I det sidste Aarti er der gjort mange mærkelige Fund, som kaste Lys over det stadig brændende Spørgsmaal om Ariernes Hjemland, saa at man maa hilse et Værk velkommen,der sammenstiller alt hvad der nu er bleven draget

frem, ikke mindst i Asiens Indre og i Forasien, og som kan have Værd for Kundskaben om vor Æts Vugge og første Vandringer. Et saadant Værk er nu i bedste Forstand Sigmund F eis t's Kultur, Ausbreitung und Herhunft der Indogermanen(Berlin 1913). Forf. er ikke blot den kyndige Sprogmandog den gode Kender og sindige Benytter af ArkæologiensResultater — ban støtter sig ofte til Sophus Mullers Undersøgelser — han bygger ogsaa paa omfattende Studier, over ethnografiske og historiske Spørgsmaal. Man finder i hans Værk de nyeste Undersøgelser paa alle herhen hørendeOmraader anførte og benyttede, Fremstillingen er klar, og alt er omhyggeligt lagt til Rette ogsaa for Læsere, som ikke have særlige Forkundskaber; man finder ved Anførelse af græske og latinske Kilder ikke blot den originale Tekst, men en Oversættelse. De store Ord- og Sagregistre gøre Bogen vel egnet til Efterslagning. Alle de ledsagende velvalgte Billederaf Oldsager og Mindesmærker tilsigte at belyse netop den Tid, som Feist anser for „Indogermanernes" Fødselstid, den sidste Del af Stenalderen, da Metaller vare begyndte at blive kendte.

Men hvor bliver man ved Lsesning af Bogen slaaet af det uheldige i det af Tydskerne haevdede Udtryk Indogermaner! Naar skulde optages i Titlen paa vor Mt, maatte det vaere paa Grund af en vis Overlegenhed hos Germanernes .Folkeklasse, et Superlativ ved denne som Type, men Forf. beksemper netop BGermaners og Indogermaners Identitet", han hsevder, at „det germanske staar i sine Lydforhold (Lautverschiebung!) ganske isoleret overfor det indogermanske og har heri knap nok Berering med det keltiske, med hvilket det dog i sit Ordforraad viser rnest Overensstemmelse", han udtaler, at det germanske ikke er en direkte Fortssettelse af et indogermansk Maal, at hos det germanske maaske en Trediedel af Ordforraadet staar uden Forbindelse med andre ariske Sprog, og at deter et Sprog, der af Nordeuropas Beboere i en forholdsvis sen Tid er overtaget fra ariske Nabostammer, der formodentlig vare af keltisk Nationalitet. Man feler derfor ogsaa ved Laesningen, hvor vanskeligt deter for Feist at arbejde med det uheldige Faellesnavn.

Tanken om, at Sjælland, Sydsverige eller Dele af Midteuropa skulde have været den indoevropæiske Æts Urhjem, afviser Feist ganske. Han udtaler sig endog skarpt om s at et vist nationalt Overmaal skulde have gjort sig gældende hos tydske Forskere ved deres Paastande, og roser os Skandinaver for at have holdt os tilbage. Hans endelige Resultat er, at Hjemlandet maa søges i Asiens Indre, hinsides Oxus og Jaxartes; man veed ad den sproglige Undersøgelses Vej, at det har været i en vandrig, nordlig Egn, med Vinter, Is og Sne, og hvor den tempererede Zones Fauna og Flora fandtes.

Paa den anden Side hævder Forf., at baade Skandinavers og andre Germaners Forfædre have boet paa deres nuværende Omraader fra de ældste Tider, i alt Fald siden Istidens Ophør, idet den samme højvoxne, langskallede, blonde Type kan paavises som boende her, men den er først i en senere Tid bleven indogermaniseret ved Paavirkning af Naboer, løvrigt hævder Forf., hvor urigtig den Tanke er, at man ved Hjælp af det ariske Ursprog skulde kunne faa et Billede af Menneskehedens Urtilstand. Indoeuropæerne have tværtimod overalt paa deres Vandringer truffet en ældre Befolkning og optaget Bestanddele af dens Kultur i sig. Han paaviser ofte Ord og især Kulturforhold, som ere i Strid med det almindelig ariske, og som ere overtagne snart fra Europas Urfolk, repræsenterede ved Nutidens eller Fortidens Basker, Iberer, Ligurer og andre Folk, snart fra Babylon og Ægypten.

Bogen kan varmt anbefales til Læsning og Studium. Om Feist har løst de mange forskellige Spørgsmaal rigtigt, forekommeros af mindre Betydning. Hovedsagen er, at han anvenderrigtige Methoder. I den Henseende kan nævnes hans bestemte Udskillen af, hvad man kan naa til ved anthropologiskStudium, ved arkæologiske Undersøgelser og ved sproglig og historisk Forskning. Han gruer for saadanne Sammenblandingersom dem, der i deres Konsekvens vilde føre til langskallede Ordbøger og kortskallede Grammatiker, han viser, hvorledes Oldsager ikke ere i Stand til at paavise ethnografiske Forhold — han gaar i den Henseende endog videre end sket er i min Afhandling „Hvorlænge have Danske boet i Danmark?"(Hist.

mark?"(Hist.Tidsskr. 6. R. VI) — og gentager en anden PræhistorikersYttring om, at man jo aldrig har kunnet paavise et utvivlsomt „gotisk" Gravfund. Han advarer mod at gøre HandelsvarersForekomst til Vidnesbyrd om Folkeslags Berøringer og endvidere imod at betragte Stammer og Folk, som vi kende fra den historiske Tid, som bestaaende i de forhistoriske Tidsrum,da vi dog veed, hvor let saadanne Sammenslutninger kunde ske og opløses. Man studser noget ved at se, at Ord og Forhold, som vedrøre den statlige Ordning, netop skulde komme fra Kelterne, hvem man hidtil har tillagt ringe Evne i den Henseende; man vil vist ofte have Indvendinger mod hans Sætninger om Laan og Levninger fra Urtidsfolkene (saaledesflere Enkeltheder om Matriarchatet og om Sporene af Moderretten hos Tacitus), man vil vel finde, at de ethnografiskeParalleller stundom ere lidt vilkaarligt valgte (Masai ved Kilimandscharo, Weddas). Men Bogens Værd er übestridelig.