Professor M. Cl. Gertz's Udgave af Vitæ Sanctorum Danorum (1908 — 12) er nu naaet til sin Afslutning, og „Selskabetfor Udgivelse af Kilder til dansk Historie" har kunnet føje et nyt Skrift til den lange Række af vigtige Arbejder, som det har offentliggjort. Ved den foreliggende Udgave ere mange gamle Munkeskrifter blevne tekstkritisk rensede af en Mesterhaandsom Prof. Gertz's, og de ere derved komne til at staa

i en ny Belysning, ligesom de have faaet en lærerig Kommentar;dernæst har den utrættelige Forsker draget mange nye Kilder frem for Dagens Lys. Blandt saadanne finder man en hel Række ny Fragmenter, Læsestykker og Sange om St. Thøger i Vestervig, en Del Optegnelser om Knud Lavard, hans Helgendyrkelse og Mirakler, hvorved det bl. a. fastslaas, at Robert, som skrev hans Levned, var fra Klostret Ely i England, endvidere en Del Optegnelser om Knud Konge og endnu flere om Erik Plovpenning. Lige saa vigtigt er det, at Prof. Gertz selv eller med andres Bistand har kunnet fremdrage nye Haandskrifter af kendte Helgenlevneder fra Bibliotheker og Arkiver i Udlandet eller paa Rejser har undersøgt kendte Manuskripter,saaledes at Teksten har kunnet faa en langt korrektereForm; det gælder saaledes det første Skrift, der forfattedesom Knud den Hellige, Passio, ligeledes Ælnoths Skrift om denne Konge og Abbed Vilhelms Levned. Men næsten allermestskylder man Prof. Gertz's store Indsigt paa det klassiskeSprogs Omraade og hans Kendskab til den Form, hvori det fremtræder i Middelalderens Skrifter, hvad enten disse omhandleskolastisk Theologi, moralske Læresætninger og Legendereller fortælle Historie; hans Evne til lykkeligt at løse tekstkritiske Knuder sætter stundom Læseren ligefrem i Forbauselse.

En Historiker maa det gøre lidt ondt, at Prof. Gertz dømmersaa haardt om Langebek som Udgiver. Den almindelige Dom har hidtil lydt anderledes, og der er vel heller ikke Tvivl om, at han stod højt over mange af de samtidige Udgivere. Naar jeg personlig har havt Lejlighed til at sammenligne hans Udgaver med Manuseripterne, har jeg ikke heller fundet nogen Grund til at klage. Mon ikke Professor Gertz stiller sig for stærkt paa Nutidens øvede Udgiverstandpunkt; mon han ikke føler sig lidt for meget som Filolog og overvurderer sin egen Videnskab? Det vil vist ikke undre ham, at et lille Hib til Historikerne (her og i Videnskab. Selskabs Oversigt 1912, S. 198 f.) kan give Anledning til et Svar. Historikerne tage i deres Godtroenhed stadig Fortællingen om Magnus' Samtale med Knud Lavard i Haraldsted Skov umiddelbart før Mordet

paa Knud som fuld Sandhed, medens det er ren Digtning. Kun Knud og Magnus vare tilstede, den første dræbtes, og den anden havde al Grund til at tie, særlig hvis Samtalen virkelig var faldet saaledes, som Skriftet om Knud Lavard skildrer. Hertil kan nu bemærkes 1) at Skriftet udtrykkelig siger, at Magnus havde skjult sine Mænd i Skoven, og at han netop efter al Rimelighed bød Knud tage Sæde ved deres Skjulested, hvorfra de jo ogsaa træde frem og, da Magnus har slaaet det første Hug, jage deres Landser i Knud, 2) at Samtalens Indholdganske svarer til Magnus' tidligere af andre hørte Beskyldningerog Bebrejdelser mod Knud, 3) at det stemmer fuldkommentmed Mordernes hele brovtende Adfærd, at Magnus ikke har lagt Skjul paa, hvordan Ordskiftet forløb, hverken overfor sine Medsammensvorne eller overfor Fjender, altsaa, at »egen Tilstaaelse" foreligger, 4) at der aldrig har væretangivet anden Grund til Mordet end Magnus' Misundelse og Skinsyge, hvad der var Samtalens Genstand, og 5) naar det endelig siges, at Samtalen bevæger sig i Vendinger, iaante fra Vulgata, da have vi netop allermest at indvende, idet i hin Tidsalder Vulgatas Udtryk aldeles uvilkaarligt vilde melde sig, allermest i et Helgenlevned. — Runer havde i gamle Dage en Magt til at tryllebinde; mon ikke Filologerne stundom glemme, at der i Bogstaver bor en lignende Magt?

Mon ikke ogsaa Prof. Gertz stundom er alt for overbevist om sin Lsesnings Rigtighed? Gertz laeser i A. S. Vedels Uddrag af Roberts Skrift Navnet paa den af Knud Lavard byggede Borg ved Mysunde ved Slien sorn Vicsunt, og nan tiifojer: Jeg er vis paa". at saaledes staar der. Nu har imidlertid ikke blot Synderen Langebek her laest Versunt, men Georg Waitz laeser i siu Udgave netop paa samme Maade. Haandskriftet synes mig snarest at give Langebek Ret. Dertil kommer nu, at Vig- Sund vilde vsere et underligt sammensat Stednavn. Versunt et rimeligt Navn, nemlig Faßrgesund: her var en Fserge (1472: inyt der vehre to Mossunde: 1641 : Misunde Vehr). Men i hvert Fald. burde ikke den tidligere Lsesemaade vaere naevnt?

Disse Indvendinger have jo intet at sige lige overfor al
den samvittighedsfulde Omhu. Snildhed i Læsning og Skarpsindighedi

sindighediKritik, som Udgiveren har lagt for Dagen. Alle ville vaere enige om, at dette Skrift om Helgenlevnederne og Prof. Kr, Erslevs -Repertorium Diplomaticum" ere de betydeligsteKildeskrifter til vor Middelalders Historie, som ere udkomnei den sidste Menneskealder.