Det udtaltes for en Snes Aar tilbage her i Tidsskriftet
(6. R. VI, 114 ff.), hvorledes det som Regel var ret umuligt ad
arkæologisk Vej at komme til ethnografiske Slutninger, alene

ved Oldsager at se Folkeindividualiteter, naar der ikke havdes historiske Kilder til Hjælp, og der henvistes bl. a. som Exempel til England. Man kan vist sige, at den af E. Th ur low Leeds udgivne, paa grundige Studier hvilende Bog The archæology of the anglo-saxon settlements (1913), der netop har sat sig et Maal af denne Art, kommer til at vise Sætningens Sandhed. Og dog har Forf. den store Fordel, at det af sproglige og historiske Kilder vides, i hvilke Dele af England Angler, Sakser eller Jyder vare bosatte. Forf. gjennemgaar med stor Omhu Mindesmærkerne og Oldsagerne og redegjør for den Forskjel, som de udvise for de enkelte Egne og Folk og for de enkelte Tider. Han gaar saa videre og ønsker paa denne Maade at finde det Spørgsmaal besvaret, fra hvilke Lande paa Fastlandet Udvandringen har fundet Sted i Kraft af det Vidnesbyrd, som tilsvarende Begravelser eller Oldsager her udvise. Leeds anførermange Beviser for, at Sakser og Angler kunne være komne fra Holland, Hannover og Holsten, netop de samme Landskaber, som Meitzen var kommen til i sine Studier over Agrarvæsen og Bosættelsesmaade, men ikke destomindre søger Leeds stadig at drage Angler fra Slesvig med ind i Betragtningen.Han har den mærkværdige Paastand, at Grænsen mellem tydske og nordiske Stammer skulde være ved Kongeaaen,han ses ogsaa at forvexle den danske Sproggrænse i Nutiden med den politiske, han lader Nordfriser være bosatte i Slesvig Aarhundreder før deres Indflytning. Og dog er han ved sine arkæologiske Paralleler ikke naaet længere mod Nord end til Rendsborg, og mærkeligt er det, at han ganske jævnlig finder sine Paralleler i norske Fund og Oldsager, ja han lader en ensartet Kultur strække sig ned gjennem hele den jydske Halvø til Eider, saa at altsaa de arkæologiske Grænser blive andre end de ethnografiske. Denne Undersøgelse og dens Slutningsmaade forekommer os som et rent Virvar.

Helt anderledes forholder det sig med Forf.s Undersøgelser over Juti. Dette Folk var bosat paa Wight og i Kent, og Gravpladserne her vise en fra de øvrige Landsdele stærkt afvigendeKultur, Den er præget af Velstand, endog Luxus, og godtgjør Berøringer med Midtpunkter for germansk Kultur paa

Fastlandet; her er Glasvarer og Guld i Mængde, fint Haandværksarbejde,Gloisonnésager og skjønne Lerkar. Forf. søger paa Fastlandet efter lignende Kultur og godtgjør, hvordan vi bestemt henvises til Egnene ved Nedre Rhin, til Landskaberne mellem Dusseldorf, Andernach og Goblenz. Her skulde altsaa Juti have boet. Den ældre Antagelse, at Juti stammede fra Jylland, har vel længe været forladt af de fleste Forskere; man har anset dette Folk for at være Stammen Eutii, Ytas, som den Gang vitterlig fandtes i det nordlige Tydskland, men som man gjerne hensatte til hollandsk-frisiske Kystegne. Den indtrængendeUndersøgelse, som nu denne Bog giver, vil sætte mange Tanker om dette Spørgsmaal i Bevægelse, ogsaa om Rækkevidden af Beviser ved Oldsager, men vi føres atter bort fra. at Folk fra Danmark deltog i Hengists og hans Fællers Tog til England. Joh. Stp.