I. Sven Aggesøn og Saxo. — Angersfragmentet.

IVJLange er sikkert de, som i den sidste Menneskealderkom med den moderne Kildekritiks Forudsætninger til vor ældre Middelalders Historie og fik en instinktiv Følelse af, at der her var et Arbejde at gøre. Studerede man et eller andet Omraade inden for dansk Historie i •det Ilte eller 12te Aarhundrede, kunde man ikke være blind for, at man hos de forskellige Kilder mødte saa stor indbyrdes Lighed, at en fuldstændig Uafhængighed var utænkelig. Særligt sprang dette i Øjnene, naar man sammenholdt Saxo og Knytlinga. Men lige saa let som det var at øjne Ligheden, lige saa vanskeligt var det nærmere at definere, hvorpaa den beroede. Paa en Mængde enkelte Punkter (Ex. Knud den Helliges, Knud LavardsHistorie o. s. v.) havde allerede en Række Specialundersøgelsersat ind, som havde vist den Udvikling af Traditionen,der havde fundet Sted i Tiden mellem de ældre og de yngre Kilders Nedskrivning. Mere og mere var Saxos Kildeværdi bleven indskrænket til at gælde for hans eget Aarhundrede. Men en systematisk Undersøgelse

af den ældste danske Historieskrivning fattedes endnu. Da var det, at Landsarkivar Laur. Weibull i Lund for 5 Aar siden indledede en Række kildekritiske Undersøgelsermed et større Skrift over Nordens Historie ved Aar 1000, hvorpaa der hurtigt fulgte mange mindre Afhandlingermed Emner fra den Tid, som gik nærmest forud for. og efter den i den større Bog behandlede Periode. Tagne tilsammen omfattede de alle Hovedepokernei vor politiske Historie fra Rollos og Dronning Thyres Tidsalder indtil Knud den Stores Kamp i Helgeaaog Ulv Jarls Drab i Roskilde. Hertil sluttede sig en Række særlige Undersøgelser over Lundekirkens og Lunds ældre Historie¹). Forfatteren kunde ikke klage over Mangel paa Opmærksomhed for sine Resultater, men ogsaa Antikritikens Røster lod sig høre i alle de nordiske Lande. Her skal blot mindes om Prof. Finnur Jonssons Modartikel i dette Tidsskrift: „Hvor faldt Olaf Tryggvason?"

I Landsarkivar Weibulls Fodspor er nu hans Broder tråadt. Docent G urt Weibull har taget fat omtrent paa det Sted i den historiske Udvikling, hvor hans ældre Brodér slap Traaden, og han har koncentreret sine kildekritiskeForskninger om den sidste Del af Saxos Værkr Skildringen af Sven Estridsens Sønner, Tronstridighederne og Valdemarernes Tidsalder indtil Bogens Afslutning2), Men Forfatteren vil ikke alene opløse Saxos Skildring og

---

1) Kritiska undersokningar i Nordens historia omkring år 1000 (1911). — Hist.-kritisk metod och nordisk medeltidsforskning (1913). — Hist. Tidskr. f. Skåneland IV, 1 ff.t 24 ff., 40 ff., 205ff.f 259 ff., 374 ff., V, 1 ff. og 109 ff. .

2) C. Weibull: Saxo. Kritiska undersSkningar i Danmarks historia från Sven Estridsens død till Knut VI, (Hist. Tidskr. f. Skåneland VI, 1—286; ogsaa som særskilt Skrift).

vise Forholdet mellem ham og hans litterære Forgængere, han vil ogsaa klarlægge disse Forgængeres Forhold til selve Begivenhederne. Særligt samler hans Interesse sig om de kirkelige Skrifter, der behandler vore to store Helgeners Martyrhistorie, Knud den Helliges og Knud Lavards, saa at denne Sideopgave — i hvert Fald i den første Del af Værket — næsten fylder mere Plads end selve Hovedopgavens Løsning. For at sige det her med det samme: Grundtanken er, at ogsaa de primære Kilder mangler saa godt som al Værdi, da deres Skildringer er formede efter de augustinske og pseudo-cyprianske Idealbilleder,der overhovedet laa til Grund for den hele middelalderlige Litteratur af Helgenlevneder. Derfor maa, historisk set, hele Opfattelsen af vore Kongehelgenerblive skæv, og kun ganske enkelte faktiske Oplysningerlader sig redde ud af den store Smeltedigel, hvor den historiske Sandheder bleven omstøbt til Uigenkendelighed.

Ja, det er drøje Tider for de store Historieskrivere inden for Verdenslitteraturen. Først gik det galt for de klassiske Forfattere, en Livius og en Tacitus, senere kom Prøvetimen for Renæssancens Skribenter som Guicciardini,og det er næppe en Tilfældighed, naar Angrebet nu paa een Gang rettes mod de to store nordiske Historikere,der tidligere stod som sacrosancte, mod Saxo og mod Snorre. I Norge har Halvdan Koht søgt at bevise,at Snorre har formet hele Norges Historie i sin egen Tidsalders Billede; han har „gjort det, som enhver stor historieskriver maa prøve paa, han har søkt at forklaresin egen tid, og med fast haand har hari draget en enkelt bred linje frem gjennem alle de tre aarhundreder

fra rikets tilblivelse"*). Kort sagt: Ledemotivet i hele Snorres Historieopfattelse skal være Modsætningen mellem Lendermandsklassen og Kongedømmet. De Linjer, som Forfatteren møder i sin Tids Samfund, projiceres tilbage i Fortiden, lige til Harald Haarfagres Tid. Det er Sverres Kamp med Lendermandsklassen, som bestemmer Snorres Syn. Men i Virkeligheden blev det demokratiske Kongedømmeførst født med Sverre. Gaar man Snorre efter i Enkelthederne, ser man, at Kongerne fra d. 9de til d. Ilte Aarhundrede stod i Forbund med en Del af Stormandsklassenmod visse højbaarne Slægter. Saaledes viser da hele Grundlaget for den ældre norske Historie sig som vaklende, og det bør snarest muligt afløses af en virkelig historisk Betragtning, der kun bygger paa de samtidige Kilder.

Halvdan Kohts Bevisførelse har mødt skarpe og, som det synes, berettigede Indvendinger fra Ose. Alb. Johnsens Side2), og der er vel næppe Tvivl om, at vi snarere har at gøre med en hastigt udslynget, aandfuldTanke fra en højtbegavet Forfatters Side end med det roligt afvejede Resultat af en gennemført methodisk Undersøgelse. Men selv om Kohts Tanke kanske maa opgives i sine fulde Konsekvenser, er der næppe Tvivl om, at den maa betegnes som frugtbar og ægte historisk. Man kan ligefrem paa Forhaand sige, at Snorres Grundsynmaa være præget af hans egen Tid og derfor maa være skævt. Hvor nyttigt vilde det da ikke være, om en Forsker vilde anlægge en lignende Betragtning paa Saxos Værk og undersøge, om ikke Valdemårstidens Tankegang har præget Saxos Opfattelse af og Dom over

---

1) Norsk Hist. Tidsskr. 5 R. 11, 389.

2) Sammesteds 111, 216—32.

de foregaaende Aarhundreders Historie? Det er imidlertid ikke dette, Curt Weibull har villet give, i hvert Fald ikke i dette sit første Skrift. Han taler ganske vist i Forordet om, at den følgende Undersøgelse skal lægge Grunden til „en ny uppfattning av Saxo som historieskrivare".En saadan skal dels bygges paa „en sammanfattningav de i avhandlingen vunna resultaten", — denne kunde dog i hvert Fald paa naturlig Maade have været knyttet til det foreliggende Arbejde; — dels maa den baseres paa „ett faststållande av Saxos for nutiden fråmmande vårids- och historieuppfattning och hans forhållande till sin samtids historieskrivning" (S. 2). Vi faar ganske vist ikke at vide, om Forfatteren agter selv at løse den her skitserede Opgave, men gør han det, maa man haabe, at han vil drage det Synspunkt, som Koht har anlagt, med derind under, da det sikkert vil vise sig mere frugtbringende end alle Betragtninger over Saxos almindelige „Verdensopfattelse" x).

Docent Weibull har foretrukket at samle sine Kræfter om det først for Haanden liggende: En kildekritisk Undersøgelse af Forholdet mellem Saxo og hans Forgængere.Hans Løsning er lige saa klar og enkel, som den er radikal. Den er gennemført med en ungdommelig Kraft og Livlighed, der ikke blot virker tiltalende, men ogsaa bestikkende. Kort og godt sagt: Den levner ikke Saxo megen Ære som Historieskriver. Han er „den kammarlårde historieskrivaren, vilken i sitt arbete foljt samma metoder, som langt in i nyaste tid varit historieskrivningens: kompilationens och den fria kombinationens*

---

1) De Betragtninger, som Weibull fremsætter S. 97 ff i Anledning af Saxos Opfattelse af Knud den Hellige, tangerer ganske vist den nævnte Opgave, men nogen Løsning deraf giver de ikke.

(S. 40). Thi Weibull ser heller ikke naadigt paa sine Forgængere i Saxostudiet. De har hidtil forholdt sig „refererande .. kompilerande och kombinerande" (S. 1); alle deres Forskninger over Saxos personlige Forhold kan der „i ingen punkt .. tillmåtas vetenskapligt varde" (S. 9), de danner „ett virrvar av formodanden och gissningar"(S. 23). I Modsætning til „de kritiska metoder, som varit och åro hårskande inom Saxoforskningen^u, tales der Gang paa Gang om Forfatterens egen „vårdesåttningefter modem kritisk metod", og der hakkes artigtpaa Joh. Steenstrup og de tre Brødre Olrik. Kort sagt, det virker maaske lidt ungdommeligt, men er det ikke ganske forstaaeligt og berettiget, naar det kommer fra en Mand, der føler hos sig selv, at han staar fast?

Thi Weibull mener at være naaet til Bunds i sit Emne, og at han bygger paa selve den faste Klippegrund.Men er Grunden fast ? Han gaar i hvert Fald ud fra, at den Tekst, der er os overleveret af Saxo og de samtidige Historikere, er paalidelig, men da han ikke er Filolog, synes han at mangle Forudsætningerne for at kunne anstille en filologisk Prøve. Han gør da heller ikke noget Forsøg i denne Retning. Ved et mærkeligt Træf er der imidlertid kort efter Weibulls Bog fremkommetet andet Værk, som det er nødvendigt at omtalenærmere paa dette Sted, da ogsaa det giver et Bidragtil Løsningen af Saxoproblemet. Det er Prof. M. Cl. Gertz' Udgave af „En ny Text af Sven Aggesøns Værker, genvunden paa Grundlag af Godex Arnamagnæanus33, 4^to"^x). Ved Siden af Stephanius' Udgave af Sven Aggesøns Historie, der er genoptrykt af Langebek i

---

1) Kbhvn. 1915.

Scriptores rerum Danicarurn, men hvis Haandskriftgrundlagnu er forsvundet, har man allerede længe kendt et meget korrumperet Haandskrift i den Arnamagnæanske Samling, og dette bærer paa Indersiden af Bindet JjyskandersNavn. Man har hidtil set bort fra dette Haandskriftpaa Grund af dets Mylder af øjensynlige Fejllæsninger, men Gertz tager det for første Gang op til systematisk Prøvelse, og han beviser (hvad allerede Waitz havde set), at der under de utallige Fejl dog gemmer sig en ældre og bedre Tekst end den af Stephanius udgivne. Efter med stor Skarpsindighed at have rekonstrueret det tabte middelalderlige Haandskrift, som Lyskander (eller hans Hjælper) har afskrevet saa mangelfuldt, og som henføres til Tiden omkring Aar 1400, sammenligner Gertz dets Tekst med Stephanius' Udgave og viser, at vi her har, om ikke Svens Urtekst, saa dog en Tekst, -der ligger Sven Aggesøns adskilligt nærmere i Tid end den hidtil kendte. I Modsætning hertil antager Udgiveren, at Stephanius' Tekst maa stamme fra et noget senere Tidspunkt, fra ca. 1300¹).

Det Lyskanderske Haandskrift indeholder alle Svens Værker, nemlig foruden Vederloven Danmarkshistorien og den Genealogi over de danske Konger, som man fra Stephanius' Tid har tilskrevet „incertusauctor", men som nu Prof. Gertz har henført til dens rette Hjemmelsmand.Her

---

1) For en umiddelbar Betragtning turde det dog se ud, som om den hidtil kendte Tekst hos Stephanius kunde stamme fra en endnu senere Tid og være paavirket af Renæssancen. Jeg slutter dette især af Skildringen af Dronning Sofie, hvor den ældre Tekst kun har Ordene: „Nam in ejus descriptione omnium veterum sincoparet peritia", medens dette i den yngre er blevet til de bekendte Ord: „Nam in ejus descriptione Tullii deficeret facundia, Nasonis exaresceret vena, "Virgilii desudaret ingenium".

mand.Herskal der dog kun dvæles ved den Del af Sven Aggesøns Historie, som spænder over det samme Tidsrum som det af Weibull behandlede Saxoafsnit, altsaa Tiden fra Sven Estridsøns Død indtil Hertug Bugislavs Underkastelse. Men det er ikke alle de sproglige Forbedringeraf Teksten, som har Interesse for os i denne Sammenhæng, og der skal her kun peges paa de historiskvigtige Ændringer af Teksten, der forandrer Skriftets- Karakter af historisk Kilde.

Det er i Virkeligheden ikke paa saa faa Punkter, at det nye Haandskrift i sin forbedrede Skikkelse giver o& én anden og øjensynligt værdifuldere Tekst. Straks i Begyndelsen hedder det paa det bekendte StedT hvor Forfatteren i Anledning .af Sven Estridsøns Sønner taler om sit Forhold til Saxo, at denne, „contubernalis meus"^x) „Absalone referente" „elegantiori stilo omnium gesta executurusprolixius insudabat" (tidligere: „exponere décreverit"). Ordene er af Gertz gengivne saaledes: B^DaT efter hvad Absalon har sagt til mig, min Kontubernal Saxo anstrengte sig med at give en udførligere Skildring" .. . Som man ser, var Saxo altsaa i fuld Gang med Arbejdet,daSven fik Nys derom. Videre hedder det i FortællingenomLedingsbruddet under Knud den Hellige, at det var „legis rigor", altsaa en Lovbestemmelse (ikke som i den Stephaniske Tekst: „regis rigor"), som fastsatteBødernederfor, nemlig 40 Mark for hver Styrismandog3 Mark for hver Sømand. Da Oprøret derpaa bryder ud, løber det Rygte rundt om i Landet, at KongensStrenghedhar ægget „universam regn i cohortem*

---

1) Af dette Ord slutter Gertz, at ogsaa Saxo maa have deltaget i Vendertogene.

(o: væbnede Styrke, Ledingshær), mens den tidligere Tekst har „universam regni sui gentem". Bemærkes turde det maaske ogsaa, at det om Broderen Oluv siges_T at han fik Tilnavnet „Famelicus", „licet septuennem non transierit" (o: skønt Hungersnøden dog ikke kunde maale sig med den i Genesis 41, 30 ff. omtalte syvaarige Hungersnød i Ægypten). Heri ligger altsaa en MisbilligelseafKong Oluvs Tilnavn, saaledes som vi forøvrigt ogsaa møder den i Roskildekrøniken. Vigtigere er de Ændringer, som foreligger i Knud Lavards Historie. Allerede i Karakteristiken af Hertugen er det iøjnefaldende,atden ældste Tekst har Ordene „discretus, facetus",somer bortfaldne i den yngre, og navnlig det sidste af disse er dog ikke betydningsløst. Ved Omtalen af Sammensværgelsen, er det alene Magnus, ikke som i Stephanius' Tekst „nogle", der gribes af Misundelse mod Hertugen; blandt de sammensvorne nævnes dernæstaleneHenrik Skadelaar, ikke som i* den tidligere kendte Tekst tillige Übbe og Hagen. Endelig følger Tronstriden efter Hertugens Drab med smaa Variationer^x) indtil Slaget ved Fodevig „Lundoniarum in loco", en træffende Benævnelse, da vi andet Steds fra ved, at Ærkebispestolen havde betydelige økonomiske Interesser i Egnen ved Skanør. Saa kommer man til Erik Emune, hvis Tilnavn gengives med „jugi memoria", hvad der vistnok maa fortolkes som „ham med den fast vedholdendeHukommelse",hvorfor Sven Aggesøn da ogsaa ironiserer over, at han, „cause sue ultionis immemor* (o: uden at huske paa, at han havde rejst sin Krig mod

---

1) Erik Emune kaldes „Henricus* ved en let forstaaelig Fejllæsning af Skrivemaaden „Hericus", og i Stedet for Stednavnsformen „Rynebjerg" hedder det nu „Rinebiergh".

Kong Niels for at hævne en Broder), selv gjorde sig skyldig i Brodermord. Drabet paa Harald Kesia henlæggesiøvrigtikke til Jelling, men Gertz mener at kunne tolke det slemt forskrevne Navn som „Scibiensi", hvilket kan være Landsbyen Skiby ved Aarhus. For de følgendeAfsnitsVedkommende er Afvigelserne mellem de to Tekster mindre væsentlige. Bemærkes skal det endnu kun, at det om Valdemar den Førstes Kristning af Rygboernesiges,at den skete „in virga ferrea et brachio extento"; at den bekendte Skildring af Kongen, som ender med Ordene „in suos tantum plus justo crudelior", i den nyvundne Tekst er ufuldstændig, da Ordet „crudelior"fattes,og Fantasien saaledes frit kan tumle medj hvad det vel er for en Egenskab hos Valdemar, som Sven dadler; endelig at Karakteristiken af Knud den Sjette („vir religiosus, castus, procerus, formosus, miles egregius") fattes i "den ældste Tekst, og at det synes indlysende, at disse Ord først kan være bleven anbragte her efter Knuds Død. Oven i Købet viser Gertz, at Karakteristiken vistnok stammer fra et MindeversoverKongen. Heraf tør man altsaa slutte, at Sven Aggesøn har fuldendt sit Værk inden Knud den Sjettes Død, og da han midt i Arbejdet taler om, at Saxo er i fuld Gang med at skrive paa sin Historie, følger vel atter, at en væsentlig Del af Saxos Forfatterskab ligeledes maa ligge forud for 1202.

En kildekritisk Undersøgelse paa Grundlag af den traditionelleSaxotékst og den af Gertz rekonstruerede Sven Aggesøn-Tekst turde ogsaa vise det nye Haandskrifts Betydning. At Saxo for den ældre Middelaldershistorie i rigt Maal har benyttet skrevne Kilder, og at der her

kun kan tillægges ham ringe selvstændig Værdi, var allerede for længere Tid siden fastslaaet, ikke blot af Laur. Weibull, men ogsaa af dennes Forgængere, Waitz og Gustav Storm, der pegede paa hans Laan frja Adam, af Joh. Steenstrup, der paa viste Forbindelsen mellem hans Arbejde og Roskildekrøniken, o. fl. Nu vil Gurt Weibull bevise, at det samme gælder for hele det sidste Hundredaar af Saxos Skildring, hvor han navnlig skal have udnyttet Sven Aggesøn. Her skal foreløbig kun •dvæles ved de første Aar af dette Sekel, da der senere yil blive Lejlighed til at tale om det Tidsafsnit, der i Saxos Tid laa inden for Mands Minde.

Det maa imidlertid erindres, at det ikke er saa let en Sag at paavise Saxos Laan fra hans Forgængere. Som bekendt har han lagt Vægt paa en meget bred og blomstrende Fremstilling, der allerede fik Erasmus til at udtrykke sin Forbavselse over, at en dansk Mand paa den Tid havde kunnet erhverve en saadan stilistisk Færdighed. Naar man kommer til ham fra Syslen med den senere Middelalders Aarbøger, hvor den ene Kilde har benyttet den anden ordret og ganske slavisk, føler man sig desorienteret. Saxo staar mere ene og er langt mere selvstændig end hans navnløse Efterfølgere. Weibull maa indrømme, at „endast hår och var har glomt sig kvar en verbalanklang eller en satsfogning tillråckliga att forråda hans kålla*. Men dette er dog vist temmelig lidt at bygge paa. Forfatteren mener saaledes at kunne paavise Laan fra Sven Aggesøn i Skildringen af Kampen mellem Magnus den Gode og Sven Estridsøn. Læseren kan selv dømme:

Sven Aggesøn:
(Gertz 89)

Quippe rex Norvagensis Magnus, beati Olai regis ex concubina filius, expugnandi gratia cum classe Datiam inuasit. Gui rex Sueno occurrens juxta Helghanes nauale cum eo commisit bellum, in quo Magnus triumphauit obtinuitque Juciam, Fioniam et Sclauiam. Quem dum victor in Schaniam persequi moliretur, in Sialandia casu inopinato, subuectoris sternacis precipitio arbori illisus, interiit; ae postmodum Sueno restitutus regno in quiete regni possedit gubernacula.

Saxo (540):

Quod audiens Magnus, Daniam, perinde ae sibi mutuæ pactionis lege debitam ipsiusque Canuti testamento legatam, æquis popularium animis occupat, Svenonique, cognationis rationem edenti, pristinam foederis conditionem opponit. . Igitur in Jutia prius maritima, deinde equestri pugna sinistris congressus auspiciis, utraque victus concessit in Fioniam. . . Sveno vero, desperatis jam rebus, in Scaniam, ut diximus, profectus, Svetiam. . revisere proponebat. Quem Magnus concitato animi impetu subsecutus, cum oppidum Alexstadiam præteriret, deturbato, per occursum leporis equo, trunco, cujus proeacuti forte stipites eminebant, adactus extingvitur.

Her er jo ikke en Gang Tale om „Verbalanklang* mellem de to Tekster, end sige om Laan af Ord eller Udtryk, og heller ikke fra Indholdets Side kan man tale om nogen Lighed1). Bedre er et andet Eksempel, som Weibull anfører, fra Skildringen af Forberedelserne til Knud d. Helliges Englandstog2):

---

1) En anden Sag er det, at Weibull (S. 42) vistnok har Ret i paa dette Sted at hævde Laan hos Saxo fra Roskildekrøniken, hvad der jo forøvrigt ikke er noget nyt.

2) Weibull S. 92.

Sven (SRD. I, 57):

Paterni sui avunculi
se doluit exhæredatum poteniia.
Gollecto itaque exercitu.. .

Saxo (582):

Tandem Danorum nornen. . a paterni avunculi temporibus obrutum animadvertenti. .. Angliam ... hæreditatis duxit nomine repetendam.

Særligt maa man dog føle sig slaaet paa et tredje
Sted, hvor Knud Lavards Drab behandles:

Sven (SRD. I, 59):

Gujus exanime corpus postmodum Christi fideles humandum deferunt Ringstadiam, übi «ompluribus rerum indiciis ingens sanctitatis <ejus splendor eluxit.

Saxo (640):

Miserandum amici corpus tenui funere Ringstadium extulerunt. . Aliis quoque compluribus rerum indiciis ingens sanctitatis ejus splendor eluxit.

Her kunde der synes ikke at være Plads for nogen Tvivl. Men ser man paa Gertz' nye Udgave af Sven Aggesøn, staar der i den ældste Tekst ikke „paterni avunculi", men „patris avunculi", og paa det sidste Sted {„übi compluribus"...) lyder Ordene saaledes: ... „vbi multis cernentibus a christo (domini) diuina potentia multa patrata sunt miracula". Som Gertz viser, er det ikke Saxo, der har afskrevet Sven Aggesøn, men det er den senere Overbearbejder af Svens Tekst, der har forskønnetdenne ved at indflette Udtryk, hentede fra Saxo. Det samme Forhold gentager sig oftere; saaledes bruges i Indledningerne til begge Forfatteres Skrifter nærbeslægtedeUdtryk om den Misundelse, en /Skribent er udsat for (Sven: obtrectationis invidiam; Saxo: obtrectationis livorem), men gaar vi .til den ældre Tekst, staar der

andre Ord (detractationis dispendium)*). Kort sagt, den formodede Lighed bortfalder, og vi kan paa intet Punkt paavise nogen Lighed i Formen mellem de to Forfattere,, der ikke skyldes senere Indskud eller Ændringer.

Weibull mener imidlertid at kunne bevise, at der ogsaa med Hensyn til Indholdet er en saadan OverensstemmelsemellemSven og Saxo, at det er umuligt andet, end at den sidste maa have benyttet sin Ven og Stalbroder. Navnlig skal dette fremgaa af Beretningen om Knud den Helliges Undergang, som hos Saxo skal være sammenspundet af S vens Fortælling i Forbindelse med de tidligere affattede Kilder. Rigtigt er det, at Ailnoth²) skildrer Begivenhederne 1085 saaledes, at den danske Flaade ligger i Limfjorden og venter paa Knud,, der er optaget i Hedeby, og at man først sender Oluv til sin Broder om Hjemlov, hvad der kun fører til dennes Fængsling, men at Kongen dog paa fornyede Henvendelserbøjersig og tillader Flaadens Adskillelse. Sven (Gertz' Udgave, 91) og Saxo (583 f.) lader derimod begge Flaadensamlesmed Kongen, og det er under dennes Rejse til Slesvig for at dæmpe et Forrædderi, at Flaaden opløsersigegenmægtig t_i hvad der medfører det senere übehagelige Efterregnskab for Ledingsbønderne. Men hermed ophører ogsaa Ligheden. Naar Weibull mener, at Saxo har konstrueret det Tilbud, som han lader Kong Knud gøre Bønderne, nemlig at vælge mellem LedingsbøderogTiendeydelse, af Sven Aggesøns Tale om Ledingsbøderne og af Passios Anførelse af Tienden, maa

---

1) Den Lighed i Indholdet, der er mellem de to Indledninger, forklares ved det fælles Præg, som Middelalderens Forfattere har i Motiveringen af, hvad der har drevet dem ind paa Forfatterbanen.

2) Gertz: Vitae sanctorum Danorum, 99.

det først mærkes, at efter den nye Tekst af Sven Aggesønerdet ikke Kongen (regis rigor), som paabyder Bøderne for Ledingsbruddet, men disse følger af de almindeligeRegler,som gælder for slige Tilfælde (legis rigor). Dernæst taler Passio i Virkeligheden slet ikke om noget Forsøg fra Kongens Side paa at faa Tienden gennemført efter Ledingsbruddet, men hævder, at Oprøretbrødud „propter amorem justitie et religionis sancte", som Kongen stadig viste (Gertz 68). Oprørets Forløb skildres desuden paa forskellig Maade hos Sven Og hos Saxo; den første lader de jydske Oprørere forfølgeKongKnud over paa Fyn, mens det hos Saxo er en selvstændig Rejsning af Fynboerne, der bliver KongensBane.Om litterært Laan fra Sven Aggesøn er der altsaa heller ikke paa dette Sted hos Saxo Tale, og den Lighed, der findes hos dem ved Skildringen af det mislykkedeLedingstog1085 skyldes aabenbart en ForvanskningafBegivenheden i Traditionen, der har fundet Sted inden det 12te Aarhundredes Slutning¹). At Saxo derimodharbenyttet baade Passio og Ailnoth, er der ingen Grund til at betvivle, og at han paa tilsvarende Maade har brugt et andet gammelt Helgenskrift om Knud

---

1) Efter Fremkomsten af Gertz' Sven Aggesøn-Udgave har Weibult (Hist. Tidsskr. f. Skåneland VI, 434) søgt at hævde, at der ved Siden af de utvetydige Laan fra Saxo i den Stephaniske Tekst stadig findes en Række andre Overensstemmelser mellem ham og den oprindelige Sven Aggesøn-Tekst, der maa skyldes Laan af Saxo fra den sidstnævnte. „Den nya texten har borteliminerat åtskilliga Hkheter mellan de båda forfattarna, men i huvudsaken ingenting åndrat i den tidligare [o: Weibulls] uppfattningen om forhållandet dem emellan". Naar Weitmll imidlertid blandt de tilbagestaaende Lighedspunkter anfører Knud den Helliges Historie, maa i hvert Fald denne Paastand, som. vi har set, afvises.

Lavard, „Ordinale Sancti Kanuti ducis et martyris", var allerede tidligere kendt1). Men Afhængighed af sin egen Samtids Skribenter synes han ikke at kunne overbevises om for denne Tids Vedkommende.

Naar man har set, hvor vigtige kildekritiske Resultaterdét nye Haandskrift af Sven Aggesøns lille Skrift medfører, kan man umuligt vise den Tanke fra sig, at hvis det fornødne Haandskriftmateriale til en lignende Behandling af Saxos Tekst forelaa, taler Sandsynlighedenfor, at man vilde møde store Overraskelser. Som bekendt er vi med Hensyn til Saxo i det store og hele henviste til den Tekst, som Kristiern Pedersens Pariserudgave af 1514 frembyder. Hertil slutter sig nogle Brudstykker af Haandskrift er, som er fundne i Aarene 1855_—1877 i Rigsarkivet som Hefteremme om forskellige Jordebøger og Skattemandtal fra d. 17de AarhundredesBegyndels e²). De stammer muligvis alle fra samme Haandskrift, der maa henføres til den første Halvdel af d. 14de Aarhundrede, og medens de to af dem omfatter Dele af Saxos 6te og 7de Bog, er det tredje en Stump af 14de Bog med Fortællingerne om den saksiske Ridders Tale under Mødet mellem Valdemarog Henrik Løve 1167 og om Venderkampen ved Hylleminde, det eneste Sted i Skildringen af den historiskeTid, hvor vi har Haandskriftmateriale til Sammenligningmed

---

1) Naar Weibull bebrejder Saxo, at han foretager Omplaceringer i Ordinalets Beretning, og som Eksempel anfører Samtalen mellem Margrete Fredkulla og Knud Lavard, er dette ikke berettiget, thi Samtalen henføres begge Steder til Dronningens Dødsleje, og dette nævnes lejlighedsvis uden Tidsangivelse. Det samme gælder om Fortællingen om Sammensværgelsen mod Knud Lavard.

2) Aarsberetn. fra Geheimearch. I, Tillæg 23—37.

ligningmedEditio Princeps1). Endnu bør det nævnes, at en Skriver fra d. 17de Aarhundrede har efterladt en Afskrift af to (senere forsvundne) Haandskriftblade, der havde været benyttede paa lignende Maade som de ovenfor nævnte og ligeledes rummede Dele af 6te og 7de Bog. At de middelalderlige Forfattere til „Den sjællandskeAarbog" og „Den jydske Krønike" samt Albert Krantz i hans „Chronica regnorum aquilonarium" har benyttet Saxo og citerer Stykker af ham, der kan bruges til Sammenligning med Kristiern Pedersens Tekst, bør heller ikke lades übemærket.

Ved en Sammenligning mellem alle disse Smaastykker og den trykte Udgave viser der sig mange Smaaforskelligheder, navnlig af stilistisk Art, medens det historiske Indhold, bortset fra nogle Navne, i det hele lades urørt. Tilhængerne af den Anskuelse, at vi i Førsteudgaven har en paalidelig Gengivelse af Saxos egen Tekst, søgte naturligvis en Støtte i disse Fragmenters Vidnesbyrd. Man tænkte ikke paa, at de var for faa og smaa til at bevise noget synderligt, og at de — selv bortset herfra — kun kunde godtgøre, at Udgaven fra 1514 stemte overens med det 14de Aarhundredes Haandskrifter. Om Teksten havde formaaet at bevare sig ufordærvet gennem hele det 13de Aarhundrede, var et andet Spørgsmaal, til hvis Løsning det hidtil kendte Materiale aldeles intet Bidrag ydede.

Det berømte Angersfragment, der blev kendt
herhjemme gennem Ghr. Bruuns Udgave 1879, stillede
Sagen ienny Belysning2). Det omfatter fire Pergamentblade,derindeholder

---

1) Saxo, ed. Muller, 811—813.

2) Det i Angers fundne Brudstykke af et Haandskrift af Saxo Grammaticus. Udg. i fotolithogr. Facsim. af Vidensk. Selsk. (1879).

blade,derindeholderde første Afsnit af Saxos første Bog, næsten lige fra Begyndelsen af med Skjolds og Grams Historie. Manuskriptet stammer efter Bruuns Dom fra ikke mindre end fire Hænder, af hvilke de tre, der har skrevet Grundstammen af Teksten, de ændrede Læsemaader og Indskuddene, er omtrent samtidige. Den fjerde Skriver henhører til en adskilligt senere Tid, men kan forbigaas i denne Sammenhæng, da hans Tilføjelser er ganske betydningsløse. Saa meget større Interesse frembyderdetre første. Mens man oprindelig var tilbøjelig til at henføre deres Skrift til d. 12te Aarhundrede (GastonParis)eller i hvert Fald til ca. 1200 (Ghr. Bruun)¹), hvoraf man igen sluttede, at man her muligvis havde faaet fat i et Stykke af selve Koncepten til Saxos Historiemedhans stilistiske Rettelser og Forbedringer, varede det ikke længe; før der, navnlig fra tysk Side, lod sig høre advarende Stemmer mod denne Tro paa, at vi saaledes skulde være i Stand til nu „at kigge Saxo over Skulderen". Hasse henførte efter Skrifttrækkene Fragmentet til Slutningen af det 14de Aarhundrede²); Holder-Egger indtog for saa vidt et mere maadeholdent Standpunkt, som hån gjorde Haandskriftet et Aarhundredeældre,men dog altsaa adskilligt yngre end Saxos Tid³). Den sidste, som har beskæftiget sig med Haandskriftetfrapalæografisk Synspunkt, er Kr. Kaalund i hans „Palæografisk Atlas". Han henregner Fragmentet til det 13de Aarhundredes første Fjerdedel, idet han, ligesom de øvrige Forskere der har beskæftiget sig dermed,gaarud

---

1) Lykønskningsskrift til Kjøbenh. Univ. ved dets Firehundredaars Stiftelsesfest fra det st. kgl. Bibi. (1879), XIX—XX, XXV f.

2) Neues Archiv der Gesellschaft fur neuere deutsche Geschichtskunde XII, 330.

3) Stds. XIV, 138.

med,gaarudfra den Forudsætning, at det er skrevet i
Danmark og derfor bør sammenholdes med anden dansk
Skrift fra Middelalderen1).

Hele dette Spørgsmaal om Skriftens Ælde skal ikke behandles selvstændigt her, da det ikke er af afgørende Betydning for vor Undersøgelse. Det maa nemlig være nok at pege paa, at selv om Kaalund har Ret i sin Tidsfæstelse, saa at Fragmentet efter sin Skrift kan være fra Saxos Samtid eller nærmeste Eftertid, følger heraf naturligvis ingenlunde, at det, helt eller delvist, behøver at stamme fra Saxos egen Pen. Dette fremgaar allerede ~åfp~at~det paa den ene Side ikke angiver sig som skrevet af selve Forfatteren; dernæst af, at vi savner alle sikre Prøver paa Saxos Skrift til at anstille en Sammenligning. Under disse Omstændigheder kan kun de indre Beviser faa Betydning. Opstiller vi her over for hinanden de tre Hypoteser, som hidtil er fremsatte om Haandskriftets Karakter, forekommer det mig, at kun den sidste, den Holder-Eggerske, rummer en Mulighedfor at kunne være den rigtige. Thi at antage med Gaston Paris og Bruun, at vi skulde staa over for et første Udkast — skrevet af Saxo selv eller af en Skriver — med Saxos egenhændige stilistiske Forbedringer, lader sig formentlig ikke gøre, naar man gennemgaar Rettelsemeog

---

1) Men hvilken Garanti har vi overhovedet for, at Angersfragmentet stammer fra Danmark? Det er fundet i en By i Midtfrankrig som Bind om et fransk Haandskrift fra d. 15de Aarhundrede. Hvorfor skulde det ikke være skrevet dernede, eller, hvis det virkelig er opstaaet paa dansk Grund, kan det da ikke stamme fra en af de franske Munke, som under Valdemarstiden i stort Tal besøgte Norden, og af ham (eller Andenmand) være ført til sit Findested? I begge Tilfælde vil en palæografisk Sammenligning mellem dette og Breve fra vor Middelalder altsaa kunne lede paa Vildspor.

semeogser, hvor uvæsentlige de er, og hvorledes de ofte substituerer en ringere Læsemaade for en bedre. Rent barok synes Hasses Forklaring, at de mange „Læsemaader"skulde stamme fra forskellige Saxohaandskrifter (5^—6 Stykker), som Angersfragmentets Ejer havde samletfor at samarbejde den bedst mulige Tekst. Et saadantfilologisk Arbejde i Middelalderen er os ellers ganske ukendt; det forudsætter en Disposition over mange Haandskrifter, som er usandsynlig; endelig er de saakaldteLæsemaader aldeles ikke Læsemaader, men kun Omskrivninger af den foreliggende Urtekst, som Regel langt mere udvandede og værdiløse end det Udtryk, hvortil de er knyttede. Dette er Udgangspunktet for den Holder-Eggerske Hypotese, der endnu staar uigendrevet_r nemlig at Angersfragmentet er en Rest af en Skolemesters Arbejde, der har haft til Formaal at præparere Teksten for sine Elever ved at omskrive de vanskeligere Steder for at lette Forstaaelsen og ved paa andre Punkter at give nye og ækvivalente Udtryk i Stedet for de af Saxo anvendte.Hvor sandsynlig eller usandsynlig man nu finderdenne Forklaring, maa det vistnok indrømmes, at der for alle Rettelsernes Vedkommende intet er, som strider imod, at de kan opfattes paa denne Maade.

Dette gælder dog kun om de Omskrivninger, der stammer fra den første af de to Hænder, der har villet forbedre Grundstammen i Haandskriftet, og som af Bruun i hans Udgave betegnes som I. Ved Siden af denne møder vi imidlertid en anden Haand (II), der muligvis ogsaa har foretaget nogle Omskrivninger (det er ikke altid let at skelne mellem disse to, omtrent samtidige Hænder), men som især har Betydning ved at have indføjetet stort Tillæg i Marginen af Fragmentets første

Side. Man kunde maaske betegne dette Indskud som et „kulturhistorisk Afsnit", da det behandler Kong Skjolds Gerning i Fredens Dage, medens Grundstammen i Haandskriftetkun taler om hans krigerske Bedrifter. Tillæget er imidlertid i Angersfragmentet indføjet paa et andet Sted i Teksten, end hvor det staar i den trykte Udgave. At det er anbragt paa en fejl Plads her, fremgaar alleredeaf, at det findes midt i Fortællingen om Skjolds Kamp med Tyskeren Skate om den skønne Alvildes Haand. Holder-Egger har desuden ment at kunne bevise,at det er selve Angershaandskriftets Skyld, at det «r blevet anbragt galt i Editio Princeps, idet en Afskriverhar misforstaaet den lange Streg, som adskiller Indskuddetfra Teksten og derfor har tilføjet det ved Sidens Slutning. Men han peger tillige paa, at ogsaa i Angersfragmenteter Tillæget blevet sat paa fejl Plads, da det her er stukket ind mellem to Sætninger, der efter deres Forbindelse ikke kan adskilles (nemlig: „Præcurrebat igitur Skioldus virium complementum animi maturitate ■conflictusque gessit, quorum vix spectator ob teneritudinem •esse poterat"; og det følgende Punktum: „In quo annorumvirtutisque procursu"...) (Saxo 24). Paa nogen nærmere Forklaring af, hvor det da rettelig hører hen, indlader Holder-Egger sig dog ikke.

Det er imidlertid nødvendigt at søge at besvare dette Spørgsmaal, da det har sin Betydning for at klare, med hvilken Tillid man kan nærme sig den overleverede Saxotekst. Udgangspunktet herfor maa være en Gennemgangaf hele Skjolds „Historie", saaledes som vi møder den i Kristiern Pedersens Udgave og i Angersfragmentet.Den begynder med at tale om hans Fortrin frem for hans Fader Løder, og hvorledes han i Stedet

slægtede sin Farfader Dan paa i Dyd og Ære. Dette illustreres ved Fortællingen om Kampen med Bjørnen »alt i hans unge Aar", og om Skjolds Tvekamp med Atle og Skate „i samme Alder". Der fortsættes: „FemtenAar gammel var han alt en fuldvoksen Mand med Kæmpekræfter, og [her begynder Angersfragmentet] han lagde et saadant Storsind for Dagen, at Danernes Kongersiden er opkaldte efter ham og hedder Skjoldunger alle til Hobe«^x).

Editio Princeps fortsætter nu med: „Var der nogen Uslinger, der ej kendte til Selvtugt, men førte et yppigt og tøjlesløst Levned, da søgte han ihærdigt at ægge dem til Daad og øve dem op i Mod og Manddom*. Men dette Punktum mangler baade i Angersfragmentet og hos Krantz og strider mod den følgende Sætning, der ovenforer anført („Præcurrebat igitur Skioldus o. s. v.^ft) og øjensynligt ved sit „igitur" er kædet til det foregaaende: „Femten Aar gammel"...³). Det samme gælder atter_r som vi har set, om den følgende Sætning („In quo annorumvirtutisque procursu"...), og Angersfragmentets Grundstamme lyder her i dansk Oversættelse: „Paa dette Trin af Alder og Storsind bejlede han til Alvilde for hendes store Skønheds Skyld og blev æsket til Strid af sin Medbejler Skate, Jarl af Tyskland. Kampen stod i den tyske og den danske Hærs Paasyn, og dér vog Skjold Skate og gjorde ved Høvdingens Drab hele det tyske Folk skatskyldigt under sig. Den Ungmø, som han³) bar Elskov til, hjemførte han som Sejrens Løn_r

---

1) Efter Jørgen Olriks Oversættelse ligesom de følgende Citater.

2) Dette har allerede Holder-Egger set (S. 147).

3) Jørgen Olrik, som følger den trykte Udgave, har her i Stedet for „han" „Skjold", som imidlertid ikke nævnes i Teksten.

da han var blevet af med sin ivrigste Medbejler, og
fæstede hende til sin Brud. En Tid efter fik han med
hende Sønnen Gram"..., og Skjolds Historie er hermed
til Ende, hvorimod Saxo begynder at tale om Grams.

Som man ser, har vi her en vel sammentømret Fortælling, en jevnt fremadskridende Skildring af Bedrifter. Den eneste Indvending, man muligvis kunde rette imod Kompositionen, er, at Forfatteren to Gange omtaler Tvekampen med Skate, men dette forklares let ved, at Forfatteren anden Gang dvæler udførligere ved denne Tvekamp for derigennem at skabe en Overgang fra Fortællingen om Skjold til Grams Historie. Midt ind i Fortællingen, om end paa forskellige Steder, kommer nu i Angersfragmentet og i Editio Princeps det „kulturhistoriske" Afsnit, og ingen vilde savne dette, hvis det havde været udeladt fuldstændigt.

Det lyder i Angersfragmentet saaledes paa Originalsproget

„Hic non armis modo u[erum] eciam patrie carit[a]te conspicuus (fuit) extitit. Siquidem impias l[e]gés abrogauit sal[u]tares tulit et quicquid [ad] emendandum patrie statfum] attinet summ[a] diligencia prestitit. Sed (vel itaque) regnum patris improbitate amissum ui[r]tute recuperauit. Prim[us] recindendarum manu[mis]sionum legem (tulit) ed[idit] serui quem forte libertate donaueratclandestin[is] insidiis petitus. Procer[es] non solum domestis stip[en]diis colebat sed eciam s[po]liis ex hoste quesitis af[fir]mare solitus (vel dicen[s]) pecuniam ad mil[ites] gloriam ad ducem r[e]dundare debere (testatus). Omnium es alienum ex fisco suo soluebat et q[ua]si cum aliorum regum fortitudinem munifieencia ae liberalitatecertabat. Eg[ros] (vel egent es) fomentis prosequi

remediaque grauiter affectis prouid[ere]ft 1)... (Siden er
afbrudt).

I Editio Princeps findes der en Del Afvigelser i denne Tekst. Mindre væsentligt er det, at vi har „attinuit" i Stedet for „attinet"; at „sed" er bibeholdt for „itaque"; at „affirmare solitus" er bevaret for „dieens", „Egros" for „egentes", og at endelig „prouidere" er afløst af „benignius exhibere". Paa intet af disse Steder kan man vistnok sige, at noget bedre er traadt i Stedet for noget ringere. Men vigtigere er det, at der er sat Punktumefter „legem edidit", og at dér til den følgende Sætning,der begynder med „Servi"..., efter Ordet „petitus" er tilføjet „poenam exegit, tanquam in omnium libertorumpoenam unius crimen redundare par esset". At den sidste af disse Sætninger er et senere, uægte Indskud, har man allerede længe været klar over²). Hovedsagen er dog, at Punktummerne i Slutningen af Afsnittet er ombyttede i den trykte Udgave, saa at „Proceres..." er sat helt tilsidst efter »Omnium es alienum..." og „Egros...". Derfor faar vi i den trykte Udgave Slutningenpaa den Sætning, som er afbrudt i Haandskriftet, nemlig ... „graviter affectis benignius exhibere solebat, se non sui, sed patriæ curam suscepisse testatus". Sammenlignerliian de tre nederste Linjer i Haandskriftet med den trykte Udgave, ser man, at hvad der er skaaret bort

---

1) Alt, hvad der er sat inden for skarpe Klammer, er bortskaaret i Randen. Inden for runde Parantheser staar dels, hvad Skriveren har udprikket o: overstreget (nemlig Ordene „fuit", „tulit" og „testatus"), dels de Omskrivninger, som han ikke betegner ved ydre Virkemidler („vel itaque", „vel dicens" og „vel egentes14). Gengivelsen af Bruun i „Lykønskningsskrift til Kjøbenhavns Universitet ... 1879" S. 2er ikke helt korrekt.

2) Jørgen Olrik i sin Overs. S. 28 Anm.

i Angersfragmentet og har indeholdt Slutningen, kun
behøver at have været een Linjes Tekst.

Men hvor er dette Indskuds rette Plads? At det er et senere Indskud, som ikke kan anbringes fuldt naturligt noget Steds, har vi allerede set, men dets Forfatter maa dog have stræbt at kæde det til paa et Sted, hvor det ikke kom til at bryde Fortællingens Gang paa en altfor iøjnefaldende Maade. Efter ovenfor at have genoemgaaet hele Skjolds Historie, er Svaret ikke vanskeligt at give. Kun paa een Plads har det Hjemstedsret, efter Skildringen af Heltens Ungdomsbedrifter og inden Fortællingen om Skate og Alvilde, der danner Overgangen til hans Søns Historie. Her er et Hvilepunkt i Skildringen, og her har Forfatteren af Indskuddet placeret det. At det senere er blevet revet løs herfra og anbragt ganske vilkaarligt paa de to Steder, hvor det nu forefindes, turde fremgaa af de Spor af sit tidligere Liv, som det har efterladt paa sin oprindelige Boplads. Thi som et Rudiment staar endnu den underlige Sætning tilbage i Editio Princeps, som er kommet saa akavet ind efter Udtalelsen om Skjoldungerne og foran Sætningen „Præcurrebat igitur ...", nemlig: „Idem perditam et enervam vitam agentes continentiamque luxu labefacere solitos ad capessendam virtutem rerum agitatione sedulus excitabat". Disse Ord har deres rette Plads i Enden af det kulturhistoriske Afsnit som Antitese til Sætningen om, hvorledes Skjold behandler Ædlingerne („Proceres non solum ...*). Indskuddet i sin Helhed turde altsaa oprindelig have haft sin Plads mellem Ordene .. . „Skioldungi nuncupantur« og „Præcurrebat ...".

Heraf kan vi imidlertid atter drage en Slutning til
Besvarelse af det Spørgsmaal, om Indskuddet har en

ældre og værdifuldere Form i Fragmentet end i den trykte Udgave. Der er allerede peget paa Omstændigheder,som stiller sidstnævnte i et mindre gunstigt Lys. Men langt vigtigere er den Omstændighed, at Ordene „poenam exegit" mangler i Angersfragmentet, skønt de ganske sikkert er nødvendige til Forstaaelsen af hele det foregaaende¹). At Sætningsordningen ogsaa er naturligerei Editio Princeps end i Fragmentet, har vi lige set. Disse to Kendsgerninger er betydningsfulde nok til at lade Vægtskaalen synke til Fordel for den Affattelse, som Indskuddet har i den trykte Udgave. Et Fingerpeg i samme Retning er den øjensynlige Skødesløshed, hvormedInterpolator II er gaaet til Værks i Angersfragmentet_y saa at han Gang paa Gang begaar slemme.Fejl („recindendarum"for „rescindendarum", „domesiis" for „domesticis"og endelig det. overflødige „testatus", som han selv udprikker, da han opdager, at han allerede har skrevet „affirmare solitus"). Lægger man hertil de nye og værdiløse „Læsemaader* med „vel", der ganske svarer til den første Interpolators, ser man klart, at Indskuddet ikke kan være forfattet af den Mand, der har indføjet det i Marginen af Angershaandskriftet. Dette vil med andre Ord sige, at vi maa opgive Tanken om, at Haariden Nr. II skulde være identisk med Saxos.

Men kan Indskuddet ikke i det mindste være forfattetafSaxoefter Afslutningen af HovedskildringenT saaledes at vi, efter at have flyttet det til sin oprindeligePlads,foranos har, hvad man kunde kalde „2denT af Forfatteren selv forøgede Udgave" af Værket? En

---

1) I sin Oversættelse har da ogsaa Jørgen Olrik medtaget dem, medens han stryger den følgende Sætning („tanquam" etc.)-

saadan Fremgangsmaade hos en middelalderlig Skribent er ingen Sjældenhed; der skal foreløbig blot peges paa det Eksempel, som Historieskriveren Korner frembyder — ganske vist paa et adskilligt senere Tidspunkt. Som Støtte for denne Anskuelse kan man fremdrage visse Udtryk i Indskuddet, der er bleven betegnede som ægte saxoniske. At man desuden er berettiget til at se bort fra Fragmentets Omskrivninger med „vel", er en Selvfølge.Manmaada formentlig tænke sig Forholdet saaledes,atderhar foreligget et Saxohaandskrift, hvori Saxos senere Indskud var tilføjet i Marginen, men med Henvisning til sit rette Sted i Teksten, og saaledes, at den sidste Sætning („Idem perditam et enervam vitam" ...) ikke fik Plads paa Siden, men maatte gaa om paa den følgende Sides Margin. Dette Haandskrift er da blevet afskrevet to Gange, først af Angersfragmentets Haand 11, som kun benyttede, hvad der stod i Kanten paa første Side, og indføjede dette i mangelfuld Skikkelse og paa forkert Plads; dernæst af den Afskriver, som skabte Grundlaget for Editio Princeps, og som ganske vist undgik en Del af Hastværksfejlskrivningerne og OmbytningenafSætningerne,men til Gengæld fik det hele_y med Undtagelse af den sidste Sætning, anbragt endnu længere borte fra den rigtige Plads. Det er muligt, at Haandskriftstamtræet her er tegnet korrekt, men at Indskuddetskuldestammefra Saxo selv, følger naturligvis ikke heraf. Og som en Vanskelighed herfor staar, at Saxo skal have kunnet forfatte en saa meningsløs Sætningsomdentredje: „Sed et regnum patris improbitate amissum virtute recuperavit". Allerede det første Ord s^sed" maa støde os, da der ikke er nogen Modsætning mellem Punktummet og den foregaaende Sætning, der

omhandler Skjolds Virksomhed med at give Love og forbedreLandetsTilstand.At Interpolator Nr. II har følt dette, ses af, at han har rettet „sed* til „itaque*. Dernæstsigesdet,at Skjold ved sin Manddom genvandt sin Faders Rige. Men Riget var aldrig gaaet tabt, Skjold havde uden Modsigelse besteget Tronen ved Løders Død. Og vil man opfatte hele Udsagnet i overført Betydning, saa at Skjold først ved sin „virtus" virkelig generhvervede (o: gjorde sig værdig til) den tabte Kongemagt, passer Udtalelsen slet ikke til den Skildring af hans indre Styrelse,hvoridener indføjet ganske vilkaarligt, men snarere til Fortællingen om hans Bedrifter, der virkelig krævede „virtus". Man kunde derfor føle sig fristet til at antage, at det saa omtalte Indskud ikke stammede fra Saxo selv, men var forfattet af Andenmand, ganske vist paa et Tidspunkt, der, efter Dr. Kaalunds Bestemmelse af AngersfragmentetsÆldetilden første Fjerdedel af det 13de Aarhundrede, ikke kunde falde meget senere end Saxos egen Levetid. Men denne Antagelse er i og for sig lidet sandsynlig, ikke mindst p. G. a. Indskuddets saxoniske Stil og det Laan fra hans Yndlingsforfatter Valerius Maximus, der findes i den sidste Sætning¹). Man tør vel heller ikke bestride Muligheden af, at Forfatteren, da han yfi.er længere Tids Mellemrum vendte tilbage til sit Arbejde og forbedrede derpaa, ikke har vist den fornødneForsigtighedvedsine Tilføjelser, saa at der er kommet til at staa tydelige Støberande tilbage paa de Steder, hvor han har foretaget sine Sammensvejtsninger. Paa denne Maade kan man vel redde Saxos Forfatterskabtildettetvivlsomme Sted, men kun paa Betingelse

---

1) Saxo 25 Anm. 2.

af Hypotesen om en dobbel Redaktion, og det inaa
endda betones, at nogen Sikkerhed derfor ikke kan tilvejebringes1).

Angersfragmentets Historie er altsaa — kortelig gentaget— følgende. Skriftens Overensstemmelse med vor ældre Skrift og med fransk Skrift fra d. 12te Aarhundredeviser, at Grundstammen deri, som har gengivet „den politiske Danesaga", Saxos Værk i dets oprindelige

---

1) Grundtvig har i sin Saxooversættelse (4de Udg. 1886, S. 12) omordnet Indholdet af Skjolds Historie paa en anden Maade, idet han paa det Sted, hvor Fragmentet begynder, fra Ordet „præferebat* springer frem til Fortællingen om Alvilde („In quo annorum virtutisque procursu"), som han fortsætter til dens foreløbige Afslutning i Editio Princeps („perdomuit"). Dernæst gaar han tilbage til Sætningen: „Præcurrebat igitur Skioldus ...", der tages som en Motivering for den næst foregaaende: „Idem perditam et enervam vitam" ... Nu følger Fragmentets Indskud („Hic non armis modo .. . redundare debere."), dog med Undtagelse af Sætningen om de frigivne Trælle („Servi, quem libertate donaveraf ...), der foreløbig: gemmes, fordi Grundtvig opfatter Slutningen som ægte („tanquam" ...) og mener, at denne Kritik af Skjold maa høre andet Steds hen. Først efter Udsagnet om Skjoldungerne („tantaque indolis ejus" ...), der ligesom opsummerer alle de omtalte Fortrin baade i Krig og Fred, kommer derfor de frigivne Trælles Behandling som en Indskrænkning i Lovprisningen. Afslutningen paa Skjolds Historie dannes som tidligere ved Udsagnet om Alvilde („Puellam" ...), der danner Overgangen til Grams Historie. Denne Løsning af Vanskelighederne kan ikke være rigtig. Fortællingen om Alvilde er stadig skaaret tværs igennem, og at sætte Udtalelsen om Skjolds tidlige Udvikling i Forbindelse med de tøjlesløse Uslinger lyder ret tvunget. Det samme kan man vel sige om Udskydelsen af Sætningen om /le frigivne Trælle og Kombinationen heraf med Skjoldungerne. Kan man saaledes ikke følge Grundtvig i hans Opfattelse, har hans Arbejde dog ikke ringe Interesse ved at vise, at han har haft Blik for Vanskelighederne og stræbt at løse dem, men savnet det fornødne Haandskriftgrundlag til Støtte.

Skikkelse1), er skrevet ikke længe efter Forfatterens egen Tid (efter den almindelige Antagelse hentyder jo Bogens Fortale til Valdemar Sejrs Overgang over Elben 1208 eller 1216). Den første Interpolator har derpaa tilføjet andre Udtrykover Linjerne. Dette er altsaa en Lærers, ikke en Elevs Forbedringer. Den anden Forbedrer har haft Adgang til et nyt Saxohaandskrift, der,var skrevet senere end Forlægget for Grundstammen og derfor indeholdt det lange Indskud om Skjolds fredelige Gerning. Han afskriverdet i Randen med smaa „Forbedringer", men tillige med Jaskefejl og Forbigaaelser, med Omstilling af Sætningerne og fejlagtig Anbringelse af hele Stykket. JNaar den sidste Sætning („Idem perditam" ...) overhovedetikke kom med, skyldtes dette manglende Plads i Marginen. Endelig har en fjerde Haand (III) en Gang i det 14de Aarhundrede yderligere tilføjet et Sæt værdiløseForklaringer af Teksten.

Er denne Opfattelse rigtig, vækker den hos os lidet lystelige Tanker om Tilstanden af Saxos Tekst paa de Steder, hvor vi ikke kan kontrollere den. Holder-Egger, der som sagt henførte Tekst og Indskud til en noget senere Tid og ansaa Haand Nr. II for Forfatter til Indskuddet,beherskedesaf den samme Stemning og betegnpHpsitResultat som „schr unerfreulicu"2). Naar han imidlertid fandt en Trøst i, at de øvrige bevarede Fragmenter, der skulde være lidet yngre, er i en meget bedre Stand, kan vi, der har set, at en Sammenligning «r umulig, ikke glæde os i samme Grad. Ligesaa lidet overbevisende er den Beroligelse, han finder i, at „Glossatorernemaaskehar udtømt deres Virksomhedstrang paa

---

1) Eller — naturligvis — en Del af denne.

2) 1. c. S. 150.

de første Sider af Saxo-Haandskriftet og derfor skaanet de senere Bøger". Intetsomhelst taler herfor. Tværtimod har Forskerne allerede hidtil paa mange Punkter instinktmæssigtføltsig paa gyngende Grund, og Studiet af Angersfragmentet kan kun forstærke dette Indtryk. Ikke blot for Sagnhistoriens Vedkommende gaar man paa mangfoldigeStederud fra, at Teksten maa være korrumperet, men — for blot eksempelvis at tage nogle faa Aar af den historiske Tid for os — antager man i 1162 FortællingerneomLegaten Kristiern og om Nils Rassesøns Strid med Biskop Esbern af Slesvig for „uheldig anbragteVogi 1169 opfatter man baade Legenderne om Svantevits Identitet med Sanct Vitus og om det kristne Jærtegn paa Rygen efter Erobringen for „vistnok ... senere Indskud"^x). Særligt fortvivlede har Historikerne plejet at være, naar de kom til 1170erne, hvor BegivenhedernesRækkefølgehos Saxo aabenbart er ganske forvirret(Togettil Stettin 1176, Mødet mellem Valdemar og Henrik Løve). Og dette er kun Eksempler. Man har imidlertid forgæves søgt nogen Forklaring heraf. Vi bør nu nemme den Lære, som Angersfragmentet giver, nemlig at den overleverede Saxotekst efter al Sandsynlighed er i en saare mangelfuld Skikkelse, at Orden og Rækkefølge aabenbart har lidt svære Afbræk, og at man maa regne med Indskud, hvis Ægthed i hvert enkelt Tilfælde maa prøves. At vi nogensinde skulde faa tilstrækkeligt Haandskriftmaterialeaflignende Art som Angersfragmentet til Forbedring af hele Teksten i Editio Princeps, er lidet troligt. Hjælp kan derimod faas fra den moderne Filologi,ogvi maa haabe, at den Mand i en ikke for fjern

---

1) Jørgen Olriks Oversættelse S. 57 f.. 128 og 147.

Fremtid vil komme, som med Udgangspunkt i Saxos egen Sprogbrug og i hans personlige Tankesæt underkaster Teksten en radikal Prøvelse og Udrensning. Ogsaa en anden Hjælpekilde vil maaske kunne findes, saaledes som det vil fremgaa af den følgende Undersøgelse. Men som Doc. Weibull med Tyrketro at bygge paa den bevarede Saxotekst til kildekritiske Undersøgelser, er ikke forsvarligt. Dette er den første Indvending, som kan rettes mod hele hans Studie. Den hviler paa skrøbeligt Grundlag, og hvad der nu ser ud som Laan af Saxo fra hans Forløbere, skyldes maaske i Virkeligheden kun Overbearbejdelser af den virkelige Urtekst i deres eller hans Værker.

II. Knytlinga og Saxo. — »Vendertogskrøniken«.

En særlig Interesse for Kildekritikeren maa de sidstehalvhundredeAar af Saxos Værk frembyde, Tiden frai Knud Lavards Død indtil Bugislavs Underkastelse. Kildematerialettil Prøvelse af Saxo bliver nemlig i denne Tid et væsentlig andet. Helgenskildringerne (hvortil vi i et Tillæg kommer tilbage) mister deres Betydning for den1 politiske Historie, ug medens Saxo ganske vist vedbliver at benytte Roskildekrøniken og at tjene som Kilde for Sven Aggesøns Tekst i dens Stephaniske Skikkelse, træder nu en ny og omfangsrig Kilde frem i første Række. Det er Knytlingasaga, som fra 1146 i den Grad stemmer overens med Saxos Fortælling, at den Tanke ligger nær at aflede den ene af den anden eller at føre dem begge tilbage til en ældre fælles Kilde. Weibull griber til densidsteUdvej og mener at kunne forklare den gaadefulde-

Lighed ved at antage, at der til Grund for begge Beretningerligger en nu tabt Aarbog af rigshistorisk Karakter, udførligere end de nu bevarede danske Annaler fra Middelealderenog snarere mindende om de karolingiske Aarbøger eller de tyske Rigsannaler fra det tolvte og trettende Aarhundrede¹). Saxo skal have suppleret dette Grundlagved at øse af tyske Kilder, der er nærbeslægtede med Helrnolds Slavekrønike, ved at benytte forskelligt Brevstof, f. Eks. Brevvekslingen mellem Sven Grade og Kejser Frederik Barbarossa, endelig ved at høste af den mundtlige Tradition, saaledes som den fandtes i Roskildeegnenog da navnlig i Hvidernes Kreols., Særlig denne sidste er Aarsagen til, at Saxo henfører det mest; mulige til Absalon og hans Slægt og giver sin Skildring en absalonisk Farve_r der virker ganske subjektiv. „Antagandetatt Knytlingasagan an vant Saxo skulle forutsatta orimligheten, att dess forfattare foretagit ett systematiskt utskiljande av beståmda kållor och. traditioner och i sammanhang dermed genomgripande omarbetningar av de delar, i vilka detta skett«²). Weibull stiller til Slutningi Udsigt at rekonstruere de tabte danske Annaler, som har dannet Grundstammen for Saxos Værk og Knytlingasagaen.

Skønt Weibull ikke er den første, som har ment at kunne paavise en litterær Forbindelse mellem Knytlinga og Saxo — dette gælder saaledes ogsaa om Holder-Egger i Udgaven af Sagaen i 29. Bind af Monum. German, —, er der ikke Tvivl om, at han har gennemført sin Undersøgelse med en Skarphed og Dybde, som ingen før ham. Han har optrykt store Partier af

---

1) S. 234.

2) S. 232.

de to Historieværker jevnsides og paa1 übestridelig Maade godtgjort, at Ligheden er saa stor, at det ikke gaar an at tale om Tilfældigheder, ja ikke en Gang (som endnu Finnur Jonsson¹)) om en fælles mundtlig Tradition; At der eksisterer et litterært Slægtskab, maa vistnok be* tragtes som godtgjort een Gang for alle.

Naar Weibull imidlertid finder en ganske forskellig Aand i Knytlinga og hos Saxo, saaledes at denne sidste henfører mange Oplevelser og Bedrifter til Hviderne, som Sagaen fæster ved andre Personer, har han næppe Ret. Hans første Bevis²) for denne Paastand er, at det bekendte Møde mellem Sven og Valdemar i Odense-AlbånikirkeiKhytlinga ovérværes af Knud, hos Saxo derimod af Absalon. Men i Virkeligheden staar der ikke i Knytlinga, at Absalon ikke var til Stede véd denne Sammenkomst, ja dét fremgaar ikke en Gang tydeligt, om Knud var med i Kirken eller ej. Hoveds sagen er imidlertid, at Absalon hos Saxo ikke spiller riogen afgørende Rolle, saa at det ikke kan være for at forherlige ham, han medtages i Skildringen. Hovedpersonenerher, som i Knytlinga, Valdemar, og i dennes Hænder lægger hos begge Forfattere Kong Sven sin Fremtidsskæbne. — Paa lignende Maade peger Weibull paa Vendertogét 1160, hvor Knytlinga blot siger, at Venderne flygtede, da de saa den danske Konges Sejl, mens Saxo beretter, at Sejren skyldtes en Del af den danske Fiaade under Absalons Anførsel.; Men ligger der heri et Forsøg paa at pynte Absalon med laante Fjer?

---

1) Knytlingasaga, dens Kilder og historiske Værd (i Vidensk. Selsk. Skr. 6. R. hist.-fil. Afd. VI, 1, 32): iEn ganske vidunderlig Overensstemmelse, endogsaa i de mindste Detaljer mellem Sagaen og Saxo" ...

2) S. 230.

Er hans Skibe ikke ogsaa en Del af den danske Kongeflaade?—„Under samma vendertåg", tilføjer Wei bull, „år det dårjemte enligt Knytlingrasagan den danska rke>biskopen,varmedsagan Esk.il, men enligt Saxo Absalon, som leder några med verbaloverensståmmelse relaterade underhandlingar med venderhovdingcn Dombor".Deter rigtigt, at Knytlinga bruger Ordet „erkibiskup",menden lader tillige Dombor begynde sin Tiltale til ham med Ordene: "pii ert lingr masr ok veizt oglogt, hvat vérit hefir" (o: uden Erfaring), og dette kan umuligt gælde om Eskil, der den Gang nærmede sig de Treds, hvis han ikke allerede havde passeret dette Alderstrinl). ;Knytlingas Forfatter, der først skrev sit Værk langt hen i det følgende Aarhundrede (i Følge Finnur Jonssph c. 1260), har aabenbart i sit Forlæg mødt Fortællingen henført til „Ærkebispen af Lund" og har da tankeløst erstattet Titlen med Navnet Eskil. Hans Fejl skyldes ganske vist Forlæggets Fejl, da det først van langt senere, at Absalon naaede Stillingen som Ærkebiskop. -*- Ved Beretningerne om Rygens Erobring 1169 gør Wéibullpaatilsvarende Maade opmærksom paa, at det i Knytlinga ikke er Absalon, men Valdemar, som er Hovedpersonen;til ham overgiver de rygiske Fyrster TetislavogJarmar Landet, og det er Kongen selv, som efter Arkonas Indtagelse drager til Karenz og nedhugger Gudebillederne. Der er hertil at svare noget lignende som ovenfor, at Kongens og Absalons Personer i dette Tilfælde falder sammen; overgiver Rygboerne sig hos Saxo til Absalon, betyder dette dog i Virkeligheden til

---

1) Eskil maa være født senest 1104, thi da han efter Fodevigslaget 1134 blev Biskop i Roskilde, kan han ikke have været mindre end 30 Aar (G. Weeke i Biogr. Lex. IV, 589).

Kongen. Igennem hele Knytlingas Fortælling lyser dog Absalons Navn; det hedder saaledes, at Ryghoerne lovede at gøre alt, hvad Kongen og Biskop Absalon paabød dem; at Absalon og Præsterne kristnede Øen; at Kong Valdemardroghjem derfra „tilligemed Absalon og hele Hæren* (Kap. 122). — Naar endelig Weibull opfatter det som et yderligere Bevis paa Saxos Partiskhed for Hviderne, at han lader det være Sune og Ebbe, som omstyrter SvantevitsBilledstøtte,mens Knytlinga tilskriver Biskop Sven af Aarhus og Sune denne Bedrift, turde det til Gengæld anføres, at Saxo holder Biskop Sven skadesløs ved at lade ham deltage i Absalons Tog til Karenz, hvad Knytlingaikkevéd noget om. Saa dette kan vel da gaa lige op.

Paa intet af de anførte Punkter findes der altsaa en virkelig Forskel paa Aanden i de to Værker, saaledes at Saxo skulde være paavirket af en Slægttradition, der ikke prægede Knytlinga. Men det holder heller ikke Stik, naar Weibull ser en Modsætning mellem politiske Anskuelser hos Saxo og i Sagaen. Weibull hævder, at Kejser Frederiks Opfordring til Knud VI om at aflæggeLenshylding er fremstillet som „fullt lojalt" i Knytlinga,mens Saxo opfatter Kejserens Optræden som et Udslag af tysk Svig og Falskhed. Men Knytlinga er her som saa ofte kun naivt refererende paa Sagaers Vis, og den har forøvrigt paa et tidligere Punkt tydeligt vist sin Stemning mod Kejseren, da den begynder sin Skildring af Sven Grades Hylding i Kap. 109 med disse Ord: „I J>enna tima sendi FriSrekr keisari Sveini koniingi ors ok baud honum til sin med vindttu. En er Sveinn komingr kom til keisarans, på rauf keisarinn tré sina vis Svein koniing ok neyddi hann til at giorast ser handgenginn". —

Lige ■ saa_' lidt kan man med "Weibull slutte noget af, at Sagaen undertiden taler i Almindelighed om Danskernes Opsætsighed under et og andet Vendertog, mens Dadelen, hos Saxo rettes alene mod Jyderne, thi Knytlingas Forfattervéd under andre Tog meget god Besked med JydernesMisundelighed („|>å ofundudu Jotar J>etta"), om han end som Sagaskriver helst undgaar at give sine Stemninger Luft¹). Derfor er det heller intet Under, at Weibull forgæves søger efter saxonisk Stil og litterær Ejendommelighed i Knytlinga; allerede det forskellige Sprog hindrer en Overførelse deraf, men desuden kan man vel næppe tænke sig en større Modsætning end mellem Saxos Forfatterejendommeligheder og en islandsk Sagaski ivers₂).

For at komme til Klarhed over Forholdet mellem Knytiinga og Saxo, er det aabenbart nødvendigt at gennemgaa et større Parti af dem jevnsides, og det vil vistnok være mest formaalstjenligt hertil først at vælge Begyndelsen af Valdemar I's Historie. De første Skildringer hos Saxo af det planlagte, men atter opgivne Vendertog 1158, af Stridighederne i Roskilde forud for Absalons Bispevalg, af Boslundekampen d. 12. April 1158 og endelig af Kong Valdemars paatænkte Hævntog mod Falster staar ene uden Parallel i Knytlinga³), men da man naar til det første virkelig gennemførte Vend er tog 1159 bliver Forholdet et ganske andet. Det er allerede karakteristisk, at dette Foretagende, hvis virkelige Betydningdogblev ganske ringe, skildres med ret stor Udførlighedibegge

---

1) Knytlinga, Kap. 124. Jfr. Jydernes Misundelse i Kap. 121.

2) Weibull S. 233.

3) Knytl. nævner i Beg. af Kap. 119 kun selve det Faktum, at Absalon blev valgt, og føjer dertil" nogle faa karakteriserende Ord, der indeholder ligesom Saxos berømte Karakteristik in nuce.

førlighedibeggeKilder. Kommer man til Enkelthederne, møder man en overraskende Lighed1). Begge Forfattere refererer saaledes Absalons spottende Ord til Kongen, da denne i den ellevte Time synes at falde fra og søger ind til Havnen paa Møn. Dog er der Forskel paa AbsalonsOrdi de to Kilder, idet Knytlinga synes at tilskrive Absalon den Udtalelse, der hos Saxo (743) henføres til Peder Ebbesøn. Under den følgende Skildring af SejladsentilRygen'er Ligheden iøjnefaldende; da Ærkebiskop Eskils Skib har lidt Havari, hedder det i Knytlinga: „Kong Valdemar svang sig da op paa Ingemars Skib med sit Sværd og Banner, det blev anset for et meget godt Spring"; hos Saxo (S. 746): „[Kongen] raabte til IngernarSkaaning,at han skulde lægge til med sit Skib; med Sværd i højre og Banner i venstre Haand sprang han dernæst djærvt til, slap godt derfra" ... Man kommer endelig til Hedinsø, og Knytlinga siger: „Da gik Kongen op paa Biskop Absalons Skib, og lagde sig ned og sov". Hos Saxo (S. 746) hedder det: „Kongen var træt af den langvarige Roning; og saa snart han kom i Havn, gik han straks om Bord hos Absalon og lagde sig til at sove" ... Derefter sendes Gnemer (i Knytlinga: Gvenmar Ketilsøn) i Land for at spejde. Sagaen hpretter om hans Tilbagekomst: „Gvenmar berettedeKongen,at han havde fanget Vendernes Spejdere";hos Saxo (S. 749) hedder det om Gnemer, at han „nu til Kongens Glæde kom sejlende med Indbyggernes Strandvagter, som han havde opsnappet". Man gør derpaaLandgangpaa Fastlandet i Barth; Knytlinga siger: „I Mundingen af en Flod"; Saxo (S. 749) paa tilsvarende Maade, at da Danskerne kom i Land, var det ved „et

---

1) Knytl. Kap. 119. — Saxo 741 ff.

stort Mosedrag". — I hele deres: Anlæg er de to Skildringerligeledesens. Forskellen -ligger i Saxos langt større Udførlighed (han behøver ,16Va Side til at skildre det Tog, som i Knytlinga fylder IV2 Side), men denne Udføflighed skyldes dets den brede saxoniske Fremstillingsmaade,delsen Række Biepisoder, som kan fjernes uden at sønderrive Hovedtraaden i Fortællingen. De omhandler nemlig to Hallandsfareres ,• Samtale med Absalon straks efter Ankomsten til Hedinsø, derpaa det efterfølgende Krigsraad med lange Taler af Vedenian og Gnemer,, en Kamp mellem Flaadevagten Skjalm Skægge og Venderne, medens den danske Hovedstyrke er i Land i Barth,, og til Slutning Arriéregardens (o: Absalons) Fægtninger med Venderne under Bortsejladsen fra Rygen. ■—Det følgende Høsttog til Arkonaegnen samme Aar omtales kun hos Saxo, men ikke i Sagaen; Fortællingenmaaføres tilbage til Absalon („nu vilde A,bsalon springe af Hesten og hjælpe Kongen 0p"... „Absalon udbrød da" osv.) Øg omhandler især et af Esbern Snares Eventyr. Paa samme Maade omtaler kun Saxo (S. 752), ikke Knytlinga, Udrustningen til et mislykket Tog i Begyndelsen af 1 160; Rygboen Dombors lange SpottetaletilAbsalon ved denne Lejlighed henføres derimod af Knytlinga til det andet Møde mellem Dombor og AbsaloniSlutningen af samme Aar.

Mærkes maa det ligeledes,; at en kort Bemærkning hos Saxo (S. 757) om, hvorledes Valdemar køber Henrik Løve til Vaabenbrocjerskab mod Venderne, ganske savner Pendant i Knytlinga. Isoleret som den staar, gør den allerede ved første Øjekast Indtryk af at være et senere Indskud.

Vi kommer nu til dét store Vendertog, som ValdemarogHenrik
Løve i Forening satte i Værk i Høsten

1160. Det indledes i Knytlinga med de Ord: „Om
Vaaren sendte Kong Inge af Norge Kong Valdemar et
smukt Drageskib", og det siges senere, at dette blev beskadigetpaaToget.
Hos Saxo lyder det tilsvarende
Sted: „I fordums Tid1) havde den norske Konge af sær
Yndest for Valdemar skænket ham et mærkeligt kunstfærdigtDrageskibi
Vennegave". Saxo har derpaa en
Fortælling om Absalons Drøm i Isøre Havn, mens han
bier paa Magsvejr; den findes ikke i Knytlinga. Under
den paafølgende stormfulde Sejlads havarerer Drageskibet.
Herpaa begynder Skildringen af Vendertoget. Begge
Kilder er enige om, at det er rettet mod Venderfyrsten
Nuklet i Wurle, som Knytlinga kalder Mjuklat, og at
dennes Søn Prislav (i Knytlinga: Fridleif), som har
antaget Kristendommen, er med paa dansk Side. Weibull
har Ret i at hævde, at den detaljerede Fortælling hos
Saxo om Nuklets Fald, der endog i de enkelte Udtryk
minder om Helmolds Beretning, maa føres tilbage til en
tysk Kilde (hvorfor ikke saa til Helmold selv?). Men
skønt Knytlinga ikke kender denne Beretning, staar dens
kortfattede Udtalelse: „Mjuklat faldt siden", ikke i nogen
Modstrid til Saxo. Efter at Saxo derpaa har haft nogle
Linjer om et Gæstebud hos Henrik Løve, hvori alene
Valdemar 0? Absalon rlpltaow faiorp« nttpr d& to
ske Kilder jevnsides i Skildringen af Absalons dristige
Ridt for sin Konge til Henriks Lejr2). Ligheden er her
slaaende. Da Valdemar opfordrer en Budbringer til at
melde sig frivilligt, fortsætter Knytlinga (Kap. 119): „Til

---

1) Saaledes oversætter J. Olrik Ordene „sed superius"; mon med Rette? Det betyder vel blot „i Forvejen" eller „tidligere".

2) Knytl. lader Ridtet foregaa til Rertug Henrik i Brunsvig; dette er naturligvis en Misforstaaelse af Forlæggets Hertug Henrik af Brunsvig.

at drage denne Færd var alle uvillige, thi man maatté drage lige igennem Vendland i Hænderne paa sine Fjender".HosSaxo (757 ff.) hedder det: „... men den enes Hest var blevet halt, og den andens var ej rigtig skoet: alle fandt de paa en eller anden Undskyldning som Skalkeskjul for deres Fejghed, og ikke en turde paatage sig saa farlig en Færd*. Det bliver saa i begge Kilder Absalon, som maa til det; han medtager foruden sit Følge Prislav Nukletsøn som Vejviser. Ridtet fra Lejren til Henrik Løve foregaar lykkeligt. Der er kun den Forskel mellem de to Beretninger, at Sagaen under Vejs lader Prislav (Fridleif) se sin Faders afhuggede Hoved paa en Pæl og erklære, at Grunden til_■-. dennes Undergang var, at han ikke havde villet dyrke deri sande Gud. Hos Saxo udtaler derimod Prislav de samme Ord paa et tidligere Tidspunkt, nemlig da han faar Budskabetomsin Faders Død. Efter at Valdemars Ærinde til Henrik Løve er besørget, skildrer begge Forfattere enslydende,hvorledesHertugen tilbyder Absalon Bedækning paa Tilbageturen, men Bispen afviser dette, og da Danskerneharforladt den tyske Lejr, holder Prislav en Tale til Følget, hvori han opfordrer alle til at vise sig modige under den store Fare. Hans Ord fænger; Danskerne rider under Sang gennem Venderlandsbyerne for at give mulige Fjender Indtryk af deres Tillidsfuldhed, og de naar uden Sværdslag igennem til den danske Hær. De finder Kong Valdemar læsende i den hellige Skrift (Knytlinga siger mere bestemt: i Davids Salmer), og han glædes i høj Grad ved at se sine Mænd i god Behold.

Toget fortsættes herefter østpaa. Saxo og Knytlinga
er enige om det gode Resultat (om Absalons Bedrifter
se Bemærkningerne ovenfor S. 318). Derimod har alene

Saxo en Bemærkning om en strategisk Samvirken mellem Valdemar og Henrik Løve og en Anekdote om en Samtalemellem Prislav og hans Brodér Pribislav. Ensartet er derimod Beretningen om Kampen mellem den dan^ ske Flaade og den vendiske, medens Danehæren er i Land for at hærge Egnen. Hos Saxo byder Kongen Flaadens Besætning at holde sig skjult i Skibene, mens deres Fæller er i Land paa Plyndringstog, for herved at lokke Venderne til at angribe Flaaden. I Knytlinga giver han derimod Landgangstropperne det Paalæg »ikke at ride op, førend hele Hæren var kommen i Land", hvad der aabenbart er meningsløst og maa skyldes en Forvanskning i Knytlinga. Efter den dobbelte Bedrift lader begge Forfattere Danskerne tjelde Skibe og lægge sig til Middagshvile. Da kommer Eskil til og haaner dem for deres Dovenskab med Ordene: „Lægger vi vore Kroppe i Grav, naar Kæmpesindet ret skal staa sin Prøve" (S. 764). I Knytlinga siger Ærkebispen derimod meningsløst: „Altfor hurtige er I Danske til Eders Gerning,at I begraver dem, førend de er døde". Man spørger unægtelig her: „Hvem er det, Danskerne begraver",og man faar intet Svar. I god indbyrdes Overensstemmelse skildrer derpaa de to Kilder, hvorledes Danehæren hærger ripn sydlige Del af Rygen og Valung, og efter at Saxo alene har fortalt en Anekdote om, at Danskerne huggede Enden af Spydstagerne for at gøre dem mere hændelige, slutter de to Beretninger om Toget med Fortællingen om Dombois Fredsmægling, der ovenforer omtalt (S. 319), og hvori Sagaen jo atter gør sig skyldig i en Misforstaaelse. Takket være de lange „klassiske"Taler hos Saxo fylder den her adskillige Gange saa megen Plads som i Knytlinga. —

Den her givne Prøve er tilstrækkelig til at vise Karakteren af Gesta Danorum og af Knytlinga over for hinanden. Naar vi ser bort fra de Ejendommeligheder, der præger den sidste i Egenskab af islandsk Saga, falder det først og fremmest i Øjnene, at Knytlinga kun vil berette om de egentlige Vendertog, medens Saxo tilsigter at give hele Rigets politiske Historie. Men mange af dennes Blade er endnu under Valdemar den Store saa triste, at Følgen bliver den ejendommelige, at Knytlinga egentlig svarer bedre til Titlen „Danskernes Bedrifter" end selve Saxos Værk. Hele Valdemars Forhold til Henrik Løve findes saaledes ikke omtalt i det her gengivne Stykke af Sagaen. Fortsætter man, vil man i Knytlinga forgæves søge Oplysninger om det omstridte Pavevalg, om Valdemars Strid med Eskii og hans Rejse til Dole, hvor han hyldede Kejser Frederik Barbarossa (S. 767_— 786), medens derimod det lille Vendertog samme Aar (1162) til Wolgast findes trofast refereret¹). Heller ikke om de norske Forhold, der dog maatte forudsættes at ligge Sagaskriveren saa nær, indeholder Knytlinga noget før i 1170, da Erling Skakkes Besøg i Randers korteligt omtales (i Kap. 124), og det iøvrigt hedder: „Ok er sagt fra skiptum heirra Valdimars komings ok Noregs manna i sogum Noregs konunga". Saxo har derimod en bred og selvstændig Skildring af den politiske Udvikling i Norge lige fra Sigurd Slembes Tid til Valdemars første Norgestog 1165 (S. 786—795).

Vender vi nu tilbage til de refererede Tog i 1159

---

1) Knytl. Kap. 120 (S. 379). At Absalon møder paa Rygboernes Ting, nævnes derimod ikke paa dette Sted hos Saxo, som henfører dette Træk til et senere Tog 11G4 og knytter en Anekdote om et Hestetyveri dertil.

og 1160, har vi allerede set, at Ligheden hos de to Kildererslaaende. Grundstammen er den samme, og der findes en Ensartethed i Detaljer, der gaar til Verbaloverensstemmelse,menSaxo fortæller bredere, og han har adskillige selvstændige Træk, der kan fjernes uden Skade for Helheden. Er det da muligt at forklare den utvivlsomme litterære Overensstemmelse ved med Curt Weibull at konstruere en fælles Kilde, en Rigsaarbog af frankisk Type? Denne Rigsaarbog skulde altsaa bl. a. have indeholdt Absalons Spottegloser til Kongen 1159; Valdemars Spring med Sværd og Banner fra Eskils Skib over i Ingemars; Kongens Gang over i Absalons Skib for at sove; Gnemers Ankomst med de rygiske Strandvagter;Samtalernemellem Dombor og Absalon; FortællingenomKong Inges Drageskib (som jo forøvrigt er uden al reel Betydning for Begivenhedernes Udvikling); Prislavs Ord om hans døde Fader; hans Tale til AbsalonsFølge;Kong Valdemars Læsning i Bibelen o. s. v. En mærkelig Aarbog! Dens Mage findes vist ikke i Middelalderens Litteratur; den har nok snarere henhørt til den Slags Aarbøger, som man kalder Krøniker; men hvorledes kan saa Saxo med Rette sige, at han er den første i Danmark, der har løftet denne Byrde og skrevet ..om al deri* Id, der er øvet i Danmark"¹). x\t vi ikk<? staar over for en tabt Aarbog, kan man ogsaa slutte af den fuldkomne Mangel paa Aarstal og Tidsangivelser baade hos Saxo og i Knytlinga, ja, hvad der siger mere, af den Mangel paa kronologisk Opbygning og fast Skema i Saxos Skildring, som medfører, at Begivenhederne for

---

1) Indledningen (S. 3): „Tgitur oneri cunclis præteriti ævi scriptoribus inexperto rudes laboris humeros subjicere coactus" ... og 2: „Quis enim res Daniæ gestas literis prosequeretur?"

visse Aars Vedkommende er kastede helt imellem hverandrepaafejlagtig og forvirrende Vis. Nej, Forlægget maa være en Vendertogskrønike, netop en Krønike, som kun har indeholdt Beretningerne om disse Tog, thi hvorfor skulde ellers Knytlinga omhyggeligt have undgaaetatmedtage de mange farverige og interessante Begivenheder, som Saxo indeholder ved Siden af dette fælles Stof? Men endnu ien Ejendommelighed bør man bemærke, nemlig at Knytlinga paa afgørende Punkter maa have misforstaaet Meningen i dette Forlæg, t. Eks. i den af Saxo refererede Samtale mellem Eskil og Absalon,hvorFølgen er bleven, at Pointen er gaaet ganske tabt.

Men der er ingen Grund til længere at holde Læseren i Uvidenhed om min Opfattelse af det litterære Forhold mellem Saxo og Knytlinga, da han vel tilmed allerede er paa Veje til at gætte den. De to Forfattere er afhængige af hinanden; Saxo kan paa Grund af Tidsforholdene ikke have benyttet Knytlinga; Knytlinga kan omvendt ikke have benyttet Saxo i den Skikkelse, hvori vi nu kender ham. Begge Forfattere maa altsaa føres tilbage til en fælles Kilde. Men hvilken anden Krønikeforfatter end Saxo selv kan have skrevet om Valdemars og AbsalonsBedrifter, skrevet med de samme Sympatier, som vi møder i Saxos bevarede Værk, og med de samme Vidnesbyrd om Forfatterens nære personlige Forhold til den store Biskop og vel ogsaa til Kong Valdemar? Havde en anden Krønike nogensinde eksisteret, kan vi være overbeviste om, at den vilde være bleven saa berømt, at vi ikke nu vilde leve i Übekendtskab med dens og dens Forfatters Eksistens. Den samme Indvending kunde man forøvrigt ogsaa med Vægt rette mod hele den weibullskeAnnal

bullskeAnnalteori. Den naturlige Løsning paa Gaaden bliver da, at tier maa have eksisteret en Ur-Sax o, der har ligget til Grund for Knytlingas Skildring, og som har indeholdt Kærnen af Fortællingen om Vendertogene, saaledessom vi møder dem i den bevarede Gesta Danorum. Senere hen er Saxo vendt tilbage til sin oprindeligeSkildring, han har affilet den og forøget den med nye Træk, men hvad der er det vigtigste: Han har om den som Centrum opb)^rgget Valdemarstidens Historie,har medtaget de indre Stridigheder, Forholdet til Norge og Tyskland o. s. v., og han har paa det sidste Punkt bl. a. høstet Nytte af Heimold, som han imens under en eller anden Form har lært at kende.

En saådån Fremgangsmaade af en Middelaldersforfatter er ikke nogen Sjældenhed, og det maa her være nok at minde om de mange Redaktioner af Detmars og Korners lybske Krøniker, som endnu er bevarede. Ganske vist stammer disse først fra d. 14.: og 15, Aarhundrede, og det maa indrømmes, at intet tilsvarende Eksempel — saa vidt vides — er bekendt blandt d. 12. og 13. Aarhundredes nordeuropæiske Forfattere. Men er der nogen Grund til at tro, at Bøger som Helmolds, Arnold af Lubecks og Henrik af Letlands Krøniker skulde være blevne til i een Støbning? Dertil staar der for mange Støberande tilbage i disse Værker, naar man da forstaar at se nøje til¹). ' ■

Gaar vi til de store Kulturlande, til England og Frankrig,
møder vi der Paralleler nok fra Saxos egen Tid, Eksempler paa

---

1) Hvad Arnold angaar, er hans Ros over Danskerne og deres Konge i 3dje Bogs ote Kap. (De honéstate Danorura) i mærkelig Modsætning til hans Udtalelser i 11, 21 og IH, 7, hvor Valdemar I og Knud VI underkastes en temmelig uforbeholden Kritik.

historiske Værker, der er blevne skabte i flere .Stød og atter og alter underkastede Omarbejdelser af deres Forfattere. Williamaf Malmes bu ry havde første Udgave af sin „Gesta Regum" færdig c. 1125, da han var omtrent 30 Aar gammel, og den foreligger endnu i saa mange Eksemplarer, at den maa have faaet en vid Udbredelse. Inden han tog fat paa den nye Redaktion deraf, skrev han mange andre Værker, Belgenlevneder, theologiske Skrifter o. s. v. Samtidig øgede han sin historiske Viden gennem Studier i Arkivet i Glastonbury(jfr. Saxos Kendskab til. Helmold og til Brevvekslingen mellem Kong Sven og Kejser Frederik, som nedenfor vil blive omtalt). Følgen blev anden Udgave af det historiske Værk> der maa være skabt efter Februar 1135, og hvori ikke alene Stofmængden er forøget med alt, hvad Forfatteren havde erhverveti Melle'mtiden, men der ogsaa paa Grund af de ændrede Tidsforhold, navnlig af Urolighederne under Kongr Stephens Regering, er foretaget en tydelig Ændring af. Dommen over Fortiden i formildende Retning (William Conquerors Per^ sonlighed og New-Foresls Oprettelse). Paa denne anden Udgaveer der endda fulgt en tredje fra Forfatterens egen Haand,. og endelig har han fortsal Arbejdet med sin „Hisioria Novella".Det skal indrømmes, at Ændringerne og Tilføjelserne i de to sidste Udgaver er betydeligt mindre i Omfang, ,end vi efter ovenstaaende Hypotese maa forestille os dem hos Saxo,, men iøvrigt kan man ikke tænke sig en smukkere Parallel end mellem de to Forfattere ')•

Samtidig med William af Malmesbury er den normanniskeHistorieskriver Orderic Vital; han begyndte med at forfatte 3dje Rog af sit Værk 1123 og fortsatte i Rækkefølge indtil 12te Bog, der forelaa 1136—1137. Dog er ,7de Bog^ forfattet efter Bde, og i 12te Bog er et Kapitel skrevet før den øvrige Del. Desuden blev Iste og 2den Bog til Slutning tilføjede. I 1141 genoptog Orderic imidlertid Arbejdet, og haa fortsatte ikke alene med en 13de Bog, men gjorde ogsaa en. Række Tilføjelser til det allerede fuldendte. Stykket om

---

1) Willelmi Malmesbiriensis" monachi de gestis rerum Anglorum,. ed. W. Stubbs (1887), I, S. XIV, XXVI, XXXI, XXXVI og XLV.

Henrik I.s Død blev indkapslet i Iste Bog, og Slutningslinjernei 2den Bog tilføjedes. Til 3dje Bog knyttedes en Indledning,og Slutningen af 6te Bog opstod først nu. Ligeledes blev der indføjet et Stykke i 10de Bog¹).

• Lidt senere i Aarhundredet skrev den berømte Abbed Suger sine Biografier af de franske Konger Ludvig VI (den Tykke) og Ludvig VII. Den moderne Udgiver mener, at Suger henimod Slutningen af sit Liv (han døde 12. Januar 1151), har paabegyndt et nyt historisk Arbejde, hvori dér ogsaa indgik en Omarbejdelse af Ludvig Vl.s Historie. Arbejdet er sandsynligvis blevet ufuldendt, men deter blevet udnyttet af en senere Aarbogsforfatter²).

Selv et Værk som den engelske Helgenbiografi over St. Godric, der er forfattet af Munken Reginald ved den samme Tid, foreligger i tre Redaktioner. Den første'er anonym; Fortællingen er forholdsvis kort, og mange af de senere tilkomne Detaljer fattes; endelig er Ordningen af Stoffet meget forskellig fra den, som vi møder i de senere Udgaver. Hvis der ikke var den slaaende Overensstemmelse i Indholdet, vilde man paa ■Grund af Anonymiteten gætte paa en anden Forfatter end Reginald. Anden Udgave er betydeligt udvidet, og i Stedet for en mere simpel og fordringsløs Stil er der nu traadt en bred, blomstrende og selvbehagelig Fremstilling. Først i tredje Udgave møder vi Forfatternavnet, og Skildringen er bleven endnu bredere, uden at dette skyldes Meddelelsen af nye Fakta.

Som man ser, er den franske og engelske Middelalderslitteraturrig paa historiske Værker, hvis Tilblivelse ganske falder i Traad med den fremstillede Saxo-Hypotese. Men tvinges man ikke i det hele, hver Gang man staar

---

1) Leop. Delisles Indledning til le Prevosts Udgave (1855), V, S. XLVI og XLVIiI.

2) A. Molinier: Vie de Louis le Gros par Suger (Goll. de textes pour servir å Tétude et å Tenseignement de l'histoire, Bd. 40) (1887), S. XXVI f.

3) Indledn. til „Libellus de vita et miraculis S. Godrici" S. IX —XI. (Se nedenfor S. 377).

over for et litterært Værk af større Omfang, til den Aritagelse,at dets Genesis er gaaet for sig paa en lignende Maade, saa at man, selv naar positive Oplysninger skuidé fattes, ved en Sandsynlighedsslutning bringes ind paa den samme Tanke?

Hvis man over for det fremsatte vil indvende, at den givne Prøve paa Ligheden mellem de to Værker, Saxo og Knyllinga, er for lille til herpaa at bygge saa vidtgaaende Slutninger, er der jo ikke andet Svar herpaaend at fortsætte lidt længere med at gennemgaa dem jevnsides. Efter det første Norgestog 1165 vender Saxo (S. 795) tilbage til Fortællingen om Venderbedrifternemed Ordene: „Siden [Postea], da Kongen hørte, at de østlige Vender i Lid til egen Styrke havde rejst sig imod ham, sluttede han i den Fejde Forbund med Hertug Henrik af Sachsland" ..., men dette Forbund henhører i Virkeligheden til 1163, saaledes som det bl. a. fremgaar af Tilføjelsen, at Knud den Gang var i sit første Aar. Det paafølgende Vendertog foregik da ogsaa,'som det fremgaar af de tyske Kilder, i 1164. Ordet „Siden" er altsaa saa misvisende, som vel muligt, men forstaas let, naar man antager, at Saxo har skudt de norske Forhold, der ikke lod sig dele før 1165, fordi Beretningerne om dem skulde motivere Valdemars Indgribeni dette Aar, ind i sin Fortælling om Venderkampene.Saaledes er Hændelserne 1163 komne efter dem fra 1165¹). Toget 1164 gaar for Danskernes Vedkommendetil Peenefloden, medens Henrik Løve rykker landværts mod Demmin. Saa længe der er Tale om Tyskernes Bedrifter, følger Saxo Helmold, og hos begge

---

1) Jfr. J. Olrik i Hist. Tidsskr. 8. R. 11, 248.

disse Forfattere finder Hertugen Demmin forladt af Venderne, medens Knytlinga lader ham indtage Borgen og dræbe en Mængde af Besætningen. En Episode af Tyskernes Kamp er det Forsøg, som Venderne gør paa at overrumple den tyske Fortrop under Anførsel af Grev Adolf af Holsten og Grev Henrik af Ratzeburg, ogsaa her er der Forskelligheder mellem Sagaen og Saxo.

Men fra det Øjeblik Kong Valdemar optræder paa Krigsskuepladsen, følges Saxo og Knytlinga atter broderligt. De skildrer begge Kongens Sejlads op ad Peenefloden til Dunzarbro og Stolpe, og Forskellen mellem dem er kun, at Mødet mellem de to Fyrster i Følge Knytlinga sker ved Broen, hos Saxo i Stolpe. At Wolgast derefter tredeles, og at Rygboerne faar den ene Tredjedel, er de ligeledes ganske enige om.

I 1166 er Forholdet et tilsvarende, om end Knytlingaher har visse Træk henimod Slutningen, som savnes hos Saxo. Men man kan dog t. Eks. tænke sig, at Ur- Saxo har indeholdt et og andet, der er forsvundet i den endelige Redaktion, som vi kender. En Fortælling om to af Absalons Mænd, der drukner paa Rygen, er af Saxo (S. 801) henført til Foraarsfelttoget, i Knytlinga til Sommerfejden. Det er vanskeligt at sige, hvor den med Reiie hører hen; har Saxo i sin senere Bearbejdelse flyttet den til dens rigtige Plads, eller er den blevet rykket bort fra sit rette Sted af en senere Afskriver? Forøvrigt er Fortællingen atter et af den Slags fælles anekdotagtige Træk, som er nok til at omstøde Curt Weibulls Annalteori.I 1167 skildrer begge Kilder Absalons og KristoffersTog til Barth, som hærges; enslydende hedder det i Knytlinga (Kap. 122), at Ødelæggelsen var saa stor, „svå at J>at lå audt marga vetr siQan", og hos Saxo

(S. 806), „ut iidem [vici] adhuc usque cultu vacui præteriti incendii magnitudinem præsentibus tesfentur indiciis". Toget samme Sommer (1167) kom ikke til virkelig Udførelse og nævnes derfor kun af Saxo (S. 807), mens Knytlinga forbigaar det. Grunden er, at Beretningenom de indre Uroligheder (Buris) og om de norske Intriger nu genoptages af Saxo, medens Knytlinga naturligvisintet har derom. Men heller ikke Toget til Venden 1168 (Saxo S. 810 ff) omtales af Knytlinga, fordi det skete som Følge af Valdemars Aftaler med Henrik Løve ved Ejderen, der atter henhører til det Stof, som Saxo skylder Helmold,

Vi staar nu over for det berømte Ilte Vendertog, der sagtens fandt Sted 1169 og førte til Arkonas og Karenz' Fald. Fortællingen hos Saxo er langt fyldigere end hos Knytlinga baade i Skildringen af Svantevits Dyrkelse og af selve Erobringen. Men de Træk, som vi møder i sidstnævnte Værk, er os alle vel kendte fra Saxo; t. Eks. Fortællingen om, hvorledes Rygboerne tvinges til at slæbe Gudestøtten ud til Lejren, hvor den kløves og brændes under Kedlerne; den uhøviske, noksom kendte Anekdote fra Karenz o. s. v. Hos begge Forfattere vies der ligeledes Kirkegaarde, og Landfolket døbes. Nogle Træk hos Saxo, som savnes i Knytlinga, kan paavises at stamme fra Helmold, saaledes det etymologiske Sagn, at Svantevit skulde være St. Vitus i Forklædning, og Udtalelsen om Pomrernes Deltagelse i Toget under Kazirnar og Bugislav. Hvad Knytlinga har ud over Saxo er blot Tallet paa de kristnede Rygboere og Navnene paa endnu et Par vendiske Guder¹).

---

1) Knytl. Kap. 122. — Saxo S. 821 ff. Se desuden ovenfor S. 319 —20.

Men paa Rygertoget 1169 fulgte, som vi ved det fra Helmold1) og Knytlinga, et meget slet Forhold mellem Kong Valdemar og Henrik Løve, fordi Hertugen var krænket over, at Kongen ikke vilde dele de rygiske Tempelskatte og Gidsler med ham. Dette førte til, at Henrik Løve 1170 hidsede baade Øst- og Vestvenderne mod Danmark, og Riget kom i virkelig Fare, da tilmed Erling Skakke truede fra Norge. Til Værn herimod udruster vi to Ekspeditioner, en mod Øst under Esbern og Kristoffer, som paa Oland kæmper mod de hedenske Kurer, og en anden senere paa Aaret under Kong Valdemars egen Anførsel mod Syd til Julin. Det første Tog skildres ganske ens i begge vore Kilder (baade hos Saxo (S. 848 ff.) og i Knytlinga (Kap. 123) er det først under Vejs, Danskerne erfarer, at Kurlænderne er i Nærheden; disse trækker deres Skibe paa Land og kæmper tappert, men ikke een kommer levende hjem o. s. v.). Ogsaa det andet Tog, som gik til Julin, skildres med Verbal overensstemmelse af de to Forfattere. Det var ved denne Lejlighed, Danskerne blev indespærrede i det smalle Sund, og at Jyderne (hos Knytlinga: Danskerne)højlydt gav deres Mishag til Kende mod Absalon, hvem de beskyldte for at have bragt dem i én Sæk (Saxo 861: „Enimvero Danis eo loci perventum esse, unde reditus spes præsumenda non sit*; Knytl. Kap. 124: „f>å sogsu Danir, at |>eir f>6ttust komnir i einn sekk"). Hertil svarer i Sagaen Absalon: ... »ver skyldim hafa karlmanns hjarta enn eigi konu"; hos Saxo lægges den samme Tanke Skorre Vagnsøn i Munden, naar han opfordrer Danerne til at ophøre med: w^ignavas[que] et

---

1) Helm. lib. 11, cap. 13.

indignas forti bu s voces in ejus convicium mu li eb rit er jaciendo ... Merainerimus nos vi ros exercitatos, non imr bellas fe min as esse". Takket være Absalon slipper Hæren hos begge Forfattere lykkeligt ud af Klemmen.

Hverken Knytlinga eller Helmold lægger Skjul paa, at den direkte Fare for Danmark i 1170 var stor, men Saxo vil intet vide herom. For ham er 1170 det Aar, da Hellig-Knuds Skrinlæggelse og Kongesønnen Knuds Kroning af den forsonede Ærkebiskop Eskil finder Sted i Ringsted, og ingen truende Skyer forstyrrer Feststemningen,derfor den Sags Skyld har vedvaret uafbrudtsidenRygens Erobring det foregaaende Aar, som i hans Øjne er Vendepunktet i Valdemar I.s Historie, For ham er der kun Fremgang efter dette Aar, og der har ikke været Tale om Fare fra Sachserne siden 1167* da der sidste Gang var en Kurre paa Traaden mellem Valdemar og Henrik Løve. Denne Misstemning i 1167 omtales forøvrigt hverken af Knytlingas Forfatter eller Helmold, og lidet tillidvækkende virker ogsaa Saxos Fortælling om, at Absalon 1167 skulde have hidset Øst-? venderne mod Henrik Løve ved Hjælp af sin Udsending Godskalk. Dette Træk passer bedre til Skildringen 1163, hvor Knytlinga i Virkeligheden har noget herom 1). Men der kan i hvert Fald ikke være Tvivl om, at Faren for Danmark i 1170 var langt større end nogensinde i 1160erne, dertil gives der altfor gode Grunde for den mægtige Sachserhøvdings Vrede, og Helmolds Skildring af Vendernes Plyndringer rundt om i Danmark lader sig

---

1) Kap. 120, hvor der tales om Østvendernes Anfald paa Hertugens Besiddelser: „Hertug Henrik tilskrev Biskop Absalon dette Anslag"

ikke uden videre afvise1). Paa en meget ejendommelig Maade søger imidlertid Saxo at tilsløre denne Situation og de farlige Følger, som det af ham saa højt priste Rygenstog 1169 havde faaet. I Knytlinga rnøder vi efter Julintoget i 1170 Fortællingen om, hvorledes Absalon paa Hjemvejen herfra sejler til Øresund og ligger i „Hyljumynni" med 6 Skibe, da; der uventet kommer 9 store vendiske Skibe til. Men han overrumpler og forjagerdem,idet han erobrer et af de fjendtlige Fartøjer. Denne Fortælling genfindes i alle sine Detaljer hos Saxo (812^—13), men han henfører den rigtignok til 1167 og sætter den i Forbindelse med „en falsk Tidende" om, at Sachserne allerede havde gjort Indfald i Landet. Ganske vist gjorde Sachserne hverken 1167 eller 1170 selv Angreb paa Danmark, men i 1170 var der i hvert Fald Fare derfor, saa at Kongen og Absalon — som Saxo beretter — kan have drøftet denne Eventualitet i Slagelse. I Knytlinga kommer den lille Fægtning ved Hyljumynni som et naturligt Efterslæt til Julintoget; hos Saxo svæver den derimod helt i Luften, og man skønner ikke, hvorfor Absalon er kommen i Søen med sin lille Styrke. Forklaringen er simpelt hen den, at Historien af Saxo er bleven flyttet til en anden Plads end sin oprindelige,ogAarsagen hertil er allerede nævnt²). Det

---

1) Hans Olrik: Absalon I, 199—503 og 215.

2) Da Forskerne (Jørgen Olrik i Hist. Tidsskr. 8. R. I, 373 og Hans Olrik i Absalon T, 153) tidligere ikke har set, at Absalons lille Kamp hører sammen med et "Vendertog, har de stedse henført „Hylleminde" til et Sted ved Storebælt for at faa det anbragt i Nærheden af Slagelse, hvor Samtalen mellem Kongen og Absalon fandt Sted. Men naar Jørgen Olrik mener, at fortælling forudsætter aabenbart, at Absalon når ud til skibene ved Hylleminde samme aften, som han skilles fra Valdemar, og at Arnold [Islænding] ved at ride fra Slagelse ved daggry kan indhente Absalon", har han ikke Ret heri. Saxo siger blot, at Kongen sendte Bud fra Slagelse til Absalon i Hylleminde, og at han ved Absalons Bortrejse lovede, at Arnold næste Morgen skulde følge efter ham, men heri ligger aldeles intet om Afstanden mellem Slagelse og den übekendte Lokalitet. Knytlingas Fortælling maa staa til troende, da den er tendensløs og passer ypperligt ind i den historiske Situation 1170. Vi maa derfor søge Hylleminde et Sted under Absalons Fart fra Odermundi ngen til Øresund. Der kan herefter næppe være Tvivl om, at Hylleminde (hvori forøvrigt Endelsen -minde i Saxos Tekst beror paa en moderne Konjektur) er Indløbet til den store Bugt ved Skanør, Høl, hvis Naturforhold passer saa fortræffeligt med Saxos Skildring (tre af Absalons Skibe er komne paa Grund inderst i Fjorden under Ebben).. (Om Høl, hvortil allerede Langrebek henlagde „Portus Hulyuimmensis", se iøvrigt Johs. Steenstrup i Hist. Tidsskr. 6. R. IV, 741.) — Den „sylva ursina", hvortil en Del vendiske Flygtninge tyede efter Kampen, vil da naturligt være at søge i det skaanske Skovland et Par Mil fra Kysten, og man fristes til i den latinske Omskrivning at se en ikke helt heldig Gengivelse af Navnet Børringe.

hele endte da ogsaa med, at Kong Valdemar under et nyt Møde med Henrik Løve paa Ejderbroen St. Hansdag 1171 maatte ydmyge sig og gaa ind paa Hertugens Krav om Andel i Skatte og Gidsler¹). Forgæves søger Saxo (S. 887) at skjule denne Kendsgerning ved bitre Udfald over Henrik Løves Hovmod ved denne Lejlighed.

Med Vendertoget 1171 indtræder en Pavse i Knytlingas Fortælling, den bliver mere kortfattet, og man fristes derfor til at tro, at Ur-Saxos Beretning er endt paa dette Punkt. Saxos Fremstilling er som bekendt ret forvirret for 1170erries Vedkommende. Han omtaler saaledes Toget til Stettin 1176 forud for Toget til Aldenburg 1171. Det er derfor naturligt at ende Paralleliseringen mellem de to Kilder paa dette Sted²).

---

1) Helmold 11, 14.

2) Paa samme Tidspunkt ender jo ogsaa Golbazannalernes Iste Afdeling (L. Weibull i Hist. Tidsskr. 8. R. 11, 172), og Kalendariet fra samme Sted (ib. 184).

Som man vil se, er der intet fremkommet under vor fortsatte Gennemgang af de to Værker, som omstøder den Antagelse, at der har eksisteret to Redaktioner af Saxo, en kortere ældre, som er bevaret for os gennem Knytlingas Bearbejdelse, og den yngre og mere udførlige, som vi endnu har i Behold. Visse Ejendommeligheder, som t. Eks. den urigtige Anbringelse af Forbundet 1163, kan kun forklares ved at opfatte det endelige Værk som fremgaaet af en dobbel Redaktion. Det eneste, som synes at komme denne Hypotese paa tværs, er de Detaljer, som Sagaen paa sine Steder har ud over Saxo. Som allerede nævnt, kan man dog godt tænke sig, at Saxo ikke alene har udvidet sin oprindelige Skildring, men ogsaa. kappet de Detaljer af den, som han fandt overflødige, eller at Knytlinga fra anden Side har set sig i Stand til at supplere Saxos Viden (især med Navne og Tal). Desuden har vi faaet Øjnene op for et Forhold i den endelige Saxoredaktion, som støder os stærkt, nemlig at Forfatteren ikke har været bange for af patriotiske Grunde at tumle med sit Stof paa en efter vor Opfattelse meget betænkelig Maade (Begivenhederne 1170 -71).

III. Ur-Saxo, en »Valdemarskrønike«.

Vi har nu gennemgaaet Tiden fra 1158 til 1171 og som Forklaring af Ligheden mellem Knytlinga og Saxo fundet, at den sidstnævntes „Danmarkskrønike" til Forløberhar haft en tabt „Vendertogskrønike*. Men hvorledeser

ledeserda Forholdet i Tiden før 1158, thi vi har jo hørt, at der findes en ganske tilsvarende Lighed mellem de to Værker lige fra 1146? Kun en Gennemgang i Detaljer af dette Decennium paa lignende Maade, som vi har foretaget den af Valdemar den Stores Tid, kan her give Svaret.

Allerede en flygtig Gennemgang af Knytlinga og Saxo for Tiden 1146—1157 vil vise, at der ogsaa her er en slaaende Lighed mellem de to Værker, og at denne Lighed ikke kan forklares ved en fælles mundtlig Tradition. Udvalget af og Rækkefølgen i de Begivenheder, som medtages, er den samme i begge Kilder: Det omstridte Kongevalg efter Erik Lams Død; Slaget mellem Sven og Knud ved Slangerup 1147; Korstoget til Venden samme Aar; det næste Slag mellem de to Prætendenter ved Taastrup 1149; Valdemars Optræden paa Skuepladsen; Svens Tog til Fyn og hans Tilbagevenden herfra paa Grund af Sorg over hans Tilhænger Ebbe Skjalmsøns Død; hans Tog det følgende Aar til Viborg og det sejrrige Slag her; Knuds Landflygtighed i Sverige, i Østen og i Bremen; hans Indfald i Jylland med tysk Hjælp 1151 og Kampen ved Gedbæk; endelig Knuds Flugt til Frisland, og Svens Indtagelse af Mildeborg samme Steds, hvormed vi foreløbig vil standse.

Gaar vi til Enkelthederne, viser der sig ogsaa her en lignende Overensstemmelse, som vi har mødt ved Behandlingen af Vendertogene. I Skildringen af Korstogeter saaledes Begyndelsen om Pavens Initiativ meget lig; det siges dernæst i begge Værker, at Sven og Knud i den Anledning sluttede Vaabenstilstand og gav hinanden Gidsler (Navnene paa disse kender dog

kun Knytlinga); ligeledes, at Tyskerne forenede sig med dem af Iver for Guds Sag. Karakteristisk er navnlig en fælles Anekdote om, at Knud, da Sven havde mistet sit Skib, tilbød ham et af sine til Hjemfærden. Knytlinga (Kap. 108) siger dog, at Knud ikke vilde give ham Besætningmed, og at Sven afslog at modtage Tilbudet; Saxo (S. 677) derimod, at Sven ikke turde rejse hjem paa et fremmed Fartøj, hvilket viser, at Knytlinga maa have misforstaaet sit Forlæg, da Svens Afslag naturligvis maa motiveres med, at Besætningen fulgte med Skibet, og at den bestod af Tilhængere af Knud. Hele Historienom dette Skib er forøvrigt et af de snart saa talrigeFællestræk, vi har mødt, der taler mod en fælles Aarbogskilde. Derimod er Saxos Beretning om RygboernesAnfald paa den danske Flaade ved Dobin uden Parallel i Knytlinga og kan godt udskilles af hans Korstogsfortællingsom senere tilkommen. Vi finder hos Helmold (I, Kap. 66) en Beretning om et Anfald af Slaverne (ganske vist ikke Rygboerne, men de belejrede) paa Danerne, og selv om den er forskellig fra Saxo, er det vel tænkeligt, at denne gennem en tysk Kilde er bleven ledet til at supplere sin Fortælling om Danskernes mislykkede Deltagelse i Toget.

ftedbækslaget er paa samme Mauue et utvetydigtVidnesbyrd om den litterære Forbindelse. I begge Kilder drager Sven ud fra Viborg til Kamp med Knud; da de staar over for hinanden, adskilles de endnu ved en Bæk (Knyti. Kap. 108: „far var m^rlendt"). I Følge Knytlinga kender imidlertid Valdemar et Vadested; hos Saxo (S. 685) ser han derimod Fjendens Ryttere ride ud i Vadestedet og bliver derved klar over, at det eksisterer.Han rider da i Følge de to Kilder selv derud,

anfaldes paa een Gang af fire Tyskere, som rammer hans Hest med deres Lanser, men kommer dog igennem og holder alene med sine Mænd Fjenden Stangen, indtil Sven kommer til, og den endelige Sejr vindes. I Slaget falder en tysk Greve Folrad; i Følge Sagaen bliver han kastet til Jorden af Valdemar personlig. Man kan godt tænke sig baade om dette Træk og om det foregaaende (Valdemars tidligere Kendskab til Vadestedet), at det er Valdemar selv, som her har givet Saxo Rettelserne til hans „anden Udgave" og modificeret sin egen Andel i Sejren. Det eneste Træk, som Saxo har ud over Knytlinga,er om en Tysker Bruno, der svigtede Knud før Kampen og senere, blev udleveret til Sven af Borgerne i Ribe.

Endelig er der Grund til at dvæle ved Felttoget i Frisland. Begge Forfattere (Knyti. stds. — Saxo S. 688 ff.) siger, at Knud vandt Indbyggernes Tilslutning ved at eftergive dem en Del af deres Skat til Danmark (Knytlinga siger mere bestemt: En halv Ørtug af hver Mands Skat). Friserne bygger til Gengæld en Fæstning ved Mildefloden, og Sven sejler med en Flaade til Hedeby, hvorfra han lader sine Skibe trække over Land til Ejderen (Sagaen siger: til Hollingsted). Det kommer saa til en voldsom Kamp om den nye Fæstning, og Mandefaldet blandt Friserne er saa stort, at „Sejrherrerne næsten kunde gaa paa de døde Kroppe over Floden". Saaledes hedder det i begge Kilder, og Knytlinga tilføjer: „med tørre Fødder". Sven sejrer, og Knud maa atter søge Frelse i Tyskland. Til Slut oplyser alene Saxo om, hvilken Straf Friserne fik for deres Oprør.

Ind i denne fælles Stamme finder vi, ganske som
tidligere, hos Saxo skudt en Række særlige Træk:

Debatten paa Sjællandsfarernes Landsting mellem Oluv Stam og Sten i Anledning af Kongevalget 1146, og Jakob Kolsøns Sendefærd til Skaane for at vinde dette Landskab for Sven (S. 673 ff.); Svens Befæstning af RoskildeefterHjemkomsten fra Korstoget; et mislykket Tog af Knud til Sjælland og hans. Erobring af Roskilde før Taastrupslaget; de Redsier, som Sven og Knud faar bevilgetafde forskellige Landsdeles Beboere; Valdemars Strid med Henrik Skadelaars Søn Knud om HertugdømmetSønderjylland;Svens Indfald i Holsten paa OpfordringafDitmarskeren Edler; den udførligere Skildring af Slaget ved Viborg 1150; Svens Befæstning af Viborg; hans Fæstningsanlæg ved Storebælt mod Venderne og hans Kamp med disse paa Fyn; Vedemans Vikingelag i Roskilde; Beskrivelsen af Frislands Naturforhold. Ogsaa i Skildringen af Knuds Landflygtighed 1150—1151 er der Variationer mellem Saxo og Sagaen. Alle disse Træk har Karakter af Supplement, og de kan ikke tilsammenhavedannet en selvstændig Helhed, saaledes som det er Tilfældet med den Grundstamme, Saxo og Knytlinga har tilfælles. De fleste af dem stammer øjensynligtframundtlig Tradition, og nogle af dem vistnok fra Valdemar selv. Vi har allerede set, hvorledes det formodentlig er hans Reueiser, vi sporer i Skildringen af Gedbækslaget („Nej, det var ikke mig, som fældede Folrad" ...); det er formodentlig ogsaa ham, vi skylder den Oplysning, at Valdemar lagde Planen for Slaget ved Viborg, og at han under Kampen fik et Hug over Skulderen,menshan var i Færd med at redde en Ven ud af Tummelen. Paa samme Maade er det vel ham, der har fortalt Saxo om sin Strid med Knud Henriksøn. Ja, naar vi senere faar at se den Tendens, der kommer

frem i Saxos Skildring af Sven i Slutningen af 1150erne, fristes vi til at tro, at de ufordelagtige Meddelelser om Svens Optræden i Kampene ved Taastrup (»han fulgte de fejge paa Flugten") og ved Viborg („hans svare Mistillid") paa en eller anden Maade stammer fra hans senere Rival. Fra Helm old (I, Kap. 67 og 69) har Saxo derimod faaet Oplysningerne om, at Henrik Løve efter 1150 ikke længere vilde støtte Knud, men at denne nu fandt Tilflugt hos Ærkebiskop Hartvig af Bremen, som genoptog sine Forgængeres Krav paa det kirkelige Overherredømme over Norden¹).

For de samme Aars Vedkommende har Knytlinga (Kap. 108) derimod intet andet forud for Saxo end Navnene paa nogle Jyder, som gik over fra Knud til Sven, og af hvilke Yngvar Kveisa paa Svens Befaling dræbte hans Faders Banemand Sorteplov. Denne sidste Efterretning staar i ligefrem Modsætning til Saxos Opgivelse (S. 691), at Sven efter Friserkampen skaanede Plov og* herved „lagde en mærkelig Mildhed for Dagen". Knytlinga er aabenbart her i Besiddelse af en selvstændig Kilde, og den røber selv, hvem dette maa være, nemlig den islandske Præst Ejnar Skuleson, der paa denne Tid besøgte Danmark og lagde en Nidvise over Kong Sven, fordi denne [ikke havde lønnet ham for et Kvad.

Der er saaledes intet til Hinder for at forklare ForholdetmellemKnytlingasaga
og Saxo paa samme Maade

---

1) Saxo S. 684. — Til Gengæld synes de tre sidste Sætninger i Helmold I Kap. 70 at være en senere tilkommen Scholie fra Saxo. Hvad Svens Holstenstog angaar, kan Saxo ikke her have faaet sine Oplysninger fra Helmold (I, 67), for hvis Beretning hans egen staar langt tilbage, men han bygger vel her paa hjemlig; Fortælling.

som tidligere, men der er to Ejendommeligheder i det her gennemgaaede Afsnit, som vi særligt vil fæste Opmærksomhedenved.Den ene er Ærkebiskop Eskils Forrædderi mod Kong Sven og hans deraf følgende Fangenskab i selve Lunds Domkirke. Denne Fortælling har Saxo (S. 674) anbragt straks i Begyndelsen af TronstridenførSlaget ved Slangerup 1147, da det endnu er usikkert, hvorledes Skaaningerne vil stille sig til de to Prætendenter, mens Sagaen (Kap. 108) anfører det efter Korstoget umiddelbart før Kampen ved Taastrup 1149. Hvilket er nu det rette? Svaret faas, naar man inddragerdedanske Aarbøger i Undersøgelsen. Vore AarbøgerforTidsrummet 1146_—1151 danner to Grupper, af hvilke den ene kan føres tilbage til Næstvedaarbogen (1180—1228)^x), der har den rigtige Rækkefølge i Begivenhederne:Slangerupslaget,Taastrupkampen og Viborgslaget,menikke kender Eskils Tilfangetagelse, medens der i Spidsen for den anden Afdeling staar en af vore allerældste Aarbøger, Annalerne 1095_—1194²), der maa

---

1) Ser. IV, 286. Herefter atter den dansk-svenske Aarbog til 1254 (1263): Ser. 11, 166.

2) Ser. 111, 628. Herefter atter Valdemarsaarbogen (Ser. 111, 260) og Åarb. 826—1259 (Ser. I, 388). Essenbækaarbogen (Ser. 11, 521) kombinerer Næstvedaarbogen med Aarbogen til 1194 Lundcaarbogen til 12u5, (der. I, 2ii), der forøvrigt (som jeg tidligere har paavist det i dette Tidsskrift (7. R. 111, 373t) har benyttet Roskildekrøniken, forener atter Næstvedaarbogen med Essenbækaarbogen, men udskyder af sidstnævnte det andet Slangerupslag. Hvad de senere Aarbøger angaar, der er forfattede efter ca. 1280, skal her kun nævnes, at den berømte Rydaarbog (Ser. I, 162) væsentlig bygger paa Lundeaarbogen, men dog ogsaa kender den gamle Aarbog til 1194; at Aarbogen 686—1287, der er indført i Visbykalendariet (Ser. I, 252), kombinerer Lundeaarbogen med Rydaarbogen; endelig at Aarbogen 980—1286 (Ser 11, 435) og Aarb. 1130-1300 (Ser. IV, 226) paa tilsvarende Maade forener Rydaarbogen med Essenbækaarbogen.

stamme fra et af vore Cistercienserklostre og for disse
Aars Vedkommende citeres her i Uddrag:

Et Ericus Rex in Selandia febri corripitur, in Fioniam
secessit, et Ottoniæ moritur.

1149. Eschillus Archiepiscopus capitur a Svenone Rege.

1150. Bellum fuit apud Arcune, übi Sveno parum profecit. [Denne Efterretning stammer fra Colbazaarbogen: Pomm. Urk.-B. I, 482.] Bellum fuit Slangethorp inter Svenonem et Ganutum, et vicit Sveno.

1151. Bellum fuit Viberge, fugit Kanutus, exulat in
Russia.

Her findes altsaa Notitsen om Eskil, men til Gengæld er Slangerupkampen 1147 forsvunden, og Taastrupslaget fejlagtigt omdøbt til et Slag ved Slangerup. Forholdet er nu aabenbart det, at Saxo efter den første Udgave af sit Værk har lært denne Aarbog at kende, og deraf har erfaret, at Eskils Fangenskab faldt forud for Slaget ved Slangerup, men rigtignok det fejle Slag, det som i Virkeligheden stod ved Taastrup. Han har da i sin Bog flyttet Eskils Fangenskab hen foran det rigtige Slangernpslag i 1147, uden at tænke paa, at Aarbogen sigtede til den senere Kamp ved Taastrup. Kildekritiken viser os altsaa, at han har begaaet en Fejl, men og?aa Realkritiken fører til samme Resultat. Det er jo det naturligste, at det er under Korstoget 1147, Kong Knud har truffet Ærkebispen i Venden og hemmeligt har vundet ham for sig. Saaledes bliver det i Knytlingasaga og Næstvedaarbogen, at vi nu finder det rette Tidsforhold.

Den anden Modsætning mellem Saxo og Knytlinga
beror paa, at Saxo (S. 678) lader en Række „højbaarneJyder"
gaa over til Kong Sven umiddelbart

forud for dette Taastrupslag, medens Sagaen, der navngiverdem (Ribe-Ulv, Detlev Edlersøn og Yngvar Kveisa), henfører deres Forrædderi til det følgende Aar 1150, før Slaget ved Viborg. Atter maa vi spørge om, hvem der har Ret. Fra Annalerne kan vi denne Gang ingen Hjælp hente, da de — naturligt nok — intet indeholder om en Begivenhed af saa ringe Betydning. Til Fordel for Knytlinga kunde man anføre, at det er sandsynligere, at denne Overløben har fundet Sted umiddelbart før Svens Angreb paa Jylland, da adskillige Høvdinger kan have følt svigtende Tillid til deres hidtidige Fører Knud og søgt at redde, hvad reddes kunde, end den Gang, da Striden mellem de to Medbejlere stod paa Sjælland, og Vægtskaalen aabenbart endnu ikke havde sænket sig til Svens Fordel. Omvendt kunde man til Støtte for Saxo sige, at Tidspunktet forud for Taastrupslaget netop er det samme, hvorpaa Eskil begik sit Forrædderi, og har Knud vundet ham under Vendertoget, kan Sven lige saa godt have overtalt de jydske Høvdinger ved samme Lejlighed. Det er aabenbart ikke muligt paa dette Punkt at naa til et sikkert Resultat, men vi kan heller ikke bestride, at det kan være Saxo selv, som har foretaget en Forbedring i sin Tekst ved at flytte Begivenheden et Aar iiibage.

Fra 1152 bliver der videre Perspektiv i den danske Tronstrid, den faar europæisk Betydning, da den tyske Kejsers Interesse vækkes derfor. Frederik Barbarossa stævner Sven til Møde i Merseburg, og — som Weibullviser (S. 225) — er der ikke ringe Sandsynlighed for, at Saxo har faaet Kundskab om deres diplomatiske Brevveksling, saaledes som Begyndelsen af hans Skildring synes at antyde. Men iøvrigt er hans Fortælling om

Svens Lenshylding og Knuds Anerkendelse af dennes Overherredømme mod at faa Sjælland til Len, ganske lig Sagaens. Begge Steder er Valdemar mod sin Vilje Borgensmand for Overenskomsten, og da Fyrsterne er komne hjem, bryder Sven sit Ord og vil unddrage Knud Kongelevet paa Sjælland. Et nyt Forlig indgaas, hvorefterKnud faar et tredelt Len i Jylland, Sjælland og Skaane¹), og for dette Forlig maa igen Valdemar garantere,denne Gang dog paa den Betingelse, at hvis Sven atter skulde gaa fra sit Ord, maa han selv være løst fra sit Forbund med Kongen. Det eneste Træk, som Saxo (S. 693) har mere end Knytlinga i hele denne Fortælling,er, at Sven allerede i Merseburg efter tysk Ret undtog sit Fædrenegods paa Sjælland fra Knuds Len.

Ogsaa i de følgende Aar fortsættes det samme Forhold. Saxo og Sagaen fortæller begge om Svens Tog til de smålandske Landskaber Finveden og Værend i Vinteren 1152—53; Indbyggerne underkaster sig, men i Kampen om en Braade falder hans dygtige Høvding Nils Dotta. Paa Tilbagetoget overrumpler Finvedboerne den danske Bagtrop under Karls og Knuds Anførsel, mens den sover, og drukner Fangerne i Nisaaen (Knytl. henlægger,næppe med Rette, Overrumplingen paa dansk Grund til Favraas i Halland). Knud og Valdemar har imens fundet hinanden og drager nu med en forenet Flaade til Sjælland, men paa Mødet i Sundby kommer det dog endnu en Gang til Forlig med Sven. Umiddelbartherefter vinder denne en stor Sejr over en vendisk Landgangsstyrke paa Sjælland (Knytl.: ved Kalvlunde). Men Forholdet mellem Kong Sven og hans fyrstelige

---

1) Knytl. Kap. 109 opgiver nøjere: Aabosyssel i Jylland samt 6 sjællandske og 6 skaanske Herreder.

Lensniænd bliver stadigt daarligere, og da han gør et Forsøg paa at fange sine Medbejlere (Knytl.: i Ribe? Saxo: i Viborg), betænker disse sig ikke længere, men rejser Jyderne. Sven samler til Gengæld sine Sjællænderesamt Skaaningerne under Eskil, men anden Gang forraåder Ærkebispen Kongen, som nu opgiver alt Haab, drager til Falster og herfra til Udlandet til sin Sviger-* fader, hvor han bliver i tre Aar (Knytlinga dog: i tre Maåneder¹).

Da denne Tid er gaaet, i Decbr. 1156, vender Sven hjem ved Henrik Løves Hjælp. I Forening gør de Indfald i Sønderjylland2). Kong Knud er i Sverige, men Valdemar paatager sig Landets Forsvar og gennemfører det saa kraftigt, at Fjenden atter ilsomt maa forlade Jylland (Knytl.: „De drog i to Dage den Vej tilbage, som de havde brugt 14 Dage til paa Henrejsen"; Saxo (S; 715): „Den Strækning, de paa Udvejen havde været et:Par Uger om, lagde de nu bag sig i tre Dage"). Sven vender sig da til Slaverne og kommer ved deres Hjælp til Fyn, men da Valdemar og Knud samler hele Rigets Leding imod ham, maa han kapitulere. Ved den Side 318 omtalte Sammenkomst mellem ham og Valdemar aftales det, at han skal trække sig tilbage (Knytl.: til Falster; Saxo (fra Heimoid): tii Laaiand) og ophøre med at. samle Folk, indtil det er kommet til et endeligt Forlig mellem ham og hans Modstandere.

- :Men lad os gøre en gammel og lang Vise kort: Rigets Deling, Knuds Indbydelse til Roskildegildet og Svens første Overrumplingsforsøg i Ringsted er ganske ens skildretr i begge Kilder. :

---

1) en Fejllæsning af Saxos „triennium elnensus" (S. 712).

2) Knytl. (Kap. Ill) siger, at de naaede til Sommersted.

Saa indtræder Katastrofen i Roskilde. Knytlinga (Kap. 114) har den selvstændige Episode, at Svens Mænd om Eftermiddagen anstillede Lege uden for Herberget, saa at der kun var faa Mænd inde hos Kongerne; desuden véd den Navnet paa den Mand, Tole Herningsøn, som saarede Valdemar i Laaret, og anfører foruden Detlev endnu en Mand, Hjalmsvidar, som ligeledes huggede til Knud. Den fortæller endelig, at Valdemars tilstedeværende Mænd reddede hans Liv ved at kaste sig oven paa ham; at Absalon var uden for Hallen, da Anfaldet skete; samt at dennes Liv blev reddet af Aslak. Saxo (S. 721—727) har selvstændigt Episoden om Nidvisen, .at Svens Mænd efter Valdemars Flugt slog Skod-iderne fra for at se, og at en af Knuds Mænd, Dobik, omkom sammen med sin Konge. Udskilles disse løse Træk, er alt det øvrige fælles Ejendom: Skakspillet (dog med Variation); Detlevs Indtræden og Hvisken med Sven, hvorpaa denne gaar; Knud aner Uraad og kysser Valdemar; Angrebet; Valdemar springer op, vikler Kappen om Armen og støder Detlev over Ende, hvorpaa han slipper ud; Detlev dræber Knud; Absalon opfanger ham i sit Skød o. s. v. o. s. v.

Vi staar nu ved den sidste Akt. Fortællingen om Valdemars Flugt til Jylland er ogsaa i det store og hele ganske ens (Esbern Snares Hjælp, Stormen under Overrejsen,den vendiske Flaades Undergang, Valdemar fremvisersine Saar paa Viborg Ting). Det samme gælder endog om Esberns Bedrifter under Svens Fremrykning paa Vejen fra Viborg til Randers. Først da man kommer til Skildringen af det afgørende Slag, skilles de to Kilder übestrideligt. Knytlinga (Kap. 117) véd herom saa at sige intet ud over Kong Valdemars Drøm Natten før Kampen,

der sikkert er et ganske almindeligt Sagatræk (jfr. Magnus'Drøm før Slaget paa Lyrskovhede). løvrigt er Kampen ganske stereotypt skildret, og Sagaen lader oven i Købet Ribe-Ulv falde, hvilket ikke kan være rigtigt. Om Kong Svens Flugt fortæller den derimod et og andet, ligeledes om hans Tilhængeres Skæbne, og den opgiver selv sin Kilde, nemlig Atle Svensson, der overværede Detlevs Henrettelse. Derimod har Saxo (S. 732 ff.) hele den Skildring, der saa ofte er gengivet (Kornmarkernes skæbnesvangre Betydning, Agge KristiernsønsRaad, Vangegærdet o. s. v.).

Det vil næppe være nødvendigt at gengive alle- de selvstændige Træk, som Saxo har indskudt i Fællesberetningenom Aarene 1152—1157, da Forholdet er et ganske lignende som ved de tidligere gennemgaaede Afsnit.Noget kan i hvert Fald i sin Grundstamme føres tilbage til Helmold (I Kap. 83 og 84), saaledes Kong Svens moralske Tilbagegang efter Merseburgfærden, SlavernesHærgninger, Svens Hvervning af Henrik Løve 1156, Jydernes Ligegyldighed over for ham ved Indfaldet, endelig adskillige Episoder i 1157. Andet kan henlægges til den absalonske Kreds (Peder Thorstensøn o. a.), og man ser navnlig, at Esbern 1156_—57 spiller en større Rolle end i Sagaen. Om alt delle gælder del, ligesom tidligere, at det er Bisager, mer eller mindre betydningsfuldeDetaljer. Endelig kan man ikke undgaa at lægge Mærke til den afgjort ugunstigere Belysning, hvori Kong Sven fremtræder hos Saxo end i Knytlinga. Hans Forfald skildres i grelle Farver, og det dadles (S. 707), at han giver Henrik Løve 1500 Mark for at afværge Vendernes Anfald, uden at Forfatteren tænker paa, at Valdemar siden gjorde det samme. Men

navnlig søger Saxo at vise, at Sven lige fra sin Hjemkomstefter Merseburgmødet har til Hensigt at rydde sine fyrstelige Lensmænd af Vejen. Venskabet mellem Knud og Valdemar stiftes i Knytlinga (Kap. 109) straks efter Hjemkomsten, men hos Saxo først efter Svens Tog til Småland, og det medfører — i hvert Fald for ValdemarsVedkommende — intet Modsætningsforhold til deres Konge. Men denne nærer stadig Mistanke og fremlægger et forfalsket Brev, hvori Valdemar beskyldes for Forrædderi.Først efter denne Behandling er det, at Knud og Valdemar griber til Vaaben, og selv nu lader de dem atter synke paa Mødet i Sundby 1153. Herefter lader Saxo Sven gøre et Forsøg paa at faa sin Svigerfader til at fængsle Valdemar, og dette mislykkes kun paa Grund af Markgrevens Hæderlighed. Da Sven endelig 1154 har foretaget det tredje Attentat mod sine Rivaler, det som ogsaa Knytlinga (Kap. 110) kender, er Maalet fuldt; de tager Kongenavn paa Viborg Landsting og fordriver ham fra Danmark. Hos Knytlinga (Kap. 111) er det derimod først efter hans Fordrivelse, de bliver Konger, ikke alene Valdemar, men ogsaa Knud, der jo virkelig 115:2 havde maattet opgive sin Selvstændighed. Tendensen hos Saxo er tydelig: Valdemars Optræden skal helt igennem undskyldesmed Svens Falskhed, og han maa endda ikke handle som Oprører, men som lovlig og hyldet Konge.

Paa tilsvarende Maade er Fremstillingen 1157 øjensynligttendensiøs. Paa Mødet i Albanikirke lader Saxo Sven forsøge at sætte Ondt mellem Valdemar og Knud, og umiddelbart før Overenskomsten paa Laaland prøver han atter paa at overrumple sine to Modkonger. Derimod samstemmer jo Sagaen (Kap. 113) med Saxo i, at Sven i sidste Øjeblik før Roskildemødet havde til

Hensigt at nedhugge dem i Ringsted. Saxo erklærer, at Valdemar trods Knuds Advarsler indfandt sig her, fordi „hans Tillid var stærkere end hans Mistanke"¹), en Udtalelse, der mod hans Vilje kommer til at stille Valdemar i et lidet flatterende Lys som den, der efler saa mange bitre Erfaringer stadigt bevarede sin taabelige Godtroenhed²). Sympatierne hos Knytlinga og Saxo er, — som vi har set, — de samme, og begge staar de paa Valdemars Side, men der er øjensynligt en saa langt kraftigere Farve over sidstnævntes Skildring, at man paa dette Punkt maa stille sig meget skeptisk over for hans Sanddruhed. Forøvrigt svarer dette jo godt til den Tendens, vi ogsaa har mødt mod Kong Sven i Saxos tidligere Beretning (S. 345). Det er aabenbart, at Saxo efter sin første Redaktion enten har været under Paavirkningaf Mænd, som stod Kong Valdemar meget nær, eller snarere, — naar vi ser hen til en Række tidligere omtalte Episoder (f. Eks. Gedbækslaget) — at det er Kongen selv, der staar bag ved hans Ændringer og Tilføjelser. Hans Historie er bleven farvet i det Øjemed at tjene som officiel Fremstilling af, hvorledes det gik til, da en ny Kongestamme kom til Magten i Riget, og for at motivere Nødvendigheden af dette Regeringsskifte.

Aarene ii46—i 16/ har saaledes givet os et Billede af Forholdet mellem Saxo og Knytlingasaga, der svarer nøje til det, vi har faaet for den følgende Tids Vedkommende.Men medens vi karakteriserede Ur-Saxo for denne Periode som en „Vendertogskrønike", maa vi søge

---

1) „apud quem fides suspicioni præponderabat" (Saxo THI).

2) Mærkelig er ogsaa den Modsætning, der findes hos Saxo og Knytlinga m. H. t. Fynboernes Holdning over for Sven 1157. Den synes ikke let at forklare.

-en anden Definition for Tiden før 115.7. Den har her været en Fremstilling af Valdemars Bedrifter gennem Tronstridens Tid som en Optakt til hans store Gerning efter Erhvervelsen af Enekongedøramet: Slavernes Undertvingelse. Den samlede Krønike har spændt.over Aarene 1146 — 117 1. Dette sidste Aar falder sammen med det, som A. D. Jørgensen tænkte sig som Slutningsaaret for det først affattede Afsnit af Saxos Værk, men vel at mærke: Værket i dets endelige Skikkelse. Forud for 1146 ophører Ligheden mellem Knytlinga og Saxo, og de vandrer hver sin Vej, saaledes som det allerede fremgaar af deres Opfattelse af Erik Lams Personlighed. Meget ejendommeligt er det derfor, at der endnu paa eet Punkt findes Overensstemmelse mellem de to Værker. Det er Fortællingen om, at Flertalletaf Danskerne efter Erik Emunes Drab vilde have Valdemar til Konge, men at hans Moder ikke vilde udleveredet lille Barn til en uvis Skæbne. Det bestemtes 4a, at Erik Lam skuidé være Rigets Formynder, indtil Valdemar havde naaet „Mands Aar og Alder", Denne Beretning (Kriytl. Kap. 104; Saxo S. 665 f.) har aaben.bartværet en af de første Episoder i Saxos oprindelige Skildring, der har formet sig som en „Valdemar den Stores Krønike"¹).

---

1) Derimod synes Weibull mig ikke at have Ret, naar han (S. 184 Anm. 3) vil hævde Lighedspunkter i Erik Emunes Historie, nemlig Togene til Arkona og til Norge og Karakteristiken af Kongen. Det vilde være tiltalende, hvis man turde følge ham paa dette Punkt, da Resultatet i saa Fald vilde blive, at Grænserne for Saxos 14de Bog, der gaar fra 1134 til 1177, næsten ganske faldt sammen med Ur-Saxos. Men der synes mig paa den anden Side selv med en Ur-Saxo, der kun spændte fra 114« (1137) til 1171, at være al Sandsynlighed for, at vi heri har Forklaringen af det urimeligt store Omfang, som 14. Bog af Værket til Slut fik. Det var jo ogsaa dette, som ledte Paludan-Miiller til hans bekendte Hypotese om Saxoværkets Genesis. Weibull har ligeledes peget paa den mærkelige Lighed, som paa visse Steder findes mellem Rydaarbogen (SRD I, 162) og Knytlinga (Frisertoget 1151, Svens Indfald 115o), og anfører denne Omstændighed som Støtte for sin Annalteori. I Virkeligheden viser den jo kun, at Hydaarbogen, der er forfattet nogle Aar efter Sagaen (c. 12S8), ligesom denne har haft Adgang til den oprindelige Saxoredaklion i en eller anden Form.

Hypotesen om en Ur-Saxo er i egentligste Forstand en Arbejdshypotese, og den vil paa en bedre Maade end den ret usandsynlige Annalteori kunne blive et Stykke Værktøj i Hænderne paa fremtidige Forskere. Er den rigtig, fører den til en Omvurdering af Forholdet mellem Knytlinga og den bevarede Saxo, saaledes som man hidtil har opfattet det, thi Knytlinga staar da den oprindelige Saxo nærmere end nogen anden nubevaret Kilde, og kun ved Hjælp af denne Saga kan man med temmelig Sikkerhed udskille de senere tilkomne Dele af det bevarede Saxoværk. Det er denne Rekonstruktion, som ovenfor er gennemført i Hovedtrækkene, ganske vist med det Formaal at føre et Sandsynlighedsbevis for den opstillede Hypotese. Herigennem vil man dog tillige i det store og hele have faaet et Indtryk af, hvorledes det nu tabte Værk maa have set ud.

Som det vil erindres, er vi paa et tidligere Punkt i denne Afhandling (S. 312) ved at undersøge den ældste bevarede Haandskriftstump til Saxos Tekst naaet til det Resultat, at det store Indskud i Angersfragmentet enten maa være affattet af Saxo paa et senere Tidspunkt end Hovedteksten eller ogsaa stamme fra en Interpolator. Er det første Tilfældet, hvilket dog vel er det sandsynligste,har vi her for en anden Dei af Saxos Værk bevareten

varetenPrøve paa to af Forfatterens Redaktioner. Sagnhistorien er da ligeledes bleven skabt i to Tempi, og vi har et Stykke af Ur-Saxo og af den endelige Saxo bevaret Side om Side paa samme Blad Pergament.

Man kunde nu til Slutning spørge, om det ikke er muligt ad andre Veje end Kildekritikens at prøve Teorien om en Ur-Saxo; om ikke t. Eks. en filologisk Undersøgelse kan fremskaffe Stof til Bestyrkelse eller Svækkelse af det ovenfor fremsatte. Navnlig fæster Tanken sig ved de mange stilistiske Laan fra klassiske Forfattere, der som bekendt findes i Saxos Tekst, og den supplerende Undersøgelse synes derfor at maatte rettes paa at løse det Spørgsmaal, om de samme Skribenter findes citerede baade i den første og anden Redaktion af Værket, samt om der i benægtende Fald kan sluttes noget herfra angaaende Saxos Udvikling og Forfatterskab.

Hjælpemidler til at besvare dette Spørgsmaal foreligger allerede. Til P. Hermanns tyske Oversættelse af Saxos ni første Bøger har Professor G. Knabe i Torgau føjet et stilistisk Apparat, hvori han i Fortsættelse af den Virksomhed, som allerede Stephanius paabegyndte, peger paa de Forbilleder, som Saxo har fulgt ved Udarbejdelsen af sin Tekst (S. 449 ff.). Denne stilistiske Undersøgelse omfatter hele Værket og kommer os derfor godt tilpas. Ganske vist er Forfatteren paa sine Steder gaaet vel vidt i sin Søgen efter Analogier, men der er ikke Tvivl om, at hån i det hele har Ret i sin Paavisning af de Paralleler, der foreligger mellem Saxo og Oldtidsforfatterne *).

---

1) Knabes Henvisninger til Sidetallene i Holders Udgave er her ombyttede med de tilsvarende hos Muller & Velschow. Paa et Par Punkter følger jeg ikke Knabe naar han vil opstille Valerius Maximus som Saxos Forbillede, nemlig ved Udtrykket om Ebbe Skjalmsøn: „c vita excessus* paa S. 680, der er meget almindeligt baade hos Cicero og Tacitus; dernæst S. 700 om Svens Krigere: „delapsi equis", der forefindes hos Cæsar og Vergil; endelig ved de forskellige Konstruktioner af prosequor med en Ablativ, som er almindeligt klassiske, nemlig p. laude (S. 703), p. laudibus (S. 714), p. memoria (S. 765) og p. risu (S. 838). ■ . •■ =

Men det bør dog stærkt understreges, at Undersøgelsen lider under store Vanskeligheder, saa store, at et sikkert Resultat næppe kan naaes. Detle følger af, at vi ganske vist er i Stand til i grove Træk at tegne Konturerne for Ur-Saxo og paavise, hvilke Begivenheder den har omfattet, men naar man kommer til Detaljerne, er Svaret langt vanskeligere at give, og selve Teksten lader sig kun paa sine Steder rekonstruere. Dette følger simpelthen af, at Saxo ved sin anden Redaktion ikke har nøjedes med at indkapsle nye Afsnit i sin gamle Tekst, men at han ogsaa har udstyret sine tidligere Skildringer med mange nye Smaatræk. Sandsynligheden taler da for, at han tillige har indføjet nye stilistiske Prydelser, og navnlig de lange Taler, som vi har mødt under Vendertogene, er sikkert væsentlig tilkomne i anden Udgave. De har ydet en givtig Jordbund for Blomster af Sølvaltlerslatin.

Med alt Forbehold skal derfor Resultaterne af den stilistiskeUndersøgelse forelægges her, men er man klar over Materialets Skrøbelighed, kan der heller ikke være Betænkelighedved at gøre et Forsøg, hvis Udfald dog altid har en vis Interesse. Undersøger vi da den første Halvdel af Saxos oprindelige Skildring, Aarene fra 1146 (1137) til 1157 (der i Knytlinga, som jo skal repræsentere Ur-Saxo, fylder nok saa megen Plads som den senere Del, 1157—1170), indeholder den kun 32 paaviselige Laan fra klassiske Forfattere, medens de paafølgende 13 Aar har det dobbelte Antal, nemlig c. 60. Inden for begge Grupper er Laanene fra Valerius Maximus overvejende, dog navnlig inden for den sidste; Tallene er henholdsvis15 og 44. Den øvrige klassiske Litteratur er repræsenteretved Sallust (Catilina), Vergil, Curtius Rufus, Justinus, Ammianus Marcellinus, Prudentius samt, paa et enkelt Sted, Martianus Gapella. Det er en Skribentrække, der strækker sig lige fra Republikens sidste Dage til Kejserdømmets Undergang,som

gang,somspænder over 500 Aar og betegner Udviklingen
fra den rene klassiske Stil til Forfaldsperiodens søgte og oppustedeSprog.

Særlig Opmærksomhed paakræver Valerius Maximus, der som bekendt mere end nogen anden har præget Saxos Stil gennem hele Værket. Det er derved, Sproget er blevet saa skruet og knudret, saa at Tanken undertiden bliver helt utydelig.Af de 15 førnævnte Valeriuscitater fra Tiden 1146 —115 7 kan vi straks betegne de 11 som tilkomne efter den første Redaktions Afslutning, da de forefindes i Skildringenaf Begivenheder eller Episoder, som ikke forefindes i Ur-Saxo, saaledes som vi har rekonstrueret denne ud fra en Sammenligning mellem Knytlinga og den nuværende Saxo- Udgave¹). Af de fire resterende er intet sikkert ur-saxonisk; de to af dem findes i Beskrivelsen af Merseburgmødet, der — som tidligere paavist — er overbearbejdet af Forfatteren med Tilføjelse af arkivalsk Stof. Sandsynligheden taler for, at de ved denne Lejlighed er bleven indflettede²). Det Træk i Kampen med Venderne ved Kalvlunde, at de overvundne maatte svømme ud til deres Skibe³), er vistnok ogsaa senere tilkommet; Knytlinga nævner kun helt korteligt denne Kamp. Endelig er et Udsagn om Absalon under Blodgildet i Roskilde laant fra Valerius Maximus*); det staar midt i en Skildring, hvor der iøvrigt er den stærkeste Overensstemmelse mellem Sagaen og Saxo. Men ved sin Mangel paa Saft og Kraft karakterisererdet

---

1) Stederne er S. 678 L. 28: in aciem descendere; 682 L. 28: Abcise enim rem, sed copiose disseruit ; 656 L. 14: agitatio militaris; 691 L. 18: consilii saiubritate; 694 L. 27: Nec solum .. tradidit; 698 L. 18: Nam araneam eum æmulari ...; 702 L. 20: in medium vulgi se proripit; 709 L. 6:" favoris nutrimento; 732 L. 30: proprio spiritu cariorem; 735 L. 19: quod optima ipsius opera adversum S. usus fuerat; 736 L. 5.: facilem humani animi ab odio ad gratiam deflexum.

2) S. 693 L. 11: obtentui fore og L. 21: pro capite suo excubiturum.

3) S. 706 L. 11: per hibricum pelagi nando.

4) S. 725 L. 15: propior ejus petitioni quam suæ saluti.

terisererdetsig selv som en stilistisk Prydelse uden al Værdi
og er derfor vistnok tilføjet i den senere Bearbejdelse.

Omtrent paa samme Maade er Forholdet med Valeriuscitaternei Tiden efter 1157. Af de 44 Citater kan 24 øjeblikkelig afvises, da de ikke kan have hørt til „Vendertogskrøniken"*).Dernæst findes der 13 Laan fra Valerius Maximus i Begivenheder, som ganske vist ogsaa kendes af Ur-Saxo, men de staar alle i Bi-Episoder, som ikke findes optagne i Knytlingasaga. Flere af dem har endda deres Plads i lange Taler, der lægges Absalon i Munden. Tre af disse Citater møder vi i Forhistorien til det første Vendertog og i selve dette; de omhandler især Absalon²). Dernæst er der et Valeriuscitat i Fortællingen om Absalons Drøm i Isøre Havn 1160^s), et i hans lange Tale til Dombor⁴), et i Rygboen Maskos Udtalelser 1162⁵), et i Fortællingen om Hestelyveriet paa Rygen 1164⁶) og et i Skildringen af to danske Rytteres Bedrifter paa samme 0 1166⁷). Alle disse Laan maa være

---

1) S. 739 L. 13: maligna animi interpretatione ... auribus ... inculcavit; 740 L. 16: pro salute regia votis excubare; 740 L. 16: Hele Sætn. pro salute regia ... propitiandam; 752 L. 29: propitiæ fortunæ interventu: 754 L. 20: frigore obstupefactum; L. 24: silentio obliterandam; L. 29: Igitur ... nitente; 755 L. 1: super factam a se stragem ... corruit; 756 L. 3: docili animo excipies; L. 23: votis extenderis; L. 27: situ marcidi; 757 L. 8—9: mercedis captura ... invitatus; 770 L. 10: perruptis amicitiæ vineulis; 787 L. 23: hostium cruore consperserat; 791 L. 18—19: in quo ... quasi ... cardine riitebatur; L. 30^—31: poenas ... fraternis nrnbris piacula cxsclvii., 797 L. 10: Quo monstro tanquam divinitus dati; 805 L. 8: claritatis incrementum; L. 23: concupitæ dominationis suspicionem; 811 L. 7: strictim percurram; L. 16^—17: Pro cujus salute ... excubabant; 812 L. 3: Quis ... mentis compos; 820 L. 15: obtorta gula; 855 L. 22: vocis jactum.

2) S. 743 L. 35: amaræ sugillationis morsibus; S. 745 L. 28: ingenuo pudore; 749 L. 14: perstrepentis equitatus.

3) S. 757 L. 17: mente ... sopita.

4) S. 765 L. 27: sanguine madentes.

5) S. 774 L. 11: nec annis quam animo vivacior.

6) S. 796 L. 25: stultitiæ damnavit.

7) S. 802 L. 3: inter metum et lætitiam hæsitantibus.

gjorte, da Forfatteren foretog sin anden Bearbejdelse af Stoffet. Det samme gælder om det berømte Rygenstog 1169, da hverken Stanitza, den danske Ynglings Bedriit ved Arkona eller KarenzboernesOpmarsch kendes af Knytlingasaga¹). Saaledes taler Sandsynligheden for, at heller ikke disse 13 Citater er indføjedefør i anden Redaktion. Tilbage staar saaledes endnu 7 Valerius-Citater. To af disse er knyttede til Obotriterfyrsten Prislav Nukletsøns Historie, de genfindes ikke i Knytlinga og maa vistnok afvises som ikke oprindelige²). Derimod skal det indrømmes, at vi i den allersidste Del af det gennemgaaede Afsnit, i selve Aaret 1170, ved Skildringen af Togene til Oland og Julin møder nogle Laan, der kan have Hjemstedsret allerede i den oprindelige Tekst. De er kun 5i Tallet³), og de skulde da antyde, at Forfatteren just, da han lagde den sidste Haand paa Ur-Saxo, er bleven bekendt med Valerius Maximus og straks er bleven saa bjergtagen af Læsningen, at han ikke har formaaet at unddrage sig dens skæbnesvangre Indflydelse.

Ganske modsat forholder det sig med Just inus. Selv om hans Sprog ikke besidder Guldalderens Renhed, er hans Fremstilling dog saa livlig og klar, at den maa have tiltalt en ung Forfatter i Middelalderen, der søgte sig et Forbillede som Historieskriver. Der er da heller ingen Tvivl om, at Saxo har benyttet ham allerede ved den første Udarbejdelse. Ved den saa karakteristiske Fællesberetning om Erik Lams Valg, som vi møder baade i Knytlinga og hos Saxo, bruges et Udtryk fra Justinus, som genfindes i Oversættelse i Sagaen⁴). Ligeledesfinder

---

1) S. 831 L. 6: ut exigui panni auctoritas regiæ potestatis vires transcenderet. L. 30: seque victoriæ gradum facturum = H&2 L. 11.-S. 833 L. 2: sella ... posita. — 841 L. 5: se ... centuriaverunt.

2) S. 759 L. 18: Itaque atnbiguæ æstimationis .. . emiserit. S. 760 L. 30: frænos succutere.

3) S- 850 L. 34: velis in multiplices onlines convolutis: 861 L. 24maledico .. sermone; 862 L. 21: Miliite ... recreate; 863 L. 9: silentium acturum; 865 L. 6: insolentius obequitando.

4) S. 666 L. 15: qui usque ad provectam pupilli ætatem tutorio regnum nomine procuraret. — Knytl. Kap. 104: skyldi hann varSveita rikit honum til handa, J>ar til er hann kynni sjålfr fyrir at sjå.

ledesfindervi Overensstemmelse mellem Justinus og Ur-Saxo ved Knuds Rustninger før Viborgslaget 11501) og ved Svens Flugt til Falster 1154²), ligesom vel ogsaa Laanene i GodskalksTale til Venderne 1167³) og i Skildringen af KurlændernesBorg 117O⁴) maa betragtes som ur-saxoniske. Men paa den anden Side maa rigtignok Justinuslaanene i Saxos Skildring af Redsierne 1148⁵) og af Legaten Nicolaus af Albano115 2⁶) være tilkomne i anden Redaktion, medens det stiller sig tvivlsomt, hvortil man skal henføre Citatet i Peder Thorstensøns Tale 1154⁷). Efter 1157 møder vi paa tilsvarendeMaade et Justinuscitat i anden Redaktion ved Fortællingenom Modvinden 1160⁸); altsammen Vidnesbyrd om, at Saxo ikke har lagt sin Justinus paa Hylden og svigtet sin gamle Kærlighed, fordi han modtog nye Impulser. Justinuscitaterfindes da ogsaa i Mængde i de øvrige Partier af hans Værk.

Hvad de øvrige klassiske Forfattere angaar, hvorafhan har høstet, skal endnu kortelig anføres, at der i den oprindelige Redaktion synes at forekomme et Citat af Ammianus Marcellinus og et af Curtius Rufus9), medens de øvrige seks Curtiuscitater maa være komne til senere₁₀), og at dette sidste er aabenbart ogsaa Tilfældet med Laanene fra Vergil11), Sallus

---

1) S. 680 L. 25: magnis orientis (occidenlisV) viribus succinctus.

2) S. 711 L. 24: fugam meditabundus.

3) S. 815 L. 2: possessione firmare.

4) S. 850 L. 31: ad uibis instar.

5) S- G7S L. 2»»: gioriæ æmuiatio.

6) S. 698 L. 10: meditabundum bella.

7) S 710 L. 13: placendi studium transferret.

8) S. 757 L. 13: parum secundantibus ventis.

9) S. 701 L. 24: forinsecus; S. 760 L. 7: sanguine contingentes.

10) S. 689 L. 11: Tantulo stipendio ingens militia stetit; S. 694 L. !21 : agrestes et inconditos; 727 L. 1: corporis declinatione ... evitans; 735 L. 9: supra vota; 809 L. 11: Itaque tela partim in humum partim in undas innocua cadebant; 851 L. 28: sanguinis profluuio.

11) S. 728 L. 32: Aer quoque crebris internitentium fulminum ignibus micans; S. 745 L. 14: moras esse rumpendas; S. 746 L. 23: inexcussum; 807 L. 3: defossis specubus; 819 L. 27 votis prosequi; 865 L. 5: mero solutus.

lust1) og Prudentius2). Bortset fra Justinus ser det altsaa ud, som om Saxo i sin første Udgave har holdt sig fri for Paavirkningaf bestemte Oldtidsforfattere, men glemmes maa det ikke, at Antallet af Citater (Valerius Maximus fraregnet) er saa lille, at det vilde være letsindigt at drage bestemte Slutningerpaa Grundlag deraf.

Saa meget er dog vist, at den sproglige Undersøgelse bliver en Bestyrkelse af det kildekritiske Resultat, og vi skimter nu den Udvikling, som Saxos Stil har været underkastet fra det simplere og klarere Sprog til den Maniererthed, der mere var til Glæde for Erasmus' Tidsalder end for vor. Vi husker, at der indtil Branden 1758 paa Universitetsbiblioteket fandtes et JHaandskrift af Valerius Maximus „ved Erkebiskop Absalons Haand", medens vi endnu paa det kgl. Bibliotek har et Justinus^ manuskript med samme Paategning³). Den allerede tidligere fremsatte Tanke, at vi her staar over for to af Absalon til Saxo udlaante Bøger, vinder nu i Sandsynlighed. Det er vistnok den store Ærkebiskop selv, der har ledet Forfatteren ind paa Valerius Maximusstudierne, da det Tidspunkt var kommet, da han skulde gaa fra den mindre Opgave til den større, fra Kong Valdemars Krønike til Danmarks Riges Historie⁴).

---

1) S. 681 L. 17: virtute periculum propulit; S. 680 L. 11: placide tractatorum; S. 791 L. 33: a stirpe interiit; S. 814 L. 5: sibi perniciem machinantibus.

2) S. 727 L. 2. — 828. L. 9. — 866 L. 2= 727 L. 2. — Martianus Capella: S. 830 L. 1: interrivatione.

3) Holders Saxoudgave S. XVI. — Vilh. Andersen: Erasrnus I, 51.

4) Efter at jeg var naaet til de ovenfor fremstillede Anskuelser om Forholdet mellem Knytlinga og Saxo, men ganske vist inden jeg havde nedskrevet dem, erfarede jeg i Maj 1916, at Adjunkt, Dr. phil. Hans Brix skal være kommet til det samme Resultat, nemlig at Saxos Værk maa have foreligget i to Redaktioner. Paa hvilke Beviser Dr. Brix bygger denne Mening, er mig dog endnu übekendt, men jeg anfører selve Kendsgerningen her, dels fordi det forekommer mig ret overbevisende, naar to Forskere uafhængigt af hinanden naar til samme Maal, dels fordi jeg ønsker at hindre, at der i dette Tilfælde skal opstaa nogen Tvivl om den litterære Prioritetsret.

IV. Kronologien i Saxos Forfatterskab. Afsluttende Bemærkninger.

Endnu staar det tilbage at kaste et Blik paa de Følger for Kronologien i Saxos Forfatterskab, som den nye Opfattelse, at „Valdemarskrøniken" er Spiren til Rigshistorien, turde medføre. Som terminus ante quem har vi i „Krøniken om Tronstridighederne" fundet, at en Række Rettelser i den oprindelige Saxotekstmaa skyldes Kong Valdemar selv. Dette Afsnit maa derfor have foreligget affattet før hans Dødsaar 1182. Med Hensyn til „Vendertogskrøniken" erindrer vi KnytlingasMisforstaaelse af Saxos Ord om „Ærkebispen af Lund« paa Toget 1160 (S. 319 og 326). Heraf kan sluttes, at -denne sidste Del af Ur-Saxo maa være forfattet efter 1178, da Absalon blev Ærkebiskop, oven i Købet vistnok en rundelig Tid efter dette Aar, da det var blevet Vane hos Absalons Omgivelser at benytte denne nye Titel. Det er dog ikke nødvendigt at antage, at Forfatteren har haft mere end den første Halvdel af sit Førsteværk færdig ved Kongens Død. „Vendertogskrøniken", der udgør den anden Halvdel, er da kommen til i Begyndelsenaf 1180erne. Som en Støtte for denne Datering af „Ycndcrtogskrønikea"' kan man anføre, at vi ogsaa i Knytlingasaga (Kap. 119) ved Skildringen af Vendertoget

1159 møder Absalons bekendte Bebrejdelser mod Kongen for Vægelsindethed, om end Fremstillingen er holdt adskilligt mere afdæmpet her end i Saxos endelige Skikkelse. Dette tyder jo paa, at „Vendertogskrøniken" ikke har været beregnet paa at forelægges for Kong Valdemar. Aarene 1182 —1184 synes derimod at afgive et naturligtTidspunkt for denne Dels Affattelse.

Hvorledes stemmer disse Data med, hvad man fra anden Side er naaet til om Forfatterens Livsforhold? Som bekendt henlægges Saxos Fødsel nu almindeligt til Aarhundredets Midte, selv om Paludan-Miiller var tilbøjelig til at skyde den tilbage til C; 1140. Ingen af disse Angivelser strider mod det Tidspunkt, hvortil vi har fæstet Affattelsen af „Valdemarskrøniken". I første Tilfælde har Saxo været c. 30 Aar, da han begyndte sin Skribentvirksomhed. Gertz (ligesom forøvrigt Paludan-Miiller) mener af Sven Aggesøns Udtryk „contubernalis" (S. 9 Anm.) at kunne slutte, at ogsaa Saxo har gjort Hærtjeneste og deltaget i Vendertogene. A. D. Jørgensen *) har peget paa, at Saxos egne Minder synes at begynde ved 1176, da det store Tog til Stettin fandt Sted. Der er i Virkeligheden intet i Vejen for, at hans Krigstjeneste kan være ydet i Valdemars sidste Aar, og at det kraftige Indtryk af den store Bys Belejring kan have vakt hans Forfatterlyst.

Hovedstammen i „Valdemarskrøniken" skyldes, direkteeller indirekte, Kongen selv, ja det er sandsynligl, at Saxo er traadt i personlig Forbindelse med Valdemar den Store. Herom vidner ikke blot den Interesse, hvormed Kongen modtog Værkets første Halvdel,men

---

1) Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen S. 227,

del,menogsaa adskillige andre Punkter i den senere „Danesaga*. I Ilte Bog fortæller Saxo saaledes om Harald Haarderaades Kamp med Dragen i Byzants, og han tilføjer, at Kong Valdemar, „res gestas cognoscendi ae referendi cupidissimus*¹), ofte har vist sine Omgivelser (ministerio familiaribus) den rustne Kniv, hvormed Harald nedlagde Udyret (S. 550). Der er næppe Tvivl om, at Forfatteren selv har været Øjenvidne hertil. Lidt længerehenne i samme Bog taler Saxo (S. 556) om Sven Estridsøns Venskab med Harald Godvinsøns Børn. Jørgen Olrik²) peger med fuld Ret paa, at vi her staar over for en Tradition inden for det danske Kongehus. Men denne Overlevering munder ud i en Forherligelse af Kong Valdemar,og Sandsynligheden taler for, at det er fra selve denne, Saxo har faaet sin Oplysning.

Ved Siden af Paavirkningen fra Kongen har dog tillige Absalons Indflydelse gjort sig gældende i Valdemarskrøniken. Dette fremgaar ikke blot af det Stof han har ydet, men ogsaa af de stilistiske Laan fra Justinus og — til aller sidst i Vendertogskrøniken — fra Valerius Maximus. Men i Sammenligning med det senere Værk maa det siges, at den absaloniske Farve er langt svagere i Ungdomsarbejdet, som i højere Grad drejer sig om Krvn_or_'vn._C5 P_OT>con

Efter Fuldendelsen af dette første Værk maa Saxo imidlertid snart have følt Trang til at fortsætte det, dels for at forevige de Begivenheder, som han selv havde overværet i Valdemars sidste Aar, dels fordi Knud Vl.s første Aar, 1184—1185, havde kastet en helt ny Glans

---

1) Valdemars historiske Interesse fremtræder jo ogsaa i hans Forsøg paa at tyde Runamoindskriften og i hans Lyst til at høre paa Arnold Islændings Fortællinger.

2) Hist. Tidsskr. 8. R. 11, 227.

over Kongen, Absalon og Riget. Men desuden har Absalon,til hvem han nu efter Valdemars Død følte sig dobbelt knyttet, presset paa Saxo, for at han skulde gøre Værket til en virkelig »Danesaga*. Det er hertil, Saxo hentyder i sin Indledning, naar det hedder, at Absalon paanødte ham „at skrive en Bog om DanernesId*. Det er altsaa ikke „Valdemarskrøniken",men „Danesagaen*, som sky Ides rkebispensInitiativ. Under, at Saxo ømmede sig; det var nu ikke blot en Omarbejdelse af det alleredeleverede, som krævedes, med Indkapsling af store Afsnit om Danmarks Forhold til de kristne Nabostater (Norge, Sverige og Nordtyskland), om Kirkens Udvikling og om de øvrige Kulturgrenes Vækst. Hovedvanskelighedenlaa i Fortsættelsen, Udarbejdelsen af den danske Histories Begyndelse. Maaske indgik det ogsaa i Planen — under Indtrykket af 1180ernes Begivenheder — at give Værket en stærkere patriotisk Tendens. Resultatet blev i hvert Fald, at en saadan kom til at præge den nye Redaktion. Arkonas Erobring, Hovedbedriften under Kongens Fader, fik større Betydning i Forfatterens Øjne og blev Hvilepunktet i Beretningen om den lange Periode1157—1185.

Til Omarbejdelsen kunde Forfatteren dels benytte den afdøde Konges Rettelser, dels en hel Række nye Fortællinger, som Absalon systematisk meddelte ham, og som mest drejede sig om dennes og hans Slægtninges Oplevelser. Hvorledes Affattelsen af Danesagaen i det enkelte er gaaet for sig, falder imidlertid uden for denne Afhandlings Ramme, der kun har sat sig til Opgave at oplyse om Tilblivelsen af et Afsnit, ganske vist det betydningsfuldeste, inden for hele Værket;

Saa meget bør dog nævnes her, at man jo har et Holdepunkt i Sven Aggesøns Ord, da han staar i Begreb med/at skildre Sven Estridsøns Sønner: „Quorum gesta pleriarie superfluum duxi recolere, ne crebrius idem repetitum fastidium pariat audientibus, cum illustri archipresule Absolone referente contubernalis meus Saxo elegantiori stilo omnium gesta executurus prolixius insudabat". Efter Afslutningen paa Svens Værk at dømme tør man vel henlægge hans Forfatterskab til Aarene 1185_—1190; Absalons Titel i ovenstaaende Citat viser desuden, at det maa være skrevet efter 1178. Jørgen Olrik¹) fortolker Ordene saaledes, at det drejer sig for Saxo om at skrive Svenssønnernes Historie, og at dette er Begyndelsen til Danesagaen. Curt Weibull protesterer dog imod at opfatte Stedet, som om Saxo skulde have besluttet at skrive og virkelig havde skrevet et Værk, som kun omfattede dette Tidsrum²). Denne Fortolkning synes ogsaa mig den naturligste. Jeg har overhovedet svært ved at indse, hvorfor Saxo skulde have valgt at begynde Danmarkshistorien med Harald Hen. Havde det endda været Knud Lavard eller Sven Estridsøn selv, lod Sagen sig dog høre; saa var det Kong Valdemars Forfædre i lige opstigende Linje, det drejede sig om, og Krønikens gamle Tendens, al forherlige Valdemar I, vilde blive bevaret. Men Harald Hen!

Er det nu saaledes, at fra det Øjeblik, Sven bliver klar over (Absolone referente), at hans Hirdbroder er i Arbejde, svækkes hans Interesse for hans eget Værk synligt? Man har tidligere opfattet den afsnuppede Slutning paa Svens Danmarkshistorie paa denne

---

1) Hist. Tidsskr. 8. R. 11, 219 og 238.

2) 1. c. 24.

Maade. Næppe med Rette. Sven Aggesøn giver brede Skildringer af Knud den Hellige og af Knud Lavard, og han dvæler udførligt ved Kampen mellem Nils og Erik Emune. Lige til Erik Emunes Drab paa Urnehoved Ting er Fremstillingen den samme, men saa stopper han pludseligop. Af Elleveaarsstriden mellem de tre Kongsemner faar vi kun sidste Akts sidste Scene: Rigets Deling, Roskildemødetog Gradehedekampen. Af Valdemars Eneregeringfaar vi overhovedet slet ingen Skildring, kun nævnes de tre Hovedbedrifter. Hvorfor det? Aabenbart, fordi Sven ikke fandt det fornødent at genfortælle „Valdemarskrønikens"Indhold, der var ham vel bekendt Et smukt Tillægsbevis for Teorien om Eksistensen af en „Ur-Saxo"! :

I Aarene 1185—1190 har altsaa Saxo været i fuld Gang med sin „Danesaga". Maa man end stille sig skeptisk over for Tilværelsen af en „Svenssønnernes Historie"som Udviklingsstadium inden for Danmarkshistorien,har dog ikke blot Jørgen Olrik, men ogsaa alle hans Forgængere Ret, naar de hævder, at Saxo ikke kan have begyndt med Indledningen eller Iste Bog for derpaa at fortsætte lige til 16de Bogs sidste Side. Man kan opstille forskellige omdisputable Hypoteser om de enkelte Leds Rækkefølge, men sikkert er det, at Indskuddene i „Valdemarskrøniken" og Fortsættelsen derafmaa være ældre end Sagnhistorien, som rummes i de første 9 Bøger. Dette følger nemlig af de mange Parallelstedermellem disse Afdelinger, og disse Paralleler har i 14de-r-16de Bog — saaledes som Knabe har vist det i Hermanns Oversættelse¹) — en simplere og mere

---

1) S. 481 ff., som giver en Rigdom paa slaaende Eksempler herpaa.

primitiv Form end i Sagnbøgerne. Maaske har Knabe ogsaa Ret, naar han af lignende Grunde lader 10de— 13de Bog være forfattede efter 14de_—16de og forud for de første 91).9¹). Vi kan hertil føje, at ogsaa Sagnhistorien — eller i hvert Fald dens Begyndelse — ligesom 14de Bog maa være kommen til i to Redaktioner, hvad der fremgaar af Indskuddet i Angersfragmentet. Dette Indskuder vistnok nogenlunde samtidigt med det Sted i 16de Bog, hvor der tales om Absalons Højsindethed efter hans store Sejr ved Rygen den 21de Maj 1184_r thi paa begge Steder bruges der ordret samme Udtryk henholdsvis om Kong Skjold og om Absalon²). Saaledes er Værket skredet langsomt fremad under stadige Omarbejdelserog

Indledningen, der er dediceret til Anders Sunesøn, viser, at Arbejdet endnu ikke var afsluttet ved Absalons Død 1201. Henvendelsen sammesteds til den nye Kong Valdemar (Tuo igitur ductu respectuque subnixus ... initium a patriæ nostræ situ descriptuque petere statui ...) kunde maaske tydes saaledes, at Saxo er bleven hjulpet af Kongen med den geografiske Skildring af Nordens Lande, der indleder Værket. „Danesagaen" maa, som Curt Weibull rigtigt hævder, være afsluttet før 1219, da Saxo ellers ikke kunde have undgaaet at omtale Estlandstoget. Men at man med Olrik o. a. skulde være nødt til at sætte Afslutningen til efter 1216, synes mindre sikkert; det er næppe nødvendigt at gaa længere frem end til 1208, thi det er farligt at lægge for meget i det retoriske Udtryk om Valdemar Sejrs Herredømme „over Elbens skiftende Vande".

---

1) S. 467 og 481 ff.

2) Se ovenfor S. 312.

Saxo har altsaa paa dette Tidspunkt været i Tredserne, ja maaske mere. Han var bleven en gammel Mand, og man forstaar, at han har udpenslet Starkadskikkelsen med særlig Sympati¹). Men det er tillige tydeligt, hvorfor hans Stil gradevis har udviklet sig fra enkel Klarhed til den Overlæsselse med Billeder og den udsvømmende Løshed, der ikke alene skyldtes Valerius Maximus' skæbnesvangre Paavirkning. „Senex semper loquacior", og Saxo havde nu arbejdet i omtrent 30 Aar paa sit Værk, maaske endda længere (c. 1180_—c. 11210). Tiden er lang, men ikke unaturligt lang, saa at der af den Grund intet er til Hinder for at antage Ungdomsarbejdet for skrevet paa det ovenfor fastslaaede Tidspunkt²).

Det Resultat, som vi hermed er naaet til angaaende Tilblivelsen af Saxos Værk, er forskelligt fra Doc. Weibulls,og dette medfører, at ogsaa Bogens Kildeværdi og Forfatterens Personlighed maa opfattes paa en ganske anden Maade, end han har gjort det. Medens Weibull tænker paa at rekonstruere den tabte „Rigsaarbog" og forestiller sig Saxo som Studerekarnmermennesket, der paa Grundlag af et vist Antal Skrifter konstruerer et nyt, ganske vist med „absalonisk Tendens", maa vi stille Saxo som Forfatter meget højere, ja tillægge hans Værk en Værdi, der ikke er meget ringere end tidligere, naar Talen da er om de sidste halvhundrede Aar af hans Skildring. Men ved Siden heraf træder Knytlinga frem

---

1) Hermanns Oversættelse S. 468.

2) Til Betydningen af Ordet „clericus" turde jeg maaske ved en senere Lejlighed vende tilbage.

Ira en ufortjent Miskendelse og indtager en Forgrundsstillingsom
det uundværlige Hjælpemiddel til at genskabe
Saxos Værk i dets oprindelige Skikkelse.

Dette er noget ganske andet, end hvad Weibull mente at have bevist. Retfærdigheden byder da ikke at glemme, hvilken Nytte den forhaabentlig afdøde Annalteori har ført med sig. Thi Weibull har først af alle ved sine parallele Optryk godtgjort, at Lighedspunkterne mellem Knytlinga og Saxo maatte skyldes en litterær Forbindelse. Dette var i Virkeligheden en Indvinding af nyt Land, som ikke mere kan gaa tabt. I et Par Slutningsafsnit, hvorved der dog ikke skal dvæles nærmere her, har han endelig paa en meget plausibel Maade søgt at bevise, hvor skæve de Fremstillinger er, som Saxo giver af Sammenstødet mellem Kong Valdemar og Ærkebiskop Eskil og af Absalons Udvælgelse til Eskils Efterfølger 1177.

Men i sine kritiske Hovedresultater fejler Weibull utvivlsomt, ikke alene i Undersøgelsen af Saxos Forhold til Knytlinga, men ogsaa af Forbindelsen mellem ham og Sven Aggesøn, af „Vandresagnene" hos Saxo og af vore Kongehélgenlevneders historiske Værdi, saaledes som det vil blive vist i et Tillæg. Under disse Forhold kunde man dobbelt have ønsket, at Weibulls Domme over hans egne Forgængere havde været lidt mere skaansornme. Weibull har aabenbart stolet vel stærkt paa sit Indehaverskab af den „moderne kritiske Metode⁸. Men det er vel ikke nødvendigt atter at fremdrage Paludan- Miillers saa ofte citerede Sammenligning med det moderne riflede Skyts?

Moderne historiske Undersøgelser af middelalderlige

Problemer slides som Regel hurtigt op. Weibulls Teorier synes allerede visnede, og en skønne Dag vil samme Skæbne vel ogsaa ramme de Anskuelser, som er fremførtei denne Afhandling. Men derfor har Arbejdet forhaabentligikke været forgæves. I den Hypotese, som ovenfor er fremsat, ser Forfatteren med særlig Glæde reddet fra Undergang, hvad han betragter som den levedygtigeDel af Paludan-Mullers Teori om „Absalonspartiet'',af A. D. Jørgensens Begrænsning af det oprindelige Værk til Perioden 1047—1170 og af Curt Weibulls Annalteori.I den nye Tekst af Sven Aggesøns Vederlov har Gertz (S. 43 og 158 Anm.) atter fremdraget nogle smukke Ord, som oprindelig skyldes Skolastikeren Bernhard af Chartres. De lyder saaledes: „Efterkommerne er Dværge, som sætter sig paa Kæmpers Skuldre". Ogsaa i Historieforskningenfindes en Kontinuitetens Lov, som ingen ustraffet sidder overhørig; ogsaa Historikerne skrider kun fremad Skridt for Skridt, hver især byggende paa sine nærmeste Forgængeres Arbejder.