Dr. J. P. Jacobsen harmed sin bog: Manes. De Døde
og Menneskelivet (1914) paabegyndt offentliggørelsen af en række

studier, hvis endelige emne, efter forfatterens fortale at dømme, er: aarsagerne til og forklaringen af den middelalderlige katolske kirkes godssamlende evne. Denne evne ser forf. endnu bevaret hos den katolske kirke, medens de kirker, som „reformationen" er gaaet henover, har mistet den. Reformation vil sige dels: konfiskation af kirkegods, dels: afskaffelse af helgendyrkelse og sjælemesser; da nu konfiskation af kirkegods fandt sted ligesaavel indenfor den katolske kirke som indenfor de reformerede,maa ergo aarsagen til, at de reformerede kirker tabte deres godssamlende evne søges i afskaffelsen af helgendyrkelse og sjælemesser. Men helgendyrkelse og sjælemesser, deter atter kultusen af de døde, blot i kristent klædebon; derfor maa man gaa tilbage til dødekultusens oprindelige og førkristelige form, og den bliver derfor naturligt æmnet for det første, under ovennævnte titel offentliggjorte bind af disse studier.

Den slutningsrække, der fører forf. frem til denne problemstilling,forekommer jo vel nok noget syllogistisk og apriorisk, og det svimler en lille smule for den uforberedte læser, naar han lidt senere erfarer, at „dødecultusen fremtræder i de nyeuropæiskefolks historie som en af de mægtigste for ikke at sige den mægtigste af alle sociale og økonomiske factorer i samfundslivet — et kraftigt modbevis mod den marxistiske historieopfattelses almengyldighed" (!). Men lader man nu de mangfoldige betragtninger ligge, hvortil denne bemærkning ved sin syndige vidtsvæven og upræcished opfordrer, og indrømmer, at der paa forhaand maa siges at være meget, der taler for det udgangspunkt, Dr. Jacobsen har valgt, saa glemmer man hurtigt fortalen under læsningen af bogen selv. Efter en kort oversigt over den græske dødekultus føres man ind i den interessanteredegørelse for den romerske dødekultus, der er bogens egentlige emne. Dr. Jacobsen har her bygget sin fremstillingop paa et materiale, der hidtil ikke har været udnyttet som grundlag for en historisk skildring, nemlig den store mængde af romerske gravskrifter fra de nærmeste aarhundreder før og efter vor tidsregnings begyndelse; et materiale, som forfatteren, som den udmærkede og lærde filolog han er, har særlige betingelserfor at behandle. Ved dets hjælp er det lykkedes Dr.

Jacobsen at give et meget anskueligt billede af den udbredte folkelige dødekultus, som var nøje knyttet til selve graven, og som var et udtryk for de hos folkets store masse levende forestillingerom de dødes og de levendes indbyrdes afhængighed og samansvarlighed, om at den dødes efterliv i fylde og varighed var afhængigt af og blev bestemt ved de efterlevendes ihukommelseog kærlige omsorg. Og med stor finhed og kraft paavises det derefter, at disse forestillinger havde saa dyb rod i den store masses tankegang, var saa folkelige, at de usvækkede eller dog kun let modificerede gik over i „kristendommen"; Monnica, Augustins moder, er det yndefulde og fint skildrede eksempel paa, hvor naturlig denne dødekultusens overgang maatte forekomme det fromme, kærlige sind. Naturligvis mødte den som hedensk brug fra først af modstand hos de kristne polemikere, men jo mere de kristne fra at være en rodløs, samfundsfjendsk sekt, der stod mod al gammel samfundsmæssig brug, udvidede sig til en folkekirke, der nu i sig optog og omfattede folkets bedste elementer, des kraftigere levede dødekultusenvidere i den, fandt endog indgang i selve dens trosbekendelsesom troen paa „de helliges samfund" og potenseredes i kultusen af de store, hellige afdøde, helgenerne. Disses særligekultus synes at skulle være emnet, for næste bind.

Der er fornylig fra autoritativ filologisk side (A. B. DrachmanniNordisk Tidsskrift 1914 s. 231 ff.) med al anerkendelse indvendt imod Dr. Jacobsens fremstilling, at selve hans materiale er af en meget usikker og vanskelig karakter, at han er tilbøjeligtilat tillægge det en efter den forbindelse, hvori han benytter det, varierende beviskraft (gravstenenes dismanibus) og at han noget voldeligt fortolker literære mindesmærker af højeste rang (Tacitus' Agricola) ud fra de folkelige synsmaader, som manifesteres i gravindskrifterne, og disse Prof. Drachmanns indvendinger er utvivlsomt berettigede. Men naar det fra samme side bebrejdes Dr. Jacobsen, at hans sympati er paa deres side, som han betegner „som „godtfolk" eller „ordentlige mennesker" o: de mennesker, som ikke læser, ikke hører og ikke tænker, men — i alt fald paa religiøst omraade — gør som deres fædre før dem", saa vil denne indvending næppe kunne godtages af

en historisk anmelder paa et omraade som det, forfatteren behandler. Lad det være indrømmet, at de rosende epitheta er noget udæskende og kan tiltrænge den korrektion, som Prof. Drachmann giver dem, lad være, at historien ikke selv i almindelighed anlægger en saadan synsmaade, saa kan dens berettigelse i en historisk skildring ikke forkastes. I alt fald Lecky har i sin „History of the rise and influence of rationalism" paa samme rnaade gjort omformningen netop af den store masses, af »godtfolks" tankegang til genstand for sin undersøgelse,ogsikkert vilde historien være vel tjent med oftere at anlægge denne synsmaade. Thi naar historikeren i faa og korte sætninger vil genfremstille aarhundreders herskende tankegang og ligesom genkalde klangen af den hele menneskehedskorsang,saa bør han ikke fortrinsvis lytte til og gentage de enkelte røster, der hæver sig over mængden; han maa først og fremmest søge at faa de manges mumlen, massens brus med i sin tekst, selvom han ganske vist ikke behøver at rose den for vellyd. Langsomt og ofte umærkeligt fuldbyrder historien sig, langsomt og ofte umærkeligt dukker forestillingerne op, samarbejdes de og forsvinder de. Mellemklassens „traditionsbundethed"nævnesda — naturligvis — ogsaa af Prof. Drachmannsomen mægtig faktor i historiens proces; sikkert havde historikeren, hvis han oftere gjorde dens herskende tankegang til det centrale i sin genfremstilling af tiderne, sjeldnere at grunde over aarsagerne til det pludselige lysende fremspring eller det pludselige dybe fald; og selv Dr. J.'s udæskende værdsættelsesmaade skal vel, naar alt kommer til alt, kun tages for en noget haandfast indskærpen af, at det er mellemklassens forestillinger i det hele taget, der er genstand for hans betragtning,atforf. engang for alle har stillet sig paa dens standpunkt og derfor ogsaa anfører de forestillinger, den nærer om sig selv. Men det berettigede er der utvivlsomt i Prof. Drachmanns kritik paa dette punkt, at Dr. Jacobsen mere end nødvendigt betoner stilstanden i mellemklassens forestillingsudvikling,athan ikke fremhæver, om og hvorledes den folkelige dødekultus modificeredes ved optagelsen i kristendommen, og at han synes ligesom at ville overse, at den egentlige dødekultus'

langsomme og umærkelige omformen og forsvinden indenfor den kristne kirke er et ligesaa interessant fænomen som dens indgliden deri. Men det er jo muligt, at skildringen heraf er forbeholdt et senere bind.

Og hermed hænger det sammen, at det ikke er muligt at udtale noget skøn om det planlagte værks betydning for den egentlige historieforskning, førend der foreligger mere deraf end dette første bind. De senere aar har set en for Danmark rig literatur af religions-historiske studier over kristendommens første fremvækst, Drachmanns og Erslevs skildringer i „Verdenskulturen" af kristendommens første oprindelse og udbredelse i Romerriget har givet en samlet fremstilling, og de religionshistoriske smaaskrifter har uddybet de enkelte træk. Vi har deri set kristendommen som den store optager og samler af den antike og orientalske verdens allevegnefra sammenbragte religiøse ideer. Men denne receptive karakter bevarede kristendommen jo ogsaa efter at den kom til samliv med de vesteuropæiske og germanske folk, kristendommen vedblev at være det store reservoir, hvori regnvandet fra alle slags religiøse skyer, der formørkede den klare himmel, samlede sig, men hvori det ogsaa filtreredes og efterhaanden og delvis sivede væk. Det skulde efter Manes synes, at en skildring af denne proces, de germanske religiøse forestillingers opsamling og omdannelse i kristendommen, maatte være Dr. Jacobsens egentlige opgave, og at han med held maatte kunne give denne naturlige fortsættelse af de kristelighistoriske studier; man maa haabe, at hans videre studier maa holde sig herindenfor og ikke lade ham glide ud til den gendrivelse af „den marxistiske historieopfattelse", hvormed hans fortale truer os.