|
Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 4 (1912 - 1913) 2Colbert og Danmark.En Studie over Oprettelsen af det franske Nordkompagni. Af Knud Fabricius Uolberts Interesse for Danmark var fra først af ringe, og hans Stemning imod det var ikke god. Den Svækkelse,som vort Land havde lidt ved Karl Gustafskrigene, stod ham ganske klar, og han havde ingen Tro til vore Kræfter i Fremtiden. Men hvad han navnlig bebrejdede os, var vor politiske Vedhængen ved Østrig, Frankrigs gamle Fjende. Karakteristisk for hans Synsmaade i Begyndelsenaf 1660erne er det, at dette stødte ham meget mere end vort Forbund med Holland1). Derimod saa.h.an med langt blidere Følelser paa Sverige, hvis Politik i saa lange Tider havde løbet jevnsides med Frankrigs. Han fremhævede endog, at dette Rige var en Undtagelse fra den sædvanlige Regel, nemlig at kun frugtbare og vidtstrakteLande havde Penge nok til at drive Erobringspolitik.„Ved sin Jords Goldhed [!], sin Befolknings Mod og Tapperhed, endelig ved sine to sidste Kongers Dristighedhar det bødet paa, hvad der manglede det i Styrke og Penge8. Men — naturligvis — den vigtigste Grund til Sveriges store Resultater var dog Frankrigs 1) Lettres, instructions et mémoires de Colbert, publ. p. P. Clement VI, 485. Side 68
Hjælp, mere end
„alle gode Egenskaber hos dets Konger Dette saa modsatte Indtryk af de to Lande blev dog ikke varigt. Allerede i Okt. 1662 fremkom der en ndring, Colbert i Anledning af Hannibal Sehesteds forestaaende Besøg ved det franske Hof henvendte sig til Frankrigs Ambassadeur i København, Terlon, og udbad sig en „Memoire" om hele Danmarks Tilstand2). Terlons Redegørelse var meget velvillig over for os. Han havde Blik for de i Øjeblikket bestaaende Mangler, men mente, at der var Mulighed for et stærkt Opsving i Fremtiden, og at Frankrig derfor burde stræbe at vinde en lignende privilegeret Stilling i Danmark, som Hollænderne allerede sad inde med. Thi hverken til Østrig eller til Nederland følte vi os i nogen Taknemlighedsgæld 8). Indholdet gjorde Indtryk paa Colbert. Da der samtidig i Paris blæste en for Sverige mindre gunstig Vind end tidligere, og Courtin i sine Breve fra Norden ytrede Utilfredshed med Formynderregeringens Politik, der aabenbart ikke blev tilstrækkeligt afhængig af Frankrig, var Mulighederne for en dansk-fransk Tilnærmelse til Stede. Grundlaget paa dansk Side var dog ikke meget hædrende for os, det var Ønsket om at forbedre vore slette Finanser ved at slaa Mønt af Frankrig. Hannibal Sehested begyndte derpaa under sit franske Ophold; han fik sluttet en Handelstraktat, men opnaaede ikke til Gengæld det ønskede „Laan". Efter sin Hjemkomst vedblev han med sine Anmodninger, der til sidst udartede til det rene 1) Lettres 11, 18. 2) ibid. VI, 202. 3) Bibi. Nat. Paris: Les cinq cents de Colbert Nr. 333 p. 124, Anonym, men en Sammenligning med Colberts Brev viser, at den er Svaret paa dette. Side 69
Prelleri. I Sommeren 1664 tog da Colbert endelig Stilling til de danske Bonner om Laan. Penge vilde han ganske vist ikke ud med, dels fordi Frankrig efter hans Mening ikke kunde undveere dem i ojeblikket, dels fordi man derved kunde vaekke Skinsyge hos Svenskerne. Disse gamle allierede kunde finde Anledning til at krseve det / samme for sig som Danskerne. Hans egentlige Grund var dog aabenbart hans almindelige Uvilje mod at lade rede Penge gaa ud af Landet. Men han indrommede, at den allerede afsluttede Handelstraktat med Danmark ikke betod meget, og for at skabe en intimere Forbindelse foreslog han, at Kongen af Danmark skulde sselge sin Plads paa Maiabarkysten (Dansborg) til det franske ostindiske Kompagni, da den nu var ham unyttig, og at Kongen af Frankrig skulde yde Danmark et storre Laan — i Salt og andre franske Varer. Til Gengseld skulde Frederik 111 paabyde Eneindforsel af fransk Salt i sine Lande, og Tilbagebetalingen af Laanet skulde finde Sted i danske Krigsskibe og Skibsfornodenheder. Herigennem vilde man skabe et nyt Afssetningsmarked for franske Varer, erhverve en Faestning i Indien og styrke den franske Flaade, alt uden Udgift af rede Penge, og uden at Svenskerne fik Grund til at beklage sig, da man kunde byde dem Laan paa de samme Vilkaar1). Colbert erklserede sig sikker paa, at Danskerne gerne vilde gaa ind paa saa gode Vilkaar, men har dette vseret hans oprigtige Mening, maa han vsere bleven hjertelig skuffet. Det var vor Regering om at gore at faa rede Penge og intet herud over, og med Rette eller Urette kastede den Vrag paa Colberts Tilbud. Klart er det dog, at Tidspunktet til en dansk-fransk Forstaaelse endnu ikke var kommet, Venskabet mellem 1) Lettres VI, 231. Side 70
Frankrig og Sverige bestod, og Modsætningen mellem den franske og den nederlandske Regering havde paa ingen Maade naaet en saadan Højde, at Colbert vilde sætte noget alvorligt ind paa at fortrænge Hollænderne fra deres nordiske Marked. Men Spørgsmaalet var rejst, og Colberts Interesse vakt. Allerede i August 1664 omgikkes han derfor med v Tanken om at skabe en privat Handel mellem Frankrig og Danmark 1). I 1665 ser vi det franske østindiske Kompagni optræde i Norden; det køber bl. a. Master i Vermland, og man forsøgte at faa rige Købmænd fra alle de nordiske Lande til at indtræde i Kompagniet2). Samme Aar udbrød
den engelsk-hollandske Krig Den blev af afgørende Betydning for Colberts Stilling til det danske Handelsproblem, thi den satte ham Kniven paa Struben. Ganske vist nødte Forbundet med Nederland Frankrig til henimod Krigens Slutning at deltage paa dettes Side, om end nølende og uden Kraft, men omvendt slappede Krigen til Colberts Glæde Hollændernes Indflydelse paa Nordens Marked. Det blev nu en Nødvendighed for Frankrig at have direkte Forbindelse med Danmark-Norge. Hidtil havde det købt Hovedparten af sine Skibe i Nederland, hvor de byggedes af nordiske Materialer. De franske Træsorteransaas nemlig for übrugelige hertil. Nu var dette umuligt, da engelske Kapere gjorde Søen usikker, de franske Skibe maatte bygges i Norden, og Colbert ønskede,at herefter de danske, franske og svenske Skibe under Bedækning skulde sejle samlede gennem Kanalen3). 1) Lettres 11, GGLXX. 2) Terlon til Colbert 30/4 og 9Je 1665 (Melanges de Colbert vol. 128bis> N. 180 og v. 130 N. 129) 3) Terlon til Colbert 29/8 1665 (ib. vol. 131 bis N. 748). Om Krigs.skibenes Bygning handler en Raekke Breve stds. Side 71
En Række franske Krigsskibe byggedes virkelig for god Betaling paa de danske Værfter, og da Danmark ved sin uheldige Optræden i Bergens Havn (Aug. 1665) efterhaandenblev draget med ind i Striden paa samme Side som Frankrig, var Betingelserne for en nærmere Forstaaelseøgede i betydelig Grad. De blev det end mere, da Frankrig 1667 overfaldt Spanien („Krigen for Dronningens Rettigheder"). Ikke blot stillede nu Nederland sig i Vejen for Kong Ludvig, men det gamle Venskab mellem Frankrig og Sverige brast ved Triplealliancens Dannelse. Et levende Had mod Holland blussede naturligt nok op hos alle Kredse i Frankrig, og først fra dette Øjeblik af daterer Colberts forbitrede anti-hollandske Politik sig. Følelserne vedblev at bestaa efter Aachenfreden 1668, ikke mindst fordi Modstanderne i de følgende Aar søgte at isolere Frankrig aldeles i Evropa. Denne aggressive Optræden er saaledes for en Del Aarsag til, at det franske Diplomati maatte sætte al Kraft ind paa at modarbejde Forbundet og at isolere Holland, hvad der som bekendt lykkedes i 1670 og de følgende Aar1). Men i Frederik Ills sidste Regeringsaar kunde Danmark med Rette kalde sig Frankrigs eneste Ven i Evropa, og det stræbte at føre sig denne Stilling til Nytte. Der var saa meget mere Grund dertil, som vor Stilling i andre Henseender var betænkelig nok. Sveriges Stemning var velkendt, og at England efter Affæren paa Bergens Vaag var meget kølig over for os, kan ikke undre. Men ogsaa Hollænderne sagde aabent til vor Gesandt i Haag, Gharisius, at hvis vi kom i Krig med 1) Allerede i 1669 ventede mange Krigen mellem Frankrig og Holland, aabnet fra sidstnævntes Side (Gabels Relationer i DRA.). Side 72
England, vilde de kun hjælpe os til en ugunstig Fred. Det var Arbitragesagen, som navnlig stod os og dem imellem, den Erstatning, som vi krævede, fordi Hollændernei 1657 havde holdt hvervede danske Tropper tilbage ved deres Afsejling til Nordenx). I denne Sag var man enedes om at tage Ludvig XIV til Voldgiftsmand. Under slige Forhold blev Spørgsmaalet om Frankrigs Stilling betydningsfuldt for os, og man kan undre sig over, at Pladsen som Envoyé i Paris i Decbr. 1667 var bleven betroet til den ganske unge Frederik Gabel 2). Men han var Søn af Københavns bekendte Statholder, hvad der sikkert maa betragtes som Hovedgrunden til hans Ophøjelse. Hermed skal dog ikke være sagt, at han var uværdig til Stillingen. Som det fremgaar af hans Indberetninger, var han flittig og begavet, navnlig i Besiddelse af megen sund Sans, men han ejede tillige en Hidsighed og en Selvfølelse, der undertiden gik over Stregen. Familiens nylige Ophøjelse i Adelsstanden var gaaet ham lidt til Hovedet, og man maa tro, at dette ikke er uden Forbindelse med den Uvilje mod Colbert, der altid præger de af „Frederie de Gabeli * underskrevne Relationer. Men denne Uvilje skyldtes vel ogsaa den ringe Ørenlyd, som han i Begyndelsen fandt for sine Krav om Subventioner til Danmark, og han mente naturligvis, at sligt udelukkende kom af Colberts „avarice". Stødet til en
Handelsforbindelse mellem Danmark 1) Da. Sml. 2. R. 111, 98. — Biermann til F. Gabel 30/i 69 (DRA: Frankrig C, Gabels Journal p. 271). 2) Hans Instruks i DRA: Ausl. Reg. fol. 6. Den indeholder intet orn en eventuel dansk-fransk Handel. Side 73
Paris sammen med den unge Gabel umiddelbart før sin Rejse ud paa Landet til Colberts Gods Seignelay i Champagne.Gabel, for hvem det gjaldt om at faa Gang i Forhandlingerne,billigede ganske, at han under sit Ophold drøftede Handelsspørgsmaalet med Colbert, og en fjorten Dage senere mødtes de. atter efter Terlons Hjemkomst. Han havde gjort sit bedste, og han paastod at have fundet Colbert meget vel stemt. Men da han nærmere skulde gaa ind paa dennes Udtalelser,, viste det sig, at Colbert paa ny havde udtalt en Mistvivl om dansk EksportsMuligheder og undret sig over, at Frederik 111 ikke efter fransk Eksempel forpligtede sine Undersaatter til at lægge sig efter Handel og oprettede et Kompagni. Gabel blev ærgerlig over Franskmændenes Kølighed og svarede, „at den franske Handel var saaledes indrettet, at den med Tiden vilde komme til at dreje sig om Frankrig alene, og at en anden Magt vanskelig vilde slutte sig dertil, med mindre man indrømmede den meget betydelige Fordele" (o: Laanet). Under de nærværende Konjunkturer var det derfor fordelagtigere for os at handle med Holland eller England 1). Dette nøgterne Standpunkt var virkelig Gabels oprigtigeMening. Men da det i de følgende Dage viste sig, at det denne Gang var Alvor med Colberts Tilnærmelse, var det alligevel uheldigt, at Gabel kun deri saa dens Betydning for os, at man ved at imødekomme Colberts Lyst kunde stemme ham venlig for Tanken om et Pengelaan,foruden at man kunde have en Klemme paa Frankrig i den nederlandske Voldgiftssag. Han havde ikke Øje for det hollandske Handelsaags Tryk paa Norden,og at der fattedes os Kapital til en selvstændig 1) Gabels Relat. 1668 5/io (ny Stil) og 19/io (Frankrig B). Side 74
dansk
Storhandel, heller ikke for de Udviklingsmuligheder,
Trods sine overlegne Udtalelser paa Seignelay havde Colbert nemlig et klart Indtryk af, at en Handel maatte sættes i Gang paa Norden, og at et nyt Kompagni som forbindende Led maatte indføjes i hans System ved Siden af de oversøiske Selskaber. I Beg. af Novbr. kom da ;;de Herrer af Nordkompagniet"til Gabel og forelagde ham et Udkast til en Handelstraktat,som i Forvejen var prøvet af Colbertx). Udkastet blev af Gabel sendt til Danmark til Prøvelse, men forinden havde han mundtlige Forhandlinger med Overbringerne deraf. De viste sig meget medgørlige, og fandt bl. a. Gabels Tanke rimelig, at de skulde levere alle Varer til Danmark ikke blot til samme Pris som Hollænderne, men helst billigere. Derfor vilde de sætte en fast Pris paa alt efter Gennemsnittet af de sidste 10 Aars Priser. Hvis man i Danmark oprettede et særligt dansk Kompagni, vilde de enten samarbejde dermed eller helt slutte sig sammen med det, saa at Danskerne fik samme Handelsfordele i Frankrig, som Franskmændenei Danmark. En saadan Medgørlighed overgik ganske sikkert, hvad Colbert havde tænkt sig; den viser Forskellenmellem Datidens Nationaløkonomi og det private 1) Da Nordkompagniet forst stiftedes et halvt Aar senere, maa Gabel i Virkeligheden have forhandlet med en Kommission, der havde Oprettelsen af et Nordkompagni under Overvejelse. Det var sagtens nogle Medlemmer af det Conseil de Commerce, der var oprettet 1664, og hvori der, foruden hoje Embedsmsend, sad delegerede fra de vigtigste Handelsbyer. (Conseil de comm. et bureau du comm. 1700-7191. Inventaire par P. Bonnassieux, Introd. par E. Lelong. (Paris 1900)). Eller forhandlede Gabel i 1668 med nogle af Aktionaererne i Paris? Side 75
Handelssyn, der
vilde indrømme begge Nationer en fuldkommenLigestilling.
Gabel maatte derfor være i sin gode Ret, naar han gik ud fra, at man kun skulde betragte det af Colbert approberede Handelsprojekt som et Forhandlingsgrundlag, der ikke indeholdt Frankrigs sidste Ord i Sagen x). Han fortalte, hvorledes han efter sit Møde med „de Herrer af Nordkompagniet" havde truffet Turenne i Louvre, og at denne havde tilstaaet for ham, at Hovedøjemedet med det nye Kompagni var at ødelægge Østersøhandelen for Hollænderne. Man havde i det franske Konsejl været ivrig for, at Danskerne samtidig skulde oprette et Kompagni af „gens de mediocre force", som kunde sprede de franske Varer til de danske Provinsbyer og derfra igen bringe Landets egne Produkter til Stabelen i København. Sligt stemte ikke med Tanken om den fuldkomne Ligestilling, men da Turenne tillige forhørte sig om Gøteborgs Handelsmuligheder, fik Gabel en Skræk i Livet for, at „hvis vi gaar de Herrer Franskmænd altfor nær, kan det forøvrigt godt være, at de en Dag søger i Sverige, hvad de nu søger hos os" 2). — Griffenfelds hele Udenrigspolitik viser denne Frygts Berettigelse. I Danmark havde man rustet sig til at modtage det franske Handelsprojekt med fuld Honnør. Mens Kongen i 1662, da Sehesteds Forhandling skulde gaa for sig, simpelthen havde overdraget til fire Købmænd at afgive en Betænkning om Handelsmulighederne 3), havde man nu faaet dannet et Kommercekollegium, vistnok særligt 1) Projektet er desværre tabt (sammen med vort ældste Kommercekollegiums Papirer?); dets Indhold kan dog til Dels sluttes af det danske Svar. 2) Gabels Relat. 36/u 1668. 3) Edv. Holm: Danmark-Norges indre Hist. 1660-1720 I. 222. Side 76
med den forestaaende Forhandling for Øje. Vor Statssekretærfor de udenrigske Anliggender, Biermann, imødesaamed stor Interesse det Resultat, som det vilde komme til. Men i Spidsen for Kollegiet stod en tidligere nederlandsk Købmand, Simon Petkum; hvis Oprindelse vel har paavirket hans Syn, og snart maatte Biermann meddeleGabel i Fortrolighed, at det ikke var sandsynligt, at Svaret vilde blive gunstigt, da Petkum og flere andre „ikke har synderligt store Tanker om den franske Handel". Dette var dog sagt i Fortrolighed, det egentlige Svarvildeblive „mere forekommende og mere nærmende sig til det franske Kompagnis Projekt". Men med det franskeSalt var der ikke meget at gøre i Danmark, da man her kun kunde bruge spansk Salt til at salte Kød, Fisk og Smør, og da desuden Frederik 111 allerede havde truffet andre Bestemmelser om Salget af Salt i Danmark- Norge. (Han sigtede hermed til den Indretning, der blev ført ud i Livet i de samme Dage, og hvorefter Indtægtenaf Salthandelen skulde lægges til Søetaten og derfor sattes under Bestyrelse af Admiralitetets Embedsmænd 1)). Men derfor kunde man gerne hente et Parti i Frankrig, og man kunde etablere en ganske anselig Handel gennemet Magasin i hvert af Rigerne, foruden at Frankrig jo havde de øvrige Østersølande tilbage til Afsætning af sit Salt2). I den første Halvdel af Decbr. 1668 indløb saa det danske Kommercekollegiums Svar. Det var holdt i den mest forbindtlige Tone, men gik afgjort ud fra Princippet Ligestilling mellem de to Lande i Handelen. M. H. t. Saltet lød Svaret, som ovenfor sagt. løvrigt priste DanskernenavnligKøbenhavns 1) Ghr. Bruun: Curt Sivertsen Adelaer p. 289. 2) Biermann til Gabel 28ln 1668 (Gabels Journal p. 59). Side 77
skernenavnligKøbenhavnsfortrinlige Beliggenhed ved Indløbet til Østersøen; herfra kunde de franske Varer billigt i Smaafartøjer transporteres til alle Østersøhavne, mens Hollænderne hidtil havde foretaget Omladningen i deres eget Land, hvad der lod Varernes Pris stige med 20-3O°/o. Ind- og Udløbet til Københavns Havn var let og sikkert, store Skibe kunde gaa lige ind til de franske Magasiner. Frederik 111 vilde ikke alene laane Franskmændene Pladsen til Stabelen, hvor de kunde oplagrederesVarer: Vin, Brændevin, Vineddike, Blommer, Papir, Glas og Manufakturvarer samt Salt, for saa vidt det skulde afsættes paa andre Pladser. Han vilde ogsaa give dem Privilegier. I Drammen og Kristiania kunde man oprette tilsvarende Magasiner, hvorigennem Franskmændenekundefaa Master, Planker, Tjære, Kobber og Jern. Endelig kunde man ogsaa tænke paa Gliickstadt. Men til Gengæld vilde Danskerne have Stabelret et Par Steder i Frankrig, f. Eks. i la Rochelle og Nantes, og Privilegierne skulde være lige med de danske. Da Danmarkhavdemange Varer, som behøvedes paa MartiniqueogSt. Ghristophle, tilbød vi aarligt at sende den fornødne Kvantitet til ræsonnabel Pris derud, hvis vi fik Stabelret. Men i Stedet for at bestemme Priser, foretrakviat overlade til Faktorerne ved Stabelerne og Magasinerneatvinde saa megen Fordel som de formaaede, „hvilket de bedre kan regulere selv, hver efter sin egen Mening og Erfaring". Endelig skulde Franskmændene faa Ret til at bygge Handels- og Krigsskibe i København,ogFrederik 111 vilde endog lade dem faa Egetræogandre forbudte norske Varer til rimelig Pris. Paa alle Punkter erklærede vi os villige til nærmere Forhandlingx). — Fra et Nutidssynspunkt kan man 1) Ausl. Reg. fol. 222: 5,'i2 1668. Side 78
næppe indvende meget mod det danske Svar, men det stemmede aabenbart ikke overens med Colberts Planer.Denfranske Regering lod det gaa videre til la Rochelle,hvorNordkompagniet var i Færd med at danne sig, men nogen Betydning kom vort Indlæg aldrig til at faa. Det var vel navnlig Danskernes Forsøg paa at komme ind paa det vestindiske Marked, hvor vi just nu — ikke uden Protest fra Frankrigs Side — var i Færd med at slaa os ned paa St. Thomas, som faldt Colbert for Brystet. Men Ligestillingstanken tiltalte ham overhovedet ikke, han vilde ikke for Alvor give dansk Handel Indpas i Frankrig. Derfor greb han atter Planen om et fransk Køb af Dansborg og lod underhaanden Jordbunden sondere hos Gabel. Det var jo ikke første Gang, dette var paa Tale; Frederik 111 var i Virkeligheden villig til at sælge, og der fandt nu en ligefrem Tovtrækning Sted mellem Danmarks og Frankrigs Diplomater, da ingen af Parterne vilde være den første til at foreslaa Salgsprisen. Frederik 111 haabede nemlig ad denne Vej at kunne faa den Sum rede Penge, som Frankrig nu saa ofte havde nægtet at laane ham. Endelig kom det i Februar 1669 til en personlig Samtale mellem Gabel og Colbert, og ved samme Lejlighed blev Handelsspørgsmaalet endnu en Gang fremdraget paa en for sidstnævnte meget karakteristisk De begyndte med at'jtale om Dansborg. Frederik 111 havde i Mellemtiden ladet det nye Kommercekollegium undersøge Sagen, og dette havde gjort opmærksom paa, at Kristian IV i sin Tid, da Handelen var paa sit højeste,havde vurderet Kolonien til 3 Mill. Dir. I Henhold hertil havde man besluttet at stille sine Krav. Gabe! forlangte 2 Mill. — „Hvadbehager?" sagde han (Colbert), Side 79
„to Mill.?" — „Ja," svarede jeg, „og for at undgaa al Misforstaaelse:Det er ment efter vort Lands Sæd, hvor man regner efter Daler, saa at det bliver 6 Mill, livres«. — „Nej," sagde han, „det gaar ikke, det vilde være meget mere end for Dimkerken." Gabel svarede dristigt, at det var ganske naturligt, om Kong Ludvig forærede en saa god allieret som Danmark 2—300,000 Rdlr., og at vi til Gengæld kunde vise ham endnu flere „bons offices". Men Colbert var helt konsterneret; for en saadan Sum, mente han, at han kunde bygge 4 nye Fæstninger i Indien; han havde tænkt sig højst ca. 150,000 Rdlr. Dermed var Salgsplanen ude af Samtalen1). Men tilbage stod Handelsspørgsmaalet. Colbert undredesig over, at Frederik 111 ikke ogsaa vilde slutte sig til Frankrig paa Handelens Omraade. Gabel pegede — noget overdrevet — paa, at der efter Krigen med England nu igen var Opgang i vor Handel, og at vi i Virkeligheden var meget forhandlingsvillige over for det franske Nordkompagni.Men Colbert erklærede det danske Svar paa Handelsprojektetfor værdiløst; han vilde have, at den gamle Gabel skulde søge at finde nogle danske Købmænd, saa at man kunde faa alle Varer fra hinanden indbyrdes og komme uden om Hollænderne. Kynisk tilføjede han, at Frankrig ganske vist ligesom Danmark havde mange Traktater med Nederlænderne, „men at han dog fandt paa visse Udveje og tog disse Sager paa en særlig Maade, saa at de ikke vidste, hvorledes man narrede dem, og ikke kunde finde noget at indvende, skønt man i Virkelighedennetop gjorde det, som de havde haabet at forhindreved 1) Senere Breve viser, at Frederik 111 var villig til at nedsastte Prisen til 500,000, i Nodsfald 400,000 Rdlr, Gabel fik dog aldrig Lejlighed til at forhandle med Colbert paa dette nye Grundlag. Side 80
hindrevedTraktaten". Hertil indvendte Gabel, at Frankrigsom Stormagt kunde tillade sig sligt, men at Hollændernetil Straf kunde falde over os, og at vi saa af Erfaring vidste, at der ingen Hjælp var at vente fra Frankrig. „Hr. Colbert blev lidt varm, da jeg sagde dette til ham, og han svarede straks, at man godt kunde ordne dette, og at min Fader burde tænke derpaa. Jeg skulde lægge mig efter Handelen, jeg var ung, og han havde allerede været gammel, før han ofrede sig derfor." Nu lod han søge efter Kobberminer over hele Frankrig og havde allerede fundet Bly; han vilde nemlig hellere betale 20 sous for fransk Kobber end 8 for svensk, „thi," sagde han, „man kan altid faa sine Penge igen, naar de bliver i Landet". Gabel forsøgte Indvendinger, men Colbert afbrødham med, „at han nok saa, at jeg endnu ikke var hjemme i Handelen, men jeg var en ung Mand, og en skønne Dag vilde jeg være ham taknemlig for de smaa Vink, han i Dag havde givet mig". Frederik Gabel skulde skaffe ham alle mulige Oplysninger om Danmarks Handelsforhold,Lister over dets Skibe etc., „saa vilde han studere dem og søge at samarbejde med min Fader, og saa vilde de to knytte begge Kongers Undersaatter sammen [jpaa en saadan Maade, at de handlede som Kongerne selv". Den unge Envoyé henviste herimod til, at det var Nordkompagniets Mening at sætte prix fixe paa sine Varer, hvad han nu misbilligede. Men Colbert svarede, at Hr. Roland, som havde sagt dette, ikke forstodsig paa Handelen; selv havde han forøvrigt ogsaa skiftet Mening i dette Spørgsmaal og holdt nu paa, „un commerce libre". Men Hovedsagen var, at der blev slutteten Traktat mellem de to Lande foruden den, man Side 81
allerede havde (af 1663). Gabel gjorde da endelig opmærksompaa, at Sporene skræmmede, thi denne Traktat havde været mere fordelagtig for de franske end for de danske Undersaatter. „Han svarede mig saa, at da han havde formet denne Traktat, havde han endnu været fuldstændig Novice, og at det var den første, han havde skabt". Men hans Maal med den havde været absolut Lighed i begge Landes Stilling1). Det er et ypperligt Bidrag til Colberts Karakteristik, som denne hidtil ukendte Samtale giver. Brutal og jovial, mægtig som en Konge og faderligt nedladende staar den halvhundredaarige Statsmand over for Ynglingen fra det lille Land, og hvor usystematisk end hans Tanker fremsættes, faar vi dog ikke blot et klart Indtryk af hans Grundprincipper, men ogsaa af, at han ingenlunde var forbenet i sine Anskuelser. Men ganske vist, for en virkelig fri Handelsforbindelse med Danmark varslede Grundtanken, at han hellere gav 20 sous for fransk Kobber end 8 for svensk, kun ilde. Derfor ser vi da ogsaa i de følgende Aar Colbert, skønt han paa alle Maader støttede Nordkompagniet, spekulere paa at bygge Skibe af det ilderenommerede sydfranske. Træ og søge at faa Smeddejern fra — fransk Kanada. Endelig fødtes da det længe ventede Nordkompagni i Juni 1669 2). Dets Saga, der blev kort og bevæget, falderdog uden for denne Afhandlings Ramme og vil blive behandlet andetsteds. I Danmark fik det efter den gamle Traktat Lov til at købe og udføre Ege- og Bøgetømmer og andre Fornødenheder til Skibsbygning, for saa vidt de ikke var forbudte. Frederik 111 lovede desuden at 1) Gabels Relation 22/2 1669. 2) Lettres de Colbert 11, 800. Side 82
drage Omsorg for, at Kompagniets Udsendinge modtoges med al Velvilje i hans Riger *). Men om nogen ny Handelstraktatblev der ikke Tale. I Sommeren 1671 drog to af Kompagniets Direktører paa Studierejse til Norden og forhandlede her i Landet med Gyldenløve og Kommercekollegie t2); en interessant Indberetning til Colbert blev dog det eneste Resultat deraf3). Snart slog Kompagnietssidste Time, da Krigen med Holland udbrød. Colberts Indblanding i dets indre Styrelse (Renteuddelingen)havde i Forvejen skadet det, og hans Interesse for det var jo ogsaa nærmest af politisk Art, et Middel til at ødelægge Nederland 4). I Danmark søgte man i de samme Aar at løse Handelsopgaverne ved egne Kræfter, og selv om det i Begyndelsen gik godt, viste det sig dog snart, at vort Fædreland i Længden var for kapitalfattigtherti l5). Maaske vår Resultatet blevet lykkeligere baade for Frankrig og Danmark, hvis de havde forenet deres Kræfter om Opgavens Løsning. 1) Ausl. Reg. 10|8 1669, fol. 334. 2) Paris Bibl. Nat.: Collection Joly de Fleury 2512 p. 4. 3) Kommercekollegiets Arkiv (i Kbhvns Raadstuearkiv) indeholder intet herom, men deter kun ufuldstaendigt bevaret. 4) E. Levasseur: Hist.-de la commerce de la Prance I, 382. 5) Om Handelen paa Frankrig i Siutn. af 17. Aarh. se Edv. Holm 11., 400. |