Eduard Wertheimer har i 1913 fuldført sin Levnedsskildring af Andråssy (Graf Julius Andråssy, sein Leben und seine Zeit IL—111. Bd. — I. Bd. er omtalt i Hist. Tidsskrift 8. R. 111, 435—36). Hvad der præger Værket er stadig den omfattende Benyttelse af utrykt Materiale, og det er værd at mærke, at ikke alene private Papirer har staaet til Forfatterens Raadighed; baade paa Ballplatz og i Wilhelmstrasse er Udenrigsministeriernes Arkiver gjort tilgængelige for ham lige op til 1880. Paa en Række Punkter faar vi derfor nye Oplysninger om Østrig-Ungarns Ydrepolitik og Europas diplomatiske Historie i Halvfjerdserne.

Imidlertid gengives dette nye Stof ret übearbejdet, en almindelig Fremstilling bliver der ikke Tale om, og den, der trygt vil bygge paa Wertheimers Bog, naar ikke til den historiskeSandhed. Det finder til dels sin Forklaring i, at Julius Andråssy i egentligste Forstand er Forfatterens Helt, der synes at vinde som ien Leg. Wertheimer fortæller ikke om den 15. Juni 1878, da Andråssy kørte den tyske Hovedstad rundt og i yderste Ophidselse besvor Kongres-Deltagerne om at „tvinge" Østrig-Ungarn til at besætte Bosnien (Hohenlohe: Denkwurdigkeiten11, 230—31). Men Manglen bunder ogsaa i, at Bogen skal forsvare og forherlige det ungarske Standpunkt i DobbeltmonarkietsUdenrigspolitik, den Arv, Magyarerne har modtaget fra Andråssy: Nødvendigheden af Forbindelsen med Tyskland og den mindst mulige Forandring i status quo paa Balkan.

Det er utvivlsomt for ikke at misrekommandere Forbundsfællen, at Wertheimer slutter sig til den tradionelle tyske Opfattelse af „Krieg in Sicht" Episoden i 1875, skønt Andråssy dengang knap ansaa Freden for saa vel forvaret, som hans Biograf nu vil mene. Og netop fordi Forfatteren maa følge sin ungarske Minister-Heros i alt, rummer hans Redegørelse for Aftalerne med Rusland fra 1876 —77 iøjnefaldende Svagheder, hvor mange hidtil ukendte Bevisligheder han saa fremfører.

Karakteristisk er her Bemærkningerne om Reichstadt-Forhandlingerne i Sommeren 1876. Wertheimer afviser sikkert med Rette den Gengivelse, der i Efteraaret 1908 fremkom i Fortnightly Review, men mon hans eget Referat er udtømmende? Faktisk havde Russerne fra første Færd en anden Opfattelse af, hvad der var aftalt (sml. 11, 349, 352, 384—85), og en senere fortolkende Henvisning hos Wertheimer selv svarer ikke til det oprindelige Resumé. Her opfattes nemlig de russiske Erhvervelser i Asien som Æquivalent for Bosnien og Hercegovina (11, 323—24), medens det i 1878 hedder, at disse Lande skal kompensere Afstaaelsen af Bessarabien til Rusland (111, 58—59). Overfor Grispi refererede Bismarck ogsaa Aftalerne paa en anden Maade (Memoirer 42). Det er iøvrigt sin Sag, naar Wertheimer vil fremstille det, som om den tyske Rigskansler glædede sig over Reichstadt-Forstaaelsen (11, 329). Han skildrer selv sine Stemninger helt anderledes (Gedanken u. Erinnerungen 11, 233), og den Beretning fra Bismarck, som Wertheimer gengiver længere fremme (111, 249), falder ganske i Traad hermed, idet Kansleren dengang søgte at knytte Czarriget til Tyskland mod Indrømmelser i Orienten, én af Bogens afgjort nye Oplysninger.

Ovenfor er Crispis Memoirer bleven nævnt i forbigaaende. Paa de københavnske Biblioteker findes kun den tyske Oversættelseaf andet Bind, der væsentlig vedrører Ydrepolitiken i Firserne (Die. Memoiren Francesco CrispVs. Erinnerungen und Dokumente herausgegeben von T. Palamenghi-Crispi, 1912). Værket indeholder Oplysninger af Værdi om en Række af Datidensdiplomatiske Spørgsmaal (f. Eks. Tre-Forbunds-Traktaternes Karakter), ligesom der er ganske livlige Optegnelser om Besøgene

hos Bismarck, men det interessante er det almindelige Indtryk, man faar af Francesco Grispi selv og det nye Italiens første Deltagelse i det europæiske Stormagtsspil: En nervøs og stadig tilbagevendende Skræk for fjendtlige Overfald og en ilter Lyst til gennem bestemt udformede Militærkonventioner at dække sig mod mere eller mindre indbildte Farer, der snart stammer fra russiske Planer paa Balkan, snart fra franske Foretagender i Nordafrika. Forslagene herom blev lige saa regelmæssigt afviste af de mindre lettroende Kabinetter som inopportune paa et saa tidligt Tidspunkt! Men hvad der navnlig slaar Læseren, er den sælsomme Frygt, som Grispi og hans Venner nærer for, at det unge Kongerige ikke skal blive regnet for jævnbyrdigt med de ældre Statssamfund. Det er navnlig overforFrankrig, at disse Stemninger kommer til Orde. Besættelsenaf Tunis har tilføjet Italien Saar, som det fordres, at Republiken selv maa lindre gennem „en Tilfredsstillelse af Italiens Interesser og Selvfølelse", ja Grispi kræver formelig, at Ribot skal bane Vejen for en italiensk Erhvervelse af Tripolisi Petersborg og Konstantinopel. — Det var først Prinetti, der fattede, at det lønnede sig bedre at enes med Franskmændeneangaaende Middelhavs-Spørgsmaalene end at harangeredem om Italiens „Ret til at blive respekteret".