Lægevidenskabens Fortjenester af Historien blive i vore Dage stadig større. Herved tænkes ikke paa de betydningsfulde kraniologiske Undersøgelser, som især belyse ethnografiskeSpørgsmaal,men paa de mangfoldige Bidrag til Forstaaelse af psykiske Fænomener hos større Folkedele (Besættelse, Suggestion osv.) eller hos enkelte Personer (som for nylig overfor Dronning

Kristina af Sverige, Korfits Ulfeldt). Professor i Anatomi Fr. G. G. Hansen har offentliggjort et med smukke Tavler og andre Afbildninger rigt udstyret Værk De ældste Kongegrave og Bispegrave i Roskilde Domkirke. Bogen har ogsaa den lange Undertitel: Anthropologisk-historiske Undersøgelser over Sven Estridsøn og hans Moder Estrid, Biskop Vilhelm og Biskop Asser af Roskilde; med anatomisk Rekonstruktion af Ansigtsprofilerneaf disse fire Personer samt af Dronning Sophie og Dronning Berengaria; Valdemar Is Sygdom og Død. Forf. redegjør ikke alene omhyggeligt for de fundne Skeletters Form og Maal, han søger at fremkalde en Forestilling om, hvorledes Personerne have set ud, og alene paa Grundlag af Kraniet tegner han deres Ansigtsprofiler, som man sikkert, i Kraft af Prof. Hansens store videnskabelige Indsigt og kunstneriske Sans, kan anse for rigtige.

Ligeledes søger Prof. H. at klare sig, hvorledes Personerne have brugt deres Lemmer. Af mange forskjellige Spor paa Svend Estridssøns Knokler udleder han, at Kongen maa have havt en uskjøn, vraltende Gang. Derved faa vi Forstaaelse af et hidtil lidet paaagtet Udsagn af en hallandsk Bondekone, som umiddelbart efter Slaget ved Nisaa klagede over, at vi havde en Konge, som baade var halt og ræd. Om Kong Svend erfare vi i øvrigt, at hans utvivlsomt skjønne Ansigt har havt et eget Træk ved en fremstaaende venstre Hjørnetand i Overmunden. Svend har faaet dette i Arv fra Moderen, som havde lignende fremstaaende Overtænder, og mulig gaar dette Træk længere tilbage i Slægten; hendes Farfader havde jo Tilnavnet Blaatand, og man kan tænke sig, at en Uregelmæssighed af saadan Art har ladet ham vise mindre skjønne Tænder (Forf. har Uret i at antage, som i sin Tid Ihre, at Blaatand betyder Stortand).

Noget mere nølende bøjer man sig maaske for Bestemmelsenaf flere Personers aandelige Evne paa Grundlag af Hjerneskallens Rumfang; dog maa det bemærkes, at Prof. H. her udtaler sig med stor Forsigtighed og betoner, at et Bevis ad denne Vej ikke kan være afgjørende. Imidlertid falde hans Resultater i det Hele mærkeligt sammen med, hvad de historiske

Kilder berette. Den mægtige Bisp Vilhelm, som ikke frygtede for at trodse og ave de Store, viser sig at have været en høj, muskelstærk Mand med barsk, karakterfast Ydre, og Slutninger ud fra hans Hjernevægt vise snarest hen til overlegne Evner. Endvidere viser det sig, at han som aldrende Mand har havt sin hele Rygrad angrebet af Gigt, sin Brystkasse indsnævret derved og saa stive Lemmer, at han kun kunde bevæge sig med Stav eller Krykke. Fortællingen om hans Svaghedstilstand og Død ved Kongens Jordefærd kan for saa vidt passe godt nok med, hvad hans Grav udsiger, løvrigt have disse Undersøgelser givet Prof. Hansen Lejlighed til at fremsætte skarpsindige Tydningeraf flere paa den Tid omtalte Sygdomme og Lægemidlerneimod dem. Joh. Stp.