Som Led (Ny foljd. II: 5) i den statelige Række Publikationer, som det svenske Rigsarkiv har udsendt, siden Emil Hildebrand i 1901 blev dets øverste Leder, er i 1916 udkommet et større Værk: Svenska Riksarkivet 1618—1837 (XVII -\- 468 Sider), forfattet af Førstearkivar Severin Bergh.

Forf. har draget Grænserne for sin Fremstilling saa snævert som vel muligt. Ligesom det danske er ogsaa det moderne svenske Rigsarkiv opstaaet ved Sammenslutning af en Række forskellige Embedsarkiver, blandt hvilke Kancelliarkivet danner Grundstokken. Det er alene dette, der skildres, derimod hverken Kammerarkivet eller det saakaldte Antikvitetsarkiv, der udskiltesi det 17. Aarh., optog saa godt som alle de middelalderligeArkivalier og bestod helt ned i det 19. Aarh., da dets Fonds tilbageleveredes Rigsarkivet. Ligesaa skarp er de kronologiske Grænser. Bogen sætter ind med Gustav Adolfs Regeringstid, da et egentligt Kancelliarkiv for første Gang blev organiseret (1618), og slutter med Hans Jårtas Overtagelse af Ledelsen, der gav Stødet til en Række Reformer. Om Tiden

forinden oplyses det alene, at det i Sverige — som i Danmark— først er fra Aarene omkring Reformationen, at det egentlige Embedsarkiv findes i Behold, samt tillige at Omsorgen for dets Bevarelse opstod under Stridighederne mellem Gustaf Vasas Efterkommere og — karakteristisk nok — blev fremkaldtaf Karl lX's Frygt for at se det bortført til Udlandet. Endelig giver Værket mindre en Skildring af Rigsarkivet i Forbindelsemed Landets Historieforskning end som Embedskontor under Kancelliet.

Med de nævnte Begrænsninger indeholder det en overmaade grundig og oplysende — noget omstændelig — Fremstilling af Kancelliarkivet gennem to Aarhundreder. Dets Komposition, en Deling paa langs — Organisation, Personale med dertil hørende Biografier, Lokaleforhold og Ordningsarbejder, Tilvækst og Tab samt Benyttelse af Forskningen — udvisker vel noget Forskellen mellem de enkelte Tidsafsnit, men gør til Gengæld Bogen mere overskuelig.

De vigtigste Begivenheder i det svenske Rigsarkivs Historie er Slotsbranden i 1697 samt Overflytningen til Ørebro i 1713, da man frygtede Angreb af Russerne. Den første gjorde omtrent to Tredjedele af alle Akter — navnlig fra Tiden før 1650 — til Luernes Bytte; den sidste bragte Uorden og skadede Arkivalierne, fordi Transportskibet var paa bedste Vej til at gaa til Bunds i Hjålmaren. Derimod har Arkivet kun i ringe Grad lidt Tab i Forbindelse med Landafstaaelser. løvrigt er det svenske Rigsarkivs Historie et nyt Bevis paa, hvor ensartet Arkivernes Skæbne har formet sig i de forskellige Lande. Her som andetsteds møder man i lange Tider det trøstesløse Billede af daarlige ydre Forhold, kolde og fugtige Arkivmagasiner, stadige Omflytninger, ussel Plads og faatallige Embedsmænd. Det er hver paa sin Vis karakteristiske Oplysninger: om Personalets Stilling, naar man saa sent som 1778 ser det regulere Lønnen ved en indbyrdes Fordeling af Institutionens samlede Lønningsbeløb, om Arkivaliernes Skæbne, naar det i Begyndelsen af det 17. Aarh. oplyses, at en Del af dem opbevaredes i „4 tunnor, en halv tunna och 3 fjårdingar".

Om disse og alle øvrige Forhold giver Værket udførlige Oplysninger og vil utvivlsomt være en ypperlig Hjælper for Rigsarkivets egne Arbejdere saavel som for de historiske Forskere.lkke mindst gælder dette de omhyggelige Udredninger af de forskellige Tiders Ordningsarbejder og Registreringer. Ved Siden deraf besidder det ogsaa den Tiltrækning, som Skildringen af en Institution, der inden for sine Mure gemmer alle Minder om et Lands aarhundredgamle Historie, altid maa øve.