Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 1 (1918 - 1920) 1
Steffen Rodes Regnskabsbog over Studehandel 1637—1650.
Af
ALBERT OLSEN.
Det kongelige
Biblioteks gamle kongelige samling ejer en
smuk
gammel foliant i læderbind (dimens. 28,5 x 43,5
cm).
Den er på circa 500 sider håndgjort papir. I Eriksens
katalog over samlingen findes den anført som Nr.
992:
Edvard Edvardsen: Bergens Beskrivelse i to
Parter, indskrevet
i en Regnskabsbog for en
Øksenhandel af 1633l.
Ved en revision af
håndskriftsamlingen blev frk. dr. phil.
Ellen
Jørgensen opmærksom på denne regnskabsbog og
omtalte
den til professor Arup, der så overlod mig at gi
et
referat af regnskabsbogens indhold.
Regnskabet optager håndskriftets første 69 blade. Hvert års regnskab fra 1637—50 består af indtil 5 blade, hvis venstre sider indeholder debetposterne, mens de højre har de tilsvarende creditposter. Dertil kommer for hvert år, undtagen for 1637, en statusopgørelse, der optager et blad. Mellem de beskrevne blade findes hist og her et übeskrevet, vist bestemt til særligt regnskab over græsøksne. Midt i regnskabet for 1637 begynder en blyantspaginering. Håndskriftetsførste side, der oplyser om bogens bestemmelse, lyder: „Ochsen-Einkauffbuch, angefangen im Jahre A° 1637. Worinne eingeschriben wirdt, was jahrlich an Ochsen eingekaufftund wor dieselben wieder vorhandelett, was darann gewunnen oder vorlohrenn wirdt. Hirzu wolle der liebe
1 er 1637.
barmhertzige Gott seinen reichen Segen mildichleich vorleihenn,vor boese Kaufleute bewahrenn und in guter Gesuntheittund guten Wollstande endigenn lassenn". De første års regnskaber står både i anlæg og udførelse i kaligrafisk henseende højt, de sidste års regnskaber er der derimod ikke ofret meget arbejde på, de er ofte meget sjusket udførte.De første års regnskaber har øverst på debetsiderne: „Im Nahmen Gottes in Schonen (Seelandt, Funen, Judtlandt)gekaufiV og på creditsiderne „und wiederumb bezahlet".Derefter følger på alle debetsiderne en fortegnelse over på hvilke gårde og af hvem, øksnene er købt, mens creditsidernegir oplysning om, når og på hvilken måde salderingernehar fundet sted. Statusopgørelsens debetsider meddeler hvilke udgifter, der er påløbet mellem køb og saig, d. e. øksentoid, fragt, foderpenge, lærepenge etc. Specifikationerne er de enkelte år meget forskellige, kun nogle år gir nærmere oplysning om de enkelte udgiftsposter..Creditsiderne har navnene på de fleste af de købmænd,som købte studene og undertiden, hvor de er hjemmehørende,samt angivelse af hvormange øksne, der var gået tabt inden salget.
Regnskabsbogen
angir ikke, hvem den har tilhørt, men
det er ikke
vanskeligt at paavise dens ejer.
25. febr. 1636 anmoder kongen rentemestrene om oplysningangående resultatet af deres forhandlinger med Steffen Rode om at lage øksnene på Tåsinge og Skinnerup som betaling1. 1636 fik denne da øksnene der2, 1637 fik han ligeledes øksnene sammesteds3. Regnskabet udviser 1637 opkøb af øksne på Tåsinge og Skinnerup. 18. jan. 1640 fik Tyge Brahe befaling til at overlade Marie, afgangen Steffen Rodes, øksnene på Wallø, befalingsmanden skulde så ha pengene refunderet på rentekammeret „aff hvis vi er fornefnteaffgangen Staffen Rodis arfuinger skyldig". Henning Walckendorf på Tåsinge og Sten Bilde på Dalum fik en lignende ordre og Korfits Ulfeldt meddelelse om, at Marie
1 Sjæll. Tegn. 1636 25/2.
2 Bricka og Fridericia: Kristian 4.s egenhændige Breve 36 (cit. B. & F.).
3 B. & F. 138.
Rode for rimelig betaling måtte få øksne hos lensmændene og på kronens gårde i Skåne, paa Sjælland og Fyen1. Regnskabet udviser opkøb alle de nævnte steder. Desuden refereres flere steder til rentekammeret. Rentemesterregnskabethar 1643 herom: den 27. Februari haffuer Marie affgangen Steffen Rodis indlagt och offuer giffuen K. M. Rentekammer hendis register och Fortegnelse Anlangende hvis øxen hun fik på Kronens Gaarde och læhn2. Men desuden findes blandt Assens toldregnskaber de obligatoriskesalgssedler, der skulde fremlægges fra de adels- og krongårde, hvor øksnene havde været staldet3 samt Steffen Rodes afregninger med kronen, deriblandt en fortegnelse over øksenkøbet ien del år4. Regnskabsbogen har altså tilhørt Steffen Rode og hans enke Marie Rode.
Steffen Rode, handelshusets grundlægger, var født i Lubeck 31. decbr. 15876. En tid har han været handelstjenerhosenaf Flensborgs betydeligste købmænd, Anders Olufsen, der stod i handelsforbindelse med kongen. Endnu mens Steffen Rode tjente Anders Olufsen, er han kommet i forbindelse med kongen, idet han, første gang han omtales1619,kaldes„Steffen Rohde, tjenendis Anders Oluffsen aff Flensborg"6. Han hade da af kongen fået overdraget en kommissionsforretning, idet han på sin rejse til FrankfurtamMainhade fået 2000 daler med, hvorfor han for kongen skulde købe „så megen goed Undtze Guld, Sølff och Silke, som for11 Pendinge kand forstreke". Måske han på den tid har giftet sig med sin principals datter, Marie Olufsen af Flensborg7, og han har inden Juli 1620 etableret sig som købmand i København8. I København kom Steffen Rode tidligt til at indtage en anset stilling som en af byens
1 Kbhvns. Dipl. V 222 (cit. K. D.).
2 R. A. Rentemesterregnskab. Indtægt 248.
3 R. A. Bilag til Fortegnelse på de fra Assens udførte Øksner.
4 R. A. Steffen Rodes Enkes Afregninger.
5 Resenius: Inscriptiones Hafnienses 164 (cit. Resen).
6 R. A. Rentem.- Udgift 318.
7 Resen 164.
8 R. A. Rentem. Udgift 57. 1622. Det nævnes, at han 1620 22I7 har solgt kongen klæde og kramvarer som „borger udi Kjøbenhaffen".
storkøbmænd. Hans hovedbranche var silke og klæde, men han har handlet med så godt som alle varer, med fineste silke og klædevarer, kniplinger, brokader etc. til stangjern, rug, vin og sild. Han hørte til de monopolbegunstigedekøbmænd,varsåledes participant i klædekompagnie t1, medlem af det grønlandske kompagni2 samt en af forvalterne for det japanske kompagni3. Dertil var han længe den største studehandler i Danmark, idet han alene de år, hvor hans indkøb af stude beløb sig til o. 2000, eksporterede o. */18/18 a^ den samlede studeudførsel1. Af afregningerne og regnskabsbogen kan ses, at hans forretningermedkongenog hans studehandel enkelte år alene andrager 95,000 rigsdaler5, hans samlede omsætning må derforhaværetialfald en del større, så den langt har overskredet en million i vore penge. Til 1626 boede han i Store Færgestræd e6, men flyttede så til Højbrostræde, idet han af kongenkøbtedengård, som havde tilhørt fru Ellen Marsvin og en tid var blevet brugt til herberge. Denne gård var en af byens største og fornemste, kun 5 var pålignet en større grundskat end den7. Regnskabsbogen viser, at han stod i livlig forbindelse med en stor del af byens andre storkøbmænd, der nævnes Daniel Knap, Albert Behrens, Johan Bram, Jacob Madsen Dreyer, Hans Frick, Henrik Jensen, Rasmus Jensen o. f. Fra 1628, da hans forbindelse med kongen bliver fastere, kaldes han kongelig faktor, d. e. kommissionær, men hans forretninger med kongen har dog egenhandelens form. Steffen Rode var, som senere skal vises, en energisk købmand, og var samtidig en gudfrygtigmand,deraltid handler „in Gottes Nahmen", ligesomhanskænkerden
1 K. D. I 495.
2 Pontoppidan: Origines Hafnienses 361.
3 R. A. Hans Havemans afregninger.
4 Fridericia: Adelsvældens sidste Dage 77 (cit. Fridericia). Den samlede eksport var 1641 37,646 Stkr.
5 Fridericia regnede 1890 en rigsdalers købeværdi = 8 kr.
6 Oluf Nielsen: l\obenhavns Historie og Beskrivelse IV 241.
7 R. A. Regnskab pa de skatter, som ved kgl. Missive er pabudt Kebenhavn.
somhanskænkerdentyske St. Petrikirke et nyt alter1. Man har grund til at formode, at livet i hans hjem har haft et ret fornemt præg, således kalder en af sønnerne sig Francois. Han havde mange børn, idet en afregning af 1656 nævner som arvinger: Christian Fabricius, dr. jur. et med.2, gift med Else Rode f 1650, Anders, Frants, Steffen, Rudolph, Sofie og Margrete Rode, Magdalene, gift med købmand Cort Mercker, anden gang med professor Thomas Bartholin3, Anna, gift med renteskriver Anders Sørensen, Dorothea, gift med fyringsforvalter Peder Jensen Grove, anden gang med Hans Rostgård til Krogerup4, samt Mette Rode, gift med købmand Martin Pletius. Desuden var en datter død som ganske ung. 1638 dør Steffen Rode5, og forretningen føres videre af arvingerne. Det er Martin Pletius, som en tid har været den ledende, idet hans stillingifirmaetbelyses af et brev, lensmanden på Helsingborg,ChristofferUlfeldt,sender angående køb af nogle øksne. Han henvender sig desangående til Martin Pletius „Erlig och velagt Mannd, min synderlig goede ven gandsche venlig" og begynder brevet „Kiere Morten Pies"6. Han har været Steffen Rodes handelstjener, ialfald fra 1636, idet han dette år har modtaget penge på rentekammeret på sin principals vegne, 1640 kaldes han Marie Rodes fuldmægti g7. Før Steffen Rodes død har han taget del i studehandelen,ogdetblir da ham, som afslutter forretningerne med rentekammeret på arvingernes vegne og også ordner øksenkøbet8. 1641 har han etableret sig som købmand9, men har endnu 1642 taget del i studehandelen for Rodes
1 Fra Arkiv og Museum 111 310.
2 Caree: Den danske Lsegestand 136 (cit. Carac).
3 Caree 110.
4 Biogr. Lex. XIV, 345.
5 Pers. Tskr. I 205 (cit. P. T.).
6 Bilag til Assens.
7 R. A. Københavns lensregnskab. 1640
8 R. A. Rentekammerets kontraktbøger. Han dør mellem I7/7 og 18/9 1652.
9 B. & F. 1641 98 Anm. 1. Dette år solgte han for egen regning klæde og kramvarer til kongen.
arvinger. Efter at Martin Pletius har trukket sig helt tilbage,harMarieRodes to handelstjenere Anders Olsen og Henning Leisen, sidstnævnte som hendes fuldmægtig1, stået for studehandelen. Store dele af regnskabsbogen skyldes Henning Leisen — hans hånd kendes fra en afregningtilrentekammeret— mens nogle af de første års regnskaber skyldes Steffen og Marie Rode (Durch meinen Diener Henning). Til firmaet knytter sig også et par kommissionærer, hvoraf den ene Herman Hase var rådmandogkøbmandi Roskilde2, den anden Henrik Pape fra Lund. Disse var en tid mellemmænd mellem handelshusetogleverandørerne,senere besørger Henning Leisen og Anders Olsen alle forretningerne. 1650 dør Marie Rode:!. Dermed ophører forretningen, men realisationen af „sterffueboet"liai - dog iugei et par år, idet man 1G52 sælger rug og sild til kongen4.
De fleste og
største opkøb finder sted på kronens og
adelens
gårde5. Ved opkøbet er det først og fremmest
1 R. A. Kontraktbog for 1643.
2 R. A. Jordebog på det udlagte Godtzs 1650.
3 P. T. I 205.
4 R. A. Kontraktbog for 1652.
5 Der kabtes af Axel Ahrenfeld, Pernille Banners, Jochuna & Sten Beck, Vincent Bille, Otto Brahe, Oluf Brockenhus, Kristian Biilow, Frederik og Jacob Grubbe, Laxmand Gyldenstjerne, Kristian Friis, Jargen Hohendorf, Malte Juul, Otto Krafse, Margrethe Laxmand og hendes anden mand Achim von Bredow, Henrik Lindenow, Falke, Frants og Niels Lykke, Frederik Parsberg, Laurits og Henning Powich, Pors, Erik Quitsou, Henrik Ramel, Frederik Rantzau, Holger og Gunde Rosenkrans, Lise Rosensparre, Wenzel Rotkirch, Anna Skaugard, Tage Tott Ottesen, Otto Tott, Ebbe, Fleming, Christoffer, Laurits og Korfits Ulfeld, Korfits Ulfeld Mogensen, Knud Ulfeld til Hveringe og Knud Ulfeld til Svendstrup, Jargen og Palle Urne, Iver og Jergen Vind, Ellen Marsvin, Kristine Munk, Vibeke Kruse, Hans Ulrik Gyldenlave, grev Valdemar og kongen. Gardene var: I Skane: Bosjo, Laholm, Nsesbyholm. Vandas, Herridsvad, Rogle, Biersgard, Borreby, Ronneholm, ovidskloster, Valso, Ballerup, Bsekkeskov, Krapperup, Boserup, Eriksholm, Malmohus, Nses, Ovesholm, Helsingborg, Svendstrup; pa Sjaelland: Antvorskov, Vibygard, Farslev, Assendrup, Torbenfeld, Valbygard, Svenstrup, Snedinge, Valle og Vester Valle, Krogerup, Birkholm Lovenborg), Lekkinge, Vindinge (Fiurendalj, Favr- holm, Beldringe, Lystager, Kbhns ladegard, Ibstrup, Esrom, Jungs-1 Egholm, Aggersvold, Harrested, Gisselfeld, Vognstrup, Roskildegard, Vemmetofte, Korser slot, Salto, Svanholm, Alslev, Gunderslevholm; pa Fyen: Skinnerup (Ulriksholm), Dalum, Ellenborg, Lundeborg, Trellerup, Broholm, Holgard, Hellerup, Flintholm, Rantzauholm, Rodkilde, Harritslev, Tasinge. I Jylland: ostergard, Bavling, Hegsholt, Kabel, Nordgard samt Erik Quitzous og Korfits Ulfeldt Mogensens garde. Desuden pa Meen, Bornholm og Langeland.
forbindelserne, ikke gårdenes beliggenhed, som har været det bestemmende, man har ikke „strippet om" og købt op, hvor det kunde træffe sig. Købet hos adel og lensmænd har været afsluttet god tid i forvejen, 1635 f. x. købtes øksnene allerede i december, ved andre køb viser kontraktbøgerne,at købet er blevet ordnet i januar eller februar. Øksnene skulde så afhentes, når andre købmænd drive, d. e. i marts, afsendelse af, studene fra Assens fandt sted 21. marts. Dog fandt der foruden det store opkøb som regel et mindre sted i april.
På kronens ladegårde og lenene har Steffen Rode, MartinPletius og Henning Leisen da udtaget de øksne, der var tjenlige — man forbeholdt sig undertiden ret til at „skyde" et vist antal par — derefter har man klippet og brændt dem. Det synes, som om kongen har haft besvær med at få „gode staldferdige øksne". 1621 klager han til 10 lensmænd over, at de øksne, de sender ham til ladegårdene,er så gamle, at de ikke vil tage mod foder1, 1637 beordrer han lensmændene at købe øksne, som købmænd ikke har årsag at skyde, og denne befaling gentages oftere2. Afslutningen af handelen er da heller ikke gået af uden vanskeligheder. 1636 og 1637 var der sygdom blandt kvæget, 1636 vil Steffen Rode derfor ikke ha de syge øksne på Børring, 1637 vil han ta øksnene på Antvorskov, der var „goedt Kiøbmandsgoedts", men derimod ikke øksnene på Vordingborg, „de er mig intet tjenlig aff den Aarssage at die intet er forret som stall øxchne børr at werre"3, og en del var så syge, at de ikke kunde udstå rejsen.
1 Sjæll. Tegn. 1621 15is.
2 Skånske Tegn. 1634 7/8, Sjæll. Tegn. 1634 7|8, 1636 29I8.
3 Steffen Rodes indsigelse indlagt i kontraktbogen for 1637.
Prisen har også voldet vanskeligheder. 1635 skriver kongen til rentemestrene, at „dy Øxen betreffende, daa bør Staffen Rode at tage dem an for en redliig Priiss, Saframdt han wyll handle lenger med mig"l. Det var ikke let for Steffen Rode at trykke prisen, idet kongen samtidig solgte til andre; 1633 f. x. fik Johan Bram 256 af kongens øksne, 1634 fik Steffen Rode 134 par, Henrik Rosenmeyer 128 par og det ostindiske kompagni 50'2. Desuden begynder nu de udenlandske opkøbere at trænge stærkere frem, dette gjorde det endnu vanskeligere at holde priserne nede.
Kongen var Steffen og Marie Rodes største leverandør, idet han en del år fik studene fra ladegårdene. Kongen interesserede sig meget for studehandel, og hans interesse viser sig i en række forordninger ladegårdene „anrørende". 1621—25 skaffer han sig de øksne, han skal bruge, ved en kompliceret forsendelse at stude fra Skåne, Roskilde, Ringsted,Kallundborg, Holbæk og Tryggevælde, da det viser sig, at han langtfra kan få det antal stude i lenene, han havde beregnet; til ladegården i Vordingborg len skulde skaffes 550 stude, lensmanden kan kun skaffe 250. Samtidigopfordrer kongen lensmændene til at trykke priserne ved regelmæssigt at sende dem for få penge til opkøb af stude og påbyde dem at købe til „nøjeste" pris. Resultatetblir da også, at bønderne på Sjælland ophører med at lægge stude til3, da de skulde tilbyde lensmanden eller deres herskab studene, før de solgte til andre og såledesvar nødt til at sælge til den lave pris, der blev budt dem. For lettere* at skaffe sig øksne, lægges stadig flere „studlinger" til på Københavns ladegård, mens antallet af stude, der staldfodres på ladegårdene reduceres betydeligt. 1622 var f. x. i Vordingborg len 550, Antvorskov 300, Malmø 500, Frederiksborg og Abrahamstrup 620, Kronborg 280, 490 i Kbhn, 1633: 250 i Antvorskov,.3ls i Malmø, 200 på Kronborg. Fra 1639 og i fyrrerne bortforpagtes den ene ladegård efter den anden (Beldringe, Lekkinge, Jungshoved,Hørsholm,
1 B. & F. 337.
2 Kontraktbager.
3 Fridericia. 96.
hoved,Hørsholm,Kbhns ladegård, Ibstrup, Faurholm, Frederiksbergog Abrahamstrup)1, hvorved det antal af stude, kongen kan sælge, bliver betydeligt mindre. Dette er en af grundene til, at Marie Rodes studehandel fra 1643 er betydeligmindre end tiden før.
Dernæst var adelige store leverandører. På adelsgårdenevar ofte op til 50 par stude på vinterfodring. Men i fyrrerne købte man på flere gårde øksne, borgerlige hade staldet. Fra 1623 havde borgerlige øksnekøbmænd, der „drive" og „skibe", fået tilladelse til at sætte øksne på vinterfodringpå kronens og adelens ladegårde2, flere og flere har vist efterhånden benyttet sig heraf, idet mange adelige, der økonomisk stod dårligt, ikke selv har kunnet købe græsøksne, men kun været foderværter for borgerlige. Blandt dem, Steffen Rodes enke købte af, var Rasmus Andersen, som staldede 66 par på Saltø, Rodes tidligere kommissionær Herman Hase, der sammen med flere andre staldede øksne på Egholm, Peder Nielsen Gad, herredsfogedi Bjeverskov herred og ridefoged på Gisselfeld3, der staldede 50 par på Bregentved, samt Tomas Brodersen, borgmester i Odense, der selv var øksnehandler4, og som leverede stude i Holsten. Dertil købte man af borgere, der staldede på eget indavlede foder, idet ingen ufri, ifølge forordning 25. juli 1623, måtte købe græsøksne udover, hvad de kunde stalde på eget indavlede foder5. Derved indskrænkedesborgeres studeopdræt betydeligt. Man søgte at komme uden om forbudet, f. x. ved at smugle øksnene over grænsen, da man ikke kunde komme gennem toldstederne,og da borgerne skulde tage seddel hos lensmanden paa, hvor mange øksne, de agtede at stalde, og fremlægge disse sedler på toldstederne for at få lov at udføre, forfalskessedlerne,
1 Sjæll. Tegn. 1622 12I3, 2515, 1623 26|6, 1624 20/7, 23/7, 2ls, 1625 20l7, 1633 uh, 1634 7ls, 1640 6|s og Erslev: Danmark-Norges Len 1596—1660.
2 Secher: Corpus Constitutionum 1623 25!7 (cit. C. C).
3 Om ham se min afhandling i Pers. Tidskr. 7. R.
4 Sophie Brahes Regnskabsbog. Universitetsbiblioteket. Additamenta Nr. 4.
5 Ribe borgere dog undtagne. Se Kinch: Ribe Bys Historie II 821—29.
falskessedlerne,ved at forandre de romerske tal. Det påbydesså, at sedlerne skal skrives med „fulde" bogstaver, ligesom man kommer uden om forordningen ved at købe foder til ens heste og køer og gi studene det indavlede foder. Kontrollen blir da efterhånden strængere, lensmandenskal ved Mortensdag visitere staldene, og kun de stude, der da var i stald, måtte udføres*. Borgmestre og råd skulde hjælpe til at påse, at forordningerne overholdtes, en forordning,der vist ikke betød meget, da Kolding toldregnskaber1643 viser, at en meget stor del af øksnekøbmændeneog de borgere, der staldede på eget indavlede foder, netop var borgmestre og rådmænd2. De borgerlige leverandørervar gerne borgmestre, rådmænd, byfogder og byskrivere, slots- eller toldskrivere, og hvad de staldede var forholdsvis lidt de fleste steder på Sjælland (1—4 par), anderledes i Jylland, hvor en del af borgerskabet drev større landbrug. Således var der 1643 i Jylland borgere, der havde 42 øksne på stald, og på Fy en var forholdet et lignende, en borgmesterenke i Nyborg hade således 48 på stald. En del af disse hade dog vist kun så mange stude, fordi de havde tiender i fæste3.
Desuden købte Marie Rode 15 par af præster samt en stud af en bonde. Bønderne var så godt som helt afskåret fra at få noget ud af studehandel ved de omtalte forordninge r4, som de ikke kunde omgå ved at slagte studene,
1 Om forordningerne se C. C. 1639 8|6, 1641 29IU, 1643 27/2 og 1647 31I7.
2 Nar en borgmester eller radmand samtidig var tolder, var muligheden for omgaelse af recesserne sserlig stor. Saledes kan f. x. ses, at tolderen i Middelfart, radmand i byen Hans Auffdeiner 1645 ikke hade anmeldt sine eksne hos lensmanden og utalt ladet dem drive forbi lensmandens fuldma?gtig ved toldstedet. Indkomne Breve i Danske Kancelli 1645 20|6.
3 Se Kolding toldregnskab 1643, og bilag til Assens. Om borgere, der hade tiende i fseste se Hans Markussen i O. Fabricius: Horsens Beskrivelse og Jens Bertelsen i Fyenske Tegnelser 1629 lfili-» samt Vedel-Simonsen: Odens Bys Historie 178.
4 1604 og 1615 blev det forbudt bender at saelge oksne til udlaendinge. Forordningerne fra 1600—1650 er i virkeligheden kun en fortsaettelse af. hvad der allerede var begyndt i 16. arh., nemlig at sikre kongen og adelen at fa udnyttet deres vinterfoder, som ikke pa anden made lod sig realisere. Om den tidligere udvikling se Nina Bang i H. T. 7. R. I, 328 ff.
da der var forbud mod at udføre saltet kød. En forordning af 24. novbr. 1623, der befalede, at et kronet C skulde indbrændesi hornene på de øksne, lensmændene og deres fogder købte til kongen, og at fogderne ikke måtte tvinge bønderne til at sælge øksne derudover, men at disse frit kunde sælge resten til adel og borger, der staldede på eget foder1, var vist i første række dikteret af mistillid til fogderne,som selv drev studehandel, og som vel ikke glemte at forsyne sig, selv om det så også kneb for kongen at få de stude, han skulde bruge, og ikke udstedt af hensyn til bøndernesvel. Forordningen er netop udstedt det år, hvor det kneb allermest for kongen at skaffe sig det tilstrækkelige antal øksne.
Øksnene transporteredes til Elben 1637—43 og 1646— 49. Transporten skete dels ved drivning, dels ad søvejen. Drivningen var den ældste og almindeligste transporteringsmåde,den var langvarig og besværlig, navnlig for de sjællandske og skånske studes vedkommende, idet man efter nogle dages march måtte gøre holdt, for at studene kunde få en hvil, og for at de ikke skulde .tabe sig for meget under turen, men være i nogenlunde god stand, når de nåede markedet. Vægttabet kunde være stort nok endda, det er således konstateret, at en stud på 44 mil tabte 160 ft> i vægt2. En øksnevej gik over Roskilde—Ringsted— Sorø—Antvorskov—Korsør — over beltet—Nyborg—Odense —Vinninge—Assens, derefter med skib til Haderslev, videre over Olmenstoft—Stenderup—Dannevirke og Rendsborg3, derefter videre mod syd ad „den ochsenweg" over Lurschau, Schuby og Husby til Elbmarkedet4. En anden vej gik fra Fyen over Lille Belt til Kolding og derfra videre syd på. Men desuden skibede man også øksnene til Neustadt ved Hamburg. Udførslen var for at gennemføre en nøjere
1 H. T. 7. R. I, 331 f.
2 Holst: Dansk Månedsskrift 11, 1—2, 456
3 B. & F. 1623, 281.
4 Zts. f. Schl.-Holst.-Lauenb. Gesch. X, 14.
kontrol ved toldstederne „bundet" over Ringkøbing, Kolding, Ribe, Vesterlandsfør, Rødby, Assens, Nakskov, Rudkøbing og Vordingborg indtil 1615. Da fik Gedser samme ret. 1616 fik adelen på Bornholm udførselstilladelse for sig selv og deres købmænd, samme år fik adelen i Skåne og Halland for det år ret til at udføre øksne til skibs over Malmø, Ystad, Landskrona, Helsingborg, Avns og Varberg, og 1623 kommerden almindelige udførselstilladelse med skib, fordi drifterne besværedes af krigsfolk, garnisoner, toldere etc. og „på det at skibsfarten kan tiltage"1. Fra nu udføres øksne fra mange havne foruden de nævnte, undtagen i Skåne, hvor udførslen stadig er bunden over de nævnte havne. Langt den overvejende del af øksentransporten overtog rostockske skippere, som kunde gøre turen til Nienstadl 2 å 3 gange hvert forår, men der fandtes dog også i Skåne en del indfødte købmænd, som selv ejede deres skib eller skibe (enkelte ejede 2) og derfor selv besørgede forsendelsen2, på hjemturen forsynede de sig så med købmandsvareri Hamburg. Ligeledes deltog enkelte sjællandskeskippere i øksentransporten, men deres skibsrum var ikke altid gode, de kunde ikke stå sig i konkurrencen mod de udenlandske skippere og regeringen må opgi sine forsøg på at hjælpe dem, da øksenkøbmændene klager over deres ringe skibe3.
Salg af øksne til amtmanden i Pinneberg og Wedel viser, at øksnene er ført til det store marked i Wedel. Her mødtes de tyske og nederlandske opkøbere med de danske studehandlere. 1625 fik de brabantske, klevske, munsterske og andre fremmede købmænd, „som aarlig ved Elben handler med danske købmænd", fremdeles ret til at drive denne handel4. På dette marked er det gået livligttil.Manhar tinget og købslået, før man er blevet enige om handelen, og man har ofte måttet give køb. I
1 C. C. 1616 18(2, 1616 16/2 og 1623 16/4.
2 F. ex. Borgmester Jost Leidebur af Malma og borgmester Jacob Clausen af Malmo, borgmestrene Niels Gra og Richard Luchton af Ystad.
3 Skanske Tegn. 1652 2S/i.
4 Kinch: Ribe Bys Hist. II 828.
køb gaves en eller flere portugaløsere eller rosenobler, et eller flere par stude, eller en hest eller vogn. Salgsconditionernevarforskellige,ved mindre køb altid kontant, ved større enten kontant eller betaling til Mortensdag eller som oftest 2/3 af salgssummen kontant og den resterende trediedel til Mortensdag. Denne betalingsmåde var ofte blot en form for rabat, idet køberne, hvis de straks udbetaltedenresterendetrediedel, fik indrømmet et afslag på 6 °/°- Ved større salg kunde denne rabat beløbe sig til over 100 rigsdaler. Wedelmarkedet havde i det 17. rhundredefasteformer.Når ikke var kontant, fandt den senere sted i Hamburg, idet køberne, efter at køber og sælger havde noteret betingelserne, anviste en anset mand i Hamburg (faktor), som han så tilstillede en veksel eller rede penge. Var den danske købmand, som på denne måde fik penge tilgode, forgældet, skete det ofte, at hans kreditorer gjorde udlæg i hans tilgodehavende, det samme gjorde den danske tolder i Kolding for toldrestance1. Steffen Rode solgte ved Elben i årene 1638—43 og 46-49 til et halvthundrede forskellige købmænd, samt til en del mindre opkøbere, deriblandt amtmændene i Pinneberg og Trittau. Et år købte greven af Oldenburg 200 par. Opkøbernekandelesi grupper, hvoraf regnskabsbogen angir Dirck Steenken, Dirck Duntzen, Johan og Rolf Borse og Gerth Liiders som hjemmehørende i Bremen, Johan Friederich,AdrianJohansen,Henning Behrens og Cop Heinrichsomhjemmehørendei Groningen og Utrecht. Ydermereladerdetsig gøre at bestemme en del af de i regnskabsbogennævnte,deriblandtMathies Thiel og Herman Meyer, der var fra Bremen, Jurgen van Kauen og Ditrich Haddersen, der var fra Oldenburg, Otto Hog fra Hiitten (Holsten), Ditrich Bradenstall af Itzehoe, Jurgen von Sclieuen, der var fra Berg, og Johan Brugman fra Elberfeld2. Af disse var de elleve købmænd, som hvert forår drog til
1 Om markedet i Wedel se Jahrbiicher fur die Landeskunde in Schleswig-Holstein und Lauenburg IV, 34 ff.
2 R. A. Assens bilag, Malmø toldregnskab 1636 — 37, Kolding toldregnsk. 1643.
Danmark, ledsaget af en eller flere handelstjenere, og kobte op i stor stil, hver alene eller i kompagni med andre indtil1300eksnearlig. Det var' i virkeligheden dem, sora satte priserne pa studene i Danmark, idet Hollaenderne i fyrrerne nsesten ikke tog direkte del i studehandelenl (og da kun i Skane og Ribe). Manglen pa kapital hos borgerstandenbevirker,atantallet af disse kobmasnd stadig blir storre og storre. Fra Kolding udforte de c. 3400 stude i 1643, fra Assens c. 4000, 1654 udforte danske kobmsend kun 734 af de 5370 stude, der det ar udfortes fra Assens2. I fyrrerne var vist en del af de danske kobmsend disse fremmede opkoberes kommissionaerer, og de afhsender her i landet en stor del af deres oksne til dem, af Assens bilag kan ses, at f. ex. Martin Pletius udferte kommissionsforretrsi—apvfr.rprsrsf rlrrp .Tfirapri von S*»hwiPn PS cl^-rem -.-pi hjem med studene har de samtidigt benyttet ojeblikket til at komplettere deres forsyninger, idet de atter moder op pa Elbmarkedet, som de delvis har behersket, nar eftersporgslen fra Holland har vseret ringe og fa hollandske kebere er modt op. At den danske kobmand under sadanne forhold hade vanskeligt ved at skaffe sig en mellemhandleravance er indlysende og hjselper til at forklare nedgangen i de danske kobmaends antal3. Samtidig blir antallet af de
1 I tyverne tog Hollsenderne mere direkte del i studehandelen; 1624 bemaerker tolderen i Varberg, at en stor del stude, der for gik til Tyskland, nu gar til Holland, i denne handel tog ogsa svenske kebmaend del. 1629 gik af de c. 1900 stude, der udfortes fra Landskrona, de 918 til Holland. 1643 var der kun en hollandsk kebmand i Skane, han udferte 472 eksne fra Landskrona til Harlem.
2 Fridericia 78.
3 Samtidig begyndte man (1650) i Holland at opkraeve en „feilgeldtu a 16 styver pr. stud af danske kobmaend, mens hollandske slip fri. (Indkomne Breve 1652 "/is). De jyske oksnekebmsend sendte imidlertid selv en repraesentant til Holland for at forhandle om afskaffelse af denne told og har abenbart haft held med deres bestraebelser. Hvad der ogsa virkede haemmende var selvfalgelig den store udferselstold, hvori mange segte den starste hindring for studehandelens opkomst, saledes rentemester Henrik Miiller, i et Overslag over rigens indtaegt af 1655.
stude, som føres frem på Elbmarkedet mindre og mindre, og de større opkøbere, der ikke har kunnet været tilfreds méd, hvad der blev budt til salg, tvinges på en måde til at tage direkte del i studehandelen i Danmark, således begynder en af Steffen Rodes største kunder efter firmaets opløsning 1651 at købe sine stude i Danmark. Undertiden har markedetværetforutilfredsstillende, og Steffen Rode sendte da studene fra Elbmarkedet til Holland — det kostede ekstra 8 rdlr. pr. par — hvor han lod dem sælge, af og til gennem en kommissionær. Andre købmænd drev derimod,nårdervar „onde år" ved Elben, deres stude til Jylland og lod dem stå til bedre tider. Men desuden hørte Steffen Rode til de bedst stillede af de danske øksenkøbmænd,idethanhade en græsgang i Eyderstedt; herhen sendte han årlig 140—180 øksne, som han så, undertiden gennem kommissionærer, lod sælge som „fette Ochsen" på efterårsmarkedet eller omkring nytår i Hamburg.
Samtidig med markedet forsynede man sig med de varer, man skulde bruge, i Hamburg, idet der ofte på statusopgørelsens creditside refereres til „Wahreneinkauffbuch", når Henning Leisen skal gøre rede for de ved salget indkomne penge. Pengeforretninger ordnede man også samtidig. For Frederik Parsberg sendtes penge til Frankrig pr. veksel, for Herman Hase betaltes en veksel i Hamburg og for Daniel Knap sendtes penge fra Hamburg til Amsterdam. Betalingen af studene viser livlig forbindelse med andre storkøbmænd, således remitterer Albert Berens penge for Rode fra Hamburg.
De samlede
udgifter ved forsendelsen var følgende pr. par:
Udgifterne
omfatter øksnetold, fragt, foderpenge, løn til
studedrivere og de løbende udgifter under rejsen1.
Af disse
1 Martin Pletius brugte på en rejse til Elben 100 rdl. „verzehrf.
udgifter androg overskibningen fra Korsor til Nyborg og fra Assens til Haderslev c. 5 mark og for fragt til en skipper til Nienstadt er givet 3 rdlr. pr. par. oksentolden var fra det 16. arhundrede 1 daler. Men 1629 klager kongenover, at der udfores sa fa oksne og tolden derfor er sa ringe „sa att vi aff samme told lidet eller intet haffuer"1, og der palsegges da en ekstratold af x/ax/a rdlr. pr. okse, denne told bortfalder imidlertid snart. 1630 blev da en daler ekstra palagt liver okse, der dreves til Lubeck eller Hamburg eller andetsteds hen fra Hertugdommerne. Hertugenaf Gottorp og den danske adel klager over, at denne told er til stor gene, og at kobmsendene byder saelgeren sa meget mindre som palseget er stort; 1632 lader da kongen denne told bortfalde mod en almindelig forhojelse af 1 rigs- Oil p-*■""•p-*■""• OIUVI, KJ^> IUIU^/H V/l Cl 1 IOCI 11 Cl Hi! til XI4 Fvill . M-*- • OLUU 1613 blev det forbudt kobmsend at udfore oksne, for tolden var erlagt3, men det er blevet ved forordningen, idet oksne fremdeles er blevet udfert, og tolden forst erlagt senere4.
Under krigene
sendtes studene 1644 til Holland. 1645
skulde de ha
været sammesteds hen, men kom ikke afsted
1 B. & F. 1629 v/3.
2 Erslev: Aktst. til Staendermodernes og Rigsradets Histarie I 433, 491, II 247, 294. Deter kongen, der stadigt ansker tolden forhojet, mens rigsradet holder igen. 1628—30 driver svenske kobmsend fra Goteborg toldfri oksne over graensen under paberabelse af den toldfrihed, der var mellem rigerne fra unionstiden; disse oksne sselger de sa til hollasnderne. Kongen, der er i IIOJ Grad forbitret herover, foresperger sa rigsradet, om ikke adelen bar sta inde for tolden, som borgere matte, nar de solgte til fremmede kabmaend. De fleste rigsrader lover at Soge (og far) forholdene forandret, men onsker ikke at gore forholdet til Sverige mere spaendt eller kraenke adelens privilegier. Nar adelen ikke vil sta inde for tolden som borgerne, viser det klart. at deres stilling er dikteret af standsokonomiske grunde, ikke af samfundsokonomisk interesse, som Johannes Steenstrup hsevder: Fra Fortid og Nutid 23.
3 C. C. 1613 'i-.
4 Jf. f. x. Varberg Toldregnsk. 1624.
„durch der Schipper Versehung"1 og blev da solgt her i landet til Mathies Thiel fra Bremen og Johan Kahl fra Rostock, en skipper, som i mange år hade sejlet med stude for øksenkøbmænd, deriblandt Marie Rode2, eller opstaldet på adelsgårde til senere. De samlede omkostninger var 1644 23 rdlr. 10 f.i pr. par. Fragten beløb sig til 3412 rdlr. eller lQ1!^ rdlr. pr. par. Afsendelsen fra København fandt sted den 20. maj, markedet, der strakte sig over 7 dage (deri indbefattet en søndag), begyndte den 26. maj. Inden de nåede Holland havde de ædt for 250 rdlr. havre eller c. 250—300 tønder, så de har ikke lidt nød på rejsen. Der var dette år en del fede stude af kongens egne opfødninger, som det gjaldt at holde huldet på. I Amsterdam gav man øksenskriveren 306 rdlr. for foder og staldpenge og studedrivernefik 139 rdlr. Men dertil kommer for forsendelsen til Holland en assurancepræmie. Denne, der var tegnet i Amsterdam, var 21/221/2 °/o og dækkede vel kun de 9/io af ladningensværdi, som det var skik efter hollandske regler. Kun studene på de to største skibe var assurerede, assurancenvar endnu kun en nødhjælp og noget købmænd, på grund af de høje præmier, kun indlod sig på, når større værdier stod på spil3, hellere spredte man varerne på flere eller mindre skibe. Af de skippere, der bragte studene til Holland, var ingen danske, 4 var Hollændere, en Liibecker4. Hollændernes skibe var de største; mens de fleste skuder indtager 40—60 stude, viser toldregnskaberne, at hollandske skibe kunde indtage 90—95.
Den
gennemsnitlige købs- og salgspris, antal købte stude
og stude gået tabt var pr. par:
1 En del skibe blev 1644 og 45 holdt tilbage ang. prisegods. Dette er rimeligvis skippernes forseelse.
2 R. A. Malmo Toldregnsk.
3 Jfr. ora Soassurance, der var kendt og brugt allerede c. 1600, min afhandling i „Assurandoren". Januar 1919.
4 R. A. Kbhn. Toldregnsk. og Sundtoldregnskab. Cornelis Halfschagen, Wibe Gelles af Staberen, Jacob Jantsen af Hallingen. Simon Clausen af Henlopen og Jochum Sasse af Lubeck, desuden Martin Preene.
desuden 199 par 1645.
Det var priserne på staldøksne, ret magre eller halvmagrestude. Betegnende er det, at tyskerne kaldte forårsmarkedetfor „Mngermnrkt": Disse var vinteren igeiiiie:n staldfodret, væsentlig med hø, rigtig kornfedede stude betaltesmed ganske andre høje priser; regnskabet viser køb af få sådanne, væsentlig af kongens egne opfødninger, de betaltes gerne med 45—54 rdlr. pr. par. Af studene, hvoraf de fleste er købt på Sjælland og i Skåne, betaltes de skånske bedst, de fyenske dårligst. Priserne på de skånske stude er over gennemsnitsprisen, omkr. 1—31—3 rdlr., men de var også bekendt for at være de bedste2. Men også de sjællandske øksne var gode. Forholdet mellem øksnenes godhed kan ses 1634; da lensmændene får penge til opkøb af græsøksne, sættes prisen pr. par til 17 rdlr. for øksne fra Ringsted, 17XJ3 fra Roskilde, 18 fra Antvorskov, 19 tra Malmø3. At de fyenske stude var ringe, ses bl. a. af kongensbrev til rentemestrene, idet han lægger dem på sinde
1 Regnskabet har 627, men 95 par, der ikke kom afsted 1645, er atter opferte her. Men desuden er regnskabet ikke fuldstaendigt. 1649 viser en afregning, at man udferte 1169 stude, regnsk. har kun 1077, ligesom Assens Bilag viser kob, der ikke er anfart i regnskabet. Muligt er det, at Henning Leisen straks efter det store salg er kommet hjem og straks har gjort regnskabet op, hvad der er kabt senere, er sa ikke indfart.
2 Christensen: Agrarhistoriske Studier I, 49.
3 Sjaell. Tegn. 1634 7|8 og Skanske Tegn. 1634 7i8. Disse priser var minimum, ofte matte man betale noget mere.
under deres forhandlinger med Steffen Rode at huske, at øksnene på Tåsinge var gode jyske stude på 8 nær1. 1640 nævnes, at af de stude, der udførtes, altså staldøksne, betalteopkøberne på Kiersgård kun 17 rdlr. pr. par2. De jyske stude har været i pris som de sjællandske, 1644 vurderer en Vejleborger sine stude til 30 rdlr. pr. par3.
Svingningen i omkostningerne lå mellem .71/± og 10 rdlr. og ikke mindre var svingningerne i salgsprisen. Sammenstilles1638 og 1639, hvor indkøbsprisen er næsten ens, viser regnskabet, at man 1639 fik 3 rdlr. mindre pr. par end året før; svingningen skyldes konjunkturerne og gjorde studehandelen til en yderst farefuld forretning, når opkøbet var omfattende. Man må erindre, at vort marked kun var supplementmarked til marskegnene i Holland, Holsten og Tyskland, og at svingninger i tilbud og efterspørgsel i første række faldt tilbage på de danske stude, og at studene fra marsken mødte op i en langt bedre stand end vore udmattede stude og derfor hade bedre salgsmuligheder end de danske4. Men forøvrigt var det vist kun et mindretal af studene, der direkte gik til slagterierne og saltetønderne, de fleste gik vist til marskegnene,hvor de så blev fedet op og solgt som fede okser om Efteråret, således som det skete med en del af Steffen Rodes stude5. Det har kunnet betale sig, idet de stude, Steffen Rode hade på foder i Eydersted, de år, der er ført særlig regnskab over dem, ikke har givet tab, selv om omkostningerne beløb sig til 12—14 rdlr. pr. par. Forudende muligheder for tab, konjunkturernes foranderlighedaltid
1 Sjæll. Tegn. 1636 25/2.
2 Assens Bilag.
3 Molbech: H. T. 1. R. 11, 209.
4 Nina Bang lægger efter min mening for megen vægt på de politiske begivenheder i Holland i sin afhandling i H. T. .7. R., I og for lidt på de rent commercielle, navnlig i sin polemik mod Steenstrup 341, note 1, for at forklare studehandelens farlighed.
5 Mange af opkeberne var landmsend, men ogsa byer drev udstrakt kvaegavl, i en omkreds af I'n mil fra Bremen havde borgerne i byen saledes alene 2000 stykker kvaeg. Jvf. Bremisches Jahrbuch V, 6-20.
hedaltidbød, kom risikoen under forsendelsen, at, som et år, 65 stude gik tabt (39 ved et skibbrud) var en betydeligminus, og der gik jævnlig øksne tabt undervejs. Det har da heller ikke regnskabsmæssigt været nogen god forretning for Steffen Rode og arvingerne at handle med stude, kun 1638 har en fortjeneste på 2119. rdlr., alle de andre år gav endog meget betydelige tab. Disse var 1639—49 circa 2662, 823, 1975, 1218, 2609, 1085, 858, 3792, 2200, 973 og 857 rdlr.1; ialt c. 19,000 rdlr. på 11 år.
Nar StefYen
Rode og Marie Rode trods de store tab, oin
end efter
1641 i nogen mindsket grad1' dog stadig
fortssetterstudehandelen,er
der flere arsager, der
gor sig gaeldende.Fordet
forste var StefYen Rode en
af de kobenhavnskekobmaend,som
bedst bar forstaet
sig pa studehandel.irietbars
manse ar bndp inset del
i stude*OO
bandel. Hans principal Anders Olufsen
hade bl. a. ogsa
vseret studehandler, idet han f.
ex. hade kobt oksne af
kongen pa Kronborg" og deter
maske under disse oksenopkeb,atStefYen
Rode er
kommet i forbindelse med kongen.Haner
da ogsa ret
tidligt i Danmark begyndt at
handle med stude. 1627
udskiber han toldfrit (d. e. mod
afskrivning pa
kongens regning) 600 oksne, 1629 fra Malmo,
1 Tallene gir ikke et helt palideligt billede. 1641 f. ex. er opfert 991 pa debet, 992 pa creditsiden. Og hvad der er givet i keb er ofte indfert uden vjerdiangivelse, og uden at det altid er muligt at se, om deter sselger eller kober, der har givet kabet. Desuden er regnskabet over oksnene i Eydersted, nar et sadant findes, forst indfort efter statusopgorelsen.
2 Delvis, men ogsa kun delvis, skyldtes det maske de store tab. 1042 var der fodermangel pa Sjselland, 101 oksne matte slas ned pa Kbhn.s ladegarde og 27 pa Jungsboved Bformedelst Foringens Ringheds Schyld" (Sjecll. Tegn. 1641 9lio, 15fio). Antallet af staldoksne bade vseret ringere pa Sjselland, og her hade handelshuset sine fleste kunder. Derefter kom krigene, hvor mange eksne blev slagtet til proviant og hvor, som Tolderen i Varberg 1644 udtrykte sig _her saa wall som paa flere steder aldelis ingen er staldetf (Varberg Toldregnsk. 1644). Dertil kom sa forpagtningen af kronens ladegarde.
3 Tegnebog 1614 og 1615.
1632 1743 gennem Haderslev1; 1636 blev alene fra Skåne til Sjælland overfærget 559 stkr.2. Først 1634 viser afregningerne,athan fik øksne fra ladegårdene og lenene, 1634 168 par, 1635 237 par, 1636 134 par, 1640 386 stkr. etc. Han var den, der i mange år fra Assens udførte flest stude, Kolding toldregnskab 1643 viser, at heller ingen jysk købmandkompå højde med ham, c. 1200 er gerne det en enkelt købmand højst udførte. Der udførtes 1641 37,646 stkr.3 og deter på forholdsvis få hænder eksporten ligger. Steffen Rode og hans Enke har haft studehandelen som en gren indenfor forretningen, idet man leverede silke, klæde og kram varer mod stude4, hvorved man samtidig erhvervede sig et aktiv, som på denne tid sikkert ofte var højst fornødent, og som gav en dækning, som altid kunde gøres i penge. Tegnebøgerne viser, at Johan Bram, Henrik Rosenmeyer o. a. handlede på ganske samme måde med kongen. Malmø toldregnskaber 1642 oplyser, at Jacob Hansen Dreyer dette år fik Jochum Becks stude, Assens bilag, at Herman Issenberg fik Ebbe Ulfeldts; mon ikke disse adelsmænd, der, når de handlede med Steffen Rode, altid leverede stude som dækning for en fordring, ikke har gjort det samme overfor andre købmænd? De eventuelletabhar købmændene så dækket ved for deres leveranceratberegne
1 Tegnebøgerne for anførte år.
2 Helsingborg toldregnskab 1636.
3 Fridericia 77. Den ved 1642 af rentekammeret udarbejdede statistik gselder for 1641, da den er udarbejdet inden 1642 8/3, og eksporten forst fandt sted senere i maneden.
4 Adelen gav for gode sjsellandske og skanske oksne til staldfodring c. 18—20 rdlr. Borgerlige, der hade aksne pa vinterfodring pa lenene og adelige ladegarde gav 4 rdlr. pr. par (Kommis. af 1661 4/9 ang. Konfisk. af Kaj Lykkes Gods og Midler II B 156 R. A.). Dette belab ma formentlig rigeligt ha dsekket foderets vserdi. Med en salgssum af 26—30 rdlr. blir da nettofortjenesten c. 4—54—5 rdlr. pr. par. I Jylland, hvor forholdene var noget bedre, var fortjenesten vist noget storre. Lensmanden pa Helsingborg Christoffer Ulfeldt skriver til kansleren 1635 1B/8 flndkomne Breve i Danske Kancelli) og beklager sig over priserne, der er skraekkelig dyre, nti ieg maa bekienne ieg wed mig icke her i Skaane at kunde fortiene paa dera for sligt indkaff, men i Jylland maa i kunde sselge dem bedre".
ranceratberegnesig en pris, som kunde dække disse. Der afskreves på denne måde på mellemregning for Steffen Rode. meget over den halve indkøbspris, 1644 endog den hele, ialt c. 137,000 rdlr. af c. 234,444 rdlr. Men dertil kom, at betalingsvilkårene i mange tilfælde var meget fordelagtige,idetman kun betalte de mindre leverandøreis ved selve afhentningen, ellers udstedte man blot et bevis for, at man hade modtaget så og så mange par øksne, mens selve betalingen, når den erlagdes helt eller delvis i penge, først fandt sted senere, hvorefter mari fik sin forskrivningigen(und håbe ich meine Obligation wieder bekommen).Betalingsterminernevar meget varierende, fra samme forår til næste år, så handelshuset ofte en rum tid hade pengene at disponere over, bl. a. lånte man dem ud til 6 %• De penge, der derved direkte sattes i studehandelen, blev forholdsvis små, idet dertil kommer, at Steffen Rode, som før nævnt, allerede 1627 og derefter mange gange fik ret til at udføre studene toldfri mod afskrivning på kronens regning, 1647 fik man således toldfrihed for 2000 øksne1.
Prisen er beregnet i rigsdaler i specie = 6 mark å 16 skilling eller 4 ort å 24 skilling eller i sletdaler = 4 mark å 16 /.>, som så ved statusopgørelsen er omsat til speciedaler. 1644, da studene solgtes til Holland, har afregningen fundet sted i hollandske gylden = 2/:> rdlr. Desuden forekommer rosenobler (= 6 rdlr.) og portugaløseren. Denne, der ved forordning af 12. marts 1648 sattes til 20 rdlr., angis allerede 1637 at være 20 rdlr. værd i handel; foruden ved Elbmarkedet, hvor man gav den i køb, omtales den kun en gang „der Frauwen mit gold bezahlt". Den brugtes navnlig til gavemønt, men hade ingen særlig betydning som handelsmønt. Guldpengene noteredes højere i forhold til sølv end herhjemme2 og i handel var de vist altid højere værdsat end den officielle notering. 1647 nævnes første gang kronen, idet debetsiden i oktober 1647 ved en betaling af nogle stude til Peder Nielsen Gad anfører 50 rdlr. og 350 „alte Cronen" = 400 rdlr.
1 Sjæll. Tegn. 1647 ->5 | 2.
2 Erslev: Aktstykker til. Rigsrådets og Stændernes Hist. II 525.
Steffen Rode har haft store mellemværender med adel, borgere og med kongen. I regnskabsbogen refereres ofte til Heubtbuch fur Eddelleute I og II samt til Biirgerbuch. Foruden varehandelen med de i regnskabet nævnte adelige har han samtidig haft pengeforretninger, idet han lånte penge ud til 6. °/o. Christian Biilow fik 1636 582 rdlr. afskrevetenobligation,EbbeUlfeldt 2068 rdlr., Gunde Rosenkrans 690 rdlr., Oluf Brockenhus 894 rdlr., Laurits Ulfeldt 832 rdlr, Erik Kås 1050 rdlr. afskrevet deres obligationerogenborgeri København Niels Aulusen 138 rdlr., ligesom afregningerne viste, at Gyldenløverne og prins Valdemar skyldte 7200 rigsdaler, 2200 rdlr. og 3000 rdlr. for pengelån 1638 og 1640; 1628 blev betalt 6144V2 rdlr. kontant på en forstrækning til krigsofficerer, han hade ydet kongen1. Men han har haft mange andre fordringer. 1625 nævnes i en rostjenestetaksation, at han og Hans von der Wisch ejede 104^2 td. hartkorn på Fy en2, d. e. han hade pantejord der. 1629 inddrev han penge i Norge3. Desuden kaldes han i kronens skødebog Steffen Rode til Hammergård, og hans arvinger hade part i den4. 1635 måtte Københavns magistrat på kongens foranledning bilæggeenstridmellemham og oberstløjtnant Solibart en restseddel angående5. Men også andre mellemværender end de nævnte har han haft, således ses det, at Claus Brockenhus, der ikke nævnes i regnskabsbogen, har været ham 460 rdlr. skyldig6. Hans hovedbranche, silke og fint klæde, var jo efterspurgte modevarer, og salget fra hans 3 boder har sikkert ikke været übetydeligt. Håndværkere betalte ham undertiden ved at transportere deres krav på
1 Rentem. 1628,
2 Erslev i Da. Mag. 5. R. 111 170
3 Norske Rigsregistranter VI 182.
4 Trap: Danmark V 235. Deter derimod urigtigt, når B. & F. 1632— 35 anm. 2 mener, at det var Steffen Rode, som for gæld fik udlagt gården Rørbæk i Jylland (Henvisning til Orion II 105). Det var først 1667, at Steffen Rodes sønner; Frants og Steffen, erhvervede sig Rørbæk. Jvnf. Trap V 375.
5 K. D. V 161.
6 Sophie Brahes regnskabsbog.
kongen til ham. Meget betydelig var også handelen med kongen. Til 1626 er hans forretninger med kongen forholdsvissmåudover,hvadhan som participant i klædekompagnietvardelagtigi;men fra 1626 blir forbindelsen fastere og 1628 samtidig med klædekompagniets opløsning og den fuldstændige afskaffelse af de rigoristiske forbud mod indførsel af klæde og silke, indtræder en fast forbindelse,idetdetveden udbetaling af rentekammeret nævnes, at han fik et afdrag på varer, han hade leveret og fremdelesskuldelevere„ogframdelis med hannem skal kortes och affregnis"1. Før 1638 er afregningerne ikke bevarede, men restancen var da „laut der letzten Quittung" 15,343 rdlr., leverancerne var 16. novbr. 1633—29. decbr. 1634 på 54,746 rdlr. og til 10. septbr. 1635 68,611 rdlr. Kongens gæld til Steffen Rode var da 83,954 rdlr., derpå betaltes 42,78U rdlr., mens resttilgodehavendet da var 41,174 rdl. Det var ikke let for Steffen Rode at få tilfredsstillende afdrag af kongen. Men han har åbenbart været pågående. 1635 klager han til kongen over, at hans kredit rokkes, om han ikke snart får noget af sit tilgodehavende. Denne anmoder da rentemestreneomatudbetaleos elskelig Steffen Rode nogle tusinde dalere, at han ikke skal komme i fortræd, så mange som muligt, „så vi for hans offuerløben kand forskånis"2. Han fik da af kongen overladt et krav på 10,000 rdlr., denne hade på fru Sophie Rantzow. Da Steffen Rode heller ikke kan få penge af hende, befaler kongen Tyge Brahe „gaardenSøholmihaandbeholde", til pengene blev betalt3. Og han har også været ivrig efter at få øksne i betaling. 2. decbr. 1635 skriver kongen til Henning Walkendorf, at han erfarer, Steffen Rode vil købe hans øksne, han gir tilladelse dertil, „efftersom vi dog er hannem en summa penge schyldig"4. Andre år får han anvist toldindtægter til dækning. Fra 10. septbr. 1635—1. decbr. 1636 var leverancen 18,231 rdlr., fra 1. decbr. 1636—25. decbr. 1638
1 Rentem. 1628—29
2 K. D. V 169.
3 K. D. V 182.
4 Fyenske Tegn. -hi 1635.
27,144 rdlr., fra 25. decbr. 1638—5. decbr. 1639 17,206 rdlr., fra 5, decbr. 1639—20. aug. 1641 19,515 rdlr., derpå var betalt så meget, at Marie Rodes tilgodehavende nu kun var 23,990 rdlr.1 Det var også efter de år, man hade fået „indvisning" i stude på Sjælland, Fyen og Skåne2. Men fra nu af blir afdragene mindre. 1642 var leverancen på 16,283 rdlr., til 25. decbr. 1644 12,459 rdlr., 25. decbr. 1644—26. oktbr. 1646 15,162 rdlr., 1647^48 26,266 rdlr. Sidste leverancevarsørgeklædernetilKristian 4.s begravelse, så godt som alle leverancerne var til klædekammeret. 1. juni 1647 var tilgodehavendet 58,300 rdlr.3 Af regnskabet fremgårdet,atMarieRode har transporteret nogle af sine krav på kongen til andre, idet hun har betalt Steen Beck og Knud Ulfeldt med en underskreven kongelig regning. 1650 fik man for en 2/3 fordring4 udlagt jord for 4974 rdlr., 1652 fik man overdraget en fordring på Palle Rosenkrans arvinger på 3875 rdlr. Den sidste afregning var på 104,460 rdlr. Den blev imidlertid ikke godkendt. Rentekammerantegnelserneaf1655erikke blide. Pengekravene og kravene for en del leverede varer kritiseredes, rentemestrene klager over, at en del varer ikke var ordentlig specificerede og at kvitteringen for modtagelsen af en del manglede. Desuden hade arvingerne forlangt 30,451 rdlr. i rente under henvisning til den lange tid, de hade haft pengene tilgode, og gjorde opmærksom på, at de i udlandet måtte betale 8 ° o i rente af penge, de hade lånt der, for at frelse deres forældres gode navn og rygte. I flere år måtte de indsende den ene anmodning efter den anden til kancelliet for at bede om penge, og de stemmer tonerne højere og højere;
1 Pa afregningen 1641 opgir Marie Rode, at man 1636 fik 4000 rdlr. af kongens kammer i Gliickstadt. Betegnende for den mangel pa akkuratesse, der fandtes i kronens regnskaber, er renteskriverens pategning: om dette vides intet udi rentekammeret.
2 1640 og 41 udlsegges som sa ofte skete stude til betaling for kobmsend, der hade penge at fordre. 1641 nsevnes, at en kobenhavnsk kobmand, der hade penge at fordre, skulde ha oksnene pa Dalum. Jf. Sjsell. Tegn. 1640 6/3, 1641 10 i.
3 K. D. V 307.
4 Fridericia 132.
anfører, „hvorledes vi moderløse, derhos mest umyndige børn af vore sal. forældres creditorer både inden- og udenlandsmegettribuleresoghårdeligen anstrenges om betaling",samtnævner,atde ikke trods løfte har fået de penge for klæder til Kristian 4.s begravelse, „hvilket en del til Hans Majestæts egen legem, inden og uden for kisten over liget blev forbrugt", klager over, at de må sælge lageret med tab for at tilfredsstille creditorerne „derhos og nådigst anseendes, at alle vores middel os fattige børn er kommen fra henderne, så vi af formuende godtfolk med klæde og føde må blive underholdt" — — etc. Det har åbenbart ikke gjort indtryk i rentekammeret, idet antegnelserne fastslår,atrenterneligesomenkelte andre krav kun kan honoreres efter bevilling „efftersom prisen på warene iche mere kand estimeris for den lange tid, att liffuerantsen er gjort att man deraf kunde dømme om bem ware var paalideliganslagenattderforbør rente at giffuis, hvorfor denne post uil haffuis med beuilgung". Men bevillingen udeblev, og i en ekstrakt, skrevet på afregningens næstsidste blad, nedsættes kravet fra 104,460 rdlr. til 61,538 rdlr. For disse penge fik arvingerne obligationer til 6 °/° rente med løfte om at få pengene udbetalt, såsnart kronens midler tillod det1. Mette og Margrethe Rode har først fået deres penge udbetalt; resten af arvingerne fik 1662 udlagt jord for deres tilgodehavende, der da med renter var blevet 70,57272 rdlr. De fik da „soldt, schiødt oc affstaaet" 1411 tønder, 3 skp., 21/'21/' alb. hartkorn i Viborg og Aarhus stift „med Landgilde, Giesteri, Stedtzmaal, Sagefald, Egt, Arbeid, Jagt oc aid anden Herlighed som ellers Ahdels Goedtzs følger oc følge bøer"2, dog med det forbehold, at de, om de vilde sælge deres gods, først skulde tilbyde det til kronen. I Jylland levede arvingerne som godsejere og her købte, solgte og magelagde de deres gårde Rørbæk, Risager og Søholt og to af sønnerne døde der3. Gården i Høybrostrædeblevidereseje
1 K. D. V 406.
2 R. A. Skødebog for 1661—63. K. 578.
3 P. T. 1 205.
brostrædeblevideresejeog de
fleste af Roderne blev
begravet i Nicolai Kirke.
Sidste gang Steffen Rode nævnes er i 1684. Revisionskommissionen tog da kronens kreditorer, der hade fået jordegods udlagt, til behandling og gennemgik deres regninger. Steffen Rodes arvinger blev da dømt til at tilbagebetale kongen 2691 rdlr. 21 /3 for gods, de uretmæssig hade fået udlagt1. Deres forseelse bestod i, at de hade fået jord udlagt for en rentekammerafregningskvitans af 3. apr. 1660 uden Kgl. Majestæts særlige tilladelse, „dette kand ei passere" siger revisionskommissionens kendelse. Denne kvitans var på 1647 rdlr. 1 ort 10 $ og var Steffen Rodes part af det lån, Kongen 1628 hade optaget hos klædekompagniet kort før dettes opløsning2. Kongen eftergav imidlertid arvingerne bøden. Når Christiansen gør opmærksom på, at dette var smukt handlet af kongen, kan man godt indrømme dette, eftersom der jo vitterlig forelå en forseelse, men på den anden side kan man ikke se bort fra, at arvingerne i 34 år hade haft en reel fordring på kongen, og at de, hvis de ikke hade fået bøden eftergivet, stadig hade haft et krav, som ikke kunde bortvises.
1 C. Christiansen: H. T. 7. R. IV 118 og 84, note 4.
2 B. & F. 1619—23. 248, anm. 1.