paa Havets Strand — I træde høvisk Dans! — er begyndt en Dans. — Høvisk er jeg. I træde høvisk, to og to"1. I Lighed hermed mindes der i danske Omkvæd idelig om at udføre Dansen skønt; 36: I danser herlig! — I lytter derpaa, hvor vi kan Dansen fremføre; 71: Hr. Nilus med sine Svende de træder vel Amor* [de paa Gulvet strøede vellugtende Blomster]; 119, 120: Saa herlig og saa vel der de traadte. 187: Vil de Fruer med mig? 240: Træder, ærlig Ridder, med stor Ære! 241: Træd let over den grønne Vold! — Mnaite den Jomfru følge mig! 244: Træder vel op, Ædeling! — Man skuld ære de Jomfruer udi Dansen. 465: Saa herlig danser han Hagen. Fremdeles vil man lægge Mærke til de tvedelte Omkvæd. Efter et Mellemstev (einsi doit aler qui aimé) følger endnu en eller flere Linier af Strofen og derpå a Efterstevet (einsi doit aler qui béle amie a). Dette Mellemkvæde er ganske særlig karakteristisk for de franske og de nordiske Viser. Der er endvidere en Overensstemmelse i den Henseende, at det første Omkvæd eller det ene af Omkvædene kan have Dansen for Øje, medens det andet bringer Kærlighed i Erindring. Saaledes det tvedelte Omkvæd, der er meddeltforan (250), og følgende: Tenez moi, dame — (I tager min Haand!) — tenez moi, dame, por les maus damer!; Ne vos repentez mie — puceles, carolez, ne vos repentez mie de loiaument aimer. Man kan sammenligne hermed danske Omkvæd som disse: 189: Forglem ikke mig! — Hun traad saa herlig. 365: I træder en Dans! — De legte om ædelig Elskov. 381 A: I hvem som her i Dansen vil gange — 1 v. 2514—18: Sor la rive de mer, mignotement alez, un baut i ot leve. Mignoz sui. Alez mignotement dui et dui. Side 253
De legte med
Jomfruen ojji Summeren. 396: Der ganger Man vil kunne sige, at de i Le Roman de Guillaume meddelte Viser synes at være ganske korte og at have havt et Indhold af helt lyrisk Art. Her maa man dog huske paa, at Romanen for ikke at bryde for stærkt KompositionensEnhed, kun anfører den første Strofe eller nogle faa Vers af Viserne, og dernæst at enkelte af Brudstykkerneaabenbart indleder en bredere Fortælling. Den foran nævnte Vise om Skøn Aiglentine, der har til Omkvæd: „Hør nu, hvor snildt den skønne Aiglentine bar sig ad!", er meddelt fuldstændig, og den har helt en episk berettendeVises Karakter. Efter at den unge Pige har tilstaaet for sin Moder, at det er Kærlighed til Grev Henri, der tynger hende, giver Moderen hende det Raad, at hun skal gaa til Greven og spørge ham, om han vil ægte hende. Det gør jeg gerne, siger hun, og gaar straks til hans Bolig. Hun træffer ham endnu sovende, vækker ham og siger: „Her spørger Aiglentine med de fagre Kinder Eder om I vil have hende til Hustru og til Lige?"1. Jeg vil intet hellere, svarer Grev Henri, og Bryllupet fejres med al Pragt. Der 1 nJa vos requiert Aiglentine au vis cler, se la prendrez a mouillier et a per?" (v. 2226 f.). Et Udtryk som dette Bil prend moi a per et a moiller" er meget almindeligt i fransk Digtning fra Middelalderen, og det ligger nser at se en Paavirkning heraf paa de danske Visers Brug af Ordet Lige, 23 A v. 2: I skal hente mig den Jomfru, der vel kan vaere min Lige; 40 A v. 4 (Faestemanden siger): tykkes I, det jeg ikke kan vaere Eders Lag?; 103 B v. 19: Dig vil jeg min Datter give, om nun maa vaere Din Lige; 43L M v. 29: hvi red Du ikke til min Faders Gaard, bad om mig til Din Lige, jfr. Nr. 20 H v. 29. Dr. Ernst v. der Recke har velvilligt givet mig Henvisninger til over en Snes andre Visesteder, hvor Ordet bruges i den nsevnte Betydning. — I latinske juridiske Kilder fra vestlige Lande i den seldre Middelalder kan man finde npar" brugt i Betydningen .Egtefselle. Jeg har ved at gennemgaa en Del Ordbeger over germanske Sprog i seldre Tid ikke kunnet finde, at „par" eller det til „lige" svarende germanske Order bleven anvendt paa en tilsvarende Maade. — Med det sagte skal intet vaere udtalt om Forstaaelsen af nlika" i Indskriften paa Store-Rygbjerg-Stenen, se herom V. Dahlerup i Studier tillegnade Esaias Tegner, 1918, 512 f. Side 254
var sikkert
intet i Vejen for, at dette kunde være en dansk
Hermed skal det dog ingenlunde være nægtet, at Viserne i Le Roman de Guillaume væsentlig er af lyrisk Art og som oftest kun skildrer en Situation, der kan give Anledning til at udtale Følelser1. Ved Omplantningen til Norden er det episke Element bleven langt stærkere udviklet, eller det har trængt sig helt frem i Forgrunden. Af den foran givne Fremstilling vil det formentlig ses, at der i de Forhold og Omgivelser, under hvilke de franske Viser opstod og som vi særlig lærer at kende gennem Le Roman de Guillaume, i disse Visers Egenart, i deres ydre Skikkelse og deres Indhold, ganske særlig i de Omkvæd, som ledsager Viserne, findes Ligheder med de danske og nordiske Viser af paafaidende Art. Det vilde jo ogsaa have Sandsynligheden for sig, at vi Danske, som i Absalons og Valdemarernes Tidsalder netop havde saa mange og nære Berøringer med Frankrig og de romanske Nabolande ved Frankrigs østlige Grænse, kunde være paavirkede af den franske Visekunst, ligesom vitterligt Dansen og den Maade, hvorpaa den øvedes i Frankrig, var trængt ind i Landet. Imidlertid kunde man jo mene, at vi var bleven stillede overfor en almindeligere kulturhistorisk Bevægelse, saaledes at man med lige saa megen Grund kunde tænke sig en Paavirkning fra andre Lande, saaledes fra Tyskland eller England. I det Følgende vil det søges paavist, at vore Viser ikke blot har Ejendommeligheder, som stiller dem nær op ad de franske, men netop saadanne, som savnes eller er lidet fremtrædende i tyske og engelske Viser, ligesom jeg vil søge at redegøre for, i hvilke Henseender de danske og nordiske Viser har fulgt deres egne Veje. (Fortsættes). 1 Jeg henviser iavrigt til den indholdsrige Afhandling af Gaston Paris om rLes chansons" i Indledningen til Udgaven af Le roman de Guil laume. Jfr. Romania XL, 452 f. |