Axel Garboe har i sin Disputats Kulturhistoriske Studier over Ædelstene med særligt Henblik paa det 17. Aarhundrede sat sig det formaal, dels at belyse, hvad det 17. aarhundredes medicinske studerende kunde faa at vide gennem studiet af datidens stenbøger, dels at vise, hvorledes kritik og tvivl overfor stenenes formodede værdifulde egenskaber stadig voksede igennem aarhundredet og tilsidst truede med at reducere dem og deres medicinske virkninger in absurdum. Med megen flid og dygtighed har forf. her samlet et righoldigt og kulturhistorisk værdifuldt stof fra det 17. aarhundedes lærde latinske værker om lapidologi, og gennem talrige gode citater gøres der klart og fornuftigt rede for, hvad det var man dengang troede om ædelstenenes virkningsfulde natur, og hvorledes man anvendte dem som amuletter og paa forskellig maade som medicin til indvortes brug.

For dem der dyrker kulturhistoriske studier, er det altid
lærerigt at gøre bekendtskab med specialarbejder, der som dette
behandler en bestemt tidsalders syn paa en eller anden særlig

side af kulturlivet. Forud for helhedsopfattelsen gaar naturligt de mange forskellige detailstudier. Særlig kulturhistorisk interessefrembyder de steder, hvor Garboe søger at belyse det 17. aarhundredes almindelige tankegang, dets opfattelse af naturen og mennesket og dets tillid til de skjulte kræfter, Gud havde nedlagt i det skabte. Med rette 'fremhæves det, at hver tid har sin overtro, og at hvad vi kalder overtro naturligvis ikke altid var det for det 17. aarhundredes betragtning. Boetius de Boot, Garboes hovedkilde, advarer saaledes mod troen paa stenenes „overnaturlige" virkninger, at de f. eks. skulde kunne gøre rig, lykkelig, sejrrig, forudseende o. lign.; derimod skal vi holde os til deres „naturlige" virkninger, d. v. s. deres indflydelsepaa menneskelegemet ad fysisk-kemiskvej. Noget skarpere kunde forf. have trukket de kulturhistoriske linier op og belyst kontinuiteten mellem tidligere tiders og det 17. aarhundredesædelstenstro. Aarhundredet er studeret for isoleret, uden at det sættes i organisk sammenhæng med før og efter. Dette princip har da ogsaa hævnet sig, thi man kan nu engangikke med fuldt udbytte studere en enkelt tids kultur uden henblik paa fortid og eftertid, i saa fald gaar uvægerlig kontinuitetentabt, og studiet opløser sig i en række sideordnede detailler. Heller ikke det 17. aarhundredes egen kulturhistorie forstaar forf. ret at bruge som baggrund. Han undlader saaledes ganske at udnytte den omstændighed, at de Boot er livlæge hos Kejser Rudolf 11, til hvem han dedicerer sin bog Gemmarumet historia, Hannover 1609), og synes ogsaa at have overset den nære forbindelse mellem alkemien og lægernes ædelstenspræparater.

I nogen grad faar bogen derved præget af en stofsamlingog svigter de kulturhistoriske krav. Til gengæld er meget nyt stof fremdraget, og for første gang er det forsøgt udtømmende at fremstille en enkelt tids syn paa og anvendelseaf de ædle stene. Af særlig interesse for dansk historieer uddragene af hofapoteker-regnskaberne og Børnehusets afregninger i Rigsarkivet, hvorigennem man faar et udmærket billede af, hvad der virkelig ordineredes i lægernes recepter af ædelstenspræparater, baade til kongelige personer og hofpersonaletog

naletogtil Børnehusets beboere. Kristian IV fik saaledes, efter sit fald med hesten paa Hameln's volde, et „pulvis ad casum", hvortil blandt andet Bezoar-sten var anvendt, og Frederik111 fik under sin sidste sygdom i februar 1670 et „pulvis cordialis" af følgende sammensætning: „Ep. Lap. Bez. Orient. veri. scrup. 2. Puh. Bez. compos. Senn. scrup. I misc. f. s. a. pulvis", uden at dog denne ædle medicin formaaede at bevare hans liv. Til dronningen ordineredes 22. Juli 1663 et lægemiddel,hvortil blandt andet anvendtes for 8 rigsdaler præpareredeperler og for 6 rd. hjortehjerteben Cos de corde cervi).