KommandørW.Hovgaard, Professor i Skibsbygningskunst i Massachusetts, har udgivet The voyages of the Norsemen to America (1914)'; det er det første af en Række Skrifter, som det Amerikansk-Skandinaviske Fond udgiver med det Formaal at fremme Kundskaben om Nordens Lande til fælles Bedste for Rigerne paa hver sin Side af det nordlige Atlanterhav. Fra dette Synspunkt maa Værket ses. Man vil da forstaa den noget omstændelige, dog overalt klare og læseværdige Tilrettelægning af det hele Stof, der yderligere belyses ved 90 smukke Fremstillinger af Landskaber ved de forskjellige amerikanske Kyster, Afbildninger af Mennesketyper og af Gjenstande samt fortræffelige Kort. Forf. betoner især de geografiske og nautiske Sider af Spørgsmaalet om de Norskes Reiser til Amerika, og han stræber efter, at Læseren selv kan danne sig en Forestilling om, hvad der er Sandhed i den gamle Fortælling og hvilke de Lande vare, hvortil de dristige Søfarere kom.

Gustav Storms betydningsfulde Indlæg i dette Spørgsmaal har ikke formaaet at bringe Striden til Ende. Unægtelig havde Storm et med større Sikkerhed gjennemført Standpunkt end denne Bog. Storm godkjendte af de to foreliggende Hovedkilderalene Fortællingen i Erik den Rødes Saga og forkastede

Grønlandsberetningen i Flateyjarbok som upaalidelig. Hovgaard viser, at der er Fejl og Usandsynligheder i begge Kilder, saa at den ene som den anden kun giver os en senere Tids Tradition om disse Rejser, hvorfor man med fornøden Kritik overfor Enkeltheder kan øse af dem begge. I Bestemmelsen af de Lande, hvortil Nordboerne kom, afviger H. fra Storm, idet han sætter Helluland længere mod Nord (til Baffin-Land, ikke Labrador), Markland er næppe New Foundland, men Nova Scotia, hvilket Land Storm opfattede som Vinland, medens H. flytter Vinland helt ned til Egnen om Cape God i Massachusetts, idet Beskrivelsen af Landet passer særdeles vel med denne Lokalitet indenfor et Landskab, der frembringer Druer; der kan let i den islandske Angivelse af Solens Stade, som unægteligvilde føre til en nordligere Polhøjde, være indløbet en Fejl. løvrigt har man ikke paa alle Rejser fæstet de nævnte nordiske Navne paa det samme Landskab.

Hvor meget rigtigt end Kommandør H.s Kritik indeholder, vil den saaiedes hævdede Mægling mellem Kilderne ganske sikkert føre til, at endnu andre Løsninger af Spørgsmaalet om de fundne Kyster ville blive forsøgte. Hovedsagen er imidlertid, at Sandheden af de gamle Beretninger i deres Hovedtræk bliver slaaet fast, og hertil har Forf. bidraget ved mange skarpsindige Bemærkninger og lærerige lagttagelser, der støtte sig til hans store Erfaring som Sømand og Kjendskab til Litteraturen om Opdagelserne i de nordlige Have. Fridtjof Nansens Tanke om at Middelalderens Tradition om Insulæ fortunatæ i Atlanterhavet skulde have fremkaldt Beretningen om Vinland, kan Forf. med Grund ikke billige. løvrigt frembyder Hovgaards Bog ved de mange forskjellige Emner, den behandler, en meget underholdende Læsning. Joh. Stp.