Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 5 (1914 - 1915) 1

Den første Organisation af Danmark-Norges Konsulatsvæsen (Konsulinstruktionen af 1749).

Af

K. M. Widding

JtLfter i over 22 Aar at have indehaft Embedet som dansk Konsul i Bordeaux var Johan Jacob Lurs i 1740 kommet i en saadan Gæld til sine Kreditorer, at han blev hensat i Gældsfængsel. Hertil maatte saa de danske Skibskaptajner „til ikke ringe Deshoneur for Nationen" begive sig, naar de skulde betale de pligtige Konsulatsafgifter.En i Byen bosat dansk Undersaat, Købmand Friederich Hansen — senere kaldet zu Lilienthal — begav sig derfor i Sommeren nævnte Aar til København for at sætte Autoriteterne ind i Forholdene og for selv at søge


Fraset de Vaerker af den ti-ykte historiske Litteratur, der i det folgende er citeret, findes samtlige citerede Kilder, nemlig: Gommerce-Kollegiets tyske Extraktprotokoller, Depecheprotokoller, Deliberationsprotokoller og Forestillingsprotokoller, Geheime- Conseilets Protokol, Samling af Konsuls- og andre Bestallinger, Kopibog for Legationen i Paris og et enkelt Aktstykke fra tyske Kancelli ang. Instruktionen, i Rigsarkivet i Kobenhavn. Derimod findes i Rigsarkivet ingen af tyske Kancellis Protokoller og Aktpakker fra det Tidsrum, Afhandlingen omhandler. En Gennemgang af dette Aktmateriale, der findes i Statsarkivet i Slesvig, hvilken Forf. ikke har haft Lejlighed til at foretage, vil muligt kunne aendre her fremsatte Antagelser og i hvert Fald forklare Vanskeligheder, som Forf. ikke har set sig i Stand til at lose ud fra Rigsarkivets Materiale. G. K. o: General-Landsokonomi og Gommerce-Kollegiet. T. K. o: Tyske Kancelli. '

Side 384

at erholde Posten. Det er rimeligt at antage, at Hansen ved denne Lejlighed har omtalt Nødvendigheden af, at han modtog en Embedsinstrux, hvis man vilde betro ham Posten. Thi den Omstændighed, at han vilde foretage en Rejse til København for at opnaa det konsulære Embede,tyder paa en ret levende Interesse for Sagen, og han havde i Bordeaux, der paa denne Tid var en af Europas vigtigste Handelspladser, hvor de fleste Nationer holdt Konsuler, haft Lejlighed til at se, hvorledes Repræsentanternefor andre Magter røgtede deres konsulære Pligter.

Han havde da heller ikke været i Funktion mere end et Par Maaneder, før han skrev tilbage og spurgtel), hvor den ham lovede Instruktion blev af. Dette Træk i Forbindelse med Akteringen af nogle Dokumenter vedrørende den første almindelige Instrux for danske Konsuler tyder paa, at hans Initiativ har været virksomt ved Instruxens Tilblivelse, og i hvert Fald gav hans Udnævnelse, som Kong Kristian VI underskrev paa Frederiksborg den 2. Septb. 1740, Anledning2) dertil, da det ved denne Lejlighed i Geheimeconseilet blev besluttet, at der skulde udarbejdes en Instruktion for Konsultjenesten, „da Konsulerne hidindtil kun lidet har rettet deres Anstrengelser paa at udvide disse Rigers Handel, og man derfor kunde ønske at drage sig deres Tjeneste noget mere til Nytte8.

Ganske uden Vejledning om sine Embedsforretninger var Konsul Hansen dog ikke, saalidt som de mange andre paa vigtige Søhandelspladser saasom Lissabon, Malaga, Venedig, St. Petersborg, Danzig og London før hans Tid


1) Schulin til O.K. '/4/4 1741.

2) Schulin til C. K. 1740.

Side 385

ansatte danske Konsularembedsmænd; thi deres kongelige Bestallinger drog i store Træk Linjerne op for deres Embedsvirksomhed. Men i Betragtning af, at Bestallingen var deres eneste Vejledning1), gav den dog kun en ringe Bistand til Løsning af Konsulens mangeartede og ofte vanskelige Opgaver, der, ved Siden af den almindelige Bistand til danske Undersaatter i deres Handel og Virken paa fremmed Sted, gik ud paa: Mægling mellem stridende danske Undersaatter paa Stedet, Haandhævelse af Disciplin paa Skibe fra Danmark (tilligemed Norge og Hertugdømmerne),Afgørelse af Tvistigheder mellem alle ombordværende,Bistand ved Skibbrud, Antagelse af afdøde danske Undersaatters Ejendele og lignende Pligter, der gennem aarhundredgammel traktatmæssig Vedtagelse og Sædvane var almindeligt anerkendt som henhørende under deres folkeretlige Virksomhed.

Bestallingerne er vel ikke ganske ens i deres Indhold, ligesom de ikke er affattet paa samme Sprog, idet nogle er paa Latin, andre paa Tysk2), men den Embedsvejledning,de indeholder, er kun yderst lidt varieret og gaar ikke udover: at Vedkommende modtager Udnævnelse for at han skal udøve konsulær Virksomhed i vedkommendeStad, tage sig af Kongens og hans Undersaatters Anliggender og Forretninger, bistaa dem« med Raad og Daad og „quavis data occasione" fremme Kongens og deres Interesser, arbejde for Ophjælpning af Handel paa og Skibsfart fra og til Kongens Riger, Fyrstendømmer og Lande, være de trafikerende Undersaatter til Bistand,


1) Schulin til G. K. 23/i2 1741.

2) Latinsk Bestalling for Konsul i Bordeaux Johann Jacob Lurs 12/n 1718, for Konsul i Lissabon G. Gohndal 18/u 1718; tysk Bestalling for Konsul i St. Petersborg Peter Iversen Thyrholm 25|g 1716 og flere i Patenten Registratur.

Side 386

naar de henvender sig til ham, men iøvrigt „i alt comportereog
forholde sig som det sømmer sig en kongelig
Konsul og Tjener".

■ '■ Man maa give Schulin Ret, naar han i 1741 overfor
Commerce-Kollegietl) udtaler, at disse Bestallinger „intet
indeholder, der kan tjene som specielle Normer for Konsulen
i Udøvelsen af hans Embedsvirksomhed". Det var
derfor naturligt og påakrævet, at Regeringen nu, da
denne Gruppe Embedsmænd, hvis Virksomhed uden
Hensyn til det Sted, hvor hver enkelt er ansat, er ganske
ensartet, havde naaet et forholdsvis betydeligt Antal
der var saaledes i 1746 idetmindste 12 — besluttede, at
General-Lands-Økonomi og Commerce-Kollegiet skulde
skride til Udarbejdelse af en almindelig KonsulinstruktionT
der efter at have erholdt allerhøjeste Stadfæstelse vilde
være at meddele Konsulerne af tyske Kancelli. Ved Skrivelse
af 10. Oktbr. 1740 meddeler Oversekretæren i dette
sidste Commerce-Kollegiet denne kongelige Ordre og anmoder
om snarest gørligt at maatte erholde et Udkast.

Regeringens Motiv til denne Beslutning: at Konsulernehidindtil havde været til liden Nytte, kunde jo logisk ogsaa føre til Afskaffelse af disse Embedsmænd. Men det var netop de da regerendes Anskuelse, hvad der fremgaar klart af Motiverne til Frd. IQh 1749, at Konsulen kunde virke i høj Grad fremmende paa Handel og Handelssamkve m2), men at Manglerne skyldtes manglende Instruktion og Vejledning. Ganske samme Anskuelse


1) Schulin til G. K. 23h21741.

2) Edv. Holm: Danmark Norges Historie 1720—1814 111, 2 S. 205. Jul. Schovelin: Fra den danske Handels Empire, Kbh. 1899, I, 19. Aage Friis: Bernstorfferne og Danmark, Kbh. 1903, I Bind.

Side 387

hævder Bernstorff1) som Gesandt i Paris: Vi har Konsulerpaa næsten alle Pladser i Frankrig, siger han, men de er næsten uden Nytte, bl. a. fordi vore Søfarende og vore Købmænd ikke henvender sig til dem. Købmænd spørger ikke deres Raad i Handelssager, før de indlader sig i Forretning; og Skipperne undgaar dem helst, og i Stedet for at gaa til Konsulen henvender de sig til Dommernesom — paa Dommervis — fører dem ind i vidtløftigeProcesser og paafører dem Tab af Tid og Penge.

Det 5 Aar forud reorganiserede Gommerce-Kollegium bestod paa denne Tid af Schulin, Desmercieres og Otto Thott som Deputerede og G. A. Berckentin som Direktør. Man kunde formode, at sidstnævnte, der efter at have været dansk Gesandt paa forskellige Poster i Udlandet i adskillige Aar først 1740 overtog Stillingen i Kollegiet og sit Sæde i Conseilet, har hjembragt Initiativ og nye Tanker, og at derfor Forslaget om en Konsulinstruktion skulde kunne føres tilbage til ham. Imidlertid foreligger der intet herom, og forskellige ydre Omstændigheder tyder paa, at Initiativet i denne Sag ikke hidrører2) fra Commerce-Kollegiet.Det er sandsynligt, at Konsul Hansen ved ovennævnte Lejlighed har søgt Oversekretæren i det tyske Kancelli, under hvilket Konsulers Udnævnelse henhørte,og med ham har drøftet Spørgsmaalet om en Vejledning.Under tyske Kancelli henhørte hele Udenrigsstyrelsen,derunder ogsaa de kgl. Betjente og Konsuler i Udlandet. Og har Administrationen selv følt Manglen af


1) Depeche af UU 1747, C. K.'s Extraktprotokol F S. 426; Depeche af 16|9 1748, C. K/s Extraktprotokol F S. 544, og Depechekoncepterne i Rigsarkivet.

2) 81. a. indeholder Geheime-Conseilets Protokol og Otto Thott's Allerunderdanigste og uforgribelige Tanker om Gommerciens Velstand og Opkomst Slln 1735 intet herom.

Side 388

en Instrux, har det været tyske Kancelli, thi ingen Konsuler før 1740 blevet udnævnt paa Indstilling fra anden Myndighed, og der staar i Forordningen om Gommerce- Kollegiet1) intet om, at dette vilde have med den konsulæreAdministration at skaffe. Man finder vel i Aarene indtil 1740 nogen Korrespondance med Konsuler fra C&Hwnerce-Kollegiet, men den er ikke hyppig — undtagenmed Konsulen i Algier — og sjælden om saa væsentligeSager, at der kan siges at bestaa en egentlig Forretningsforbindelse mellem dette Kollegium og Konsulerne,omend der har været Ret til indbyrdes Korrespondance.— Allerede nu begyndte dog direkte Forbindelseangaaende visse, navnlig Søfarts-, Sager, og tyske Kancelli henviser selv Spørgsmaal til Kollegiets direkte Besvarelse2). Derimod havde Kollegiet ved denne Tid indirekte, som Mellemled mellem Udenrigsstyrelsen og de indre Autoriteter og Korporationer3), særdeles meget med konsulære Sager at gøre. Spørgsmaal om, hvorvidt en Andrager var kvalificeret til at modtage Udnævnelse, blev saaledes paa tyske Kancellis Anmodning af Kollegiet forelagt Magistraten, for at Købmændenes Udtalelser kunde blive indhentet4) (ganske som det sker den Dag i Dag), og det var ligeledes Kollegiet, der tog Affære, naar det gjaldt en Undersøgelse af principiel Natur om Søfarts-, Konsulats- og navnlig Konsulatsafgiftsspørgsmaa lr>).


1) Frdn. 30li2 1735.

2) G.K. til Konsul Barteis i Livorno, 31/8 1748.

3) C. K. Einkomrnende Briefe Febr. 1743: Tyske Kancellis Meddedelelse om, at Konsul Hansen har faaet kgl. Bevilling til at opkræve Konsulatsafgift, communiceres Magistrat og Amtmænd.

4) Schulin til O.K. Sept. 1742.

5) C. K/s tyske Extraktprotokol Juli 1740.

Side 389

Da en Konsulinstrux jo nødvendigvis maatte udarbejdes i nøje Overensstemmelse med Handelens og Søfartens Sædvaner og Tarv, er det formentlig denne Commerce-Kollegiets Stilling som Mellemmand, der har bevirket, at Opgaven tilfaldt dette og ikke Kancelliet, under hvis Administration Konsulerne iøvrigt laa.

Tiltrods for sin forholdsvis ringe embedsmæssige Erfarin g1), navnlig for saa vidt angaar Sagens folkeretlige Side, har Commerce-Kollegiet øjensynlig med Iver* kastet sig over den Opgave, der her var blevet det stillet. Det Stof, det drejede sig om at bearbejde og give Form som en let anvendelig Instrux, hentede Kollegiet dels fra egne Erfaringer om, hvilke Opgaver Konsularembedsrnændene var sat til at varetage, dels fra de af Regeringen hidtil benyttede Bestallinger2), der som ovenfor nævnt indeholdt al den Instruktion, Konsuler hidtil ved deres Tiltræden modtog om deres Embedspligter, dels endelig fra de Bestemmelser, andre Lande havde paa dette Omraad e3), samt fra Oplysninger om forskellige Spørgsmaal, stillede til Kollegiets Raadighed af tyske Kancelli4).

Som Udslag af Commerce-Kollegiets Arbejde kan navnlighenvises til en særdeles instruktiv Enquete5) om nogle fremtrædende Konsulatspørgsmaal, der af Kollegiet forelagdesMagistraten i Kbh. og Stiftamtmændene i Norge i Juli 1740 for af disse Myndigheder at blive forelagt de


1) C. K. til T.K. 18/io 1747.

2) G. K. til T.K. 12/i2 1741. Latinsk Bestalling tor Konsul i Bordeaux Friederich Hansen 2fg 1740 (Statsarkivet i Slesvig).

3) C. K.'s Extraktprotokol F S. 415, 1748 (hollandske Regler) og 12li 1748 (franske Regler).

4) Schulin til G. K. 13/io 1742 om Udnævnelse af Vicekonsuler og Juli 1743 om Stranding og Skibes Anmeldelsespligt.

5) G. K.'s Extraktprotokol D, 1740 S. 73« (Magistratens Svar), 1741 S. 17—37 (Amtmændenes Svar).

Side 390

Handlende til Betænkning og Udtalelse. Brødrene Nording,der var ansat — allerede af Frederik IV — som Konsuler i Nantes og La Rochelle, havde nemlig henledt Regeringens Opmærksomhed paa en Del existerende Mangler med Hensyn til den udenrigske Handel. For det første, skriver de, bør der ombord i Skibe findes en Mønstringsrulle med Mandskabets Navne og de Vilkaar, hvorpaa det er forhyret, saa at den, der skal afgøre en Tvist, kan have noget at holde sig til. Dernæst hænder det ofte, at Skippere af fremmed Nationalitet, der staar i mindre godt Ry, toner dansk Flag dels for at nyde godt af den Kredit og Tillid, danske Skippere nyder, dels ligefrem i bedragerisk Hensigt, „hvorved vor Nation bliver suspect og det franske Toldvæsen mere vigilant, saa at den uskyldigste Fejl medfører Forviklinger, der ikke er til at klare med Penge". Da Konsulen i Reglen først erfarer den Slags Ting, naar det er bagefter, bør det, for at sligt kan undgaas, paabydes danske Skibsførere, at de ved deres Ankomst skal melde sig i Konsulatet, forevise Skibspapirerne og opgive Ladningens Art. Dervedkan det bl. a. undgaas, at en Kaptajn, der maatte være uvidende om et udstedt Forbud, risikerer at faa sin hele Ladning konfiskeret. En saadan Regel gælder ogsaa for fransk Skibsfart paa fremmede Lande. Konsulerneønsker dernæst præcis Oplysning om de Grundsætninger,efter hvilke de skal opkræve Konsulatsafgifterne, og forespørger endelig, hvilke Retsmidler der staar til deres Raadighed overfor Skibsførere, der undlader at betale. De paa disse Spørgsmaal fra alle Rigets Kanter indkomne tildels ret udførlige Besvarelser har dannet et særdeles væsentligt Grundlag for Commerce-Kollegiets Udkasttil den ny Instrux.

Side 391

Ligeledes foreligger der adskillige Skrivelser fra Oversekretæren i tyske Kancelli til Commerce-Kollegiet, i hvilket han henviser dels til, hvad der var Brug i fremmed Land1), dels til opdukkende Tvivlsspørgsmaal angaaende Principer, der vilde være at slaa fast ved Instruxen2); og det maa ogsaa i denne Forbindelse erindres, at tyske Kancellis Erfaringer i alle disse Sager var repræsenteret i Commerce-Kollegiet derved, at Schulin jo var Deputeret i dette.

Commerce-Kollegiets Arbejde, til hvilket Impulser fanske naturligt er hentet fra fremmed Land, men som dog iøvrigt synes overvejende nationalt og bygget paa egne Erfaringer, skred saa hastigt frem, at man allerede et halvt Aar efter at have modtaget Ordren til dets. Udførelse kunde svare tyske Kancelli, der meddeler, at Konsul , Hansen utaalmodigt har spurgt efter den lovede Instruktion, at denne i og for sig er færdig, men at man venter paa nogle Oplysninger fra Rentekammeret angaaende Skibenes Tonnage og Tonnageberegning for at kunne fastsætte Konsulatsafgiften i Henhold til denne3).

Det blev for en Del denne Side af Opgaven: Konsulatsafgtftens Fastsættelse, der kom til at forsinke Fremkomsten af Instruxen, omend dette ikke alene var Aarsagen til, at der forløb otte Aar, inden Instruktionen saa Lyset.

De danske Konsuler i Europa var ulønnede*), dette
rar i hvert Fald Principet, omend Reglen ikke blev undtagelsesfritgennemfør


1) Smi. S. 389 Ånm. 3.

2) Smi.' S. 389 Anm. 4.

3) C. K. til T. K. nU 1741.

4) G. K. til Konsul Desaguliers i Port Mahon 1749.

Side 392

tagelsesfritgennemført1); Konsulerne i Nordafrika, der i det hele dannede en fra de øvrige Konsuler forskellig Gruppe, fik derimod Løn. Imidlertid var det Regel i den internationale Skibstrafik, at Konsuler afkrævede deres Hjemlands Skibe visse Konsulatspenge2). Ogsaa danske Konsuler har saa tidligt som i 1683, haft kgl. Bevilling paa at opkræve saadan Afgift3), og det synes for danske Konsulers Vedkommende i det hele at have været Principe t4), at Konsulens Ret til Konsulatspenge var afhængig af en særlig kongelig Bevilling. Det er imidlertid givet, at ogsaa Konsuler, der ikke har haft dette kongelige Privilegium,haropkrævet Konsulatspenge af Skibene5); en enkelt0) opkrævede saaledes Afgift „efter gensidig OverenskomstmellemNationerne", en anden7), der ejheller synes at have haft Bevilling, beklagede sig senere, da Afgiften var blevet fastsat, over at han ikke rnaatte vedbliveatindkræve Afgift „paa den gamle Fod". Principet om det kgl. Tilsagn8) ses at være bleven anvendt en Snes Aar efter det herom handlede Tidspunkt, men tiiirods for at man i nogle Retninger viste Strenghed9) og saaledesstraffededen,


1) G. K. 28/é 1750 til Konsul Lewcam i Neapel, der klager over, at Klipfisken kommer i hollandske Skibe og at kun 1 dansk Skib i 1749 korn til Neapel. Han faar 500 Daler om Aaret.

2) Kgl. Majestæts Bevilling til Konsul David Becceler i London: „ hannem som andre Nationers Konsuler visse Konsulatspenge at tillægge og bevilge" 15/3 1692. „Ordonnance de la Marine", Fontainebleau Aug. 1681, Iste Bog 9 Kap. Art. XI.

3) Plakat Bli2 1683, 22/8 1685 for Konsul Leers i Nantes, 6Jio 1681 for Konsul Heusler i Bordeaux, 8/i2 1691 Gadix. '

4) G. K/s Extraktprotokol F, 1741 p. 17—41.

5) Jfr. Plakat 26/4 1773.

6) G. K. til Konsul Adrian Kloppenborg i Gadix 20/s 1749.

7) G. K. til Konsulen i Venedig 20|5 1749.

8) G. K. til Konsul Molderup i Leith UU 1764.

9) C. K. til Konsul Stiefken i Lissabon "h 1750.

Side 393

ledesstraffededen,der tog højere Konsulatspenge uden kongelig Hjemmel, med Bestallingens Fortabelse, synes det ikke at have været helt konsekvent gennemført, og det er derfor for Nutidens Undersøgelse vanskeligt at danne sig et Overblik i denne Henseende og naa nogen anden sikker Slutning end den, at her har været et Punkt, hvor ogsaa Datidens Administration har haft Vanskelighed*)med at vide, hvorledes Sagen egentlig forholdt sig, og bevislig ofte har taget fejl.

Vanskelighederne ved at fastsætte en passende Konsulatsafgiftblev imidlertid dog saa hastigt overvundet, at Kollegiet allerede i Begyndelsen af Aaret 1742 havde Udkastet færdigt2) og oversendte det til tyske Kancelli, der jo havde forbeholdt sig at udstede Instruktionen. Samtidig fremsætter Commerce-Kollegiet Forslag om, at der bør udstedes en Forordning om Konsulatsvæsenetpaa Dansk og Tysk, for at Borgerne kan vide, hvilke Konsulatspenge de er pligtige at betale, og hvilken Ret de har til at forlange Bistand af Konsulerne. Udkastetblev fremlagt i Conseilet, hvor det mødte nogen Kritik baade med Hensyn til Form og Indhold, mens man derimod tiltraadte Forslaget om at udstede en Forordningaf ganske samme Indhold som Instruxen, kun med Udeladelse af de Paragraffer, der alene angik Konsulen,saaledes f. Ex. hans Ret til at udnævne Vicekonsuler.I den Skrivelse3), ved hvilken Schulin meddeler Commerce-Kollegiet Conseilets Resolution, udformer han nærmere Indvendingerne, deriblandt den, at man har


1) T. K. til C. K. Maj 1743 ang. Efterbetaling. Listen i Commerce- Kollegiets Reskript af 291s 1749, jfr. senere kgl. Resolution af "/s 1749.

2) C.K. til T.K. 2/2 1742.

3) Schulin til G.K. 27/2 1742.

Side 394

glemt at tage Hensyn til Hertugdømmerne. Udkastet er, siger han dernæst, kun baseret paa Konsuler i Søstæder, men Danmark har ogsaa Konsuler inde i Landet, og dem forpligter Udkastet ikke til noget. Bliver denne Forskelikke udtrykkelig fremhævet, vil Forordningen kunne vække Forvirring hos de lovundergivne; og Forordningen bør derfor udtrykkelig pointere „hvilke Steder, Konsuler og Distrikter den omfatter, og hvilke ikke". Dernæst bemærkesdet, at Konsulatsafgiften er ansat for lavt, og foreslaas, at den bliver forhøjet.

Ihvorvel dette sidste naturligvis var at røre ved et ømt Punkt, kan det dog ikke forklare, at der hengik 3 Aar inden Commerce-Kollegiet svarede i Sagen. Ganske vist blev der paany indhentet Betænkning fra de i Handelog Søfart interesserede Næringsdrivende*) om deres Mening-om Konsulatsafgiften, men vi har ovenfor set, at den Art Oplysninger netop fremskaffedes ualmindeligt hurtigt paa denne Tid, og selv om man har skullet indhenteOplysning fra Udlandet om andre Staters Skik, kan det næppe heller have været Aarsag i Forhalingen. I Februar 1745 fremsendte Commerce-Kollegiet for anden Gang Udkastet efter at have foretaget nogle af de Rettelser,Gonseilet i 1742 havde henstillet. Konsulatsafgiften var imidlertid i Forslaget uforandret den samme, da de Gommercerende havde protesteret imod, at den ansattes højere. Schulins anden, ovenfor anførte Indvending, der senere viste sig at være af særdeles vidtrækkende Betydningog administrativt særdeles upraktisk, accepteredes derimod. Det er rigtigt, sagde man, at Instrux og Forordningtilsyneladende kun angaar Konsulerne i Søstæderne,men


1) G. K. til T. K. Febr. 1745.

Side 395

derne,mendet er saa at sige ogsaa de eneste, der kan være „de Commercerende" til praktisk Nytte. Af Hensyn til Publikum og for at forebygge Misforstaaelser bør derforForordningen nøje angive de Konsuler og Steder, den omfatter; men Kollegiet besidder ingen Fortegnelse over Konsulerne og maa derfor anmode Kancelliet om at indføjeen Fortegnelse over de Embedsmænd, Forordningen tænkes at skulle omfatte, i denne.

Saasnart Kancelliet havde modtaget Udkastet, forelagde det Sagen i Gonseilet, idet det godkendte den af Commerce-Kollegiet angaaende Konsulatspengene fremførte Betragtning: at Konsulerne jo var henvist til andet almindeligt Erhverv og iøvrigt i Kraft af deres Stilling nød Fordele i Form af visse Immuniteter og havde Forventning - om Handelskommission, saa at Konsulatsafgiftens Størrelse ikke kunde antages at spille nogen afgørende Rolle for dem. Forslaget til Instrux og en dermed overensstemmende Forordning indstilledes derfor tit Gonseilets Godkendelse, hvilken opnaaedes. Først 4 Aar senere udkom dog Loven og Instruxen, og der hengik fra Tidspunktet for Approbationen, til der næste Gang hørtes om Sagen, over halvtredje Aar.

Af Akterne om denne Sag kan det ikke ses, hvad Aarsagen hertil har været, og de senere Begivenheder kaster intet Lys herover. I den Omstændighed, at Commerce-KollegietsEmbedsmænd var meget fornemme Folk med mange Pligter, skulde man vel ikke vente at finde Forklaringen, omend en enkelt Udtalelse1) til Konsul Ployart i Marseille om, at han ikke har faaet Svar paa sine gentagne Henvendelser, „fordi Rejse med Kongen i


1) G. K. Skr. 20/7 1748.

Side 396

Holsten og andre presserende Geschåfte har hindret os", kunde pege i denne Retning. Selvom Kong Kristian VFs Død kan antages at have haft nogen Indflydelse, kan Forholdet dog heller ikke tilfredsstillende forklares ved denne Begivenhed. Formen af den Skrivelse, ved hvilken hele Sagen atter kaldes til Live, Commerce-KollegietsHenvendelse til tyske Kancelli af 18. Oktb. 1747, kunde imidlertid tyde paa, at der foruden de Vanskeligheder,det frembød at overskue Konsekvenserne af Konsulatsafgiften*),kan have været Gnidningen mellem Gommeree-Kollegietog tyske Kancelli om Magtomraadet og Forretningernes Fordeling. I en Strid mellem et Udenrigsdepartementog et Handelsdepartement bliver Konsulatstjenestenufejlbarlig den første Stridsgenstand; muligviskan der ogsaa have været nogen Usikkerhed tilstede om Konsulatsledelsen i al Almindelighed, da man paa den Tid befandt sig i en Periode, i hvilken Regeringens Agenter i Udlandet konsoliderede sig i de 2 Hovedgrupper: Gesandter og Konsuler med bestemt afgrænsede Opgaver.

Ved nævnte Skrivelse beder Commerce-Kollegiet, netop under Henvisning til, at Konsulerne jo kun skal befatte sig med økonomiske Sager, om at maatte faa Udkastet og alle Sagens Akter tilbage for at det — i Modsætning til, hvad der oprindelig var Bestemmelsen2) — kan foretage det til Sagens Fremme videre fornødne. Tyske Kancelli efterkommer omgaaende Anmodningen, tilbagesender det i 1745 approberede Udkast, giver Oplysningom samtlige de Konsuler, der var ansat i Havnestæder,og Oplysning om de Bevillinger til Konsulatsafgift,der da var i Kraft. Hermed havde Gommerce-


1) G. K. til T. K. nU 1741.

2) Schulin til G. K. Vio 1740.

Side 397

Kollegiet faaet et stærkt Tag i den konsulære Tjeneste, thi efter 1750 bliver Forbindelsen mellem dette Kollegium og Konsulerne om end ikke den udelukkende saa dog den fortrinsvis benyttede Embedsvej, hvis Betydning stadig udvides, indtil Konsulernes Virksomhed i 1773 ogsaa formelt henlægges under Kollegiet1).

Det blev saaledes Commerce-Kollegiet, der efter i Løbet af Aaret 1748 at have anstillet nogle Undersøgelser2) om dansk Sejlads paa fremmed Havn — atter muligvis for at prøve Konsulatsafgiftens Retfærdighed 3) —, kom til at gøre de endelige Skridt til den første Instrux og den første grundlæggende Lov for danske Konsuler, ligesom det faldt i dette Kollegiums Lod at gennemføre Reformen i Praxis.

I Begyndelsen af Aaret 1749 var Gommerce-Kollegieis Overvejelser endt, og den 10. Febr. indstilledes med en allerundanigst Forestilling Konsulinstruktionen og Loven til Kongens Underskrift. Denne fandt Sted den 17. s. M.4), hvorefter en dansk Gengivelse af Forordningen erholdt allerhøjeste Underskrift d. 11. Marts. Ganske i Overensstemmelsemed hele Arbejdets Plan og med de i Kristian Vl's Tid trufne Resolutioner var Hovedværket selve Instruktionenog Forordningen kun et Uddrag af denne. Mens man efter Grundlovens Givelse gaar den Vej at vedtage Love, der regulerer de paagældende Forhold, og


1) G. K/s Cirkulære til Konsulerne 10/4 1773, jfr. Allerunthertånigster Vorschlag des Departements der auslåndischen Sachen 28/i2 1770.

2) G. K.'s Skrivelser til „samtlige Konsuler" om Skibslister for 174-7 af 23/8 1748.

3) G. K. til Schulin 28/i 1749, hvorvidt Altona Commercerendes Paastand om Frihed for Konsulatspenge er begrundet.

4) Den af Kongen underskrevne Forestilling er galt dateret: 17/» i Stedet for 17J2 1749.

Side 398

derpaa i Henhold til Lovens Regler udsteder de nødvendigeAnordninger og Instruxer til Embedsmænd, blev altsaa i 1740 reelt og tildels ogsaa formelt Instruktionen til en Gruppe Embedsmænd gjort til gældende Lov for Landets Borgere. Men en Lov i dette Æmne var selvfølgeligpaakrævet, thi der fandtes før 1749 ikke nogen egentlig Lovbestemmelse om det danske Konsulatsvæsen. Commerce-Kollegiet, som, da det i 1740 tog fat paa Opgaven, utvivlsomt har begyndt sit Arbejde med at undersøge, hvilke Normer Lovgivningen indeholdt om disse Embedsmænds Rettigheder og Pligter og InstitutionensStilling i Civiletaten, har, fraset et Par Plakater om enkelte Konsuler1), ingen Vejledning fundet og derfor ogsaa straks fremsat Forslag om Nødvendigheden af en Forordning for Borgerne.

Til Afløsning af tidligere Tiders Embedsvejledning: Sædvane, Traktatbestemmelser og Bestallingernes vage Anvisninger, fremsætter Instruktionen nu klare Regler, der fuldtud har kunnet staa Prøve gennem Tiderne, idet de kun lidet ændrede2) genoptoges i Konsulinstruxen af 1824 og i mangt og meget staar ved Magt den Dag i Dag.

Konsulen skal paa enhver Maade befordre Danmarks og danske Undersaatters Handel, hjælpe enhver tilrette, og ufortrøden og oprigtigen gaa de trafikerende Undersaattertil Haande. Han har dog ingen Eneret paa at udføre Danskes Forretninger paa Pladsen og maa kun optræde som Mellemmand ved Køb og Salg, Klarering og Fragters Indgaaelse, naar han opfordres dertil, men


1) Jfr. foran S. 892 Anm. 3.

2) C. K.'s Allerundanigst Forestill, til Frdn. og Instr. 1824.

Side 399

er da ogsaa berettiget til at tage almindelig Kommission
og Betaling.

I Udhavne eller hvor det er nødvendigt, maa han beskikke Fuldmægtige eller Vicekonsuler; over de hans Konsulatsdistrikt anløbende danske Skibe skal han indsende periodisk Statistik.

Han modtager dernæst Autorisation til at afgøre og paadømme Tvistigheder dels mellem Søfarende, Handlende og andre Undersaatter, der opholder sig i hans konsulære Distrikt, saafremt han ikke har kunnet forlige Parterne, dels mellem alle ombord paa Skibe under dansk Flag. Den Kendelse, Konsulen giver efter Ret og Billighed i Overensstemmelse med „vores Lands Love", skal efterkommesog gives Parterne beskreven, da det er Parterne uforment efter Hjemkomsten til Danmark at forelægge Pætten samme. Der gives dernæst Regler om, hvorledes Konsulen skal forholde sig i Tilfælde af, at egentlige Forbrydelser begaas af Danske eller paa dansk Skib. For at bringe Orden i Kontraktsforhold mellem Skipper og Mandskab bestemmer Forordningen, at Kontrakterne skal indføres i Skibsruller, som i sin Tid af Konsulerne Nording foreslaaet. Konsulerne faar derhos Bemyndigelse til i forekommende Tilfælde at udstede Instruktioner for Skibsfarten, som denne bør efterkomme, en Forholdsregel, som der paa en Tid, da Efterretningsvæsenet ikke var saa hastigt som nutildags, ofte var Anledning til at benytte i Tilfælde f. Ex. af pludselig udbrudt Krig eller Epidemi eller Ændring i Skibenes Legitimationspapirer. I Tilfælde af at dansk Skib led Skibbrud i Konsulens Distrikt, skulde han hjælpe og eventuelt ogsaa handle paa de fraværende Rederes og Ladningsejeres Vegne. Gjorde han dette sidste, skulde han, naar alt var bjerget eller solgt, tilstille Interessenterneen

Side 400

essenterneenOpgørelse; dette ændredes kun faa Aar senere til, at han skulde tilsende Commerce-Kollegiet saavelsom Interessenterne Opgørelsen, og viser altsaa Centraladministrationensstigende Kontrol med hele Embedsvirksomheden.Ligeledes skulde Konsulen, naar en i hans Distrikt bosat eller sig opholdende Dansk afgik ved Døden uden at der var en til Stervboens Varetagelse berettiget tilstede, antage sig Efterladenskaberne, saafremt da ikke Skik og Brug eller Traktater angav anden Frerngangsmaade.Ved Konsulatet skulde der føres en Embedsprotokol.Endelig gav Instruktionen Konsulen Ret til at afkræve Skibene en Afgift, de saakaldte Konsulatspenge, der fastsattes til 8 Sk. Dansk pr. Commerce Læst for Skibe fra Danmark og Fyrstendømmerne saavelsom fra Norge, men til sx/25x/ 2 Sk. Dansk for norske Skibe, hvis Maalebrev angav Skibets Størrelse i Jern- eller Trælæster eller simpelthen Læster.

Skibsførerne var derhos i Henhold til Forordningen pligtige ved deres Ankomst til Konsulens Havn at anmelde sig ufortøvet hos denne, der da skulde give Skibsføreren Oplysning om særlige Coutumer paa Stedet og meddele Kvittering for Konsulatspengenes Betaling.

Det bemærkes i Aage Friis's Værk om Bernstorfferne og Danmark, hvor Talen er om disse Begivenheder, „at det gik hurtigere med Bernstorffs Krav om Instruxer for Benyttelsen af Konsulerne, allerede 3. Marts 1749 udkom en saadan, der, omend med en Del Ændringer, fulgte de Forslag, som B. og Legationssekretæren i Paris Wasserschlebe havde fremført i September 1748" (I, 167), idet denne sidste „havde udarbejdet et helt Forslag til Konsulreglement" (S. 163), hvormed Forfatteren, som det fremgaar af Sammenhængen, sigter til en dansk Anordning, der skulde fastslaa Konsulernes retslige Beføjelser og forpligte Skipperne til at søge dem i alle Retstvistigheder i fremmede Havne.

Side 401

Forsaavidt Forfatteren gør denne Sondring, taler han altsaa her ikke om en egentlig Konsulinstrux, men om Loven o: den Konsulatsvæsenet organiserende kongelige Forordning, og det antydes, at den d. 3. Marts 1749 udkomne Forordning har fæstnet Bernstorffs og Wasserschlebes Tanker til Lov.

Det kunde jo i og for sig synes rimeligt at antage, at B.'s vejledende Bemærkninger angaaende enkelte Sider af Konsulatstjenesten, som fremsat navnlig i den store handelspolitiske Indberetning af 14. April 1747, har haft nogen Indflydelse paa det Arbejde, der var under Forberedelse i Commerce-Kollegiet, ligeledes at det af Wasserschlebe udførligt fremsatte, vel begrundede og belyste Forslag, der tager Sigte dels paa en Instruktion for Konsulerne, dels paa en Forordning af generel Natur om Konsulatsvæsenet, har været Commerce-Kollegiet til Støtte ja muligvis i enkelte Retninger direkte Kilde til de Bestemmelser, der saa Lyset d. 17. Febr. 1749.

Forskellige Omstændigheder taler imidlertid herimod og i hvert Fald imod at tillægge Bernstorff eller Wasserschlebe Æren for den Organisation af vort Konsulatsvæsen, den fandt Sted 1749.

Det fremgaar af det tidligere fremsatte, at Arbejdet paa Konsulinstruktionen var begyndt allerede 1740, at der i 1745 forelaa et færdigt, af Kongen approberet Forslag, og at Commerce-Kollegiet efter at have modtaget dette Udkast tilbage i Slutningen af 1747 — fraset Skibsfartsstatistik1) og et enkelt Tvivlsspørgsmaal2) — ikke ses at have indhentet yderligere Oplysninger til Brug i Sagen, der maaske endog har været betragtet som væsentlig afgjort med den af Kongen i 1745 givne Approbation.

Paa dette sene Tidspunkt begynder Bernstorff's Behandling
af de tilsvarende Spørgsmaal.

De udmærkede og rigtige Betragtninger, B. fremsætter i
sin Indberetning af 14/4 1747, navnlig om det nødvendige i
en Konsulatslov, der klarlægger Skippernes pligtmæssige For^


1) Sml. S. 397 Anm. 2.

2) Sml. S. 397 Anm. 3.

Side 402

hold til Konsulaterne, besvarer Gommerce-Kollegiet overhovedet ikke i sin Svarskrivelse til B. af lL>/i 1748. Havde B.'s Planer bragt Gommerce-Kollegiet paa ny Idéer eller hidført det Arbejde,man havde under Udarbejdelse, værdifuld Tilsætning, vilde man utvivlsomt i Svaret have berørt Æmnet og bedt B. uddybe det.

Ikke bedre Løn høster Wasserschlebe for de Anstrengelser, han har nedlagt i det Arbejde, der som et særligt Tillæg ledsager Bernstorffs Indberetning af 16. Septb. 1748. I dette skildrer han Danmarks Konsulatsforhold i Frankrig paa den paagældende Tid og fremsætter den Anskuelse, at Aarsagen til Konsulaternes Ineffectivitet og til de Stridigheder og Trætter, der idelig opstaar mellem disse og de danske Handlende og Søfarende, der kommer til franske Havne, maa søges deri: „at ingen positiv Forordning er forhaanden, der klarlægger Konsulernes Pligter mod de kongelige Undersaatter og disses Pligter overfor Konsulerne samt organiserer Konsulatsvæsenet paa fast og rigtig Fod". Han fremsætter derfor uden at pretendere sit Forslags Færdighed eller Fuldkommenhed paragrafvis Udkast saavel til en Instrux for Konsulerne som til en Konsulatsforordning.

Commerce-Kollegiets Svar paa B.'s sidstnævnte Depeche omtaler imidlertid aldeles ikke W.'s Forslag. Dette kan jo ogsaa først være kommet Commerce-Kollegiet i Hænde umiddelbart forinden Instrux og Forordning udkom og formentlig saa sent, at det aldeles ikke har kunnet have Indflydelse paa disses Affattelse.

Skulde det modsatte dog have været Tilfældet, vilde Commerce-Kollegiet sandsynligvis have omtalt det i sit Svar til Bernstorff, mens delte nu angaaende Konsulatsforhold kun bemærker, at det fremtidig vil paahvile Konsulerne at iagttage de dem nylig tilstillede Instruxer.

Wasserschlebe bemærker ganske vist i Slutningen af sit Forslag, at „den Dristighed, hvormed han har fremsat sine Tanker, alene kan undskyldes derved, at han har handlet efter Befaling". Men den Befaling, der her kan være Tale om, kan, efter hvad der foreligger, ikke have været Commerce-Kollegiets

Side 403

eller Regeringens, men maa formentlig sigte til en Ordre fra Bernstorff, der jo var hans Foresatte, og som i sin Iver for at fremme denne Sag har paalagt W. at udføre dette Arbejde, uvidende om at Kollegiet var i Færd med at afslutte en 10-aarig Overvejelse af denne Sag.

Adskellige Punkter af W.'s Forslag til Indholdet af en Konsulatsforordning ■— Instruxforslaget er ganske kort og refererer sig mere til Konsulaternes kontormæssige Indretning —, der ikke, som man kunde formode, er en Bearbejdelse af det franske Konsularreglement — Ordonnance de la Marine 1681, Iste Bog 9de Kap. — men danner et paa egne, gennem Embedsforbindelsen med Konsulerne i Frankrig gjorte Erfaringer grundet, praktisk Lovudkast, vil genfindes i den kgl. Forordning af 1749. Dette er jo imidlertid kun naturligt, da Kilden til dem begge er den samme, nemlig de gennem Praxis indhøstede Erfaringer1). Derimod er Ordlyden, Reglernes Rækkefølge og deres Affattelse forskellig i de to Arbejder; nogle af W.'s Forslag findes ikke i Forordningen, der til Gengæld har Regler der ikke findes hos W. Dette tyder ligeledes afgjort paa at W.'s Arbejde ikke ligger til Grund for Forordningen. Hertil kommer, at havde Kollegiet i Slutningen af 1748, da W.'s Forslag indkom, brudt sig om ny Idéer til sin Konsulatsforordning, maa det samme formodes at have været Tilfældet og i højere Grad i 1747, da Bernstorffs Anker over Mangelen paa Organisation suppleredes med hans Henvisning til de mønstergyldige Regler, der indeholdtes i det franske Reglement, hvoraf han indsendte Exemplar til Afbenyttelse.

Det franske Reglement, som forøvrigt naturligvis var Kollegiet vel bekendt i Forvejen, har imidlertid bevisligt ikke ligget direkte til Grund for de danske Regler af 1749, der tværtimod fremtræder som et nationalt, paa egne Erfaringer og praktisk Trang bygget Lovarbejde.

Samtidig med Instruktionen forelagdes der Kongen
et Udkast til en Forordning, som han underskrev d. 17.


1) Sml. S. 389 Anm. o.

Side 404

Febr. *), idet han samtidig resolverede, at det skulde udstedessom Forordning „for at vore handlende og søfarendeUndersaatter kunde vorde underrettet om baade, hvori disse Konsiilembeder bestaar, og hvad dennem i saa Maade efter deres Instrux bliver paalagt at forrette samt, hvormeget dennem for disse Forretninger i Konsulatspengeer tilladt, saavelsom hvorvidt denne Instruktionvores Undersaatter selv kunde vedkomme og de sig derefter at rette have". I Forordningen var Størstedelen af Instruktionens fornævnte Bestemmelser optaget, i hvert Fald alle de, der direkte angik Borgerne. Desuden indeholdtdens § 10 en Fortegnelse over samtlige Konsuler — 16 i Tallet —, der vilde blive forsynet med Instrux, og for hvilke Forordningen skulde gælde.

Dette var i Overensstemmelse med Resolutionen af 1742 og Schulins Anvisninger af 21h 1742 til Commeree- Kollegiet. Imidlertid havde man i Gomrnerce-Kollegiet vel fastholdt, at Instruktionen kun skulde være gældende for Havnekonsuler og endda kun for dem af disse, der enten i Forvejen havde kgl. Privilegium paa at kræve Konsulatspenge eller som boede saa fjernt fra Danmark- Norge, at det kunde være rimeligt at lade anløbende Skibe betale denne Afgift, men samtidig havde man betegnetForordningensom en almindelig, for KonsularembedsmændudenUndtagelse gældende Lov ved at titulere den: „Forordning hvorledes de paa fremmede Steder værende danske Consuls sig i Henseende til de Commercerende have at forholde, samt hvad Konsulatspengedennemer tilladt at tage". Derved var der begaaetenUforsigtighed,


1) Den tyske Foroi'dning gengives i Lovsarnlingen som vaerende af 16/s 1749, den danske af 3|3 1749; deter Datoerne for Forestillingernes Indgivelse til Kongen.

Side 405

gaaetenUforsigtighed,der kunde virke vildledende paa den almindelige Opfattelse, men man havde saa til Gengældvedat indføje i § 10 Listen over de Embeder, Loven gjaldt, klargjort det virkelige Forhold. Da Konsulatsvæsenetimidlertidpaa denne Tid befandt sig i rask Udvikling, havde Commeree-Kollegiet endelig anset det for praktisk i Forslagets § 10 efter Angivelsen af de da etablerede 16 Poster at tilføje, at der desuden aarlig skulde udkomme en Fortegnelse over de Konsuler, for hvilke Loven var gældende, for at Borgerne til enhver Tid kunde erfare de foretagne Forandringer. Ved ForordningensUnderskriftresolverede Kongen imidlertid, at hele dette Stykke skulde udgaa af Loven, og at Borgerne paa anden tjenlig Vis skulde have Underretning om, hvilke Embeder Forordningen angik. Var Indhold af InstruxogForordning — Danmarks første grundlæggende Lovarbejde om Konsulatsvæsenet — end i reel Henseende aldrig saa godt, havde man dog ved denne upraktiske Fremgangsmaade skabt Vanskeligheder og Faldgruber, som alle, ikke mindst Administrationen selv, faldt i. Naar Konsulatsreformemes praktiske Gennemførelse saaledes var præget af Usikkerhed og Unøjagtighed, maa det imidlertiderindres,at Commerce-Kollegiet havde store Vanskelighederatovervinde, fordi Konsulatsvæsenets Administrationvarnoget ganske nyt for dette Kollegium. Muligvis har Kollegiet ikke haft Adgang til tyske Kancellis Arkiv og er heller ikke blevet forsynet med tilstrækkelige og udtømmende Meddelelser fra Kancelliet, naar det skulde have Oplysning om det ene eller det andet KonsulatsForhold,hvilket paa denne Tid daglig maa have været Tilfældet, da Kancelliet jo laa inde med alle Akter vedrørende disse Embeder. I 1745 vidste Gomraerce-Kollegietendikke

Side 406

raerce-KollegietendikkeBesked med, hvilke danske Konsuler der var, hvorledes skulde de saa nu til Punkt og Prikke kende de Vilkaar, paa hvilke hver enkelt Konsulatsembedsmandvarantaget?

Som Følge af Enevælden var al Magt og Autoritet hos Kongen og Embedsmandens Myndighed som afledet fra denne afhængig af et kongeligt Tilsagn. Sandsynligvis har man allerede af den Grund ikke tænkt sig den Mulighedat trykke Instruxen og lade vedkommende Departementsende den til Konsulen til Efterlevelse, men ansaa det for rettest, at hver Konsularembedsmand modtog— saaledes som det forøvrigt fandt Sted til langt ind i det 19. Aarhundrede — en til ham personlig rettet,. af Kongen undertegnet Instrux. Denne Fremgangsmaader der maaske har været anset for aldeles nødvendig, fordi Instruxen gav Adgang til Oppebørsel af Konsulatsafgift, havde den Fordel, at det altid binder en Embedsmand stærkere, naar der rettes en selvstændig Ordre til ham. end naar der gives ham en trykt Tjenesteanvisning, og den gjorde det muligt, at man kunde supplere Instruxens Indhold med nye paa Grund af ændrede Forhold eller nye Love nødvendiggjorte Bestemmelser, hvilket ogsaa i den følgende Tid indtil den næste Konsulinstrux af 1824 stadig fandt Sted ved Nyudnævnelser1). Hvis man straks har tænkt sig denne Praksis, er det saa meget mærkeligere, at man ikke har fulgt, den helt og sendt samtlige daværende danske Konsularembedsmænd uden Hensyn til Stedet for deres Virksomhed en Instrux, indeholdendefærre eller flere af den vedtagne Instruktions Regler alt efter vedkommende Embedes Sted og Beskaffenhedog


1) Motiv til Instr. og Frdn. 1824 og talrige Udnævnelsesbreve.

Side 407

fenhedogf. Ex. med Udelukkelse af Konsulatsafgiftsparagraffenoverfor Konsuler i Indland eller nærliggende Havne. Thi uden Hensyn til Embedets Beskaffenhed og Sted kunde Instruktionens Vejledning om EmbedetsUdførelse tjene samtlige Konsularembedsmænd til Rettesnor og Bistand. Man var imidlertid kommet fast ind i den Tanke, at Instruxen og Retten til Konsulatspengehørte uadskilleligt sammen, saa at kun de Konsuler,der boede i Lande, hvis Sprog danske Skipperesom Regel ikke mægtede, eller saa fjærnt fra Danmark,at en Afgift af de besøgende Skibe ved Ankomst til deres Havn var naturlig, burde have Instruxen til Efterlevelse, og kun de Konsuler, der havde faaet Instruxentilstillet, have Ret til de ved Forordningen hjemledeKonsulatspenge.

Da Cornmerce-Kollegiet den 10. Febr. 1749 gik til Kongen med Sagen, forelagdes der ham derfor saa mange Instruxer til Underskrift, som man havde faaet skrevet færdig, nemlig 9: for Konsulerne Kloppenborg i Cadiz, v. Thun i Sevilla, Habistreiter i Venedig, Harms i Malaga, Bartres i Livorno, Hansen i Bordeaux, Ployart i Marseille, Stiefken i Lissabon og Rigot i Genua. Reskriptet for sidstnævnte vilde Kongen dog ikke underskrive, da Regeringenkort forinden havde faaet at vide, at han af personlige Grunde ikke vilde blive anerkendt af Genua, og hans Udnævnelse derfor maatte gaa tilbage. Reskriptet for Konsul Thun blev vel underskrevet, men det blev dog besluttet, at man, forinden man sendte ham det, burde undersøge, om han overhovedet opholdt sig i Sevillamere. De øvrige i den udslettede § 10 af Forordningennævnte Konsuler: Nording i La Rochelle og Nantes, Lynch i Gibraltar, Lewcam i Neapel, Desaguliers paa

Side 408

Minorca, Donquer i Dunkerque, Brouwer i Ostende, Brown paa Madeira og Bullen i Bayonne maa have faaet de for dem bestemte Instruktionsreskripter undertegnet i de paafølgendeDage, thi d. 22. Marts udsendte Commerce-KollegietInstruxen tilligemed en Rundskrivelse, der lover Konsulerne en Extrakt af den danske Søfartslovgivning til Vejledning ved Søfartsanliggenders Afgørelse, hvilket Løfte indfriedes omtrent 2 Aar senere1). Ved denne Lejlighed sendtes der dog — uvist hvorfor — kun Instruxerud til 12 af Konsulerne; samtidig gav man Konsulernei Marseille og Bordeaux Ret til, saalænge de levede, at vedblive at kræve den højere Konsulatsafgiftr de havde kongelig Bevilling paa.

Til Efterkommelse af Kongens ved Underskriften trufne Bestemmelse om, at Borgerne paa anden tjenlig Vis skulde have Underretning om, hvilke Konsuler Forordningenangik,var et nyt Lovbud nødvendigt. Gommerce-Kollegietudstedtederfor d. 29. Marts et Reskript til Københavns Magistrat og samtlige Stiftsbefalingsmænd i Norge og Danmark, der indskærper, at Konsulerne i England, Holland eller nærmere Hjemlandet saavelsom i de østersøiske Havne ikke var forsynet med Instrux og ikke berettiget til at afkræve Skibsfarten Konsulatspenge, Reskriptet opramser derefter de 14 Konsuler, der rammes af Forordningen af 3. Marts (sic), og lover tilslut, at en saadan Liste ved hvert Aars Udgang skal vorde de Commercerendebekendtgjort.Det vil af det nysbemærkede ses, at der findes Unøjagtigheder i hele denne Expedition og spores en betydelig Usikkerhed: Først havde man ved Instruxernes Underskrift glemt2), at to af Konsulerne


1) Extrakten sendtes Konsulerne i 11 vigtige Sohandelsstaeder af C. K. 6I2 1751.

2) Allerunderd. Forestill. nn| 3 1749.

Side 409

havde Ret til højere Afgifter, endskønt Magistraten og nogle Aar tidligere endog Comrnerce-Kollegiet selvl) særlig havde henledet Opmærksomheden paa dette Forhold, og man maatte derfor, umiddelbart efter at Kongen havde skrevet under, atter indgaa med Forestilling om at lade den gamle Bevilling gælde for disse. Forøvrigt havde andre end de to Konsuler, man kom i Tanke om, lignendeRettil større Afgift. Dernæst var Forordningen beregnet paa at gælde for 16 Konsuler, men udsendes kun til 12. Reskriptet til Magistraten nævner 14 Konsuler,menglemmer Konsulen i Bayonne, der dog var blandt de 12, der lige havde modtaget Instruxen en Uge i Forvejen. Som Vejledning for Borgerne led Reskriptet af 29. Marts dernæst af den Mangel, at det intet oplyser om, at nogle af de Konsuler, det selv nævner som faldendeindunder Forordningen, har Ret til at opkræve anden og større Afgift end Lovens. Endelig havde Cornmeree-Kollegietganskeglem t2) den kongelige Konsul i Rouen, der naturligvis burde have haft Instruktionen ligesaavel som de andre Konsuler i Frankrig, og som forøvrigtogsaahavde Bevilling paa højere Konsulatspenge, Paa denne Forglemmelse hjalp den danske Gesandt i Paris, Bernstorff, ved af egen Drift at tilstille ham en Afskrift, og Commeree-Kollegiet bekræftede senere baade hans Besiddelse af Instruxen og hans Ret til højere Afgift.Varsaaledes Reskriptet mangelfuldt og i sit Indholdurigtigt,klæbede der tillige den Hage ved det, at det indeholdt et Løfte, som ikke ses at være blevet indfriet,idetder ikke aarlig udkom den til Supplering og


1) G.K. til T.K. Febr. 1745.

2) G. K. til Konsulen i Rouen 12/7 1749 (Bcela s'est fait purement par omission"). Kgl. Resolution 19/3 1781.

Side 410

Forstaaelse af Konsulatsforordningen nødvendige Liste. I Aarene indtil 1763 ses ingen at være udstedt, og den Liste, der kom i 1765, er slet og ret en Fortegnelse over de daværende danske Konsuler, hvoriblandt man nu finder 4 i Afrika og 5 i Storbritannien med 20 Vicekonsuler.

Denne fremtrædende administrative Usikkerhed og Unøjagtighed forklares som alt fremhævet til dels ved, at hele dette Omraade var nyt for Commerce-Kollegiet, men hertil kommer, at selve det legale Grundlag, saaledes som det var etableret ved Forordningen af 1749, var særdeles upraktisk. Det var uheldigt, at man var gaaet til at udstede en Lov, til hvis rette Forstaaelse et aarligt Reglement var fornødent, og som uden direkte selv at sige det var tænkt at skulle dele Konsulerne, i hvis Virksomhed faktisk ingen Forskel findes, i to adskilte Grupper og kun at skulle gælde for den ene af disse.

Dertil kommer, at det allerede er tvivlsomt, hvorvidt Commerce-Kollegiets Gruppesondring af Konsulerne ved de i 1749 trufne administrative Forholdsregler var rigtig, — saaledes synes Konsulen i Danzig alt dengang at have haft Ret til Konsulatspenge1), og vi har før set, at Konsulen i London netop er blandt de første danske Konsuler, der overhovedet har haft dette Privilegium.

Men bortset herfra havde praktiske Grunde gjort det af med den i 1749 etablerede Tvedeling2), allerede længe forinden den formelt bortfaldt ved Forordningen af 4. Aug. 1824. Thi dels har de øvrige Konsuler snart hørt om Instruktionen og selv bedt om at maatte faa den og Ret til Konsulatspenge3), dels har Regeringen selv ved Nybesaettelsertilstillet


1) T.K. til C.K. 3/8 1745; Schovelin anf. Skr. S. 19.

2) G. K til Konsulerne i Riga 2G/a 1760 og Danzig 7I& 1763.

3) Allevund. Forestill. 3i9 1773.

Side 411

besaettelsertilstilletvedkommende Embedsmand Instruxenx) og meddelt Bevilling paa Konsulatspenge2). At slutte sig til de givne Reglers Anvendelse i Konsulatsadministrationen og Praxis udfra den i 1765 og de senere Aar udkomne Konsulfortegnelse vilde imidlertid utvivlsomt vaere urigtigt; thi denne Liste bserer Prseget af kun at vsere en Fortegnelseover en vis Gruppe Ernbedsmaend og fremtrseder ingenlunde som en til Supplering af Frdn. 1749 udstedt, udtommende Liste over wlnstruktionskonsuler".wInstruktionskonsuler". Ej heller kan man med Bestemthed afgore, hvorvidt Plakaten af 26. April 1773, der blev givet til Indskaerpelse af Frdn. af 1749, og som angaar „Konsulerne" uden at antyde nogen Sondring mellem disse, bryder med det i Frdn. af 1749 knsesatte Tvedelingsprincip3), selvom det muligvis er rigtigt, som antaget i Fogtmanns Reskriptsamling4) — omend med nogen Tvivl —, at den ophsever det ovenforofte nsßvnte Reskript af 29/ s 1749.

Saa meget er imidlertid vist, at de senere Begivenheder viser, at Konsuler baade i Storbritannien, Holland og ved Østersøen modtog Instruxen samtidig med deres i Tiden efter 1770 særdeles instruktivt affattede Udnævnelsesbrev e5) og tillige Ret til Opkrævelse af Konsulatspenge, omend denne Ret vedblev at hvile paa et særligt Tilsagn i hvert enkelt Tilfælde.


1) C. K. til Konsulen i Falmouth 18I7 1750.

2) G. K. til Konsul Constantin Brun i St. Petersborg 16do 1777 og til Konsulen i Bayonne sl/5 1777.

3) G. K.'s Udsendelse af Plakaten ved Cirkulære ai/5 1773. C. K. til Konsul Brun i Petersborg „udnævne til virkelig Konsul med de vore andre Konsuler tilkommende Rettigheder".

4) Fogtmanns Reskripter V (Kbh. 1787), S. 182.

5) Saaledes f. Ex. C. K. 6/2 1777 til Konsul Fursmann i Falmouth.