Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 6 (1915 - 1917) 1

Joh. Stp.

Side 154

Den 11. August 1915 døde Prof. Heinrich Brunner. Han var født i Øvre Østerig, og efter at have været Lærer ved flere østrigske og tydske Universiteter kaldtes han 1873 til Berlin, hvor han endnu ved sin Død var Professor i tydsk Retshistorie. Da Brunner d. 21. Juni 1910 fyldte 70 Aar, blev han i det Festskrift, som tilegnedes ham, hyldet som den øverste indenfor sin Videnskab. Hans Skrifter have da ogsaa i høj Grad brudt Vej og sat Spor ved deres skarpe Syn og kloge Opfattelse, der i lige Grad tog Hensyn til Sagens juridiskeKjærne, Tidens Tilstande og de praktiske Forhold. Med stor Taknemlighed er derfor ogsaa hans omfattende og righoldigeDeutsche Eechtgeschichte (I2 1906, II 1892) bleven modtaget. Det er især paa den ældre germanske Rets Omraade— hans Retshistorie omfatter ogsaa kun Tiden til o. 900 — at Br. har fremdraget meget nyt, saaledes om de gamle Folkelove og om Overgangen fra Retslivet i det romerske Samfunds lavere Kredse til Love og Praksis i de ældste germanskeStater. Særlig har Br. viet Diplomerne, som man tidligere havde forsømt under Studiet af Retshistorien, dybtgaaendeUndersøgelser, som ogsaa have været i høj Grad frugtbringende for Diplomatiken. Berømt er dog især hans Entstehung der Schwurgerichte. Da denne Bog udkom 1872, udtalte Sohm, at efter at Tydske, Englændere og Franskmændlænge have kæmpet om Edsvorneretten var af oldgermansk,angelsaksisk, anglonormannisk, skandinavisk, frankiskeller endnu anden Herkomst, har Br. nu paa glimrende Maade løst Spørgsmaalet og paavist, at den har sin Oprindelse

Side 155

fra den af de frankiske Konger gjennem deres udsendte Dommere anvendte inkvisitoriske Undersøgelse med Hjælp af beedigede Naboers Udsagn; „Sejrspalmen er i Kampen tilfaldetde Tydske *. Senere er det dog blevet paavist, at en Anklagejury — om hvilken Br. havde sagt, at allerede Tilværelsenaf en saadan vilde være farlig for hans Lære — var i Virksomhed i Danelagen i England paa en tidligere Tid end Normannernes Erobring (Steenstrup, Maitland, Liebermann),hvorfor flere Forskere have antaget, at ogsaa en Indvirkningfra Nordboerne og deres Ret har gjort sig gjældende (Amira, Vinogradoff), medens dog alle indrømme, at den Form og Art, hvormed Rettergangen ved Edsvorne fremtræder i det anglonormanniske England, er en Udvikling af den frankiske Inkvisitionsproces. Sin store Fortrolighed med den engelske Ret lagde Br. ogsaa for Dagen i andre Arbejder, saaledes i hans Grundrids af de engelske Retskilders Historie, med et Tillæg om de normanniske (1909).