D. 11. Maj 1915 døde den tyske Historiker Karl Lamprecht.Født 1856 anlagde Lamprecht fra første Færd sine historiske Studier meget bredt og fordybede sig i alle Sider af Fortidens Liv lige fra Kunsten og Litteraturen til de økonomiskeog materielle Forhold. Et betydeligt Navn vandt han ved sit store Værk om Deutsches Wirtschaftsleben im Mittelalter(4 Bd., 1886), opbygget paa et yderst indgaaende Studiumaf de rige Kilder fra Moselegnene. Faa Aar efter vovede han sig i Kast med den Kæmpeopgave at skrive en udførlig Fremstilling af hele Tysklands Historie, og i 1890—94 udkom de 5 første Bind af hans Deutsche Geschichte, hvori han førte Skildringen frem fra Oldtiden til Reformationstiden. Skrevet med stor Livfuldhed, rig paa nye Synspunkter, med stærk Fremdragen af den kulturhistoriske Side, vandt Værket sig en stor Læserkreds. Blandt selve Historikerne blev den

ny Tysklands Historie derimod modtaget med ret stor Kølighed, man var nærmest forarget over, at nogen kunde tænke paa at løse en for Enkeltmand saa uoverkommelig Opgave, og man paaviste rundt om Mangler og Fejl. Lamprecht tog denne Kritik yderst overlegent; at der var Ufuldkomménheder i hans Arbejde, var rimeligt og forstaaeligt, men Kritikerne havde ikke Blik for, at hans hele Fremstilling i dybeste Forstand var original; for første Gang var det paavist, hvorledes der i tysk Historie efter hinanden fulgte store Perioder, hver med sin Ejendommelighed og hver en naturlig Viderevækst af den foregaaende. En ny historisk Methode havde ført til helt nye Resultater, det tyske Folks Historie var først nu fremstillet paa virkelig videnskabelig Maade.

Hermed var Striden ført over paa Methodens Omraade, og der udspandt sig nu en stor litterær Strid om den rette Fremgangsmaade ved Historien. Mod Lamprecht, der i Mellemtiden var bleven Professor ved det højt ansete Universitet i Leipzig, vendte Flertallet af de tyske Historikere sig med Hovedkvarter i Berlin; Rankes Lærlinge, der holdt paa den politiske Historie som det afgørende vigtigste, gik i Ilden mod denne Kulturhistoriker, som paa sin Side utrættelig besvarede ethvert Angreb. Her skal naturligvis ikke gaas nærmere ind paa denne Polemik, der varede ind i vort Aarhundrede; en god Orientering over Striden har Eden givet i Svensk historisk Tidsskrift 1900, og den, der vil lære Lamprechts egen Fremstilling af Methoden at kende, kan henvises til hans lille Skrift Die hulturhistorische Methode. Striden har vakt stor Interesse for disse principielle Spørgsmaal, som selve de historiske Fagmænd tidligere gav sig altfor lidt af med. Ganske betegnende er det, at Polemiken allerede havde varet nogle Aar, før Methodikeren Bernheim gjorde opmærksom paa, hvilket nært Slægtskab der var mellem Lamprechts Theori og hvad der forlængst var fremført af Aug. Comte og hans Lærlinge, og at dette kom som en Overraskelse for de tyske Historikere, Lamprecht selv medregnet; i Danmark kunde ingen være blind derfor.

Da Polemiken ebbede ud, fortsatte Lamprecht sin Bog,
og det lykkedes ham at føre den til Ende i Aarene 1904—09,

i alt 12 Bind foruden nogle „Ergånzungsbånde", der omhandlersærlige Sider af tysk Liv i den nyeste Tid; denne Tidsalder blev saa Emnet for et nyt Arbejde: Deutsche Geschichte der jiingsten Vergangenheit und Gegenwart (1912 —13). Samtidig udfoldede han en stor Lærervirksomhed i Leipzig og fik her oprettet et særligt Seminarium for universalogkulturhistoriske Studier. Da han pludselig bortreves, mistede tysk Historieskrivning en af sine ejendommeligste Skikkelser.