I Oberst Axel Liljefalk (Navneforandring fra Larsen), som pludselig blev bortkaldt d. 28. April 1915 efter et patriotisk-historiskForedrag har den danske Krigshistorie mistet en ivrig og begejstret Dyrker. Liljefalk var udgaaet fra et nationalliberalt Hjem, og hans Fader virkede i en Aarrække som Borgmester i København og som Politiker. Sønnen var født i „det mærkværdige Aar8, og en Række Omstændighederbidrog saaledes til at vække hans nationale Sans, der igen fremkaldte en levende historisk Interesse. Ved Siden af sin militære Gerning kastede han sig derfor ind paa Forfatterbanen,og

banen,ogdet blev her som populær Militærhistoriker, at han fik sin største Betydning. Under Medvirkning af andre Forfatteresaa Felttogene i vore første Frihedsaar (1888), ChristianIV og Vor sidste Kamp for Sønderjylland Lyset; mere helstøbte og selvstændige virker vel hans Dansk-norske HeltehistorierI—I I_—IV_} hvor man ogsaa vil finde nye og rammende lagttagelser. Med disse populære Arbejder holder Liljefalks videnskabelige Værker ikke Maal. Ganske vist har han i Bøger som Kalmarkrigen (1889) og Kejserkrigen (1901) fremdraget nyt Stof i stort Omfang, men ofte savner man Nøjagtighed i Detaljbehandlingen, og det er ikke ret lykkedes Forf. at samle Enkelthederne under større Synspunkter. Som det saa ofte er Tilfældet med Specialhistorikere, fattedes der desuden Liljefalk den solide Ballast af almindelige historiske Kundskaber,den sikre Metode og den videre Horisont, som kun et helt Livs Syslen med historisk Arbejde giver. Ikke desto mindre vil man bevare Billedet af en varmhjertet Personlighed med et optimistisk Livssyn og en Trang til at yde ærligt Arbejde,som ofte har været en Vinding for den videnskabelige Forskning.