Amerikaneren Professor O. J. Campbells Bog The Comediesof Holberg, 1914 (Harvard studies in comparative literature, vol. Ill) er det første Værk paa engelsk Sprog om Holberg — tilsvarende Fremstillinger har Tyskland haft siden 1857 (Prutz) og Frankrig siden 1864 (Legrelle). Som sammenlignende Litteraturhistoriker har Forf. naturligt særlig Opmærksomheden henvendt paa „Kilder" og „Laan", en Side af Holbergforskningen,der navnlig af Rahbek, Legrelle og Skavlan har været saa ivrigt dyrket, at synderlig nyt paa de af dem gennemsøgte Omraader, som venteligt var, ikke har været at finde. Men der er tillige hos Forf. en tydelig Stræben efter overalt at erkendeog bestemme Arten og Omfanget af Holbergs Originalitet. Naar dette ikke helt er lykkedes, er en af Grundene den, at Komedierne for Forf. staar som en Enhed, hvor f. Ex. „Kilderejsen"og „Henrik og Pernille" hviler fredeligt Side om Side med Kandestøberen og Barberen. Men saaledes forholder det sig ikke. Det er en Kendsgærning, som Julius Martensen først har fremdraget, at allerede i Sommeren 1723 foregaar en tydelig Forandring i Arten af Holbergs dramatiske Forfatterskab,saa det synes, som han alt da har følt sig udtømt som selvskabende Komedieskriver. Før Sommeren 1723 ligger nemlig næsten alle de Komedier, der efter det samtidigt fremsatte Programbehandlede saadanne Karakterer og Situationer, som tidligereKomedieforfattere

ligereKomedieforfattereenten ikke havde behandlet eller ikke faaet nok ud af — efter Sommeren 1723 ligger den Række Intrige- og Situationsstykker, som har Handling og Personer tilfælles med saa mange andre samtidige og ældre sceniske Arbejder. En virkelig Vurdering af Holbergs originale Indsats i Komedielitteraturen maa tage sit Udgangspunkt i denne kildekritiskeSondring, men da Forf. ikke har haft Øje for den, kommer han netop i sin Egenskab af komparativ Litteraturhistorikertil at lægge uforholdsmæssig Vægt paa det yngre Lag af Komedier, og derved bliver Billedet fortegnet. Der er desuden et andet Forhold, man bør have Opmærksomheden rettet mod, naar Talen er om Holbergs Stilling til udenlandske Forbilleder; det er Forholdet til det samtidige Repertoire paa Lille Grønnegade Teatret. At Holberg har følt sig som Konkurrentnavnlig til Moliére, har man hans egne Ord for i 1723; en nærmere Undersøgelse og Sammenligning med hint Repertoire vil da i adskillige Tilfælde kunne kaste Lys over og motivere Laan og Benyttelse og derigennem bidrage til en klarere Forstaaelseaf Originalitet og Efterligning, og man vil med det samme forstaa Modsætningen paa den ene Side mellem den halvt tvære Anerkendelse, halvt slet dulgte Nedsættelse af Moliéres Komedier i „Just Justesens" Fortale 1723 og Første LevnedsbrevsTavshed om ham i 1727 og paa den anden Side Epistlernesutrættelige Lovprisning af den samme Moliére i 1748_—52. Forklaringen turde simpelt hen være den, at i 1723_—27, da Grønnegade Teatret bestod, var Moliére Konkurrenten, som det gjaldt om at holde nede og paa Afstand, men i 1748 — 52, da Komediehuset var traadt i Funktion igen, var han Forbundsfællei Kampen mod en ny Tid og en ny Smag, der rynkede paa Næsen af Holbergs gamle Komedier.

Det mest vellykkede Parti af Forf.s Bog er uden Tvivl Afsnittet om Gommedia deh" arte — han er her naaet videre og dybere end Forgængerne; men det, man gaar til med størst Forventning, er naturligvis Kapitlet om den engelske Litteratur. Det er nærmest en Skuffelse. Hvad der fremdrages, er ikke saa nyt for os, som Forf. tror; det meste er allerede tidligere iagttaget af Rahbek, Skavlan, Edv. Brandes, Martensen og

Paludan; og Forf.s Argumentation og Ræsonnement kan ikke ganske frikendes for at lide under lignende forudfattede Meninger og fantasifulde Overdrivelser, som han ikke helt uden Grund forekaster Legrelle i dennes Bevisførelse for den franske IndflydelsesOvervægt hos Holberg. Men paa hele denne Sag skal der ikke her nærmere gaas ind, da Holbergs Forhold til engelsk Litteratur tør ventes taget op til Revision fra anden Side.

Den norske Præst Ludvig Selmers Bog Ludvig Holbergog Religionen, der ligeledes udkom 1914, er Besvarelse af en fra Christiania Universitet udsat Prisafhandling: „Ludvig Holbergs stilling i det 18de aarhundredes religiøse aandsliv". Den ændrede Titel er for saa vidt bedre i Overensstemmelse med Bogens Indhold, som der er en Side af Spørgsmaalet, hvorpaa Forf. slet ikke kommer ind: Holbergs Stilling til det religiøse Aandsliv i det Danmark, hvori han levede og virkede. Men ved at se bort fra denne Side af Sagen kommer Forf.s Fremstilling i nogen Grad til at lide under Mangel af historisk Relief. Holbergs Syslen med filosofiske og religiøse Æmner tilhører hans Alderdom — „Natur- og Folkeretten" fra 1716 tæller ikke rigtig med, da der intet originalt er i Bogen, som Side efter Side er udtogsmæssig Oversættelse af Pufendorff — men da var slige Æmner ret livligt behandlede herhjemme af en Række Forfattere. Man faar ikke den fulde Forstaaelse af hans Meninger og Anskuelser, om man ikke drager denne Litteratur med ind i Undersøgelsen, ligesom man ikke uden med den som Baggrund kan vurdere hans Stilling i det religiøse Aandsliv og hans Betydning for den nærmeste Eftertid. løvrigt giver Forf.'s Bog en udførlig og læseværdig Fremstilling af et tidligere ikke helt übearbejdet Stof; som Teolog gaar han ind paa Specialundersøgelser, der næppe før har været behandlede. Med særlig Fornøjelse læser man Afsnittet „Personlig religion og moral*, og man kommer ved at følge Redegørelsen for Holbergs Forhold til de gamle græske og romerske Tænkere til at ønske, at hans Stilling til Oldtidslitteraturen som Helhed engang maa blive taget op til alsidig og fordomsfri Behandling — ikke blot som oftere med Henblik paa Filosoffer og Dramatikere,men

tikere,menogsaa og navnlig Satirikerne. En saadan Undersøgelsevilde sikkert vise sig frugtbringende ikke mindst for Forstaaelsen af de Holbergske Komedier, saa vist som disse paa mange Maader i Situationer, Karakterer og Ræsonnementer staar i intimt Forhold til „Peder Paars" og dette Arbejde igen til Forfattere som Horats, Juvenal, Persius, Martial og Lukian.