Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 4 (1912 - 1913) 2

Om nogle af det 15. Århundredes Betegnelser for Adelsstanden.

Af

William Christensen

vJrdet Adel som Betegnelse for Adelsstanden er som bekendt ikke af nogen særlig høj Ælde i det danske Sprog, idet det næppe kan påvises før i Frederik I.s Håndfæstnin g1). I det 15. Århundrede anvendtes andre Benævnelser, forskellige ikke blot til forskellige Tidspunkter af Århundredet, men undertiden også i ét og samme Aktstykke; i Kong Hans's dansk-norske Håndfæstning finder man således Navnene: Riddere og Væbnere (som Betegnelse for Håndfæstningens adelige Udstedere), gode Mænd (ét Steds i udtrykkelig Modsætning til „Vanbyrdinge"), Riddere og Svende, Ridderskab (en enkelt Gang i Forbindelsen: „Ridderskab og gode Mænd" eller: „Ridderskabet eller Frelsesmænd") og Rigens Ædlinge (med Tilføjelsen: indfødte Mænd af Riddere og Svende)3).


1) Aarsberetn. fra Geheimearch. 11. 66, 68, 69, 78. Jfr. J. E. Larsen, Saml. Skr. I. 1.322; nar der anf'ores, at Ordene Adelsmand og Adelsvaben allerede forekommer i JUrkebisp Birgers Adelsbrev af 1514 for Jens Koefoed (der endogsa indeholder Ordet Adelsfrihed), er det pavist, at dette Brev er falskt, se Bricka i Hist. Tidsskr. 5. R. IV. 704—7 (jfr. 5. R. I. 672 og 7. R. 11. 309).

2) Se Aftrykket i Aarsberetn. fra Geheimearch. 11. 46—56.

Side 39

En nærmere Redegørelse for alle disse Betegnelsers Historie og for de øvriges, der forekommer i det 15. Århundrede, vilde kræve en ikke ringe Plads, og i det følgende skal der derfor kun siges nogle Ord om Navnenepåden Del af Adelsstanden, der ikke opnåede Ridderværdighede n3). I Slutningen af det 13. Århundrede havde der udsondret sig en særlig Klasse, milites eller Riddere, fra de øvrige Medlemmer af Herremandsstanden, som ikke havde opnået Ridderværdigheden, og som betegnedesarmiger


1) Der vil saledes bl. a. slet ikke blive Lejlighed til at komme ind pa de mange forskellige, i Tiden selv ved Naevnelsen af Standens enkelte Medlemmer anvendte Titulaturer som velbyrdig Mand, hasderlig Mand, ja beskeden Mand osv. — I ovrigt kan det bemasrkes, at rnedens der i Sverige i Middelalderen forekommer ikke fa forskellige Klasser af Adelsstanden med forskellige Navne, uden at det synes muligt at. fastsla, i Enkelthederne, hvorledes disse Navne skal forstas (se Hans Hildebrand, Sveriges medeltid 11. 206—10, jfr. 188-89, 199— 200), haves der kun i ringe Grad noget tilsvarende til sadanne forskellige Klasser i Danmark (se dog nedfr. S. 43), og navnlig maerkes der meget lidt dertil i Lovgivningen. Man kan finde en Modsaetning mellem flRigens iEdlinge, som fodte ere af Riddere og Svende", og Vanbyrdinge eller ikke f"odte .Edlinge, altsa mellem dem, der er adelig fodte, og dem, der selv er blevet adlede. Denne Modsaetning traeder dog forst bestemt frem i Handfaastningen af 1513, selv ora der findes noget tilsvarende 1483 (Aarsberetn. 11. 61 § 27, jfr. 48 § 3, 52 § 24), og i ovrigt er der vistnok meget ofte ved Brugen af Ordet fribaren taenkt pa en Adelsmand i Almindelighed og ikke specielt pa den adelig fodte. Og nar der ikke sjaeldent forekommer forskellige Betegnelser ved Siden af hinanden sasom skab og gode Masnd", nßidderskabet eller Frelsesmaend" (se her ovfr.), .BAdelen og Ridderskabef (i Handfaestningen 1523; Aarsberetn. 11. 68, 69), „Riddere og Riddermsendsmaend, Danmarks Riges iEdlinge" (sstds. S. 72), Svende, Mbarne Maend" (SRD. VI. 184), .Riddere og Svende, fri og Frelsesmaend " (Danske Mag. 4. R. 11. 148), er der, bortset fra Forskellen mellem Ridderne og Resten af Adelsstanden, ved disse Betegnelser ojensynlig ikke tsenkt pa forskellige Klasser inden for Standen.

Side 40

nedesarmigeri1), og man finder derfor i Håndfæstningerneaf1320 og 1326 og ligeledes i Forordninger fra det 14. Århundrede Herremandsstanden betegnet som milites et armigeri2). Men omtrent fra det 14. rhundredesMidtetrængte Siden af armigeri Ordet militaresfrem,og medens armiger vedblev at benyttes, når man skulde betegne en eller flere navngivne Personers adelige Stand3), så at det selv i det 15. Århundrede er meget sjældent at træffe militaris anvendt i sådanne Tilfæld e4), vil man som Betegnelse for den hele Stand i det 15. Århundrede i ethvert Fald yderst sjældent, om


1) Jfr. herom Kinch i Aarb. for nord. Oldkyndigh. 1875 S. 314—15 og Erslev i Danm. Riges Hist. 11. 203—4.

2) Aarsberetn. 11. 10, 12—15, V. 45—46, 50—51.

3) Anf. St. 11. 16, 18—21, V. 52. I nogle af disse Aktstykker betegnes Udstedere eller Beseglere som milites og armigeri, medens Standen som Helhed i de sarame Aktstykker kaldes milites et militares; jfr. m. H. t. den samme Modsastning Ar 1440: anf, St. 11. 40, 42. — Maske skyldes Opkomsten af Ordet militaris i det mindste til Dels, at man ikke har anset armiger, der jo fra forst af kun betyder dels en bevsebnet, dels en Vabendrager hos en anden, for tilstraekkelig koncist som Standsbetegnelse. I alt Fald findes i Handfaestningen af 1376 Udtrykket militares armigeri (Aarsberetn. 11. 22), der vel nasrmest ma, oversaettes ved: . Vaebnere henhorende til Ridderstanden, o: til Adelsstanden i Almindelighed; og nar der da i et Privilegium for Malmo af 1360 forekommer Forbindelsen: rmiles, militaris armiger seu quiuis alter", skal sikkert ogsa, her militaris armiger opfattes som et Begreb (sa. at der ikke skal ssettes Komma mellem de 2 Ord, som sket er hos Rosenvinge, Gl. danske Love V. 80 og Weibull, Dipl. civitatis Malmogiensis I. 11).

4) Det sker dog f. Eks. i Norges gi. Love 2. R. I. 37, RDRDM. 111 Nr. 6280 og (i Sverige) i Styffe, Bidrag till Skandinav, hist. IV Nr. 57, 63, 64. Dronning Dorothea anvender i 1468—69 Betegnelsen militaris noster over for Personer, som hun tilskriver (Missiver fra Kongerne Ghristiern I.s og Hans's Tid I Nr. 49, 54). — I øvrigt kan det anføres, at det både i det 14. og 15. Århundrede ikke er ualmindeligt, at adelige, der ikke er Riddere, nævnes uden nogen som helst Standsbetegnelse, særlig nar de forekommer sammen med Riddere (Eksempler flndes i Molbech og Petersen, Udvalg af danske Diplomer og i RDRDM.; se ogsa Aarsberetn. V. 62, jfr. sstds. 11. 56 i Handfaestningen

Side 41

overhovedet nogen Sinde, finde Forbindelsen milites et
armigeri, medens man gentagne Gange træffer Navnet
milites et militares l).

Heller ikke dette sidste Udtryk er dog meget hyppigt,idet det danske Sprog jo efterhånden mere og mere fik Overhånd over Latinen i Tidens Aktstykker. Ordet miles gengives på Dansk altid ved Ridder; derimod herskerder en større Mangfoldighed i de danske Betegnelser for den under Ridderne stående Klasse af Adelsstanden. Det af „arma* afledede armiger gengives ved de af „Våben* dannede Ord a wapn (i 1 eller 2 Ord) eller aff wapn og Væbner; det af „miles" afledede militaris gengivesved de af „Ridder" dannede Ord Riddersnode, der dog forekommer meget sjældent, og Riddermandsmand2);


1) Saledes RDRDM. 11l Nr. 5373, 6279, Aarsberetn. 11. 40, V. 60, 61 og endnu adskillige Gange i det 16. Arhnndrede.

2) At i alt Fald nogle Overssettere i det 15. Arhundrede gor denne besterate Forskel i deres Gengivelse af armiger og militaris, kan ses af, at en i det nasvnte Tidsrum foretagen Overssettelse af en Forordning af 1377 oversastter dennes Betegnelser armigeri og militares ved henholdsvis naff wapn" og flridderma?ns msen" (Aarsberetn. 11. 25, 27); og et Privilegium for Malmo af 1415, der for en meget stor Del kun er en Oversaettelse af det. nysnsevnte Privilegium for den samrae By af 1360, gengiver dette sidstes Udtryk nmiles, militaris armiger seu quiuis alter" ved nridder, riddersnode a vvapen seller nogher aner" (Weibull, Dipl. civitatis Malmogiensis I. 11, 23; i den i Handskriftet Malnioregistret indforte Oversaettelse af Brevet af 1360 (anf. St. S. 17) er Terminologien derimod noget anderledes). Ifolge den ovfr. S. 40 Note 3 fremsatte Fortolkning af Forbindelsen militaris armiger ma altsa. ogsa „riddersnode a wapen" opfattes som Betegnelse blot for en Klasse, sa, at a wapen, som Rosenvinge, Gl. danske Love V. 601 berriEerker, egentlig er et pleonastisk Tillseg.

Side 42

og hertil kommer endvidere som Navne for de Adelsmænd,der
ikke var Riddere, Ordene Knaber, der kun
bruges meget lidt, og Svende.

Af disse Ord forekommer a wapn (aff wapn) og Væbner allerede i Slutningen af det 14. Århundrede. Der er næppe stor Forskel på deres Ælde; men i alt Fald i Tiden indtil 1450 synes a wapn eller aff wapn (af hvilke 2 Former atter den første vistnok er den almindeligstei den ældste Tid) tilsammen at bruges ikke så lidt hyppigere end Væbner. Ved Siden af dem forekommerendvidere det kortere Ord „waben" ( i lidt forskelligeSkrivemåder); det synes hovedsagelig eller måske udelukkende at bruges i jydske Breve og kan findes så tidlig som 1404x) (derimod næppe i det 14. Århundrede), men er langtfra så almindeligt som a (aff) wapn og Væbner. Om alle de her nævnte, med Ordet Våben i Forbindelse stående Ord gælder det samme som om armiger, at de bruges som Standsbetegnelse for bestemte navngivne Personer, men derimod næppe nogen Sinde som Betegnelse for den hele Adelsstand. Med Hensyn til Ordet Væbners Anvendelse som Standsbetegnelse må det bemærkes, at den ikke kan kaldes heldig, da Ordets egentlige Betydning blot er en væbnet (om end ganske vist hyppig en, der er væbnet på en bestemt Måde, formentligi Modsætning til „Skytternes" Udrustning), så at Ordet kan findes brugt om Mandskab stillet af de uprivilegeredeStænde r2). Måske er det da for at undgå denne Ulempe, at man har dannet Ordet a wapn, hvis Forklaringvel


1) Molbech og Petersen, anf. St. S. 190.

2) W. Ghristensen, Dansk Statsforvaltn. i det 15. Arh. S. 295, 317—18. Jfr. ogsa Kalkar, Ordbog til det seldre danske sprog, de under Vaebnere 2) og 3) anforte Betydninger.

Side 43

klaringvelikke er sikker, men som vistnok snarest skal forstås som: af Våben, o: førende adeligt Våben x). Ganske vist kan der, så vidt vides, ikke påvises nogen som Væbnerbetegnet navngiven Enkeltmand, om hvem det kan bevises, at han ikke har været adelig; men der haves dog et Par Breve, hvori Personer, der benævnes dels af Våben og dels Væbnere, nævnes Side om Side, uden at det er klart, om dette kun skyldes en Skødesløshedaf Brevenes Affattere (hvad der på Forhånd skulde synes mindre sandsynligt), eller om Affatterne virkelig har villet betegne en Forskel mellem de pågældende PersonersStand, og hvori Forskellen i så Fald har bestået2).

Vender man sig dernæst til de nærmest til militaris


1) Jfr. Hans Hildebrand, Sveriges medeltid 11. 209.

2) Weibull, Dipl. dioec. Lund. IV Nr. 330 (Ar 1479); RA., Hindsted H. 74 (Ar 1480). I begge Tilfaelde er det den som af Vaben betegnede, der naevnes forst; i det ene Brev er det et Medlem af Slaegten Skalder, og i det andet en Seefeld, sa at deres adelige Byrd er utvivlsom. I Brevet af 1479 er den, der kaldes Vaebner, en Agge Aggesson, og selv om han ellers kun er meget lldt kendt, forer han i alt Fald adeligt Vaben i sit Segl. I Brevet af 1480 naevnes 2 Vsebnere, der ligeledes kun er lidt kendte; deres Segl er ikke bevarede, men pa. deres Adelskab er der efter Hr. Arkivar Thisets Mening intet at udsaette. Ved Brevet af 1479 er der den Maerkelighed, at den Person, som det betegner som ,Joon Glemetson aff vvaabn", pa dette Tidspunkt var Kannik i Lund (jfr. Weibull, anf. St. Nr. 163}, sa at man maske kunde mene, at af Vaben her blot betegnede den gejstliges adelige Herkomst i Modsaetning til den i Brevet naevnte Vaebner, der virkelig tilhgrte Adelsstanden; men en sadan Forklaring slar aldeles ikke til over for det andet Brev, hvor den, der kaldes af Vaben, er Tyge Jensson (Seefeld) i Dalsgard. — Skulde det vaere en noget tilsvarende Forskel, der antydes, nar en beskeden Mand Knud Snub Vaebner (der forer adeligt Segl, se Thiset, Danske adel. Sigiller L lviii 28) i et Brev af 1508 10h naevnes sammen med velbyrdig Mand Jacob Ditlevsson (Reventlow) (RA., Top. Saml. Pap., Andst H., Vamdrup S., Vamdrup)?

Side 44

svarende Ord Riddersnode eller Ridderenode og Riddermandsmand,forekommer det første i begge sine Former, så vidt vides, i Danmark kun et Par Gange i Skåne, nemlig i Privilegier for Malmø og Landskrone af 14151) samt i Oversættelser, af hvilke sagtens ingen er ældre end det I's. Århundrede, af Privilegier for Malmø af 1360 og for Rønneby af 13872). Ordet findes også på Svensk3); det betyder en Ridders Lige eller Standsfælle, idet dets sidste Del node svarer til noti i Oldnordisk og note i Middelnedertysk (af samme Stamme som Genosse i Nyhøjtysk),og det anvendes i Forbindelsen Riddere og Riddersnoder i samme Betydning som milites et militares4).

Medens Ordet Riddersnode, som nævnt, kun bruges meget sjældent, anvendes i det 15. Århundrede hyppig Betegnelsen Riddermændsmænd5), et Ord, der af ansete Historikere er blevet kaldt „underligt" eller „lidet velklingend e8, uden at de har villet indlade sig på en nærmereForklaringaf det6). Det er imidlertid øjensynlig


1) Ovfr. S. 41 Note 2. Rosenvinge, Gl. danske Love V. 89, jfr.6ol.

2) Weibull, Dipl. civitatis Malmogieffsis I. 17 (her: ridderenode). Danske Mag. 5. R. I. 158 Note 4.

3) Se Soderwall, Ordbok ofver svenska medeltids-spraket, under note.

4) Ordet har altsa. intet at gore med Ridderes Na.de, som Erslev har ment (Danske Mag. 5. R. I. 158).

5) Derimod forekommer Ordet ikke i originale Rreve fra det 14. Arhundrede; nar Gram udtaler (Vidensk. Selsk. Skr. 11. 279), at det findes i Valdemar Atterdags og Magnus Smeks Rreve og i Kong Olufs Handfsestning (hvorved han vel sigter til en Forordning af 1377), ma det her dreje sig om yngre Overssettelser, der sikkert tidligst er fra det 15. Arhundrede (se saledes Aarsberetn. 11. 17, 27).

6) Allen, De tre nord. Rigers Hist. IV. I. 167; Erslev i Danmarks Riges Hist. 11. 639. J. E. Larsens Forklaring (Saml. Skr. I. I. 320), at nßiddersmasndsmaend betyder oprindelig dem, der atter vare Vasaller af Riddersmsend, Vsebnere", er afgjort urigtig. Og ganske vist siger Gram (ovenfor anf. St.), at Beftersom Vsebnere vare riddermaessige og Riddernes Tienestemaend, indtil de selv kunde vorde optagne i samme Stand, kaldte man dem Riddermaendsmaend"; men at Riddermaendsmsend netop er det samme Ord som ridderma?ssige Maend, har Gram, sa vidt det kan ses, ikke haft oje for.

Side 45

opstaet ved Forvanskning af et tysk Ord; i MiddelnedertyskforekommerAdjektivet riddermatesch, -metesch, -mats, -mate, -matich (sa at der gives Former nok afdet) i Betydningen riddermeessigx), og dette Ord, der kan pavises i Slesvig og Holsten i alt Fald fra 14232), findes snart derefter ogsa. brugt i Aktstykker udgaede fra selve de nordiske Riger3). Af Dokumenter af mere almindelig Interesse, affattede pa et af de nordiske Sprog, er Forslagetafc. 1436 til en fornyet Unionsakt vistnok et af de farste, om ikke det forste, hvori Ordet forekommer (i Formen riiddarmetisk eller riiddermet(i)sk)4). Og kommermannogle fa Ar ind i det 15. Arhundredes 2. Halvdel, kan man i 1454 og 1462 trseffe Formen »riddermatzman"(^riddermatsmsen" )5), hvorfra der jo kun er et ganske kort Skridt til Ordet i den forvanskede SkikkelseRiddermandsmand(i Flertal Riddermsendsmsend),


1) Jfr. også det højtyske „rittermessige lewtte" f. Eks. i et i det danske Rigsarkiv havnet Adelsbrev af Kejser Frederik 111 af 1482 20/5 (RA., Adelsdiplomer).

2) Danske Mag. 5. R. IV. 349, 351.

3) Således i Aktstykker affattede på Tysk: Hanserecesse % Abtheil. I. Nr. 606 §2; Anna Hude, Aktstykk. vedr. Erik af Pommerns Afsætt. S. 18.

4) Rydberg, Sverges traktater 111. 176, 177. Pafaldende er detf hvor afvigende Ordet gengives pa. de tilsvarende Steder i de i Udgaven af det samme Aktstykke i Aarsberetn. (11. 35, 36) benyttede Handskrifter, skont i alt Fald 2 af disse Handskrifter er fra en Tid (c. 1500), da Ordet Riddermaendsmsend endnu var i fuld Brug.

5) RA., Kærstrup (Tåsinge) 3 (urigtig stavet i Gengivelsen i Genealog. og biogr. Arch. I. 9), 4. RA., Torstedlund 5.

Side 46

som kan påvises omtrent ved samme Tid, ja allerede noget før1), og som anvendes meget hyppig i Resten af Århundredet. I Lovsproget finder man det således i en Forordning for Nørrejylland af 1466, men i Håndfæstningerneganskevist først 15132). I Modsætning til af Våben og Væbner bruges Ordet vistnok så godt som aldrig som Standsbetegnelse for enkelte navngivne Personer,hvorimoddet anvendes som Benævnelse for Standen i Almindelighed. Jævnlig betegner det kun dennes lavere Del, Væbnerne, som det fremgår af Forbindelsen Riddere og Riddermændsmænd3); men jævnlig står det alene, så at det kan omfatte Standen i dens Helhed. At mange i Tiden selv havde glemt eller aldrig kendt Ordets Oprindelse, turde fremgå af forskellige mærkelige Former, hvori man kan møde det. Er det end muligt, at den en enkelt Gang påtrufne Form Riddermændsmændsmænd4) blot skyldes, at Skriverens Pen er løbet løbsk, synes det mindre rimeligt,atligeledes det et Par Gange forekommende Ord Riddermænd5) skulde skyldes en Skrivfejl; og også Formen Ridemændsmænd („rydhe mens men") kan findes, om end måske først i Begyndelsen af det 16. Århundrede6).


1) Saledes RDRDM. 11l Nr. 6954 (1438; i Qriginalen iffelge velvillig Meddelelse fra det svenske Rigsarkiv stavet: men"); RA., Torstedlund 3 (1455); RA., Bjjerge H. Fyn 5 (1458); RA., Helium H. 35 (1462).

2) Aarsberetn. V. 68, 11. 57, 61-63.

3) Omvendt kan man en enkelt Gang finde Forbindelsen Riddermaendsmsend og Svende i Stedet for Riddere og Svende (SRD. VIII. 53, jfr. 52), hvad der dog vist naermest ma anses for at skyldes en Skodeskished.

4) RA., Åsendrup (Jylland) 1465 16/5.

5) Aarsberetn. V. 68. RA., Tårupgård 1493 $OU.

6) RA., Hindsted H. 85 (1512).

Side 47

Som en vistnok af Ordet Riddermændsmænd påvirket Analogidannelse kan nævnes en anden Betegnelse for Adelen, der forekommer en sjælden Gang, men mulig ikke før i de første Ar af det 16. Århundrede, nemlig Ridderbårnsmænd1).

Foruden de allerede omtalte Navne på den Del af Adelsstanden, der ikke havde opnået Ridderværdigheden, finder man endvidere Ordet Knabe, der er optaget fra det middelnedertyske knape og på Dansk ligesom dette kan betegne dels en Væbner og dels en uadelig Svend, der er i Tjeneste hos en anden. Det forekommer ikke ret hyppig i Aktstykker, mest som Kollektivbenævnelse for den hele Væbnerklasse og kun en meget sjælden Gang som Standsbetegnelse for enkelte navngivne adelige Personer2).

Langt hyppigere end Knaber er Ordet Svende som Betegnelse for den Del af Adelen, der ikke var Riddere. Forbindelsen Riddere og Svende som Betegnelse for den hele Adelsstand findes i det danske Sprog i officielle Aktstykkerallerede i Kong Olufs Tid og i den følgende Del af det 14. Århundrede, f. Eks. i en Forordning af 1396 og i Unionsbrevet af 13973), og Udtrykket anvendes ned gennem det 15. Århundrede4) (f. Eks., som ovenfor nævnt, i Håndfæstningen af 1483), om end der jo efterhånden ved Siden af det forekommer mange andre Betegnelser.


1) RA., Ribe Bispearkiv 1501 18/e Urittherbornss men"). RA., Skads H. 73 Uridherbornsmendh" 1506).

2) RDRDM. 11l Nr. 7229. Matzen, Den danske Panterets Hist. S. 394. — Om Navnet „Rinds Herreds Knaber" jfr. Saml. til jydsk Hist. 11. 395—96.

3) Molbech og Petersen, anf. St. S. 7, 11—14. Aarsberetn. V. 54, 11. 28.

4) Således Aarsberetninger 11. 41, 45, 49, 52, V. 59, 63—65, 67.

Side 48

Derimod er det langt sjældnere, at Ordet Svend alene (uden noget tilføjet Tillægsord som velbyrdig o. 1.) anvendesom enkelte navngivne Adelsmænd; det kan ganske vist træffes, men mest (eller måske udelukkende) i det 14. Århundrede og i Aktstykker, der er skrevne på Svensk eller fremgåede af Forhandlinger med Svenskere, idet Ordets Anvendelse på den anførte Måde synes både at være ældre og mere almindelig i Sverige end i Danmar k1). Ligesom Knabe bruges Svend imidlertid også som Betegnelse for en Mand uden for Adelsstanden, der står i en andens Tjeneste; og endvidere kan det betegne en ugift i Modsætning til „Mand" som Betegnelse for en gift Mand.

Denne sidste Betydning af Ordene Svend og Mand vilde være af stor Interesse for Personalhistorien, hvis man altid kunde gå ud fra, at Ordene betegnede henholdsvisden ugifte og den gifte, og der kan derfor være Grund til at betragte Spørgsmålet lidt nøjere, så meget mere, som en anset afdød Personalhistoriker øjensynlig går ud fra, at velbyrdig Svend betegner den ugifte, medens den bedste nulevende Kender af den danske Adels Personalhistorie hævder, at der ikke kan tillægges denne Betegnelse nogen Betydning2). Det uheldige er jo, at Ordet Svend (ganske bortset fra dets Betydning af en uadelig Tjener hos en anden) kan anvendes både om en Væbner i Modsætning til Ridderen og om en ugift i Modsætning til „Manden". Det er klart nok, at hvor „Riddere og Svende" bruges som Betegnelse for Adelsstanden,er


1) Rydberg, Sverges traktater 11.424—25 (1371), 451, 454 (1381), 459, 465—66, 469—70 (1388), 560 (1397).

2) Kail Rasmussen i Danske Mag. 3. R. 111. 251. Thiset i Saml. til jydsk Hist. 2. R. 1.173—74.

Side 49

standen,erder ingen, der har taget Hensyn til, om disse Svende var gifte eller ej; og at de meget godt kunde være gifte, fremgår af det flere Gange forekommende Udtryk: født af Riddere og Svende1). Det viser sig da også, at af de nys omtalte navngivne „Svende", der forekommer ved Slutningen af det 14. Århundrede i Breve vedrørende Forholdet til Sverige, er der adskillige, om hvem det kan påvises, at de har været gifte på det pågældende Tidspunkt2). Og endvidere må man ved Afgørelsen af Spørgsmålet om Ordene Svends og Mands Betydning i alt Fald ganske se bort fra en hel Stand, nemlig Gejstligheden,idet dennes Medlemmer, så vidt vides, næppe nogen Sinde tituleres Svend, men derimod atter og atter Mand, f. Eks. hæderlig Mand, beskeden Mand og renlivet eller renlivlig Mand, af hvilke Betegnelser de sidste vilde være ganske selvmodsigende, hvis „Mand" i Titulaturer altid skulde betyde den gifte. >

På den anden Side er det jo sikkert nok, at Svend ofte betegner den ugifte. Man kan henvise til den ikke helt sjældent forekommende Forbindelse: Mand, Kvinde, Svend eller Mø3) (hvor Mand selvfølgelig forholder sig til Svend som Kvinde til Mø), til Vidnesbyrd givne en Person


1) Saledes Aarsberetn. 11.52, 61 (Handfaestningerne af 1483 og 1513); Dipl. Norv. VI. 585 (1457: ,nogen Dannekvinde eller nogen god Jomfru, der af Riddere og Svende fodt er af alle sine 4 Aner", sa at Riddere og Svende altsa. her endogsa. orafatter Standens kvindelige Medlemmer).

2) Axel Keldsson (Krognos) kaldes Svend 1381 og 1397, Torkil Nielsson (Bing) og Jacob Axelsson (Thott) 1381 (Rydberg, anf. St. IT. 451, 454, 560); men Axel Keldsson havde voksne Datterborn (Axel Pedersson (Thott)'s B0rn) c 1414, Torkil Nielsson var gift 1370, og Jacob Axelsson havde en gift Son 1401 (Danm. Adels Aarbog 1900 S. 418, 1888 S. 82, 1900 S. 414).

3) Se saledes Kbh. Dipl. I. 179; RDRDM. 11l Nr. 8024; Weibull, Dipl. civitatis Malmogiensis I. 56, 64.

Side 50

om hans Forhold som Svend og som Mand (eller endnu tydeligere udtrykt: „udi sin Svendetid ... og siden han gift Mand ... blev")1) og til Ordet Svendekvældsaften, der øjensynlig betyder Aftenen før Bryllupet, og hvortil der findes et tilsvarende Ord, Møkvæld2). Og fordi det alene stående Svend, når det stilles i Modsætning til Ridder i Slutningen af det 14. Århundrede, kan bruges om gifte Personer, som vi så' ovenfor, er det jo ikke givet, at det samme gælder om et Svend med tilføjet velbyrdigellervelbåren eller lignende, når Ordet bruges i det 15. Århundrede uden at stilles i Modsætning til Ridder.Manfinder da også af og til i ét og samme Brev en velbyrdig Mand og en velbyrdig Svend nævnte ved Siden af hinanden3), hvor man da utvivlsomt kan gå ud fra, at den sidste er ugift; det samme er sikkert ligeledes Tilfældet, når en Ridder tituleres hæderlig Svend og velbyrdig(ellervelbåren )4), og mange Gange vides det anden Steds fra, at den som Svend eller Mand betegnede på det pågældende Tidspunkt virkelig var henholdsvis ugift eller gift. Men selv om det altså må antages, at der i mange Tilfælde er tilstræbt en Forskel i Brugen af Ordene


1) RA., Danske Selsk. Membr. 1467 8/s. RA., Stsevns H. 2. Saml. til jydsk Hist, 2. R. IV. 261.

2) RA., Nykobing F. 1483 29|4. Kalkar, Ordbog til detaeldre danske sprog, under Mokvaeld.

3) Saledes RA., Ingelstad H. 1478 M/u; RA., Noire H. Mors 1479 26/io; RA., Hogs H. 1488 9/8; RA. Harrested 1,3.

4) RA., Barritskov 1474 30/io, sln, 19/n (o: den sidste Hr. Niels Manderup; Hr. Arkivar Thiset har velvillig meddelt, at den pa Stamtavlen i Danm. Adels Aarbog 1903 S. 314 som hans Datter opforte Anne Manderup, der skulde vaere gift 1484, snarest er hans Soster og ikke hans Datter). 1475 22U kaldes den samme Hr. Niels derimod Mand og saledes fremdeles i den efterfolgende Tid (RA., anf. St.).

Side 51

Svend og Mand (med tilføjede standsbetegnende Adjektiver),turdedet alligevel være meget betænkeligt at gå ud fra, at denne Forskel altid er iagttaget, og at Brugen af de 2 Ord altid har stemt med de faktiske Forhold. Det er jo nemlig meget vel tænkeligt, at vedkommende Brevudsteder eller Koncipist enten ikke har vidst, om den i Brevet omtalte Person var gift eller ej, eller ikke har tillagt Spørgsmålet så stor Betydning, at han har lagt Vægt på at anvende det Ord, som passede i det bestemte Tilfælde. Således kan man se Niels Glementssøn blive kaldt Svend i Jan. 1508 og i 1510 og 1512, men Mand i Maj 1508 O- Og Ånders Bille kaldes i et Brev af 15. Jan. 1508 for velbyrdig Mand, men i et andet Brev, der vistnok er af samme Dag og i ethvert Fald ikke ældre^ for velbyrdig Svend2). Det vil da formentlig heraf fremgå, at det ikke er meget, der kan bygges alene på Brugen af de to Ord, når der da ikke foreligger andre Momenter, der sandsynliggør en Slutning til den ene eller den anden Side3).


1) RA., Nørrejylland 211: 1508 251 i, 9/6, 1510 »/s. RA., Privatarkiver, Niels Glementssøn 1512 18/i.

2) RA., Privatarkiver, Anders Bille, V d, 1508 15d. RA., Perg., Hack 1508 15d (?).

3) Efter at ovenstående Bemærkninger om Betydningen af Ordene Svend og Mand var skrevne, er Fru Lis Jacobsens „Kvinde og Mand" udkommet, der S. 86—88, 150—52 og 164—69 omhandler Betydningen af Ordet Svend, men S. 150—51- øjensynlig for kategorisk slår fast, at Svend altid betegner den ugifte, og Mand den gifte.