|
Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 5 (1914 - 1915) 14. P. Lauridsens Antikritik.Kr. Erslev Af den kritiske Prøvelse, jeg har underkastet Hi-. F. Lauridsens Theorier om Arvefølgeforholdene i Slesvig efter 1658 (foran S. 20 ff.), har Lauridsen udtaget et enkelt, sikkert meget væsentligt Punkt, Spørgsmaalet om, hvorvidt Gottorperne efter 1658 — eller som han udtrykker det: efter 1658 (60) — hevarede deres Arveret til Slesvig, og søgt at forsvare sin Paastand om, at denne Arveret gik tabt (S. 287 ff.). Jeg havde belyst
dette Spørgsmaal paa 7 Sider: Lauridsen Han havde tidligere sagt, at linder Forhandlingerne om Ophævelsen af Souveræniteten „synes" der at have været talt om Oprettelsen af en ny Arvepagt. Jeg havde aftrykt den Udtalelse, hvorpaa dette hvilede (S. 25), og det havde derved vist sig, at det var der slet ikke Tale om; ganske tværtimod saas det af Udtalelsen, at Underhandlerne gik ud fra som givet, at den gensidige Arvefølgepagt (pactum mutuum successionis) vilde bestaa uforandret. Jeg forstaar jo nok, at det ikke har tiltalt Ur. Lauridsen at vedgaa, at han har læst en Kilde ganske urigtigt, og at det maatte være ham saare imod at begynde sit Forsvar for Paastanden om Gottorpernes Tab af Arveretten ved SouverænitetensIndførelse, med at meddele, at selve de, der forhandledederom, havde lige den modsatte Opfattelse. Ja, jeg vil end ikke nægte Lauridsen den Indrømmelse, at hvis han paa sin første Side havde sagt, at man i 1658 talte om den „gensidigeArvefølgepagt" som bestaaende, saa havde det været ugørligt for ham paa anden Side (S. 288) at sige, at den gensidigeArveret er en slesvig-holstensk Fortolkning fra det 19. Aarhundrede, „som ikke fremgaar af nogen Kilde" (!), og det havde vist heller ikke været let, naar han først havde anført Side 428
Underhandlernes Ord om Arvepagtens Bestaaen, siden at faa Læserne til at udholde tyve Sider indviklede Raisonnementer, gaaende ud paa, at den dog faldt bort. Men alligevel. Hr. Lauridsen maa vistnok stille sig klart, al.man nu een Gang ikke i en videnskabelig Undersøgelse, heller ikke i en polemisk,kan udelade et Kildested, fordi det er „altfor generende" r) for, ens egne Hypoiheser. 1 alt Fald, efter at jeg har paavist denne UdeiadelseT følere:jeg. mig ganske fritaget for at følge Lauridsen gennem den; Snes Sider, hvor han snart stiltiende ombytter sine gamle Paastande med andre, som rigtignok ikke er bedre, snart søger at støtte sine- tidligere Slutninger med nye Betragtninger af samme Værdi som de af mig kritiserede2). Jeg nøjes med at udplukke et Paf Punkter, der er særlig karakteristiske for Hr. Lauridsens Methode. Som Bevis for; at Kongelinien ogsaa efter 1658 (60) anerkendte,at Gdttorperhe; havde Arveret til Fyrstendømmerne, havde jeg (S. 28) anført, de ofte citerede Ord i et kongeligt Stridsskrift fra 1685, hvor man .besvarede en gottorpsk Henvisningtil Medarveretten med at sige: „Sønderborgerne er dog nærmere til at arve Kongelinien"; heri ligger jo nemlig, at ogsaa Gottorperne er Arvinger, blot fjernere. Lauridsen berører dette Skrift S. 300, dog uden at anføre, hvad jeg havde læst ad af det, og siger S. 298: „Fra 1660 til 1767 lindes intet, intet som helst om en gottorpsk Medarveret". 1) Udtrykket hentet fra Lauridsen, Slesvig og Kronen S. 105 Anni. 2) Jeg undlader ikke at kvittere for to Berigtigelsef til min Afhandling. Lauridsens Gitat for Udtrykket „Die ulte Erhvereinigung" grelder el kongeligt Stridsskrift, ikke et plensk (jeg havde notei'et mig det fra et feldre plonsk Skrift; deraf Fe.jlen). Naar jeg havde sagt, at da Gottorperne nasste Gang lod sig hylde, indfoite de i deres Stadf*stel?e af Privilegierne netop det samnie Udtiyk som Kristian V i 1671, beniserker L., at det slet ikke kom til nogen Hylding, og det liar han Ret i; rigtignok er det i Sammenhaßngen ikke det. som det komrner an paa, men Privilegiestadfsestelsen, og den har Ridderskabet tngel imod i denne Form og gemt i sit Arkiv (Privilegien der Ritterschaft S. 241). Side 429
Hvor er da Stedet fra 1685 blevet af? Følger man Lauridsens Udvikling, ser man, at han gennem et langt og snørklet Raisonnementvi) bevise, at Gottorperne ikke ved den Lejlighed har talt om deres Medarveret, og saa har ,han vel ment, at saa faldt ogsaa Udtalelsen fra Kongen bort. Hvis det er Forklaringen,saa er det et slaaende Bevis paa Uklarhed; den kongelige Udtalelse er naturligvis, selv om den maaske er foranlediget ved en Misforstaaelse af, hvad Modstanderen har ment, i sig selv et fuldgyldigt Vidnesbyrd om Kongens Op-. fatteise af Arveretten. Dog, maaske tager jeg fejl af LauridsensMening; det er jo muligt, at der her ligesom ved Udtalelsenfra 1658 blot foreligger en simpel Fortielse af, hvad jeg har fremført. Jeg overlader gerne Hr. Lauridsen frit Valg mellem den ene og anden Mulighed. Til Afveksling skal jeg omtale en stor ny Opdagelse, som Lauridsen fremfører i sin Antikritik, nemlig at selve Kristian Albrecht af Gottorp har anerkendt, at den danske Konge havde opnaaet en Souverænitet i Slesvig af en helt anden og højere Art end den, der 1658 var tilstaaet Hertugen. Denne betydningsfulde Opdagelse viser sig hos Lauridsen S. 302, udvikles nærmere S. 303 følg. og fastslaas endelig S 307 med udhævet Skrift som Indlæggets Hovedresultat. Det betegnes som „en direkte Kildeudtalelse af en Mand, som vidste Besked", en Mand, der endda i et Øjeblik, da Kongen har fordrevet ham fra hans Lande, er „lige saa kongeligsindet som Frederik 111 og tillægger ham fuldstændig Souverænitet". Det er nemlig Opdagelsen: Kristian Albrecht har selv sagt, at „Kongehuset havde opnaaet fuldstændig Souverænitet i Slesvig, Gottorp kun for Mandslinien". Og saa beror det hele paa, at Hr. Lauridsen efter sin Vane læser ind i Kilderne, hvad der passer ham. Bevisstedet kan læses hos ham S. 303 i Anmærkningen; det er Kristian Albrechts aabne Brev fra 1684, og hvad staar der? Overfor den Klage, at Gottorperne ved uforsvarlige Midler har aftvunget Kongehuset Souverænitetenover Slesvig, minder Hertugen om, at dette blev opnaaet ved en formelig Fredsslutning og opnaaet sammen med Kongelinien,„der derved har banet sig Vej til fuldstændig Souverænitet".Enhver Side 430
rænitet".Enhvervil forstaa det; Gottorperen mener, at den Souverænitet, Frederik 111 1658 opnaaede i Slesvig, baneda Vej for Souverænitetens Indførelse i Danmark to Aar efter. Lauridsen underskyder derimod dristigt „i Slesvig"! Han _maa altsaa ikke være bekendt med" — jeg benytter en af hans Vendinger —, at Gottorperen i sin Strid med Kongen altid holdt paa sin fulde Ligestilling, siden han lader ham gøre den store Indrømmelse, at Kongen i Slesvig skal have en Souverænitet af en helt anden Art end han. Og Lauridsen kender altsaa heller ikke de gottorpske Stridsskrifter fra denne Tid, „som maa kendes af den, der med Sagkundskab vil udtalesig om Emnet" — atter en fra ham hentet Talemaade —, da han jo ellers vilde have vidst, at hvad Hertugen siger kortelig i sit Patent, det er i Skrifterne udviklet bredt, og at der her staar udtrykkelig „den fuldstændige Souverænitet i det tidligere Valgkongerige Danmark"1). Saaledes forholder det sig med den sidste store Opdagelse: den fremkommer ved, at Lauridsen som Kildeudtalelse anfører, hvad han selv lægger til, og saa er hans Tillæg bevislig urigtigt. Til disse
Bemærkninger skal jeg indskrænke mig, ogsaa 1) I Warhaffter Bericht 1677 81. Hi 2 udvikles, at under Forhandlingerne i 1658 vilde det danske Rigsraad ikke tilstaa Kongen Souverasnitet, men de gottorpske Underhandlere naegtede saa at modtage Befrielsen fra Lenshojheden, for den var bevilget Kongen, „das? also Ihr. Konigl. Ma.jest. in der That, damahlen nichts praejudicirliches abgenohtiget, vielmehr durch die Holstein-Gottorffische ein beneficium zu, ja gar hoc Occassione das Fundament geleget worden, wodurch nachgehends die Konigliche Linie fiber das sonst Wahl-Konigreich Dennemarck die vollige Souverainitat erlanget hat". Fra kongelig Side blev dette imodegaaet 1679 (Ursachen und Beschaffenheit etc. S. 23 f.). men det gentoges dog i et gottorpsk Stridsskiift fra 1684 (Abgenotigte Beantwortung S. 13), blot at Slutningen ved en uheldig Udeladelse kom til at lyde: ,ja gar hoc Occasione iiber das sonst Wahl-Konigreicli Dennemarck die vollige Souverainitat erhalten". Side 431
jeg studerer Slesvigs Statsret for at „beære" ham med Skrifter,men hvad jeg har sagt, turde ogsaa være tilstrækkeligt. Jeg har godtgjort, at Lauridsen kommer ud over mine Bevisstederved simpelthen at fortie dem og skaffer sig ny Beviser ved selv at tillave „direkte Kildeudtalelser". Som han saa rigtigtsiger: „den Slags Kunster dømmer sig selv"1), og hvis Hr. Lauridsen fører Drøftelsen videre paa den Maade, faar han ikke mere Svar fra mig. 1) Slesvig og Kronen S. 110. Sml. S. iSi: en slesvig-holstensk Historieskrivning, „der foitav eller forfalskede Kildenie": S. 101: ,ved Fortielser og behajndige Udeladelser1"; S. 109: .skent, det maatte staa dem klart. at de begik et Falsum". |