Den tyskfødte i Ziirich virkende Professor Alfred Sterns Geschichte Europas von 1815 bis 1871 (Cottasche Buchh. Stuttgart) er utvivlsomt det grundigste og mest upartiske Værk, som er skrevet om den samlede politiske Udvikling i Europa fra Wienerkongressen til Frankfurterfreden. I snart en Menneskealderhar Forfatteren, der ifjor fyldte 70 Aar, arbejdet med denne Fremstilling, hvis Formaal er inden for en Skildring

af de enkelte europæiske Folks og Staters Historie at anskueliggørede store Fællesgrundtræk i den betydningsfulde Periode af Udviklingen. Bind er fulgt efter Bind, og Professor Stern, har hidtil løst Opgaven paa en Maade, der hos Historikere i alle Lande har vakt Anerkendelse og Beundring. Man er tilbøjeligtil i vore Dage med stor Skepsis at betragte en enkelt Mands Behandling af et saa vidtomspændende Emne og et saa uhyre Stof, men det er virkelig lykkedes Stern at afstikke Veje, som dét lønner sig at følge; man føres i hans Værk ikke vild i endeløse Skove, men ledes sikkert op paa gode Udsigtspunkter, og frem til de Steder, hvor de store Hovedlinierkrydses. Stern skjuler ikke sit Udgangspunkt som tysk Historiker og dølger lige saa lidt sin udpræget ' humant-liberale Grundopfattelse af Historie og Politik; det spores i hans Stofvalg og i hans Fremstillingsform, saavel som i de Synspunkterhan anlægger paa Begivenheder og Mennesker. Men dette forhindrer ikke, at hans Fremstilling fra først til sidst er baaret af en omhyggelig Stræben efter Objektivitet og alsidigVurdering. I hvert Bind finder man nye Vidnesbyrd om Forf.s forbausende Flid og Arbejdskraft, hans omfattende politiskeForstaaelse og modne Dømmekraft; selv om man kommer fra Læsningen af meget indgaaende Specialværker, finder man idelig i Sterns Behandling af de store Problemer f. Eks. i fransk, italiensk, fOr ikke at tale om tysk Historie nye og selvstændige Synspunkter forenet met en ligevægtig Bedømmelse;man høster overalt Belæring af hans klare og præcise Fremstilling, og for Historikere, der oversigtsmæssig skal behandledet 19. Aarhundredes Historie, er hans Værk en uvurderligHjælp, übetinget den bedste eksisterende Fremstillling_r paa en Gang grundig og overskuelig.

I. A. Fridericia, i hvis Lærebøger om Europas nyeste Historieman ved Siden af megen Forskel finder en vis Væsenslighedmed Sterns, har gentagne Gange her i Tidsskriftet udtalt en uforbeholden Anerkendelse af de første 6 Bind, der førte Skildringen op til Udgangen af 1847, og fremhævet deres udmærkede Egenskaber. I 1913 kom en ny Udgave af 1. og 2. Bind, et Vidnesbyrd om den Anseelse, Værket har vundet;

nu nylig i 1916 har Forf. udsendt 7. Bind, det første af den redje og sidste Afhandling; det behandler Aaret 1848 og den følgende Tid indtil 1852—53. Her viser Forf. især sin Evne til at skildre Sammenspillet mellem den nationale Udvikling og de internationale Ideer, og hans Fremstilling af Aaret 1848 forekommermig at være den mest overlegne, vi hidtil har faaet af den samlede Udvikling. Den trykte Litteratur er benyttet i stort Omfang og citeres, hvor særlige Undersøgelser eller tvivlsomme Forhold gør det rimeligt. Atter i dette Bind er der benyttet meget utrykt Materiale, særlig af diplomatisk Art; ved Siden af Akter fra Stormagtsarkiverne finder man bl. a. citeret, for enkelte Stykkers Vedkommende aftrykt, Indberetninger, som Forf. har hentet i Udenrigsministeriets Arkiv i København. Forholdene i Danmark er naturligvis perifere i denne almindelige Fremstilling;deter meget lidt, hvad der siges om vor indre Udvikling,det slesvig-holstenske Spørgsmaal behandles ud fra et tysk Grundsyn, og Stern, der næsten udelukkende benytter tyske Bøger, men dog ogsaa citerer Thorsøes Skrift, har ikke været opmærksom paa, at Neergaards Fremstilling af dette Afsnitforlængst har foreligget trykt; „Under Junigrundloven" nævneskun i et Tillæg. Men ogsaa i Skildringen af det dansktyskeMellemværende finder man en Stræben efter en upartisk Bedømmelse, der staar himmelhøjt over Sybels og adskillige senere tyske Forfatteres overlegne Ukyndighed.

I Forordet omtaler Forf. med dyb Bevægelse, hvor smerteligtdet har været for ham nu under Verdenskrigen at arbejde med dette almeneuropæiske Emne, med et Værk, der efter hans Plan bl. a. skulde skildre „et Idé- og Interessefællesskab hos de europæiske Folk, der i Kraft af en indre Nødvendighed binder dem til hinanden og fører dem videre ad den samme historiske Udviklingsbane*. Forf. føler, at Verdenskrigen tilsyneladendegør en saadan Tanke og Plan til Skamme; den Historiker, der forsøger paa at fremstille Europas Historie i et stort Afsnit af det 19. Aarhundrede som et Hele, kunde vel tabe Modet til at fortsætte et saadant Vovestykke, — saadanneAfgrunde af Had skiller nu for lange Tider en Række af Europas Folk fra hinanden. Men Stern løfter sig op over

Øjeblikket: „Det maatte kaldes at mistvivle om Europas Fremtid,hvis man vilde betragte denne Tilstand som varig, den samlede europæiske Kulturs Fællesrødder er for stærke til, at de kunne blive ødelagte ved den rasende Orkan, der nu bruser hen over denne Verdensdel. Europas Folkeslag, af hvilke intet er det udvalgte, kunde, selv om de vilde det, ikke unddrage sig den inderlige Sammenfletning af deres aandelige Frembringelserog deres materielle Behov. Den Tid maa komme, da sønderrevne Traade atter blive sammenknyttede, afbrudte Broer atter blive opbyggede. I Dag mere end nogensinde er .det en hellig Pligt for Historikeren omhyggeligt at undgaa alt hvad der kundre hindre eller forlænge denne Helbredelsesproces.Med større Alvor end nogensinde maa Historikeren bestræbe sig for, efter Rankes uforglemmelige Ord, „ligesom at udslette sit eget jeg for kun at lade Tingene tale".

Professor Stern udtaler her Tanker, som nødvendigvis for Tiden maa bevæge enhver Historiker, der sysler med verdenshistoriske Emner; han siger, at det vilde være den skønneste Løn, han kunde høste for Arbejdet med sit Livsværk, om man maatte skønne, at han ogsaa i sidste Afdeling om Tiden fra 1848—71, i det mindste nærmede sig til det høje Maal, han har stillet sin Forskning. Læseren af det nysudkomne Bind vil utvivlsomt finde, at Alfred Stern i høj Grad har naaet, hvad han tilstræbte; helt igennem præges Værket af Ro og Fordomsfrihed, uden at Fremstillingen derfor mister sin milde Varme, Bedømmelsen sin myndige Fasthed; netop i dette Øjeblik fremkommer det som et opmuntrende Forbillede for Forskere, der ønske at fastholde Begrebet Retfærdighed under deres Syslen med international Historie.