Danske Historikere har været enige om, at der var god
Forstaaelse og harmonisk Samarbejde mellem J. H. E.
Bernstorff og A. G. Moltke, de to mest indflydelsesrige
Mænd i Kredsen af Frederik 5.s Raadgivere. Dette fremgaaraf
P. Vedels Bog „Den ældre Bernstorffs Ministerium"
(1882), af Edvard Holms Afhandlinger og af hans „Frederik5.s
Tid" (1897) i Danmark-Norges Historie. Mine Forstudiertil
Bernstorffs Biografi havde allerede før 1910 ført
mig til samme Resultat, der vil ligge til Grund for min
Fremstilling af den ældre Bernstorffs Statsmandsgærning
i Frederik 5.s Konseil i 2. Bind af „Bernstorfferne og Danmark".Jeg
betragtede det som fastslaaet, at de to Mænd
støttede og underbyggede hinandens Indflydelse; der foreliggerintet
om Strid eller Modsætning mellem dem; vi
ved næppe nok, at de har været i saglig Uoverensstemmelseom
en eller anden af de udenrigspolitiske, økonomiskeeller
andre Sager, hvorpaa de daglig sammen øvede
afgørende Indflydelse. Det overraskede mig derfor i 1913
at møde en helt anden Opfattelse af dette centrale Forholdi
dansk Regeringshistorie i hin Tid i en lille Afhandlingom
Schack Carl Rantzau-Ascheberg, som Professor
Arup offentliggjorde i Festskriftet til Edvard Holm (HistoriskTidsskrift,
8. Rk. IV, 3—19). Prof. Arup supplerede
tidligere trykte Oplysninger om denne ejendommelige Mand

med adskilligt nyt Materiale og gav en fsengslende Skildring af bans Ungdomsaar og Optrseden i Aaret 1762. Under OmtalerL af Rantzau-Aschehergs^ -bekendte Rejse til Si^ Petersburgunder Krisen April —Ma] 1762 tog Forf. med Rette Afstand fra den seldre Overlevering om, at Rantzau paa en eller anden Maade skulde vsere indblandet i en Sammensvsergelseeller bave udfert noget, der kunde give Anledningtil Catharina 2.s senere Uvilje mod bam; ban fastslog,hvad Edv. Holm havde overset, at det var efter Tilskyndelsefra Kobenhavn og ikke efter Rantzaus eget Initiativ,at Rejsen blev foretaget. Paa Grundlag af det tidligere af P. Vedel fremdragne Stof samt med Benyttelse af Citaterog Brudstykker af den danske Gesandt i Rusland, Grev Gregers Christian Haxthausens Korrespondance med Bern■cc - . . »/i.iii r- M t^» r- * /1 _ ■*+ ■■ *i\ :::: i.... z meget bestemte Udtryk en ganske ny Opfattelse af Forholdetmellem disse to ledende Maend.

Udgangspunktet tog Forfatteren i Frederik 2.s kraftige Skildring af den Panik, der herskede i København, da Zar Peter 3.s Angreb truede. Den preussiske Konge udtalteda,„at de danske Ministre var saa bange som de fejge Pjalte, der drukner sig for at slippe for at blive skudt," og Bernstorff „var aldeles uvirksom i sin übeherskedeRædsel."Forf. fandt, at denne Skildring „vistnok laa Sandheden nær", og at Moltke (hvem Frederik 2. for Resten kaldte en svag og frygtsom Person^x) under den bernstorffske Frygt og Uvirksomhed havde fundet det fornødent at handle. Han havde under sin GennemlæsningafDepecher og Ordrer lagt Mærke til en Depeche,somGrev Haxthausen² 29. Decbr. 1761/9. Jan. 1762 havde indsendt. Heri havde Gesandten straks efter TronskiftetiRusland foreslaaet at sende derover „en Mand,

---

1 Polit. Korrespondenz XXI, 324, sml. 285 og 336.

2 En stor Del af de af Haxthausen indsendte Depecher fra Januar— Maj 1762 har i en Aarraekke vseret forlagt, og Prof. Arup havde derfor ikke kunnet benytte dem, men kun de — ievrigt i alt vsesentligt. men dog ikke helt konforme — Koncepter. I Marts 1919 fandtes Depecherne ved et Tilfaelde, indlagt blandt Depecher fra St. Petersburg fra 1801.

som ved sin egen personlige Magtfuldhed kunde faa Indflydelsepaa,true og tæmme" Zaren; det maatte efter HaxthausensTankevære en Ambassadør, som kunde optræde med nogen éclat, en Officer, som havde en let og behageligForm,som var smidig nok til at gaa ind paa Zarens hele Tankegang og som forstod at fængsle ham. Efter A.s Opfattelse vilde Bernstorff ikke paa nogen Maade afsende en saadan Mand, „der ikke hørte til hans egen diplomatiskeKlan",til St. Petersburg, for at ikke en saadan „Outsider"skuldekunne „reussere i en Sag, hvor Bernstorff selv følte sig sat ganske mat"; han vaklede „mellem Frygt og Uvilje". Moltke derimod „fandt det fornødent at handle"; han greb den af Haxthausen udkastede Tanke, og „uanset Bernstorff" besluttede han gennem Æventyreren Magnus Beringskjold at sende den begavede Officer, Grev Schack Carl Rantzau-Ascheberg som hemmelig og ekstraordinær Emissær til St. Petersburg. Rantzau var paa dette Tidspunktudeaf dansk Krigstjeneste, vistnok til dels paa Grund af Uvenskab med Moltke og Bernstorff, fjernet fra Embedsstilling og Fædreland. Han opholdt sig i Danzig, og han opfyldte — efter Prof. A.s Opfattelse — netop alle Haxthausens Fordringer til en saadan Udsending. Det slog derfor, mener Forf., Moltke, at her var en Mand som den, Haxthausen havde foreslaaet. Da Beringskjold i Marts var kommet til København „til Samtaler med Moltke", iværksatteOverhofmarskallendenne Tanke, fra først af skjult for Bernstorff. Han sendte Beringskjold til Danzig med Ordrer til Rantzau om at gaa til St. Petersburg for gennemsineVenner i Zarens Omgivelser, særlig Zarens Fætter,PrinsGeorg af Holstein-Gottorp, at skaffe sig Adgang til ham og faa ham under sin personlige Indflydelse.MoltkesForetagende kunde dog „ikke længe holdesskjultfor Bernstorff"; ved Uddrag af Bernstorffs SkrivelsertilGesandten i St. Petersburg søger Prof. Arup derefteratvise, hvilken Uvilje og Frygt der griber Bernstorff, da han kommer paa Spor efter, hvad Moltke har for; han føler, at hele hans Stilling er undergravet. „Nu gælder det ikke mere bare Danmarks Frelse, nu gælder det Bernstorffs

Udenrigsministerportefeuille. Nu maa Bernstorff gribe til, skjult for Moltke". Den Udvej, Bernstorff vælger, er da at Benytte' en — efterForf.s FremstTlTTng — ""„ny ForbTndelse", som Haxthausen „trods Bernstorffs stadige Afvisninger" har skaffet sig i St. Petersburg, nemlig Caspar von Saldern. Medens Beringskjold henter Rantzau i Danzig og begiver sig med ham af Sted til St. Petersburg, „har det været nødvendigt at underrette Bernstorff om, at Rantzaus Sendelsevarbesluttet". „Da ved Meddelelsen herom Moltkes Planer i deres fulde Omfang først var gaaet op for Bernstorff,fikdenne sin hele Kampkraft igen" og satte den officielle diplomatiske Maskine, som han havde til sin Raadighed,iGang. Han foretog „sit afgørende Modtræk" ved Ordre til Haxthausen, hvem han befalede ikke paa nogen Maade at indlade sig intimt med Rantzau, hvorimod han skulde behandle Saldern med den største Fortrolighed; „saa fuldstændig og hovedkulds kastede Bernstorff sig af Frygt for Moltke og Rantzau i Armene paa Saldern". UnderdisseForhold blev Rantzaus Sendelse frugtesløs. Han „kæmpede med svigefulde Venner mod en altfor kolossal Overmagt". Saldern var betaget af en voksende Frygt for, at Rantzau skulde kunne udrette noget; han bagvaskede Rantzau ved over for Zaren at skildre ham som en ildesindetdanskSpion. Selv Haxthausen „kom til at føle megen Sympati for denne brillerende, højtbegavede, trofaste Mand, om hvem han vidste, at han skulde tabe". Resultatet blev, at Rantzau intet kunde udrette. Bernstorff glædede sig over, at Beringskjold, Moltkes Fortrolige, var af en saadanArt,at hans Selskab med Rantzau havde kompromitteretdennei St. Petersburg. „Thi det havde gjort, at Moltke maatte foretage et Tilbagetog for den Gang".

„Da det hele var forbi, fik Rantzau til sin Overraskelse at mærke, at han ud af alt sit Arbejde kun havde, at Bernstorff hadede ham heftigere end nogensinde før, og at Moltke — selvfølgelig næsten ikke mere kendte ham. Behøver vi endnu at spørge om Aarsagen til Rantzaus Vrede mod Moltke og Bernstorff?"

Hovedtanken i Prof. Arups Fremstilling er klar og megetkategorisk

getkategoriskformuleret; den aktmæssige Underbygning forekom mig dog straks meget svag, og efter mit Kendskabtil Kildematerialet maatte jeg nære Tvivl om FremstillingensRigtighed. Hvis den fremførte Paastand om en alvorlig Modsætning mellem Bernstorff og Moltke blev opretholdt,maatte den nødvendigvis ændre Opfattelsen af de to Mænds hele Forhold. Jeg har derfor, særlig af Hensyn til det centrale Spørgsmaals Vigtighed, fundet det rigtigt paany at gennemarbejde hele Stoffet, og som en Exkurs fra de paagældende Afsnit af 2. Bind af „Bernstorfferne og Danmark", der er under Trykken, redegør jeg i det følgendefor Rantzaus Sendelse til St. Petersburg og Moltkes og Bernstorffs Stilling dertil.

I. Kildematerialet.

Om Rantzaus Ophold i St. Petersburg 1762 har først C. Molbech gjort nogle Bemærkninger (uden Kildecitat) i Nyt historisk Tidsskrift IV, 568—69, hvorefter P. Vedel i en unavngiven lille Afhandling i Danske Samlinger IV, 289—97 (1868-69) paa Grundlag af Akter i UdenrigsministerietsArkiv(nu i R. A.) behandlede Spørgsmaalet. Han benyttede hertil de originale Depecher fra den danske GesandtiSt. Petersburg, Grev Haxthausen, enkelte af BernstorffsNotertil Haxthausen, der findes i Bernstorffs Koncepter,iUdfærdigelserne og i Afskrifterne i Geheimeregistraturen,samten lille Pakke Breve, som Rantzau under sit Ophold i St. Petersburg tilskrev Grev Haxthausen.^l Senere, da Vedel skrev sin Bog om „Den ældre Bernstorffs Ministerium", fremstillede han udførligt Forhandlingerne i Rusland i 1762 og gav i denne Fremstilling (189 f.) forskelligeOplysninger,som tyder paa, at han vistnok kendte

---

1 Denne Pakke Breve har nu, efter at de paagseldende Akter var afgivet til Rigsarkivet, ikke vaeret til at finde; kun et enkelt Brev fra Rantzau til Haxthausen findes i Rigsarkivet, indlagt mellem Haxthausens Depecher Nr. 103 og 104 fra 1762. Dette Brev af r_°U er ikke omtalt af P. Vedel i hans Afhandling i Danske Samlinger, men i Uddrag aftrykt i Arups Afhandling 14.

andre Akter, der havde Betydning for Forstaaelsen af RantzausSendelse.Disse Akter, der findes i Rigsarkivet, Tyske Kancellis udenlandske Afdeling (R. A. T, K. U, A.), Rusland- A 11, har jeg inddraget under Undersegelserne. Det er en Brevveksling mellem Bernstorff og Caspar von Saldern, samt deres Mellemmand, Friderich Wilhelm Otte, KancelliraadogBorgtnester i Eckernforde, og andre Personer i Hertugdemmerne, gennem hvilke Bernstorff stod i ForbindelsemedSaldern og det holsten-gottorpske Hof. Hertil kommer yderligere et Lseg Breve fra 1761—62, der klarlaeggerBernstorffsog Moltkes Forhold til Magnus Beringskjoldogdennes Forbindelse med Rantzau (R. A. T. K. U. A. Rusland A 11. Korrespondanceakter vedrorende Mageskiftet 1, 1759^—66). Yderligere maatte det ligge user at gennemgaa der kunde indeholde Oplysninger om Rantzau (R. A. T. K. U. A. Danzig B.) samt Breve fra en ekstraordinser dansk Afsending til Danzig, Kaptajn Abercorn, der oplyser, hvad der fortselles om Rantzaus Besog i Rusland (R. A. T. K. U. A. Rusland A II Korrespondanceakter vedrorende MageskiftetI,1759—66). Ved sin Fremstilling af Rantzaus Forholdi1762 citerer Professor Arup Haxthausens Depecher og saerlig hans Brevkoncepter (R. A. T. K, U. A. Rusland X, 2, samt i R. A. Privatarkiver, Haxthausens Papirer). Jeg mener nu at have udnyttet dette Materiale fuldt ud, for saa vidt angaar det foreliggende Spergsmaal. Alt det her nsevnte Materiale har under Sporgsmaalets tidligere Behandlingforeliggeti Udenrigsministeriet, henholdsvis Rigsarkivet;kunden omtalte Brevpakke fra Rantzau til Haxthausenhari de senere Aar ikke vseret til at finde, ligesaa lidt som et „projet d'accomodement", der omtales i HaxthausensDepecheaf 10. Maj (aftrykt i Uddrag hos Arup 16_— 17). Om Vedel har kendt dette „projet", maa henstaa; hans Viden om dets Indhold (sml. Danske Samlinger IV, 292—93) kan godt alene stamme fra det udforlige Referat deraf, som Haxthausen giver i sin Depeche af 19/30 April. Nyt, for de tidligere Forfaitere utilgaengeligt Materiale af Betydning har jeg forgseves Sogt at fremdrage; ved HenvendeIsetil

vendeIsetilStatsarkivet i Berlin er der blevet svaret mig, at Rantzau ikke er omtalt i Indberetningerne fra St. PetersburgiApri l_—Maj Maaned 1762. Fra Rigsarkivet i Stockholm har jeg gennem Hr. Registrator Hj. Bergstrand faaet Afskrift af den eneste, lidet betydningsfulde Depeche fra St. Petersburg, hvori Rantzau-Ascheberg er nævnt.

II. Bernstorffs Bestræbelser.

Som fremstillet i P. Vedels og Edvard Holms Skildringerafden politiske Situation i 1761—62, forberedte Bernstorffsigutrættelig og alsidig paa at møde Carl Peter UlriksHævnplaner,allerede før Kejserinde Elisabeths Død gav ham den fulde Magt i Hænde. Forsøg blev gjort paa at vinde Støtte hos andre europæiske Stormagter og i ZarensOmgivelser.Kun Ukendskab til Akterne kan forklare den Opfattelse, at Bernstorffs naturlige Frygt for Ruslands Overmagt paa noget Tidspunkt lod ham være „uvirksom". Den danske Gesandt, Grev Haxthausen fortsatte det Arbejdepaaat vinde indflydelsesrige Personligheder i mere eller mindre fremtrædende Stillinger, som de tidligere danskeGesandterhavde sat i Gang. Han arbejdede allerede før Tronskiftet sammen med den engelske Gesandt, Sir Robert Keith, den eneste af Stormagtsgesandterne i St. Petersburg,derstøttede de danske Interesser og havde personligSympathifor Danmark. Den bevarede Korrespondanceviser,at der med Hensyn til Arbejdet for at skaffe nye Forbindelser i Zarens Omgivelser ikke var mindste Modsætning mellem Gesandten og Bernstorff; Bernstorff afviseraldelesikke, saaledes som Prof. Arup paastaar (12^— 13), bestandig Gesandtens Bestræbelser for at tilvejebringe nye Forbindelser. Planen om at knytte Forbindelse med Caspar von Saldern udgik ikke fra Haxthausen: Bernstorffs Opmærksomhed var allerede i 1761 — paa hvilket Tidspunkteriøvrigt ikke nøje fastsfaaet — henledt paa Saldern,derspillede en vis Rolle i Holsten-Gottorp. Under Omstændigheder, der ikke er fuldt udredet,, havde han

mistet sin Stilling i Holsten, og i Juli Maaned 1761 var han kommet til St. Petersburg, hvor han hurtig vandt megen /inruet qo' IpH fl vHplsip 1~io<? SJtorfvi-gttrnrifpi] rtprpn 1 T F\p_ cember 1761 var Bernstorff i Færd med at knytte intimForbindelsemed Saldern gennem dennes Ven KancelliraadF.W. Otte, gennem hvem han skaffede sig Underretning om den holsten-gottorpske Politik. Saldern skulde betales i klingende Mønt eller paa anden Maade, men først naar han havde ydet Tjenester af Værdi. Efter TronskiftetiRusland 5/16 Jan. 1762 fortsattes Forhandlingerne, og i Februar Maaned sendtes en Broder af Saldern, der var Kaptajn i dansk Tjeneste, sammen med en anden holsten-gottorpskAdelsmandtil St. Petersburg for at overbringeMeddelelserfra den danske Regering til Saldern og iTcmrne nans i ver. iiaxinausen Diev vcu en rsoic irs. Bernstorff af 1. Febr. 1762 underrettet om Regeringens Hensigter med Saldern, der efter Tronskiftet af Peter 3. var blevet udnævnt til Konferensraad og havde faaet en betydeligIndflydelsepaa Chefen for det holsten-gottorpske Kancelli i St. Petersburg, Geheimeraad Wolff.² Fra midt i Februar er der fast Forbindelse mellem Haxthausen og Saldern, og i denne er Sir Robert Keith indviet. 14./25. Febr. havde Haxthausen en lang fortrolig Drøftelse med dem og aflægger Beretning derom i Depeche Nr. 86 af 16./27. Febr.,³ der efter Modtagelsespaaskriften først er kommet Bernstorff i Hænde 11. April. Gennem de to Mænd bliver Haxthausen stadig orienteret om Zarens Stemninger, militære og politiske Planer over for Danmark. Saldern stod i Korrespondance med Frederik 2. af Preussen, hvad der under de foreliggende Forhold ogsaa havde nogen Værdi.⁴ Man raadslog om de Midler, der skulde tilvejebringeenfor Danmark gunstig Løsning af den holstenske

---

1 Salderns Bevaegelser i 1761 kan falges gennem Brevene fra ham til Otte. Sml. Zeitschr. f. schl.-holst-lauenb. Gesch. 1894, 184 f.

2 Vedel: Den seldre Bernstorffs Ministerium, 197; Udviklingen belyses ievrigt gennem Haxthausens Depecher.

3 Hvor intet andet angives, citeres Haxthausens Depecher efter Udfaerdigelserne.

4 Se bl. a. Haxthausens Depeche Nr. 107 af 1762 23|2/4/3.

Konflikt, afvende Krigen eller trække dens Udbrud i Langdrag,bl.a. ved en Mæglingskonference i Berlin eller andetstedsiNordtyskland, hvor Saldern skulde se at blive Zarens Befuldmægtigede og dreje Forhandlingerne mest mulig til Bedste for Danmark. Efter Forhandling med Saldern sendte Haxthausen Forslag til København om, hvem man i Kejserens Omgivelser skulde søge at vinde og bestikke,saavelPersoner i højere Stillinger som „des petits gens", hvis Betydning man ikke burde undervurdere. EfterZarensdesperate Temperament burde enhver tænkelig Paavirkning paa ham forsøges. Naar i Korrespondancen mellemHaxthausenog Bernstorff i Vintermaanederne Saldern af Bernstorff omtales som „votre nouvel ami" eller „votre nouvelie liaison", ligger deri intet om, at Saldern er en Forbindelse, som Haxthausen „trods Bernstorffs stadige Afvisninger" har skaffet sig.₁ I April_—Maj havde BernstorffingenAnledning til „fuldstændig og hovedkulds at kastesigi Armene paa Saldern" (Arup 15). Forbindelsen med ham var indledet paa Bernstorffs Initiativ allerede før Tronskiftet; den knyttes paa samme Tid, saavel gennemHaxthausen,Sir Robert Keith, som gennem KonferensraadOtte,Kaptajn Saldern og deres holstenske Kreds.

Et Hovedpunkt ved Forbindelsen med Saldern var dens absolute Hemmeligholdelse. Det var fra første Færd fra Salderns Side saavel over for Otte som over for Haxthausengjorttil en Betingelse, at det omhyggeligt skulde skjules,athan havde Forbindelse med den danske Gesandt eller den danske Regering. Zaren bruger ham uden ForbeholdsomRaadgiver ved sine Planer mod Danmark, og Saldern maatte give Raad og Forslag om deres Udførelse. Naar Prof. Arup siger (13), at Saldern „ganske simpelt er til Fals for Penge", overser han Vedels og Holms Paa visningaf,at Salderns Motiver var mere sammensatte.² Saldernønskedesaavel af personlige som af politiske Grunde en Udsoning mellem Danmark og Zaren; med stor Smidighedvirkedehan

---

1 Arup 13.

2 Sammenlign Holms Afhandling om Casper von Saldern i H. T. 4. R.r 111, 83 og P. Vedel: Den aeldre Bernstorffs Ministerium, 198 f.

dighedvirkedehanderfor, men dette Dobbeltforhold som Zarens Raadgiver og den danske Regerings Tillidsmand drævede yderste Forsigtighed: Akterne viser, hvor snu han balancerede, og hvorledes han f. Eks. aldrig vovedeatgive sine Raad til Zaren et saa danskvenligt Udtryk,somhan i og for sig ønskede; han forklarede Haxthausen,athan var nødt til at „declamer un peu contre nous" „dans les antichambres pour cacher mieux son jeu".^l Men „dans le cabinet et au prince ménie" vilde han føre et helt andet Sprog. Han krydsede i smaa Slag op mod Vinden og fremhævede ærligt, at det var tvivlsomt, hvor langt frem mod en fredelig Løsning det kunde lykkes ham at komme. Men det er klart, at hans Indflydelse paa Zarenvildevære forbi, hans Stilling, ja personlige Sikkerhed alvorlig Iruel i samme *Jjebiik, som det biev opdaget, at han spillede under Dække med dem, hvem Zaren beærede med sit glødende Had. Det kunde meget vel, som HaxthausenenGang skrev, „koste ham hans Hoved". '2 Dette er Aarsagen til, at Haxthausen og Bernstorff i alle disse Maaneder omhyggelig skjulte Forbindelsen med Saldern for alle undtagen for Sir Robert Keith og den otteske Kreds. Haxthausen og Saldern brugte alle mulige Forsigtighedsregler,naarde mødtes; Saldern var utilfreds med, at hans Broder og en Ven af denne kom til St. Petersburg, da det kunde vække Mistanke om, at de var Budbærere fra København,ogde opførte en hel Komedie for at gøre det troligt, at Kaptajn Saldern havde et ganske andet Formaalmedsin Rejse, nemlig at komme i holsten-gottorpsk Tjeneste.;! Forbindelsen blev holdt strængt hemmelig over for Haxthausens mere eller mindre tvivlsomme ForbindelservedKejserens Hof.⁴ Selvfølgelig maatte Hemmelighedenogsaabevares, da den danske Regering besluttede i St. Petersburg at anvende et Par Emissærer, hvoraf den

---

1 Depeche fra Haxthausen Nr. 86, 1762 "'li-1'!- Fol. t.

2 Brev til Haxthausen fra Bernstorff 1762 '-0|5/6/e Fol. t.

3 Se bl. a. Depeche fra Haxthausen Nr. 93, 5/3/1613 Fol. 19 og Nr. 100 . M/8/8/4, Fol. t.

4 Se f. Eks. Depeche fra Haxthausen Nr. 108 11, 1762 -_{9 j 4}/_{10 15.}

ene var nøje knyttet til en af Salderns Fjender, der just i disse Maaneder kæmpede med ham om Zarens Gunst. Prof. A. citerer (13) et post scriptum til en Depeche fra BernstorfftilHaxthausen af 30. Marts, hvori det anmeldes, at en saadan Emissær, Beringskjold, vilde komme til St. Petersburg,ogGesandten faar Ordre til ikke at lade ham ane noget om „votre nouvelle liaison" med Saldern: „Tout seroit perdu", skriver Bernstorff, „s'il en avoit la moindre connaissance". Arup opfatter dette Udtryk som „alt vilde være tabt — for Bernstorff", idet dennes Ministerstilling vilde være undergravet, hvis den nye Emissær og ikke Saldern gennemførte den ønskede Paavirkning af Zaren. Dette er efter mil Skøn en særdeles kunstig Fortolkning og beror paa Misforstaaelse af Stillingen. Bernstorff frygter,atForbindelsen med Saldern kunde blive røbet, saafremtBeringskjold,der stod i begrundet Mistanke for Dobbeltspionage,fikNys om den;¹ han var knyttet til SaldernsFjende,Kammerherre Brockdorff og var en saa drevenHerre,at han hurtigt vilde opdage, hvad der ved ZarensHoflod sig gøre ud af en Viden om Salderns Dobbeltspil.HvisForbindelsen røbedes, var den Aktion, som Bernstorff havde iscenesat, mislykket; Zarens Forbitrelse mod Danmark vilde blive forøget. Derfor skulde Haxthausenholdede to Aktioner, den saldernske og den beringskjoldske,udefra hinanden og lade de to Hære rykke frem ad hver sin — for den anden Part skjulte — Vej. Dette var i nøje Overensstemmelse med Gesandtens egen Opfattelse, som stadig gav sig Udtryk i hans Depecher.

III. Beringskj old.

Bernstorff og Moltke ønskede at have mere end en Streng paa deres Bue. Det var saa vanskeligt at paavirke Zaren, at de ansaa det for nødvendigt at forsøge derpaa fra flere Sider. Straks efter Tronskiftet havde Grev Haxthausenforeslaaet

---

1 Se f. Eks. Koncept til Brev fra Haxthausen til Schack 1762 10/s/21/s, Haxthausens Papirer (R. A. Privatarkiver).

hausenforeslaaetBernstorff at eve Indflydelse paa Zaren ved at afsende en ekstraordinser Ambassador til Rusland JiLAflasning ham selv¹. Pet skulde v^ere ea Mand_T der baade ved sin fremtraedende Embedsstilling og ved sine personlige Egenskaber kunde gore Indtryk paa Kejseren.Haxthausen tsenkte dog slet ikke, saaledes som Arup (11) synes at mene, paa en Mand af Rantzau-AschebergsArt, „en Outsider", men paa en ganske bestemt hojtstaaendedansk Militser, der horte til BernstorfTs og MoltkesKreds, nemlig Overkrigssekretaeren Grev Conrad WilhelmAhlefeldt, hvem han ansaa for en Mand, „qui peut vivre avec quelque eclat", hvad Rantzau-Ascheberg paa Grund af sine odelagte okonomiske Forhold aldeles ikke kunde gore. Hvorvidt Ahlefeldt, hvem Haxthausen karaki__:__..^,j«~ - tv,t:::;~- —„,; „„ i-i _„ -..__; "--gangsformog Evner til at trseffe Zarens Smag og forstaaat fsengsle ham", var den rette Mand, kan vel vaere tvivlsomt, men der blev ikke noget ud af Tanken. Zaren vilde ikke sende en Ambassador til Kobenhavn for at notificeresin Tronbestigelse, saaledes som han tsenkte at gore til det beslsegtede gotlorpske Kongehus i Sverige, og HaxthausensVenner, saerlig Sir Robert Keith, fraraadede stserkt paa det davserende Tidspunkt at sende en dansk Ambassadortil St. Petersburg; Sendelsen vilde nseppe blive vel modtaget.²

Derimod besluttede Bernstorff og Moltke at bruge i St. Petersburg en af de højst tvivlsomme Personer, der i det 18. Aarh. som i de senere Tiders Diplomati anvendes til for god Betaling at spionere eller gøre anden ekstraordinær Tjeneste bag Kulisserne. Det var den danskfødte ventyrerMagnus (født 1721), der i 1750erne drev sit Spil i Nordtyskland, hvor han havde Forbindelser i holsten-gottorpske Kredse, særlig med Geheimeraad, senere Overkammerherre Brockdorff, der indtil Tronskiftet havde

---

1 Brev af 1761 291i2/1762 M/i, Fol. 2.

2 Depeche fra Haxthausen Nr. 93 af 1762 15/3/-6ls Sml. Depeche Nr. 93. 111, 1762 13/3/24/3 Fol. 7, 14—15.

haft Indflydelse hos Carl Peter Ulrik1. Beringskjold havde opereret for den danske Regering i Holsten og Rusland,hvor den tidligere Gesandt Osten havde brugt ham som Spion; han ansaas for at være parat til at sælge sig til den højst bydende; han var, som Haxthausen lejlighedsvisudtrykte sig, „en trois mots un coquin å double rnånteau".² Bernstorff kendte Beringskjolds Rygte, men Vurdering af Mennesker, særlig af denne Art Mennesker, var ikke hans Styrke, og han syntes trods alt at have haft forholdsvis gode Tanker om Beringskjolds Motiver og Bevæggrunde.Haxthausen bemærkede,³ at det „mauvais sujet", Beringskjold^ „cependant a forte protection å Copenhague", og Bernstorff skrev,⁴ da han meddelte Gesandten BeringskjoldsSendelse, at „han visselig var velsindet". Han havde vel saglens brugt ham, fordi han bragte gode Meddelelser,og paa Grund af hans Forbindelse med OverkammerherreBrockdorff, gennem hvem han maaske kunde øve nogen Indflydelse paa Storfyrsttronfølgeren eller i alt Fald skaffe Oplysninger om, hvad der foregik blandt hans Omgivelser. Ved Nytaarstid 1761_—62 havde man ganske vist gennem Meddelelser fra Hertugdømmerne faaet Indtryk af, at Kammerherre Brockdorffs Stilling var meget usikker, og at han laa i aabent Fjendskab med Saldern, hvis Stjerne var i hastig Stigen,⁵ men Forholdet var endnu paa dette Tidspunkt ikke klart. Først 17. Marts modtog Bernstorff en Depeche fra Haxthausen af 1./12. Febr., hvori det meddeltes,at Brockdorffs Aktier stod meget lavt.⁶ Samtidig med at man ved Tronskiftet iværksatte Tanken om at søge en Støtte hos Saldern, besluttede man at prøve, hvad man i St. Petersburg kunde udrette gennem Beringskjold.

---

1 Om Beringskjold se Biogr. Lex. 11, 127 f. og der citerede Kilder.

2 Ovenciterede Koncept til Brev fra Haxthausen til Mack 1762 10/5/21/5.

3 Sammesteds.

4 Ordre til Haxthausen "°/8 (Geh. Reg.) aftrykt Arup 13.

5 Ordre fra Bernstorff til Haxthausen 1762 J|2 (Geh. Reg. Fol. 37). Ottes Breve til Bernstorff samt Adrianis Breve til samme (R. A. T. K. U. A. Ruslaud A. 11. Korrespondanceakter vedr. Mageskiftet I).

6 Nr. 80 (Double par Le Nord) Fol. 8.

I første Halvdel af 1761 havde Beringskjold været i Rusland. ' Derefter havde han strejfet rundt snart i Preussen,snarti Pom mern, og fra September Bf ophoWt Irarr sig mest i Danzig, optaget af at skaffe Oplysninger om politiskeogmilitære Forholdsregler i Preussen, Polen og Rusland. Under sit Ophold i Rusland havde han søgt at presse Penge af Haxthausen og gjort et meget slet Indtryk paa denne. I en Note til Haxthausen af 1. Febr. 1762² spurgte Bernstorff, om Gesandten ikke havde hørt noget til Beringskjold, da han selv i et Par Maaneder ikke havde hørt noget fra ham. „Jeg er sikker paa, at hans Hensigterergode", tilføjede Ministeren. „Han vil være os til ringe Nytte, da han staar paa en daarlig Fod med Saldern, og kun har Kredit hos Brockdorff, men man kunde dog ailid iaa eL eiier anciei at vide gennem ham". Tanken om vedvarende at anvende Beringskjold har saaledes øjensynligpaadette Tidspunkt beskæftiget Bernstorff. Hans Note krydsedes imidlertid af en Depeche fra Haxthausen af 22. Jan./2. Febr., hvori Gesandten dels meddelte, at Beringskjoldstrejfederundt i Tyskland, dels udtalte, at han vanskeligtkundekomme tilbage til St. Petersburg, idet han maatte vide, „at han ikke var elsket af sin Herre, og at man mistænkte ham for at være i Forbindelse med os." Inden denne Depeche kom til København, havde Bernstorff faaet Forbindelse med Beringskjold. Ved Nytaarstid havde denne været ved fra Danzig at søge ind i Rusland, men midt i Januar rejste han pludselig til Hamburg og derfra i den største Hemmelighedsfuldhed til Danmark under ForegivendeafFamilieanliggender. 9. Febr. kom han til Københavnogsøgte straks Bernstorff, med hvem han i de følgende Uger havde Forhandlinger. 16. Febr. havde han med Bernstorff aftalt en Lønskrift for en Korrespondance under den Ekspedition, paa hvilken han straks derefter begav sig. I Breve til København fra den følgende Tid,

---

1 Depeche fra Haxthausen til Bernstorff Nr. 77 (double) 1762 221i/a/L» Fol. d. Brev fra Beringskjold til København i det ovenfor S. 322 omtalte Læg i R. A.

2 Geh. Reg. Fol. 37.

der af Bernstorff er forsynet med Modtagelsespaategning,. omtaler han Forbindelse og Forhandling med Moltke, men Enkeltheder i deres Aftaler kendes ikke. Sidst i Februar tog han til Hamburg, og uagtet hans Mission skulde være hemmelig, saa var han meget aabenmundet. 5. Marts indberettededendanske Agent i Hamburg, Hr. von Johnn, til Bernstorff, at Beringskjold, der efter nogle Dages Ophold i Hamburg var rejst til St. Petersburg, havde antydet, at han havde faaet betroet en Kommission fra det danske Hof.¹ Johnn havde søgt hos dem, der havde fortalt ham dette, at fjerne enhver Tanke om, at det danske Hof som Tillidsmand kunde bruge en Person som Beringskjold, „un homme dont le caractére était si bien connu". BeringskjoldsTjenerhavde heller ikke lagt Skjul paa Formaalet med sin Herres Rejse; han havde skrevet derom til en Ven i St. Petersburg i et Brev, der blev opsnappet af det russiske Politi, før Beringskjold endnu kom over Ruslands Grænse.² Omtrent 1. Marts rejste Beringskjold fra HamburgoverPerleberg til Berlin; ved 10. Marts kom han til Danzig. Fra sin Rejse indsendte han med Benyttelse af den aftalte Lønskrift Beretninger til København og fortalte^ hvad han havde opsnuset om Forhandlingerne mellem ZarenogFrederik 2. og set af preussiske eller russiske militæreTroppesamlinger,Depoter etc. Endvidere fortæller han, at han efter Aftale i Danzig havde henvendt sig til „den bevidste Ven" d. v. s. Grev Rantzau-Ascheberg for at faa ham med til Rusland. Paa Grund af Grevens Rejseforberedelserhavdehan maattet opholde sig længere, end han havde ønsket, i Danzig. Først 25. Marts tog de to Mænd af Sted. Et Brev fra Beringskjold af 24. Marts, som findes mellem de i et Læg med Paaskrift „Beringskjold"samledePapirer, tyder paa, at Beringskjold ikke har været begejstret for at skulle have Rantzau med sig; han siger, at det for ham paa nærværende Tid er et „malumnecessarium",men „maae nu tilstaae, hvad De ved seneste Samtale i det mindste et Par Gange sagde mig,

---

1 R. A. T. K. U. A. modtaget 9|R.

2 Apostilie til Dep. fra Haxthausen Nr. 103, 9|4/2014.

at jeg icke kiendte ham ret den Tiid, hvilcket jeg siden
til Visse har lært". Det ses ikke, om „De" er Bernstorff
eller Meltke.

Det her oplyste viser efter mit Skøn uimodsigeligt, at det ikke er „uanset Bernstorff" eller paa nogen Maade bag dennes Ryg, at Moltke giver Beringskjold Ordre til at tage Rantzau med til Rusland. Beringskjolds Breve, der umiddelbartefter Ankomsten kom i Bernstorffs Hænder, omtalerForhandlinger med Rantzau og Forhandlinger med Moltke; enhver Tanke om, at Moltke er gaaet uden om Bernstorff i denne Sag eller først paa et senere Tidspunkt efter Beringskjolds Afrejse fra København har givet ham Besked, er udelukket. Det er efter Aftale med Bernstorff, maaske efter hans Initiativ, at Beringskjold er rejst til DaiiZig lur Cieiiia al iagé lii riusiaiiti ug arbejde ior uanskeInteresser; det er ligeledes efter Formen for. hans Indberetningergivet, at det er med Bernstorffs Vidende, at han i Danzig henvender sig til Rantzau-Ascheberg for at faa ham med til St. Petersburg. Efter Meddelelser, som Rantzau, da han midt i April kom til St. Petersburg, gav Haxthausen,¹ havde Beringskjold i Danzig overbragt RantzauBreve „d'authorité tres respectable de Copenhague", „contenant d'avoir une croyance entiére et parfaite å ce qu'il lui proposerait de faire", „et Beringskjold ayant voulu que comte Ranzau fit avec lui le voyage å Petersbourg pour agir en notre faveur et moyenner un accomodement il s'y est prété". I et Brev til Moltke udtaler Haxthausen,² at Rantzau havde sagt ham, at han var rejst til St. Petersburg„par une obéissance complette aux desirs et volontés de Votre Excellence qui par Beringskjold lui sont parve nus". De Breve, Rantzau gennem Beringskjold havde modtaget,havde han ikke kunnet forevise Haxthausen, da han af Forsigtighed havde ladet dem ligge i Danzig hos sin Hustru.³ Dette er alt, hvad vi ved om Sammenhængen,

---

1 Depeche fra Haxthausen Nr. 105 1762 16|4/'27|4) Fol. 2.

2 Koncept til Brev til Moltke 1762 *>Ujwh, R. A. T. K. U. A. blandt Haxthausens Depechekoncepter.

3 Haxthausens Depeche Nr. 105 1762 16|4/27/4 Fol. 6.

men deraf fremgaar, at Bernstorff og Moltke har sendt Beringskjoldtil Rusland, for at han gennem sine Forbindelserskulde arbejde for en god Løsning af den holsten-gottorpskeSag; de har paalagt ham at faa Rantzau med til St. Petersburg. Man har i København nok vidst, at Grevenhavde gode personlige Forbindelser ved det russiske Hof, særlig med Brockdorff, gennem hvem han nogle Aar tidligere, dog uden Resultat, havde forsøgt at træde ind i russisk Krigstjeneste.¹ Man vidste formentlig ogsaa, at Rantzau kendte Zarens Fætter, Prins Georg af Holsten- Gottorp, der paa denne Tid kom til St. Petersburg og var velset af Zaren; Haxthausen nærede Frygt for, at denne Prins, der formodedes at være danskfjendtlig, skulde øve en uheldig Indflydelse paa Kejserens Stemning mod os. Endelig har man vel ogsaa vidst, at Rantzau fra et Par Ophold i Wien var bekendt med Robert Keith.

IV Rantzau-Ascheberg i St. Petersburg.

Grev Rantzau, der vel nok har kendt Beringskjolds Rygte, synes ikke at have været glad ved Tanken om at skulle ledsage ham til St. Petersburg; efter hans egne Udtalelsertil Haxthausen gjorde han det kun af Hensyn til de nævnte Breve og Meddelelser fra København, der bød ham have Tillid til Beringskjold.2 Det nærmere Indhold kendes ikke, men da Rantzau straks opsøgte Haxthausen og gjorde nøjagtig Rede for sine Hensigter, tør man gaa ud fra, at disse ikke i nogen Henseende har været i Modstridmed de Ordrer, Gesandten modtog gennem Bernstorff. Hensigten var, at Rantzau skulde benytte sine Forbindelseri St. Petersburg til at paavirke Zaren i samme Retning,som det forsøgtes gennem Sir Robert Keith og Saldern.Det synes udelukket, at der ved Breve fra Københavnhar

---

1 Uepeche fra Haxthausen 1762 13/3/24l3 (111, Fol. 3) modtaget n_U.

2 Depeche fra Haxthausen Nr. 105 1762 16/4/27/4; Nr. 106, ™Uj*°\i; Nr. 108, 29f4/10ls og oven citerede Koncept til Brev fra Haxthausen til A. G. Moltke 1762 29/4/10l5.

havnharværet givet Rantzau nogen officiel Mission. Det er derfor, efter alt hvad der foreligger, rigtigt, naar Bernstorffi en Ordre af 22. Maj — efter at det var bjevet ham klart, at den beringskjold-rantzauske Sendelse til St. Petersburgvar spoleret ved Beringskjolds uheldige Optræden¹ — erklærede, at Rantzau ikke havde „aucune commission" fra Kongen. Meningen har ikke været at etablere „des doublesnégociations", men øve en Underhaandspaavirkning, der kunde muliggøre det for Haxthausen at føre de løbendeForhandlinger om en Udsoning (Mageskifte) med Zaren til et heldigt Resultat.

Da Beringskjold med Rantzau naaede Konigsberg, kom han i Strid med sin kalmukkiske Tjener, hvem han prygledeog fratog hans Ur; Tjeneren gik i Vrede til den russiske.øvrighed on ansfsv si" Herre srsrrs rj^nsk Sdloh. iivorpaaKommandanten traf Anstalter til at fængsle den Rejsende .² Beringskjold følte Faren; efter en Scene med Rantzau, der var forbitret over at være kommet ind i en saa übehagelig Situation, flygtede han og naaede tilbage til København, hvor han maatte aflægge Rapport om sine Fata. 22. Maj skrev Bernstorff til Haxthausen, at Beringskjoldnu var her; Gesandten behøvede ikke at være uroligfor hans Skæbne. „Kongen har lige befalet mig at drage Omsorg for, at han ikke foretager nye Udflugter." Dette Udtryk er ensbetydende med, at Befalingen er Moltkes; alt fra Frederik 5. gik gennem denne. Efter dette übehagelige Optrin i Konigsberg synes Rantzau at have haft mest Lyst til at vende om, men fandt ingen Mulighed for at gøre dette uden at kompromittere sig over for den russiske Øvrighed,som vidste, at han var kommet dertil i Følge med en Person, der var angivet for Spionage og om Natten var flygtet.³ 14./25. April kom Rantzau til St. Petersburg fuldkommenklar

---

1 Sml. S. 342.

2 Episoden i Konigsberg, der farst er omtalt i Vedels Afhandling i Danske Samlinger, belyses nsermere i Haxthausens Depeche 1(i/|4 og i et Brev fra en Mand i Danzig, indlagt i det oven omtalte Laeg med Beringskjolds Breve.

3 Depeche.fra Haxthausen Nr. 105, 1762 16/4/27/4.

kommenklarover, at Rygtet om hans og Beringskjolds
Æventyr var gaaet forud for ham. Straks samme Dag
søgte han Forbindelse med Haxthausen.1

Den danske Gesandt var ikke glad ved Besøget. Fra Bernstorff havde han paa dette Tidspunkt ingen Besked modtaget. Den vanskelige Vinter hindrede stadig den regelmæssige Forbindelse med København; Faren for, at Brevene, der idelig blev aabnede, ikke skulde modstaa Dechiffreringsforsøg, havde bragt Bernstorff til at skrive saa kort som muligt. Gesandten maatte derfor handle efter Konduite; han var en opvakt og energisk Personlighed og optraadte helt igennem til sin Regerings Tilfredshed. Nogen Modsætning mellem ham og Bernstorff spores ikke paa noget Tidspunkt.

Den 9./20. April havde Saldern tilkaldt Haxthausen til en hemmelig Samtale og fortalt, at et Brev til hans Broder,Kaptajn Saldern, der nylig var kommet med Meddelelsefra Bernstorff, hvori Beringskjolds Ankomst var omtalt,var blevet opsnappet og sammen med det ovenfor nævnte Brev fra Beringskjolds Tjener, hvori denne havde skrevet, at hans Herre snarlig vendte tilbage til St. Petersburg „chargé d'importantes affaires" fra det danske Hof.² Til alt Held var disse Papirer kommet i Hænderne paa en russisk Minister, der stod paa en god Fod med Saldern og i Stedet for at forelægge Kejseren Papirerne havde givet dem til Saldern og advaret denne mod Beringskjold, der var en Person mistænkt for dansk Spionage, som i det Øjeblik, han kom til St. Petersburg, vilde blive anbragt i Fæstningen. Denne Salderns Meddelelse satte Haxthausen i stor Uro. Han gav straks Kammerherre Brockdorff Meddelelseom de opsnappede Breve, og denne sendte Ilbud ud for om muligt at hindre Beringskjold i at vove sig ind i Rusland.³ Umiddelbart efter fik Haxthausen (som det ses af hans Depeche til Bernstorff af 16./27. April) den Underretningaf

---

1 Brev af 14I4/2514, aftrykt Arup 14.

2 Apostille til Depeche fra Haxthausen Nr. 103, 1762 9/4/2%, modtaget 9|5.

3 Depeche fra Haxthausen Nr. 104, 1762 12|4/2314 (Fol. 8) modtaget 12|5.

derretningaf30. Marts, som Bernstorff havde givet ham om Beringskjolds Ankomst, og hans Uro blev ikke min- Trre. 24v April tom Rantzau-Ascheberg tig fortalte om ventyreti og om Beringskjolds Flugt. Allerede forinden havde Haxthausen, der ikke vidste, ad hvilken Vej Beringskjold kunde ventes, skrevet til sin Kollega Schack i Stockholm og bedt ham standse Beringskjold, hvis han kom denne Vej. Nu skrev han til Osten i Warschauog bad ham skaffe Beringskjold i Sikkerhed, saafremthan lagde Vejen gennem Polen.¹ Men Haxthausen var højst misfornøjet med disse ekstraordinære Emissærer, der ankom. I Depeche 12./23. April (Fol. 4) skrev han til Bernstorff, at han ikke kunde overbevise sig om, at enten Rantzau eller Beringskjold, der forlængst havde et daarligt Rygte i St. Petersburg og ikke havde nogen anden Sltrne der end sit Venskab med „un homme disgracié" (Brockdorff),kunde gavne i et Øjeblik som dette, saa lidt som Kaptajn Saldern eller andre af den Slags. Han var som dansk Gesandt altfor udspioneret og mistænkt fra alle Sidertil, at slige Bestræbelser efter hans Skøn kunde gavne i en saa vigtig Sag som den, hvorom det i Øjeblikket drejedesig, da der skulde tilvejebringes en Overenskomst mellemto store Monarker. „Disse hemmelige Bestræbelser (ces menées) sætter mig i den grusomste Forvirring og forøger i højeste Grad min Sorg og min stigende Bekymring, saa meget mere, som jeg kun ser skadelige Følger deraf." Det ses heraf, i hvor ringe Grad Rantzau svarede til, hvad Gesandtenhavde tænkt sig, da han foreslog Sendeisen af en Ambassadør.

Rantzaus Ankomst forøgede Gesandtens Forlegenhed.2
Han havde nogen Tid i Forvejen gennem OverkammerherreBrockdorff
hørt Tale om, at Greven agtede sig fra

---

1 Koncepter til Brevene til Schack og Osten findes iblandt Haxthau^ sens Papirer (R. A. Privatarkiver).

2 Med de felgende Udtalelser kan sammenholdes den svenske Charge d'affaires Jahnkes Depeche 1762 28I5/8J6 (Rigsarkivet, Stockholm) om Haxthausens Udtalelser om Rantzaus Ankomst. Se ogsaa Haxthausens Koncept til Brev til Schack 1762 i 6/4/iia/4, blandt H.s Privatpapirer (R. A.).

Danzig til St. Petersburg for der at søge militær Ansættelse,men han havde ikke troet derpaa;1 fra København havde han endnu ikke faaet nogensomhelst Meddelelse om RantzausMission og mente derfor straks, da Greven dukkede op, at hans Hensigt alligevel var at gaa i russisk Tjeneste. Den første Samtale oplyste Fejltagelsen. Rantzau meddelte, at han kom efter Opfordring fra København, og udviklede en Plan til Udsoning, han vilde søge at faa Zaren til at antage, hvis han fik Adgang til ham gennem Prins Georg af Holsten-Gottorp, til hvem han stod i Venskabsforhold. Kærnen i denne Plan var en gottorpsk Familiealliance, i Smag med den bourbonske Familiepagt, der kort forinden var sluttet ved Choiseuls Bestræbelser; „Grev Rantzaus Plan er saa udstrakt, at jeg knap ser nogen Mulighed for, at den kan lykkes", skrev Gesandten straks til København.² Han havde al mulig Tillid til Grevens gode og patriotiske Hensigter, men indtil han fik Ordre fra København, tog han det Standpunkt ikke at give ham nogen Oplysning om de officielle Forhandlinger eller om sine hemmelige Forbindelser. Rantzau havde bedt om Vejledning og Bistand; alt sligt ydede Haxthausen ham gerne og mente, at hvis Greven vilde følge hans Direktiver, saa var det vel ikke umuligt, at han, „avec l'adresse et l'esprit qu'il a", kunde paavirke Zaren. Haxthausen ønskede oprigtigt, at det maatte lykkes, men havde ikke meget Haab derom.

Gesandtens Depecher beretter om Rantzaus Bestræbelseri de følgende Uger. Han virkede især gennem Prins Georg, der satte megen Pris paa ham, og blev af denne præsenteret for Kejseren. Han kom ogsaa i Forbindelse med Saldern. For at skjule den egentlige Hensigt med sin Rejse sagde Rantzau til alle med et af sine kendte bons mots, „at han var kommet til Kejserhoffet ligesom Dronningenaf Saba kun for at se, beundre og atter drage bort" ;3;3

---

1 Depeche fra Haxthausen 1762 13/8/2415, 111, Fol. 2.

2 Depeche fra Haxthausen Nr. 105, 1762 16/4/2714, Fol. 5.

3 Haxthausens Depecher Nr. 105, 16/4/2774, Nr. 106, 19/4/30/4. Det samme Udtryk nævnes i Jahnkes Depeche til Stockholm — Forsoningsplanen er refereret af Vedel i Danske Samlinger IV, 392—93.

til sine Venner sagde han, at han var kommet for hos Kejseren at opnaa en Gunstbevisning til Fordel for sin Svi"gerfaTte~r^r~Grev~"ltantzaui-OppéhdoffFi det gottorpske Holsten,med hvem han endnu levede i Uvenskab, og hvem han derved vilde forsone. Ved sit aandfulde og morsomme Væsen erhvervede han Venner, men det slog fejl, naar han haabede at vinde Indgang hos Kejseren og specielt at vinde denne for sin store Forsoningsplan. Ved en Sammenslutningskulde de forskellige Grene af det oldenborgskeHus vinde stor Magt i Nordeuropa. Kongen af Danmarkskulde have hele Holsten og Bispedømnjet Liibeck. Kejseren skulde nøjes med Rusland og med en fremtrædendeStilling inden for den oldenborgske Familie samt en stor Pengesum til at lette hans Finansnød. Flere, oldenborgskePrinser, bl. a. Prins Georg, skulde have Lande, hele Familien forenes i en stor Alliance. „Dette er det væsentligstei den Plan, som Grev Rantzau har dannet sig", skriver Haxthausen til Bernstorff 19./30. April. „Den er i Sandhed let at udtænke, men ikke ligesaa let at faa billigeteller udført i alle dens Punkter". Rantzau paastod, at han haabede at naa sit Formaal i Løbet af otte Dage, hvis ikke, vilde han straks forlade St. Petersburg.

Af Gesandtens Indberetninger, som alle (det bør udtrykkeligbemærkes) er skrevet, uden al han fra Bernstorff har modtaget nogensomhelst Ordre eller Anvisning om sin Optrædenover for Rantzau, fremgaar, at han har næret stor Skepsis over for Muligheden af, at Rantzau kunde udrette nogetsom helst. Han har nok syntes om Grevens livlige og ekstravagante Personlighed, været overbevist om hans redelige og uegennyttige Hensigter og har hjulpet ham med Raad og Daad. Men han har paa den anden Side frygtet, at Rantzau kunde løbe sig en Staver i Livet; den svenske Chargé d'affaires v. Jahnke kunde indberette, at hans danske Kollega havde vist nogen Frygt for, at en saa besynderlig Mand kunde paadrage sig Übehageligheder ved sin uforsigtige Tunge.¹ Haxthausen kendte Terrainet. han saa klarere Dag for Dag, at selv Mænd som den engelske

---

1 Ovenciterede Depeche.

Gesandt, Saldern eller Prins Georg ikke formaaede at ndreZarens han var paa det rene med, at en Nyankommen ikke kunde udrette noget, selvom han var i Besiddelse af al den Esprit, Evne til at vinde og underholde,som Grev Rantzau-Ascheberg raadede over.

Til disse Vanskeligheder kom det Uheld, Rantzau havde haft ved sin Forbindelse med Beringskjold. Han var, før han kom til St. Petersburg, stemplet som dansk Spion, og som Haxthausen udtrykker det, „afskyede Kejseren ham og viste ham end ikke den simpleste Høflighed".¹ Hvorvidthan kom i saa nær Berøring med Zaren, at han overhovedetfik Lejlighed til i sin vittige og aandfulde Form at udvikle sine politiske Planer, der, som Haxthausen bemærkede,indeholdt „meget gode og udmærkede, endog solide Ting, men var iblandet med Kimærer og gigantiske Ideer", maa staa hen. Han opnaaede i hvert Fald intetsomhelst,men havde al sin „Esprit, Behændighed og Dygtighed behov" for ikke at komme i Ulykke. Det var nok rigtigt, naar Prins Georg nogle Maaneder senere efter Zarens Fald fortalte, at det udelukkende skyldtes hans Indflydelse, at Zaren ikke lod Rantzau kaste i Fængsel ellersende til Sibirien.² Prinsens Udtalelser, sammenholdt med Haxthausens Indberetning, gør det rimeligt, at det ikke alene var Mistanken for at være dansk Spion, der havde ophidset Kejseren mod Rantzau. Denne havde ogsaavakt hans Vrede ved at udtale sig „en bon danois" og rose de danske Militærforanstaltninger og St. Germains militære Dygtighed, alt for at give et Indtryk af, at det ikke vilde være saa let en Sag at vinde den Krig mod Danmark, som Kejseren forberedte. Det havde forbitret denne, at Rantzaus Udtalelser herom havde vundet Bifald

---

1 Depeche Nr. 108 29/4/10/5- Citeret efter Koncepten (111. Depedie Pag. 4); den tilsvarende Del af Udfserdigelsen findes ikke, men paa den ovrige Del af denne staar Bernstorffs Modtagelsespaategning, 1762 2315, par le Courrier Jensen. — Paa Koncepten har Haxthausen skrevet, at Dep. er afgaaet 29/*/"/(s Kl. 2 Nat.

3 Indberetning fra Kaptajn Abercorn i Danzig, 1762 28/8, R. A. T. K. U. A., Rusland A 11. Diverse Korrespondanceakter vedrørende Mageskiftet

i hans Omgivelser, hvor kun faa var for Krigen; endelig skulde Rantzau have haft den Dristighed at sige rentud baade til Prins Georg og til Kejseren, at hvis Kejseren ikke lod være med denne Krig mod Danmark, vilde det gaa ham, som det siden skete, Krigen vilde give Signalet til en Paladsrevolulion. At Rantzau har udtalt sig nøjagtig saaledes^ kan ikke dokumenteres; det er dog ikke urimeligt efter den flotte Maade, hvorpaa han ved saa mange andre Lejligheder udtrykte sig. Han udrettede imidlertid intet. 18. Maj forlod han meget misfornøjet St. Petersburg, og Haxthausen skriver til Bernstorff, at han ikke var ked af, at han var borte, thi det var ikke langt fra, at hans Iver havde bragt ham i Ulykke.¹ Den svenskeChargé d'affaires skrev, at han ..aldeles ikke havde været gouteret." Den Ordre fra Bernstorff af 26. April, som Arup (15) kalder „Bernstorffs afgørende Modtræk mod Rantzau og Mokke", var ankommet til St. Petersburg 1/12 Maj;² men det fremgaar af Haxthausens Depecher, at denne Ordre ikke paa nogen Maade har paavirket hans Optræden overfor Rantzau; denne var i Overensstemmelse med tidligere Ordrer fra en Tid, da der aldeles ikke har været Tale om Rantzau. Haxthausen havde, som det fremgaaraf hans Depeche, adskillig Sympathi for den begavede Herre, han beundrede den Energi, hvormed han havde sat sig ind i Forholdene i St. Petersburg, og han bestræbte sig for, at man ikke i København, hvor Rantzau havde mange Fjender, skulde tillægge ham nogen Skyld for, at han ikke havde udrettet noget. Dette beroede paa Forhold, over hvilke Rantzau slet ikke havde været Herre. Haxthausen skrev baade til Bernstorff og til Moltke til Gunst for ham, bad dem gøre noget for Rantzau, kalde ham til Holsten for at bruge hans Kendskab til de russiskeForhold, om muligt paany lade ham indtræde i den danske Hær. Han skildrede Greven som en patriotisk og ivrig Mand, der fortjente at blive i sit Fædrelands Tjeneste.

---

1 Depecher fra Haxthausen 1768, 7/5118l5; u/su/s/26's og 15|s/2615.

2 Ankomsttiden ses af Haxthausens Depeche Nr. 109, 9/s/u/6 (Koncepten).

Der er i Kilderne ikke det allermindste, der tyder paa, at Bernstorff har frygtet, at Rantzau skulde opnaa Resultater i St. Petersburg. Naar Prof. A. har læst dette ud af de Ordrer, hvori Bernstorff omtaler Rantzaus Sendelse, maa det bero paa, at han er gaaet ud fra, at Beringskjolds og Rantzaus Sendelse er sket uden Bernstorffs Vidende^ bag hans Ryg iværksat af Moltke. Ud fra denne Opfattelse maa det øvrige være konstrueret, men naar Forudsætningen, som i det foregaaende paavist, bevislig er urigtig, er det umuligt at opfatte Bernstorffs Udtalelser om Rantzau paa den Maade, som Forf. har gjort.

Bernstorffs Ordrer til Haxthausen indeholder meget lidt baade om Beringskjold og om Rantzau. Om den førstnævnte har vi først Udtalelsen af 1. Febr., hvor Bernstorff antyder, at Beringskjold, hvis Hensigter han anser for gode, næppe vil kunne gøre megen Nytte, men dog altid skaffe visse Oplysninger. Dernæst anmeldes hans Ankomst 30. Marts; det gentages, at han visselig er velsindet, men Haxthausen opfordres til at passe paa, at han ingen Mistanke faar om Forbindelsen med Saldern, da alt vilde være tabt, hvis han fik den mindste Kendskab dertil. Endelig konstaterer Bernstorff, da Beringskjold er vendt tilbage til København efter Konigsberg-Affairen, 22. Maj, at Haxthausen kan være rolig; Kongen har befalet at passe paa, at Beringskjold ikke gør nye Udflugter.

Rantzau omtales kun to Gange i Bernstorffs Noter. Først i Noten af 26. April, hvori Bernstorff, der øjensynlig gaar ud fra, at Rantzau nu er i St. Petersburg, uden at oplyse de nærmere Omstændigheder eller Formaal med Rantzaus Sendelse, blot beder Haxthausen behandle ham høfligt, men uden nogen særlig Fortrolighed; Gesandten bør ikke undlade at holde lidt Øje med hans Opførsel og Færden.x Allerede sidst i Februar var Beringskjold rejst til Danzig for efter Aftale med Moltke og Bernstorff at

---

1 Det vedkommende Sted i Ordren tyder saaledes: n_Vous vivres poliment, mais sans aucune liaison particuliere avec le comte de Ranzau Ascheberg, et Vous ne laisseres pas d'observer un peu sa conduite et ses allures." (Geh. Reg. 1762 I, 161).

tage Rantzau med sig. Saafremt det havde været Bernstorffomat gøre at modarbejde Rantzau, at gøre Modtræk mod ham, saaledes som Årup mener, vilde det dog være højst besynderligt at vente halvanden Maaned hermed. Det rimelige vilde da have været under en eller anden Form at instruere Haxthausen, men det fremgaar af HaxthausensDepechetil Bernstorff, at han aldeles intet har hørt; den Vej kunde jo ogsaa have være benyttet, at advisere Saldern gennem Otte, men i KorrespondancenmellemBernstorff, Otte og Saldern findes ingen saadanMeddelelse.Det er kun om Beringskjolds Ankomst, at Otte har sendt Meddelelse til St. Petersburg i det Brev, der blev opsnappet. Der er ingen Antydning af, at der fra København er kommet nogen Meddelelse til St. PetersburgomRantzau, endsige i Disfavør af ham. Efter den korte Anvisning af 26. April venter Bernstorff helt til 22. Maj, før han atter omtaler Rantzau over for Haxthausen, og dette sker, hvad der er værdt at lægge Mærke til, først efter at Bernstorff 16. Maj har modtaget Haxthausens Depecheaf16./27. April. Paa dette Tidspunkt har — og det er vigtigt — Bernstorff ikke blot talt med den hjemvendte Beringskjold, men ogsaa i Haxthausens første Beretning efter Rantzaus Ankomst til St. Petersburg faaet Besked bl. a. om den store Plan om en gottorpsk Familiealliancemedny Territorialfordeling etc., som Rantzau vilde lægge til Grund for sin Paa virkning af Zaren. Da, først da, skriver Bernstorff udførligt til Haxthausen, og gør dette med Paaberaabelse af udtrykkelig Ordre fra Kongen („par ordre expres de S. M."). Dette vil, saaledes som ForholdetvedHoffet laa, og efter Sprogbrugen i hele Frederik 5.s Tid sige: efter Aftale med Moltke. Denne Note som ogsaadenaf 26. April var, det maa man gaa ud fra, efter den gældende Forretningsorden (indført 1749) forelagt Moltke eller Kongen gennem ham og er for øvrigt afskrevetpaarette Plads i Geheimeregistraturen, der selvfølgelig har staaet til Moltkes Raadighed. Der er altsaa ikke Tale om nogen Udenomsmeddelelse til Gesandten. Hvad Bernstorffskriverom Rantzau, er skrevet i fuld Aabenhed.

Det er umuligt at opfatte disse to Meddelelser som indeholdende„etModtræk" imod en hemmelig Aktion fra Moltkes Side, som Bernstorff først nu faar fuld Klarhed over og derved ;,med eet sin hele Kampkraft igen" (Arup 15). Jeg forstaar slet ikke Meningen med det sidste Udtryk,dajeg ikke ved, naar Bernstorff i den foreliggende Situation skulde have mistet nogen „Kampkraft", men jeg gengiver (efter Geheimeregistraturen Fol. 205) in extenso alt i Bernstorffs Ordre, der direkte eller indirekte har Betydningidenne Sammenhæng. Til Forklaring tjener, at Haxthausen i sin Depeche til Bernstorff af 16./27. April har gjort omhyggelig Rede for sine Forhandlinger med Sir RobertKeithog Saldern og forelagt Forslag om Bestikkelse til en Række underordnede Personer i Zarens Omgivelser. Yderligere har denne Depeche indeholdt Meddelelsen om Beringskjold og om Rantzaus Ankomst, samt en Anmodningom,at Bernstorff vilde instruere Gesandten „om paa hvilken Fod denne skulde leve med Rantzau, og om han skulde give Greven Oplysning om Sagerne og om vore Forbindelser".

De paagældende Steder af Depechen lyder:

„Je vous répéte au reste tout ce que j'ai eu l'honneur de vous dire dans mes depeches déjå citées, tant å l'éga^d de ce ministre (o: Sir Robert Keith), que je regarde comme le premier et le plus sur des amis du roi en Russie, qu'å celui de Mr. de Saldern. Suivés leurs avis, et n'épargnés aucune somme point excessive pour gagner tous ces personnages subalternes qui entourent l'empereur, et qui ont tant de pouvoir sur son esprit. Vous sentirés encore- plus vivement que moi la necessité et l'importance de cette permission que le roi vous donne. . . .

Beringskiold est icy. N'ayés point d'inquietude å son sujet, le roi
m'a déjå ordonné d'avoirsoin, qu'il ne fasse point de nouvelles courses.

Je vous réitére simplement ce que je vous ai mande å l'égard du c. de Rantzau-Aschberg. Je le crois trop homme d'honneur pour craindrequ'il fasse aucune manoeuvre en Russie contraire å ce qu'il doit au roi par tant de titres, mais je ne dois pas moins vous dire par ordre exprés de S. M., que vous n'ayés pas å lui faire part des secrets qui vous sont confiés. Ne pensés pas qu'il ait aucune commission de S. M. Les doubles négociations, qui ne font que se croiser, ne sont point du tout du gout du roi, S. M. ne les employe en aucune cour, et elle les employera moins encore å celle ou vous étes. Vivés done honnettement

avec le c. de Rantzau, et comme avec un horarae de naissance et de distinction. Assistés le de vos bons avis, si vous le jugés å propos, mais oe^ donnés aucune occasion ni_Æ4tii ni å personne de croire, que-vous ayés une intelligence secrette avec lui, ou qu'il soit å Petersbourg par le commandement du roi. S. M. ne s'oppose point å son sejour dans ce pays lå, mais ne le desire pas non plus, et ellene veut avoir ni étre censée d'y avoir part."

Motiverne til Bernstorffs Ordre er fuldkommen klare, og der er ingen Brug for en Hypotese om, at Bernstorff har affattet den, fordi han følte sin Udenrigsministerpost truet ved en hemmelig Aktion fra Moltkes Side eller for at udtrykke Tilfredshed med, at Beringskjolds Optræden havde forskærtset enhver Mulighed for Rantzau for at udrette noget. Da Bernstorff i alt Fald havde billiget, at Beringskjold blev sendt til Husland, og trods al Mistillid ansaa ham for velsindet, har han — foruden af mange andre Grunde — næppe kunnet føle Skadefryd over, at han var kommet saa galt afsted.

Den gentagne Ordre til Haxthausen om ikke at lade Rantzau — saa lidt som Beringskjold — faa Del i Hemmelighedernemed Saldern, var en simpel Følge af hele Forholdet til denne, og ingen, der har mindste Kendskab til Rantzaus impulsive og uregelrette Personlighed, kan undre sig over, at Bernstorff i den foreliggende farlige Situation ikke ønskede at inddrage ham i de farlige russiskeHemmeligheder. Rantzau var Ven af Brockdorff, Saldernsbitre Modstander; hvor let kunde, selv mod RantzausVilje, ikke Forbindelsen med Saldern blive antydet paa urette Sted. Det er karakteristisk, at Haxthausen, der havde Sympathi for Rantzau, selv indtog netop dette Standpunktogsaa uden Bernstorffs Instrukser og vaagede nøje over ikke at indvie Rantzau i disse Hemmeligheder. Men dernæst motiverer Indberetningen om Rantzaus store politiskePlaner fuldkommen Bernstorffs skarpe Fremhæven af, at Haxthausen ikke maatte opfatte Rantzau som en betroet Mand, en politisk Kommissionær. Det er rimeligt, at Bernstorff er kommet til at nære meget stor Betænkelighedved at høre, med hvilke storpolitiske Planer Rantzauomgikkes;

zauomgikkes;i sin næste Indberetning om Samtaler med Rantzau af 29. April/^10. Maj fremhævede Haxthausen, at Rantzau med Forsæt ikke vilde give sine Memoirer til Zarenom Familiealliancen Udseende af „mémoire en forme", men denne Indberetning var ikke kommet Bernstorff i Hænde 22. Maj, den kom — efter hans egen Modtagelsespaategning— først til ham Dagen efter. Det er vel iøvrigttvivlsomt, om den vilde have beroliget Bernstorff synderligt.

Vi ved ikke, hvad Moltkes Brev til Rantzau kan have indeholdt; jeg anser det for sandsynligt, at det er affattet efter Samraad med Bernstorff, men selv om dette ikke er Tilfældet, kan det ikke have indeholdt nogen Opfordring til i St. Petersburg at forelægge vidtgaaende storpolitiske Planer af denne Art. Jeg skulde tro, at Mollke simpelthen har bedt Rantzau tage til St. Petersburg og ved Indflydelse paa sine Venner eller ved sine personlige vindende Egenskabersøge at stemme Kejseren gunstig over for Danmark og derved bringe ham til at bifalde de Forslag til et Mageskifteetc., om hvilke der stadig forhandledes gennem Haxthausen,og for hvilke der ogsaa arbejdedes gennem Saldernog Sir Robert Keith. Det ligger nær, at Bernstorff og Moltke, da de modtog Haxthausens Indberetning om Rantzaus Planer, er blevet meget urolige, ogsaa under Indtryk af den beringskjoldske Affaire. De har fryglet, at Rantzau, selv om han, som Bernstorff anerkender, sikkert ikke vilde foretage „nogen Manøvre i Rusland, der stred mod, hvad han af saa mange Grunde skylder sin Konge", kunde komme ind i storpolitiske Aktioner, der kun kunde skade. Disse Overvejelser har maattet bestemme Affattelsenaf Ordren til Haxthausen. Denne siger, at Haxthausenskal støtte Rantzau, hvor han kan, men ikke tro, at han er en hemmelig, politisk Ambassadør, og han skal vogte sig for at give det Udseende af, at Rantzau har nogenofficiel Mission fra København. Det falder nøje i Traad med denne Tankegang, at Bernstorff slutter med at sige, at Kongen ikke har noget at indvende mod Rantzaus Ophold i St. Petersburg, men heller ikke noget Ønske

derom, og ikke vil have Del eller anses for at have Del deri. Der er ingen Antydning af Fjendskab, dulgt Ringe--Spo^-elletnogetnsUgtj^Bernstorffs Omtale af Rantzau, kun en alvorlig Forsigtighed, som Situationen lagde nser.

Haxthausens Behandling af Rantzau havde fra først til sidst svaret til Bernstorffs korte Forholdsordre af 26. April. Han har været tilbageholdende over for Rantzau, men hjulpet ham, hvor han kunde. Naar Prof. Arup udtaler, at Haxthausen kommer til at føle megen Sympathi for Rantzau, „om hvem han vidste, at han skulde tabe", da maa det siges, at hvis denne Vending er Udtryk for den Opfattelse, at Haxthausen har ment, at Rantzau skulde tabe, fordi man fra København, bl. a. gennem ham som Gesandt, modarbejdede Greven, saa er denne Betragtning IKKc rigllg. iiikillZSU DicV ikKc iiiOtiarDcjuci li'a i\.øi)eiihavn; han blev ikke af Bernstorff eller Moltke anbragt paa nogen Uriaspost. Derimod var det rimeligt, at Haxthausen var ked af, at Omstændighederne havde gjort det saa vanskeligt for Rantzau at udrette noget i St. Petersburg, at hans Bestræbelser i Virkeligheden maatte anses for haabløse; heri havde den beringskjoldske Affaire sin Andel, men desuden vidste Haxthausen, at Zarens Stemning mod Danmark nu i Maj Maaned, da Forberedelserne til Felttoget var i fuld Gang, og den franske og den østrigske Gesandt ophidsede ham, var saa forbitret, at ethvert Forsøg paa at tale ham til Fornuft vilde være haabløst.

Det er en Fortjeneste ved Professor Arups Afhandling at have understreget, at der ikke kan rettes nogen Anke mod Rantzau-Ascheberg for hans Optræden i St. Petersburgi1762. Man kan finde hans store Planer „kimæriskeellergigantiske", og mene, at de var lettere at udpønskeendat iværksætte; de var i Virkeligheden umulige og blev aldrig gennemført. Bernstorff selv havde Tanker om en gottorpsk Familiepagt, men af en mere praktisk og begrænset Karakter; heller ikke de fik nogensinde Betydning.Utvivlsomthar Rantzau i Kraft af hele sin PersonlighedhaftLyst til at spille en Rolle, men der er ingen Grund til at antage, at han paa nogen Maade har trængt

sig frem;1 han synes kun at have begivet sig til St. Petersburg,fordihan blev anmodet derom fra København. Han har i St. Petersburg gjort sit bedste for at tjene sit Lands Interesser; han var uskyldig i de Vanskeligheder^ Beringskjold bragte ham ind i, og det kan ikke bebrejdes ham, at han ved sin velmente Ros over den danske Hær og ved sin frie Tale om Krigsplanernes Uforstandighed har ophidset Kejseren. Der foreligger intet om, at han under dette Ophold i St. Petersburg lagde Grunden til det Uvenskab med Saldern, der nogle Aar senere kan spores, der er ikke i Haxthausens Depecher nogen Antydning af sligt. Naar Arup mener, at Saldern modarbejdede Rantzauvedat bagvaske ham for Kejseren, er dette übevist. Salderns og Rantzaus Formaal var de samme; Formodningenom,at Saldern skulde frygte, at Rantzau ved at opnaa Resultater skulde paaføre ham en übehagelig Konkurrenceogskade ham pekuniært, er dog ret søgt. KontraktenmellemSaldern og den danske Regering var i Orden;Forudsætningenfor de pekuniære og andre Fordele, Saldern skulde opnaa, var kun, at der tilvejebragtes en gunstig Ordning af Striden, men det var saa tvivlsomt, om dette lod sig opnaa, at enhver Støtte i Retning af PaavirkningafKejseren kun kunde være Saldern velkommen. Det er dog for kunstigt at tænke sig, at Saldern skal have modarbejdet Rantzau, fordi han frygtede, at den danske Regering, hvis Rantzau, hvad der var højst usandsynligt, opnaaede at paavirke Zaren, skulde nægte at udbetale Penge til Saldern under Paaberaabelse af, at det var en anden Emissær, der havde tilvejebragt Resultatet. Hvad Rantzau-Aschebergs senere Forhold angaar, da vides der, mig bekendt, intet om, at Rejsen til Rusland har bidraget til at uddybe den Modsætning, hvori han tidligere stod til Bernstorff og Moltke, og som sættes i Forbindelse med, at han 1756 var blevet fjærnet fra sine Embeds- og Hofstillinger.DaRantzau i 1766 kom tilbage til Hoffet i København,omtalteden preussiske Gesandt, der af Frederik 2.

---

1 Sammenlign Holms Danmark-Norges Historie, 111, 1, 297 og hans Biografi af Rantzau i Biogr. Lex. XVIII, 473 — 74.

havde faaet Ordre til at give fyldige Oplysninger om Rantzau,atMoltke og Bernstorff ti Aar tidligere havde bevirkethansUnaade, hvorimoi han intet nsevnede om, at hans „hemmelige Kommission" i Rusland 1762 havde skabt Uvenskab mellem dem.^l Jeg tor selvfolgelig ikke bestride,atRantzau kan vsere blevet misfornojet over den russiske Episode, selvom jeg ikke mener, at Bernstorff ellerMoltkei nogen Henseende har behandlet ham utilladeligt.Meni hvert Fald er det ikke dokumenteret, at det var Tilfaeldet, og den stserke Modssetning, som traadte frem i Kristian 7.s Tid, kan meget vel have andre Aarsager.Enkritisk Gennemarbejdelse af Rantzaus store KorrespondancemedGahler, vor vserdifuldeste Kilde til RantzausKarakteristik,vil muligvis kunne kaste Lys herover, og efter 1762 kan maaske give dybere Indblik i den ejendommeligePersonlighedshele

Om hans Forhold efter Rejsen til Rusland 1762 indeholder de Akter, jeg ved denne Lejlighed har gennemgaaet, nogle Bidrag, som jeg skal nævne. De findes i Indberetningerne fra de danske Agenter Kuus og Kaptajn Abercorn i Danzig, der bygger dels paa Samtaler mellem dem og Rantzau, dels paa Meddelelser, som de to Herrer havde fra gennemrejsende russiske Stormænd.3

Rantzau var fra Rusland taget tilbage til Danzig, hvor han opholdt sig fra sidst i Maj til den 22. Septbr., da han, ledsaget af sin Hustru, rejste til Hamburg via Berlin. Omkring1. Juli kom Saldern fra St. Petersburg til Danzig som Zarens Befuldmægtigede paa Rejse til Berlin, for der at deltage i den Konference, der skulde forsøge at udsone den dansk-russiske Tvist, men som aldrig traadte sammen, da Zarens Mord greb ind i Begivenhedernes Gang. Den russiske Resident i Danzig havde hidtil ikke aflagt Grev Rantzau noget Besøg, men øjeblikkelig efter sin Ankomst opsøgte Saldern Greven. Efter Kuus' Indberetning af 3.

---

1 Depeche fra den preussiske Gesandt Borcke i Kobenhavn 1766, n/io;n/io; Afskrift velvilligst meddclt fra Geheimestatsarkivet i Berlin.

2 Sml. S. 322.

Juni havde de to Herrer ikke kunnet tale ugenert i ResidentensNærværelse, hvorfor de aftalte at træffes hos SaldernKl. 9 samme Aften; straks efter denne to Timers Samtalemed Saldern kom Rantzau til den danske Agent. Grevengav et omhyggeligt Referat af sin Samtale med Saldern,med hvem han indgaaende havde drøftet den russiske Regerings Hensigter over for Danmark. Denne Salderns Optræden tyder hverken paa, at han har næret Forbitrelse mod Rantzau, eller at denne har haft harn mistænkt for fjendtlig Optræden i Rusland. Afgørende er det dog selvfølgeligikke; de kan have gjort gode Miner til slet Spil og haft Interesse i at søge hinanden. Kuus var overmaade glad ved, hvad han havde hørt af „denne Dansker, hvis Iver for sit Fædrelands Interesser er uendelig stor". „Det er", skriver Knus til Bernstorff, „efter min Mening af Vigtighedfor Tjenesten at bevare denne Følelse i ham; min Optræden overfor ham vil svare til denne Tankegang, og hvis Hans Majestæt vilde være saa naadig at vise ham sin høje Billigelse paa den ene eller den anden Maade, saa vover jeg at tro, at dette vilde opildne ham indtil Enthousiasmusog vilde kunne skaffe os interessante Oplysninger,naar den Tid kommer, da Prinsen af Holstein rejser her igennem. Grev Rantzau har ikke givet mig i Opdrag at anmode om noget for ham. Det vilde ikke sømme sig for en saa lidet distingueret Mand som mig at gøre dette, men man bør ønske, at de Følelser, han, som det vil være Deres Eksellence bekendt, nærer over for sit Fædreland og over for sin Suveræn, ikke forbliver uden Belønning fra Hans Majestæt. Det vil sige, at Greven maaske kunde faa den Ære at vandre i Fodsporet af den Helt, der bærer hans Navn og udgyde sit Blod og sit Liv for sit Fædreland og for dets guddommelige Fyrste af Huset Oldenburg".

I August Maaned, altsaa efter Revolutionen i St. Petersburg,kom Prins Georg af Holsten-Gottorp gennem Danzig, og saavel Kuus som Abercorn havde Lejlighed til at tale med ham om Grev Rantzau. Prinsen fortalte, at Rantzau stod i regelmæssig Brevveksling med ham, og udtalte sig i stærke Ord om den Tillid, han nærede til Grevens Venskabfor

skabforham. Prinsen var nøje å jour med, hvilke Forbindelserog Venskaber Rantzau havde ved Hoffet i København.Kuus mente, at denne Viden stammede fra, at Rantzaus Korrespondance vai^gaaet gennem derr russiske Resident i Danzig, som var Prinsens „Kreatur". Til Kuus og Abercorn fortalte Prinsen, som ovenfor omtalt, hvorledesdet kun skyldtes hans Beskyttelse, at Rantzau var sluppet vel fra de Farer, hvorfor han i St. Petersburg havde været udsat ved Zarens Vrede.

I Løbet af Sommeren blev Rantzau ked af Opholdet i Danzig. Han sagde til Kuus, at han var altfor kendt i Byen til, at han „sans indécence" kunde vedblive at leve paa samme Fod, som han hidtil havde gjort. Det kom da vel godt tilpas, at Rantzau under 16. Oktbr. 1762 fik sin Generalmajors-Bestalling tilbage med 1200 Rd. i aarlig Gage. Det var iormentiig Efterretningen herom, der midt i September naaede Rantzau i Danzig og gav Kuus Anledning til 15. Septbr. at skrive følgende til Bernstorff: „Jeg har glædet mig over det rørende Syn at se denne geniale Mands Øjne fyldt med Taarer, men af Taarer, der er ham værdig, fremkaldt af Glæde og Taknemlighed mod hans Fædrelands Fader. Gud give, at vi alle maatte være gennemtrængt af lignende Følelser, og gid det maatte lykkes i hvert Fald for nogle blandt os at lægge dem for Dagen i Gerning". Faa Dage herefter var det, at Rantzau med sin Hustru vendte tilbage til Holsten.

Prof. Arup kalder den nævnte Pension og Generalmajors-BestallingensTilbagegivelse for en Drikkeskilling, som Moltke fandt for godt for Velanstændigheds Skyld at tilkasteRantzau. Jeg mener at have paavist, at hverken Bernstorff eller Moltke paa Grund af Petersburg-Episoden havde nogetsomhelst at bebrejde sig overfor Rantzau; der er intet, der beviser, „at Bernstorff hadede Rantzau heftigereend nogensinde før", eller „at Moltke selv næsten ikke mere kendte ham", saaledes som Professor Arup siger.Den Pension, han fik, kan i hvert Fald ikke udlæggessom Tegn herpaa, men viser dog snarere, at Moltke og Bernstorff fandt det rigtigt at gøre noget for Rantzau i

Overensstemmelse med de Henstillinger, de havde faaet saavel fra Haxthausen som fra Kuus. Der foreligger intetsomhelstom, at Moltke eller Bernstorff var misfornøjet med Rantzaus Optræden i St. Petersburg. Selv har Rantzauvel nok ikke været tilfreds med, hvad han fik, og da han senere i Kristian 7.s Tid fik sin Kommando tilbage og kom til at spille en politisk Rolle, var han en Modstanderaf baade Bernstorff og Moltke. Men man ved foreløbigaltfor lidt om de Aarsager, der bevirkede, at Rantzaufra 1756 Frederik 5.s Regering ud blev holdt borte fra Hoffet og højere Embeder, til at man kan fælde nogenDom om Bernstorffs og Moltkes Forhold overfor ham. Saa meget kan dog siges, at det, der foregik i 1762, efter hvad der hidtil er oplyst, ikke giver noget Grundlag for Bebrejdelsemod de to Stormænd for deres Optræden overfor den begavede og meget ekstravagante Mand, hvis Vandel og Karakter übestridelig indeholdt Momenter, der kunde gøre det tvivlsomt, om han egnede sig til høje Stillinger.

V. Moltke kontra Bernstorff?

Endnu staar tilbage at vurdere Hovedpunktet i Prof. Arups Fremstilling af Rantzaus Mission. Viser den Sammenhæng, jeg nøjagtig har udredet, at der var nogen Modsætning mellem Bernstorff og Moltke? eventuelt: af hvilken Rækkevidde var den?

I Perioden før Krisen 1761—62 var der ingen politiske eller personlige Modsætninger mellem de to Statsmænd. Det samme gælder om Aarene efter Krisen. Skulde EpisodenBeringskjold-Rantzau som et Lynglimt aabne Indbliktil Uenighed og Modsætningsforhold, der ellers er forblevet skjult, eller blot til en pludselig Krise i de to Mænds ellers saa gode Forhold midt under den farligste Situation, de sammen kom til at gennemleve ? Vi ved intetom, at der i disse Aar var nogen anden Mand, som Moltke kunde ønske at sætte i Bernstorffs Sted; er det tænkeligt, at Forholdet mellem dem har været saa utrygt,

at Bernstorff under Krisen har frygtet en Intrige eller en
Svigten fra Moltkes Side?

Kilderne indeholder intet herom, og den af Professor Arup opstillede Paastand tør vel betegnes søm en Hypotese, selv om den ikke udtrykkelig af ham selv betegnes saaledes. Spørgsmaalet bliver, om det er nødvendigt og forsvarligt at opstille en saadan Hypotese.

Jeg har paavist, at Sendelsen er sket med begges Vidende.Bernstorff har tsenkt sig at anvende Beringskjold; baade han og Moltke har forhandlet med denne for hans Afrejse. Bernstorff modtager hans Indberetninger, der forudsaetterForhandlingerne med Moltke som bekendt for ham og indeholder Omtale af Henvendelsen til Rantzau. Beringskjold medbringer Brev til Rantzau fra Moltke. Bern- Q^4.r.r«^{> _} ITnrrotnnnHnnfP 7«»»«1 TTcs-v-lViCii-ispr-i =L-p~ i nffiripilp eller i partikulsere Skrivelser, der var bekendt for Moltke, Alt dette tyder ikke paa Uenighed, i alt Fald ikke paa en Uenighed, der kan bringe Bernstorff til at fole sin Stilling truet ved en Aktion fra Moltkes Side; i Forf.s Udtryk, „at Moltke for den Gang maatte foretage et Tilbagetog", synes at ligge den Tanke, at dette paastaaede Fremstod kun var et enkelt Udtryk for Moltkes Sindelag mod Bernstorff. Men hvad tyder dog herpaa? Jeg mener, at man ikke uden positive Beviser tor antage, at der overhovedet har hersket nogen Uenighed, end sige en dybere Modssetning, mellem Moltke og Bernstorff om den hele Sag. Jeg kan vel taenke mig, at der kan have vseret en vis Nuance i de to Msends Opfattelse. De kan have skonnet forskelligt om de to Emissserers Kvalifikationer og om Hensigtsmsessigheden af at udsende dem. Sligt er overmaade ofte Tilfseldet, hvor Statsmaend i Fsellesskab skal tage en Beslutning; der kan vaere et endogsaa meget stserkt divergerende sagligt Skon, uden at dette i nogen Maade behover at fremkalde indbyrdesMistillid. Det forekommer mig efter Bernstorffs Udtalelser om Beringskjold rimeligt, at han, om end med nogen Tvivl, har ment, at denne Herre burde anvendes nu i Rusland. Deter muligt, at deter fra Moltke, at

Tanken om Rantzau er udgaaet. Del er muligt, at Bernstorffkan have stillet sig mere skeptisk, og at han ved Modtagelsen af Haxthausens Indberetning 16. Maj kan have sagt til Moltke noget som: „Ser De, jeg havde Ret, da jeg var betænkelig ved at tage Rantzau med ind i Sagen".Men dette er Gisninger, ganske uden Støtte i Akterne,og deter ikke nødvendigt at antage, at der har foreliggetslig saglig og begrænset Meningsforskellighed.

Herom kan forskelligt Skøn gøre sig gældende, men det forekommer mig meget betænkeligt uden noget Hold i Kilderne at opstille en Hypotese om, at der har eksistereten dybtgaaende Modsætning mellem Moltke og Bernstorff,at Moltke er gaaet udenom Bernstorft, at Bernstorff har følt en alvorlig Ængstelse, at „det ikke bare gjaldt Danmarks Frelse, men Bernstorffs Udenrigsministerportefeuille",at Bernstorff skjult for Moltke har maattet indlede en Modaktion. En saadan Hypotese kan alene bygge paa Fortolkning af et Par enkelte Udtryk i Bernstorffs Depeche,en Fortolkning, der, som jeg mener at have vist, hverkener nødvendig eller forsvarlig. Men særlig betænkeligt forekommer det mig at være at fremstille en Episode som den her behandlede ganske isoleret, uden Tanke paa, at de paagældende Personers Handling og Motiver dog maa ses som Led i deres hele, klart belyste, indbyrdes Forhold. Det gaar efter min Mening ikke an uden meget tvingende Grunde at opstille en Hypotese, der strider saa absolut og iøjnefaldende mod alt, hvad der ellers vides om de to Mænds Forhold. Historikere, der behandler Emner fra 18. Aarh., har ofte rige Kilder og behøver da ikke at bygge Bro eller søge Forklaring ved Hjælp af Hypoteser; de kan tilvejebringe en pragmatisk Fremstilling ved omhyggelig Udtømning af Stoffet og en kritisk Vurdering af dette. Historikere,der arbejder i andre Perioder med nødtørftigt Materiale, tvinges vel ofte til Hypoteser, fordi de ingen andenMulighed har til at komme fremad, men ved Brugen af Materiale fra 18. Aarh. bør man efter mit Skøn baade af principielle og af praktiske Grunde være forsigtig med

at opstille Hypoteser og i alt Fald sikre sig, at de ikke omstødes alene ved en udtømmende Bearbejdelse af det foreliggende Kildemateriale. Denne bør utvivlsomt foretagesmed samme Nøjagtighed og Grundighed som ved Kilder til ældre Tiders Historie.