Griffenfeld og vore Flaadeudrustninger 1675—1676,

x\_lle de nyere Fremstillinger af Griffenfelds Politik er enige i den Anskuelse, at denne Statsmand i 1675 arbejdede for, at Danmark-Norge ikke blev Deltager i den Krig, som stundede til og som var uundgaaelig, naar det ikke kunde ske paa det belejligste Tidspunkt og paa de bedste Betingelser; personlig gik han kun ugærne med til Krigen, da han var af den Overbevisning,"at man kunde vente langt bedre Resultater af Pennens end af Sværdets Virksomhed. Men de fleste historiske Forskere er endvidere enige i, at denne hans Forhandlings- eller Cunctator-Politik har særligt lagt sig for Dagen i en forsætlig villet Forhaling af Flaadens Udrustning og Virksomhed, saa at Søværnet ikke blev sat i Stand til at magte sin Opgave; og denne Forsømmelsekunde kun han have Ansvaret for, da han paa alle Omraader havde tiltaget sig Magten som enevældigHersker. En Anklage som denne maa siges at være af en meget graverende Art, da den beskylder ham for en Brøde, der vilde have været langt mere skadelig for Land og Rige end alt det, som i Virkeligheden bragte Dødsdommen over hans Hoved. Simpel Retfærdighedsfølelsemaa byde os at foretage en fornyet Undersøgelse

af hin Anklages Berettigelse og at søge en anden Forklaringaf
disse Forhold, hvorved man ikke sætter en
Plet paa vor store Statsmands gode Navn og Rygte.

Den omtalte Forklaring, som er saa ufordelagtig for Griffenfeld, og som dog synes at skulle vinde Haevd, er forst fremsat med sserlig Vsegt af A. D. Jorgensen (i 1894) i hans epokegorende Vserk Peter Schumacher Griffenfeld, 2den Del, idet Tonen anslaas (S. 268) ved Ordene: „Flaadens Udrustning (i 1675) blev aldrig fserdig". Denne Forhaling tilskrives (S. 270) Griffenfeld og hans Redskaber, isaer hans Broder Generalkommissseren Albert Gyldensparr e¹); men, hvad vaerre er, da det endelig skal blive til Alvor med Krigsoperationerne til Sos, og da Instrukser og Ordrer er udstedte, ser man f. Eks. Fregatten Lossen, som sammen med flere andre Skibe er beordret til at gore Tjeneste i Kattegat, blive ganske roligt liggende, og lige det samme er Tilfaeldet baade med Admiral Jens Rodstens Eskadre, som skal bevogte Sundet, og med Broderen Markvard Rodstens, der skal have Station i Kattegat; B^ogsaa de blev foretesbig liggende, hvor de laa" (S. 281), naturligvis efter hejere Ordre. Og ved Omtalen af naeste Aar (1676) fremdrager Forfatteren (S. 344, 357) de Anklagepunkter, som i Forhoret af 25. April blev forelagt Griffenfeld til Besvarelse, og Forf. er mest til— bojelig til at skaenke Beskyldningerne Tiltro, baade naar de angaar vor egen Flaades forsinkede Udrustning og den hollandske Hjselpeflaades udsatte Hidkaldelse. — Den samme Mening, dog i afdaempet Form, deles af andre Forfattere, som har behandlet dette .Ernne. Saaledesskriver

---

1) Disse Klagepunkter anfores ganske vist kun i et Referat af Datidens Meninger; men Forf. imadegaar dem ikke.

ledesskriverJ. A. Fridericia i sin Fremstilling af DanmarksRiges Historie (IV, 559) om Situationen ved Sommertid1675: „Aarstiden syntes den gunstigste til at udsendeFlaaden; dog trak man [o: Griffenfeld] endnu Tiden ud; det hed sig, at Flaaden ikke var færdig, men snarere var dette vel en Følge af Griffenfelds Tilbageholdenhedend en Aarsag til den". Lignende Udtalelser findes i Knud Fabricius'es „^Griffenfeld", hvad det samme Tidspunkt angaar (S. 241): „Endnu var Udrustningen, navnlig af Flaaden, ikke bragt til Ende;... en kostbar Tid gik til Spilde; det var ikke Griffenfeld imod, at det trak ud med Krigens Begyndelse". Og om 1676 endnu skarpere (S. 254): „Griffenfeld fremskyndede ikke Udrustningenaf... Flaaden saa meget, som det havde været naturligt, hvis han havde troet paa en kraftig Krigsførelse dette Aar". — En ganske modsat, men som det synes hidtil ensom Stilling indtager N. P. Jensen i sit Skrift „Den skaanske Krig" (1900). Denne Forfatters Dom om Flaadens Udrustning i de omhandlede Aar (S. 36, 38, 92_—94, 97) er i Korthed følgende: „Der blev gjort, hvad der kunde gøres, intet blev forsømt". Hvad nærværende Afhandling har at fremføre, skulde hævde, at den sidstnævnteForfatters Standpunkt er det rette.

Har Griffenfeld været en enevældig Minister, saa viser dette sig maaske allertydeligst for Marinens Vedkommende; her var alt lagt til Rette for at muliggørehametsaadant Herredømme. Siden MarinekommissionensDagei1673 havde Admiralitetet faaet sin Myndighed betydelig indskrænket ved Oprettelsen af Søkommissariatet,somskuldevaretage alle Sømagtens økonomiske Anliggender, hvorpaa hele Etatens Virksomhedjoberoede;og dette nye Kollegie bestod af den

meget medgørlige Rigsadmiral Henrik Bjelke, af RentemesterChristianGersdorf,der var besvogret med Rigskansleren,ogafden sidstnævntes Broder, den allerede omtalte Gyldensparre¹). Saaledes var Etatens egentlige Styrelse gennem disse villige Medarbejdere lagt i „én fornemme Ministers" Haand, og der er intet at sige til, at der gøres Ansvar gældende for, hvad er sket eller ikke sket paa Marinens Omraade, imod den, der saaledeshargrebetRoret. Men Spørgsmaalet er dog, om Griffenfeld til enhver Tid stod ene til Rors²). Netop hvad Marinen angaar, er der en Omstændighed, som maa have reguleret og i mange Maader indskrænket Rigskanslerens Indflydelse, hvis den skulde vise sig i en uheldig Skikkelse, og det er Kongens store Interesse for Sømagten og hans stadige personlige Tilsyn med Flaaden og Holmen, hvor han altid havde Øjnene godt med sig₃), saa at det ikke skulde have varet længe, inden han var kommen paa det rene med, at en Forhaling af Arbejdet havde fundet Sted der. Og mærkede Kongen, at andre vilde gøre sig gældende, da nedlagde han alvorlig Indsigelse,somdahan skrev i en Memorial: „Hvad Flaaden angaar, skal I vel vide, at der ikke er blevet mig mældt noget om den; men intet maa (jo) sluttes eller concluderes, før jeg selv har resolveret i Sagen; dette skriver jeg til Efterretning, for at I en anden Gang kan vide, (først)

---

1) Tidsskrift for Søvæsen, Ny Række, XXX, 281 f.

2) At han paa andre Omraader ikke altid var Enehersker, fremgaar af K. Fabricius, Griff. 238, 242 og Hist. Tidsskr. 8. R. 11, 53, 54, 114.

3) I en Billet til Griffenfeld skriver han 1. Marls 1673: ,1 Morgen, naar I kommer herop, faar jeg at sige eder en artig Finesse (fordulgt Fejl), som jeg observerede i Dag ved Flaaden". O. Vaupell, Griff. I, Aktst. 8.

at forebringe mig eders fremsatte Vota og Meninger"1). Hvis denne Memorial er rettet mod Griffenfeld, har vi altsaa her en Forløber for de Bebrejdelser, som Kongen i Avgust 1675 fremkom med, og som ligeledes skulde tjene til at bremse Kanslerens altfor store Herskelyst; Kongen vilde ogsaa have et Ord at sige. — Og fra Marinens Arkiv (i Rigsarkivet) kan endvidere fremdrages et Bevis paa, at Griffenfeld netop paa den Tid, da han skal have naaet „Højdepunktet af sin Magt og Lykke"²), har maattet se denne sin Magt forringet ved enßaadsforsamlingellerKommission,som tog de for Haanden værende maritime Forhold under Overvejelse. ForsamlingenhavdeKongeni egen Person som Førstemand og bestod iøvrigt af: Prins Jørgen, som tidligere havde lagt sig efter Søvæsenet³), Rigskansleren, Rigsadmiralen, Johan Christoffer von Korbitz, som var Rigsmarsk, Københavns Statholder Jørgen Bjelke, Generaladmiral Kort Adeler, Admiralerne Niels Juel, Jens og Markvard Rodsten, SøetatensRentemester(Gersdorf)og Gyldensparre. Over Forhandlingerne førtes en „Protokol*, bestaaende afløse Ark, nedskrevet afvekslende paa Dansk og Tysk af KrigssekretærHermanMeiersikke altid læselige Haand⁴). Af

---

1) Vaupell 11, Aktst. 108. Memorialen er vist fra 1673. Ogsaa senere havde Kongen i 1675, da han var fraværende fra København, forbudt sine dér efterladte Gehejmeraader „at deliberere og slutte noget til Kongens Tjeneste" paa egen Haand. Brev fra Statholder Jørgen Bjelke af 23. Okt. 1675 til Griffenfeld.

2) Jørgensen, Griff. 11, 267.

3) I 1666 havde han i nogen Tid prøvet Søen om Bord paa nogle Fregatter, der togtede i Sundet og Kattegat. Tidsskr. f. Søvæsen 1912, 425, 426.

4) Krigskancelliets indkomne Sager, Søetaten vedkommende (citeres i det følgende ved „Krigskanc.") 1675. En lignende Protokol omtales Hist. Tidsskr. 8. R. IV, 109.

Kaadets Medlemmer voterer den i Rangen yngste altid først, Prinsen til sidst; han er ikke ene om at nøjes med at slutte sig til den foregaaende Talers Mening eller, som det betegnes: „consentif, „selbiger Meinung". Forud for ham har Griffenfeld Ordet for Bemærkninger, som i Reglensammenfatterdefaldne Ytringer. Kongen selv udtalersigikke.

Da Aktstykket vistnok hidtil har været temmelig upaaagtet, men dog kaster Lys over baade Marinens og Griffenfelds Stilling paa dette Tidspunkt, skal her i det følgende gives et Uddrag deraf.

Første Møde, „prima sessio", holdtes Onsdag 21. Juli. Alle Medlemmer var til Stede. Den første „Proposition", som forhandledes, lød paa: „Hvad Magt vi formaar at bringe til Veje for sammen med de hollandskeAuxiliærskibeefter disse Tiders Beskaffenhed at virke til Securitet for vort eget Land og for til en Begyndelseatassistere vore allierede, især, naar Hensyn tages til den svenske Flaades Tilstand; og hvorledes det kan hindres, at Svensken i Ro transporterer Succurs til deres General Wrangel". Gyldensparre fremlagde en Fortegnelse over 16 danske Krigsskibe, som var for Haanden¹). J. Rodsten mente, at de svenske ikke kunde tilvejebringe mere end 22 Skibe i denne Sommer; han ansaa os for bastante, saa at disse 16 Skibe og Hollændernekundenaa Hs. Maj.s Intention og hindre og afværgeSvenskenSuccurs. Herom var alle tilstedeværende enige, — hvis vi blot kunde faa vore Skibe vel ekviperede²).

---

1) Ved Koncerten i Haag 3. Maj havde Danmark lovet at stille 16 Orlogsskibe.

2) Diskussionen om Ekviperingsspørgsmaalet er udførligere gengivet S. 256.

J. Rodsten gjorde dog opmærksom paa, at der ogsaa burde krydse nogle Skibe ved Gøteborg, og Rigskansleren tilføjede, at vi maatte tænke paa, hvilke flere vi kunde udruste, thi 40 Skibe skulde Flaaden¹) bestaa af. Conclusum:„MedGuds Hjælp er vor Flaade bastant til at slaa med den svenske Flaade". — 2den Proposition omhandlede Maaden, hvorpaa Kongens Intention at hindre Tilførsel til Pommern bedst kunde naas. Gyldensparre og Gersdorf remitterede dette til Admiralerne. Af disse foreslog J. Rodsten Krydsning mellem Vismar og BornholmindtilSeptbr. Maaned; men M. Rodsten og med ham H. Bjelke, N. Juel o. fl. vilde straks sammen med Hollænderne krydse mellem Rygen og Bornholm, for at den danske Flaade imedens kunde forstærkes og Kundskabindhentesom den svenske, saa at vi bestemt vidste Besked, om vi var bastante eller ej. Kort Adeler vilde derimod, naar Vinden var god, afgaa til Stockholms Skær og søge at bemægtige sig den svenske Flaade; men var Vinden ugunstig, kunde der krydses mellem Øland og Bornholm. Griffenfeld consentit cum prioribus og anser Adelers første sentiment for god; dog tvivlede han paa, at det kunde effektueres straks. Man kom til det Resultat,at12 danske og 7 hollandske Skibe foruden Brandere etc. skulde krydse mellem Rygen og Bornholm og modtage deres Soldaterbesætning fra København; men hvad skulde der da blive tilbage ved København af Skibe?

---

1) Er der ment den svenske Flaade, der virkelig senere blev omtr. af den Storrelse ? l)et er dog ikke sandsynligt, at man allerede da vidste Besked derom i Kobenhavn. Men der var (i Marts) forhandlet i Haag om, at Danmark skulde udruste 40 Skibe, naturligvis mod ogede Subsidier; saa kunde de hollandske Hjaelpeskibe undvaeres (Jorgensen, Griff. 11, 136). Det ermaaske dette, Griflenfeld tsenker paa.

6 danske Orlogsmænd sammen med 2 Hollændere, som endnu ventedes, kunde krydse i Vestersøen og faa deres Soldater fra Norge; fra dette Rige skulde endvidere 1000 Soldater føres her ned, hvorom Statholder Gyldenløve maatte have Ordre. Hummeren og Flyvende Hjort laa paa Elben. — 3dje Proposition omfattede flere Spørgsmaal. Hvorledes skal Ordren for den Admiral, som faar Kommando i Østersøen, indrettes? hvorledes kunde han paa bedste Maade hindre den svenske Transport?skuldehan „betage dem Posten" til Lands' eller Vands? Det udtaltes som noget „meget godt", at man, før man „brødte" med de svenske, kunde „give dem en stor Slag, som Umagen meriterede". Brevposten kunde om Sommeren udgaa fra Fladstrand og om Vinteren fra Skagen og søge de Steder i Norge, hvortil Vinden føjede sig. En anden Genstand for Diskussionen var: Naar vi forhindrer Svensken Transporten, „tages det for Fjendselighedop";kunde vi ikke tilføje ham Skade eller Ravage paa hans Øer: Gulland, Øsel, Øland eller Rygen, uden at okkupere dem ? J. Rodsten kændte ikke til Forholdene. M. Rodsten, N. Juel o. fl. finder det uraadeligt at angribe de tre førstnævnte Øer; Rygen derimod kunde vel nok tages. K. Adeler er af modsat Mening: Rygen kan ikke okkuperes, men man kunde jo forsøge at gøre Ravage der. Griffenfeld foreslaar, at det kunde insereres i den øverstbefalendes Instruks, at han skal give Agt paa Occasionen til at foretage sig noget i den Retning¹). Dermed sluttede det første Møde.

Den hollandske Hjælpeflaade var imidlertid ankommet

---

1) K. Adelers Instruks kom ogsaa til at indeholde en Bestemmelse om, at Rygen, Usedom og Vollin skulde foruroliges og plyndres, men ikke besættes fra Flaaden uden i Forbindelse med Hæren.

til København under Kommandør Jakob Binckes. 22. og 28. Juli mødte denne i Admiralitetet; han forevistesin af den hollandske Regering meddelte Instruks og fik af den danske Rigsadmiral Meddelelse om, at den kombinerede Østersøflaade skulde bestaa af 3 Eskadrer, førte af K. Adeler, N. Juel og J. Rodsten, og at Binckes selv skulde være den fjerde i Flaaden med Viceadmirals Karakter og særlig K. Adeler adjungeret — som en Slags Sehoutbynacht — i corps de bataille. Men Binckes viste sig at være „en vanskelig Mand"; han gjorde Fordring paa 2den Plads i Flaaden; ellers vilde han ikke føre noget Flag i den^l).

Samme Dag, altsaa Onsdag 28..Ju1i, holdt Raadet sin 2den Session, og Medlemmerne gav alle Møde. 1. Der raisonneredes over den hollandske Kommandør, som prætenderede højt, item, om det ikke var bedst at fordele hans Skibe imellem de danske i Flaaden. M. Rodsten vilde først (i Mindelighed) lade Binckes vide, hvad Stilling man havde tiltænkt ham, og siden ligefrem befale ham at tiltræde den; men de fleste holdt paa, at man straks skulde give ham Kongens Ordre, som han saa havde at parere. H. Bjelke foreslog endvidere at klage over ham til den herværende hollandske Resident. Griffenfeld berettede derpaa, hvad der tidligere paa Dagen var passeret paa Admiralitetet: Binckes havde sagt nej; men hvis han vedblivende vilde hævde dette Standpunkt, maatte han kunne fremvise en hel anden Ordre hjemmefraend den, han hidtil havde forelagt. Endvidere blev refereret den Kommando, der var blevet ham tilbudt som Sehoutbynacht; men da „Viceadmiral" kun betegner en Funktion, og der ingen virkelig Viceadmiral skulde

---

1) Bruun, Cort Siv. Adelaer 318.

være ved Flaaden, kunde man vel nok tillægge ham det første Viceadmiralskab der. — 2. Det blev for godt befundetat anholde alle svenske Skibe og tillige alle andre Skibe, som fo'r til og fra Sverig og paa svenske Strømme, undtagen engelske Koffardimænd, naar de ikke førte Kontrebande. Dette Begreb diskuteredes og belystes ved Eftersyn i nogle tidligere Traktater. Nogle fremmede Skibe havde gjort sig skyldig i Lurendrejerier; de skulde dømmes af Admiralitetet.

I Raadsforsamlingens 3dje Session, Torsdag 29. Juli, var alle Medlemmer fra først af til Stede undtagen K. Adeler, som dog kom til noget senere. 1. Her forelæstesdet Svar, som den hollandske Kommandør i Gaar havde givet i Admiralitetet. Skulde han bringes til at lade sig nøje med 3. eller 4. Plads i Flaaden, saaledessom der blev sagt i Gaar ? Gyldensparre udtalte, at han fornøjede sig nok efter den trufne Bestemmelse. J. Rodsten paastaar, at Kongens Respekt ikke kunde tilladeat kontentere Binckes efter hans Pretention. M. Rodsten mente, at naar Hollænderen absolut vilde føre Admirals Flag, saa burde han i ethvert Fald cedere for Kongens Admiral, naar denne kom til Flaaden. Paa dette Punkt af Forhandlingen overrasker Gersdorf med den Oplysning: „Nu er det saa vidt anderledes befunden"; og han refererer de nye Bestemmelser i K. Adelers Instruks,at Binckes skal føre venstre Flygel (3dje Eskadre) „under ingen anden Titre", men skal vige for J. Rodsten, naar han stødte til Flaaden. — 2. Det besluttes at klage til de respektive Gesandter over de i Gaar omtalte Insolentrerog begære Erstatning. En Fortegnelse over, hvad der maa anses for Kontrebande, skal overleveres K. Adeler. — 3. Den Klavsul i Adelers Instruks, at Flaaden

„første Gang" skulde søge at tilføje de svenske et mærkeligtCoup, og den, at Flaaden dog ikke maatte hazarderes,uden man saa Apparence til Sejr, blev begge delibererede 1).

Da Kurfyrsten af Brandenborg baade 27. og 31. Juli havde gjort indtrængende Forestillinger om, at den danske Flaade ufortøvet skulde løbe ud, fattede man 3. Avgust i Konsejlet den Beslutning, at Flaaden skulde beordres til at hindre al svensk Secours til Tyskland, gøre en eller anden Diversion paa de pommerske Kyster og ellers gaa Kurfyrsten til Haande i alle Ting efter yderste Mulighed²). Krigen kunde ikke undgaas.

Under disse alvorlige Omstændigheder samledes de samme Personer som tidligere for sidste Gang; denne 4de Raads-Session holdtes Onsdag 4. Avgust. Dagsordenenomfattede 7 Punkter. — 1. M. Rodstens Instruksfor Togtet i Vestersø læstes. Det proponeredes, om Admiralen ikke ved denne Lejlighed kunde attakere Skansen ved Gøteborg, Ny-Elfsborg; men til hvad Ende ? paa hvad Maade? M. Rodsten selv mente, at det nok kunde lade sig gøre, baade at ruinere de svenske Skibe og at salvere Kongens; men lang Tid havde han ikke dertil, (da man allerede var i Avgust). De fleste Raader samstemmede i, at den foreslaaede Attake var Vanskelig og hazardeux; N. Juel raadede ikke dertil; K. Adeler

---

1) Allerede Dagen i Forvejen var Instruksen for K. Adeler som ©verstbefalende i ostersoen blevet udfaerdiget. Den indeholder alle de forskellige Bestemmelser, der var bragte paa Bane i Sessionerne, ogsaa den om af Importance", der skulde udrettes. Bruun, G. S. Adelaer 319. Garde, Efterr. om Soet. I, ISO.

2) Aarsberetn. fra Geh. Ark. VI, 126. Jorgensen, Griff. 11, 137. Gulowsen, Gyldenlovesfejden 35. Kurfyrsten boldt Kapere i Kattegat.

ytrede, at der skulde meget Folk til dette Foretagende; Korbitz fremhævede, at selv om man tvang Skansen til at overgive sig, fik man dog med de mange Batterier paa Land at bestille. Griffenfeld indsaa ogsaa, at denne Entreprise var vanskelig; Intentionen var jo dog ogsaa kun at ruinere Skibene. — 2. Admiral J. Rodstens Instruks forelæstes¹). Han skulde ligge i Sundet. — 3. Hvad Kommandør Jan von Vogel paa Elb skal gøre; herom stiles en hemmelig Ordre til General Weyher i Glykstad²). —4.De andre Admiralers Instruks. Den, som ligger stille, skal hilses først af den, som ankommer;naar de begge (paa én Gang) ankommer eller afsejler,' skal den stærkeste Eskadre hilses først af den mindre talrige. — 5. En Deklaration om Kontrebande blev befundet for vidtløftig. — 6. Ligeledes eftersees Bestemmelsernebaade hos os selv og hos Hollænderne angaaendePriser og „Byttepenge". — 7. Konceptet til Bevillinger for Kommisfarere (Kapere) forelægges; inden Kaperbrevet udleveres, maa Kavtionen være stillet af Kaperne; deres Priser maa frit føres til nærmeste Havn for at paadømmes af Landsdommeren eller den civile Øvrighed, dog med Appel til Admiralitetet.

Raadsforsamlingernes Tid var omme. Men under
disse Sessioner maa Rigskansleren have følt sig langt

---

1) Saavel M. Rodstens som J. Rodstens Instruks (Garde, Efterr. I, 182) var undertegnet 4. Avg.

2) Marinerkaptejn Vogel førte Kommando over Skibene paa Elben og ledede 11. Avg. det mislykkede Angreb paa det svenske Vagtskib ved Stade. Jensen, Den skaanske Krig 52. Jørgensen, Griff. 11, 283. Det var Krigens første Sammenstød, men det kostede Vogel hans Charge og Tilgodehavende. H. Bjelke skriver om Affæren: „Mig synes, man kunde det baade med større Forsigtighed og Force have angrebet". Krigskanc. 1675, 24. Avg.

mere som en konstitutionel Regent end som en enevældig Hersker; han har paa dette saa vigtige Tidspunkt maattet lære at tage Hensyn til andres Meninger og Anskuelser end hans egne, om det end ikke kan siges, at han under disse Forhandlinger mødte nogen Opposition af videre Betydning. En Meningsforskel af megen Interesse fremkomdog (S. 244), da de sagkyndige ikke syntes at have nogen Betænkelighed ved at udsende saa svag en Flaade som den, K. Adeler fik med sig i Østersøen, medens Griffenfeld med Rette fremsatte sin Fordring om Udrustningaf langt flere Skibe, end hvad der oprindelig var bestemt. Deltagerne i Sessionerne kan da ikke undslaa sig ved at overtage et Medansvar for det, som blev vedtaget, og som senere viste sig ikke at kunne staa sin Prøve.

Under Møderne var, som omtalt, ogsaa den svenskeFlaade blevet nævnet. J. Rodsten mente at vide (S. 243), at de svenske ikke kunde faa mere end 22 Skibe færdige i denne Sommer. Hvor han saa havde sin Visdom fra, havde han foreløbig ikke saa megen Uret. Ogsaa Sverig drev Nøler-Politik og ønskede gærne en Udsættelseaf Krigen med Danmark til belejligere Tider; Sverig havde jo Fjender nok. Derfor laa Admiralitetet i Stockholm i Begyndelsen af Aaret i Dvale og vaagnede ikke op til Virksomhed før i April ved Ordren om en Del Skibes Udrustning. Men efter et helt Fjerdingaars Forløb var kun 10 Krigsskibe bragte i Stand. Da opskræmmedesman ved Rygtet om Kort Adelers Afsejling, og 7. Septbr. var dog endvidere 10 andre Skibe færdigekviperede.Skønt man nu allerede var Modstanderen jævnbyrdig, arbejdedes der dog videre paa den øvrige Flaades Udrustning, da man vilde have absolut Overvægtover

vægtoverde danske; og 9'. Oktober stak en mægtig Flaade paa 47 større eller mindre Kampskibe med 2222: Kanoner og over 10000 Mands Besætning i Søen 1). En stor Fare truede altsaa Danmarks Flaade og Kyster²). Men den forfærdelige Storm 16._—17. Okt. tvang denne store men uøvede Skare hjem; den opnaaede hverken at ødelægge den dansk-hollandske Flaade eller at gøre sig til Herre over Sund og Bælt eller at undsætte de svensk-tyske Provinser, saaledes som Opgaven havde været. Efter at Kort Adeler var kommen i Søen, holdt han godt Øje med Svenskeflaaden. 12. Septbr. vidste han, at den skulde bestaa af omtr. 40 Sejlere, men at den endnu ikke var løbet ud. 21. Oktbr. havde han erfaret, at Flaaden var afsejlet 9. Oktbr., 44 Orlogsskibe stærk. Den 28. i samme Maaned vidste han nøjagtig Besked om dens Havari³). Det danske Admiralitet omtalersenere, i 1676, det forrige Aars Flaadeudrustning i Sverig med stor Respekt: Det er bekændt, hvor stor en Magt af Skibe Sverigs Krone forleden Aar i saa kort en Tid bragte i Søen, og det er troligt, at de ogsåa i Aar vil spendere alt, hvad overkommes kan, paa Flaaden og anvende deres yderste Flid for at faa saa stor en. Magt i Søen, som kan afstedkommes⁴).

I Modsætning til den forbavsende Kraft, hvormed
den svenske Flaade omsider blev udrustet i 1675, staar

---

1) Danm. Riges Hist. IV, 554. Zettersten, Svenska flottans historia 11, 459 f. Sten Jakobsen, Den nordiske Krig 14.

2) Jørgen Bjelke udtaler gentagne Gange sin Frygt for den svenske Flaade, der truer København. Saaledes i Breve af 9. Oktbrog 2. Novbr.

3) Krigskanc. 1675, 12. Septbr. Bruun, C. S. Adelaer 470, 481.

4) Krigskanc. 1676, 1. Febr.

den Kraftesløshed, som Ekviperingen af den danske unægtelig vidner om, og som holdt Arbejdet nede paa et beklageligt Lavmaal. Og skønt man naturligvis intetstedsiVidnesbyrdene fra den Tid finder mindste Spor af, at Virksomheden paa Holmen er hæmmet ved Indgrebfraoven, har man dog (S. 239) udpeget en bestemt Mand som en Personifikation af Seridrægtigheden, nemlig Albert Gyldensparre. Men hvad der straks gør denne Antagelse mistænkelig, er, at den fra først af skal være fremsat af en udenlandsk Forfatter, som skulde udfinde Motiverne til, at Danmark ikke var saa hurtig til at begyndeSøkrigen,som de allierede ønskede det, og derfor opsøgte en Person, paa hvem hele Skylden kunde kastes^x). Men alt finder sin tilstrækkelige Forklaring, naar man gaar ud fra, at vi i Virkeligheden savnede Pengemidlertilat føre Krig. Har Griffenfeld haft Øje herfor, da han tøvede med at begynde Fejden, da har han deri haft den bedste Begrundelse. Og en hurtig tømt Pengekasse er tilstrækkelig til at forhale ethvert Foretagende. Dette har N. P. Jensen haft Blik for i sit Skrift Den skaanske Krig, S. 36, hvor han fremhæver den Mærkelighed, at Hæren i 1675 var marchfærdig, men at Pengemangel havde bevirket, at der ikke var anvendt saa meget paa Flaadens Vedligeholdelse og Forøgelse,somKongen ønskede. Disse Ord synes dog nærmestatsigte til Aarene før Krigen; men meget træffende

---

1) S. Pufendorf, se O. Wolff, Grev Griff. Levnet 193. At der skulde være truffet nogen Aftale mellem Griffenfeld og Broderen om at trække Tiden i Langdrag, kan ikke bevises; i sine Breve af 17. og 21. Avg. forsikrer tværtimod Gyldensparre Rigskansleren om, at han ikke skal lade det mangle paa Omhu for Ekviperingen af Skibene, og at der ingen Forsømmelse derved skal blive udvist.

skildrer Forfatteren Marinen her som et Stifbarn, der vel er Kongens Stolthed, men dog i økonomisk Henseendemaaleve paa Skyggesiden i Sammenligning med Hæren¹). Ogsaa Fabricius (Griffenfeld 241) tænker paa Pengeforholdene, naar han giver den langsomme UdbetalingafKrigssubsidierne Skylden for, at Udrustningen navnlig af Flaaden endnu ikke var bragt til Ende. Men endnu tydeligere udtaler samme Forfatter sig, naar han i Hist. Tidsskrift 8. R. 11, 112 bemærker: „At Mangel paa Penge har spillet en stor Rolle ved Flaadens langsommeUdrustningi Sommeren 1675, er vist übestrideligt".DenneUdtalelse forekommer hos Forfatteren kun i en Note under Teksten, men fortjener at optages som ■en Tekst for en mere indgaaende Udvikling og Paavisning.

Efter at Kongen 1. Marts 1675 havde udstedt Befaling om Flaadens Udrustning, kom der en travl Tid for de to Kollegier, der styrede Søetaten. Admiralitetet opstillede en Flaade paa 30 Skibe — paa Papiret, men iilstaar, at man af de dertil fornødne 1464 Kanoner mangler en ikke ringe Del, som maa forskaffes inden Pinsedag (23. Maj); før den Tid havde man altsaa ikke ventet at skulle montere hele Flaaden. Virkelig indkøbes i Aarets Løb omtrent 400 Stykker²).

Efter et Par Maaneders Forløb har Marinekommissariatetallerede gjort saa mange sørgelige Erfaringer,at det nødes til at fremføre for Kongen en vel motiveret Klage over, at der endnu ingen Anstalt fornemmesat

---

1) Hist. Tidsskr. 8. R. IV, 69. Hæren fik omtrent o Gange saa meget af Subsidierne i vort Tidsrum som Flaaden. Jørgensen, Griff. 11, 225.

2) Vaupell, Griff. 11, 41. Jørgensen, Griff. 11, 211, 226. Bruun C. S. Adelaer 429.

nemmesatvære gjort til, hvor de Midler skal tages fraT som udkræves til Ekstraarbejder (der nævnes „Svanens* og „Lindormens" Optømring; den ny Prams Opbygning og Opførelsen af den ny Bradbænk ved Tøjhuset), til Folkenes Lønning, særlig de gamle Aarstjeneres Undsætningpaa fortjent Gage, og til Betalingen af den alleredestiftede Gæld, „paa det vi, som ved vores (egen) Kredit søger adskilligt til Eders Maj.s Søetat at tilvejebringe,ikke udi nogen Miskredit skulle geraade"¹).

Meget betegnende er den Tiggergang, som Rigskansleren selv allerede forinden har maattet gaa blandt Københavns Borgere, da han (i Marts) paa Raadhuset opfordrede disse til at give Midler til, „at Skibsflaaden saa meget des hurtigere kunde blive udrustet*; Resultatet var nok ikke helt tilfredsstillende²).

Det undrer os derfor ikke, at Udrustningen ikke viser store Livstegn. Den svenske Udsending Niels Brahe beretter i Slutningen af April, at Hvervningen til Regimenterneved Landhæren vel er i fuld Gang; men hvad Flaaden angaar, da ekviperes der paa Holmen blot nogle faa smaa Fregatter til Lystsejlads for Kongen og Eksersitsfor Mandskabet, medens Kapitalskibene endnu ligger aldeles urørte. Dette sidste kan ikke være troligt, men det, der anføres om Øvelsesskibene, forholder sig rigtigt. Skibene „Christianas IV", „Jægeren", "Hvide" og „SpragledeFalk« fik (2.- Apr., 26. Apr., 1. Maj) Ordre til at sejle mellem Reden og Sundet og igennem Drogderne i det anførte Øjemed. Det førstnævnte Skib og desuden. „Christiania" og „København", som ogsaa var udrustede ved den Tid, maa dog regnes til „Kapitalskibene", da de

---

1) Admtt.s Kopibog 1675, 1. Maj.

2) Danske Samlinger 2. R. 111, 351.

førte henholdsvis 56, 54 og 42 Kanoner. Ekviperingsarbejdetskred jævnt fremad, og en svensk Efterretning fra Slutningen af Maj mælder da ogsaa, at 16(?) velmonteredeog sejlfærdige Orlogsskibe ligger paa Strømmen, medens der arbejdes paa flere¹). Desuden udgik der ogsaa en kgl. Ordre til Rigsadmiralen om at paaskynde Udrustningen. Den hollandske Resident følger Arbejdet med Opmærksomhed og paaskønner, at der arbejdes „uden Ophør", „Nat og Dag". 16. Juli kom Kongen hjem fra Holsten og besøgte straks sin Flaade; fire Dage senere var der dog kun 12 Skibe færdige, men en Uge derefter 4 til. Naar de kaldes „færdige", men intet af dem var gaaet i Søen, er Grunden sikkert den, at de vel kunde have været reparerede, tilriggede, monterede og provianterede etc., men ikke fuldt bemandede²). Fra nu af kan vi nemlig ogsaa bruge Bern åndings vanskelighedernesom en Maalestok for de Hindringer, Pengemangelenlagde Udrustningerne i Vejen.

Det er en Selvfølge, at man ved Aarets Begyndelse havde udskrevet og hvervet Søfolk baade i Danmark,Norge og Udlandet. I Maj skrev Kommissarierne: „Til den hele Flaade til Orlog behøves 3000 Mand«, — formodentlig foruden dem, man den Gang allerede havde. Hvad Baadsfolket fra Købstæderne angaar, tænkte man paa at indføre den vist meget nødvendige Besparelse, at de indtil videre skulde blive hjemme, for at de kunde

---

1) Vaupell, Griff. 1, 182 og Aktst. 170. Adrntt.s Kopibog. Danske Samlinger 2. R. 111, 352. 1 Marts, April og Maj vides ogsaa „Færø", „Antonette", „Lossen", „Vildmanden", „Hummeren", „Havfruen" o. fl. foruden de ovenfor nævnte at have været i Søen. Admtts Kopibog.

2) Kongelige Ekspeditioner 1675, 8. Juli. Danske Samlinger 2. R. 111, 80: 81. Hist. Tidsskr. 8. R. 11, 112.

leve paa Byernes egen Bekostning; men Kommissariatet opgav dog denne Plan, for at man ikke senere skulde have med uøvede Folk at gøre, som hverken kændte Takel eller Tov¹). Da Antagelsen af Mandskab krævede ikke ringe kontante Midler til Haand- og Kostpenge m. in., gik dette Arbejde kun langsomt fra Haanden. Kongen skrev senere (i Avgust): „Jeg har tidt nok sagt, man skulde i Tide søge flere gode Officerer og hverve til Lands og Vands; nu falder al Ting kostbarere; men da attenderede det ingen". Kongen har sikkert ikke taget i Betragtning, at Pengeknapheden, der bl. a. var bevirket ved, at Subsidierne ikke saa tidligt paa Aaret var begyndt at indløbe, ikke tillod at antage Folk før den Tid, da man lige skulde bruge dem.

Ved de før omtalte „Sessioner" førtes ogsaa de i Haagkoncerten krævede 16 danske Orlogsskibe paa Bane (S. 243). Disse opregnedes ved denne Lejlighed: „Prins Georg", „Charlotte Amalia", „Fridericus IIP, „Christianus IV«, „Anna Sophia«, „Gyldenlew", „Nældebladet«, „Lindormen",„Delmenhorst", „Hvide Falk", „Tre Løver", „Havfruen", „Christiania", „Antonette", „København" og „Lossen"; de maa have udfordret en Besætning paa en 4300 Mand. Som ogsaa anført, forudsatte J. Rodsten udtrykkeligt, at disse Skibe maatte være „vel ekviperede", hvis vi skulde være bastante, Ord, som Broderen understregedeved at tilføje, at vi godt kunde naa at opfylde Kongens Tanke, hvis vi formaaede at bemande vore Skibe, men 1000 gode Mænd behøvedes dertil endnu. N. Juel udtrykker sig ligesaa tydeligt: Kunde vi bringe Folket til Veje, skulde vi nok blive bastante, og K. Adeler

---

1) Admtt.s Kopibog 1675, 1. Maj.

consentit cum priori. Dér rørte man altsaa ved det svage Punkt. Derom skriver den hollandske Resident ogsaa omtrent samtidigt: Flaaden kunde have været sejlklar, hvis de, som havde faaet Ordre om at hverve ... Baadsfolki Holland, havde udført denne Ordre. (De var vist lovlig undskyldte.) En anden Brevskriver har erfaret: Flaaden er færdig, men venter „kun" paa Marinere (Matroser)fra Holland. Endnu midt i Avgust ventes der paa en Galiot, som skal hidbringe Officerer og Folk sammestedsfr a¹).

En anden Kalamitet viste sig, som ogsaa skulde volde Forsinkelse. I Juli indberetter den engelske Gesandt: Flaaden er snart sejlfærdig, men megen Sygdom og Dødelighed hersker blandt Mandskabet. Det maa have været den samme Smitsot, som skulde blive saa fordærvelig baade for den danske og den svenske Flaade, og som nu gjorde sit til at hindre Forberedelserne til Togtet. Efter K. Adelers Beskrivelse kunde de, som led af denne Farsot, enten ikke røre sig eller ogsaa havde de „en stor Raseri"²).

Det var den hurtigst mulige Udsendelse af K. A'delers Flaade, det drejede sig om. 7. Avgust havde Griffenfeld lovet, at den straks skulde gaa under Sejl. Generaladmiralen gik virkelig ogsaa næste Dag om Bord efter at have taget Afsked med Kongen. Flaaden ventede derpaa i nogen Tid paa føjelig Vind, men forlod endelig Reden 13. Avgust og Dragør den følgende Dag3).

---

1) D. Saml. 2. R. 111, 81. Hist. Tidsskr. 8. R. 11, 112. Admtt.s Kopibog 1675, 14. og 20. Avg.

2) D. Saml. 2. R. 111, 49. Indfc Breve til Admtt. (K. Adelers Brev fra Flaaden for Jasmund af 9. Oktbr.). Bruun. C. S. Adelaer 465.

3) Hist. Tidsskr. 8. R. 11, 112. D. Saml. 2. R. 111, 81. Krigskanc. Brev fra H. Bjelke af 14. Avg. A. Gyldensparres Brev af 17. Avg. til Griff.

Om Størrelsen af K. Adelers Flaade hersker der de mest afvigende Forestillinger hos de forskellige tidligere Forfattere. Den samtidige Ordinære Posttidende: 14—15 Skibe i. alt; Villum Vorm (Bruun, G. S. Adelaer 320): næppe 20 Skibe i alt; Sten Jakobsen: 14 danske, 7 hollandske; Christian V.s Tage-Register: 20 Skibe; Friedenreich's Krigshistorie: 14 Orlogsskibe, deraf de 7 hollandske; de formeredes siden til 30; Garde: 14_—16 danske, 7 Hollændere; Vaupell: 8 danske og 4 hollandske Linieskibe foruden mindre Fartøjer; Biogr. Lexikon I, 90: næppe mere end 12 Linieskibe foruden mindre Skibe; N. P. Jensen: 23 Orlogsskibe; Jørgensen, Griff. 11, 280: omtrent 20 danske og de 7 hollandske; men 11, 308: 16 danske og 7 hollandske Linieskibe. Hertil kan vi endnu føje en mere officiel Opgivelse, idet Raadssessionerne (S. 244) planlægger Udsendelsen af 12 danske og 7 hollandske Skibe.

Det sikre i alle disse Angivelser er Tallet paa de hollandske Hjælpeskibe. Haagkoncerten lovede os 9, men der kom kun 7, som alle indlemmedes i K. Adelers Flaade.1 Da Hollænderne selv var svagt bemandede, kunde de ikke levere Suppleringsmandskab til de danske Skibe; derimod var de ret kraftigt bestykkede, med henholdsvis 70, 68, 68, 60, 60, 44 og 40 Kanoner. 3. Avgust var Kongen ude for at bese dem, da de laa paa Reden; Søfolket der om Bord skænkede han 500 Dukater¹).

For med nogenlunde Sikkerhed at kunne konstatere
Tallet paa de danske Skibe, maa vi betragte 3 Skibslister,som
alle findes i Krigskancelliets indkomne Sager,

---

1) Admtt.s Kopibog 1676, 8. Decbr. Bruun, Niels Juel og Hollænderne 55. Krigskanc. 1675, Skibsliste. Kgl. Bibi., Ny kgl. Saml. 669 Fol.

Søetaten vedkommende. I Pakken for 1680 ligger en Fortegnelse (A) over K. Adelers og M. og J. Rodstens Eskadrer og tillige en anden (B) over de Officerer, der har fungeret som Chefer paa de Skibe, der i 1675_—76 har været udkommanderede. Endelig findes i Pakken for 1675 en Liste (G) over 10 Skibe med 542 Kanoner og 3188 Mands Besætning, men uden Angivelse af den øverstkommanderende. Jævnføres disse Lister, vil det vise sig, at K. Adeler i Avgust har haft følgende danske Skibe i Søen:

1. Prins Georg, 74 (78) Kan. 570 (576) Mand.
Generaladmiral K. Adeler.

-2. Charlotte Amalia, 56 (64) K. 397 Md
Admiral N. Juel.

3. Christianus IV, 56 (58) K. 353 Md.
Schoutbynacht Christian Bjelke.

4. Fridericus 111, 54 (64) K. 389 Md.
Schoutbynacht provisionel Claus Mikkelsen.

5. Gyldenlew, 54 (56) K. 293 Md.
Schoutbynacht provisionel Peder Jensen Morsing.

6. Lindormen, 46 (48) K. 216 Md.
Kaptejn Cornelius de Witt.

7. Havfruen, 30 K. 108 Md.
Kaptejn Mads Madsen.

8. Spraglede Falk, 16 (18) K. 78 (104) Md.
Kaptejn Halvor Andersen1).

Vanskeligheden ved at skaffe Besætning til flere
Skibe har aabenbart været Grunden til, at K. Adeler

---

1) Liste G mangler „Havfruen", men opfører i Stedet „Anna Sophia" og „Delmenhorst", (som begge kom i Rodstenernes Eskadrer), og desuden „ Nældebladet" (som først senere stødte til Østersøflaaden).

fik saa faatallig en Flaade med sig. Ved sin Afrejse begærede han da ogsaa „Secours", hvorfor H. Bjelke haaber, at der snart maa komme flere Folk fra Holland,, da de behøves til Flaaden¹). Liste A meddeler endvidere,at der var givet Adeler det Løfte ved Afsejlingen, at 7 andre store Skibe „skulde følge", nemlig: „Christianus- V", „Sophia Amalia", „Nordiske (Norske) Løve", „Tre Kroner", „Kurprinsen", „Svanen", „Færø" og „Enighed". Kun for sidstnævnte Skibs Vedkommende blev Løftet holdt; Liste B anfører ogsaa en Chef for dette Skib i 1675, for alle de andre ingen. Da deres Udsendelse vilde have krævet en Besætning paa omtr. 3450 Mand, kan det alene af den Grund forudsættes, at disse 6 ikke kom i Søen. Men nogen Forstærkning fik Generaladmiralen dog. I Begyndelsen af Septbr. afsendtes efter Kongens Ordre fra midt i Avgust følgende 2 Skibe „i god Stand_r efter at de var blevet bemandede", thi det var Mangel paa Folk, som havde sinket Afsendelsen:

9. Nseldebladet, 52 (54) K. 293 Md.
Kaptejn Roluf Pedersen.

10. Ghristiania, 54 K. 283 Md.
Kaptejn Paulus Augustinus.

og endelig 18. Oktbr. afsejlede fra Kobenhavn og kom
22. Oktbr. til Flaaden:

11. Enighed, 60 (66) K. 390 Md.
Kaptejn Jan Lund.

Disse 11 Kampskibe forte tilsammen 552—590 Kanonerog

---

1) 30. Avg. var den Opdagelse sket, at de 1200 Soldater. som var gaaet om Bord paa Flaaden, vel ogsaa paa K. Adelers, trods truffet Aftale, ikke var blevet forsynede med Gevaerer(l). Men Fejlen maatte ene og alene tilskrives Haerens Kommissariat- Admits Kopibog 1675, 30. Avg.

noneroghavde ca. 3370 Mands Besætning. Af store Skibe nævner K. Adeler i sin Journal og sine Rapporter netop disse 11 og ikke flere¹). Derimod forekommer nogle Smaaskibe, der vist ikke en Gang altid har hørt til hans Flaade, som: Branderen „Forgyldte Fisk" 8 Kan. 26 Md._T Snauen „Vismarske Foss (Ræv)" 6 K. 30 Md., Krejerne „Fortuna" 4 K. 10 Md. og „St. Jakob". Desuden nogle Transportskuder o. lign.

Da man i København aldeles ikke magtede at sende Adeler flere Forstærkninger, hørte der et stort Mod til at ville møde Fjenden med saa lille en Flaade, tilmed da man til en Begyndelse ikke kunde have nogen bestemt Kundskab om Modstanderens Styrke. Det var i ethvert Tilfælde meget sangvinsk at tro, at man med en Flaade af den beskedne Størrelse skulde kunne udrette noget stort, noget „af Importance" (S. 248). Men mærkeligst er det dog, at man, efter at have erfaret Fjendens sande Styrke (S. 251), dog fastholder den Tanke. Endnu 19. Oktbr. „var det Hs. kgl. Maj.s allernaadigste Vilje, at K. Adeler Fjenden skulde søge og med hannem en Bataille vove"; Admiralitetet undskylder Kongen efter Evne ved at anføre, at Hs. Maj. har, som det synes_r paa den Tid, han udstedte Ordren, ikke allernaadigst vidst, at den svenske Flaade var kommen saa stærk i Søen, hvilket Adeler formodedes siden at have refereret ham²).

---

1) Et Eftersyn i n Admiralitetets Registeerbog ctr. Zahlmesteren" giver samme Udslag. Ogsaa det nylig købte Skib „Havmanden" paa 36 Stykker, men „af liden Force", paatænktes afsendt, men kom ikke til Østersøen d. A. — Gyldensparres Brev 19. Okt.

2) Bruun, G. S. Adelaer -473, 475, 480. Kongen var i Tyskland, hvilket vanskeliggjorde Korrespondancen og Efterretningsvæsenet.

Og Opgaven blev ikke mindre umulig ved den Omstaendighed,at den ovenfor omtalte Smitsot ogsaa havde hjemsogt Flaaden i Soen og decimerede Mandskabet.Naturligvis inaatte Adeler rekvirere friskt Mandskabi Stedet for de syge. Men B^Enighed" bragte til bans store Skuffelse intet med til de andre Skibe, og Skibets eget Mandskab havde i kort Tid efter Ankomsten heller ikke undgaaet Smitten. Neden gor opfindsom, og Adeler foreslog, at der skulde presses 1000 Mand til ham i Kobenhavn paa Spanie- og Islandsfarerne, som nu maatte vsere komne hjem. Samtidig var der indlebet en kgl. Ordre til Rigsadmiralen om, at man skulde sende saa mange Baadsfolk som muligt fra Holmen til ostersoen;men paa Holmen fandtes, efter Statholderen JorgenBjelkes Mening, ikke saa mange, som Adeler behovede,og man maatte heller ikke blotte Vgerftet for Folk, som kunde passe og bevogte de der liggende Skibe. Den Vej var altsaa spserret; man maatte se, hvad Presningeneller Hvervningen gav af sig. Derom skrev Admiralitetet,— som i alle Admiralernes Fravaerelse kun bestod af H. Bjelke og A. Gyldensparre, — til Adeler: B^Eders Exc. maa sikkerlig tro og forlade sig paa, at al Mulighed paa vores Side er anvendt til Folk at skaffe, ... og er ikkun liden Apparence til mere Baadsfolk at kunne tilvejebringe end hvis allerede sendt er^c. Ogsaa J. Bjelke forsikrer, at Hvervningen anstilledes med Flid, men gode Folk var det vanskelig at bekomme, da de fleste Skibe netop var borte fra Staden, og mange laa i Norge og ventede paa Konvoj. Isser var det Pengene til Hvervningen, som gjorde Vanskeligheder; man maatte derfor (23. Okt. om Aftenen) optage et Laan paa 3000 Dlr.; for disse Penge skulde Stadens ovrighed hverve

dygtige Søfolk, „da K. Adeler ikke kunde udrette den skyldige Tjeneste, med Flaaden for den store Svaghed iblandt $aadsfolkene". Og nye kunde ikke hverves uden rede Penge; for Laanet gik bl. a. EL Bjelke i Kavtion. Men det hele var nærmest spildte Kræfter; Flaaden var allerede paa Hjemvejen; den laa ved Stævns og kunde ingen virksom Tjeneste gøre. Det havde dog ikke manglet paa Vilje til at undsætte den¹).

Men der var jo andre Orlogsskibe i Søen foruden K. Adelers. Som ovenfor anført (S. 239) har man fundet det paafaldende, at Skibe og Eskadrer, som havde faaet bestemte Ordrer om at afsejle, dog blev liggende ganske uvirksomme. Saaledes „Lossen". Denne Fregat havde rigtig nok under 31. Juli faaet Sejlordre, den første, som Admiralitetet udstedte i Krigsøjemed. Da det er spargeret, hedder det, at Sverig har angrebet Danmarks allieredes Koffardiskibe og violeret danske Undersaatter paa Kongens Strømme, skal „Lossen" paa Københavns Red forene sig med 2 hollandske Auxiliærskibe, som Kaptejnen udbeder sig hos Kommandør Binckes, og som skal krydse for Gøteborg, medens „Lossen" søger at forenesig med Ostindiefareren „Oldenborg" og Orlogsskibene „Antonette" og „Hvide Falk", der alle ventes Nord fra, hvorefter disse 6 Skibe agerer ud fon samme Stad indtil videre Ordre. Alle svenske Skibe antastes paa Vejen. — „Lossen" fik virkelig til en Begyndelse de to Hollændere til at følge sig, men kort efter erklærede de, at de ikke vilde fortsætte Oprejsen, og kom uventet tilbage til Reden,hvorfor „Lossen", som ikke kunde udrette Sagen alene, ogsaa maatte vende om og efter Ordre lægge sig

---

1) Bruun, C. S. Adelaer 472 f. J. Bjelkes Breve til Griff. af 19. 23. 26. Oktbr. O. Nielsen, Kbhn.s Hist. V. 371.

til Ankers ved Siden af Hollænderne, indtil ny Ordre gaves1). — For denne „Forsinkelse" bærer da vore, som det synes, noget vægelsindede allierede og ikke Griffenfeld Skylden.

Men Jens og Markvard Rodstens Eskadrer blev ogsaa „liggende" (S. 239) ? At førstnævnte Admiral forblev i Sundet, er ikke saa mærkværdigt, da dette Sted jo var hans anviste Virkefelt; 30. Avg. var han at træffe mellem Landskrone og Hven, altsaa paa den ham befaledeStation. Hans lille Eskadre, som bestod af Skibene „Anna Sophia", „Jægeren", „Lossen", 1 Hollænder; som „formodedes", men ikke kom, „Vandhunden" og en Galej, maa ogsaa være kommet temmelig hurtigt i Funktion, da der ikke krævedes mere end godt 600 Mand til dens Besætning²). Langt vanskeligere blev det at faa M. Rodstens Flaadeafdeling i Søen. Den skulde bestaa af: „Tre Løver", „Delmenhorst", „København", „Antonette", „Hvide Falk", 1 Hollænder, som ogsaa „formodedes", men ikke kom, og nogle Smaaskibe; senere stødte „Hummeren"til Eskadren. Denne skulde bemandes med over 1000 Personer, men der skete ganske vist en „Forsinkelse",som Griffenfeld, der jo var fraværende, dog heller ikke her skal have Skylden for; derimod bør Hærens Ledelse bære Ansvaret. Skibene var nemlig færdige og havde taget de fleste Baadsmænd om Bord, men det var nu især den fornødne Soldaterbesætning, man ventedepaa. 14. Avgust tænker H. Bjelke, at der snart skal komme Matroser fra Holland; men Skibene, véd han, trænger ogsaa til at forsynes med et større Antal Soldate

---

1) Admtt.s Kopibog 1675, 31. Juli. 4. Avg.

2) Krigskanc. 1675, 4. Avg. 1680, Skibsliste. Garde, Efterr. I, 182. Admtt.s Kopibog 1675, 30. Avg.

dater1). Fire Dage efter udfærdiges en kgl. Ordre til ham om at paadrive M. Rodstens Udsendelse i Søen for at hindre de svenskes Udløb fra Gøteborg. Som Svar forsikrer Rigsadmiralen, at Ordren skal blive befordret hurtigst muligt, naar blot Soldatesken vil komme fra Nyborg og Norge. Den var ogsaa begyndt at indtræffe 24. Avg., da H. Bjelke skrev sit næste Brev; men af de norske Soldater var kun 200 ankomne, og deraf var endda de 36 syge; man maatte se at faa* Militær fra Aalborg til København, bl. a. for at de kunde tjene til Vands. Ogsaa Jørgen Bjelke ønsker sig flere Soldater, baade til Byens Forsvar og til Skibene, „som opholdes af Mangel derpaa". En Søofficer var blevet sendt til Korsør for at paaskynde Nyborg-Soldaternes March, og 4. Septbr. er de da ogsaa ankomne; næste Dag sættes de om Bord ved Fartøjer, og 6. Septbr. afsejler M. Rodsten endelig „med god Vind", hvilket, siger H. Bjelke, kunde være sket forlængst, hvis Soldatesken i Tide havde indfundet sig. — En god Maaned efter, 19. Oktbr. om Aftenen, kom Gøteborgeskadren allerede tilbage, „formodentlig af Mangelpaa Proviant«. Ikke længe efter var Aarets Kampagneendt for Størstedelen af den danske Flaade, og Besætningerne kom i Land²).

Men til de hvervede („gevorbne") Baadsmænd,
som skulde beholdes Vinteren over i København, og som

---

1) Gyldensparre skriver 17. Avg. om det samme til Griff. og beklager

2) Krigskanc. H. Bjelkes Breve 1675, 14. 21. 24. Avg. 4. 7. Septbr. Kgl. Ekspeditioner 1675, 18. Avg. J. Bjelke til Griff. 31. Avg. 19. Oktbr. Krigskanc. 1680, Skibsliste. Admtt.s Kopibog 1675, 29. Avg. — 11. Oktbr. havde M. Rodsten anmodet om Proviant. Han fik vist intet. Han skriver: „Vi regnes blandt de ulydige Børn, som man intet skøtter om". Indk. Breve til Admtt.

man skulde holde Afregning med, havde man ingen Penge ved Haanden. Jørgen Bjelke og Gyldensparre mente, at man slap billigst ved at indkvartere Baadsmændenehos Værter, som selv kunde give dem Kost; var Kvarteret tillige i Nærheden af Holmen, kunde man bedre holde Folkene under Tvang, saa at de ikke sammenrottedesig og yppede Kiv med Garnisonen. Rigsadmiralenvar dog af en anden Mening; han overfusede sin „kære Broder" Og bad ham passe sine egne Sager, men han angrede det straks igen; og J. Bjelke haaber, at Indkvarteringsforholdene skal blive bragte i Orden inden Kongens Hjemkomst, henad Juletiden¹).

„Eders Exe. véd bedre end som jeg, om saa mange rede Penge ... kan bekommes eller ikke". Saaledes skrev Jørgen Bjelke i et af sine Breve til Rigskansleren, og det blev ogsaa Temaet, som med mange Variationer gentages saavel i Alb. Gyldensparres Breve til Broderen2) som i Søkommissariernes Skrivelser til Majestæten i Aarets sidste Fjerdedel. Man maatte jo forhandle skriftlig med Kongen, som krigede i Nordtyskland og 23. Oktbr. havde begyndt Belejringen af Vismar. I Løbet af denne Maaned maa Kollegiet allerede have gjort Kongen opmærksom paa den pekuniære Stillings Vanskeligheder, siden det (30. Oktbr.) kan takke Rigskansleren for hans angeneme Skrivelse, hvori der er givet Kommissariatet den gode Trøst, at Kongen selv „noksom tænkte" paa at undsætteKollegietmed rede Midler til Kongens Tjenestes høje Fornødenhed, saa at man altsaa med god Grund

---

1) J. Bjelkes Breve 3. 13. 23. 27. 30. Novbr.

2) Breve af 19. og 30. Oktbr. Det hedder heri: Med Midlerne staar det kun altfor slet til, og han selv har Grund til at klage, da det især vil gaa ud over ham.

turde have det bedste Haab om at faa udbetalt en anseelig Summa Penge med det allerførste. Men Tiden var gaaet, uden at der havde vist sig noget; Haabet blegnede, og Kollegiet maatte tværtimod nære Frygt for_r at „vores tilforn gjorte allerunderdanigste Ansøgning formedelstMængdenaf de daglig forefaldende højvigtige Affaires maaske kunde være gangen Eders kgl. Maj. ad Glemme". Man tager derfor Mod til sig og fremkommer med en ny Ansøgning, som Rigskansleren bedes anbefalepaadet bedste. Den lovede Pengeundsætning er aldeles nødvendig; Maanedstjenerne maa afbetales; Aarstjenerne,somi en rum Tid intet har faaet, er ikke mindre trængende; Krediten, som Kollegiet selv har skaffet, maa. mainteneres osv., dersom Folk ikke skal afskrækkes baade fra at tjene i Marinen og at gøre Leverancer. Hvis rede Midler ikke skaffes snart, „er det os fast umulig at kan subsistere" eller fortsætte Kongens Tjeneste med pligtskyldig Iver og Fyrighed, „langt mindre vore Huse fra übluelig Overløb og os selv for Eftertale befri". Disse Ord talte da tydelig nok, men — de satte ingen Frugte Der er kun den Undskyldning for Kongen, at Ansøgningen, indtraf i de bevægede Dage, han personlig oplevede, da „Svenske Falk" erobredes og Øen Hvalfisken overgav sig^ (4. 5. Novbr.). 9. Novbr. maa Kollegiet paa ny minde Rigskansleren. Atter forgæves, thi i Dagene omkring 16. Novbr. var Griffenfeld „indisponeret" af den Sygdom_r som flere Gange hjemsøgte ham under den besværlige Belejring, og som nu vel hindrede ham i at konferere med Kongen. Kollegiet lod derfor Griffenfeld være i Ro i nogle Dage, men 20. JN^Tovbr. afsendes en ny Skrivelse til ham: Orlogsskibene skal ind, Folket have Penge;, uagtet „vi er noksom forsikret om, at Hs. Maj. selv paa

os tænker", er Nøden saa stor, at man maa bede paa ny. Det hjalp nu saa meget, at Kongen virkelig udstedte Ordre om 10000 Dlr.s Erlæggelse til Søetatens Udgifter, og Kommissarierne skynder sig da ogsaa i deres Glæde at bringe Griffenfeld en Tak for denne „gode Begyndelse", — uagtet det kun var en Begyndelse og deres Glæde meget betinget; de maa nemlig tilføje: „om vi (blot) Pengene udi Hænder havde!" Man var altsaa foreløbig ikke mindre trængende end før. Men Nøden gjorde Kommissarierneskarpsynedeog lod dem opdage, at der laa en Sum Penge i Øresunds Toldkiste; dem kunde Marinen godt bruge. Langt om længe, paa Aarets sidste Dag, fik Holmens Zahlmester Anvisning endogsaa paa hele 20000 Dir. fra Kongens eget Kammer. Selv om Summen i Ventetiden var blevet fordoblet, kunde den kun „lidet forslaa", da Kravene var saa store¹).

Hele vor Skildring af Flaadeudrustningerne i 1675 har fremdraget en Række Træk, som viser, hvilke beklagelige Forhold Marinen arbejdede under, og som er aabenbare Symptomer paa, at Etaten led af en svækkende Sygdom. Der staar tilbage at trænge ind til selve Sygdomskilden og paavise, at hele Tilstanden med Naturnødvendighed kun maatte afføde saare ringe Resultater. Søetatens Regnskaber kan her vise os Vej²).

Igennem Holmens Zahlmester Lorens Holmers Hænderer
i 1675 gaaet 306000 Dir. Deraf er udgivet til
Proviant 77000, til Tømmer 24000, Hamp og Jærn 26000,

---

1) Admtt.s Kopibog 1675, 30. Oktbr. 20. 30. Novbr. J. Bjelke, IG. 23. Novbr. Den anførte Registeerbog. Kongens mange Tilskud i disse Aar skulde refunderes af Marinens ordinære Indtægter, naar Etaten fik tilstrækkelige Midler dertil.

2) En Opgørelse for Aarene 1673—76 findes i Krigskanc. 1676.

Krudt 7000, Skibet „Christiania« (Afdrag) 5900, og til Materialier og Haandværkeres Arbejde 75000; endvidere i Løn til Officerer og Betjente 41000, Kostpenge til Officerer11000; Daglønnere paa Holmen fik 29000 og Maanedstjenere(Matroser) 8000. Der er altsaa udgivet meget store Summer d. A., men de beretter os ikke om, at alt, hvad der var at betale paa de enkelte Poster, dermedogsaa er blevet fuldt af betalt; tværtimod er Gæld •og Restancer at underforstaa paa saa godt som alle Conti, men paa Regnskabet kommer dette jo ikke til Syne undtagen paa én Conto, som hedder: „Betalt Gæld for Løn og Materialier"; paa den Post kunde man d. A. allerede opføre en Udgift paa hele 352 Dir.!

Søetatens Normalbudget i Fredstid var under Kristian V.s Regering blevet fastsat til 300000 Dir, i aarlig Indtægt. Denne indflød fra forskellige Kilder, hvoraf de fleste var meget upaalidelige; der var egentlig kun to Poster, man fuldt kunde stole paa, nemlig 24000 Dir. fra Stempelpapirsindtægten og 30000, hidrørende fra Konsumtionen. Som Følge af disse Forbold havde HolmensZahlmesteri 1673 (fra Marts) kun modtaget 135000 Dir., uagtet Kongens eget Kammer havde ydei 62000 og Skatkamret 27000. Bedre, men ikke helt godt gik det i 1674; da havde Zahlmesteren 248000 Dir. at raade over, fordi Kongens Kammer og Skatkamret atter havde gjort Ekstratilskud paa henholdsvis 25000 og 30000 Dir. Disse to Aar tilsammen har altsaa maattet lade sig nøje med ■en Aarsindtægt, der kun var lidt over Halvdelen af den budgetterede. Da der tilmed skulde afbetales noget paa ■Gælden fra de foregaaende Aar, maatte man indskrænke sine Udgifter til Ekviperinger og til Skibsmateriel og til— Jige gøre ny Gæld. I 1675 naaede man for første Gang

den fulde Indtsegt: 300000 Dlr. Kongen gav af sit eget Kammer i alt 46500 Dlr., Rigets Skatkammer 30000 Dlr., og endelig kunde Marinen gore Regning paa en Andel af de udenlandske Subsidier. I Folge Haagkoncertenskuldedenne Part have udgjort 240000, men Indtaegtenblevkun 80000 Dlr.¹). Det vaerste var, at Subsidierneindkomkun lidet prompte. I Maj havde de danske Underhandlere onsket disse Tilskud erlagte ,straks"_T men Aarets Sorgelige Erfaringer paa dette Omraad.e fandt Udtryk i Sokommissariatets Brev fra Begyndelsen af det nye Aar: w^Med hvad Langdrasgtighed de til Flaaden destineredeSubsidierbliver betalte, tvivler vi ej paa; at Hr. Etatsraad Klingenberg jo Eders kgl. Maj. selver Relationgor".Men i et hvert Fald udgjorde disse 3 overordentligeTilskudden store Sum af c. 157000 Dlr. Det nu af Vigtighed at faa konstateret, om denne Ekstraindtsegtermedindbefattet i Aarsindtaegten paa de 300000, eller om denne budgetterede Sum er blevet oget ved de 3 Tilskud, saa at Marinen i Virkeligheden dette Aar havde en Kasse paa 457000 at raade over. I det sidste Tilfaeldehar Etaten egentlig ikke lidt af stor Pengemangel, alle Veklager over den maa antages at have vseret überettigede,ogMistanken mod Griffenfeld og hans Fserd ligeoverfor Marinen maa vaagne med foroget Styrke. Da der i Reglen beregnedes en Ekstraudgift paa 40000 Dlr. om Maaneden, naar hele Flaaden skulde udrustesogvaerei Soen, maatte de 157000 Dlr. nemlig holdes for at vaere tilstreekkelige til en Krigsudrustning paa omtr. 4 Maaneder, og saa lgenge var jo den danske Flaade

---

1) Admtt.s Kopibog 1675, l.Maj. Molbech, Christian V's Dagbøger 210. C. Christiansen, Statshusholdning 1661—75, 537, 464, 538. Jørgensen, Griff. 11, 223.

heller ikke i Søen i 1675. — Men Fredsbudgettet for dette Aar naaede ikke de 3 Tønder Guld, uden at de 157000 Dir. medregnedes. Dette fremgaar klart af ZahlmesterensRegnskabog tillige af en Memorial fra Slutningenaf1676, hvor Status for Aarene 1673_—76 opgøres,oghvor det udtrykkelig siges, at alle disse Aars Indtægter er indkomne baa d e ad ordinær og ad ekstraordinærVe j¹). Men naar dette forholder sig saaledes, da maa Marinen i 1675 siges at have løst en meget vanskelig Opgave paa en beundringsværdig Maade: efter at have døjet to yderst magre Aar har den kunnet bære et drøjt Krigsaars Udgifter, uagtet den kun havde et Fredsaars temmelig knapt til— maalte Indtægter til sin Raadighed. Ganske vist var det kun en Krig derefter, kan man sige; men har vi tilfulde forstaaet, hvor yderst fattige Vilkaarene var under hele Arbejdet, kan vi ikke modsige Kommissarierne, naar de i ovennævnte Memorial har skildret disse Vilkaarogderpaa tilføjer: „og dog vides det, hvilken anseeligFlaadeder disse Aar er tilvejebragt baade i ØsterogVestersø".Det maa erkændes, at der er blevet gjort mere, end der kunde ventes, og Griffenfeld maa kændes fri for at have handlet uforsvarligt med Søværnet i 1675.

Men kunde Pengene ikke være skaffede til Veje? Man maa erindre, at Pengemidler i de Tider ikke var saa disponible som nu, da ethvert Land kan optage tilstrækkeligeStatslaan, saa snart en Krig menes at stunde til. Hjælpemidlerne til at stille Penge paa Benene var ikke store, især i et saa ringe bemidlet Land som det daværende Danmark. Man havde først de sædvanlige

---

1) Aarsberetn. fra Geh. Ark. VI, 121. Krigskanc. 1676, 7. Januar. 18. Decbr. Tidsskr. f. Sovtesen, Ny Raekke. XXX, 345.

indenlandske Indtægter at ty til, dernæst eventuelt Subsidierfra Udlandet; endvidere nye Skatter, Paalæg og Krigsstyr, som de kære Undersaatter ogsaa maatte bære; ligeledes opfandt man „godvillige" Tvangslaan; og i øvrigt hutlede man sig igennem ved at tilbageholde Statstjeneres Lønninger, hvad enten de paagældende maatte sulte derved eller ikke, og ved at udskrive Leverancer, som i lange Tider maatte vente paa Betalingen. Men naar disse og lignende Finansoperationer ikke gav det fornødne Udbytte, nødtes man til at lade Krigsbegivenhederne eller Forberedelserne dertil gaa med halv Kraft, indtil bedre Tider oprandt. Penge har altid været genstridige Krabater og vil ikke komme til Stede, selv om en nok saa mægtig Rigskansler søger at fremtrylle dem.

Den finansielle Stilling i 1675 var nærmest en Overanstrengelse,ogovenpaa en saadan plejer gærne at følge en Reaktion, en Tid, hvori man giver sig Stunder til at puste ud, inden man tager det næste Tag. Denne Standsning skal have varet en 3 Ugers Tid1) lige i Begyndelsenafdet nye Aar. Har der været stille paa Holmen og om dens Sager, kunde Aarstiden jo have gjort sin Indflydelse gældende. Datidens Vintre var haarde; i Admiralitetets Ordrer fra Novbr. og Januar forudsættes mulig Isgang; senere omtales det Tidspunkt, da Vandet blev aabent; andensteds fortælles, at „Søen var ej meget fri for Is", og i ethvert Fald var Kulden i Sverig overordentligstreng.Et sligt Vejrligt kunde let hindre det

---

1) Jørgensen, Griff. 11, 332. For Hærens Vedkommende giver denne Forf. en tilfredsstillende Forklaring paa Standsningen, men ikke for Flaadens.

Friluftsarbejde, som al Virksomhed paa Holmen- krævedel). Grunden til Standsningen kan ogsaa med stor Rimelighed søges i den fra forrige Aar arvede Pengemangel, som straks nødvendiggjorde en ny Indtægtskilde, der bestod ien Krigsstyr med stigende Skala; men denne Skat kunde jo umulig fylde Kassen lige med det samme²). Det var derfor i sin Orden, at den kgl. Ordre af 26. Januar om Flaadens Ekvipering maatte lyde paa, at „Omkostningerne,detmeste ske kunde, skulde menageres". Men naar det samtidig befaledes, at Flaaden desuagtet skulde udrustes „det stærkeste, muligt var", stilledesderSøkollegierne en ret umulig Opgave. Deres Svar maa have forfærdet Kongen i høj Grad; de vendte det døve Øre til al Tale om Sparsommelighed og forlangtetilet 8 Maaneders Krigstogt hele 904283 Dir. 4 Mark 8 Sk., og deraf vilde de endda have de 150000 straks, eftersom der skulde rede Penge til at give AarsogMaanedstjenernederes Underhold, — ellers maatte de forgaa, — og til at dække Udgifterne ved den forestaaendeHvervning,til Indkøb og Afbetalinger osv. — Skønt Kongen 31. Januar havde dulmet de værste Smerter ved et Tilskud paa 20000 Dir., havde Søetatens ZahlmesteriAarets første 6 Maaneder desuagtet ikke mere

---

1) Admtts Kopibog 1675, 29. Novbr. 1676, 6. Jan. Friedenreich, anf. Skr. I, 152. Om Vinteren i Sverig, se S. 282. — 10. Jan. havde de svenske modtaget den Efterretning, at den danske Flaade laa stille, men ikke aftaklet, i Havnen ved København; kun 3 Fregatter var stationerede ved Kronborg (Sv. hist. Tidsskr. 1900, 350).

2) N. P. Jensen, anf. Skr. 93. Danm. R. Hist. IV, 565. Af Krigsstyren indkom i Aarets første 6 Maaneder i Marinens Kasse kun 26000 Dir., i de næste 3 Maaneder derimod 64000. Statusopgørelsen i Krigskanc. 1676.

at raade over end 166391 Dir. *), altsaa kun lidt over en Sjettedel af de fra først af krævede 9 Tønder Guld, og det paa en Tid, da man havde de største Udgifter og „Ekvipagen var vorden paa det hæftigste anpresset".

Rigskansleren styrtedes 11. Marts, og den 25. i næste Maaned forelagdes der ham bl. a. to Spørgsmaal angaaende Marinen2), som ved første Øjekast synes at indeholde ret graverende Beskyldninger (S. 289), men ved nøjere Eftersyn i høj Grad mister deres Kraft som Anklagepunkter.

Det første Spørgsmaal lød saaledes: „Hvorfor Hs. Maj.s Flaade efter Ordre først in Martio ikke var udrustet og færdig?"3) Den dybeste Grund til denne formentlig paaviselige Forsinkelse skal have været (S. 240), at Griffenfeld ikke har troet paa en kraftig Krigsførelse i det nye Aar. Men kan denne „Tro" forenesmed Valget af en saa berømt og energisk Admiral som Cornells Tromp til dansk Generaladmiral, — en Forholdsregel, der var blevet nødvendig, „eftersom", i Følge den hollandske Residents Ord, „der efter K. Adelers Død kun var blevet lidet Stof tilbage blandt de danske Søofficerer til en erfaren Søhelt og O ver anfører". Dette Valg maa dog tillægges Griffenfeld, han tog ivrigt Del i Forhandlingerne derom og overvandt ved sin diplomatiske Kunst forskellige Vanskeligheder ved Sagen; den blev jo ogsaa bragt nær til at strande ved hans pludselige Fald.

---

1) Admtt.s Kopibog 1. Febr. Krigskanc. 1676, 7. Jan. og Statusopgerelsen. Jorgensen, Griff. 11, 330. Garde, Efterr. I, 208. Registeerbogen.

2) Vaupell, Griff. 11, 109. Jorgensen, Griff. 11. 344, 404, 409, 529.

3) Vaupell, mener, ikke uden Grund, at disse Ord refererer sig til 1675; Jorgensen har dog vist truffet det rette, naar han henforer dem til det nseste Aar.

Da Underhandlingerne allerede var begyndte ved Nyaar*), rnaa man med Føje kunne sige, at Griffenfeld lagde alt til Rette for en energisk Krigsførelse, i det mindste paa •dette Tidspunkt. Thi nu fulgte Beslutningerne af 17. Februar,den Dag, da Griffenfeld oplevede sit sidste, afgørendeNederlag og mistede sin Konges fulde Tillid, og det havde da været psykologisk forklarligt, hvis han var blevet mistrøstig og sløv for de Forretninger, der ligesom gled ud af hans Hænder. Men intet mindre. Alt, hvad ■der besluttes for at fremskynde Krigsforberedelserne, det omsættes i Gærning uden Tøven, ogsaa hvad Marinen angaar. Kun paa ét Punkt skal Griffenfelds Iver have svigtet, men ganske vist paa det vigtigste, der drejede sig om at ekvipere den Eskadre, som havde Giillands Erobring til Maal. Det anførte Spørgsmaal anklager nu •Griffenfeld for denne Forsømmelse. Man tillod ham at bruge Pennen til Besvarelsen, men gav ham ellers intet Hjælpemiddel til at støtte hans Hukommelse med; ellers vilde hans Svar sikkert være blevne mere indgaaende og bedre dokumenterede. Hans Gensvar paa første Spørgsmaalskal have været følgende²): „Hs. Maj.s Flaade kunde, om Nøden trængte, paa ringere end 24 Dage i en II være udredet; som bekændes, der det behagede Hs. Maj., blev over tyve Orlogsskibe paa otte Dage til Hs. Maj.s Tjeneste fuldfærdiget, hvorimod ikke et eneste svensk Skib i Søen blev sat*. Den første Del af Svaret har egentlig intet med det inkvirerede at gøre og burde hellere have været udeladt; først i anden Halvdel kommerGriffenfeld ind paa selve Sagen.

---

1) Bruun, N. Juel og Holl. 6. Bruun, G. S. Adelaer 139. Jorgensen, Griff. 11, 333, 518. Danm. R. Hist. IV, 566. Biogr. Lex. XV, 385.

2) Griffenfelds verba ipsissima kendes ikke.

Paa den skæbnesvangre Dag, 17. Februar, var det blevet vedtaget, at „Flaaden straks, med allerstørste B muligt er, udrustes, saa at i det mindste 16 Skibe bliver færdige inden 14 Dage, dermed straks at forsøge den Entreprise paa Gulland"^x). Kongen havde tidligere paa Aaret spurgt Admiralitetet, om Anslaget paa Gulland, — der jo allerede forrige Aar havde været paa Bane, — kunde realiseres; Foretagendet skulde sættes i Værk baade for at erobre Landet og for at hindre Svei% Tilførsel, hvorved Udrustningen af dets Flaade maaske kunde umuliggøres. Admiralitetet havde givet det meget diplomatiske Svar, at Togtet til Gulland, saa snart Vandetvaraabent, vilde være meget gavnligt „efter Kongens egne indførte raisons"²). — Naar Flaaden først nu befaledesudrustet,maa man ikke forstaa Situationen saaledes,atintet Skib har været klargjort i Aarets 2 første Maaneder. Tværtimod viser Admiralitetets Kopibøger, at de 5 lette Fregatter: „Havfruen", „Havmanden", „Svenske Falk", „Spraglede Falk* og „Lossen" allerede har været i Søen for at afskære Fjenden og hans Flaade Tilførsel, og desuden har Skibene „København", „Hvide Falk", „Antonette", „Vandhunden", „Jægeren", „Vildmanden"ogsikkert flere andre været udsendte i forskellige Øjemed. Da nu Befalingen kom angaaende de 16 Skibes Udsendelse, havde man straks de 5 „lette Fregatter" rede; men det gjaldt om at forøge Styrken med større Kampskibe, hvoraf 8 blev disponible, nemlig „Kurprinsen" r „Ghristianus IV", „Gyldenlew", „Nældebladet", „Christiania",„Lindormen",„Delmenhorst" og „Hummeren", og

---

1) Aarsberetn. f. Geh. Ark. VI, 129, 131.

2) Krigskanc. 1676, 26. Jan. 1. Febr. Admtt.s Kopibog 1676, 1. Febr. Jorgensen, Griff. 11. 345.

endelig skulde 7 mindre Skibe følge Flaadeafdelingenx). Disse Skibe skulde altsaa have været færdige, ikke inden 8 Dage, som Griffenfeld ved en Hukommelsesfejl mener, men efter 14 Dages Forløb, omtrent 4. Marts. Eskadren kom til at omfatte de 20 Skibe, Griffenfeld omtaler, men deraf var kun de 13 Kampskibe, ikke de 16, som Befalingenaabenbartmente det. Og Skibene var ikke „færdige"tilden fastsatte Termin, heller ikke den Dag, da Rigskansleren maatte vandre i Fængsel. Der er ingen Tvivl om, at Udrustningen har mødt de samme Hindringersomi Fjor. Har Skibene ikke manglet noget paa Materiellet, saa har Personellet været mangelfuldt ligesom ogsaa Betalingen af dets Lønninger. Denne vor Antagelse bliver i høj Grad sandsynlig, naar vi lægger Mærke til, at Eskadren ikke var rigtig sejlklar førend omtrent hele tre Uger efter 11. Marts, og i den Tid havde man jo ikke længere nogen Griffenfeld, som kunde bevirke„Forhaling";23. Marts udfærdiges Instruks, først 28. Marts anvises Flaaden dens 1200 Soldater; en GrundstødningsinkerUdløbet og var dog et Held, da man da i sidste Øjeblik (31. Marts) fik Tid til at udbetale Eskadrens Officerer et „Forskud" paa Lønningen til højtfornødent Brug paa Togtet; 1. April kom man saa omsider af Sted, under Niels Juel som Admiral²). Der var dog" ingen Skade sket ved „Forsinkelsen"; Admiralen kunde uhindret af den svenske Flaade erobre Gulland kun 6>

---

1) Arkiv f. Søvæsen 1828, 97. En Liste i Krigskanc. mangler ,_Hummeren" og „Lossen", men har „Fridericus III" (?) og^ „Hvide Falk" i Stedet.

2) Hist. Tidsskr. 8. R. IV, 106. N. P. Jensen, anf. Skr. 103. 108. Ghr. V.s Tage-Reg. 86. Registeerbogen. Kongen havde ea Ugestid i Forvejen ydet et Tilskud paa 20000 Dir. til denne Udbetaling.

Dage efter Forhøret over Griffenfeld; men den letforklarligeSpænding,hvori Forventningen om Udfaldet forindenharsat Regeringen, har gjort denne nervøs og ledet den til at undersøge Griffenfelds Andel i Togtets Forsinkelse. Niels Juels Held gjorde Spørgsmaalet mindre vigtigt og borttog dets Brod. — Naar Grififenfeld nærer den Illusion, at Udrustningen af Gullandseskadren væsentligharkunnet fuldføres „paa 8 Dage", og derpaa anførerdennehurtige Ekvipering som et Bevis for, at den øvrige Flaade, hvis det var nødvendigt, maatte kunne udrustes i en lille Maanedstid, da bør denne Overdrivelse tilgives en stakkels Fange, som er ene om at tilbagevise livsfarlige Angreb; og dog: Tromps Flaade, som sejrede 1. Juni, bestod (foruden af Hollænderne) af Niels Juels ovennævnte Eskadre, forøget med de store Kampskibe „Fridericus lIP, „Enighed", „Charlotte Amalia", „Tre Løver",„ChristiamisV" og „Anna Sophia"; og samtidig dermedvarogsaa „Tre Kroner" og „Svanen" ude; desuden laa mindst 4 Kampskibe under Kommando i Reserve ved København; denne sidste Udrustnings Omfang kan ogsaabetegnesved, at der til Niels Juels 556 Kanoner var føjet 8—12 friske Skibe med omtr. 640 St., hvilket var udrettet ikke i en, men dog kun i to Maaneder; at det ikke blev fuldført i kortere Tid, var Omstændighederne s¹), ikke Griffenfelds Skyld; men det beviser i nogen Maade Sandsynligheden af hans store Ord.

Det 2det Spørgsmaal til Griffenfeld (25. April) lød
saaledes: „Af hvad Aarsag den hollandske Flaade

---

1) 6. Maj maatte Byerne Kebenhavn og Christianshavn stille saa mange Baadsfolk som muligt, da Flaaden endnu en Del uomgaengelig behovede. Kbhn. Dipl. VI, 672. Bemandingsvanskeligheden var ogsaa nu til Stede.

over to Maaneder er inhiberet1) uden Hs. Maj.s Tilkændegivelse"; og en'dvidere Referatet af Svaret: „Griffenfelds angivne Ordre lyder ej anderledes end, Flaaden at lade sig finde i Sundet, saa snart Militien til Hest og Fod følge kan; tilmed er Militien ikke endnu færdig; og skulde Flaaden fra den 5. Marts til Pinsedaghavesigindstillet,kunde det have løbet paa DanmarkenmægtigBekostning;tilmed havde man vis Kundskab, at Svensken med al deres Magt ikke 10 Orlogsskibekundeudrede".—I Januar var der forhandlet med Hollænderne om en Hjælpeflaade paa 15 Orlogsskibemed71 '_—60_—40 Kanoner hvert. Disse Skibe vildeefterAdmiralitetetsMeninggøre vor Flaade bastant til at kunne gaa offensivt til Værks; men de maatte komme i betimelig Tid om Foraaret. Af Griffenfelds ovenstaaende Svar synes det at fremgaa, at den første Bestemmelse her hjemme har ansat disse Hollænderes Ankomst til de danske Farvande til først i Marts Maaned; det bekræftes ved den hollandske Residents Udsagn (i Febr.) om, at Kongen ønsker dem snarest muligt²). Men Muligheden for denne tidlige Tilsynekomsthososvarikke stor. Datiden vilde opfatte TilfældetsomenVinterkampagne,der stred mod al god Sædvane. Som vi har set³), beregnede man i AlmindelighedetAarstogt,selvi Krigstid, til 8 Maaneder i det højeste; og kunde der ikke let være Tale om at fejde f. Eks. i Decbr., saa gjaldt dette ofte i endnu højere Grad i Aarets første Maaneder, da Tiden gik med at skaffe alt i Orden til Togtet. Vi kænder det fra Niels

---

1) holdt tilbage.

2) Admits. Kopibog 1676, 1 Febr. Danske Samlinger 2. R. 111, 86.

3) Jørgensen, Grifl 11, 331. Ovenfor S. 273.

Juels Eskadre; derfor kom den forst ud i April. — At' den fremsatte eller en lignende Grund maa man vaere kommen overens med Hollsenderne om en anden Term in, som var dem selv, der jo forst og fremmest skulde have deres egen Flaade ud, mere belejlig¹), nemligPinsedag,somd.A. indtraf 14. Maj. Til den Tid omtrent var ogsaa de indenlandske Defensionsskibe fra forst af blevet tilsagte at mede; ligeledes bar vi tidligere (S. 253) truffet Pinsedag som Tidsbestemmelse for den danske Flaades fuldstsendige Bestykning; og den fastsatte Terrain svarer ogsaa ret godt til den, som Tromp i Septbr. foreslaar for det nseste Aars Vedkommende, idet han ytrer, at Kongen hos Deres Hejmaegtigheder i Nederlandene bor anholde om en anseelig Secours af Krigsskibe, som skal mode inden Maj Maaned²). — Efter den 11. Marts paaskyndede de danske HolleendernesKomme,mendet.hjalp ikke meget til at forage den Hastighed, hvormed de viste sig heroppe; som senere paaanket af det danske Admiralitet, kom de baade sent og ikke paa en Gang; 3 af disse Skibe var nemlig ankret op i Sundet 30. April; 5 viste sig 2. Maj, 2: 9. Maj og 2 andre 17. Maj, og endelig langt om lsenge, 6. Juli, kom endnu 3 og det endda af deres bedste Skibe. Derfor deltog kun 12 Hollaendere i 1. Juni-Slaget og endogsaa kun 8i Slaget 25._—26. Maj³). — I sit Svar fremseetter Griffenfeld endvidere den bestemte Paastand, at den ham givne Ordre angaaende HollaendernesKommelødpaa,at

---

1) Vaupell, Griff. 11, Aktst. 104 anfører et Eksempel paa, at Hollænderne var kede af at skulle stille Skibe til Kongens Tjeneste.

2) Ny danske Magazin IV, 141. I 1677 mødte de dog først i Begyndelsen af Juli.

3) Jørgensen, Griff. 11, 354. 531. Ark. f. Søvæsen 1828, 128. Admtt.s Kopibog 1676, ti. Juli. 8. Decbr.

nesKommelødpaa,atde skulde indfinde sig i Sundet, saa snart Landhæren var i Stand til at begynde Felttoget. Der vides intet, som kan stride mod RigtighedenafdetteUdsagn.Det er Landgangen i Skaane, Hærens første egentlige Foretagende dette Aar, som her sigtes til. Den var paatænkt af Regeringen i Januar, forberedt i Marts, nøjere planlagt i April, men flere Hindringer—f.Eks.Hvervningernes Langsomhed og TransportflaadensbesværligeFremskaffelse—forvoldte, Landgangen som bekændt først fandt Sted i Slutningen af Juni Maaned¹). Det er derfor meget rigtigt, hvad Griffenfeld tilføjer i sit Svar: „Militien er endnu ikke færdig". Hvad Tidspunkt gaar han ud fra? 11. Marts? 25. April? Havde Fangen indenfor sine Fængselsmure vidst at skaffe sig Underretning derom ? — Den anklagedehavdevistnokogsaafuldstændig Ret, naar han i denne Forbindelse rørte ved et meget ømt Punkt; de økonomiske Forhold kunde man ikke se helt bort fra, især da de var saa trykkede. Sagen var, at det kostede for meget at holde den hollandske Hjælpeflaade længere i vore Farvande end strengt nødvendigt; det var os, der skulde betale. Alle Omkostningerne, som Auxiliærskibenes Udrustning forvoldte Hollænderne, blev simpelt hen fradraget de Subsidier, som var lovet os, og Subsidiemes rede Penge vilde vor egen Marines Kasse meget nødig lade gaa forbi. — Meget kunde Griffenfeld saaledes fremdrage i sin Favør vedrørende det 2det Spørgsmaal; men én Ting forbigaar han i Tavshed; det er Beskyldningen for, at han havde undladt at meddelesinKongedenændrede

---

1) Ogsaa for Hærens Vedkommende kunde der altsaa indtræffe Forsinkelser, og for dem kunde man nu ikke paalægge Griffenfeld

delesinKongedenændredeBeslutning angaaende Hollændernes Komme. Han har da paadraget sig en stor Skyld ved denne Forsømmelse, — hvis der foreliggerensaadan.Deromkunde egentlig kun Kongen vide Besked; han er Hovedvidnet mod sin Tjener i denne Sag. Men kunde han afgive et bestemt Vidnesbyrd? Naar et af Kongens egne Kollegier i en Skrivelse til ham selv uden Sky tør gaa ud fra, at Kongen kan glemme høj vigtige Ting over andre højvigtige Ting (S. 267), tør man vel, uden at træde ham for nær, dog kunne antage, at Griffenfeld virkelig har underrettet ham om den ændrede Bestemmelse, men at denne „Tilkændegivelse"erhurtigsvundetbort fra hans Hukommelse; og da det endelig opdagedes, at Skibene ikke kom til den først bestemte Tid, stod den skete Udsættelse for ham som en fuldkommen fremmed Ting, hvorom han ikke vidste Besked og ingen Besked havde faaet. Der er maaske andre dunkle Punkter i Kongens Forhold til Griffenfeld, som kan forklares paa lignende Maade. Men Statsfangen tør ikke forværre sin Sag ved at anklage sin Konge for Glemsomhed. Derfor tier han.

Ved Besvarelsen af de 2 Forhørsspørgsmaal har Griffenfeld anstillet en Sammenligning mellem den danskeogden svenske Flaades Styrke paa det givne Tidspunkt. I Modsætning til de af os udrustede „20 Skibe", siger han, har ikke et eneste svenskt Skib vist sig i Søen i Begyndelsen af Marts Maaned. Han har Ret. Den svenske Admiral Klas Uggla havde i Januar faaet Ordre til at undsætte Stralsund, men TilberedelsernetilTogtet skete i stor Hemmelighed, for at de danske ikke skulde træffe Modforanstaltninger. Isen hindrede imidlertid Admiralen i at løbe ud med Skibene,

og uagtet man med vældige Anstrengelser isede en Rende ud til Elfsnabben, blev han ogsaa der standset af en Isbræmme paa en Mils Bredde og kom ikke længere,menhavde den Ærgrelse, at en dansk Orlogsmand 1. Marts viste sig udenfor. Først 10. Marts aabnedes Sejladsen, og en Ugestid derefter blev en Kommandør med 2 Skibe sendt ud paa Kundskab; men kort efter var Niels Juel ogsaa i Søen, og begge Skibene gik tabt for de svenske. Dernæst udsendtes ikke noget svenskt Skib, før Hovedflaaden kunde vise sig_'). Om denne udtalerGriffenfeld,at han havde den visse Kundskab, at Svensken med al sin Magt ikke kunde udrede blot 10 Orlogsskibe; derfor var det ikke nødvendigt, at Hollændernekomsaa tidligt. Dette synes at stride mod andre Udsagn fra samme Tid. I Februar havde Admiralitetet jo den Tro, at de svenske vilde anstrenge sig til det yderste for at bringe den størst mulige Magt i Søen (S. 251); og i Begyndelsen af Marts havde man i Danmarkfaaeten sikker Meddelelse om, at Fjenden vilde komme ud med ikke mindre end 60 Skibe²). Maaske har dette overdrevne store Tal skræmmet Folk herhjemme fra at tro paa Efterretningen; maaske har man tillagt de lette Fregatters Virksomhed med at hæmme Tilførsel til den svenske Fiaade (S. 276) for stor Betydning; maaske endelig har Griffenfelds egen Hukommelse her spillet ham et Puds. Men det kan ogsaa være, at der er indløbet helt andre Efterretninger, som fortalte om den svenske Flaades ringe Størrelse, hvad enten de skyldtes fejlagtige Spion- eller Skippermeddelelser eller, hvad der ikke er usandsynligt,

---

1) Zettersten anf. Skr. 11, 469—713. Svensk hist Tidsk. 1900, 341 f., 366.

2) Gulowsen anf. Skr. 53. Vaupell, Griff. 11, 87.

de med Vilje er udspredte af de svenske selv for at gøre Fjenden tryg. Vist er det, at den svenske Hovedflaadeikkeblev paa 10 Skibe, men paa 43 bestykkede Skibe, der førte 2194 Kanoner, medens den sejrende Modstanders 35 danske og hollandske Skibe kun havde 1724 om Bord. Svenskeflaaden udsejlede dog først 19. Maj; den har vel haft andre Vanskeligheder end „Modvind",indenden kom af Sted. Griffenfeld har maaske allerede før Marts hørt noget om disse Vanskeligheder og givet sin Viden et Udtryk i Udtalelserne om de „10 Skibe".

Det mærkeligste ved det hele Forhør er, at disse to Anklagepunkter aldeles ikke fremkommer senere under Processens videre Gang. Har man ved at overveje Besvarelsernes Overensstemmelse med Virkeligheden følt sig saa meget overbevist om Griffenfelds Sagesløshed, at Spørgsmaalene dog ikke engang for Aktor selv havde den Værdi som fældende Anklagemateriale, som man fra først af havde tillagt dem? Men hvis de er dragne tilbage efter Kongens egen Befaling, kan det kun tjene ham og hans Retfærdighedsfølelse til Ære.

Efter 11. Marts sker der saa store Forandringer, at Admiralitetet véd hverken ud eller ind og spørger Kongen om Ting, som Kollegiet ellers altid plejede at afgøre paa egen Haand. Især skal Virksomheden paa Holmen have faaet et stort Opsving. Men Grunden er simpelt hen den, at man var kommen til Penge. Store Summer flyder i Marts og følgende Maaneder fra Kongens velfyldte Kasse over i Marinens meget trængende; i det hele ydede Kongen d. A. ikke mindre end 119000 Dir. Havde blot en tilstrækkelig Del af disse Summer været stillet til Disposition før 11. Marts, da havde man

vel ogsaa kunnet være hurtigere i Vendingen den Gang, uden at maatte tage Hensyn til „den mægtige Bekostning".Og Bekostningen vedblev at stille store Fordringer.Uagtet man f. Eks. i Efteraaret havde faaet anvist 20000 Dir. alene til Matrosernes Afbetaling, var Stillingen henimod Aarets Slutning ganske den samme som for et Aar siden. Gælden var i Septbr. steget til 365000 Dir., deraf 264000 alene til Lønninger. I Decbr. havde det derfor været Kommissariernes Agt at skrive saaledes til Kongen: „Vi har tidligere mundtlig og skriftligerindret om, hvor højt fornødent det er, at Midler til Flaaden betimelig maatte forskaffes, saa at vi i sin Tid kan være befriet, om ikke alting, som hidtil, efter Kongens Vilje kunde ske". Men denne milde Bebrejdelseturde Kollegiet dog ikke lade komme Kongen for Øje, og den blev da udeladt i den Skrivelse, som senere udfærdigedes. Ogsaa Admiralitetet havde lært at være forsigtig;det vilde gærne have „ført Kongen til Gemyt", at den slette Betaling, som Søetaten ydede af Mangel paa Midler, gjorde Matroserne endnu mere uvilligé, end de var i Forvejen; men heller ikke denne Udtalelse havde man Mod til at „lade faa Fremgang". Det vækker Beundring, naar de samme Mænd noget senere dog vovede at sige rent ud til Majestæten: „Uden rede Midler forskaffes, vi intet véd at foretage*^x).

Et andet af Kommissariatets Breve lyder omtrent saaledes: „Søetatens itzige Tilstand har vi øjenskinlig demonstreret for Eders Exe, og vi tager os den Dristighed at rekommendere Eder Sagen og hos Hs. Maj. at anmælde,at

---

1) Molbech, Chr. V.s Dagbøger 211. Krigskanc. 1676, 18. Decbr. og Statusopgørelsen. Garde, Efterr. I, 204. Admtt.s Kopibog, 14. Marts. 16. Novbr. 8. Decbr. og 27. Oktbr.

mælde,atEtaten maa undsættes med de højfornødnere<}eMidler. De allernaadigst udlovede. 20000 Dir. er endnu ikke indbetalte og ønskes jo før jo bedre, skønt de vil kun lidet forslaa. Og saasom Hs. Maj. med andre højvigtige Okkupationer er forhindret, derudover vi ej understaar os mere Hs. Maj. med denne vores Ansøgningnu at divertere (!); men vi forseer os til Eders Exc.s Forsorg, ved god Lejlighed det at insinuere".

Ligner denne Skrivelse ikke i et og alt dem, som Griffenfeld bestormedes med forrige Efteraar? Og den er dog ikke stilet til ham, men til (Gros-)Kansler Frederik Ahlefeld, og er ikke fra 1675, men fra 1676, 27. Oktbr. Men Brevet minder os om, at hvad enten Statens højeste Embedsmand hed Griffenfeld eller Ahlefeld, da har de begge for Marinens Vedkommende mødt den samme Hindring, som ingen af dem har evnet at over-? vinde tilfulde. Og tivad der: ikke er kommet en Ahlefeld til $kade paa: hans .gode Navn og Rygte eller har gjort ham mistænkt sqm en Mand, der til hele Landets- Skade forsømte dets Forsvarsmidler, det bør heller ikke skrives paa en Griffenfelds Debetside. Det er beklageligt,, at Sømagtens Kræfter ikke udfoldede sig i Tidsrummet 1675—76, som det kunde ønskes; men søger man en Forklaring til dette uheldige Forhold, da maa man ikke overse Sandheden af et gammelt Ord: Der hører tre Ting til at føre Krig: Penge, Penge og atter Penge. Og det var netop dem^ man den Gang stadigt havde for lidt af. — Men saa maa Historiens Dom over Griffenfeld revideres paa dette Punkt.