|
Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 4 (1912 - 1913) 2Enkedronning Sofie Amalies Testamente.Ved J. A. Fridericia -T ra „Jarnmersmindets" Beretning1) og Zahrtmanns over den byggede Maleri er det almindeligt bekendt, underhvilke uhyggelige Omstændigheder Enkedronning Sofie Amalie døde paa Amalienborg eller, som Slottet dengang endnu hyppigst kaldtes, Sofie-Amalienborg, den 20. Febr. 1685. Leonora Kristines Bemærkning, at „Døden ikke vilde bie kongl. Maj.'s Ankomst, at den kgl. Fru Moderkunde sige hannem et Ord", idet hun var maalløs, da Kristian V kom til Stede, stadfæstes ved den brandenburgskeGesandt Friederich v. Brandts Indberetning til sit Hof2). Han fortæller i den, at Kongen, skønt han skyndte sig meget til København fra sin Jagtudflugt (ved Jægersborg), først naaede at komme, da Enkedronningens Dødskamp var begyndt; ved at lade sig bringe fra Privetettil en anden Stol mistede hun Kræfterne, saa at hun ikke kunde tale med Kongen, hvad han har taget sig meget nær, da han af Prinsessen af Mecklenburg3) 1) 3. Udg. S. 301. 2) Af 2112 1685 (Gehejmestatsark. i Berlin). En Beretning om Sygdommens Forløb afgaves samme Dag af hendes Livlæge J. H. Brechtfeldt (Kristian v. Lentes Arkiv, IV. Rigsark.). 3) „Prinsessen af Mecklenburg" nævnes flere Gange i Sofie Amalies Hofregnskaber, men stedse uden Personnavn. Side 84
og Overhofrnesterinden1) har hørt, at hun havde haft noget paa Hjerte, som hun i sin sidste Stund vilde aabenbare ham, og hun derfor havde befalet, at hun vilde være alene med ham2). Det tør vel formodes, at hvad hun før sin Død vilde meddele sin Søn var, at hun for Aar tilbage uden hans Vidende havde opsat et Testamente, som næppe kunde være ham behageligt. I alt Fald er det sikkert, at umiddelbart derefter vakte Testamentets Tilværelse og senere dets Indhold Kristian V's højeste Vrede og gav Anledning til en ret mærkelig Episode i Kongehusets Annaler. Riegels har vidst lidt Besked derom3), og senere er Sagen lejlighedsvis nævnt i Litteraturen4), men en nærmere Opredning af den kunde maaske have nogen Interesse. Om Tidspunktet
for Testamentets Oprettelse kan kun 1) Fru v. Hoen. 2) I Gehejmeraad Mikael Vibes Beretning om hvad der foregik efter Sofie Amalies Død (Dok. vedr. Sofie Amalies Dødsbo. Kommissionen over Overhofmarskalk v. Bulow, Rigsark.), bebrejdes det Biilow, at han saa sent havde meddelt Kongen og Dronning Charlotte Amalie Dødens Nærmelse, at de først kunde komme til Stede 1 Kvarter før den indtraf. 3) Forsøg til Femte Christians Historie S. 358. 4) Brasch har i sin Bog: Prins Georg af Danmark i hans gteskab Dronning Anna af Storbrittannien S. 20 f. givet en vel paa Aktstykkerne bygget, men dog ret forvirret Beretning om Testamentsagen. Malmstrom omtaler den løseligt i Anteckningar rorande Drottning Ulrika Eleonora d. å. S. 101 f. Selv har jeg berørt den i Biografisk Lexikon XVI, 172 og i Danmarks Riges Historie IV, 668. 5) I Jessens Anmærkninger til Testamentet, som vil blive omtalt ndfr., anføres som en Mangel ved det, at det ikke er attesteret af Vidner ud over, at den nuværende Hertug af Hannover (Ernst August) har underskrevet det 8 Aar efter dets Datum, paa en Tid, da Ulrikke Eleonore var gift. Allersenest maa det da have været udfærdiget 1677, og da Ulrikke Eleonore havde Bryllup 6 Maj 1680, bliver 1672 den anden Tidsgrænse. Side 85
Broder Hertug Johan Frederik af Brunsvig-Hannover, og efter at han var død 18. Decbr. (g. St.) 1679, overdrog hun det ved et Besøg i Hannover i August 1681 egenhændigttil sin yngre Broder, Hertug Ernst August (den senere Kurfyrste). Overdragelsen ledsagedes af en Deklaration,der gik ud paa, at Hertugen efter hendes Død skulde meddele Kristian V eller eventuelt hans Kronarvinger samt Prins Jørgen eller eventuelt hans Arvinger, at Testamentet fandtes hos ham, men han maatte ikke udlevere det, førend det var aabnet og oplæst i Nærværelse af de nævnte interesseredeeller deres Befuldmægtigede. Ernst August udstedte en Revers for Modtagelsen og forpligtede sig i den til at udlevere Testamentet, naar Søsteren forlangte det, eller efter hendes Død til „de mest interesserede"; skulde han være bort' rejst, skulde Udleveringen foretages af hans Landdrost Grote. EtParMaaneder efter gav Sofie Amalie sin Overhofmarskalk Johan Heinrich v. Biilow Ordre til efter hendes Død at overgive Kongen og Prinsen Hertugens Revers; han var den eneste, hed det i Ordren, som ellers vidste Besked om Sagen, og han skulde tillige sørge for, at alle hendes Efterladenskaber og især hvad der maatte være for Haanden paa Amalienborg, forblev samlede indtil Aabningenaf hendes sidste Vilje1). Trods sin
Uvidenhed om Testamentets Tilværelse 1) Sofie Amalies Deklaration af 2/s og Ordre til Biilow af 17lio 1681 samt Ernst August's Revers af n/sn/s s. A. (Dokumenter (med Bilag) vedrorende Enkedr. Sofie Amalies Dodsbo i Samlingen Kongelige Testamenter i Rigsark.; hvor i det folgende intet andet Gemmested er angivet, findes vedkommende Aktstykke imellem disse Dokumenter). Side 86
var noget galt fat med hans Moders Sager. Thi allerede den 13. Jan. 1685, paa det Tidspunkt, hvor Sofie Amalie vel var alvorligt syg, men dog endnu ikke døende, lod han „extra consilium" paabyde Udfærdigelsen af en Ordre til nogle af de højeste Embedsmænd om i Tilfælde af Enkedronningens Død straks at begive sig til Amalienborgog lade forsegle alle hendes Sager og overlevere ham Nøglerne1). Saa snart Dødsfaldet var indtruffet, kom imidlertid den virkelige Overraskelse. Da Gehejmeraaderne U. F. Gyldenløve, Konrad Reventlow og Mikael Vibe samt Overrent em ester Peter Brandt indfandt sig paa Slottet, viste Biilow dem Ordren til sig af 1681, og Kongen fik saaledes at vide, at dér laa et Testamente i Hannover2). Han gav straks sin Overstaldmester Friherre Anton Wulf v. Haxthausen, der var Gesandt ved det hannoveranskeHof, men for Øjeblikket opholdt sig i København, Befaling til ufortøvet at rejse tilbage og affordre Grote Testamentet, da Hertugen var i Venezia. Men Grote nægtede at udlevere det uden Hertugens udtrykkelige Ordre, og da denne indløb, lød den paa, at han vilde afvente en Erklæring fra de øvrige interesserede, og snart efter maa Grote vistnok have antydet Krav om, at Testamentet skulde aabnes, før han udleveredé det. Forbitret gav Kristian V sin Afsending Ordre til at afvise 1) Gehejmekonseillets Protokol 13ii (Rigsark.). 2) Vibes Beretning. En anden Overraskelse var det, at det viste sig, at Sofie Amalie om Morgenen samme Dag som hun døde havde ladet sin Overhofmesterinde levere Bulow et lille Skrin med Juveler. Der maatte Kongens Ordre gennem Frederik Ahlefeldt til for at faa ham til at udlevere det, og han oplyste saa tillige, at der i Hannover foruden Testamentet laa en Specifikation over Enkedronningens Juveler. Jvfr. den brandenburgske Gesandts Indberetning, -*k (Gehejmestatsark. i Berlin). Side 87
ét saadant forlangende, naar det stilledes, og rejse hjem1). Noget efter søgte Hertugen for saa vid£ at komme til Rette med Kongen, som han sendte en Befuldmægtiget, v. Wackerbarth,til København med Testamentet,men det skulde aabnes, inden han udleverede det. 25. April holdtes der i den Anledning et extraordinærtMøde i Gehejmekonseillet, og Resultatet blev en Resolution, der gik ud paa, at Kongen vel vilde gaa ind paa den opstillede Fordring, men kun under en til Wackerbarth og Prins Jørgens Befuldmægtigede, hans Overkammerherre Christian Siegfried Plessen, afgiven Protest, lydende paa, at Testamentet som oprettet uden Kongens Bevilling og Vidende ikke kunde være gyldigt efter den suveræne Regerings Form og Beskaffenhed og heller ikke efter dansk Ret, og at han derfor ikke vilde være bundet til det ud over hvad der i det fandtes overensstemmende med disse Retsforhold, ligesom han forventede, at Hertugen af Hannover eller andre ikke vilde blande sig i denne domestikke Sag2). Kongen havde nu taget sit Standpunkt, og fra det veg han ikke siden. Men Wackerbarth gjorde forskellige Vanskeligheder og forlangte til sidst en vidimeret Kopi af Testamentet. Følgen blev Afbrydelsen af Forhandlingern e3). Men samtidig resolverede Kongen, at der, naar man havde hørt den Proposition, som ventedes fra hans Søster Dronning Ulrikke Eleonore af Sverige 1) for Haxthausen af nh og Ordrer til ham af- 24/2, 3h og 28/a. Ernst August til Grote, 8/s, og Haxthausen til Grote, 17|3. Han skulde tillige forlange Specifikationen over juvelerne udleveret. ; ' 2) Gehejmekonseillets Protokol 25/4. 3) Fuldmagt for Frederik Ahlefeldt, Biermann og Vibe, -7 U, deres Beretning af s. D. og Gehejmekonseillets Protokol, KU. Side 88
igennem hendes Afsending Oberst Mauritz Veiling, skulde paabegyndes en Inventering og et Skifte af Enkedronningens Efterladenskaber i Nærværelse af Prins Jørgens Befuldmægtiged ex), altsaa uden Hensyn til Testamentet. Vanskelighederne øgedes imidlertid ved, at Veiling protesteredemod at være til Stede ved denne Inventering, før Testamentet var kommet til Stede eller han havde faaet nærmere Ordre. Ikke desto mindre tog udmeldte kgl. Kommissærer i Forening med Befuldmægtigede for Prins Jørgen og Søstrene Anne Sofie afSachsen, Frederikke Amalie af Gottorp og Vilhelmine Ernestine af Pfalz fat paa Inventeringen, men til et Skifte skred man ikke, fordi Kongen rejste til Norge og Plessen blev kaldt til sin Herre i England2). Testamentet var imidlertid vandret tilbage til Hannover. Men Hertug Ernst August begyndte at blive træt af Sagen, saa meget mere som han forhandlede med Danmark om en Venskabstraktat. Han frygtede dog Indvendinger fra Søsterdøtrenes og særlig Ulrikke Eleonores Side, hvis han brød den Forpligtelse, han i sin Tid havde paataget sig over for deres Moder. Derfor skrev han til den svenske Dronning, at han uden Betingelservilde udlevere Testamentet, hvis hun og hendes 1) Gehejmekonseillets Protokol, J/s. 2) Kommissserernes Indberetning, 6/s. Protokol over Inventeringen, 18/5. Kristian V til Ulrikke Eleonore, v'\t>. Fryxell, Handl. ror. Sveriges Hist. 11, 298 f. Ulrikke Eleonore desavouerede dog siden Veiling (Biermann til Gesandten i Stockholm, Kristian Stockfleth, 216). I Vibes Beretning hedder det, at him sidst i April havde opfordret Kongen til at overholde Testamentet, men han tilfojer, at man fra god Haand vidste, at hun ,avait ete obligee de suivre en cecy le sentiment d'autrui.* De andre tre Sostre gjorde under hele Sagens Gang ingen Indvendinger mod Kongens Handlemaade. Side 89
Søstre vilde erklære sig tilfredse dermed. Dronningen svarede diplomatisk, at hun ikke kunde blande sig i Sagen, da hendes Moder jo havde udelukkket Døtrene fra at være til Stede ved Udleveringen. Men samtidigt skrev hun rigtignok til Kristian V, at hun ganske vist ikke vilde volde ham noget Übehag, men paa den anden Side hverken tilsyneladende eller i Gerning vilde deltage i noget, som kunde træde hendes Moders sidste Vilje for nær1). Kristian V besvarede dette Brev ret undvigende, dog nævnede han denne Gang Frederik Ill's „Forordning" som noget, der ikke maatte krænkes, hvorved han vel næppe kan have ment andet end Kongeloven2). Nogle Maaneder efter stod han som den, der havde vundet Spillet. Efter langvarige Vanskeligheder lykkedes det Haxthausen, som paa ny var sendt til Hannover, at faa Testamentet udleveret übrudt3). Saaledes var det endelig kommet i Kongens Hænder. Den 20. Noybr. afholdt Gehejmekonseillet derpaa et Møde, hvor der var til Stede Gyldenløve, Reventlow, Biermann,Vibe og Brandt og paa Prins Jørgens Vegne Plessen4). Det aabnedes med, at Biermann paa Kongens Vegne afgav en Erklæring, der tillod Testamentets Aabning,men under en lignende Protest mod dets almene Gyldighed og bindende Kraft som den, der var afgivet i Konseiliets Møde 25. April; Frederik Ill's- Forordning 1) Ulrikke Eleonore til Kristian V, */8. Malmstrom, anf. St. S. 101 f. 2) Kristian V til Ulrikke Eleonore, 15/8. 3) Reskript til Haxthausen, 4/s, og hans Indberetning, 10lu. Specifikationen over Juvelerne maa have ligget ved Testamentet, da den findes mellem de bevarede Dokumenter. 4) Han var kort i Forvejen kommen tilbage fra England. Danske Saml. 2 R. V, 150. Side 90
nævntes ogsaa nu. Plessen tog denne Erklæring til Efterretning paa Prinsens Vegne. Derpaa brød GyldenløveAktstykket, hvorefter Plessen forlangte en Afskrift af det1). Dets Oplæsning foregik dog vistnok først den 29. Novbr. i Kongens Nærværelse3). Det maa uden Tvivl derpaa være tilintetgjort; det findes i alt Fald ikke mellem de bevarede Dokumenter3). Heldigvis tillader dog andre Aktstykker at faa Rede saavel paa de væsentligste Bestemmelser i det omstridte Dokument som paa Kongens Indvendinger imod det tid over den „essentielle", at det var opsat uden hans Vilje. Disse Aktstykker er dels de Anmærkninger, som Sekretæren i det tyske Kancelli Thomas Baltasar Jessen efter Kongens Ordre optegnede til det, dels Instrukser om Sagen til de danske Gesandter i London og Stockholm, Kristian Lente og Kristian Stockfleth4). Ved Testamentet var Prins Jørgen alene indsat som egentlig Arving. Kristian V og hans Søstre havde kun som legatarii faaet tillagt visse Portioner; Kongens var Hørsholm og Fuglsang5). Alle Søstrenes førstefødte Børn 1) Fuldmagt for de nævnte kongelige Embedsmænd, 19ln (Gehejmeregistraturen, Rigsark.). Gehejmekonseillets Protokol, 20/n. 2) Jessens Anmærkninger har til Overskrift, at de er optegnede af ham den 29. Novbr. ved Testamentets Oplæsning i Kongens Nærværelse. Men Gehejmekonseillets Protokol har intet om et Møde den Dag. Er Jessens Datum rigtig, maa han vel have haft Adgang til Testamentet i Dagene mellem d. 20 og 29. Fuldmagten af 19/n gik ud paa, at de udmeldte Gehejmeraader, efter at Testamentet var brudt, skulde levere det tilbage til Kongen. 3) Naar Riegels, anf. St., siger, at Kommissarierne ved Skiftet fik Ordre til at brænde alle Papirer, som ikke angik Boets Kredit og Debet, har jeg ingen saadan Ordre fundet. 4) Instruks til Lente, s/i2,s/i2, til Stockfleth, 8/12 (Gehejmeregistraturen). 5) Thoreby S., Musse H. paa Laaland. Sofie Amalie havde købt det 1661. Side 91
var gjort arveløse. Amalienborg var bestemt til Bolig for Prins Jørgen, og der var taget Bestemmelse om, hvorledes Gudstjenesten „i et eller andet Tilfælde« herefterskulde holdes paa dette Slot1). Biilow havde faaet tillagt 40,000 Rdl. Hertugerne af Brunsvig var indsatte som Medeksekutorer. Kongen paastod nu, at disse Klausuler ikke kunde have Gyldighed hverken efter dansk eller „den gemeinen und bei anderen Volckern gultigen Rechten". Men ganske særlig vendte hans Indvendinger sig mod følgende Punkter: 1. Enkedronningen havde ikke haft nogen Ret til at raade over Hørsholm. Thi dette Gods var ikke tildelt hende som Ejendom, men kun som et Len for Livstid (til hendes „Ergotzung und Divertissement", som det hed i Brevene til Lente og Stockfleth). I Jessens Anmærkningerhed det endvidere, at naar hun havde henvist til Kongen af Sveriges Gavebrev, saa var et saadant ikke til at finde, og hvis det skulde findes, var det blevet kraftesløst ved Fredsbrudet; desuden havde det ikke været noget adeligt Gods, men et Kloster og hørte derforsom de andre gejstlige Godser til Domænerne og var som Følge deraf uafhændeligt. I Brevene til Lente og Stockfleth var disse Bemærkninger udeladte, men her hed det, at Dronningen ved at testamentere Kongen Hørsholmog Fuglsang som hans Arveportion i Virkeligheden 1) Skulde her vsere sigtet til et muligt JUgteskab mellem Prinsen og en Dame af ikke-luthersk Bekendelse? I saa Fald kunde man fristes til at tsenke paa Planerne 1675 om hans Giftermaal med den bekendte reformerte Charlotte Amelie de la Tremoille (Lettres de Mmc de Sevigne 111 (1863), 106, 121; Brasch, Griffenfelds Kjaeriighed til Prinsessen af Tarent S. 81 f.) og deri finde en Anvisning til en nojere Datering af Testamentet. Side 92
havde forbigaaet hamx), skønt han ved Begyndelsen af sin Regering havde forøget det hende af Frederik 111 tillagte Livgeding med 50,000 Rdl.2) og saa meget mindre kunde udelukkes fra sit Arveskab. 2. Bestemmelserne om Gudstjenesten paa Amalienborg var stridende mod jura majestatis og den suveræne Regering; thi det tilkom alene den til enhver Tid regerende Konge at give saadanne. 3. Indsættelsen af fremmede Fyrster var ligeledes i Strid med Kongens suveræne Regering og af saa meget farligere Konsekvenser som Kongen let kunde blive uenig med dem. 4. Der var
Grund til at tvivle paa, at Testamentet 1) Med Hørsholm forholdt det sig paa følgende Maade. Det var 1647 blevet forlenet til Korflts Ulfeldt og Leonora Kristina paa Livstid, men efter deres Flugt fra Danmark 1651 havde Sofie Amalie faaet det som Len. I Roskildefredens §24 hed det, at Forleningen skulde tilbagegives Ulfeldt, men denne Bestemmelse var ikke ment som en, der skulde gælde? thi allerede forinden var der mellem Frederik 111 og Karl X Gustav truffet Aftale om, at det skulde overlades til Sofie Amalie, og denne Aftale stadfæstedes ved de nye Fredsforhandlinger for København i Maj 1660. Deter nu klart, at Sofie Amalie ingen Ret havde til at betragte denne svenske Indrømmelse som et Gavebrev; der laa i den kun en Anerkendelse af hendes Lensret i Modsætning til Ulfeldts. I Hovedsagen havde Kristian V altsaa Ret. Men paa den anden Side er Jessens Anmærkninger fuldkomment forvirrede paa dette Punkt. Det Fredsbrud, han omtaler, maa jo være det af 1658, og han tager saaledes intet Hensyn til Aftalen af 1660; endnu værre er det dog, at han betegner Hørsholm som et tidligere Kloster, hvad det aldrig havde været. Jvfr. Christensen, Hørsholms Historie, S. 11 f. Friderieia, Adelsvældens sidste Dage S. 318 f., 485, XLIV. Weibull, Freden i Roskilde S. 140, 147. 2) Der sigtes til Kristian V's Livgedingsbrev af */5 1670, hvorved hun foruden alt Kronens Gods paa Laaland og Falster fik Løfte om 50,000 Rdl. aarlig. Side 93
i alle dets Punkter kunde regnes for Enkedronningens sidste Vilje, især da siden dets Oprettelse Ulrikke Eleonore var blevet formælet og Prins Jørgen havde bosat sig i England1). 5. Paa det Sted, hvor der nævntes den Sum, Ulrikke Eleonore skulde have, var der foretaget en Rettelse; visse Dokumenter, hvortil der henvistes som væsentlige Aktstykker (saaledes Kongen af Sveriges Gavebrev), fandtes ikke ved det, og der var ingen Vidner paa det. 6. Legater til
fremmede Personer slugte næsten hele
7. Hvis Testamentet udførtes, vilde det i højeste Grad blive til Skade for Prins Jørgen selv, idet han paa Grund af de Boet paahvilende Gældsforpligtelser helt vilde miste sin Arvepart og yderligere maatte betale mange Tusind Rdl. Tilbage stod nu at fuldende Registreringen og Taksationen af Enkedronningens Efterladenskaber og derpaa at skride til Boets Deling efter dansk Ret uden Hensyn til Testamentet. 2.Febr.-1686 fik Reventlow, Vibe og Brandt Ordre til sammen med de andre Arvingers Kommissærer at foretage et saadant Skifte og oprette en Arvedelingsreces3). Allerede 14. Febr. var den gjort færdig4). I den opgjordes
først Boets faste Ejendomme 1) Henholdsvis 1680 og 1683. 2) Herved sigtes i alt Fald særlig til de 40,000 Rdl. til Bulow. 3) Gehejmeregistraturen. 4) Bilag til Inventariet og Protokol over Dodsboets efterladte Midler. De Kommitteredes Indberetning, 27/2. Side 94
300,658 Rdl. Herimod stilledes Kongens Krav formedelst Forringelse af Livgedinget, hvilket ansloges til 243,751 Rdl.; heraf frafaldt dog Kongen af Hensynsfuldhed de 36,038 Rdl., saaledes at hans Krav kun blev 207,713 Rdl. De tilbageblevne 92,945 Rdl. gik derefter med til Dækning af Boets anden Gæld (Gældsbreve, Læger, Apotekere,Ligbegængelse, Hofstatens Løn, Haandværkere og Købmænd m. m.). Først derefter opførtes Boets saakaldtefri Kapital (Juveler, Perler, udmøntet og forarbejdet Guld og Sølv m. m.) til 189,424 Rdl. Denne Sum deltes endelig i 2 Mandslodder (til de to Sønner, Kongen og Prins Jørgen), hver paa 47,356 Rdl., og 4 Kvindelodder (til de 4 Døtre), hver paa 23,678 Rdl. Da der senere viste sig et Overskud paa 3,028 Rdl., skænkede Kongen Prins Jørgen dette1). Det kildne Spørgsmaal, om Prins Jørgen godvillig vilde finde sig i Kongens Afgørelse, løstes hurtigt. Vel havde han endnu 25. Novbr. i et Brev til Plessen ytret Ønske om at se en Afskrift af Testamentet, men allerede i dette Brev erklærede han, at han vilde opgive enhver Indsigelse mod Kongens Handlemaade, og da han fik at vide, hvorledes Opgørelsen vilde stille sig, fastholdt han, om end med en vis Knurren, dette Standpunkt og overlod alt til sin Broders Ædelmod med Tilsidesættelse af sine Rettigheder. Hans daarlige Finanser har sikkert spillet deres Rolle2). Derimod kom der
Protest fra en anden Side. 1) Bilag til Inventariet og Protokollen over de efterladte Midler. Jvfr. en Optegnelse i Prins Georg, I (Rigsark.) og Brasch S. 21. 2) Prinsen til Kristian V, 24fn, 25/i2 (Kristian V's ind- og udgaaede Breve. Rigsark.), og til Plessen, »/«, n/n/i2, 22/i2 1685 og "/i 1686 (Prins Georg, I. Rigsark.). Jvfr. Brasch S. 21. Side 95
Dronning Ulrikke Eleonore, der i Novbr. havde stillet sig imødekommende, indtog nemlig en hel anden Holdning, da hun fik tilsendt et Udkast til et Brev, hvorved hun skulde ratificere Delingsrecessen. 1 Marts 1686 nægtede hun, før hun fik yderligere Oplysninger, at underskrive det, fordi der intet Hensyn var taget til hendes Moders Vilje1). Hvorvidt det senere dog er kommet til en mindelig Overenskomst, synes ikke at kunne opklares2). Der staar tilbage
at gøre nogle almindelige Bemærkninger Den kaster ikke noget forskønnende Lys over Sofie Amalie, stadfæster og øger tværtimod det Indtryk, vi ellers har af hende som en Kvinde, der yndede skjulte Veje og lededes af personlige Sympatier og Antipatier. I alt Fald først i sin Dødsstund hår hun følt Trykket af sin mildest talt usædvanlige Handlemaade ved fordulgt at oprette et Testamente, der skulde begunstige et af hendes Børn paa de andres Bekostning, uden at der i 1) Fryxell, anf. St. 11, 322 f. Malmstrom S. 102. Kongens Breve til Ulrikke Eleonore og til Stockfleth, 20/21686 (Gehejmeregistraturen). Ulrikke Eleonore til Kr. V, 16/3. 2) Ind i Forhandlingerne med den svenske Dronning blandede sig en anden Sag, som i det hele stserkt optog den danske Regerings Opmserksomhed, nemlig en Anklage mod Overhofmarskalk Biilow. Da den imidlertid kun direkte angik Testamentsagen ved at der bebrejdedes ham, at han ikke havde meddelt Kongen Testamentets Tilvaerelse og Opbevaring i Hannover, skal den ikke her omtales naermere. Jvfr. Brasch S. 22, Biograflsk Lexikon 111, 290 f. Malmstrom S. 100 f. Danske Samlinger 2. R. V, 155 ff. Dokumenter i Bilag til Sofie Amalies Dodsbo. Biilow unddrog sig Forfolgelse ved at flygte forst til Sverige og senere til Liineburg. I Oktober 1686 frafaldt Kongen paa Ulrikke Eleonores Mellemkomst de fleste af Anklagepunkterne mod ham og lovede Udbetalingen af de 40,000 Rdl. ; , Side 96
disses Adfærd
mod hende var en skellig Aarsag dertil. At hun valgte sine Brødre til hendes fortrolige, kan let forklares; stedse havde de været nært knyttede til hendes Hjerte. Lige saa sikkert er det dernæst, at hun i lange Tider havde foretrukket Prins Jørgen frem for sine andre Børn. Under Forhandlingerne om Kongeloven havde hun ønsket, at han skulde have Førstefødselsret til Tronen frem for Kristian V (der var født 1646), med den Motivering at han var den sande Kongesøn, fordi han var født (1653) efter at Frederik 111 var blevet Konge1). Forgæves havde hun senere arbejdet paa, at han skulde komme til at bære Polens Kongekrone. Men hertil kom hendes Uvilje mod hendes Svigerdatter, Dronning Charlotte Amalie, væsenligt begrundet paa, at hun efter Kristian Vs Bestemmelse skulde have Rang forud for hende. Oftere havde der i det hele været Rivninger mellem hende og Kongen i Tiden før Testamentets Oprettelse2). Hvad Kristian V angaar, er hans Harme over ModerensHandlemaade let at forstaa. Om han derimod har været saa hensynsfuld mod sine Medarvinger og særlig Prins Jørgen, som hans officielle Indlæg vil give det Udseendeaf, er næppe muligt at afgøre; en Sammenligning med Testamentets Bestemmelser og derved en Dom om, hvor vidt dets Udførelse vilde have været til Skade for Prinsen, er jo ikke til at naa, og usikkert maa det ogsaa 1) Brasch, Det polske Kongevalg 1674, S. 23. A. D. Jørgensen, Griffénfeld I, 198, 474. Fabricius, Griffenfeld S. 116. Danmarks Riges Historie IV, 508. 2) Danske Magazin 4. R. VI, 77, 86. Vaupell, Griffenfeld I, Breve og Aktst. S. 9 f. Side 97
blive, om han ikke har vurderet Forringelsen paa Livgedingetfor højt. Naar han henviser til Testamentets Strid med Kongeloven, er det ikke forstaaeligt hvad han sigter til, og dets almindelige Uoverensstemmelse med dansk Ret var han jo netop efter Kongeloven berettiget til at dispensere fra; begrundet er dog, som set, hans Protest mod at Hørsholm skænkedes ham som Legatportion.Men i det hele turde det vel være saa, at det mindre har været et retsligt Overgreb fra Enkedronningens Side end den formentlige Krænkelse mod ham personlig og mod hans suveræne Magt, der har været den drivende Kraft til den voldsomme Maade, hvorpaa han optraadte mod sin Moders sidste Vilje, Det 17. og 18. Aarhundredes europæiske Historie opviser flere Eksempler paa hvorledes en fyrstelig Persons Testamente blev kuldkastet. Det skete saaledes med Karl X Gustavs 1660, med Ludvig Xffl's 1643 og Ludvig XlV's 1715. I disse Tilfælde var det Kongedømmet, der trak det korteste Straa overfor dets Modstandere. Anderledes, da Kurfyrst Frederik 111 af Brandenburg 1692 fik sin Fader den store Kurfyrstes Testamente omstødt; ved den Lejlighed var det Fyrsten, der paa sine Stifbrødres Bekostning tvang sin og Statens Piet igennem. Paa en noget lignende Maade har 1685 det danske Kongedømme i den her omtalte Sag hævdet sin Magt over for Kongefamilien. |