Poul Andræ har offentliggjort Geheimeraadinde Andræs
politiske Dagbøger, I (1914) og fortsætter derved pietetsfuldt
sin Udgivelse af Optegnelser fra Forældrehjemmet. Dette

Bind omfatter hans Moders Dagbogsoptegnelser i Maanederne Mai 1855 til Marts 1856, d. e. den Tid der forløb fra FællesforfatningensForberedelse til det første Rigsraads Sammen - træden ifølge Forfatningen. Andræ, der ellers ikke hørte til de meget talende, har stadig underholdt sin Hustru om, hvad der skete i Statsraad. Ministerraad etc., ligesom hun overværede adskilligt, der foregik i selve Hjemmet, og hun, der var et betydeligt Menneske med stor Interesse for offentligeTing, har om Aftenen gjort Notater over det hørte.

Noget væsentligt nyt maa man ikke vente af en saadan Bog. Men for den, der i Forvejen er fortrolig med Begivenhedernes Gang, og der er „god Bekendt" med de optrædende Personer, vil det altid være af Interesse at se Sager og Mennesker i en saadan impressionistisk Belysning. Sagerne vedrører baade Fællesforfatningen og den Heibergske Teaterkonflikt, baade de slesvigske Sprogreskripter og Prins Ferdinands Gæld, baade Sundtoldafløsningen og Grevinde Danners Forhold. Personerne er Kongen og Grevinden, Andræ og samtlige, øvrige Medlemmer af det P. G. Bangske Ministerium, Tscherning, Monrad, Fenger, Krieger og andre fremragende Parlamentarikere, Fru Andræs Broder Hans Egede Schack m. fl. Andræs Fasthed, Bangs Arbejdsdygtighed, Halls Veghed, Kriegers Ivrighed, Egede Schacks Langsomhed, Monrads „Intrigeren", Fengers Finansindsigt etc. faar hver sit lille Bidrag. Kongen og Grevinden omtales begge ikke usympatisk.

Ellers er Andræ naturligvis Hovedpersonen. Fællesforfatningenvar jo et positivt politisk Værk, væsentligst fra hans Haand, medens hans politiske Virksomhed ellers har været overvejende kritisk. Denne Kritik har ogsaa givet sig rigeligt Raaderum, naar han i Hjemmet omtalte sine ministerielle Kolleger og andre politiske Personligheder, og den trofaste Hustru har ført Ytringerne i Pennen med en ikke blidnende men skærpende kvindelig Ensidighed. Da Andræ i Virkelighedenvar en ensom Mand, aandsaristokratisk og med stærkt udprægede Særmeninger, fandt ikke mange Naade for hans Blik, hvad der saa atter gav sig Udtryk i Optegnelserne. Kun da omtales nogen übetinget venligt, naar han i en given

Situation nøjagtig har ment, hvad han „skulde mene"; Oppositionmod
Andræ var ikke tilladt.

Og dog, er dette mærkeligt? Enhver, der har haft Lejlighed til nøjere Forbindelse med aktive Politikere, vil have iagttaget, at Menneskers større eller mindre Dygtighed og Bravhed paa den vidunderligste Maade skifter, sommetider fra Dag til anden, efter deres Optræden for eller imod, og hertil kommer det almenmenneskelige, at hvor Folk, hvemsomhelst, bringes paa Omtale i en Stue, er det i Reglen ikke for at rose dem; om det saa kun er et lille Hib, er det altid morsommere.

Hr. Andræs Bog er, ogsaa ved sit udførlige Tillæg, der instruktivt udfylder Dagbogens flygtige Optegnelser, til Gavn og Glæde for kyndige, der jo véd, at Breve og Dagbøger kan benyttes varsomt supplerende men ikke som Grundlag. Ikke kyndige, der vilde hæfte sig ved en og anden vel stærk Ytring, bør mindes, hvad der ogsaa i Bogen selv et Sted bliver antydet, at hvad man siger og skriver mellem sine egne og for sig selv er løsrevne Ytringer, der ikke maa fastnagles som Historiens sidste Ord. M. R-n.