|
Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 4 (1912 - 1913) 1Sammenstød mellem Land- og Søetaten i Christian den Femtes Tid.Af H. D. Lind IN aar Slutningen af det 17. Aarhundrede blev Vidne til en hel Række Sammenstød og Kævlerier mellem vore to militære Etater paa forskellige Omraader, baade tjenstligeog private, og mellem saavel Officerskorpserne som de meniges Klasser, havde disse som det synes uundgaaeligeFjendtligheder sin Grund i forskellige Tidsforhold, som Regeringen ikke var i Stand til at ændre, selv om den ikke billigede dem. Tværtimod havde den i Kongens første Regeringsaar søgt netop at sætte bestemte Grænserfor Etaternes fælles Omraade for at undgaa Tvist; i Tøjhuset f. Eks. fandtes de 2 Etaters Sager vel fremdelesi samme Bygning, men de sondredes nu, saa at hver Etat havde sin særskilte Plads at raade over. Og naar Landetaten havde tilegnet sig noget af Søetatens Proviant, blev der straks befalet, at der skulde gives Erstatning; og da der henlagdes visse Pengemidler til Landmilitien i Norge, bestemtes ligeledes, at de Midler, som var assignerede Søetaten derfra, ikke maatte formindskes,men Side 69
mindskes,menskulde erstattes,
hvis Etaten alligevel led Det er let at se, at de to Etater i mange Tilfælde ikke følte sig som Medarbejdere ved den store Opgave: Landets Forsvar, men som to helt afsondrede Korporationer, hvem Lavsaanden indgav at betragte hinanden som Fjender, ganske paa samme Maade, som naar Drengene i to forskellige Klasser i en Skole kan føle sig forpligtede til at levere hinanden hæftige Feltslag. Og hvor meget det end maa erkendes, at Landetaten ikke sjældent var den, der „slog først", og at Søetatens Mænd altsaa kunde mene sig i deres gode Ret, naar de gjorde kraftig Modstand mod Angrebene eller Overgrebene, kan det heller ikke nægtes, at der hos Marinen var en vis Irritabilitet, som bundede i Følelsen af, at Modparten paa højere Steder indtog første Plads som den mest foretrukne Part. Hvor meget end Kongen var stolt af sin Flaade, der styrkede hans Magt udadtil, da den var „ligesom en Mur omkring hans Riger og Lande", havde Milicen dog endnu større Betydning for ham, da han selv og Rigerne ved den kunde være „forsikret" ikke blot mod udvortes, men ogsaa mod „indvortes Fjender«2). Forskellen i Behandlingsmaaden af de to Etater kunde Marinen mene at se i de højere Lønninger og den bedre Betaling, som blev Landetaten til Del. Ganske vist var Pengeforholdene rent ud usle i hele Christian V.s Tid, hvilket føltes i alle Etater, men Søetatens Folk var 1) Sjæll. Tegn. 1670, 17. Avg. Krigscancelliets Ekspeditioner angd. Søet. 1671, 26. Jan. 27. Maj. Vaupell, Griffenfeld 1, 55. Fogtman, Egl. Reskripter 1, 47. 2) Worsaae, Christian V.s Testamenter, 24, 27. Side 70
vist de, der led mest under Pengemangelen. I det mindste 1677 hævdede Regeringen den „Maxime" om Arméen, at „dens Konservation bestod derudi, at den maanedlig blev betalt", men hvad Søetaten angaar, satte man sig ikke højere Maal end, at f. Eks. Maanedstjenerne (Matroserne) burde have deres Penge „efter Mulighed" og saaledes blive „nogenledes" fornøjede. Praksis svarede til disse Grundsætninger. 1678 havde Generalkommissariatet,som da var fælles for Hær og Flaade, et slemt Overløb af Kvinder, hvis Mænd ingen Penge havde faaet. Oberrentemesteren von Stocken bemærkede hertil, at han „saa1 gæme", at Holmens Folk fik et Kvartals Løn udbetalt,men „dersom Arméen ikke faar Penge, gaar den til Grunde8. Disse ildevarslende Ord formørkede Udsigternemeget for Søetatens Folk. Kort efter Kongens Død 1699 klagede Søofficererne over Kostpengenes Utilstrækkelighedi den daværende Dyrtid; denne Knaphed føltes saa meget mere, som de Landofficerer, der var kommanderedeom Bord paa Orlogsskibene og spiste ved det samme Bord som Søofficererne, havde faaet rigeligere Kostpenge tilstaaet end deres ligestillede til Søs, Denne Ulighed i Traktementet burde, efter Admiralitetets Mening,da ogsaa snarest blive hævet1). Og saa var der Rangspørgsmaalet, som for Nutidenkanstaa som noget, der drejede sig om rene Übetydeligheder,mensom Datiden med sin tilspidsede resfølelselagdesærlig Vægt paa; det var jo den Gang den honnette Ambitions Dage. Derfor haves der ogsaa hele tre Rangforordninger fra denne Konges Tid, 1) Meddelelser fra Rentek. Ark. 1871, 140. 143. Indkomne Breve til Gen. Kommiss. 1678, 7. Juli. Admiralitetets Registerbog over kgl. Missiver 1699, 9. Novbr. Side 71
fra 1671, 1693 og 1699. Om dem alle tre gælder det, at Søetaten altid er opført et Stykke bagefter Landetaten. I den af 1671 er Generaler Nr. 13, men derfra er der et langt Spring til Nr. 28, hvorunder Admiraler rangerer. I de to andre Forordninger er Afstanden dog formindsket.Marinekaptejnernealene kan ikke klage over Forurettelse,thiKaptejner er der slet ikke tildelt nogensomhelstRangi 1671, hverken dem til Lands eller til Vands; og i 1693 og 99 er de ogsaa jævnstillede, første Aar i sidste Klasses tredjesidste Nummer (VII, 27), i 1699 endog i sidste Klasses næstsidste Nummer (IX, 14). Men ellers er ogsaa i de sidste Forordninger de højere staaende i Søetaten ikke blevne stillede jævnsides med dem fra Landmilitienx). Og hvor liden Forskellen end var, undgik den ikke Marinens Opmærksomhed. ChristianBjelkeog Henrik Span, der begge havde „en honorabelChargeog Rang", begge var adelige eller „adlede",beggeAdmiraler, begge Riddere af DannebrogsordenensStorkors,indgav 1689 i Fællesskab en (udateret) Ansøgning til Kongen, hvori de androg om Avancement i Stilling eller Rang, uagtet ingen af dem, efter deres eget Sigende, følte sig „plaget af Hoffærdighed". De henvisernetoptil det lette Avancement, som kan opnaas i Landetaten, hvor der er mange Veje til at blive beneficeretogophøjet med Rang og Gang; de to Ansøgere er ikke saa heldigt stillede og beder derfor Kongen om at gøre det samme mod dem, som der er sket ved andre, der tidligere var yngre i Rangen end de og nu er blevet „mere"; for at Ansøgerne, naar de kom i Selskab med disse avancerede, dog kunde beholde den Rang over 1) Rothe, Ghr. V.s skrevne Reskripter 110 f. (Wielandt), Forordordninger 865, 1254. Side 72
dem, som de tidligere har haft. „Skal Søetaten nyde nogen Naade i det og andet, maa det ske ved den, der har baade Magten og Viljen"l). En Genlyd af disse Ord høres i Admiralitetets Forestilling fra 1697. Heri anføres, at Søofficererne baade i Fjor og dette Aar har indgivet idelige Ansøgninger om Avancement; ved Søetaten er denne liden eller fast ingen; ikke saa ved Milicen, hvor man med Lethed kan faa Charger, Gageformering og Titler etc. Dette gør Søofficererne ganske mistrøstige, saa at de „allerunderdanigst taber Modet". Kollegiet foreslaar derfor nogle Forfremmelser, for at det i Gærningenkanses, at Kongen har lige Naade for Officererne til Søs som for dem til Lands. Kongen bifaldt ogsaa Forslaget2), men „Modløsheden" vedblev ogsaa efter KongensDød. Da man altid er gaaet ud fra, at Militien repræsenterededettyske Element og Sømagten det nationale, danske, kunde man formode, at den stærke Modsætning mellem de to Etater var begrundet i Nationalitetsforskellen;mendet er netop sjældent, at Nationalfølelsen mærkeligt har gjort sig gældende i Etaternes Mellemværende.Velgik Marinestyrelsen ved forefaldende ReduktionerafOfficersstyrken ud paa at „indtrække" eller beholde i Tjenesten de flest mulige af Kongens egne Undersaatter og derimod at kassere de udygtigste af dem, der hørte til fremmede Nationer3); men Massen af Søetatensfastansatte Officerer (Aarstjenere) var — ganske ligesom Hærens — ikke af üblandet Art, men af forskellig Nationalitet. Men det er ikke let at afgøre, til hvilket 1) Krigskancell. indk. Sager Søetaten vedr. for 1689. 2) Ådmtt.s kgl. Missiver 1697, 20. Decbr. 3) Admtt.s Kopibog 1679, 16. Juli. Side 73
Folk hver enkelt Person hører. JNfaar det f. Eks. i Kildernehedder,at en Mand er „fra Amsterdam", kan det betyde, at han er Hollænder af Fødsel, men ogsaa, at han i nogen Tid har været bosiddende, ja blot at han tilfældigvis er blevet hvervet til Kongens Tjeneste i denne hollandske By, saa at han desuagtet godt kan være dansk eller norsk født. Tillige havde Datidens Sømænd en Tilbøjelighedtilat give deres Navn et hollandsk Anstrøg (Jørgen eller Georg blev til Joris etc.), hvis de ikke ligefremtillodsig Navneforandring paa egen Haand. Kort Sivertsen Adeler er her et Eksempel; som et andet kan anføres, at en Arrestant opdagedes at have dobbelte Navne: Arian Asmussen Schierland og Arian Akselsen Christianssand; dog havde han ikke antaget det fremmedeNavnaf ondt Forsæt eller for sin Fordels Skyld, men Manden havde længe staaet i hollandsk Tjeneste og været med det ændrede Navn „bevant"; og Søetatens deputerede, som omtaler Sagen, havde da ogsaa ladet sig informere om, at det var „Manér" i Holland at forandrenorskeNavne, som var Hollænderne übekendte1). Vil man, trods alle disse Vanskeligheder, efter et Skøn bestemme Nationaliteten hos de Søofficerer, som var i dansk Aarstjeneste i hele Christian V.s Tid, — omtrent 320 Personer, — kan der først udpeges c. 50 danske og norske Adelspersoner, c. 90 borgerligfødte danske Officererogc. 60 ligestillede fra Norge og fra tidligere dansknorskeProvinser.Disse 200 Personer kan kaldes indenlandskeiModsætning til Resten, c. 120 Mand, der er af 1) Soet.s deputeredes kgl. Befalingsbog 1691, 18. Marts. Den i den russiske Marine tjenende bekendte Admiral Cornelius (Rolufsen) Cruys var f©dt i Stavanger og var dobt Niels Olsen. (Dansk biogr. Leks. 4, 118. Fra Arkiv og Mus. 4, 426.) Side 74
fremmed Oprindelse, nemlig fra Holland (c. 40), Holsten og Tyskland etc. (omtrent et lignende Antal), fra Frankrig, England og Spanien. Disse udgør c. 38 Procent af hele Antallet, saa at godt 3 Femtedele af Officerskorpset ganske vist maa regnes blandt indfødte, men dog næsten 2 Femtedele er af fremmed Nationalitet. Det giver en broget Blanding, som i Krigstider og under store Udrustningerblevendnu mere broget ved Tilsætning af adskilligtflereUdlændinge. Og Blandingen kunde ikke andet end afdæmpe Elatens nationale Præg, saa at dette i det højeste kan anføres som et Undermotiv for Krigstilstanden ligeoverfor den anden Militæretat. — Hvad her er anført om Officerernes Nationalitet, gælder ogsaa om de menige Baadsmænds; de fleste af dem var indfødte, men der fandtes et stærkt Mindretal af Udlændinge. Tiden førte det ogsaa med sig, at Grunden til Krigshumørethos begge krigsførende Magter en Gang imellem kunde være stærke Drikke, som bragte Blodet i altforlivligt Omløb. 1686 begærede Landkaptejn Baltazar Frederik Kaas paa Ghristiansø Satisfaktion over KaptejnløjtnantClaus Mortensen af Søetaten. Admiralitetet forsøgte da at mægle i Sagen ved følgende Skrivelse: „Cl. Mortensen erklærer, at han véd sig ikke at have talt ilde om Eder, men hvad Diskurs i Drukkenskab der kan være ført, er sket en general om den Aktion, som udi i senere Fejdetid forefaldt for Christianopell), forudenat diffamere Eders eller Eders Hustrus Personer, hvortil han ingen Aarsag har. Og kan det være muligt, at de, som Eder haver givet saadan Rapport, Øllet muligthos dem mere haver regeret end Visheden, saasom 1) Det maa vel være Byens Overgivelse til de svenske 22. Febr. 1677 (Jensen, Den skaanske Krig 231). Side 75
vi og ikke
heller have hørt nogen lacheté (Fejghed) af Naar vi i det følgende vil fremdrage nogle Eksempler,der kan belyse de forskellige Kævleriers Karakter, anfører vi først dem, der forefaldt under Udøvelsen af vedkommende Officerers Tjenestepligter. Træfningerne kunde finde Sted endogsaa der, hvor Søetaten særligt hørte hjemme: paa Bremerholm og om Bord paa Krigsskibene. 1683 vilde Løjtnant Claus Gyntelbergsammen med en „Karl" gaa over Bremerholms Bro, (der førte over senere Holmens Kanal), ind paa Holmen,men Skildvagten ved „Cortegallen" (Corps de garde, „Holmens Laage" eller Hovedvagt), som var besat af en Afdeling Marinere, viste Karlen tilbage, uagtet Løjtnantensagde, at han var i Kongens Tjeneste; men da greb Fænrik Bartram Brockdorf ind, jog Gyntelberg ned ad Broen, slog ham baade i Hovedet og paa Skulderen med sin Kaarde, saa denne blev helt krum, — og det uagtet en tilstedeværende sagde til Fænrikken: „Hvorfor slaar I ham, han er jo Søløjtnant!" — hvorefter han lod 2 Soldater føre Gyntelberg i Arrest i Vagten. Hvad denne saa vel begyndte Krig endte med, vides ikke; den skadededa ikke Fænrikken, som s. A. blev Sekundløjtnant2). Om Bord paa Orlogsskibet Prins Georg var 1683 SkibskaptejnRobert Holland og Fænrik Peder Haass (Hasse) af de norske Marinere kommet i Strid, hvorunder det gik løs med Skældsord og Hug, saa at der opstod et helt Oprør 1) Admtt.s Kopibog 1686, 6. Novbr. 2) Underadmiralitelsrettens Protokol 1683, 15. Novbr. Oberstl. Hirsch's Samlinger paa kgl. Bibl. Side 76
blandt Skibets Mandskab1). 1689—90 var der Retssag mellem Premierløjtnant Paul Hegemann af Marinerne og Kaptejn Peder Henriksen Moss af Søetaten angaaendeLøjtnantens usømmelige Opførsel, da Svenske Falk 1688 laa i Flækkerø. Hegemann bragte nemlig Moss den Hilsen fra en anden Land officer, at Moss var en ingemachterHundsvot, der skulde have en halv Snes Næsestyvere,naar han kom i Land2). Kilderne tillader os heller ikke i disse to Sammenstød at følge Krigens videre Gang, men vi kan forstaa, at saadanne Scener ret ofte kunde forefalde, hvor aarvaagne „Fjender" skulde leve sammen paa et Skibsdæks indskrænkede Rum. Kunde sligt vederfares Marinen dér, hvor den selv kunde optræde som Vært, undrer det os mindre, at noget lignende kunde ske, hvor den kun var Gæst, naar nemlig en Orlogsmand søgte Ly ved en Havn eller Fæstning, der havde en Landofficer som øverstbefalende. Kaptejn Søren Orning, bekendt for sin kække OptrædenpaaPrammen Arke Noe ved Københavns Belejring165 88), laa 1671—72 som Chef for en lille Eskadre paa Elben og synes fra først af at have været i god Forstaaelse med Kommandanten i Glykstad, Oberst Bremer.MenForholdet til Gouvernøren Generalmajor Henrik Ruse (Baron Ryssensten) var langtfra saa godt, og netop samtidigt med, at Admiralitetet havde befalet Orning at tage Ordre af Gouvernøren, ogsaa hvad Eskadren angik (Apr. 1672), havde Ruse ladet Orning føre i Arrest i Corpsdegarden der i Fæstningen. At Orning havde sendt 1) Indkomne Breve til Admtt. 1683, 26. Oktbr. 2) Indkorane Breve til Admtt. 1689, 7.. 9. og 14. Jan. Admtt.s Kopibog 1689, S.Jan. 1690, 30. Decbr. 1691, 13. Febr. 3) Lind, Frederik lII.s Sømagt 142, 146. Side 77
Kopier af Ruses ret umulige Ordrer (vel om Eskadren) hjem til Admiralitetet, havde vakt Gouvernørens Vrede. Kollegiet tilskrev Orning, at denne nok kunde have brugt større Forsigtighed ved denne Lejlighed, men det erkendte,athans Optræden havde været gavnlig ikke blot for Kongens Tjeneste, men ogsaa for Ruse selv, som derved blev adverteret om, at slige Ordrer ej var tjenlige for Hans kgl. Maj. paa Elben, for hvilke Avertissements Ruse burde være lige saa færdig til at gøre Orning en offentlig Taksigelse, som han havde været villig til at affronterehamved til Spot at føre ham fangen til CorpsdegardeniStedet for at lade det være nok med at holde ham arresteret i hans eget Hus. Uagtet Hans høje EkscellenceStatholderGyldenløve var Ruses Patron, havde dennes Procedures dog vakt Statholderens Mishag saa meget, at han vilde lade Orning være sig rekommenderet; og til Overflod vilde Admiralitetet bede Etatsraad Poul Klingenberg, (som havde en Bolig i Hamborg,) om at protegere Orning, saa længe han skulde blive paa Elben; men i den stakkede Tid, Orning havde tilbage dér, maatte denne comportere sig vel og høflig overfor Ruse. Da senere 2 Orlogsskibe beordres bortsendte fra Elben, er Orning i Vildrede om, efter hvis Ordre det skal ske; men han faar da at vide af Admiralitetet, at det er Kongen, der har givet Ruse Befaling derom, saa at Orning„skallade hannem efter egen Vilje dermed raade". Endelig i Juli Maaned slap Orning fra den vanskelige Post1). — Lignende Sager af mindre Betydning kan anføres.1684havde Kaptejn Louis Cool s, da han laa med Hejren ved Ghristiansø, givet Anledning til Klage fra Kommandanten der paa Øen, Oberst Anton Couchero 1) Admtt.s Kopibog 1672, 6. og 13. April—16. Juli. Side 78
cheron1): da Cools havde behandlet en svensk Havarist som Prise, og Kommandanten derfor havde forkyndt ham Arrest om Bord, havde han nægtet at adlyde og været meget incivil. Senere havde Coucheron opdaget flere ufordelagtige Ting om Cools, som endog havde „gjort ham løgnagtig"; men Obersten vilde ikke gærne fordærve nogen, og Kongen resolverede ogsaa, at Sagen skulde ganske være ophævet. Dog kan Kaptejnen vist have haft nogen Skyld i Sammenstødet, eftersom AdmiralFrederikEjler Gedde i 1679 giver ham følgende daarligeVidnesbyrd:„Han sla's bedre paa Landjorden og inden Skibsborde med hans egne Officerer end med Fjenden; bær og altid Prisen derfra: at have sat de bedste Ørfigen og fleste Hug"2). Den senere saa berømte Søkriger Kaptejn Christen Thomesen Sehested laa 1693 med Blaahejren som Vagtskib i Sundet og saa med Misnøje, at en fremmed Konvoj vel saluterede Kronborg, men ikke hans Vagtskib. Men i sine Rapporter havde Sehested kritiseret den kronborgske Kommandants Konduite,hvorfordenne ikke blot paaviste Fejl ved SehestedsOptrædeni Sundet, men fordrede Satisfaktion af ham for den ved Kritiken tilføjede Tort3). Alt dette kunde kaldes spredt Fægtning i SammenligningmeddengennemførteModstand, som den ene Orlogskaptejn efter den anden mødte hos Kommandanten paa Fæstningen Frederiksholm ved Christianssand, FrederikHartvig(Friherre)deNostit z4). Om ham skriver 1) D. biogr. Leks. 4, 90. 2) Admtt.s Kopibog 1685, 14. Maj. Indkomne Sager til Sø-Etat.s Gen. Komm. 1685, 8. Apr. Krigskanc. indk. Sager, Sø-Etat, vedr. 1679. 3) Admtt.s Kopibog 1693, 3. Juli. 4) D. biogr. Leks. 12, 328. Side 79
Kaptajn Jørgen Bjørn Hermandsen om Bord paa Fregatten Lindorm en i Flækkerø i Decbr. 1692: „Hr. Major Nostitz er noget stræng udi sin Kommando; han vil forbyde mig at anpraje de Baade, som kommer ind gennem Flækkerø-Gabet og først passerer Fregatten; han vil sætte mig for, hvad Tid jeg skal lade sætte Vagten op paa mit fortroede Skib og give ham Rapport over, hvad i Søen passerer, hvilket jeg vil haabe ikke er Obersekretærens(Harboes)Vilje.Jegskal ikke give Aarsag til Stridighed eller bemænge mig med noget, hans Kommandoangaar "x). Men saa kom Christen Thomesen Sehested, som Chef for Fregatten Svenske Falk; han var af en anden Støbning end Jørgen Bjørn og ikke ræd for at give „raat for usødet". Hans Klager over Kommandantenlyderomtrentsaaledes:„1) Jeg maatte ikke paa Skibet slaa Reveille hverken før eller senere end han. 2) Hver Gang jeg fo'r med Chaluppen under Flag fra Skibet, maatte jeg lægge til ved Kastellet paa SkildvagtensimportuneRaaben.3)Da et Koffardiskib under min Konvøj for stille Vejr ikke kunde stryge Merssejlene for Kastellet, lod han skyde med Skarpt efter Skibet; jeg sender Chaluppen til ham og siger, jeg vil ikke taale det; og saaledes sejlede jeg bort udi Kommandantens Unaade. 4) Da jeg kom tilbage (fra Konvøjrejsen), lagde jeg mig [paa Trods] paa Alfarvej og anraabte alle Baade; de, som trods Prajningen fulgte Kommandantens Ordre og sejlede forbi, blev bragte om Bord. Da Lodsen kom om Bord, sendte Kastellet (til Gengæld) en Gefreiter med Soldater i en Baad for at arrestere ham; men jeg sagde: „Kast mig den Knægt over Bord"; og da Gefreiteren af Angest bad for sig, lod jeg ham slippe løs, men lod 1) Krigskanc. indk. Sager 1692, 23. Decbr. Side 80
Kommandanten sige, at hvis andre kom for at udføre en saadan Ordre, skulde det ikke gaa dem et Haar bedre end Gefrejteren, og da Kommandanten fandt sig for sin egen Person affronteret (ved denne Trusel), svaredejeg,atjegbrugte lige saa megen Respekt for ham som for den bedste Kommandant, der vilde dishonorere Kongens Orlogsskibe og tage i Arrest, hvad der var kommanderettilSkibet.Jegbeder om Satisfaktion for Torten udaf Kommandantens Særsindethed."SehestedvarNostitzen haard Hals og synes ikke at være kommet i Fortræd derfor1). Men Forholdet mellem Oberstløjtnanten og Kaptejn Iver Huitfeldt (i 1695) blev ikke bedre. Nostitz klagede over, at HuitfeldtpaasitSkibLindormen under Fæstningen havde skudt til usædvanlig Tid, efter at Tappenstreg var slaaet, og derved tvunget et indkommende fremmed Skib til at indtage Vimpelen. Om denne Klage skrev Admiralitetet, at hvis den forholdt sig rigtig, kunde det ikke approbere hans Konduite; det vilde være tjenligst for ham selv, om han i Fremtiden entholdt sig fra andet deslige. Kollegiet vilde altsaa ikke støtte Huitfeldt i denne Sag, og der blev nedsat en Undersøgelseskommission. Det oplystes da, at det fremmede Skib var en Kaper, som førte flyvendeVimpel,hvorforHuitfeldt,efter forgæves mindelig Opfordring, sendte ham ét løst og ét skarpt Skud, rettet af Huitfeld selv. Da blev Vimpelen indtaget, og Fregatten takkede med 5 Skud. Dette skete Kl. 10x/2 om Aftenen. Vanskeligere at imødegaa var Beskyldningen om, at LindormensammeAftenskuldehave skudt et skarpt Skud mod Fortet; Huitfeldt forsikrede, at han havde ikke 1) Indk. Sager til Admtt. 1693, 31. Jan. Se ogsaa Sehested, C. T. Sehesteds Saga, 25. Side 81
givet Befaling dertil; der var den Gang affyret kun et løst Skud, samtidig med, at Skibsklokken ringede, til Tegn paa Vagtens Afløsning; skulde Fæstningen være ramt, maatte Skuddet være rettet i ONO., og ikke, som det virkelig var sket, i NNV. Men der var ganske bestemt ogsaa blevet skudt et skarpt Skud, uvist om fra Kaperen eller fra Fæstningen, og Huitfeldt var sikker paa, at det kom fra sidstnævnte Sted for at paabyde Ro om Natten. Da Kommandanten senere i et Brev ønskede sig denne Ro, svarede Huitfeldt ikke „helt pikant", som dér sagdes; intet i hans Svar, paastaar han, kunde touchere Nostitz. Huitfeldt slutter sin Fremstilling med disse Ord: „KommandantenshadefuldeogaffektuøseAngivelse rejser sig af en partikulær Aktion, som faldt os imellem hos mig selv paa Skibet straks efter vor Ankomst her i Havnen, da han vilde antage sig de Ting, som jeg syntes ham intet vedkom, ja var saa grov, at han truede med Arrest og flere haarde og spidske Ord, som han gav fra sig ; hvorpaa jeg hannem vedbørlig maatte svare og derved ej kunde bevise ham den Ære ved saadan uhøflig Afsked,somjeg,skyldig,gjorde ved hans Ankomst." Efter at have modtaget disse Oplysninger haabede Admiralitetetnu,atHuitfeldtvilde kunne opnaa Kongens BeskærmelsemodKommandantensKlagemaal,der kun var funderede paa hans subalterne Officerers vrange Angivelse;Huitfeldthavdeidette Fald „hellere villet gøre for meget end for lidet for derved ikke at lade falde det allerringéste, som kunde tjene til Kongens Højheds og Respekts Forsvar udi Kongens egen Havn". Men Kongenselvdømteheltanderledes om Sagen: Huitfeldt har ikke ført sig som han billigen burde baade mod fremmedeSkibeogisærmod Kongens Fæstning; men af Side 82
Hensyn til hans tidligere gode Konduite overses og tilgivesdetfordenneGang; Admiralitetet skal kalde ham for sig og advare ham mod en anden Gang i Kongens Havner at anmasse og tiltage sig nogen Kommando uden speciel Ordre; og for at undgaa slige Uordninger herefter,befalesdetalleat afholde sig fra sligt og ej at indlade sig i unyttig Disput, men sig udi alt stille og vedbørendeforhold e1). Saaledes slap Huitfeldt personlig temmelig vel fra denne Affære, men Søetaten som Korporationledheretafgørende Som man vil se, er i de sidst anførte Optrin Skuepladsen for de alvorlige Kampe forlagt til Norge. Det er ogsaa i dette Kongerige, at de Sammenstød, vi nu skal omtale, fandt Sted; Stridspunkterne var andre end, forhen, men Striden førtes med uforandret Forbitrelse. I Aaret 1676 havde Statholder Gyldenløve og Admiralitetetforeslaaet, at de Personer, som var blevet udskrevne til Soldater i Bergenhus Amt, bedst kunde, bruges til Baadsfolk2). I Begyndelsen af 1679 var der saa slet Fremgang med Matrosudskrivningen i Norge, at det paatænktes at tage Soldater fra Galejerne i Stedet3). Og ved Indrulleringen i Danmark næste Aar blev Proprietærerne i Ribe Amt fritagne for at stille Soldater mod at levere et lige saa stort Antal Matroser fra Distrikternelangs Kysterne4). Disse Indgreb i LandmilitæretsOmraade hævnede sig snart, thi fra nu af hører 1) Admtt.s Kopibog 1695. 31. Aug. 1096, 31. Jan. Indk. Sager til Admtt. 1695, 13. og 20. Sept. Krigskancelliets indk. Sager 1696, 31. Jan. Admtt.s kg]. Missiver 1696, 11. Febr. 2) Lindbsk, Statskoll. Hist. 2, 565. 3) Indk. Sager til Admtt. 1679, 8. Febr. Gulowsen, Gyldenlovesfejden, 196 f. 4) Krigskanc. indk. Sager 1680, 13. Maj. Kgl. Ekspedit. 1680. 5. Juni. Side 83
vi onl Matroser,
som Landetaten tilegner sig til Soldatertjenesten.
Under den store Udrustning 1683 blev Spørgsmaalet brændende i Norge. Af Statholder Gyldenløve var der paa Admiralitetets Forslag blevet udstedt Ordre om, at de Personer, der tidligere havde tjent Kongen til Søs, skulde være fri for Udskrivning til Soldat, selv om de senere var indrullerede under Landmilitien. Men da nu Søofficerer sendtes op for at hverve, havde de ikke Held med sig, thi Marinerne skulde uheldigvis kompletteres samtidig dermed; Landmilitien havde uden at gøre Forskel antaget endog de mest søerfarne og vilde følgelig ikke tillade disse at tage imod Maanedspenge som Søfolk. Admiralitetet maatte derfor foreslaa Kongen, at de 500 Matroser, som behøvedes, blev tagne, hvor de end fandtes, enten under Landmilitiens norske Regimenter eller ved Lægderne, og at den Afgang, Hæren derved led, erstattedes ved ny militærisk Udskrivning1). Men 1684 forbedrede ikke Tilstanden; det blev „et mærkværdigt Aar«, Da stor Udrustning atter udkrævedes,var mange Matroser fornødne, og Kaptejnerne Jan Benjamin og Hans Bertelsen Wolder samt Løjtnant Thies Carstensen Nyebuhr hvervede i Norge. De fremsattealle tre enslydende Klager. Matroser, der havde tjent i Fjor og lovet at træde i Tjeneste igen, var tagne til Soldater og tog nu deres Tilflugt hos de hvervende Søofficerer; de bedste Søfolk var blevet Soldater, og de übefarné havde derimod faaet Lov at passere fri o. s. v. Thies Nyebuhr paastaar, at Soldaterudskrivningen sker „udaf Had", og at Landofficererne har gjort ham saadan 1) Kgl. Ekspedit. 1683, 24. Febr. Krigskanc. indk. Sager 1683, 14. Apr. Side 84
„Tribulatz, som han ikke noksom kan skrive". Admiralitetetstøttede sine Officerer ved en kraftig Paatale af disse Forhold; Resultatet af dem vilde kun blive, at man nødedes til at antage fremmede til Søtjenesten, og at de indfødte søgte bort fra Landet. Men ligefuldt indløb der med hver Post Klager fra de hvervende Søofficerer over deres Kolleger til Lands, som med Hug og Slag tvang de Maanedstjenere, som allerede havde faaet Maanedsseddelog Haandpenge som Matroser, til at tage Tjeneste i Milicen. Da den store Flaadeudrustning blev opgivet i April og Maanedstjenerne hjemsendtes, var det at vente, at de vilde blive „tribulerede til at blive Reservesoldater, hvilket vilde give det arme Folk stor Afskræk for at komme hjem", og der blev derfor medgivet dem et Pas fra Admiralitetet, som deri erklærede, at Ihændehaverenvar ansat i Kongens Søtjeneste for Maanedspengeog skulde tjene der, naar han advaredes, men være fri for at udskrives som Soldat. Statholder Gyldenløveog Feltmarskalkløjtnant Grev Gustav Vilhelm Vedel (Jarlsberg) havde desuden truffet Foranstaltninger til Bedringaf Forholdene, saa at de Soldater, som tilforn havde tjent til Søs, skulde udleveres fra Regimenterne og indskrivessom Matroser saa vel som andre, der var hjemmehørendei Sølægderne; derimod skulde Personer fra Landlægderne,ogsaa de, der var hvervede af Søofficererne, indskrives som Reservesoldater1). Naturligvis tav
Modparten ikke stille. Om Thies 1) Admtt.s Kopibog 1684, 8. og 29. Marts, 19. Apr., 3. Maj. Indk. Sayer til Admtt. 1684, 19. Febr., 9. og 20. Marts. 8. og 10. Apr. Krigskanc. indk. Sager 1684, 29. Marts, 6. Maj. Admtt.s kgl. Missiver 6. Maj. Om Vedel D. biogr. Leks. 18, 322, Side 85
erklærer Oberst Martin Jørgen de Rochlenge, KommandantiGhristianssand, at det er „et dristigt og übeviseligtKlagemaal";hån kan ikke tro, at Thies virkelig havde Ordre til at tage Matroser, om de saa var i selve Garnisonerne.OgsaaKaptejn Bernhard Griemer (Grimmer) besværer sig over Wolders „urigtige Omgang" ved Hvervningen.Ogmægtigere Kræfter blev satte i Bevægelse. Stiftamtmanden i Christianssands Stift Baron Ludvig Rosenkrantz,—der dog i sine unge Dage en lille Tid havde været i Marinens Tjeneste, — paastod, at det netop var Søofficererne, der greb for vidt om sig, idet de hvervede blandt Reservesoldaterne i Landlægderne; og Amtmanden i Stavanger Amt Daniel Knoff er af samme Mening, men tænker, at de trufne Foranstaltninger nok vil kunne forekommealsaadan Uorden1). — Admiralitetet kunde da heller ikke tie stille til disse Anklager, men svarede Rosenkrantz,atSøofficererne ikke havde gjort videre, end hvad Kongen havde tilladt; de havde antaget Folk, som havde tjent før, eller som havde Lyst til at tjene til Søs2), og de havde virket for at faa saacfanne løs, naar de var komne ind under Milicen. Ogsaa til Statholder Gyldenløve skrev Kollegiet og bad ham om at haandhæveSøofficererne,da der skete dem „nogen Fortræd"; Grimmers Klage over Wolder var tildels übeviselig; sidstnævntehavdekun holdt sig Gyldenløves egen Forordningaf1683 efterrettelig. En Kommission3) blev nedsat 1) Krigskanc. indk. Sager 1684, 5. Juni. Admtt.s indk. Sager 1684, 8. og 9. Maj, 1685, 7. Jan. D. biogr. Leks. 14, 257. 9, 253. 2) Det er tvivlsomt, om Admiralitetet havde Retten paa sin Side, naar det anførte denne sidste Tilføjelse. 3) Admtt.s Kopibog 1684, 24. Maj, 1685, 20. Jan. Admtt.s indk. Sager 1685, 5. og 29. Apr., 10. Maj. Side 86
for at undersøge
Forholdene nøjere, men dens Virksomhedløbganske Modparten indskrænkede sig ikke til Defensiven, men foretog et meget offensivt Skridt. Det er jo omtalt foran, at der ved Maanedstjenernes Aftakkelse 1684 blev udstedt Passer for disse. Thies Nyebuhr havde et stort Antal af disse Passer med, da han førte Matroser hjem til Norge i Efteraaret, for at uddele dem til Folkene, naar disse blev endelig afbetalte. Men kort Tid efter mældte baade Nyebuhr og Wolder, at Kaptejn Grimmer havde frataget Maanedstjenerne deres Passer, ja, at et Par af Matroserne var tiltalte for Krigsretten og skulde lide Straf paa Penge og Krop. Denne „Forfølgelse" kaldte Admiralitetet „uforsvarlig" og opfordrede Schoutbynacht Johan Skinkel, der var Chef for Ghristianssands Værft, til at træde i Skranken for det betrængte Søfolk. . Men Sagen havde et langt Forløb, og Efterveerne af den mærkedes endnu 2—3 Aar efter. Da viste det sig, at 150 Mand ialt havde maattet aflevere deres Passer. Disse blev erklærede for „falske", og Thies Nyebuhr fik Skyld for at være omgaaedes ulovligt med dem. Admiralitetet maatte atter tage Affære og undersøge Sagen; Kollegiet kunde derefter anmode Statholderen om at forskaane Nyebuhr for videre „blasme og Falskheds Beskyldning"; den eneste Fejl, han havde begaaet, var, at han i de „falske" havde forsømt at tilføje Udstedelsesdagen. Passerne maatte atter overgives Folkene, som igen blev tilskrevet Søetaten1). Aaret 1689
nødvendiggjorde atter ny Udrustning til 1) Admtt.s Kopibog 1685. 21. Febr. 1688, 17. og 31. Marts. Admtt.s indk. Sager 1684, 25. Okt. Side 87
Carstensen Nyebuhiyder hvervede ved Frederiksstad, indberettede om Matroser, der vel var forsynede med Passer, men dog var blevet Soldater, hvilket naturligvis havde foranlediget „Disput". Admiralitetet søgte at beroligebaadeham og Johan Skinkel, der klagede over lignende Forhold, og bad dem om ikke at indlade sig i Strid med Landofficererne, men mærke sig de Officerer, som nægtede disse Matroser Løsgivelse, og lade sig forlydemed,at de vilde indmælde Sagen paa behørige Steder; men samtidig modtager Statholder Gyldenløve Brev fra Kollegiet med bestemt Fordring om de Maanedstjeneres Frigørelse, der var Søofficererne fratagne „under vrang Foregivende", og tillige om Landofficerernes Reprimand dering for dette Overgreb. Nogle af Beskyldningerne erklæredesafModparten for usandfærdige, hvilket kunde bevises ved en Amtmands, Ambrosius Charisius's, Attest1). Gyldenløve lovede dog at træffe de fornødne Foranstaltninger,ogGrev Védel underrettedes om disse og anmodedésompaa bedste og kraftigste Maade at efterleve Kongens Vilje, saa at der ikke vederfaredes Søofficererne nogen Hinder. Dette hjalp saa vidt, at Løsgivelsen fandt Sted for alle Regimenters Vedkommende undtagen for et, der „ikke kunde undvære de Folk, det havde", men Admiralitetet kunde ikke forstaa, hvorfor just dette ene Regiment skulde danne en Undtagelse; Soldater var dog lettere at faa end Matroser. Og naar Georg Nyebuhr i Maj ved sin Hjemkomst til København indgav skriftlig Fremstilling om Landofficerernes Diffikulteter, alt efter Krigsforhør og paafulgt Dom, kan man altsaa mærke, at 1) Admtt.s indk. Sager 1689. 23. Febr. 23. Marts. Admtt.s Kopibog 1689, 9. og 16. Marts. Gharisius var Amtmand i Frederiksstad og Smaalenene. Side 88
Krigen i Norge
var ført med Anvendelse af de yderste Der kom nu en Række forholdsvis rolige Aar, hvis Stilhed dog afbrydes 1692 og 1696, da Nostitz optræder paa Skuepladsen. Blandt det meget, som var ham og G. T. Sehested imellem, var ogsaa dette, at Sehested efter Nostitz's Beskyldning havde antaget nogle Personer til Matroser, som var Reservesoldater. Til Gengæld søgte Nostitz at protegere opsætsige Matroser, som Sehested vilde afstraffe; denne maatte ikke eksekvere Straf over nogen, saa længe Fregatten laa i Havnen; Nostitz alene kommanderede dér, og hvis „nogen" understod sig at arrestere Folk paa Skibet, skulde han faa en Ulykke2). — Og da Iver Huitfeldt i 1696 var i Flækkerø, hvervedehan nogle Matroser, men Nostitz satte dem i Fængsel,da de efter hans Mening stod i Soldaterlægd osv. Huitfeldt protesterer og vil have sine Folk igen, og Søetatensdeputerede skriver til Kommandanten, at han bør assistere Huitfeldt i dennes befalede Hvervning,'og hvis Nostitz har givet nogle af disse Folk Penge paa Haandenfor at være Soldater, maa han se at faa disse Penge tilbage igen. Huitfeldt var ikke fornøjet med denne Afgørelse,da den ikke bestemte noget om, at Huitfeldt maatte faa Folkene tilbage; Nostitz beholdt da ogsaa Overtaget og handlede efter eget Tykke; og da to af Fangerne brød Kongens Jærn og havde Udsigt til at miste Livet derfor, maatte Huitfeldt kun nøjes med at bevidne sin Medfølelse: „den Inklination, som disse fattige Karle har haft til Søen, har saaledes foraarsaget deres Ulykke." 1) Admtt.s Kopibog 1689, 30. Marts, 6. og 20. April. Admtt.s indk. Sager 1689, 7. Maj. 2) Admtt.s indk. Sager 1693, 31. Jan. Side 89
— Dermed ender
Kontroverserne i Christian V.s Tid, men De rent private Mellemværender mellem SøogLandofficerer, som forefaldt udenfor Tjenesten, vilde have et humoristisk Skær over sig, hvis de ikke ofte truede at ende med, at de gæve Kæmper blev liggende paa Valen, bedækkede med slemme Blessurer. Her er nogle Eksempler. 1684 tog Kaptejn Peter Thomsen Lindeberg i sin Ghaluppe fra Skibet Danske Havfrue til Christianshavn, hvor han boede, og gik til sit Hjem for at hente Proviant til sit Skib. Paa Vejen maatte han forbi et Hus, hvor nogle Landofficerer befandt sig og blandt dem en Fænrik, som sad ud af Vinduet og til sin Viol sang den Nidvise: „Ej du Hanrej, ej du Hanrej.!"Dette lod Kaptejnen foreløbig passere, men paa Tilbagevejen kom han og Fænrikken i Ord sammen; sidstnævntesprang ud af Vinduet, kastede sin Viol fra sig, drog sin Kaarde og gik, tillige med de andre Officerer med dragende Kaarder, løs paa ham med de schimpflige Ord: „Goddag, Kammerat, Kaptejn Hanrej!" etc. Trods al Protest blev Lindeberg slaaet til Jorden, fik 3 Hug i Hovedet, — Modstanderens Kaarde sloges i Stykker paa hans bare Hoved, — fik 2 andre Saar, sloges gul og blaa paa Kroppen, fik flere Stik igennem Klæderne og mistede sin Sølvkaarde. Da Baadsfolket, som ventede deres Officeri Chaluppen, bemærkede Overfaldet, ilede de til Hjælp, men blev standsede af Landofficererne og en Del menige Soldater, trakteredes „umenneskeligt" med Hug og Slag og forfulgtes Gade op og Gade ned under FjendensRaab: 1) Danske Magazin 5. R. 1, 82 f, 86. Daae, Nordmænds Udvandringer, 81 ff. Side 90
densRaab:„Slaa de Beghunde ihjel!" saa at nogle maatte springe i Søen for at frelse deres Liv. Der blev naturligvis holdt Forhør og Krigsret i Sagen, men den Oberst, der præsiderede i Retten, nægtede at afsige og publicere Dommen, inden han havde faaet Kongens særligeOrdre, hvorfor Admiralitetet maatte indgive Andragendeom, at Kongen vilde være Søfolket naadig og give Lindeberg Satisfaktion for den overgangne Spot, da slig „utaalelig Affront" ikke burde gaa ustraffet hen. Hvad det endte med, vides ikke, men det maa bemærkes, at den paagældende Kaptejn var slemt hengiven til stærke Drikke1). Den næste Scene foregik ogsaa paa Christianshavn. Dér vandrede en Dag i Januar 1691 Søløjtnant VolkvardGiesesen Ref paa Gaden og bemærkede, at en Hund, der tilhørte en Skomager, løb bag efter ham, hvorfor han gennede den tilbage. Straks var der en Soldaterunderofficer,som sagde: „Der Teufel breche deinen Hals in zwei; warum schlågst du meinen Hund?" Réf bad sig umolesteret; han var kgl. Officer ved Admiralitetet.Desuagtet gik Underofficeren ham ind paa Livet, rev ham med begge Hænder i Haaret og tilføjede ham Hug og Slag, indtil Slaget endte med, at begge Modstandernekom paa Hovedet ned i en Hattemagers Kælderhals,hvor Underofficeren med Bistand af tre andre ligesindederev Klæderne paa Ref i Stykker, men hvor ogsaa „Godtfolk" endelig skilte de vrede Kæmper ad. Den Tilfredsstillelse vides da at være bleven Ref til Del, at en Klage blev indgivet til Københavns Kommandant, og 1) Admtt.s indk. Sager 1684, 9. Juni, 12. Juli. Krigskanc. indk. Sager 1684, 11. Juni. Side 91
at Ophavsmanden
til Slagsmaalet arresteredes i ChristianshavnsVag
Næste Aar hændte det samme en mere celebre Person, idet Kaptejn G. T. Sehested blev overfaldet af en Løjtnant ved Livgarden, den tyske Baron Caspar Vilhelm Meerheim, og tre andre Officerer. Sehested vilde en Morgen i April gaa fra sit Logi gennem Ulkegade til sit forordnede Skib (Svenske Falk), da han blev „morderisk anfaldet" af Baronen, der „ikke som en brav Karl, men som en Assasin" søgte at gøre ham al mulig Tort og sammen med Kammeraterne brugte de dragne Kaarder saa vel, at Sehesteds egen under Kampen blev ganske kroget. Da den angrebne bad en blaa Soldat hente Vagten, tog Fjenderne Flugten om ad Østergade og Købmagergade, og Sehested maa have forfulgt dem, thi ved Silkegade gjorde Baronen selvtredje en ny Attake paa ham baade med Stok og Kaarde, men derpaa ophørte vist Kampen, da et Vidne mældte Begivenheden for en anden Søofficer, som vel har bragt Undsætning. Naturligvis udbad Sehested sig Satisfaktion, og det var maaske en Virkning af hans Klage, at Meerheim i Begyndelsen af Juli fik sin Afsked, dog med det formildende Tillæg: „som Kaptejn"2). Naar Officererne ved Søetaten saaledes havde deres Sager at opgøre med Landetaten, havde Marinens menige det selvfølgelig ogsaa. Selv mellem Baadsfolket og Marinekorpset, der dog tjente Side om Side med hinanden,var der en Kløft, som vanskelig kunde udfyldes. Det mest berømte Opgør mellem Sø- og Landetatens 1) Admtt.s Kopibog 1691, 17. Jan. 2) Admtt.s indk. Sager 1692, 18. Apr. Sehested, G. T. Sehesteds Saga, 19. Oberstl. Hirsch's Samlinger. Side 92
Underklasser skete St. Hans Aften 1690, da Slaget stod mellem Nyboders Folk og det nye kurlandske Regiment; fra en ringe Begyndelse antog det respektindgydende Former og varede mere end et helt Døgn. Baadsmændenebrugte Økser, Knive og Stænger, deres Kvinder Tagstene og Modstanderne Sabler, Bajonetter, ja endog Musketter som Vaaben. Hvor en Baadsmand ellers paa Gaden mødte en Soldat, røg de straks ind paa hinanden. Kongen var fraværende, og Admiral Christian Bjelke havde Møje med at dæmpe Ustyret; men ved sin Hjemkomstgav Kongen de fornødne Ordrer, og en Kommissionblev nedsat 27. Juni for paa det skarpeste at eksaminere,hvem der havde været Aarsag til dette Opløb. — Senere, i Aaret 1698, var der Klammeri mellem Baadsmændene og Hestgarden, hvori to Matroser maatte lade Livet. Det efterfulgtes af en Krigsrets Nedsættelse. Endogsaa Matrosernes Kontrapart Marinerne havde 1686 følt sig som Søkrigere ved i Maj at indlade sig i Slag med Livgarden, der havde tilladt sig at opslaa et Skandskriftmod dem. Kampen krævede 16—17saarede. Under Trommeslag blev sligt af Kongen truet med Livsstraf1). 10. Juni 1690 havde Kongen paa de deputeredes Forslag approberet, at der blev nedsat en Kommission, der hver Uge paa Holmen uden Ophold skulde paakænde Sager, foranledigede ved Søfolkenes Slagsmaal med Landmilitærog Borgerskab. Denne Institution kaldtes under Tiden Krigs-Standretten, men dens officielle Navn er: Den ekstraordinære Justitskommission. Den har i det 1) Danske Samlinger, 2. R., 5, 161, 316. Molbech, Chr. V.s Dagboger, 52. Nielsen, Kbhvn.s Hist. 5, 248. Krigskanc. kgl. Eksped. 1690, 27. Juni. Admtt.s Kopibog 1698, 13. Juli. Admtts. kgl. Missiver 1698, 12. Juli. Side 93
mindste levet til 1693, efter hvad en bevaret Protokol udviser, men den har dog ikke gjort de særlige Slagsmaalsdomstoleoverflødige, da den kun behandlede smaa Sager1). — Der blev ellers ogsaa passet paa Nyboders Befolkning paa anden Vis. Allerede Isenge havde der været „Vagt" (om end ikke Vagtbygning) og Vagtposter, forsynede med Skilderhuse, i denne Bydel; Vagten besørgedesaf Soldater, Baadsmændenes Arvefjender, hvilket allerede maatte virke irriterende paa Beboerne; men at betro Vagten til Matroser, saaledes som de deputerede foreslog Kongen 1691, fandt denne dog altfor farligt efter Revolten det forrige Aar2). Det var meget ilde set, naar man af en eller anden Grund lod sig forlede til at svigte Søetatens Tjenesteog søge Landetatens. En Matros lader sig i Drukkenskab indrullere som Soldat og drikker Holmens Klæder op; det vurderes til 3 Maaneder i Bremerholms Jærn og Gagefortabelse. En übefaren møder en Matrossergentpaa Gaden og siger til ham, at han vil tjene i Søetaten; i det samme kommer en Marinerkaptejn til og paastaar: „Jeg er ogsaa ved Søen, lad mig faa ham!" Heri skulde Sergenten ikke have indvilliget, — skønt han kun sagde: „Ja saamænd", — for det kostede ham 2 Timer paa den spidse Pæl. En Matros blev Soldat, men det hjalp ham ikke at sige, at Sø-Kaptejnløjtnant Jacob Doss havde villet sælge ham til det Schackske Regiment; han maatte et halvt Aar i Jærnet. — Jacob Gertsen Rask fra Tønder havde i Krigen og 1683 tjent 1) Admtt.s kgl. Missiver 1690, 10. Juni. Admtt.s Kopibog 1690, 17. Juni. Nielsen, Kbhvn.s Hist. 5, 247. 2) De deputeredes kgl. Befalings-Bog 1691, 5. og 9. Juni. Først 1693 blev der Tale om at opføre en Vagtbygning. Side 94
Kongen som Baadsmand og fik Afsked; men siden lod han sig „udi Vildfarelse og ved Drukkenskab" optageunderKongens Landmilitie, i Prins Frederiks Regiment; 1689 beder han dog om at maatte komme tilbage under Søetaten, da Kongen alle Tider har Eolk nødig dér1). Dette Tilfælde er betegnende for hele Forholdet mellem de to Etater: der maatte „Vildfarelse eller Drukkenskab* til, for at man skulde blive Overløber til Fjenden. 1) Protokol over adskillige smaa Sager ved Holmen 1690—95, Krigskanc. indk. Sager 1689, 18. Maj. |