En Historiker, hvis Navn er indpræntet i vor Bevidsthed sammen med de andre store Historieskrivere, som Sverige har havt i det 19de Aarh., blev kaldt bort, da den 89aarige Carl Gustaf Malmstrom døde d. 12. Sept. 1912. Hans Virksomhed ved Upsala Universitet begyndte allerede 1849,

Professor blev han 1877; han var derpaa Rigsarkivar fra 1882 til 1887. I et Festskrift, som 1897 tilegnedes M., bliver det udtalt,at dersom Sverige nu besidder en historisk Skole, kan man ikke mindst takke M.s Virksomhed derfor, hans Undervisning og hans Exempel. Det er et Vidnesbyrd om den Indvirkning, som hans Fordringer om grundig Viden, flittig og sandhedskjærlig Forsken og roligt og upartiskt Syn har havt paa hans Disciple.

Men for den store Almenhed er han især kjendt ved det omfattende, 6 Bind store Værk Sveriges politiska historia frdn konung CarlXll.s dod till statshvalfningen 1772 (1855—1877), hvoraf en ny og delvis omarbejdet Udgave udkom 1893—1901. Det er vel altid vanskeligere at skrive en republikansk Tidsalders Historie end at skrive Kongedømmers, idet i den første saa talrige Faktorer og Kræfter gjøre sig gjældende, mangfoldige Personer trænge sig frem i Forgrunden, Partier dannes og opløse sig, og talrige underhaands Kræfter ere i Bevægelse. Sveriges Frihedstid havde jo nærmest denne Karakter, til Kongemagten mærkedes kun lidet, desto mere til Kabaler og diplomatiske Intriger, Kampe i Kamrene og fremmede Staters aabenbare og skjulte Indgriben. Til Belysning af Tidsalderen forelaa der et uhyre Antal Kilder, Rigsdagsakter, Protokoller, Statspapirer, Brevsamlinger, en omfattende Flyvebladslitteratur og talrige Memoirer. Men her mærkedes nu ogsaa M.s faste Tag om Stoffet, hans resolutte Udskillen af hvad han vilde bygge paa og hvad ikke, hans afgjorte Forkjærlighed for at benytte offentlige Aktstykker og private Breve, men Mistanke mod Memoirernes farvede Fremstilling og hyppige Mangel paa Samtidighed, hans Mistro til udenlandske Diplomaters Fortællinger og hans døve Øren overfor Rygter. M.s Opgave var saa meget sværere, som gode Forgængere savnedes. Frihedstiden hørte jo hverken til Sveriges Storhedstid eller kunde lignes med den følgende gustavianske Glanstid, og dog havde den store Sider foruden mange Svagheder; ganske særlig er det en overordenlig lærerig Tid for enhver, som har Interesse for politiske Spørgsmaal i Fortid og Nutid.

Her tog nu M. fat, og han paaviste for første Gang med
overbevisende Myndighed klart, af hvilke Elementer hver enkeltaf

keltafSveriges Stænder bestod, hvad der var Standens Karakterog Maal, hvilke Forandringer den undergik og hvor dens Svagheder og Fortrin fandtes. Ingensinde før havde man set saa dybt ind i hele Samfundsbygningen som det nu blev Tilfældet ved denne Historikers med saa stor Klarhed som fra fuldkommen objektivt Standpunkt skrevne Værk. Her talte en Sandhedssøger, som vilde skue til Bunds og kun give det sikre og paalidelige; han valgte kun at give det politiske Livs Historie, og han vilde ikke glimre ved farverige Skildringer,M. kjendte fuldt vel sine Evners Vidde, og hans Maal var at opbygge et grundmuret Værk, som gav Forstaaelsen af Tidens sande Indhold. At dette ogsaa mesterligt lykkedes ham, have alle erkjendt, ikke mindst de, som senere arbejdede videre i Studiet af den samme Tid. Joh. Stp.