Den af Historien og Arkæologien saa fortjente svenske Slægt Hildebrand har mistet sit ældste Medlem Hans Hi Idebrand;han var født 1842 og døde 2. Febr. 1913. H. var Søn af B. E. Hildebrand, bekjendt som Myntkjender og Udgiveraf Diplomatarium Svecanum, og havde arvet Faderens Interesse for arkæologiske og historiske Studier; han blev hans Medarbejder og senere hans Eftermand som Rigsantikvar (1879). H. havde sit særlige Omraade dér, hvor Historie og Arkæologi mødes. Saaledes var allerede hans DoktorafhandlingSvenska folket under hednatiden (1866) en idérig Bog ved dens Maade at sammenknytte arkæologiske Undersøgelser med historiske. Derimod viser H.s Fremstilling af Middelalderens Historie i den illustrerede Sveriges historia (1877, 2. Opl. 1905), at han havde Vanskelighed ved at skildre Udviklingens politiske Sider og Statshistoriens store Træk. I talrige Skrifter har han behandlet ethnografiske og arkæologiske Emner, og han har givet en samlet Fremstilling af Oldkundskaben i De forhistoriska folken i Europa (1873—80). Paa Arkæologiens ældre Omraade vandt H. vel mest Opmærksomhed, da han i 1870, samtidig med O. Montelius, men uafhængig af denne, foretog Studier over Formers Udvikling, særlig over Spændets Historie, og paa disse grundede den arkæologiske Forskningstnaade,som

tnaade,somman betegner som den svenske Typologi. Isser have dog hans Undersegelser vendt sig mod Middelalderens Mindesmaerker og Oldsager, dens Kirkebygninger, Skikke og Seeder og hele Kulturliv; der findes i svenske Tidsskrifter Afhandlingeraf ham om saadanne Emner i Hundredtal. Lykkeligtvar det. at H. sammenfattede hele sin Viden paa dette Omraade i det store og rigt udstyrede Vasrk Sveriges Medeltid. Kulturhistorisk Skildring, hvoraf 3 Bind paa ialt 3000 Sider ere udkomne (1884^—1903). Det er en Guldgrube for alle, der sege Oplysning om svensk Kultur i hine Tidsrum, selv om man stundom feler sig snarere stillet i et rigt Museum end vejledet til en overskuende Indsigt og selv om man til Ex. kan undre sig over, at Skaane ofte bebandles som samharende i Kultur med Sverige paa hin Tid. Imidlertid bliver man overalt belaert og moder hyppigt fortrinlige lagttagelser, snilde Gisninger og gode Vink, saaledes som det altid var Tilfasldet med H.s Skrifter og saaledes som det allerede blev udtalt 1873 af Gustav Storm i Anledning af H.s Overssettelse af Heimskringla og hans Forklaringer til denne.