|
Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 1 (1918 - 1920) 1I. De ældre Traktatforhandlinger.AF FR. LE SAGE DE FONTENAY. TVTaar undtages
Normannernes Angreb paa Spanien i 9. Under Trediveaarskrigen kommer det for første Gang til handelspolitiske Forhandlinger mellem Danmark og Spanien,idet det her — som saa mange andre Gange i Løbet af denne Religionernes Krig — viste sig, at de økonomiske Interesser tog Luven fra den religiøse Konsekvens, især 1 Se N. E. Bang i Tabeller over Skibsfart gennem oresund, I under Aarene 1577, 1579—80, 1582—83, 1588—90, 1592—95, 1597, 1599— 1609 o. s. fr. Side 44
naar det gjaldt
om at samle Forbundsfæller mod en frygtetModstander.
Som de tyske Protestanters Beskytter rykkede Kristian 4. ud til Kamp mod de katolske Stormagter Kejseren og Spanien. Resultatet heraf blev for Spaniens Vedkommende, at en Række danske og norske Skibe arresteredes i Spanien, og at diinkerkenske Kaptajner forøvede en Række Kaperier mod danske Undersaatter og fremmede paa Kongens Strømme og Havne. Men næppe var Kristian 4. slaaet af Marken, og han saa Gustav Adolf træde frem som Protestanternes Frelser, før han orienterede sin Politik i ganske anden Retning. Danmarks og Spaniens Interesser blev nu i flere Henseender 1624 var der paa den spanske Regerings Foranstaltning oprettet et Handelsselskab for Handlende mellem Spanien og de nordiske Lande, for at de oprørske Nederlande derigennem kunde ruineres. Ved Wallensteins Erobring af den jyske Halvø tog de kejserlig-spanske Planer videre Fart, og man søgte at vinde Hansestæderne ved en Handelstraktat og ved at love dem Monopol paa Handelen mellem Spanien og Nord- og Østersølandene. Samtidig skulde der ansættes spanske Kommissærer i de vigtigste Hansestæder, og alle Skibe til Spanien skulde have Pas udstedt af disse Kommissærer. Som den første ansattes Gabriel de Roy i Wismar, men hverken Hamburg eller Bremen ønskede Kommissærernes Kontrol med Skibsfarten og modsatte sig derfor bestemt deres Ansættelse, som de opfattede som et Forsøg paa at bringe dem under spansk Aag. 1616 var Kristian 4. begyndt at anlægge Gliickstadt, der tænktes at skulle blive en Konkurrent til Hamburg, og da saa Hansestæderne ikke vilde gaa i Kompagni med Spanierne, mødtes disses og Kongens Handelsinteresser i samme Plan. Navnlig var det Kongen om at gøre at faa iværksat direkte Handelsforbindelse med Spanien, især til Indførelse af Salt, og i Begyndelsen af Tyverne blev der paa hans Initiativ oprettet Salt- og Vinkompagnier i forskellige danske Side 45
Den spanske Kommissær Gabriel de Roy søgte da Forbindelse med den danske Regering, og allerede Sommeren 1629 korresponderede han med Rigsraad Jakob Ulfeldt om Danmarks og Spaniens fælles Interesser overfor Holland og Hansestæderne. Navnlig gjaldt det for Spanien at faa lagt Hindringer i Vejen for Hollændernes Handel paa Hamburg og deres omfattende Smughandel paa Spanien med hamburgske Skibe. Ved Begyndelsen af Aaret 1630 indledede Kristian 4. gennem en portugisisk Jøde, Albert Dionysius, tidligere Kongens Møntmester i Gliickstadt, hemmelige Underhandlinger med de Roy om Gluckstadts Oprettelse til Stapelplads for Handelen paa Spanien fra Elben, Weseren og andre Steder ved Vesterhavet. Derefter fik Kongens Kammersekretær, Frederik Gunther, ved Instruks af 29. Marts 1630 Ordre til at rejse til Wismar og forhandle med Gabriel de Roy om en Handelsoverenskomst. Kristian 4.s Hensigter var ikke til at tage Fejl af: han vilde sikre Elbtolden, forøge Gluckstadts Betydning og skade Hamburg, samtidig med at han gik ind paa Spaniens Planer om gennem Kommissærerne at faa Kontrol med hele Handelen. Forhandlingerne forløb imidlertid yderst langsomt, uden at man dog ved noget nærmere om deres Forløb. Først 16. Oktbr. fik Frederik Gunther Fuldmagt til at underskrive Traktaten, der endelig afsluttedes 22. samme Maaned1. I Traktaten, der er affattet paa Latin, bestemtes bl. a., at den spanske Konges Konsul i Gluckstadt skulde staa under den danske Konges Beskyttelse, og at han endvidere skulde have Ret til at udstede Certifikater for alle Varer, der udskibedes fra Vesterhavshavnene med direkte Sejlads til Spanien. Alle Varer forsynede med de stipulerede Attestationerog Certifikater skulde i Spaniens Havne kunne sælges frit og uden Hindring, ligesom heller ikke Skibene maatte rekvisitioneres til den spanske Konges Tjeneste ellerbesværes med Arrest „nisi in necessitate urgentissima". 1 Traktaten trykt hos L. Laursen: Danmark—Norges Traktater IV, 87 ff. Om F'orhandlingerne se Indledningen sst. og de der citerede Originalakter samt J. A. Fridericia: Danmarks ydre politiske Historie 1629—45 I, 149 ff. Side 46
Fremdeles skulde
Købmænd, Skippere og Matroser behandles,vut Trods Traktatens mange skønne Ord blev der dog ikke noget større Handelssamkvem mellem Danmark og Spanien. De dunkerkenske Kapere fortsatte gudhengivent deres Plyndringer paa danske og norske Skibe, og i de spanske Havne savnedes aldrig Paaskud til Arrestationer og Beslaglæggelser af Skibe fra Danmark og Norge, saa at Kristian 4. idelig klagede over, at de af Gabriel de Roy udstedte Pas aldeles ikke respekteredes i Spanien. Alligevel opgav Kristian 4. ikke Tanken om en Tilnærmelse til Spanien, især i handelspolitisk Henseende. Hertil bidrog i høj Grad det spændte Forhold, han kom i til Generalstaterne paa Grund af de stærke Forhøjelser af Øresundslolden i Aarene 1638-39. Han ønskede derfor intet hellere end at fremme den danske Handels Uafhængighed af de hollandske Købmænd, og som et Middel hertil betragtede han den direkte Handelsforbindelse med Spanien, hvorfor baade han og Korfits Ulfeldt i Slutningen af 1639 var enige om Betimeligheden af en repræsentativ Sendelse til Spanien. De spanske Forhaabninger med Hensyn til Danmark gik derimod i en lidt anden Retning. For Spanierne gjaldt det at reservere sig selv Handelen paa Ostindien, og netop derfor arresteredes danske Skibe paa Vej derhen. For de spanske Statsmænd kom det saaledes ikke saa meget an paa at aabne alle den spanske Krones Omraader for Danmarks Skibsfart; derimod tilskyndedes de ved Spaniens synkende Magtstilling i Europa til at gribe nye Alliancer, hvor de end maatte tilbyde sig. Det var derfor ogsaa det eventuelle Forbund mod Generalstaterne, de spanske Statsmænd ivrigst forhørte sig om, da Hannibal Sehested kom til Madrid i Oktbr. 1640 for at forhandle om en Handelstraktat; de store Krav, han fremsatte om Erstatning for Kapringer og Arrestationer af Skibe samt fri Sejlads paa den spanske Krones Riger og Lande, var dem nærmest kun til Besvær. Side 47
Efter langvarige Forhandlinger og Masser af spanske Indvendinger naaede Hannibal Sehested omsider til et efter Forholdene udmærket Resultat. Særlig Betydning havde bl. a. Spørgsmaalet om Retten til at besejle Indien. Fra gammel Tid var Planerne om Indiefarten et Led i Kristian 4.s almindelige Handelspolitik, 1616 oprettedes det ostindiske Handelskompagni, og ved Arenfelds Mission til Spanien 1621 i Anledning af Filip 2.s Død var det hans Hovedopgave at udvirke fri Sejlads paa Ceylon for den danske Konges Undersaatter1. Med Hensyn til dette Punkt opnaaede Sehested dog kun, at den frie Ret til Handel og Sejlads i Handelstraktatens § 1 betegnedes som gældende den spanske Krones Riger og Lande uden nærmere Distinktion mellem Hovedland og Kolonier, skønt Spanierne til at begynde med krævede Indien absolut udelukket. Med Hensyn til Erstatningssagerne opnaaede Sehested et Tilbud om, at den spanske Konge foreløbig vilde udrede 100.000 Rdlr. i spanske Varer toldfrit udførte, medens selve Erstatningskravene skulde henvises til Afgørelse ved Domstolene. Han forlangte da at faa leveret Salt for 100.000 Rdlr., og med Tolden herfor, der beregnedes til 225.000 Rdlr., fik hele Erstatningen en Værdi af ialt 325.000 Rdlr., medens han oprindelig havde krævet 500.000. Aftalen om Leveringen af Saltet fastsloges i en Konvention af 31. Jan. 16412 undertegnet af Hannibal Sehested og Manuel Pantoj a3. 15/25. Febr. ratificeredes den af den spanske Konge. Efter yderligere
1 Maaneds mest formelle Forhandlinger 1 Niels Slange: Christian den Fierdes Historie, Folioudg. 467. 2 Konventionen trykt hos Laursen 312. Fridericia 11, 265 synes at henlsegge Saltkonventionen til Begyndelsen af Marts, og Gigas' Fremstilling i de Rebolledo', Kbh. 1883, 25 giver Indtryk af, at Salterstatningen var inkluderet i Handelstraktaten. 3 Don Manuel Pantoja y Alpuche, Toldembedsmand i Sevilla. contador de millones, se Hannibal Sebesteds Beretning trykt i Aarsberetning fra Geh. Arch. VI, 37, 47—49. Side 48
10/20. Marts1, medens selve Undertegnelsen først foretoges12. af Sehested og den spanske Statsmand Don Gaspar de Guzman, den bekendte Greve af Olivarez. Hovedsagenved Traktaten var Opnaaelsen af fri Handel paa Spanien, national Behandling m. H. t. Told og Afgifter, Retten til at ansætte Konsuler og Standsningen af DunkerkernesPlyndringer. Allerede 29. Oktbr. 1641 ratificerede Kristian 4., der i det hele var vel tilfreds med Resultatet af Hannibal Sehesteds Sendelse, Traktaten, men først 24. Jan./3. Febr. 1645 ratificeredes den fra spansk Side efter vidtløftige Forhandlinger med Generalstatholderen i de spanskeNederland e2. Tilsyneladende var Forholdet mellem Danmark og Spanien nu ved disse Aftaler bragt i den bedste Orden, og ingen skulde dengang kunne ane, at de Erstatningskrav, hvis Berettigelse Spanien ved Konventionen af 31. Jan. 1641 indirekte indrømmede, først skulde blive endelig likviderede efter 219 Aars Forløb. Allerede Leveringen af de 100.000 Cahices Salt, som Spanien skulde præstere for de 100.000 Escudos, voldte det Besvær nok at faa overholdt. Indtil 1649 afhentedes kun 44.996 Cahices, hvorfor den danske Resident i Madrid, HenrikVillumsen Rosenvinge, med den ovenfor nævnte ManuelPantoja undertegnede en ny Saltkonvention i Juni 16493. Den ratificeredes 9. Aug. s. A. af Frederik 3. og det følgende Aar af Filip 4. ved en „cedula real" af 6. Apr., uden at dens Bestemmelser dog virkelig effektuerede s4. Saltleveringen gik nemlig i Staa, og Henrik VillumsensEfterfølger i Madrid Cornelius Lerche fik 11. Apr. 1651 Fuldmagt til at modtage og kvittere for en Erstatningssum,ifald 1 Traktaten trykt hos Laursen 280. Om Forhandlingerne se Indledningen sst. og de der citerede Originalakter samt Fridericia 11, 259—268; jfr. ogsaa Gigas 28. Fridericias Dato 9/3 er efter samtidigt Tryk i Madrid. 2 Se herom Laursen 277 ff. 3 Gigas 95 har urigtigt Juli som Undertegnelsesmaaned. 4 Originalen findes ikke i Rigsarkivet, og paa en Kopi har Henrik Villumsen med egen Haand skrevet, at denne Traktat ,tog ingen Effect". Side 49
ningssum,ifaldSaltet ikke leveredes in natura. Efter endeløseForhandlinger og talrige Opsættelser opnaaede Lerche endelig i Slutningen af 1662 at faa udbetalt 100.000 Escudosi Sølv som Afgørelse af Saltgælden, eller „å cuenta de las assistencias que tengo senaladas al Rey de Dinamarca", som Filip 4. udtrykte det1. Endvidere afsluttede han 30. Oktbr. med Hertugen af San Lucar og Manuel Pantoja en Overenskomst om Betaling af 200.000 Escudos, fordelt paa 8 Aar, som fuld Erstatning for alle danske Fordringe r2. Men Tiden gik, og der blev kun betalt langsomt af paa Pengene, saa de 8 Aar blev efterhaanden til henved 200. Ogsaa et andet Resultat opnaaede Cornelius Lerche under sin Sendelse til Madrid, idet der 19. Juli udstedtes et kongeligt Dekret3, der tilsikrede danske Skibe samme Behandling som den, Holland og Hansestæderne nød godt af, og saaledes yderligere udvidede den ved Traktaten af 1641 givne Mestbegunstigelse i Forhold til Englænderne. Trods disse
traktatmæssig set gunstige Vilkaar for DanmarksHandel
1 Lerches Beretning til Frederik 3., Original i Rigsarkivet (Spanien B). 2 Om Lerches Forhandlinger se Gigas 97, 182, 249, 319, 350 og de der citerede Originalakter. — Den originale Overenskomst var allerede gaaet tabt 1739 ifølge Skrivelse af 1739 231n fra Geheimearkivar Gram til Statsminister Schulin. Ved „cedula real" af 1662 3ln approberede Filip 4. Overenskomsten og anerkendte en Gæld paa 200.000 Escudos eller 68 Mill. Maravedis. Tre forudgaaende „cedulas reales" af '/9 s. A. lyder paa ialt 22.328.643 Maravedis. Disse fire „cedulas" dannede Grundlaget for den saakaldte gamle Gæld. (Alle fire i Kopi i Rigsarkivet.) 3 Kopi i Rigsarkivet (Spanien G. Cornelius Lerches Papirer). Det hedder bl. a. deri: „tuviese por bien de conceder a sus Vasallos las misraas prerogatiuas que tengo dadas a Olandeses y Anseaticos de no pagar mas derechos en mis puertos, que los que estas naciones pagan por traer pertrechos de guerra y otros generos he venido en concederles lo mismo que esta concedido y se guarda en materia de comercio con los dichos Olandeses y Anseaticos conforme los capitulos a que s^ reduzen los Tractados, que se nan ajustado con ellos " Side 50
(senere Ambassadør) i Madrid 1671—80, Ordre1 om „Ouvertureat giøre til nye Commercie tractater at oprette", medens han iøvrigt kraftigt skulde drive paa Udbetalingen af de stipulerede 200.000 Escudos2. lait betaltes der underKongerne Karl 2. og Filip 5. godt Halvdelen (c. 5/9), saa at der ifølge Rentekammerets Opgørelse i 1739 endnu resterede 197.842 Rdlr. af denne saakaldte gamle Gæld. Hertil kom yderligere den saakaldte nyere Gæld, som Spanien paatog sig ved Alliancetraktaten af 30. Juni/10. Juli 1674, Haag, mellem Danmark, Kejseren, Spanien og Generalstaterne, hvorved Danmark forpligtede sig til at stille 16.000 Mand og 34 Kanoner mod en Sum af 170.000 Rdlr. og maanedlige Subsidier paa 14.000 Rdlr. at betale af Generalstaterne og Spanien med Halvdelen hver3. Medens Generalstaterne fuldt ud betalte deres Andel4, udredede Spanierne, ifølge en i sin Tid af Rentemester Peter Brandt forfærdiget Opgørelse, i Tiden 1671—81 kun 246.944 Rdlr. af Totalsummen, der efter Opgørelse 1739 beregnedes til 4.126.5095. Dette gav altsaa et Restbeløb paa 3.879.564 + 197.842 af den gamle Gæld, eller ialt 4.077.406 Rdlr., hvilke 4 Millioner man saa i over hundrede Aar med skiftende Energi kæmpede for at inddrive. Under den spanske Arvefølgekrig spillede den spanske Gæld til Danmark en vis storpolitisk Rolle. For at vinde Danmarks Alliance tilbød Ludvig 14. at overtage hele Gælden, men Frederik 4. sluttede sig trods dette Tilbud til Østrig og Storbritannien. Som Følge heraf lovede Kejser Leopold 1. i sin defensive Alliancetraktat med Danmark af 4. Juni 1701 at betale Gælden, ifald han erhvervede det spanske Monarki, og ved Alliancetraktat af 15. Juni 1701 1 Instruks af 1671 18J6, Koncept i Rigsarkivet, Spanien A. 2 Se herom C. Christiansen: Bidrag til dansk Statshusholdnings Hist. I, 212, og Fabricius: Griffenfeld og Fuenroayor, Hist. Tidsskr. 8 R. 11, 3 ff. 3 Traktaten trykt hos Dumont VII, 1, 269 (Uddrag i Reedtz: Repertoire, 4 If. mundtlig Meddelelse af Arkivsekretær C. Christiansen. 1 Ved en Opgorelse til Brug for en Forestilling fra Geheime Stats- og Finansminister Grev A. W. Moltke af 1835 22!m opgjordes Summerne til henholdsvis 238.4443/4 og 4.118.0092/3. Side 51
tilsagde Storbritanien og Generalstaterne Kongen af Danmarkderes bona officia til at faa den kommende spanskeKonge til at anerkende Gælden til Danmark, hvilket Tilsagn yderligere bekræftedes af Kejser Karl 6. ved en Erklæring af 20. Juli 1713. Den gamle Sehested'ske Traktat af 1641 var imidlertid ikke længere fyldestgørende. Den svarede hverken til 18. Aarhundredes folkeretlige eller handelspolitiske Principer. Den store Udvikling, Folkeretten siden Grotius' Dage havde været Genstand for, særlig m. H. t. Begreberne Kontrabande og Neutralitet, gav sig naturnødvendigt ogsaa Udslag i 18. Aarhundredes Handelstraktater i Modsætning til vor Tidsalders mere kommercielt-teknisk prægede Traktater, der nu altid udskyder den Art Stof til de internationale Traktater af almindelig folkeretligt Indhold. Det var derfor ganske naturligt, baade af disse Grunde og for om muligt at bringe den spanske Gæld ud af Verden,at man 1739 sendte Baron Frederik Ludvig Dehn til Madrid for at forhandle om en ny Handelstraktat. Efter henved tre Aars Forhandlinger undertegnedes en saadan i St. Ildephonso 18. Juli 17421 af Dehn og den spanskeUdenrigsminister, Joseph de Campillo2. Tillige opnaaedeDehn ved Brev fra Campillo af 25. Juli 1742 at faa positivt Tilsagn om Betaling af den gamle Gæld (197.842 Rdlr.) i Salt, ligesom ogsaa Løfte om en lignende indirekte Afgørelse af den nye Gæld (3.879.564 Rdlr.), navnligved Indrømmelser af Handelslettelser paa Puerto Rica og Philippinerne, hvilke Løfter imidlertid alle kun vedblev at være „spanske Løfter" de første Hundrede Aar. Paa Baggrund af Tidens almindelige Kolonipolitik, specielt DanmarksErhvervelse af St. Croix umiddelbart forinden ved Traktat med Frankrig af 15. Juni 1733, har det ogsaa sin Interesse at se Forsøgene paa ved Hjælp af Gælden at skaffe sig en eller anden af de spanske Kolonier. Ved et Brev 1 Traktaten trykt i Koch: Table des Traites I, 353 (Uddrag hos Reedtz 192), paa Spansk i ,Tratados de Paz y de Comercio", Madrid 1843-360. i det felgende hviler paa Rigsarkivets Akter om Handelstraktatforhandlingerne med Spanien og den spanske Gaeldssag. 2 Biografi i Nouv. Biogr. Univ., VIII og La Gr. Encycl., VIII. Side 52
af 27. Juni 1741 fra Statsminister Schulin faar Dehn saaledesOrdre til at faa afviklet Gælden enten ved 1) Saltleverancer,2) Told- og Afgiftsfrihed for danske Skibe eller 3) „sonder la Cour d'Espagne, si Elle était disposée å ceder å celle de Dannemarck pour un prix raisonnable et proportionnéla Colonie, nommée la Manille en diminution de la dette susmentionnée"; ogsaa Portorico bragtes i Forslag. Omtrent samtidig med Handelstraktaten med Spanien afsluttedes ogsaa en Traktat med Frankrig 23. Aug. 1742 i Københav n1. M. H. t. Indholdet er der ganske naturligt betydelig Overensstemmelse mellem de to Traktater, særlig angaaende Kontrabandebestemmelserne og det senere saa omstridte Spørgsmaal om Forholdet mellem Flag og Ladning. Af stor Interesse særlig under meget omfattende Krige er, at Kontrabande under ingen Omstændigheder maa omfatte Korn, Grøntsager, Salt, Vin, Olie „ni généralement ce qui sert å la sustentation et nourriture de la vie". Denne Bestemmelse er næsten enslydende i de to Traktater og genfindes omtrent ordret i flere andre f. Eks. i Traktaterne med Begge Sicilier af 16. Apr. 1748, med Rusland af 8/19 Oktbr. 1782 og med England af 4. Juli 1780. Fremdeles indeholdt naturligvis Traktaten med Spanien de sædvanlige Bestemmelser om Venskab, Mestbegunstigelse, Konsulatsret o. lign. foruden den ganske særlige Fordel for Danmark i Art. 12, at for tørret og saltet Fisk, tilført i danske Skibe, skulde der kun betales Halvdelen af den sædvanlige Indførselstold i Spanien. Den praktiske Betydning af Traktaten af 1742 blev imidlertid lig Nul, da den aldrig blev sat i Kraft fra spansk Side2. Danmark maatte nøjes med en Erklæringaf 22. Decbr. 1742 fra Udenrigsminister Campillo til Grev Dehn, hvori det hedder, at der ved Opsættelsen af Traktatens Ikrafttræden „no resulte perjuicio a los subditos de S. Mgd. Dinamarques" og „que si entretanto vinieren algunas personas, o navios a estos mares para negociar en 1 De Clercq: Traités de la France I, 48. 2 Traktaten ratificeredes af den spanske Konge 1742 18|7, samme Dag som Undertegnelsen, af den danske 12ln s. A., men det spanske Ratifikationsinstrument sendtes tilbage p. G. af manglende Segl og Kontrasignatur, se Depeche til Grev Konrad Ditlev Dehn af 1742 14ln. Side 53
los Puertos de Espana seran admitidos y tratados de conformidadal Tratado", saaledes at dog Behandlingen som mestbegunstiget Nation bevaredes. Men snart efter dode Campillo, April 1743, og hans Efterfolgere fandt ingen Grund til at gennemfore den for Danmark altfor gunstige Traktat, „suponiendole perjudicial y alegando haber sido hecho por sorpresa, fuera de via regular .... En el articulo12.° hay una condicion impracticable . . ."*. Hertil kom ogsaa en anden Omstændighed, der yderligere medvirkede til, at Spanierne undlod at sætte Traktaten i Kraft. For at sikre den betydelige dansk-norske Skibsfart i Middelhavet mod de nordafrikanske Sørøvere sluttede den danske Regering netop paa denne Tid en Række Handels- og Venskabstraktater med de saakaldte Barbareskstater, 10. Aug. 1746 med Algier, 8. Decbr. 1751 med Tunis, 22. Jan. 1752 med Tripolis og endelig 18. Juni 1753 med Spaniens Arvefjende Marokko. Den spanske Regering betragtede sig som værende i Krig med disse Stater og saa med megen Misfornøjelse paa de Presenter, man fra Danmark sendte de respektive Statsoverhoveder i Form af Ammunition og andet Krigstilbehør. Endnu værre var en ligefrem Aftale med Deyen i Algier om en aarlig Leverance af Ammunition, hvad Spanien med Rette betragtede som Tilførsel af Kontrabande og dermed som et groft Brud paa Neutraliteten. Der er derfor ingen Grund til med Holm (111, 160) at lade Regeringen i Madrid „overraske "2 den danske Minister, Kammerherre v. der Wense3, ved „pludselig" i en Note af 26. Maj 1753 '(altsaa midt under de danske Forhandlinger med Marokko) at erklære, at den afbrød alt Handelssamkvem med Danmark, saalænge Barbaresktraktaterne gjaldt. For de
dansk-norske Skipperes Liv og Gods var det 1 Citat af en Depeche fra det spanske Statsministerium til dets Charge d'affaires i Kebenhavn, se Tratados de Paz y de Comercio 367, Note 1. 2 At Bernstorff i Noten af 7/7 til Wense er »tres surpris", er kun saedvanlig diplomatisk Sprogbrug i 18. Aarh. 3 Georg Ludvig v. der Wense 1708—81, Envoye extraordinaire i Madrid 1750—53. Kreditiv af 1750 26f9, tilbagekaldt 1753 7/7. Side 54
med Saracenerne. Følgelig fik v. der Wense 7. Juli s. A. Ordretil at forlade Madrid, og ved Patent af 22. Oktbr. forbødesenhver Handelsforbindelse med Spanien*. Ved fransk Mægling bragtes omsider Underhandlinger i Gang i Efteraaret1756 i Haag mellem F. H. de Cheusses og Marquis de Grimaldi, der 22. Septbr. 1757 undertegnede en „Convention secrete de renouvellement d'amitié et de commerce"3, hvori Spanien fik Satisfaktion for Kontrabandeleveringentil Algier. Den danske Regering lovede yderligere(Art. 4.) at forsøge at konvertere Ammunitions-Presenternetil Algier i Penge eller Varer og ikke at levere eller lade Undersaatter levere Kontrabande til Hans katolske Majestæts Fjender (Art. 5.). Endvidere bragtes Handelsforholdettilbage til den traktatmæssige Stilling før Handelsafbrydelsen(Art. 7), d. v. s. Erklæringen af 22. Decbr. 1739 til Baron Dehn, og der afgå ves gensidigt Løfte om Forhandlinger om en ny Traktat (Art. 8), d. v. s. 1742- Traktaten betragtedes som skrinlagt. Ved Patent af 12. Novbr. 1757 ophævedes derpaa Handelsforbudet mod Spanien, og atter drog en dansk Gesandt, Baron Ludvig Heinrich Bachoff v. Echt, til Madrid forsynet med de originale Gældsbreve for at inddrive de ulyksalige Penge og forhandle om den lovede Traktat. Men hverken Bachoff eller nogen af hans Efterfølgere havde Heldet med sig, og Danmarks Håndel paa Spanien fik først gunstigere Vilkaar, traktatmæssig set, under A. P. Bernstorffs Ministerium, da denne og den spanske Statsminister, den bekendte Florida Blanca, under 13. Oktbr. 1791 og 20. Marts 1792 udvekslede Deklarationer3, hvorved Landene tilsikrede hinanden Mestbegunstigelse m. H. t. Handel og Skibsfart. Under de mange Krige omkring Aarhundredskiftet oplevededansk-norsk Handel og Skibsfart sin mest straalende Periode4, ikke mindst blomstrede Fragthandelen paa Middelhavetsikret ved Danmarks omhyggeligt bevarede Neutralitetog 1 Jfr. Konseillets Votum af 1753 21/e hos P.Vedel: Corr. 1,82—88 medNoter. 2 Danske Tractater 1751—1800, 151. 3 Ibid. 451 og Trat. de Paz y de Com., 610. 4 Se herom Axel Linvalds Studie Hist. Tidsskr. 8 R. VI, 387—478, for Spaniens Vedkommende saerlig 400—401. Side 55
tralitetogved Traktaterne med Barbareskstaterne. Hele denne Herlighed fik imidlertid en brat Ende ved den ødelæggendeKrig med England, og som en Følge heraf kom vi ogsaa i et fjendtligt Forhold til Spanien, Englands Forbundsfællemod Napoleon. Den spanske Junta erklærede Danmark Krig og konfiskerede de danske Handelsskibe, der havde søgt Tilflugt i spanske Havne, hvad der senere foraarsagede en Række Reklamationssager. Ved Fredsslutningen med Spanien i Traktat af 14. Aug. 1814x bestemtes det (Art. 4. og 9.), at Handel og Skibsfart underkastedes samme Regler og Traktater, som var gældende ved Indtrædelsen af Aaret 1808, og ved Art. 6 anerkendte Spanien sin gamle Gæld til Danmark, som den var ved samme Tidspunkt. Forholdet blev altsaa det, at Danmark atter stod uden nogen virkelig Handelstraktat med Spanien, et Forhold der i den følgende Tid paa mange Maader føltes tungt af den danske Handel og Skibsfart. Da derfor den danske Chargé d'affaires i Madrid, Kammerherre dal Borgo di Primo i Slutningen af 1830erne indberettede, at Dispositionerne i spanske Regeringskredse var gode for en eventuel Genoptagelse af Traktatforhandlingerne, tog Departementet for de udenlandske Anliggender atter Sagen op og indhentede Erklæringer fra General-Toldkammer og Commerce-Kollegiet og Commerce-Kollegierne i de større Byer, som København, Altona og Flensborg. Efter et grundigt Studium af hele Traktatforholdet til Spanien og den store Gældssag lige siden Traktaterne af 1630 og 1641 udarbejdede Departementet en allerunderdanigst Forestilling af 23. Novbr. 1846, bifaldet 18. Decbr. s. A., hvori det besluttedes at genoptage Forhandlingerne gennem dal Borgo i Madrid. De Fordele, man vilde opnaa ved Traktaten, var væsentligfølgende. Moderation i de meget høje Skibsafgifter, forskellige i de forskellige Havne, og navnlig lige Behandlingi denne Henseende med franske Skibe, der ifølge spanskfranskKonvention af 15. Aug. 1761 (Art. 24) med Tillægskonventionaf 1 Danske Tractater efter 1800, 1. Saml. I, 79 og Tratados de Paz y de Comercio, 741. Side 56
konventionaf2. Jan. 1768l nød godt af de samme lavere Afgiftssatser, som gjaldt for spanske Skibe. Ophævelse af den Differentialtold, i Almindelighed c. 50 °/o, der paahviledeVarer indførte til Spanien i fremmede Skibe, dog med Undtagelse af franske, der ogsaa paa dette Punkt nød Fordelenaf national Behandling. Endvidere Nedsættelse af Indførselstolden paa islandsk Klipfisk, eller i det mindste samme Behandling som den norske og newfoundlandske Fisk, saaledes at den islandske Klipfisk, hvad enten den indførtes fra islandsk, færøisk eller anden kongerigsk Havn, fortoldedes efter den for direkte Tilførsel gældende lavere Toldsats. Og endelig i Vestindien den friest mulige Samfærdselmellem de danske og spanske Kolonier. Med Hensyn til Gældsfordringen paa de godt 4 Mill, Rdlr. skulde den under Forhandlingerne anvendes til at opnaa enten visse Handelsfordele eller, som det var paa Tale 1741—42, at erhverve en Besiddelse i de tropiske Lande „navnligen en Øe og Havn i den philippinske Øegruppe (hvilken ved sin Beliggenhed udentvivl kunde være langt mere værd for den danske Handel end Nicobar-Øerne)", hvis Besiddelse ti Aar senere blev opgivet af Danmark, De i Overensstemmelse med den her omhandlede kgL Resolution indledede Forhandlinger med Spanien forløb imidlertid til at begynde med yderst langsomt og tilsyneladende med lige saa ringe Held som før i Tiden. I August 1848 sendtes den danske Chargé d'Affaires i Haag, Baron Ludvig Brockdorff, i ekstraordinær Mission til Madrid,, hvor han atter præsenterede den spanske Regering de originale Gældsbreve fra 1662 og førte de indledende Forhandlinger, til han i November 1853 kaldtes tilbage og maatte overlade Sagen til Ministerresidenten dal Borgo. Imidlertid var et vigtigt Fortolkningsspørgsmaal kommetden danske og spanske Regering imellem, idet de danskeMyndigheder paa Island havde afkrævet to spanske Skibe højere Afgifter end tilsvarende norske og engelske Skibe, hvad man motiverede med at „aussi longtemps, qu'on percoit dans les etats etrangéres sur les båtiments danois 1 De Clercq: Traités de la France I, 81 og 95. Side 57
des droits de douanes ou de navigation plus forts que ceux payés par les navires nationaux, il est nécessaire de maintenir également de notre coté des droits différentiels, pour ne pas compromettre les interéts de la navigation du pays"l. len længere Note af 22. Oktbr. imødegik Spanierneden danske Argumentation særlig med Henvisning til Mestbegunstigelsesdeklarationerne af 1791—92 og til det Faktum, at spanske Skibe hidtil var behandlede som mestbegunstigedepaa Island, hvorefter den danske Regering ved en Note af 31. Decbr. s. A. indrømmede spanske Skibe den forlangte Mestbegunstigelse „de fait" som en „faveur" og ikke „de droit". Men ved § 7 i Lov af 15. Apr. 18542 skaffede man sig Ret til paa Island at kræve større Afgifter af Skibe tilhørende Stater, der ikke indrømmededanske Skibe og Varer national Behandling, og forsøgtederpaa at anvende Afkald paa denne Ret som Kompensationmod Lettelser i Klipfisketolden i Spanien. Særligønskede man ophævet Differencen mellem Told paa Varer direkte fra Island til Spanien og Varer, der skibedes over Danmark, hvad Spanien dog afslog af fiskale Grunde. Hele denne Diskussion virkede naturligvis ikke fremmendepaa Gælds- og Traktatforhandlingerne, men heldigviskom nu et andet Moment til, Sundtoldafløsningen, uden hvilken den spanske Gæld sikkert aldrig var blevet andet end en Post i Statens Aktivmasse. Spanierne saa straks Chancen for ved Sammenkobling af Gælden og Sundtoldafløsningenat blive Danmarks übehagelige Fordring kvit, og trods nogen Modstand fik de deres Ønske opfyldt. Forhandlingerne med den spanske Regering om begge disse Sager førtes af Grev Leon Moltke-Hvitfeldt, der 1856—60 var Danmarks Ministerresident i Madrid, og 25. Febr. 1860 kunde han med den spanske Udenrigsminister Don Saturnino 1 Note af 13!io fra Bluhme til den spanske Ministerresident. Den folgende Fremstilling er bygget paa Akter i Udenrigsministeriets Arkiv. 2 BForsaavidt Skibet tilharer en Stat, hvori danske Skibe eller disses Ladninger er underkastede hejere Afgifter, end om de here hjemme i Staten selv, bestemmer Kongen, om og hvorvidt der til Statskassen svares en yderligere Afgift." Om Motiverne til denne Paragraf se Departementstidende for 1854, 214—217. Side 58
Calderon Collantes undertegne de to Traktater om SundtoldensAfløsning og Gældens Likvidation1. Af Spaniens Kvotapart i Sundtoldafløsningen 1.020.016 Rdlr. skulde Afløsningenfor selve Spanien 368.573 Rdlr. betales med 4 Mill, reales de velion i klingende Mønt og Afløsningen for de spanske Kolonier 651.443 Rdlr. med 13 Mill. Realer i 3- Procents Obligationer af den spanske indre Statsgæld. Tilligeskulde dette sidste Beløb gælde som fuld og endelig Betaling for de danske Gældsfordringer, omtalte i Art. 6 af Traktaten af 14. Aug. 1814. Dog lykkedes det først i Finansaaret 1889/90 at faa afhændet Obligationerne til et Beløb af 1.289.000 Kr.2 Den eneste Trøst er vel, at Danmarkellers næppe havde faaet en efter vore Erfaringer med Spanien saa hurtig og prompte Betaling for Sundtolden. Den lange Roman om Gælden var saaledes endt, og Æren i det mindste var reddet, men endnu stod det ligesaa vanskelige Traktatspørgsmaal tilbage. 1860erne igennem var Danmark optaget af ulykkelige ydre Forhold og Spanien af indre Uroligheder. Imidlertid bragte Revolutionen i Spanien 1868 liberalere økonomiske Principer med sig, og man brød med den gammeldags Protektionisme med dens talrige differentierende Toldsatser og Skibsafgifter, der i Virkeligheden hindrede andre Nationer i at opnaa fuld Reciprocitet i Handel og Skibsfart overfor Spanien. Ved Dekret af 22. Novbr. 1868 ophæves „surtaxe" paa Varer bragte til Spanien under fremmed Flag, og Aaret efter Differentialtolden paa indirekte Indførsel. Som Følge af denne Kursændring skaffede flere Stater sig hurtigt nye Handelstraktater med Spanien, først Belgien 12. Febr. 1870, derefter Italien 22. Febr. s. A., Sverige-Norge 28. Febr. 1871 og Nederlandene 18. Novbr. 18713. Man besluttede
da ogsaa fra dansk Side at benytte 1 Danske Tractater efter 1800, 2. Saml. I, 261 og 264. 2 Otn Betalingen af den spanske Aflosningssum, se Marcus Rubin: Sundtoldens Aflasning Hist. Tidsskr. 7 R. VI, 296 —7. 3 N. R. G. 2* Serie 11, 104; I, 405; 111, 519; 11, 24. (Se ogsaa Trattati e Conv. IV, 8 og Lagemans: Traites des Pays-Bas, VI, 354.) Side 59
traktatløse Tilstand. Ved Note af 13. Apr. 1871 til den herværende spanske Gesandt indledes Forhandlingerne, der førte til Handels- og Skibsfartstraktat af 8. Septbr. 18721, og i denne tilsikrede Parterne hinanden fuld Mestbegunstigelsefor Handelens og national Behandling for SkibsfartensVedkommende. Ved Traktaten ordnedes kun Forholdetmellem selve Hovedlandene, og den oprindelige Tanke, at den ogsaa skulde omfatte Kolonier og Bilande, maatte opgives paa Grund af Modstand fra spansk Side. Som Følge af de urolige Forhold og stadig skiftende Regeringer i Spanien varede det flere Aar, før Cortes kunde godkende Traktaten, og Udvekslingen af Ratifikationerne fandt derfor først Sted 21. Decbr. 18782, hvorefter Traktaten offentliggjordesog traadte i Kraft3. Kun tre Aar havde den danske Handel Fornøjelsen af at nyde Fordelene af den nye Handelstraktat. Allerede 1881 besluttede Spanien sig til at opsige alle sine i Begyndelsen af 1870erne indgaaede Handelstraktater, og under 18. Oktbr. samme Aar meddeltes dette den danske Regering af den herværende spanske Gesandt Lorenzo de Castellanos4. Han tilføjede dog en Bemærkning om, at det var den spanske Regerings levende Ønske at træde i Underhandling om en ny Handels- og Skibsfartstraktat paa Basis af Nedsættelser i begge Landes Toldtarif. Ved en ny Note af 19. Decbr. s. A. meddelte han yderligere, at de Produkter, hvis Indførselstold i Danmark Spanien ønskede nedsat, var Vin, Sydfrugter, Olier og Salt, hvortil senere under Forhandlingerne yderligere kom Kork, uforarbejdede Mineraler og Metaller samt Bly- og Zinkrør. Den danske Regering imidlertid som Følge af Danmarksalmindelige Toldpolitik kun lidet villig til at gaa ind paa en Handelstraktat, hvorved den forpligtede sig til at binde, sin Toldtarif, men da dette stilledes som en ufravigeligBetingelse fra spansk Side, og da den danske Handelsstandgennem Grosserersocietetet udtalte, at det var en 1 Danske Tractater efter 1800 11, 344. 2 Ibid. 11, 350. 3 Bkg. Nr. 7af 1879 20/i, Lovtidende 19. 4 Akkrediteret i København 1880 '/4-1889/4-1889 12/4 (tillige i Stockholm). Side 60
Velfærdssag for den islandske Handel at bevare den Betryggelse,som Handelstraktaten af 1872 havde ydet (nemligmestbegunstiget Tarifering af Klipfisken), mente Regeringenikke at kunne gøre andet end i Principet at gaa ind paa det spanske Krav. Tilmed havde Sverige-Norge allerede 15. Marts 1883 sluttet ny Traktat med Spanien1 og derved fastlagt Klipfisketolden til 18,70 Pesetas pr. 100 kg., medens den ifølge den spanske Toldtarif, gældende fra 1. Aug. 1882, var 23,50 Pesetas ved Indførsel fra Lande uden Traktat. Efter detaillerede Forhandlinger med Hr. de Castellanosom Toldsatserne for de enkelte Varer besluttede man sig da tilsidst til at undertegne Handels- og Skibsfartstraktaterneaf 29. Marts 1884 med de i Tarif A og B fastsatteToldsatser for de ovenfor omtalte Varer2. Det blev imidlertid denne sidste Omstændighed, de ved Tarif B bundne Toldsatser, der bevirkede, at Traktaterne aldrig traadte i Kraft. Medens det i sin Tid var Spanierne, der undlod at gennemføre Traktaten af 1742 og ligeledes opsagde den af 1872, var det denne Gang fra dansk Side, at Vanskelighederne skulde komme. Det var nemlig ikk& muligt at sætte Handelstraktaten i Kraft uden Rigsdagens Samtykke til de ved Traktaten foraarsagede Ændringer i den gældende Toldtarif. Den 2. Apr. 1884 fremsatte derforEstrup, i sin Egenskab af Finansminister, et Forslag til Rigsdagsbeslutning gaaende ud paa, at Tolden paa de i Traktaten nævnte Varer opkrævedes til og med 30. Juni 1887 med de i dens Tarif B fastsatte Beløb3. Dette Forslag mente Flertallet i Folketingets Finansudvalg ikke at kunne fremme uden ved at sætte Traktatsagen i Forbindelse med en almindelig Toldreform. Dels ønskede man ikke at slaa ind paa et helt nyt toldpolitisk System med Binding af de forskellige Toldsatser, dels vilde man principielt ikke ind paa Toldlettelser for Luksusvarer, navnlig ikke Vin, saaledesat 1 Sverges Traktater med fråmmande Makter XIII, 238. 2 Traktaterne trykt hos Fontenay: Danmarks Traktater efter 1814 IV, 169 og 173. — Om Forhandlingerne se Udenrigsministeriets Fremstilling til Rigsdagen, trykt som Bilag til Folketingets Finansudvalgs Betsenkningaf 1884 10l5 (Rigsdagstidende 1883—84 Tillsegß, 5p.1681—98). 3 Rigsdagstidende 1883—84 Tillæg A, Sp. 2243—46. Side 61
ledesatman ved Nedsættelse af Vintolden afskar sig selv fra at skaffe Dækning til den paatænkte Toldreform. Yderligereansaa man det ved Toldnedsættelserne for spanske Varer foraarsagede Tab paa ca. 516,000 Kr. for at være uforholdsmæssig stort i Sammenligning med, hvad der vilde spares i Told paa Klipfisk og Stokfisk, nemlig ca. 168,000 Kr. I Finansudvalgets Betænkning af 10. Maj* udtalte Flertallet tillige en skarp Kritik af hele den Maade, hvorpaa Regeringenhavde grebet Sagen an, en Kritik, der ligesaa skarpt blev imødegaaet af Udvalgets Mindretal. Efter en hvas Debat i Tingene baade om selve Traktaten og Toldsagen vedtoe Folketinget 27. Mai et Forslag til Rigsdagsbeslutning, hvorved Estrups Forslag gjordes afhængigt af, at man samtidig ophævede Lov af 5. Aug. 1864 om Krigsskat paa Brænderidriften og Vareindførselen. Dette v vilde Regering og Landsting ikke gaa ind paa, og dermed bortfaldt Muligheden for at faa Traktaterne ratificerede og sat i Kraft2. Atter stod Danmark uden Traktat med Spanien, og med de foregaaende tre Aarhundreders Erfaringer in mente skulde det synes fast ugørligt at naa til et varigt Resultat. Siden Reedtz 1671 fik Ordre om sin „Ouverture at giøre", havde man med Mellemrum ustandselig forhandlet snart om Traktat snart om Gæld, og lykkedes det endelig at faa sluttet en Handelstraktat „tog den ingen Effekt", som salig Henrik Villumsen bemærkede om sin Saltkontrakt af 1649. Kun knap fire Aar, fra Januar 1879 til 18. Oktober 1882, var de to Lande saa lykkelige at have deres traktatmæssige Forhold i Orden, og det var derfor meget værdifuldt, at Kmhr. J. H. Hegermann-Lindencrone efter knap IV2 Aars Forhandlinger 4. Juli 1893 kunde undertegne den Handels- og Skibsfartstraktat, der endnu gælder mellem Danmark og Spanien. Om de Forhandlinger, der førte til dette betydningsfulde Resultat, vil efterfølgende Optegnelser give nærmere Oplysning. 1 Rigsdagstidende 1883—84 Tillæg B, Sp. 1629 ff. 2 Ibid. Tillaeg C, Sp. 443 ff. — Om Forhandlingerne paa Rigsdagen se Folketingets Forhandlinger 1883—84, Sp. 2161 ff., og Landstingets, Sp. 514 ff.; jfr. Forhandlingerne angaaende Lovforslag om Told- og Skibsafgifterne. |